ICD-11 skal opdateres i Danmark, og diagnoser skal med, der ikke har været i fokus i Danmark. Som Fx. Hoarding/samlermani.
Der er nogen der får travlt, der er meget at indhente i Danmark på det område. Heldigvis har andre lande haft fokus på det, og mange års erfaring. Men for pokker hvor havde det været godt, det var startet lidt tidligere. Uanset andres viden, er det jo ikke noget der bare kører fra første dag det bliver implementeret.
Og hvad vil man sætte ind på det? Og hvordan vil mennesker med en Hoarding problematik kunne få gavn af det uanset hvor de bor landet, og med samme grad af faglighed?
Hoarding er blevet fejet ind under gulvtæppet.
Det at folk havde et kaotisk hjem, er blevet set som et udtrykt symptom på en diagnose, som depression, angst, ikke en diagnose i sig selv. Samlermani har været skubbet ind under en hoved diagnose. Samtidigt med at mange med samlermani som sådan ikke er i kontakt med psykiatrien/har en diagnose. Man kan godt arbejde og fungere ellers, det eneste sted der er noget, er hjemmet. Og hvis man har opsøgt hjælp er man endt med en mindre specifik diagnose. Men hoarding kræver specialiseret viden og særlig støtte. Ikke at man ikke kan møde mennesker der intuitivt fatter, hvordan man kan støtte en med samlermani, for de er der. Men for andre hiver de alle de forkerte "værktøjer" og holdninger frem. De har svært ved at forstå Hoarderens logik, eller i deres øjne nok manglen på samme. Og så er der brug for faglig viden, en slags Emma Gad for at komme ind i et Hoarder hjem.
Med Hoarding/samlermani er der sket det samme som med mange andre af det der opfattes som nyere diagnoser, og diagnoser der nu ses mere separat når det skal støttes rigtigt, at de desværre er bag en betalingsmur, reelt har mange jo også skulle ekstra uddanne sig, og tage til udlandet for at se hvordan man gjorde ting der. Autisme og ADHD. Og Danmark fik lige glemt at uddanne nok indenfor Autisme og ADHD i forhold til den nyeste viden.
Og med Hoarding, er der ikke rigtigt noget solidt der tilbydes af kommunerne til den gruppe, selvom der er variationer. Hjemmevejledere har ikke de praktiske arbejdsopgaver, og gør de det, er det egentligt udenfor deres jobbeskrivelse. Hjemmehjælpen er ikke klædt på til det fagligt, de gør det til en grad. Der er også varianter af "socialrengøring" hvor nogen selskaber er bedre til opgaven en andre, men komunen jo tager det billigste tilbud.
Og det har slet ikke taget højde for at det handler om OCD og/eller PTSD så man går ind og påvvirker den der Hoarder rigtigt meget. Det er uungåeligt at en oprydning/rengøring ikke vil provokere Hoarderens system, men det burde være mindst mulig skade, at gå ind i et Hoarder hjem vil føles som en grænseoverskridende og alt for intimt. Det er er en praktisk logistisk proces, men man går/vader lige ind i en psykologisk proces, der også skal ende med at det er trygt nok at være praktisk. Men meget ofte er det ikke det der sker, men bare at noget ender i sække, og andet i andre sække og ud og så rengøring. Og hvad så? Ja, så noget hjemmevejleder og hjemmehjælp måske hvis man er heldig, men det er bare ikke den rigtige måde. Der er mennesker sat på sagen, og det koster penge, men det er bare ikke den rigtige støtte. Sandsynligvis har Hoarden fået et traume af den sociale rengøring, der måske ikke viser sig lige med det samme, men vil manifestere sig over tid. Og kuren, det er at fortsætte med at Hoarde/samle. Måske enda man skiller sig af med støtten for at få fred.
At arbejde med Hoarding er håb og realisme, det kræver empati, og at man selv har forholdt sig til sine egen udskammende indre stemme. Det er svært at hjælpe nogen med noget, man ville foragte sig selv for, eller man selv hænger fast i gamle leveregler for disciplin og tagen sig sammen (det hedder Ableism på Engelsk, jeg kalder det "Når jeg/ndre kan, kan du også!". Men Hoarderen vil allerede have dømt sig selv mange, mange gange, om det så er for hjemmets tilstand, eller noget andet, om der er selvindsigt, eller ingen selvindsigt, der er en kerne af noget meget smertefuldt og sårbart. Og nu står nogen og kigger på det og "siger ting" til en. Og mange af os har paraderne oppe, eller helt stive af angst, eller begge dele. Uanset hvad andre kan aflæse udadtil, det er en høj stress situation for Hoarderen, der vil reagere/opfatte på utålmodighed og stress fra andre.
Man kan håbe på at det at Hoarding bliver tilføjet diagnose kriterierne, også vil skabe opmærksomhed om den særlige diagnose. De fleste kender det mest fra tv udsendelser hvor nogen kommer og hjælper folk til at sorterer og smide ud. Jeg oplever ofte at folk tror jeg kunne få det samme hjælp. Så må jeg jo sige at det jo er TV, ikke virkeligheden. I udlandet har man lavet serier hvor der var reelle Hoarderhjem man var i, i al sin gru og kaos og svineri. Hvor den Danske udgave er en pæn udgave, for det er jo også prime time tv, så det skal være ok hyggeligt.
Hoarding starter et sted.
Kan et sådan hjem med alt for meget, men ikke helt trashed også være en rigtig Hoarder? Ja, og det kan udvikle sig til det værre, også til det bedre. Det tager jo nogen år at få skabt et Hoarder hjem med alle karakteristika, af ophobninger af ting, men også manglende funktion af Køkken, bad, svært at komme rundt, sundhedsfarligt. Det er som Frøen i gryden med vand, Hoarderen i sin egen verden ser ikke at det gror til, eller ser det uden mulighed for at rette op på det. Og så er der det med at være et par/familie, for nogen lever i et parforhold med Hoarding, og med børn. Det er jo en helt egen problemstilling. Partneren har indstillet sig på tingenes tilstand, i en eller anden grad. Og de har mærket Hoarderens uvilje til at lave om på det. Der er også børn der har måtte tilkæmpe sig ret til ikke at få deres rum fyldt med sager. Og det her er ikke godt og sundt fysisk eller psykisk for nogen af parterne. Men en del Hoardere tager sig lidt sammen hvis de bor med nogen, eller de faktisk har det lidt bedre. Men når man er alene er der frit slav for at det kører helt af sporet. Og Hoardere gør alt for at familie og venner ikke opdager det. Og det siger noget om det stigma der er omkring Hoarding. I dag kan mange godt sige at de har Depressioner eller angst. Men et kaoshjem, det er svært. Blandingen af det skamfulde, med at andres indstilling er at det er da bare noget man lige ordner, og det bare er at sorterer, kræver at man selv har en god selvforståelse for hvad Hoarding/samlermani er, for ikke at blive tromlet. Og jeg synes vi bliver tromlet. Folks enkle løsninger, til en komplekst psykologisk mønster. Det er at få andre alt for lang ind på sig.
Hoarderens drømme om fremtiden.
Men alle de der ting, er ikke bare ting for Hoarderen/samleren, der er en historie eller en drøm bag hver ting. Det er projekter der en dag skal gennemføres. Det er arvede sager. Det er noget særligt. Og en dag skal det bedre på plads. En dag hvor der kommer overskud, skal disse sager anvendes, eller nydes. Og man kan ikke bare smide noget ud der har en brugbarhed. Vi føler ofte at vi skylder tingene noget, vi er kustoder og akivarer for noget der er større end os selv. Med Autisme kan man faktisk godt opfatte ting som levende, eller havende en energi. Og det at skille sig af med mindre væsentlige ting, kunne være med til at man mistede de væsentlige ting. Som ved et uheld, og nu er man urolig hvis man ikke kan finde noget, at der er røget ud. Gys! Der er noget helt Tolkien agtigt i det, som dragen Smaug der kunne mærke hvis bare en ting var hugget fra den uendelige bunke at uvuderlige sager, eller Bilbo og Gollums besættelse af ringen. Tolkien har meget godt fat i det med den fysiske mentale sammensmeltning af personkarakter og ting.
Personlige erfaringer.
En egen historie. En veninde nævnede, at jeg for et par år siden havde et ugeblad inde og tage fotos af min julepynt i mit hjem. Som et eksempel på at helt slemt kunne det vel ikke være dengang?. Og jeg kunne ikke andet end at grine. For jeg ved ikke hvordan vi (mig og Fotograf) gennemførte det stunt. Men billederne blev gode, men virkeligheden var det ikke. Men jeg må formode at køkken og badeværelse var lidt renere end nu. Derefter er det bare gået den forkert vej.
Min egen erfaring er at med den rigtige støtte kunne man forbygge at folk falder tilbage i mønstret. Nogen kan måske helt få skovlen under deres hoarding problem, men de fleste vil kæmpe med det og især hvis de får perioder hvor de fungere mindre godt, og det sker jo i et liv, eller man får det psykiske dårligt i en periode. Fidusen ville så være det ikke når så langt ud igen som før.
Jeg kan mærke at jeg er ved at hele mentalt, men mit hjem er i den grad noget det holder mig fast, i en masse negativt. Og af rigtigt gode grunde, det er tungt stof. Og vil jeg forstå min egen Hoarding må jeg ind i nogen centrale smertepunkter, der har udløst den reaktion, for ukontrolabel Hoarding er en reaktion. Det mentale oprydnings arbejde, kan betyde at jeg er ret lammet i en uge praktisk, eller må leve med der kun er til det mentale. Jeg kan ikke arbejde psykisk og fysisk samtidigt når det er alene. Og det er i forvejen meget negativt der kører i loop i mit hovede fordi jeg enten skylder skylden på mig selv, eller det liv jeg har haft. Og det er så pokkers negativt. Fordi det desværre er det. Jeg har overvejet om jeg kunne have hovedtelefoner på med høj musik, så jeg ikke kunne fokusere på at tænke.
Hoarding og Autisme/ADHD.
Med ADHD er det meget svært at holde orden og ryde op. Jeg oplever det også som en ren fysisk ting, som om bevægelserne ikke følger med, og min korttidshukommelse er blevet endnu dårligere. De to sidste ting er en udfordring i sig selv. Og min Autisme skruer op for "adder faktoren" at noget er ulækkert, og at nu skal det gøres rigtigt godt. Det ender i at jeg starter og så får min ADHD mig af sporet, og så kan jeg begynde forfra. Og forfra, det er groteskt.
Der er en angst der giver sig udtryk i Hoarding, fordi der er en grundlæggende utryghed i mig, skabt af trauma, gentagende trauma. Det er som at være hjemløs, men med et hjem, der ikke er et hjem. For det grundlæggende er utrygheden, og Hoardingen er en fysisk buffer zone. Som om mit forfærdelige hjem er sådan, så jeg ikke lige kan fikse det og risikere verden.
Man skulle tro mit hjem er et bevis på hvor jeg er psykologisk, men nej. Det siger noget om hvor mange der lever sådan, så det normaliserer det i forhold til dem der møder det igennem deres arbejde. Og det er sen skræmmende tanke.
Jeg ved ikke om det selv at gå ind i de centrale punkter i min OCD og trauma kan noget, andet end at få det skidt. Det er derfor man har psykologer. Og samtidigt skal jeg være bedre mod mig selv, for det er jeg ikke.
Jeg har ofte den følelse at mit ønske om noget bedre, og et mere værdigt liv er en slags storhedsvanvid. Et super ego der kræver ind. Og jeg ved at det er så svært at holde fast i at jeg burde have et eller andet krav om noget bedre. Her tøver jeg altid.
Jeg burde overhører den evige medie sang, om alle de grupper der kræver støtte og dyr medicin, og nye diagnoser er noget der koster for meget og er noget nymodens pjat. For jeg har jo set virkeligheden, jeg selv og andre. Vi er ikke bare et debat emne, men levende mennesker. Og diskutere vi om vi behandler brækkede ben, eller hjertekirurgi på samme måde?
Omkring Hoarding er der både den psykologiske side, og den praktiske side. Om Hoarderen er parat til at få terapi eller indgå i en gruppe omkring Hoarding/samlermani, og så er der støtte omkring at få et hjem der fungerer. I nogen lande er der Hoardere, der støtter andre Hoardere, også praktisk.
Og der er flere der er uddannet i at hjælpe Horadere praktisk i hjemmet, og andre der "bare" har fået en interesse for netop den gruppes problemer, og finder det særligt meningsfuldt, så meget at de gør det gratis, eller at andre kan donere til arbejdet. Og det er jo ret synligt hvem der har brug for at få hjælp, og hvor det er akut. Men så langt burde det ikke nå, man kunne håbe de blev så afstigmatiseret at folk kunne bede om, og få om hjælp inden lokummet var brændte på, næsten bogstaveligt talt.
Der vil altid være mange der er uafklarede Hoardere, fordi de kan have flere diagnoser og være svært isolerede, eller ikke i kontakt med nogen. Eller de slet ikke magter at se problemet, eller risikerer andres holdninger til det/dem. Hvilket er forståeligt, der er altid en historie bag og en historie beg hver ting.
Og det er vigtigt at arbejde med den historie, men ærligt talt også meget udfordrende, især hvis et menneske ikke er nået til den erkendelse at Hoardingen skyldes noget, og at den ikke bare kan fortsætte, hvis der trues med en udsmidning fx.
Der er altid en fornægtelse af omfanget af Hoardingen/samlermanien, men også et reelt manglende overblik, selvom nogen har en evne til at vide hvor ting er. Og det er sket en langsom tilvænning fysisk og psykisk. Det er lidt som ham med den evige nakkestøtte i den Svenske TV serie Wallander, der bare beholdt kraven på.
Man kan godt i en samtale få indrømmelsen af en forståelse af at man her for meget i hjemmet, og der er "noget psykisk", men det betyder ikke en parathed er modnet hos Hoarderen. Og det er nemt at skræmme ved at presse på, ikke mindst true med konsekvenserne. Det er meget at tage ind, og det er let at tabe tillid, og føle sig truet og set ned på, der meget nemt og hurtigt fører til afvisning.
At støtte en Hoarder bør være så lidt stress som muligt, jeg er lige ved at sige for begge parter, for der er ikke brug for fustrationer , stress og fornemmelsen af brudte løfter. Det et to skridt frem og et tilbage. Det er ting til ud og ting til måske, og det er bedre at måske bunken vokser, fremfor full stop og ikke noget ud af huset. Det er at holde gang i det flow, og med mere tillid og øvelse i processen glider det bedre.
Og selvom Hoarderen kan virke ulogisk og urealistisk, så der det jo det menneskes skatte og drømme det handler om, og holde punkt i livet. Og det er det holde punkt der bliver eroderet, og meget gerne med et andet og bedre holdepunkt for livet. Det gode liv kommer ikke ved bare ved at ryde bulen og gøre rent, ved at normaliserer Hoarderens hjem. Ja, det kan stoppe en udsmidning, gøre naboerne glade hvis haven flød med ophobninger og der var lugt gener osv. Men hvad så? Ofte vil processen ved en almindelig social rengøring traumatiserer Hoarderen yderligere. Men kan sætte hjemmehjælp ind, og se om det kan få arbejdet til holde og støtte at Hoarderen sikkert er ret udmattet efterfølgende. Man kan sætte hjemmevejleder på. Men det er alt sammen uden om det centrale i hvad Hoardingen handler om. Det er uen om mennesket, der er det centrale, og endnu mere centralt hvad der udløste det til den grad.
Og hvad er det der vil give livs mening for Hoarderen fremover? Alle de tab/sorger/angst Hoarderen afhjalp med at anskaffe og beholde ting, hvad kan der sættes i stedet?
