Jeg plejer ikke at rode mig ud i at opdyrke ballade og uvenskaber, og af den grund er jeg lidt på bar bund med hensyn til hvad der foregår, hvad er jeg ude på og er det her godt for noget?
Hvis man ser det udfra en Asberger vinkel er intet af det ret underligt, det er næsten naturligt at hvis det er de situationer man møder, så kunne det være netop de reaktioner man vælger at hive frem af posen. Men det har jeg så ellers undgået det meste af mit liv.
Jeg har tidligere af og til hvis tilstrækkeligt provokeret/irriteret tændt af, og sagt min mening så der næsten lugtede svovlagtigt i rummet. Men det er så også det værste jeg har bedrevet og der var altid en rimeligt god grund og det var yderst sjældent. Det sidste er nok så væsentligt, for det med de "gode grunde" er jo i min egen optik, andre kan have andre meninger.
Fra at jeg flyttede for et og et halvt år siden har jeg været meget mere vredladen, for at indtil videre at kulminere i 2015. Jeg lagde hårdt ud i januar måned og måtte også konstatere at jeg ikke kunne lande situationen, erkende at løsninger eller bearbejdning bare ikke fungerede/var mulig, jeg håbede at det ville løse sig med tiden, nogen uger, måneder, men månederne gik uden klarsyn eller afklaring. En vaklen mellem fortvivelse, afmagt og vrede. Store ord, tja det har været et år for de store følelser åbenbart og alle mine forsøg på at skrue ned for dem er mislykkedes. Dagligt rammes jeg af en vred orkan af cirkeltænkning.
Jeg har spekuleret om det er et forsøg på at bekæmpe min depression, eller ret og slet stress i forbindelse med flytningen, eller at jeg i grunden sjældent siger fra og nu synes det er nok. Jeg ser mig selv som et ellers ret kontrolleret menneske, på nogen punkter overkontrolleret.
At leve med vrede, er at tingen går fra slemt til endnu værre. Alt det andet kan skjules, jeg kan skjule, sorg, afmagt, depression, men vreden smutter ud og vælter rundt. Og hvis man så kunne nøjes med at smadre en tallerken hjemme, sådan helt alene, men nej, jeg siger og gør ting der har konsekvenser.
På den ene side er jeg imponeret over at jeg har kunne leve så længe uden at være alt for meget i modsætning til mine omgivelser, var jeg et bedre menneske, handlingslammet, forsigtig, for lidt ude blandt mennesker, at jeg aldrig måtte sige fra, dumme mig rigtigt for alvor?
Og kan man leve et fuldt liv uden nogensinde at dumme sig for alvor?
Jeg har altid haft svært ved at tilgive mig selv, men jeg er også opdraget på en måde hvor der ikke var megen tilgivelse.
Det er som om den ny vrede eksponere ting, det er på en måde godt, men resultaterne af vreden er skidt. Jeg har levet et liv hvor jeg har set og læst, uden at udleve. Nogen ting må leves for at forstås, ikke nødvendigvis næsten til kanten, eller over, men der ud hvor man kan mærke livet brænder.
Eller måske afmagt er grundkernen, at afmagten i situationerne er det der får vreden til at hoppe frem. Er der mere afmagt nu, eller orker jeg ikke mere afmagt. Er det ting jeg fandt mig i tidligere, jeg ikke vil være med til mere? At vreden i det mindste er en kamp mod afmagten. Kæmper jeg mere mod mig selv, end mod andre, selvom det rettes ud af?......det var så meget nemmere da jeg rettede det meste indad, ikke godt, men nemmere i forhold til omverdenen.
Jeg kan godt se det giver mening, men jeg er ked af det, jeg vil gerne lukke ned for vreden nu. Og jeg undre mig på hvad der er når jeg kommer på den anden side af det.
Det er tid tilerkendelse og de bedre tider de er måske et eller andet sted i fremtiden. Jeg har ikke følt jeg kunne styre mine tanker, men jeg må få styr på de tanker, jeg må sige "jeg styre/vælger selv mine tanker", eller som den realist jeg også er, jeg ved jeg har kunne bekæmpe negative tanker før, det var under andre omstændigheder, men jeg må finde metoden til de her tanker.
Men hov, er jeg der igen med at det skal være som selvterapi? Og er vreden netop ikke generet af at stå lidt for alene og føle sig marginaliseret.
Jeg tror det er tid til lidt andre metoder efterhånden.
