Nem id er ikke nem og opvasken fra Helvede

For at min blog ikke ender i at svæve på et meta plan, må jeg være lidt ærlig og socialrealistisk omkring min nuværende situation:

Jeg har forsøgt at få min stress ned, helt ned, men det er som om alt andet så går ekstra galt omkring mig, rod, gris og gammel opvask, 3 uger uden Hjemmevejleder har sat sine spor. Hjemmevejledere har jo også sommerferie, og det helt ekstra uheldige at hjemmehjælpen ringede på i torsdags meget tidligt morgen, da jeg lå og sov med ørepropper og mandag var jeg til møde og havde håbet på at hjemmehjælpen nåede at komme inden, men sådan gik det ikke. Det har været så uheldigt som det kunne og med til at situationer er værre end den plejer. Hjemmehjælpen kommer faste dage, men alt efter om det er den faste hjemmehjælp eller en afløser kan det varierer med tidspunkt og så kan det gå galt.
Så jeg er i den gamle skamfulde situation med ekspanderende rod og opvask og ting hvor de ikke bør være og jeg vaden henover ting på gulvet, en hjemme situation jeg ikke har være i, i meget lang tid og jeg havde håbet var et overstået kapitel.

Jeg havde sat mig for at dagens store vigtige opgave var, at endelig få udprintet min diagnose så min sagsbehandler kunne få den, så jeg kunne komme over i Handicap afdelingen. Men det filformat de har på sundhed.dk har været helt gak, filformatet er i en form man ikke lige kan åbne opdagede jeg jo, da min sagsbehandler heller ikke kunne åbne filen, derfor underskrev jeg en erklæring så de kunne få lusket min nye diagnose ud af Distriktpsykiatrien. Men ef en eller anden grund gik det heller ikke.

Så nu skulle jeg på den igen med sundhed.dk, og jeg skal altid tage mig alvorligt sammen inden jeg roder med nem id. Og jeg skal da nok love for at nem id ikke var nem i dag, jeg prøvede og prøvede, først på sundhed.dk, så borger.dk og da jeg havde bandet og svovlet og ventet og trykket, dukker så endelig nem id boksen op til passwordet, men der var jeg allerede helt oppe og ringe. Og så skulle jeg hitte diagnosen, og jeg åbnede flere tomme dokumenter, men fandt ud af at diagnosen havde forputtet sig længere nede, og så blev det printet -og tænk den printede faktisk.

Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke kunne nå at aflevere papirene på kontoret, og rigtigt nok de lukkede 15.00. Jeg kunne åbenbart ikke google hvornår de lukker, men de har vist også ændret navn til noget nyt og fikst, kunne jeg se på et opslag da jeg arriverede.....Nå men, så må jeg afleveret i morgen. Har de ikke en postkasse, joooo, men jeg ved ikke hvor mine konvolutter er.

På den ene side synes jeg at jeg får meget hjælp og alligevel går det rimeligt galt lidt for ofte...hvad kan jeg egentligt? Ikke det jeg gerne ville kunne og når jeg gør det, er det desværre også galt, fordi så er der for meget stress og så er der er en meget kontant afregning med at al energi er opbrugt, men hvad gør jeg så? 

Det er svært at være håbefuld, for havde jeg kunne klare at holde stilen jeg har kørt det sidste år og en lille smule til var det fint, men det er jo det jeg ikke kan. Jeg synes det er pinligt og sølle at jeg magter så lidt.

I forvejen synes jeg at jeg er kommet mindre ud af lejligheden end jeg plejer, og jeg har brug for bevægelsen og det at jeg er ude blandt andre.....Jeg håber at Autisme spekter diagnosen vil gøre at jeg får hjælp og rådgivning til at finde en bedre drejebog der er realistisk og så jeg ikke hele tiden ender i afmagt og et torpederet selvværd. Det er en meget vaklende livsstil på den anden måde, der bygger på et usikkert fundament af, at jeg prøver at "tage mig sammen" hvorefter jeg falder sammen, igen og igen.

Jeg er træt af det her, at balancere på kanten af mit personlige kaos. Det burde være til at overskue, men åbenbart er det det ikke, chrap! Jeg er ved at blive lidt utålmodig, og håber at der snart kommer en udredning og der kan lægges planer der forhåbentligt vil føre til en mere stabil hverdag der ikke kollapser ustandseligt.....men mon der er noget liv på den anden side af det her? ....Højtfungerende Autist?.... Muuuuhahaaaaa!....pis!

Den vrede Dame

Ja, jeg ved godt det ikke er klædelig, jeg ved også godt det ikke er praktisk eller fedt for andre det med vrede.

Det ville være bedre for mig ikke at være vred, ja ingen tvivl om det. Men hvis jeg i dette moment fjernede vreden tror jeg ikke jeg havde nogen kræfter tilbage. Vreden koster sikkert kræfter, men uden den ville jeg ikke kunne se noget håb, kun afmagt og ventetid.

Ikke at vreden er nemt at håndtere, det er som at tøjle en orkan på meget lidt plads, klaustrofobisk og den vil gerne smutte ud. Den er ren energi.

Jeg idealisere ikke tilstanden, på den anden side dæmonisere vi også vrede, og hvis man har psykiske problemer er emnet meget tabubelagt, man har mindre ret til at vise vrede og vreden ses som noget der kunne være farlig og kun uhensigtsmæssigt.

Jeg ser det også som noget der kunne føre til noget andet og bedre. Hvis vi afviser vreden som en ok følelse der har sine grunde og naturligt findes i den palette af følelser vi rummer, ville det være som at fjerne farver fra kunsten og livet, med det resultat at alt endte i lys pastel. Uden

Vreden ville ingen længere kæmpe mod uretfærdighed, og skabe kunst og skrive væsentlige artikler med fare for eget liv. Det er skabt store ting ud af vrede, ikke kun negative nedbrydende ting. Det handler om hvordan vreden får udtryk. Og vreden kan også bruges til noget der kan føre til noget godt for en selv og andre.

Men vreden kan nogen gange manifestere sig som en lavine ud af Ketchup flasken, efter den er blevet rystet tilstrækkeligt rundt med. Og nogen gange ved folk jo ikke hvor mange gange man blev rystet før de lige kom og gav en et ekstra klask.

Mænd kan letter være vrede end kvinder, grænsen er anderledes og er fortsat anderledes. Man forklare det biologisk, sådan er det, fra dengang på stepperne. Men alle mænd er ikke alle mænd og at være kvinde betyder ikke at man er som alle andre kvinder, selvom man af og til kunne få den opfattelse når folk skriver og taler om kønsforskelle. Jeg synes jeg har brugt meget af mit liv på at pakke vrede væk, af den enkle grund at sådan en som mig ikke måtte være vred, sige fra med eftertryk.

Med tiden kunne jeg ønske at bare kunne lægge Autisme diagnosen fra mig, på samme måde som jeg ikke gider at skulle opholde mig indenfor kønskassen......og så mange andre kasser og indhegninger vi stadig lever med. Det kan godt være de skaber tryghed for nogen, men jeg vil helst være fri, ikke af individualistiske grunde, hvor jeg har ubegrænsede muligheder for at gøre som jeg vil, men mere at jeg ved at andre har det på samme måde, men ikke har forladt indhegningen.

Men de flest vil nok helst, hvad de fleste vil, trods alt, på den måde er der sammenhængskraft og ikke for meget revolution....Fordelen med det er at vi ikke kaster brugbare værdier bort for hurtigt og det giver god mening.

Hvad har det med vreden at gøre? Jo, jeg er vred over at verden bliver mere og mere skævvreden, jeg er vred over at vi i grunden ved rigtig meget om hvad der gør at mennesker trives, vi burde kunne gøre så meget bedre, men verden synes at handle om andre ting, at mange ofres når de meget få skal have endnu mere, på en måde der ikke giver mening som andet en en forfaldstid, hvor man griber efter det man kan få, inden en civilisation kollapser, problemet er bare at det ikke er Inka riget eller det gamle Egypten, det er ikke bare et geografisk område, men globalt......Jeg ved godt det er det der gør folk trætte og de sætte barrikader op og putter sig og håber det går over.

Og her i Danmark "hvor man har alle muligheder", eller mange har mange muligheder, men der er også grupper der ikke har det fordi mulighederne er skabt for de rimeligt strømlinjede, og der for der har en lidt anden bagrund er der forhindringer der er usynlig for dem der passer ind, derfor fortsætter forhindringerne med at være der, samfundet er blind for dem, selvom der er viden om de forhindringer og hvad man kunne gøre.

Men der er hos en stor del af befolkningen et ønske om at sætte udviklingen tilbage og ikke frem. Og håbe man selv klare den, specielt hvis der er andre der har/får mindre, så får man måske lov til at beholde sit. Man vil have mere kontrol, disciplin, straf, mindre klynkeri, man gider ikke mere empati. Der mangler fantasien/evnen til at se at et bedre samfund kunne skabes og ikke nødvendigvis var mere kostbart at opretholde, men det lader til at der ikke er en lyst til at tænke anderledes, folk er trætte af "problemer", hvis vi ikke gider at se dem og siger vi nedladende ting og fornægter, går de måske væk....Eller vi kan vente med at løse problemer når vi den dag føler os mere rige og glade?

Jeg er ikke idealist, eller utopist men jeg bryder mig meget lidt om menneskesynet for tiden, det gør mig vred. -Men er det godt for noget, kan det bruges til noget at jeg er vred, jeg ved det ikke, men jeg vil godt komme med tanker og løsninger, en stemme blandt andre, selvom jeg ingen speciel magt eller agt har i det her samfund.
Og får jeg flere kræfter vil jeg gerne arbejde politisk, men næppe partipolitisk. Jeg tror ikke på ideologier, det ender altid med at virkeligheden/mennesker skal bøjes efter ideologien. Jeg ville heller at man så på hvad man ved virker.....altså også for dem der ikke er rige og priviligerede, for de har jo deres biotoper der virker for dem. Jeg kunne så godt tænke mig at der var flere typer biotoper så også andre slags mennesker kunne trives og bidrage med det de kan.

Et rigt samfund er rigt også på andet end penge, består det hovedsageligt af mennesker der sidder og ser sure ud, oven på en pengekasse, er det så som så med det rige samfund. Mental rigdom og generøsitet efterlyses, men jeg tror der skal bygges platforme til det, for lige nu tror jeg de mennesker der har noget at byde på i den retning har svært ved at finde hinanden, vi kan finde hinanden på nettet, men vi skal også finde hinanden i den fysiske verden.