fredag den 15. januar 2016

Hvordan jeg blev en "sofistikeret Autist" og noget om empowerment

Som den "sofistikerede Autist", er det i grunden bare et krads i overfladen når det kommer til stykket. Der er drømme, alt det man kan, det man har lært af facade, som meget pludseligt kan ramle, eller der den evige glidebane, på jobbet, socialt, i forhold til boligen, og så står man der.

Jeg er stærk og intelligent, men der er også noget andet....Jeg vil nok sige de sidste par måneders selverkendelse trækker tænder ud, og jeg går til det projekt med den sammenbidthed der altid har kendetegnet mig som menneske.

Jeg synes det er barske sager. Jeg synes jeg har haft hjælp af Facebook grupperne. Men hvor er der tilbud til de sentdiagnosticerede AFSer? Hvorfor er samfundet blevet så kynisk at tanken at de burde tilbydes i en eller anden form for rådgivning/hjælp efter diagnosticering er helt urimelig?

Men det må vente, jeg må få samlet spørgsmål sammen om hvad jeg mest synes trænger til at blive rettet op på i mit liv. Og så må jeg se på om jeg evt. skal have noget medicin mod ADDen.

Jeg må finde ud af det med boligform, på den anden side ville jeg få flip hvis jeg skulle bo på en måde hvor jeg virkeligt ville føle mig mentalt handicappet, fordi der ikke var match i forhold til de andre, men godt nok sikkert nogen fælles udfordringer også.
Og hvad gør jeg så? For på en eller anden måde fungere den her boform ikke rigtigt, og slet ikke der hvor jeg bor nu.

I det med den "sofistikerede Autist" ligger mere humor end arrogance, det er en konstatering af arv og miljø, men også de idealer jeg selv har rodet med det meste af livet. Og så en hjerne der altid kører non stop, både med det gode og det mindre gode.

Som den udatil velfungerende må jeg også tage nålestikkene fra kommunen og omverdenen. Jeg står også med en vanskelig formidling, fordi der skal sættes ord på og de helt rigtige ord, ikke vrede ord, afmagtens ord, men neutrale ærlige ord. Og det kræver meget indsigt og selverkendelse omkring en meget ny diagnose, jeg skal sætte mig ind i . Og det er meget at jonglere med, selvforståelse og et hjem i kaos, og det sociale.




Som en "velfungerende" Autist, der har lært meget gennem livet, må jeg holde fast i al den empowerment jeg har opnået, i alt det jeg har opdaget jeg har kæmpet mig ud af, som næsten ikke fremgår det er muligt i forhold til Autisme. Samtidigt med jeg må pointere jeg også har nogen problemer det bestemt ikke er løst, der handler mest om hjemmet.

Jeg vil ikke undespille det opnåede og velfungerende, for det er anti empowerment og anti selvværd, jeg ikke vil påtage mig for at tækkes synet på mennesker med Autisme.....eller alle mulige andre ting. Jeg vil ikke anerkende det er rimeligt at man skal gør sig dårligere, for at andre skal forstå man har alvorlige udfordringer i det daglige. Slut med det sort hvid syn, det er for primitivt, og har for negative følger for dem der skal leve op til samfundets syn på "de anderledes". At vi skal give noget i pant for at få hjælp, at risikere at give sin følelse af magt i eget liv fra sig og påtage sig rollen som modtager af hjælp...det vil sige der er rigtigt mange der aldrig har følt de havde magt i eget liv, og det er nok det aller mest triste, for det er meget afgørende for hvordan man takler livet. På den måde får samfundet den type der passer til rollen, men det betyder at man selv bliver snydt....Folk vil nok sige, jamen sådan er det jo for mig, jeg er jo ikke god til det, og jeg er sårbar.

Ofte tror jeg ikke vi ved hvor meget andre har reguleret på os, hvor meget vi har påtaget os at bære i den mentale rygsæk af andres meninger. Kæmper vi i mod er det en del af vores diagnose, så er vi bare lidt som uartige børn i andres øjne.

Det at blive en voksen Autist, kræver at finde sine egne grænser, som man kan gå ind og udover. Jeg mener at går man aldrig udover sine grænser, og prøver at reflektere over det, kommer man ikke til at komme videre i sin udvikling. Nej der er ikke Recovery i forhold til Autisme, men jeg er ret overbevist om at man kan erobr så mange muligheder, gennem at målrettet at tage nogen udfordringer man gerne vil opnå.

Men der kommer det at nogen ser udfordringer og ambitioner som noget uheldigt i forhold til mennesker med Autisme (og andre ting), i angste for vi får nederlag, blivr syg og stressede, vil mange forsøge at agere ens curling forældre: "Paaaaas nu på!!!!"

Men sådan en gammel Rotte som mig, lader mig jo ikke sådan afskrække, jeg har været ude på kanten tidligere, og har nu erfaringen, men erfaringen kommer kun ved udfordringen. Jo men det er jo farligt? Ja, det kan det være. Men sagen er vel også man kan rådgive om hvad det betyder at være på kanten, hvordan er det man lander ting, og ikke mindst at lære at det koster, det er ikke gratis, jeg har betalt for mine erfaringer, jeg har også været ude i psykoser før i tiden, på den anden side lært jeg også at takle det og det er empowerment så det brager.


Med hvad jeg har kæmpet og hvad det har kostet og stadig koster, er det sådan jeg blevet en "sofistikeret Autist" gennem processen ;-)




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv