I foråret var mit hjem rimeligt ryddeligt, så der kunne komme en social hovedrengøring, nu er det efterår og her er værre end sidste efterår......
Jeg har hjemmevejleder og tilknyttet distriktpsykiatrien og har hjemmehjælp, hvorfor er det så sådan?
Af den simple grund intet er i forhold til Hoarding. Hjemmevejledere er ikke et job, i forhold til at hjælpe med Hoarding. Psykiatrien ved ikke noget om Hoarding, hjemmehjælpen er heller ikke lavet til at kunne fastholde en kurs, al den tid der skal bruges på at få struktur på hjemmet og den psykologiske støtte der skal til. Hoarding har sin grund(e) og en del af en komorbiditet. Og ændringer i hverdagen er angstprovokerende. Et hjem er ikke bare et hjem og Hoarderen er forbundet meget psykologisk og fysisk med boligen på en yderst dystfunktionel måde.
Og uanset hvor meget man som Hoarder pukler mentalt og fysisk taber man kampen alene, er der ikke nok energi på tanken og psykologisk støtte klasker man bare sammen, og det starter forfra, måske enda værre end sidst. Jeg er selv skræmt af hvor kort tid der gik, til at hjemmet igen var kaos. Samtidig er al håb taget, jeg ved nu præcis hvor hårdt det er. Hvor meget tid, hvor meget udmattelse, og så bare bom, tilbage igen.
Jeg kan ikke tage imod en social rengøring nu, jeg gør det ikke igen. Og det hjælper jo heller ikke, hvis der ikke er en videre langsigtet plan.
Den grundlæggende struktur er der ikke. Lamper så jeg kan se, indretning der fungerer, så mindre ender på gulvet og forbliver på gulvet.
Der blev skabt noget struktur dengang, jeg stadig har. Men jeg kan ikke løse det tetris alene. Og jeg kan ikke få hjælp til at få boret et søm i betonvæggen, når der ikke er et gulv at gå på osv. Så meget kan ikke lade sig gøre, på grund af noget andet.
Jeg er en anden person når der er lidt mere tjek på hjemmet, end jeg er nu. Det gør mig syg, det får mig til at føle jeg er døende, at jeg burde forsvinde, mit liv er slut.
Omkring mit hjem er jeg ret hjælpeløs, især når det går den forkerte vej. Jeg ser klart nu, kommunen ser den anden vej. Jeg er bare en sag, ikke menneskeliv.
Jeg er så vred!
