Der ligger også en styrke i at se det halvtomme glas.

 "Tingene går i den rigtige retning så nu skal du bare være tilfreds og optimistisk". Hvis man ofte nok har kæmpet og tabt, har man lært ikke at håbe for meget. Det håb der kan kaste en i afgrunden. En mere realistisk tilgang kan gøre faldet blødere, og gøre det er muligt at prøve igen, på en lidt anden måde.

Jeg kan lige nu se en sjat kaffe i mit krus, det er en ok sjat, halvtomt men ikke tomt. 

Den anden: "Hvordan spiser man en Elefant?". "En bid af gangen". Med ADHD kan det være svært at vide hvor man starter. Med Autisme kan det være svært at skifte til en tilgang til en anden. Med begge dele så er det rigtigt komplekst. Det er at finde metoder og skifte metoder, så flere metoder til samme opgave. Hvad gør jeg hvis jeg går i stå, bliver i tvivl, kommer til at gå igang med noget andet? 

Hvis alt er endt i kaos er der meget få metoder man bruger. Der er daglig overlevelse, der næsten skrumper år for år med hvad der er muligt. Der skal skabes nye metoder og ny struktur. Det er reelt kognitiv træning. Gentage nye mønstre. 

Men fra et næsten 0 punkt, vil meget føles som om meget lidt sker, og at man lidt har været der før. Eller mange gange. Det at rulle stenen op af bjerget, og over. 

Fastlåsthed, og ekstra meget fordi man er under press og overvældet der hvor man er. Udgangspunktet er ikke optimalt. Frustrerende opgaver der provokere minder om andre gange, og viser de manglene evner. Det er en kamp, mentalt fysisk og det er bare en smattet køkkenvask. Men den er også et personligt sammenbrud. Men man er jo ikke sin køkkenvask, men lige der er man. Lige der er den køkkenvask det man er, eller det man ikke er. Det andre lige kan klare, og aldrig når dertil. Der hvor andre væmmes og man selv væmmes fordi man har stærke sanser. 

Og det skal jo gøres rigtigt og den skal blive rigtig ren, fordi den er virkelig slimet. Og man starter, og der er snavsede ting der skal værk....et sted. Og man skal give den en ordentlig behandling med noget der fjerner bakterier og det hele. Og det skal lige stå og virke. Og så gør man noget andet og nogen dage efter ser man vasken igen, og laver en rinse and repeat. Og prøver at sætte de ulækre ting i blød. Osv. osv. Og når man ved det og kender det ved man hvad jeg mener og hvis man ikke gør vil man tænke hvorfor bliver det ikke bare gjort? 

Men det er ikke bare køkkenvasken, der er meget andet der skal fikses, der burde gøres. Og der er aldrig energi nok. Og spektret er en off on knap man ikke selv kan styre. I den perfekte verden ville man være mindre overvældet af livet, men det er kun for de heldige. 

Jeg kunne godt mose igennem da jeg var yngre. Men on/off knappen kan i dag sætte sig fast på off, og blive der. Det betyder jeg ikke kan komme ud af døren eller op af sengen eller noget. Og jeg kan ikke kalde på hjælp, det eneste jeg kan er at være i det til mit system er reguleret. Men det er ikke 3 dage, eller 2 uger, det kan være 3 måneder det kan være mere. Det er en kolaps af hvilke systemer der måtte have været, og erkendelsen af at være ret hjælpeløs. Alene i det.

Det er der jeg er glad for mine interesser, da de lige får mig igennem dagen/ugen/månederne. På e måde er det det halvtomme glas, det er en sjat på bunden. Men den sjat består i "åndelig/kulturel føde". Det er et nøjsomt liv. Der er en diciplin i at kunne meget lidt og alligevel overleve, og håbe noget sker. At batteriet lige får 2% mere. For det er det der er at arbejde med, de små procenter af mere mental og fysisk energi. For det skal alt sammen komme fra mig, der er ingen støtte omkring den prosess. der er ikke noget løft. Der er kun mig i en beskidt kaos lejlighed. Og min evne til at bevare håbet og kraften, når der reelt ikke er meget håb i sigte. Det er meningsløst.

Jeg er sikker på mange vil synes det er tungt. At jeg er tung. At jeg ikke er opløftende at jeg ikke giver andre håb. Fordi det lidt er en pligt man har, at hvis man ikke fungere optimalt skal man give andre håb, ikke de andre ikke velfungerende, men de velfungerende. Så de kan leve lykkeligt videre. Det er et interessant koncept. Men med Autisme insistere jeg på at være irriterende. 

Jeg køber ikke den naive optimisme, og det er mit valg, for den fungere ikke for mig. Og jeg har været igennem alt for meget, af alt muligt der ikke er nemt at have med at gøre. Men jeg er her endnu, så noget må jeg have gjort rigtigt. 

Der er meget i livet der er som at lære noget nyt, det kræver man gør det rigtigt mange gange, og har overblik over helheden, hvordan det griberind i andre ting. Der er ting der går som et leg og andet er bare er en sej omgang. Og med Autisme/ADHD er det ofte helt andre ting der er meget svære, end det er for flertallet. 

Optimalt ville det være bedre med meget mindre af det jeg ikke kan finde ud af, og meget mere af det jeg kan. For energi og fokus vil aldrig være i balance eller nok, det er altid en balance på en knivsæg. Der i perioder kan fungere ret ok, men også kollapse. Det er vores virkelighed og vi kan tro vi har lært balancen, og vi passer på os selv, og vi bruger de teknikker der fungere for os. 

Når tingene ramler, så burde vi kunne få den støtte vi behøver. At vi ikke skal leve i år i det, at vi ikke dør i det/af det. Usete. Er vi for andre de halvtomme glas? Den sjat der ender i køkkenvasken? 

Det halvtomme glas er altid muligheden, for endnu en opfyldning, og funktionen er at det holder på sit indhold om det er fyldt til randen, eller de er to dråber på bunden. Vi burde have nok i vores samfund til at gen fylde glasset en smule når det er nødvendigt. Men hvem? Er samfundet staten, eller os som proaktive? 

Nå, jeg regner ikke med der sker meget på det område, og jeg vil/må koncentere mig om at hive mig selv op af den ulæks køkkenvask, inden jeg redder verden. 

"Vi er alle anderledes"

Jeg vil så tilføje at nogen er mere anderleds end andre.  For ofte er det netop det folk siger når man fortæller man er på spektret, at vi alle er det i en eller anden grad. Hvordan skal man tage det, når man faktisk er diagnosticeret? Er det en omfavnelse af forskelligheden og at vi alle er lidt uperfekte? Eller er det er dyk man får, fordi ingen gider at høre på en? Er man endnu engang blevet gjort usynlig.

Så længe de fleste ikke har en ide om hvad Autisme og ADHD er, men stadig har meninger, skulle de måske tænke sig om før de taler. "Du har ingen ide om hvad jeg har været igennem, og min spektrum radar siger ret tydeligt at du ikke er på spektret". Er spektrum radar en ting? Jeps! "En med-Autist". Hvor er respekten for vores erfaringer?

"Vi er alle anderledes" er titlen på Christian Groes bog, og ud fra at et mere rummeligt samfund kunne være en fordel for alle. Noget jeg selv har skrevet om, at de fleste kan fungere i samfundet, er det ikke ensbetydende med at de ikke kunne have det bedre. Men dem der virkeligt rammer er dem der ikke kan være i det. Så det er dem der kommer til at stikke ud. Vi gør meget i samfundet som vi plejer, uden at tænke på andre løsninger, det kan så blive dyrt et andet sted. Men ofte gider ingen overblikket over sammenhængen. Vi lappeløser, og det er dyrt. På den måde bliver pengene brugt på det, fremfor at tage den større helheds model. 

Mennesker er forskellige, mennesker på spektret er forskellige. Der er fællestræk. Fællestræk virker positive, som vejen til løsninger. Forskellighed virker besværligt, for komplekst. De fleste hader komplekst, det skulle lige være folk med Autisme der synes det lyder spændene. :-D 

Måske jeg bare må erkende at når folk siger: "at vi alle sammen har lidt"...... "Og vi alle sammen har noget", at ignorere det. Jeg kan også gør som jeg gjorde sidst, jeg sagde bare "Nej!". 

Dissociation i kombination med ADHD.

 "Min ADHD er blevet værre", det med at ikke være til stede i ting. Der er bare det at Dissociation gør det samme: psykisk stress belastning. Jeg er klar over at Dissociation har fulgt mig gennem livet i mange former. De findes i Autisme og ADHD, men Dissociation er en forstærket reaktion, og det er en reaktion på ikke at kunne reagere som behøver at gøre det, at man er tvunget ind i et mønster, der bare prøver at få det til at fungerer, i situationen. Er det et livs vilkår er det sådan det fungerer. 

Det er svært at være til stede i livet som det er. Noget af en er et andet sted, for kortere eller længere tid. Nogen gange er man hverken her eller der, med det ene ben i virkeligheden og det andet? Nogen kunne kalde det distraktion, dagdrømme, tvangstanker, manglende fokus. 

Jeg var et tålmodigt barn, jeg gjorde ting ordentligt. Til en fumlende scatterbrain? Det var jo ikke fordi jeg ikke brugte Dissociation som barn, slet ikke. Men jeg havde stadig kontakt til det jeg gjorde. Det ubærlige gør at tingene ryger ud af hænderne på en. Er ADHD og Autisme der er sendiagnosticeret og fået lov til at klare sig selv under svære vilkår, endt i ikke at kunne være i sig selv, et konstant tryk og ubehag i hverdagen, der er for omfattende til overhovede vide hvor man skulle begynde.

Jeg tænker at når man ikke engang har drømme for fremtiden, er det fordi det er for urealistisk i forhold til nutiden. Og at mine daglige udfordringer er uforståelige for de fleste, fordi det går ind i alt, det mest enkle. Alt det man bare kan. Der er grunde, på grunde, på grunde til at ting ikke kan gøres på den rigtige måde og løses. Så mange ting der er gået galt og skal ordnes først. Udmatende. Dissociation træder ind. Holder en i live, men ikke levende. Det er det hemmelige liv, det liv jeg lever når ingen ser mig, eller når det er dem der hjælper mig i mit hjem. 

Det der dukkede op efter mit hjem er kommet mere i orden er ordet Dissociation, og det kom egentligt i forhold til Dissociation i forhold til min barndom. I forhold til minder, til at huske hvordan det var. 

Dissociationen fungere på flere planer, en tåge over fortiden og en tåge der lavpraktisk tåger en praktisk opgave. Først følelsen af hvad gør jeg, jeg har været her før, og så Dissociation. Ubehag. Men Dissociationen skaber også selvhad, hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor skaber jeg det her kaos for mig selv? Jeg skabe kaos og jeg taler grimt til mig selv. Alligevel er Dissociationen løsningen min hjerne vælger, selvom det sidste er meget værre. 

Hvorfor udsætter jeg mig for en smerte og mental selvskade der er værre, end det jeg umiddelbart distancere mig fra? Formentligt fordi det er det jeg kender derfra. 

Efter jeg fik mere hjælp i hjemmet, er jeg mindre ond ved mig selv. Og undre mig over jeg kan finde ting og ved hvor ting skal være.

Hvorfor har jeg skulle leve på den måde, min måde at leve på afspejler min tilværelse, det afspejler Autisme og ADHD ja, men det afspejler i høj grad hvad jeg har skulle magte alene af store udfordringer. Det går til et vist punkt. En dag kan man ikke mere. Når hvæser at Autisme og ADHD er noget man er født med, som om det skulle gøre mig mere tilfreds med mit liv, og det er som det er. Så er det ikke som det er. Det kunne have været anderledes hele vejen igennem, ikke perfekt, men det kunne have været bedre. Jeg har bare måtte kæmpe for meget, og for alene. Jeg er resilient og en fighter, jeg har selvindsigt, jeg kan reflekterer. Det er bare ikke nok, selvom jeg måske har mere end de fleste. 

Det er svært at tro på sin egen værdi og værdighed som menneske, når det ikke er det man møder i samfundet. At holde fast i det, hele tiden, uanset hvad der bliver sagt og gjort, eller hvor meget man bliver ignoreret. Det er som om andre Dissociere mig, noget slår fra, de kan ikke høre og se. Er jeg et levende symbol på trauma, hvad samfundet ikke kan hele. Det ingen ønsker for sig selv?

De neurotypiske har deres egen Dissociation, der ser og høre pr. automatik. Og en automatik der ofte ikke får de detaljer med, hvor man kan fange og rumme Autisme og ADHD, og følgerne af det når vilkårene ikke er  særligt optimale. 

Det at jeg Dissociere betyder ikke at jeg Dissociere fra smerten ved livet, kun noget af den. Vel enda kun en lille del af den. Men nok til at komme videre til den næste dag. Jeg er bevidst om meningsløsheden i det Hamsterhjul, og det spinkle håb at noget sker der sender mig i den rigtige retning, ud af hjulet, eller den negative infinity sløjfe, af ruminering/overtænkning og Dissociation. 

Det det kræver er faktisk at noget af byrden løftes af mine skuldre, at vi dropper at vi altid kan finde vejen ud alene. Det kræver et skift, en ændring og en positivt. Bare lidt jeg ikke skal løse selv. Det kan være småting der gør at der er overskud til at gøre noget andet, der kan ændre til noget bedre. Men det skal til. 

Den Autistiske Barbie.

Mattel fik da al den reklame de kunne få, da de sendte deres "Autistiske Barbie" på markedet. De fik deres opmærksomhed og at de nu kan sætte flueben ved Autisme, nu hvor de har levet en Barbie i kørestol og versioner med forskellige kropstyper.  Alt for at man ikke kan sige at Barbie universet ikke inkludere andre end tynd perfektionisme. 

Jeg kan huske jeg var på kunst skole og vi fik tio opgave at fremstille en figur af et nøgent menneske i ler. Og 99 % af de unge kvinder gik i gang med at lave Barbie lignende figurer, de havde heller ikke overvejet at de måske skulle stå, så på bordene lå der de der tynde damer, der ikke kunne stå. Jeg var forbløffet. 

Var det en form for hivemind at de ikke havde overvejet andre løsninger, stående siddende? Og at det lignede Barbie. At hænder og fødder var for små? Drenge kunne få action men der kunne stå selv, og de kunne holde ting i hænderne og anbringes i alle mulige positioner...næsten. 

Så måske det er meget mere prægende end vi har lyst til at vide, hvad børn leger med. Og hvor meget det kan og hvor meget barnet selv kan tilføje. 

Jeg begyndte at fremstille legetøj selv. Ikke at jeg manglede legetøj, men jeg ville have noget særligt. Gamle strømpebukser var et foretrukne materiale, men andet blev også brugt. Og jeg legede med det. Og det fungerede ret godt med mine plysdyr. Og jeg fik nogen dybere karakterer til mine lege. Nok ret besynderlige, men jeg var tilfreds og arbejdede videre på dem. Jeg legede også med legetøj længere end de fleste børn, en grund var at det var mere komplicerede forestillinger og to at jeg jo tilbragte meget tid alene. Og at jeg sad og fremstillede dragter osv. 

Jeg lavede også påklædningsdukker der var dinosaurer, tegnet efter en videnskabelig bog, så farvelagt og så lavede jeg tøj til dem. Igen jeg kunne få alle de påklædningsdukker jeg ville. 

Tilbage til Autistiske barbie med de lyserøde sound canceling høretelefoner, og den lårkorte kjole. Så er alle Autistiske piger/kvinder alle mulige slags og typer. Måske et bredt neurodiverst udbud af tilbehør havde været et bedre bud? Men igen vi vælger interesser og hjælpemidler af mange typer. 

Der kunne være mange andre måder at skabe genkendelighed og lave noget der taktilt, design mæssigt kunne bidrage positivt. Men det er jo et kommercielt tiltag, og ikke ligefrem et hvor de sprængte rammerne.

Måske noget hjemmestrikket, tilbehør fra andre figurer gør det bedre. Og nu hvor man kan få printet ting og vælge farver, så kan man få det tilbehør der passer til ens eget liv og lege, måske magen til ens ynglings ting. 

Jeg kunne håbe på en fremtid hvor kun fantasien sætter grænser for hvad børn kan lege med, så det ikke kun er færdige prestige æsker. Og måske alle mulige børn, også ville synes om den mulighed for a customise legetøj og tilbehør. 

Det døende ego, og vejen frem.

 2025 har været et år hvor hvis jeg havde haft nogen ilutioner tilbage, så blev de grundigt kanøflet. 

Jeg nåede lige at lave en lille openstage performance på Warehouse9 i december, om løgne. Og på en måde en premierer på sang, til det album jeg ikke kom igang med i år.

Ikke den perfekte performance, men hvis jeg gik efter at gå til kernen, så var det. Det er som om at løgne har været årets tema. Udover begrebet kærlighed, min egen, andres. Om jeg har være elsket, eller bare "et billede". Om det at være usynlig, som jeg har tilfælles med  mange andre på spektret. Der med mere erkendelse, spørger os selv: "Er vi så usynlige, hvorfor kan andre ikke høre det vi siger". Der er noget klaustrofobisk at erkende at man har været usynlig og ikke hørt. Også selvom man har været synlig, og har talt. Se det er gåden til 2026. 

Men usynligheden og det ikke at blive hørt, stiller et spørgsmål og en opgave, er det nogen steder og med nogen man kan føle sig set og høet, eller er det bare sådan det er med Autisme/ADHD, hvis man ikke er meget heldig med de mennesker man kender?

Uanset hvor skønne mennesker er, siger det intet om hvordan det svinger med at man er på spektret. Det er helt andre ting der gælder. Og det har været forvirrende. 

De sidste dage har jeg tænkt på alt det jeg kunne før i tiden. Jeg var mere kompetent, kunne fikse ting hurtigt. Ikke så klodse klumret som i dag. Jeg var en ting dengang og en anden i dag. Og det gør mig åbenbart ked af at møde hver dag. Men samtidigt er jeg også meget bedre til ting, ved meget mere, har indsigt i ting. Det er bare som om det ikke rigtigt kan finde sin platform. 

Og som altid svæver jeg et sted mellem god amatør og super perfektionist, med viden. At jeg er kompetent. Men også knald i låget. 

Men der har været en ego død, ungdommens tro på at en eller anden dag ville det ske! Tingene ville folde sig ud og andre ville kunne se at jeg kunne noget "der var noget". En smule annerkendelse, en dag.

Og det er nok den tro jeg har forladt. Et hårdt prøvet håb om et liv. Et håb om at kunne noget, og noget andre også kunne bruge. 

Jeg har altid være social, men jeg har forstået at meget socialt ikke giver mening for mig. Og jeg må indtil hvad der virker og hvad jeg ikke skal bruge energi på. 

Ensomhed er der hvor der ikke er en resonans, med det enkelte menneske, en gruppe, et samfund. Vi sender ikke på samme bølgelængde. Og nu ved jeg det.

Det er noget af et arbejde når man fylder 60, at skulle finde den vej, til et meningsfuldt liv, og et andet socialt liv. På den anden side har jeg altid været frisk på at arbejde på sagen, så længe der er liv. 

Det at jeg stadig har en tilknytning til Warehouse9, og at jeg er hjemme der også i de nye lokaler i Vanløse, giver et håb om at der faktisk er steder og ikke mindst mennesker hvor der er den vigtige resonans hvor jeg kan mærke dem og de kan mærke mig. 

At ride på bølgen, carpe diem.

Der er det moment hvor man kan gribe ud og det bare kører, men det er nu, det er ikke senere, og det var ikke i går. Jeg er ikke den der bestemmer, det er der når det er der. Det er ikke manglende evne til at tage sig sammen, eller så er det netop det, det er stop. Men ikke et valg. Det er måske et valg for dig, men ikke for mig. Du tror at din manglende motivation, er som min manglende motivation, men nope. Jeg er ikke den dovne, jeg ville altid kaste mig ud i det, hvis jeg kunne. Meget af det der foregår i mig vil være usynligt jeg arbejder og arbejder. 

Måske jeg burde beskrive hvad jeg laver hver dag, alt det jeg skaber, tænker, gør, at hver dag er fyldt til randen. Men ikke det der ville være mest til min egen fordel. 

Der er ikke dopamin nok i verden, der er ikke nok, det er go, go, go. 

Det er også det der gør mig til mig, at jeg ikke er nok mig hvis jeg ikke går linen ud. 

Det er ekstremt. Men ikke at kunne gå linen ud er også dræbene. Det er at være halv død. 

Jeg er ikke mindre end, jeg er ikke mindre end, selvom jeg ikke magter at lave mad, eller fjerne det der har ligget i vejen i uger på min vej gennem lejligheden. Jeg er bare ikke der, jeg er et andet sted, der desvære ikke manifestere sig fysisk på samme måde. Erkendelsen er så, nu, at vi måske ikke selv skelner, mellem det der er fysisk og det der er mentalt. Og at det mentale vægter lidt mere. 

Men der er ikke et valg. Neurotypiske kan vælge på en helt anden måde. 

Havde jeg det valg ville jeg være et helt andet sted, jeg har så meget mere rygrad. Jeg burde have opgivet. Andres arrogance på mine vegne, what the fuck. Hvem tror i, i er?

I gør det rigtigt, jeg gør det forkert, jeg er forkert. Men jeg er også arrogant og jeg dømmer jer, for alt det i ikke er, men jeg er. I har magten, men jeg kan se. 

Jeg har prøvet at frisere hjemmet, jeg vil se at få noget spændende oplevelser i næste uge. Jeg prøver på at have et liv, jeg prøver på at kunne handle. 

Men der er begrænsninger, off/on knappen er ikke en jeg styrer, den tænder og slukker helt tilfældigt minut til minut, time, dag uge. Men når den står på om, er det go, go, go. 

Crash and burn, selverkendelse gennem at gøre det man ikke skal.

Jeg er blevet hældt ud at distrikt psykiatrien fordi jeg har Autisme og ADHD, og jeg ikke har en psykiatrisk diagnose der var tungtvejene nok.......eller jeg passede bare ikke i kassen, de har lavet dem lidt om, igen ikke til min fordel. Jeg er ikke rigtigt Borderline, min depression er også lidt forkert, angsten. Meget bliver fejet ind under at de fleste med Autisme og ADHD har fået noget ekstra fordi man kæmper. 

Så nu er det min læge der skal udskrive medicinen. Og min ADHD medicin driller. Og fordi jeg manglede mine antidepressiver eksperimenterede jeg lidt, det skulle jeg i midlertid ikke have gjort. 

Så jeg kom lidt ud i de tyndere grene, men det er et realitets tjek, måske det værd, men absolut ikke anbefalelsesværdigt. OK jeg kunne ikke gå ned i det antidepressive, det holder angsten på plads, og da intet er løst så er det vel naturligt at der ingen ro er under overfladen. Jeg er livsstils medicineret, mit liv er et helvede så læg et låg på, så jeg ikke kan mærke at det er endnu værre end jeg troede. 

Så ja et realitets tjek. Jeg kom så meget ud af det antidepressive at det jeg mærkede ikke bare var det at det drillede mens jeg fik det ud af kroppen. Jeg fik et glimt ind i det at skulle magte et liv der ikke fungerer, mit ødelagte selv, og en genkendelse af mit gamle jeg langt tilbage. Men også hvor langt jeg faktisk har flyttet mig. Og hvor reaktiv jeg var da jeg var yngre. så meget angst når noget ikke fungerede. 

Jeg har tænkt på hvor meget jeg lærte gennem terapi, rigtig terapi. At lære at genkende ting, at kunne verbalisere det, at kunne rumme det. At kunne genkende symptomer for hvad der er, og hvad der har provokeret dem. Der var ikke gaslighting det var solidt, konkret. 

Måske mennesker der har været gennem god terapi, vil undre sig over at andre ikke kan se og mærke ting. De kender ikke deres grænser, men heller ikke deres styrker, det er noget de tror, det er ikke noget de ved eller har afprøvet. Man kan glemme at man er pro, og de andre ikke er. De dækker over de ting de ikke selv magter at se, og vil overtale dig til at tro det er sådan det er. De vil fastholde dig i det de ikke selv tør erkende. 

Så jeg er lidt nede i Elvanse nu og op igen i de anti depressive. Fordi jeg fornemmede at min krop er for meget oppe at kører, det er jo en bivirkning af den medicin. Og der var ikke en forbedring praktisk ved at gå op, jeg får ikke en bedre evne til at rydde op hjemme af det. Kun til at rydde op i hovedet, og der en en mindre dosis fin nok. 

Mit liv er ikke godt, og jeg kan ikke se en fremtid, men som jeg altid siger, når man har det skidt så er selv en lille forbedring noget stort. Den lille forbedring er forståelse og afklaring. Det gør nas, men elevansen gør at jeg bedre kan holde til det uden at klappe sammen. 

Livet og hverdagen som kampplads, dag ud og dag ind? Åbenbart er det mit livsvilkår.
Hvor skal vi hen, mere af det samme? Eller er jeg tæt på at have et nyt overblik, at det er den mørke nat inden daggry? At jeg er tæt på, men nu gør det modstand?

ok

Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 

Uopdragne børn og diagnose hungrende forældre?

Katrine Evelyn Jensen har skrevet et indlæg i Altinget, om overdiagnosticering af børn i forhold til Autisme og ADHD. 

Hun har selv erfaringer med Autisme og ADHD i familien, men med nogen der er klart indenfor de kriterier hvor der ikke er nogen tvivl om sværhedsgraden af diagnosen. De tidligt diagnosticerede børn, der tydeligt falder udenfor udviklingen og adfærd. Men selv med den personlige kendskab til Autisme/ADHD så mener hun at der er en overdiagnosticering og overmedicinering i Danmark på det område. 

Med langt flere diagnosticerede, er der nu en kampplads omkring hvem de rigtigt Autistiske er. Og det er ofte en meget populistisk tilgang i den offentlige debat. Den bygger ikke på forskning, og at der hele tiden sker noget omkring Autisme og ADHD, der er mere viden. Der er både den rent kliniske der kan måles og vejes. Og den der kommer ved at kunne se på større grupper af mennesker, hvoraf nogen tidligere havde andre diagnoser. Vi ved også mere om hvordan man kan støtte mennesker med Autisme og ADHD hvis man vil. Der er forskning omkring hormoners indvirkning og meget meget mere. Men meget af det er stadig nyt, og Danmark er ikke foran omkring de her diagnoser. Men vi vil få mere viden og nye muligheder, til højere livskvalitet. 

Det er muligt at et samfund der har arbejdet på at strømlinje skole/uddannelse/job presser meget store grupper af Danskere, børn og voksne. Og det gør at flere søger en diagnose og medicin. En "rigtig diagnose" giver en forklaring, også i forhold til omverdenen. Mange voksne får en Autisme eller ADHD diagnose efter deres barn blev diagnosticeret. Og private Psykiatere med speciale i Autisme og ADHD, har arbejdet på fuld tryk, fordi "systemet" var presset, og ikke gearet til at sendiagnosticere voksne, og vel reelt heller ikke med den special viden. Fokus havde været på børn og at man nåede at opfange dem der var. 

Myten om rigtige og de ikke helt rigtige Autistiske.
Fokus var på det udadreagerende, eller ekstremt introverte. Og man opdelte både Autisme og ADHD, på måder man ikke gør i dag, det kan så ændre sig igen. Det kan forvirre og virke kompliceret. Hvordan kan de her mennesker være så forskellige og alle være "rigtige"? Og hvad med de sværhedsgrader? At nogen med Autisme har lav intelligens og aldrig bliver aldersvarende og nogen høj, og meget høj. Og nogen er uden sprog, men kan få det senere, men man reelt ikke fra start ved om det en dag kommer. Og barnet kan have høj intelligens. Måske det ikke er et under at det er svært at forstå udefra, og noget virker konkret, andet er svært at sætte sig ind i. Men folk vil gerne diskutere det alligevel, selvom de tramper rundt som Elefanter i et glashus. Det er lidt som om de tror at vi med Autisme ikke følger med, eller pårørende, eller børnene? Debat er godt, men sjovt nok er det bare ofte fra et negativt uoplyst udgangspunkt. Ikke nu har vi den her situation, hvad kan vi gøre? 

Der er ikke en grund til at sparke nedad. Og der er ikke en særlig ret for alt og alle til at graderes andres Autisme eller ADHD, lige på stedet, på den anden side er man magtesløs for folk gør det hele tiden. Autisme og ADHD har meget kormorbiditet med OCD, depression. Og udover det er der også "fysiske sygdomme" der er hyppigt forekommer hos mennesker på spektret allerede fra barndommen. Psykisk sygdom og andre diagnoser er en del af helheden, men ofte er de ikke direkte synlige. Så selvom man ved en har Autisme og/eller ADHD ved man ikke om der er andet, eller hvad der foregår inde i dem, eller når de er alene. Og det er både det der kan gøre diagnosen mindre "let", men også det der er positivt, andre ser det udefra, ikke ud fra personen eget perspektiv og erfaringer og vilkår. 

Nogen har Autisme og/eller ADHD, der har mindre trauma og stress, ingen ekstra diagnoser, har klaret skolen og er i job. De har måske hele livet undret sig over at de ikke passede ind. Og det har ikke været let i perioder, men de har fundet deres hylde. Nogen oplever så at det har belastet, eller der sker noget der gør det tydeligt at "der er noget". Og her opsøger nogen en diagnosticering. En del føler de endelig får en forklaring og forståelse for deres liv. Diagnosticeringen er positiv, selvom det at kigge tilbage på næsten et helt liv i det perspektiv kan være hårdt arbejde. Men det kan give en mulighed for at kunne indrette sit liv bedre fremover. Nogen vil så sige, "den gruppe kan da ikke være ret Autistiske?", men også den gruppe kan være meget forskellige. Og selvom vi er åbne med at vi har Autisme eller ADHD, fortæller vi måske ikke at vi har mere i bagagen. Og så får man lige den med "let Autisme" i hovedet. Og selv uden ekstra bagage, er den lette også en udfordring, så drop det med "let" og "en lille smule". 

Komplekst og forskelligt.
Vi er meget forskellige, men vi har godt nok også meget fælles. Vores hjerner kører på en bestemt måde, den foretrækker, og det er bestemt ikke det samme som den neurotypiske hjerne. Og i en anden type samfund og i andre situationer er det en god ting. Verden har altid haft brug for Autisme og ADHD. Vi har altid været der. Måske nogen af vores "særheder" blev overset fordi vi kunne noget andet, eller at folk var mere individuelle tidligere sjovt nok. Det er næsten som da vi troede at vi opfandt individualitet og den enkelte skulle sættes fri, var der hvor der blev mindre plads til det anderledes. Det kom et skift fra en anden individualitet og en anden ide om anderledes, men det er en længere forklaring. Men det har en betydning for hvor vi står nu. 

Med fokus på den enkelte og individualitet, og at næsten alle børn i Danmark nu var ønskebørn, var børn nu blevet et projekt, en identitet, børn var ikke bare noget man havde. Og hvert baren potentiale skulle max'es. Og alle skulle helst i gymnasiet og videre tilen højere uddannelse. Og som forældre og medarbejder skulle man også passe perfekt ind. De sidste mange år har vi også gjort alt problematisk til personligt, som en afskåret anormali fra resten af samfundet. Ansvaret ens eget. Og helst ikke et symptom på et samfund. Mindfulness passede så fint til et liberalistisk samfund, se ind i dig selv, lær at sige pyt. Kan du ikke er det dit problem, det er din egen skyld.

Skolen har reelt ikke ændret sig siden jeg var barn.
Sagen er bare at der er børn med Autisme og ADHD, børn der kæmper i skolen hver dag. Der er alle de små ting der ikke passer til dem rent praktisk og sensorisk. Undervisning der ikke er indrettet på den måde de lære på. Nogen børn reagere synligt, nogen børn gør ikke. Det vil sige de kan nægte at gå i skole, eller være helt indesluttede. De kan også forsøge at tale med forældre lærer, men ofte bliver det overhørt. Jeg har selv prøvet det, og reelt har det ikke ændret sig. Der er en ansvars forflygtigelse, hvor man bare håber det løser sig, og der er ikke mulighed for at gøre det anderledes. Og når barnet virker roligt nok, mon ikke det går? Det er at udsætte det der vil komme. Og barnet har nu lært at det ikke bliver taget seriøst om noget der er meget vigtigt. Så det der kan virke som en mindre ting, kan ende med at blive central i en selvforståelse for den enkelte. Jeg har selv haft skolevægring. Jeg har prøvet at fortælle hvordan jeg havde det. Jeg må erkende at jeg intet lærte i skolen, udover at der var noget i vejen med mig, og ingen vidste hvad det var.

Forældre fanget i evig sagsbehandling:
Forældre der prøver at kæmpe kampen kan føle sig magtesløse, de kan læse om hvad der burde/kan gøres for deres barn, men den mulighed er der ikke i Danmark, måske heller ikke den viden. Og tiden går og ens barn kan ikke få de muligheder, man ved kunne gavne. Men Danmark er ikke levere det nyeste. Og der er kamp om det der er af tilbud. Og en evig diskussion om det er bedre at inkludere eller specialskoler. Og kommunerne er forskellige. Forsøget på at give ens barn/børn den bedste støtte, samt eget job og hjemmeliv skal klares. Og det at prøve på at få den rigtige støtte og viden kan ende med at være et job i sig selv. Og har man så et barn der kræver meget struktur og forudsigelighed og også reagere på ting, så er det daglige hjemmeliv også lagt i meget faste rammer, der kør andet ikke er muligt. Og hvis man selv som forældre har Autisme eller/og ADHD, så er det helt overvældende, men ripper også op i gamle minder. Og helt generelt er det som om hovedparten af Danske forældre er stærkt optaget af at deres børn klare sig i en meget presset samfund. Uanset om folk er forældre til en 12 tals student eller har et barn med handicap. For mig er det skræmmende at alle unge risikere at blive kværnet i den proces i dag, der er en alt eller intet stemning. Der ligger store forventninger på de unges skuldre, ja det gjorde der også før, men i dag er de meget mere omfattende for at kunne sige man er lykkedes. 

Som forældre til et barn med handicap tænker man på, hvad der sker hvis man ikke er der. Man vil gerne have sikret at barnets voksen liv kommer til at fungerer. Og man ved at andre ikke altid kan se hvad det handler om. Man har lavet noget for at unge med Autisme kan støttes i en egen bolig, eller et bofælleskab. Det er bla de tilbud der ikke er til dem over 35 år, sendiagnostiserede. Fordi meget at det der er lavet til voksenslivet med Autisme, er lavet til at være en overgang fra, skole, uddannelse, egen bolig, Det samme er de projekter der med træning og afprøvning af ting, og job, det er en målgruppe under 35. Det er meget fint men hvad så efter 35, vil nogen blive tabt der, og hvad med de sendiagnosticerede? Og hvad med at Autisme og ADHD kan få perioder med forværring i løbet af livet, mere eller mindre kronisk? Det ville være en lettelse at vide at der var et sikkerhedsnet under ens familiemedlem med Autisme, der ikke var afhængigt af at man var på hele tiden. Som en med Autisme/ADHD der ikke har kræfter til at kæmpe ved jeg hvor marginaliseret og udsat man kan blive som voksen, når man ikke har et bagland. At det at have nogen til at kæmpe for en er så afgørende, og man ingen ret har, og hvor nemt det er at falde mellem to stole i sagsbehandlingen, og bare være et sagsnummer, bland mange andre. 

Og så kommer overskrifterne, alt for meget Antidepressiva bliver udskrevet, og så kommer ADHD og Autisme diagnoserne lige rendende, og så kommer ADHD medicin i overskrifterne. Bliver der udskrevet for meget? Det er jo efter hvordan ser det. Medicin er en billigere løsning nu og her på problemerne, hvoraf nogen er personlige, og andre handler om rammerne, de fælles rammer i samfundet, og vores kultur/idealer. Det er lappeløsningen, og det der sker når man overser røde lamper. 

Dem og os.
Der er en moralisering omkring for mange diagnoser og for meget medicin. Den er et signal og en holdning, os der ikke behøver en diagnose og de andre, der måske bare bruger det for at få det nemmere. Jeg ser det som en afsløring af egne blinde vinkler, og selvbillede hos dem der forargrede, næsten som om noget er taget fra dem, udover skattekronerne.
Det indrømmes godt nok at nogen er "de rigtige", "de hårdt ramte", og så nævnes nogen der har fået en alt for nem billet til en diagnose, -men hvad er evidensen på det? Men overskrifterne ender som en mumlen, "de siger alt for mange bliver diagnosticeret uden grund", det betyder at vi der har diagnosen nu står med at folk betvivler vores diagnose. At hvis jeg siger jeg har Autisme/ADHD, er det første folk tænker at det nok er stærkt overdrevet. Så er der et stigma omkring Autisme og ADHD, så er der et nu det tillæg: At have en diagnose der opfattes som trukket i en maskine. Og et symptom på samfundets over diagnosticering og ens egen lyst til at pynte/identificere sig med en diagnose.
Så her bliver man så også samtidigt frataget det at være en stolt og afklaret Autist. Den empowerment der kunne være i Autismen, og selverkendelsen, er taget fra en. Den har ingen tyngde, og andre tror ikke på det man siger, hvis de mener man ikke er Autistisk nok. For det vi siger, og vores erfaringer er ingenting, det er bare selvoptaget. 

Alt i alt en grundlæggende tilladt mangel på respekt vi står med dagligt. I medierne, i debatten, privat. Det stresser. Og hvad er det her godt for? Det er godt for nogens andres selvfølelse, en gentagelse af familie mønstre med at sparke nedad og mistænkelig gøre andre og skabe sorte får. Og det fungerer -Ja det fungere faktisk. Og det handler ikke om pengene, det handler om at have styr på hakke ordenen.

Og hvem der ikke er værdig til ressourcerne. Måske de er meget mere tilfældigt hvem der er i de grupper end vi går og tror, også fordi det bygger på forestillinger og så noget data, men ikke dat nok til at give et fuldt billede. Ligesom en diagnose ikke er det fulde billede, bla. fordi at uanset hvor godt den er lavet, er den ikke en beskrivelse af det fulde menneske, den beskriver det der "er i vejen", ikke det der der funger, alt det det menneske også er. Det skal den heller ikke, den er et behandlings værktøj. Og hvor mange der får en diagnose eller tager en bestemt medicin, kræver at man går meget mere ind i detaljer for at vide hvorfor. Det næste er så om det er negativt at flere får diagnoser og der bliver udskrevet mere medicin? Hvordan ser de mennesker selv på det? 

Er det frygten for at gruppen af diagnosticerede vil kræve mere og bedre behandling, vi ikke har fagfolk til eller ressourser? Men hvad hvis det nu var det rigtige at gøre, og at det er helt forfærdelige at man har overset det, og det har haft store konsekvenser for folks liv, og dem omkring dem? Men det bare ikke har været i medierne og politikerne bare har håbet det gik nok. Det er ikke alle skandaler der ender på forsiden. 

Hvorfor er diagnosticering og medicin en dårlig ting?
Spørgsmålet er hvis for mange har fået en Autisme eller ADHD diagnose hvad foreslår man så? Nye kriterier, kontrol med at kriterierne er set ens? At man ikke kan købe sig til en privat diagnose? At man skal se nøje på den enkeltes gavn af ADHD medicin og se lægerne over skulderen?
Jeg vil så sige den er så hardcore at folk ikke tager den hele livet uden en god grund. Men selvfølgeligt noget folk ofte gerne vil prøve efter en diagnosticering. Men der er også mange der finder ud af det ikke kan med det. Eller kun bruger det i perioder. Men umiddelbart er det vel væsentligt at se om medicin kunne gøre en positiv forskel?
Jeg bad i lang tid om at prøve at komme igang ADHD medicin, uden at kunne få lov. Og efter Elevanse var der en stor forandring, og på nogen overaskende punkter. Ikke det jeg/man kunne forvente, men noget ret væsentligt. Jeg fik tilbage et overskud til et overblik over noget der havde fanget mig i et evigheds loop af tanker, jeg var fastlåst og mentalt halvdød. Et udtryk for den nedslidning der kan komme med alderen når man har kæmpet med uset Autisme og ADHD. Kunne det have været undgået, jadet vil jeg mene. Men det var sådan samfundet rullede og mine private forhold. Der er en grund, og jeg tager sku ikke ansvaret, jeg har taget det ansvar jeg kunne, og for meget. 

Der er et liv bag alle diagnoserne og om der er luksus ADHD og Autisme der trækker på ressourser, andre skulle have, en nemt at påstå, men kræver at man er inde og arbejder i selve systemet for at vide det, sagsbehandling, diagnosticering. Hvor mange kommer der ud med en Autisme eller ADHD diagnose det ikke var der? Og noget helt andet er at som folk blev fejldiagnosticeret før, vil nogen nok også blive det i dag.
Jeg havde andre diagnoser inden. Så en"overdiagnosticering" i Danmark kunne også betyde en fejldiagnosticering, rettelser af psykiatriske diagnoser til Autisme, men også en risiko for Autisme i steden for en psykiatrisk diagnose, men det første er nok det der sker mest.
Men Trauma og kompliceret PTSD kan ligne ADHD og Autisme fx. Men samtidigt har man også fejet OCD, PTSD, og trauma ind under Autisme og ADHD og underkendt betydningen, "der var bare den særlige sensitivitet", men nogen gange er det i en grad der ville give PTSD og Traume også uden Autisme/ADHD. Og Traume og PTSD  det er jo en helt anden problematik og behandling, der så ikke er i fokus.
Og har vi råd til et fokus på trauma og kompliceret OCD i forhold til Autisme og ADHD? For det kan vi ikke bare behandle med piller. Der er nok en grund til at jeg ikke har det tillæg til min diagnose, selvom det nok er det der er ret centralt hos mig. Det ville stille mig anderledes, end at blive parkeret med "noget medfødt" som ikke kan behandles. Det er kasse tænkning hele vejen.

Vi kan tale overdiagnosticering, men der er i høj grad også underdiagnosticering. 

En diagnose er et beskrivende værktøj. Men hvordan et menneskes liv ser ud og føles som helhed er noget andet. Hvor mange barriere er sat op for et ok liv, hvor meget reel belastning er der? Er der en livs kvalitet? Hvor lidt kan vi være bekendt at tilbyde i et velfærdsamfund?
Man kan tænke det her virkeligt nødvendigt, det her får vi ikke selv brug for, vi kan ikke være så detaljerede i vores samfund, vi må satse på de store linjer. Udvikling, vækst, økonomi ,så vi kan holde det hele kørende i fremtiden.
Men vi er også fremtiden, nogen af os vil kunne løse samfundsproblemer, og lave ny teknologi. Og vi fødes også ind i familier der har den politiske holdning at der ikke er råd til os og at vore diagnoser er noget pjat. Og så må det jo personligt tage den derfra, som de også gør i dag, om det bare er noget pyller og unødvendige udgifter. 

Men støtte og viden om Autisme og ADHD skal ikke afhænge af laveste ufaglige fællesnævner, og ikke alle meninger er lige valide. Og nogen skulle tænke, før det mistænkelig gøre hele grupper af mennesker, uden mere klart at kunne underbygge det med fakta.
Personligt synes jeg ikke folk skal have en diagnose de kke har, eller en medicin de ikke har gavn af.
Men der mere komplicerede grunde til stigningen af diagnoser og medicinering, der sandsynligvis handler om at systemet er presset, og at der mangler ressourser og flere med faglig viden.

Ofte koster det at spare, og diagnoserne og medicinen er nok et symptom på noget der er blevet sparet på. Men det kræver mod, og det kræver viden. 

Måske skal hele samfundet have et grundigt eftersyn. 
Vi har sparet det menneskelige væk, og det handler ikke kun om Autisme og ADHD. Og det kommer ikke til at gavne os, det Danske samfund bygger på mennesker, vi har ikke Olie, eller mineraler i undergrunden. Udvikling, vækst, økonomi bygger på Danskerne,  og det burde betyde at politikerne skulle gøre alt for vores trivsel specielt nu med de mindre generationer. Vi har brugt mennesker, stresset den i rammer hvor effektivitet var sat over mennesket. Og på den måde har vi også skadet virkeligt gode medarbejdere med viden og erfaringer der ikke bare kunne genskaffes. Og efter alvorlig stress er livet et andet. Og man kan ikke længere gå ind i et så rigidt system. Jeg synes det var koldt i røven, og at det blev set som et personligt problem, ikke et der var indbygget i samfundet der var skabt. 

Det er den virkelighed og de blinde vinkler Autisme og ADHD må navigere i, der ikke engang er sikkert for "de stærke" og neurotypiske. Det er de værdier og det regnestykker der var de sidste 39 år og stadig gælder. 

Jeg ser ingen fremtid i det, jeg har set og hørt de unge, de kloge og raske, og jeg har også fornemmet at der ligger en angst i hvor prædestinerede de er, men jeg tror ikke de selv er bevidste om det, de er i processen, som på en fabriks løbebånd. Og de skal jo lykkes. De skal lykkes, og indfri alles håb. 

Så når vi bruget tid på at pege fingre af diagnoser, burde vi nok se samfundet efter i sømmene, både det store billede og detaljerne, som med det verdens politiske er de sidste 30-50 år over og nu er alle kort oppe i luften, det samme er det med vores samfund, det har kørt i den samme skure i 30 år, jeg ved det,  og nu må vi oppe os. Men på en anden måde og med nogen andre mennesker. 

Autisme og ADHD sammen med kompliceret PTSD.

Jeg har overvejelser om at Autisme/ADHD der er meget præget at traumer/PTSD, opleves meget anderledes for dem der har det, fordi de positive sider der kan være i Autisme/ADHD, ikke rigtigt kan komme i spil. Og der er en ophobning af ubearbejdede psykologiske ting, noget der stjæler energi, og lavt selvværd. Noget der reelt ikke er selve Autisme eller ADHD rent. Godt nok vil meget få kunne leve et liv med Autisme eller ADHD uden at der er "kommet noget til" oveni, men hos nogen har der været meget store belastninger og gennem mange år. 

Så når nogen snakker om unikke superkræfter og evner, vil den med trauma og kompliceret PTSD, sige: "Det er sandt, men jeg kan ikke nå dertil, jeg har evner, men der er alt muligt der står i vejen, jeg ikke bare kan komme igennem".  Den enkelte kan føle en uklarhed omkring hvad det er der står i vejen, og det kan også være ret komplekst, at se hvad der er opvækst, kultur, samfund, og hvor man selv er i det. Men man lever i at sidde fast i det kviksand, og ja man synker ned. Samtidigt vil mange bare stå og kigge på fra sidelinien, og give "gode råd". Desværre ofte ikke brugbare for sådan nogen som os. 

Alle med Autisme og ADHD har det med at blive overvældede og udbrændte, vi tager meget ind. Og jeg tror ikke at mennesker der ikke har ADHD eller Autisme aner hvor meget vi tager ind af indtryk, eller hvor varierede vi er med vores sandser. 

Der er en del med ADHD og Autisme der umiddelbart har mere overskud i hverdagen, og har lært sig at holde øje med, kke selv udsætter sig for for meget, og stoppe i tide. Eller ikke er blevet presset af omgivelserne så meget af andre til at overskride sine grænser. Man kan lære at mærke de grænser og desto tidligere jo bedre, men det kommer an på omgivelserne, vi er prisgivet hvis ingen vil tage hensyn, og vi har ikke den elastiske buffer zone neurotypiske har. 
Der er er en automatik med at kunne mærke overbelastning og kunne regulere det og ikke mindst få lov til det, desto mindre bump i hverdagen. Mindre burnout. Men mange af os har ikke fået lov til at sige fra til overbelastning, vi har mistet fornemmelsen, fordi andre har bestemt den. 

Mennesker de har trauma og(eller kompliceret PTSD (det betyder mange traumatiske oplevelser), har ekstra stress og angst i "systemet" der giver et endnu højere alarmberedskab. I forvejen ligger der jo en forhøjet opmærksomhed/alarmberedeskab i mennesker med Autisme/ADHD, en strøm af sandsninger og info vi ikke kan regulere og sortere fra. Der er hyperfokus på et emne, eller det er alt på en gang, og hvilket spor vi køre på er nærmest som om der bliver skiftet kanal, men ikke af os selv. Men det er jo et vilkår vi har levet med, at noget tænder og slukker, eller nærmere skifter båndbredde, for vi er meget on and on 24/7. Og det med at falde i søvn er meget svært, vi er stadig on. 

Hvis man lægger PTSD og Trauma til, så er det endnu voldsommere. Men ikke alene det, for det går ind i meget andet adfærd og tankemønstre. Og søvn. 

I forhold til selvforståelse, men også udredning/diagnose, så duer ren Autisme eller ADHD ikke til at give et billede af udfordringerne ved kombinationen, man kan fremstå velfungerende, at man har "en ret let udgave". Det har man bare ikke, hvis man har en tung gang kompliceret PTSD eller trauma. Og det er måske der hvor man føler sig løjet til og forbigået. At det man lever med er helt umuligt, og man har svært ved at genkende sig i forhold til andre med "den samme type Autisme". Nu er al Autisme meget forskellig i forvejen, den er et spektrum, og der er ofte en asymmetri i det spektrum,  at noget enda er meget velfungerende og alderssvarende og andet ikke, og der derfor er så mange variationer som der er Autister. Men uanset det, er der nogen der bedre hviler i deres Autisme, de ved hvad de kan lide, de har fundet en rytme, og der er ikke noget nogen der forhindre det. For dem er Autisme ikke det værste mareridt, de er som de er og det er fint. Og det kan gælde for et gruppe der går fra infantil Autisme på et bosted til højt begavede med Autisme i job.
Og så er der andre der har en helt anden oplevelse, hvor de aldrig har fundet en mulighed for at være til, på en måde der var til at holde ud. Der er ikke bare en sten i skoen, eller en ært under madrassen.
Og det er så Spektret, med godt med trauma oven i. Og her er det svært at hvile i sig selv, for der var aldrig plads til at vi havde et selv. 

At udfiltre Autisme, ADHD, trauma, PTSD fra hinanden er svært, det er noget der er startet i barndomen og fortsat ungdommen og har fulgt en, og måske meget mere er tilføjet. At man nu føler sig udbrændt, og det man før faktisk kunne før, det kan man slet ikke mere. At man nu er bitter over tabte muligheder, stiller spørgsmål til ting, kunne det have været anderledes? Og hvorfor trives nogen meget bedre med deres diagnose, der ligner samme "grad" som ens egen?
Er man bare negativ, er der noget man ikke har gjort godt nok? En sendiagnosticeret kan tænke jeg var forkert før, men jeg er også forkert som Autist, eller ADHDer. Man høre og læser om den der fik det bedre efter en diagnose, deres afklaring.
Men hvorfor kæmper jeg stadig? Det er nemt at tænke at man ikke har gort det godt nok og bare er negativ. Og der er altid nogen der vil give en ret i det. At man gør sig selv til offer, og spiller den rolle. Det er bare ikke nødvendigvis en rolle, og nogen er ofre, og jeg ser ikke det som noget negativt, at have været ofret, er ikke vores skam at bære, det burde være et værdigheds tegn, vi er testet af livet, og vi er her stadig.
Folk burde spørge: "Hvordan overlevede du alle de år?", det gør de ikke. Det er ellers et godt spørgsmål, for uanset om vi stadig sidder i møget eller er kommet op af det, har vi levede erfaringer om at være menneske under press. Er det ikke vigtig viden i et samfund hvor mange prøver at hænge på og frygter at falde af? Eller er ban bange for det smitter?

Mennesker med Autisme og/eller ADHD med Trauma, OCD, PTSD har mere at slæbe og holde styr på. Meget meget, mere. Trauma og PTSD er giftige sager, og vi skal forstå den ud fra at have et andet kognitivt styresistem i hjernen end det gængse. Både den måde vi prøver at forstå ting, reaktioner når ting sker og efterfølgende. Og at andre ofte ikke forstår den måde vi processer ting. De synes vi at vi tygger drøv/over tænker ting. Det er også derfor vi kan komme til at tvivle på os selv og vores egen oplevelse af ting. Andre mennesker retter på os og de synes de har en naturlig ret til det, som om vi var børn, deres rettelser er bare ofte ikke relevante, anvendelige for os, eller ændre os på den måde andre ønsker, vi kan ikke blive noget vi ikke er. Hvilket også sætter spor i os, der er lidt der knækker af for hver gang det sker. 

Den grundlæggende diagnose flere lag oven i, trauma/PTSD, og over det kommer der laget af andres meninger/gaslighting. Ofte er de meninger og gaslighting ikke ondt ment eller tænkt manipulerende, for dem (de allistiske/neurotypiske) er det jo sådan, det er det de ved og kender, det er det de ar lært og det passer til deres hjernes styresystem, så hvad er problemet?. Det er det bare ikke for os, og nu kører vi mellem: "jamen sådan har jeg det, men andre siger",  Og det sker igen og igen og igen. 

Det er med til at gøre at vi mister vores egen stemme, og vi til sidst tænker vi ikke har en, eller retten til en. Det er det livet har vist os. Det er ikke os der er negative, eller kunne gøre det bedre. Det er bare den måde vi bliver spejlet tilbage af samfundet, og tror vi er. Vi er dækket af et lag af traume/PTSD der gør os til både for lidt, eller for meget, i den måde vi taler om os selv. Vi kan virke ekstra egocentriske på andre, eller helt indelukkede og ureflekterede udadtil. Vi kan ikke ses, det der er bagved kan ikke ses for hvad vi er. 

Vi levet i et samfund der ikke kan rumme lidelse, og kun ofre der har hævet sig ud af det som i en Hollywood film. De sidste 50 år har arbejdet mod at kunne rumme de dybere ting, og kunne se der også kan være en værdi og erfaringer der. 

Da jeg var 31 kunne jeg se jeg havde levet i en løgn, en familie løgn. Og jeg tog en beslutning, der ville tage mig 6 år at gennemføre, og efter det kom der mere "arbejde".  Arbejde som min familie, skolen/samfundet havde pålagt mig, som reelt ikke kunne lade sig gøre realistisk, men jeg troede jeg skulle. Og det at ikke kunne, fyldte mig med alle de følelser der ikke er til at rumme: Skam, magtesløshed, tvivl, angst, selvhad osv. Og som udgangspunkt er jeg ikke svag, det er ikke min Autisme eller ADHD der gør mig "svag", det er trauma/PTSD der knækkede mig over tid. 

Kompliceret PTSD bliver nu en diagnose i Danmark. Det er en type PTSD der er opbygget af mange traumatiske/stressende begivenheder over tid. 

Jeg tænker at det kan tilføjes flere diagnoser som tillæg med fordel for de ramte, det vil være med til at vise omfanget af den personlige problematik på en anden måde, man har sit Autisme spektrum plus kompliceret PTSD. Og pludseligt vil nogen kunne genkende sig selv i diagnosen og ikke undre sig over hvorfor andre med Autisme i samme spektrum område som en selv, er i en meget anderledes situation. Og jeg er lige ved at sige at der ligger noget heling i sig selv i det. Ok, så det er forklaringen. At man nu kan genkende sig selv og ens livs historie. Vilkårene.
At man har gået gennem tilværelsen med at være på spektret, men der er også en PTSD, og ikke er fordi man er mere "følsom" og særligt sensitiv, men fordi den PTSD ville have en indflydelse på stort set alle med de oplevelser.
Det er på tide at tage os alvorligt for vores livshistorier, at vi kan opleve store svigt, som alle andre mennesker kan, og/men samtidigt har Autisme og/eller ADHD. 

At mennesker på spektret får traumer og PTSD vil altid ske, desværre. Men at vi erkender det, og se det for hvad det er, det kan hjælpe os hele, det kan hjælpe med at holde fast i at den personlige version af vores diagnose er præget af noget ekstra, der er ret ekstra. At vi ikke er for lidt, vi er ikke mislykkede negative Autister, der ikke kunne finde "vores superkræfter" og bruge dem. Der var noget der har holdt på os, noget der ikke skulle tales om.

Personligt forstår jeg det ikke, men måske trauma/PTSD rammer så tungt, fordi det er de ingen vil se i vores samfund, men mange har mødt. På egen krop, vi har set andre udsat for det, og forvrede familiemønstre, svigt. Det er det vi ikke vil være, det vi ikke vil have, det er der vi føler os magtesløse, Det er samfundets grundangst, vi prøver at lægge en afstand til. 

Da jeg var 31 så jeg var i, og tog en beslutning: "Jeg er stærkere end dem, jeg tør erkende". Det betyder at tage turen gennem alt det ubehagelige, tage mod hvad der kan bruges på vejen, men også fortsætte når der er bare ingenting og helt alene. 

Jeg er nu meget ældre, og jeg er stadig på vej. 

Jeg har lyst til at sige, det er på tide i bare giver mig det jeg skal bruge, så jeg kan giver jer mine "Autistiske superkræfter", at  nu stopper i modarbejde mig, at kasse tænke, at ignorerer.

Måske jeg overvurdere mine evner, måske ikke, sandsynligvis ikke. Jeg ved at trauma, kan tranformeres, til fantastiske ting, fordi der er et afsæt i den dybde, når man kender den. Jeg kunne godt have levet foruden, sådan blev det bare ikke, så hvorfor ikke bruge den til noget, noget som kan gøre noget godt for mig og andre?  

Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Duelighedsmærker for Autisme/ADHD

Måske vi skulle lave duelighedsmærker i forhold til Autisme ADHD. De ting vi har med os hele tiden, vi prøver på at regulerer. Og alt det vi har gjort, det vi kan, det vi ved. Og det vi har overlevet. 

Mine personlige duelighedmærker er både det jeg skal magte i hverdagen i forhold til at have Autisme/ADHD, men også det jeg kan og det jeg har gjort, og det jeg har overlevet. 

Så når nogen siger vi har "lettere Autisme" eller "vi alle er lidt ADHD", så har vi det på mobilen, eller i en fysisk form, eller vi bare ved at vi har det, og ikke behøver at vise det, for vi ved det selv. Men skulle det glippe så har vi det, så vi husker det alt sammen. Fortalt i billeder, tekst og farver, sådan der mit spektrum ud, og med mulighed for forandringer, vi er født med det, men det ikke uforanderligt på godt og ondt. 

Og man ved aldrig hvor når man får et nyt duelighedmærke og hvilken type. Men jeg tænker at netop det siger det vigtige, vi går gennem ting med hvores Autisme og/eller ADHD, positivt som negativt, men værdien på mærkerne er den samme, vi har været i det. Vi lever i en kultur der er besat at udvikling og det positive, og de mere svære ting skal have en slags happy end for at fejres af andre. Sådan ser jeg det ikke, for det syn tager erfaringen fra os og templer den som kun negativ og ikke bestået. Og det er ikke sandt, eller medmenneskeligt, eller på nogen måde styrkende for den enkelte. 

Et menneskelivs væsentligste er ikke alt det der bare lykkedes, det er også hvardandet var modvægtet af livs omstændigheder, hvor testet man er blevet gennem livet.  Og har man reflekteret? Hvor meget ejer man sine erfaringer? 

Ude i virkeligheden, kan man blive helt tom i hovedet, når man mødes af at folk tror de ved hvem man er, diagnose, liv, de sætter ord på, men man selv mangler ord dlige der. Eller man er træt af t skulle virke vred og aggressiv, så man er klar hvis nogen siger noget. Og når man ved der er så meget mere end det synlige, det rammer altid. 

Måske de kunne have et visuelt udtryk, ikke perfekt, men alligevel meget mere nuanceret billede af et liv med Autisme/ADHD. 

Hvad kunne der være på dem? Det kunne være helt konkrete ting som:

Lysfølsomhed. 

At ikke altid at kunne tale i visse situationer. 

Men det kunne være de ting vi kan evner/viden. Det kan være livssituationer vi har været igennem. Interesser. Det kan være de ting vi har synes har været det sværeste. Der hvor vi her følt os mindst set og hørt. 

Det kunne være mage mærker, rigtigt mange. Men der er også alt for mange kasser, eller nærmere få, fordi de ikke viser at helheden kan være meget mere blandet, og næsten selvmodsigende for andre, vi kan blive ved med at sige: "når du har mødt en på spektret har du bare møde en variation af Autisme eller ADHD. Mange tror de har fat i helheden, men har ikke. Vi skuffer deres ønske om et hurtigt overblik, men det er bare ikke muligt. Det er komplekst, og det er blandet med livshistorie. 

Folk forstår let/svær, det med at det er et spektrum, og personlige evner ikke er symmetriske, at nogen egenskaber/evner kan virke fuldt udviklede og andre evner næsten ikke er, og hos den samme person, kan næsten ikke accepteres som værende rigtigt. Kan man det ene, kan man også det andet hvis man tager sig sammen. Det er begrebet ableisme: "Kan jeg, kan du også", der ikke vil/kan se andres manglende muligheder, for at gøre som dem. 

Vi møder det igen og igen, fornægtelsen af den udviklingsmæssige symmetri. Asymmetri i sandserne: Ting der er skruet op og ned for, lys, lyd, smerter og meget andet. Og folk gider ikke at høre det, de vil gerne kloge sig, men de vil ikke hører vores egne erfaringer. De tror at deres udefra oplevelse er den sande og vores er falsk og for negativ, og vi ikke ved noget der er relevant. Men det er det så heller ikke for dem, og det er det vi skal lære, de er faktisk så ligeglade de fleste. Det er ikke os der skal forklare det bedre, så de forståer. De gider ikke. Men ofte føles det som at mangle ord, at en Autist med ord, kan være næsten lige så udsat som en uden et sprog. 

Markere man overfor fordomme og dårlige råd, er man irriterende, siger man for meget er man besværlig og negativ, selvoptagen, man kan aldrig vinde her. Kun hvis det vi kan, kan udnyttes i en eller anden form. Og så gerne formes om, så det passer ind. Men det er en evig kamp, for at kunne være sig selv. Det er altid mere og mere, og man kan stå der med mindre. Og ingen omkring en vil tage ansvar, man var bare dum at man ikke passede bedre på sig selv. 

Det lyder negativt, neurotypiske er da ikke onde? Nej, det er ikke ondskab, de kan bare ikke rigtigt se os, og det er ikke nødvendigt for dem. De er meget mere A til B eller A til Z. Der er mange detaljer der ikke tæller, men også andre der betyder ufatteligt meget. Vi deler dem bare ikke rigtigt os på spektret og de neurotypiske. 

Vi har nogen default indstillinger om man er neurotypisk eller på spektret. Når man på spektret er i topform kan vi manøvrerer bedre, i forhold til erfaringer og det vi har lært op adfærd, men ellers er det direkte over på default reaktionerne. Default er derfor vi nogen gange svare på en vittighed, som om det var alvor, svare på hvordan vi har det, og svare sandt og måske længerer. Eller vi tror noget er mere kompliceret end det er, for ellers er det for dumt. Osv. 

Hvordan er det når nogen modsvare en joke, helt straigt? Og jeg må indrømme jeg gør det, men også gør det som en joke. Lige som alt det ironiske jeg siger, ikke er ironi. Men jeg heller ikke gør noget for at det skal fremstå som ironi. Og det er vel det der kan gøre os lidt edgy. Hvor er vi egentligt? Og her er svaret ofte, vi er som som klart vand, det er bare ikke det du tror, for du bruger andre filtre. Det er de filtre der gør det muligt at fungere mere smidigt i verden som neurotypisk om ikke andet som det er nu. Og det er de filtre vi helt eller delvis mangler med Autisme/ADHD Vi har ikke den elastiske bufferzone socialt eller sanse mæssigt. Det betyder ikke at vi ikke er sociale eller ikke vil være det, eller nogen af os vil, jeg tror vi har en egen måde at socialiserer, der faktisk kan noget, den er bare anderledes. 

"Jeg er et meget socialt menneske" er også et mærke. Det samme er "Jeg kan godt lide at være alene". Og nogen vil have begge mærker. Men uanset hvor gerne man vil det sociale, så er der en tid hvor man må gå ind i sin egen zone. "Jeg er blevet bedre til at opdage når batterierne er brugt op" er også et vigtigt mærke. 

Det aller vigtigste er at have ejerskab af hvem man er, at vi kan bidrage til viden om Autisme og ADHD som voksne, at vores diagnose ikke bare er en tilfældig artikel på internettet, nogen referere til som den sande viden om en. Det er ikke at se sig som en diagnose, viden/erkendelse er det skjold vi har mod de ting vi får i hovedet dagligt gennem et helt liv, også når vi mindst venter det, bang! 

Og så er det godt at huske hvem vi er, og at vi har ufatteligt mange ressourser. Nogen er bare bundet til "bare" det at prøve fungerer. Det er ikke "bare", vi gør et stort dagligt arbejde vi aldrig rigtigt har fri fra.  

Identitet og diagnose.

Tænk hvis jeg kunne stå op om morgenen uden at blive konfronteret med Autisme og ADHD fra jeg slå øjnene op?

Sikke en befrielse, hvilken åbning på dagen!

Det er bare ikke mit liv. Det er selvfølgeligt ikke sådan for alle med de diagnoser, langtfra. For nogen er det muligt at abstrahere fra det eller leve med det, uden det er rædselsfuldt at komme gennem dagene. Ja der kan være dage, og situationer, og der kan ske ting der gør at men cirkel og overtænker, eller bare er udmattet. Men der er også andet, meget andet. 

Men det er bare som om mine symptomer, min udgave gør at jeg ikke kan undslippe at blive konfronteret med det. Det er det der fysisk omgiver mig, og det der holder mig fanget. 

ADHD gør det svært for mig at gøre ting praktisk, jeg mister overblik, jeg fumler med ting, jeg er fraværende. Autismen gør jeg prøver at holde fast i tryghed, selvom jeg reelt ikke føler nogen tryghed, selvom jeg prøver at holde fast i ting. Det er det velkendte ubehag, fremfor det ukendte. Det er kun en lille smule bedre, og det føles ikke som frit fald. 

Og jeg har prøvet næsten at miste mig selv, og jeg er modig. Men jeg kender også konsekvenserne. Og jeg ved at ingen samler mig op. Der er kun mig, og jeg skal gøre det selv. Jeg har ikke råd til eksperimenter. Men det ville være godt med forandring.

Jeg har været mange ting, forskellige liv, det var dengang jeg havde kræfterne til det. Det at tage masken af har været en blandet fornøjelse, eller slet ikke nogen fornøjelse, bare ubehagelige erkendelser omkring ting jeg egentligt ikke har haft meget indflydelse på, eller større muligheder for at ændre på nu. 

Jeg ved ikke om jeg bare må separere min fysiske virkelighed og min indre verden, jeg har gjort det før, det er ikke optimalt, men en klassiker. Jeg er født med mit eget matrix jeg kan bevæge mig i, frit. I modsætning til virkeligheden. Er der en kur mod virkeligheden? 

Eller skal jeg bare lære at glemme alle regler der er opsat for hvordan man skal være og leve, at virkligheden ofte er lig med normer. Ja, der er naturkræfter osv. men virkeligheden er også hvordan man ser/fortolker verden. 

Det vil vise sig om jeg kan frigøre mig fra normene. Så kan de gå med som affald, eller til genbrug, når jeg nu er igang med at rydde op.

Juletanker

"Jeg håber at tingene er kommet mere i orden inden jul". Det sagde jeg i sommer til et møde, måske jeg allerede sagde det i foråret. 

Sådan blev det ikke. Da det blev sagt var det i et naivt tro på at der var måneder nok, og måske mere hjælp, eller at ADHD medicinen havde virket mere mirakuløst. At bare et eller andet var blevet sat igang.

Det er en belastning at leve i et hjem der ikke fungere, alt er mere bøvlet og det er deprimerende. Selvværdet er i bund. Hvor der der et pejlemærke, et glimt af håb, er der en knage at hænge det her op på?

Det der har foregået er realiteterne, det har være et udtryk for min dagsform, når der ikke er sket mere har det været fordi det var det jeg kunne. Og det at komme op til nogenlunde ok tid, og lidt ud af døren, lave med, gøre noget i hjemmet har været svært at få til at hænge sammen, det har været en kamp og fremskridtene ikke overvældende. Men jeg har virkeligt prøvet at være konstant, men det er ikke som det var før. 

Hvad skulle ændre sig i 2025? Umiddelbart intet, hvis jeg ikke gør noget drastisk. Men hvad drastisk kan jeg gøre? 

Reelt har jeg ikke mulighed for at hjælpe andre, før jeg selv har det bedre/mere stabil. Jeg kan heller ikke få en støtte i forhold til bolig, og hoarding der ikke eksistere i Danmark. 

Der er en uværdighed i det her, og den fylder så meget at jeg ikke kan leve et liv, men bare komme gennem dagene. Og det er faktisk blevet værre år for år. Mindre liv.
Det er fint nok at kæmpe og at det er svært, men når det ender kun med at være det der er, en svær kamp der er usynlig og uheroisk, der udefra set mere ligner inerti og manglende vilje styrke, negativitet. '

Jeg er også meget andet, jeg gør også andet, jeg er et menneske der bidrager, dag for dag, hver dag. Men der er en skævhed i det her, måske det er det at være på spektret, asymmetrien, men er den så stor, så burde der jo kunne tilbydes noget relevant hjælp.....Burde. 

Hvad gør os så uværdige, os der er for lidt Autistiske, men samtidigt for meget. At vi er så svære at placere, så ubekvemme, uvæsentlige, ubelejlige for systemet/samfundet. Ikke værd at kaste penge efter, ressourser, forskning. Vi er her, og vi bør være stille, bare leve med det, "det er jo medfødt" som folk tilføjer, underforstået at så har man at sætte sine standarter derefter, og sætte dem lavt.

Men "det" er jo ikke diagnosen, "det" er samfund/kultur versus ens Autisme/ADHD. Og er jeg særlig subversiv fordi min udgave ikke har kunne passe ind (som (dem) set på TV), og at jeg synes der er plads til forbedringer her og der? 

Det er nemmere at sige at det er mig der bør indrette mig, og forstå at jeg ingen ret heller krav har på noget, absolut, det er den nemmeste løsning. For samfundet er det nemmest at vi, alle hver for sig forstår at vi ikke har ret eller krav på noget i forhold til vores ADHD og eller Autisme, det er vores personlige problem, "vores personlige rejse", der ikke behøver et sikkerhedsnet, når nogen af os ikke kan mere. På en måde er vi ikke, vi kan tales ned og væk. Det bedste er nok aldrig at opdage at man tilhører "ikke" menneskerne, og heldigvis tror jeg nogen slipper for den erkendelse. 

2025? Jeg agter at gøre hvad jeg kan, og satse der hvor jeg ser ting spire, af det jeg har sået. Måske løsninger /livet vil komme fra helt andre kanter.  God jul! 

Knuste jule drømme.

Og så smadrede jeg noget fantastisk pynt, fordi min hjerne var et andet sted, i den stress og vrede jeg har over det svigt jeg oplever omkring min autisme og adhd, at jeg reelt står i samme umulige hjemme situation. år efter år, på trods af hjemmevejleder og kommune og DPC.

Jeg har hele tiden sagt, bare det bliver bedre til jul.....Måned efter måned, og nu er det så jul og alt er om muligt mere kaos end ellers.

Måske det er på tide at jeg går i offensiven på en helt anden måde, stille "folk" til ansvar. Jeg har selv måtte bære al for meget skyld og ansvar, over ting jeg aldrig har haft mulighed for at kunne gøre bedre eller anderledes.

Der er dage jeg sover dagen væk, dage hvor jeg bruger næsten to timer på at komme ud af sengen, og dage hvor jeg faktisk kommer op til ok tid.

Jeg ordner ting, prøver at komme lidt ud. Men det er aldrig nok. Jeg prøver at være det mennesker jeg også er, kreativ, givende. Og ikke bare en borger der lever i rod og svineri.

Erkendelsen er at Danmark ikke kan tilbyde noget i forhold til de problematikker jeg lever med.Problematikker der nærmest ligner en straf, en frihedsberøvelse, en fastholdelse i uværdighed. Jeg er en del af bunden af samfundet, ikke den fattigste, eller mest udsatte, men alligevel et ret marginaliseret liv.

Medierne taler om alle dem der mangler i julen, er ensomme i julen, hvorfor? Who cares? Juletoget er kørt og kun den der har sikret sig en plads er med, og folk er jo også fattige og ensomme resten af årets dage, kan vi som samfund ikke bare erkende at vi er ligeglade, lige indtil det er os selv?

Som sådan ville jeg være ligeglad vis jeg ikke havde jul som "special interesse". Men/og nytåret er jo altid en tid hvor man opsumere året der gik. Og det gik, og gik, uden jeg kom meget videre omkring min fysiske situation.

Jeg var ellers nået til at jeg ikke orkede at være vred, at det er som det er, og jeg kan ikke ændre det. Når jeg ser klart bliver jeg vred. Når jeg lever i min egen verden, så er der ting jeg ikke ser på godt og ondt.

Med Autisme og ADHD er kravet stadigt, at jeg opføre mig lidt logisk og rimeligt, og kan erkende min situation. Jeg synes bare ikke at det det jeg oplever fra andre, afspejler de krav der stilles til mig.

Det her samfund er gennemsyret af forløjethed og idealer vi ikke drømmer om at opretholde. Om falsk bekymring for de unge, de psykisk syge, de ældre, udsatte børn, kværn, kværn, kværn. Det er bare soundbites fra dem der lever af bekymring, eller afvisning af bekymring, de professionelle. Vi andre bliver kværnet under det lydspor. Nogen gange er vi så gaslightet, at vi ikke erkender at det er en forstilling, det er teater, der er ingen reelle intentioner om at ændre noget, det er bare er gamle rester af et humant menneskesyn (som vi måske egentligt aldrig har haft), kummer i fejebakken, snart vil det ikke engang være tilbage.

Er der noget du gerne ville ændre på de fremtidsudsigter? Jeg vil.