tirsdag den 27. oktober 2026

FOMO, begrænsede energi overskud. Og loftbelysning.

 FOMO: Fear of missing out. Der er meget jeg gerne ville, som jeg før i tiden kunne. Og når jeg bliver overmandet af træthed, bliver jeg bange for at det bare er sådan det er, et liv uden meget liv. Ikke at balancen nogensinde rigtigt har været der, men alligevel. 

Kan man slukke for at ville noget med sit liv? Hvor lidt kan give mening? 

Identitet, fælleskaber når man er for ustabil til at holde fast. Det er ikke en personlig prioritering, og man kan ikke slippe ud af alle ubelejlige aftaler, selvom guderne skal vide jeg ville gerne. Lidt overbelastning her og der, og det hele skrider. 

Det levede liv daglige liv burde bygge på et nærheds princip, som det har gjort for de fleste mennesker gennem tiden.  Men i dag skal man rakke et eller sted hen, en proces der for nogen tager for meget energi, af den energi der ikke er for meget af i forvejen. 

Skulle jeg have taget bussen frem og tilbage fra indre Nørrebro til ydre Nørrebro fremfor at gå? Eller lå det ikke der? Træthed akumuleret for flere dage siden? 

Men værre endnu, hvad med hjemmet? Lavere energi, der også tager fra de små daglige gerninger, der også bliver vanskeligere. Hvad er det der sker når det går fra at kunne lidt, til ikke at kunne? 

Og hvor dage bliver til uger og måneder og det hober sig op?

Det ideelle er at jeg selv er primus motor på at få tingene gjort, at bare blive løftet ud af det virker ikke. Men/og begge dele gør mig udmattet. Det er kompliceret at regne ud hvordan jeg skal orme mig ud af den situation. 

Det er også svært at sætte en tidslinie på. Og jeg må freestyle mellem områder i lejligheden, fordi forskelligt "brænder på" og fordi det er ved at være jul. Samtidigt er der også kælderen. Og det her skal jongleres, det nytter ikke noget at være firkantet. 

Jeg skal også have noget loftlys op i lejligheden, men det er stødt på nogen estetiske problemer, nu ville mange sige når lejligheden er som den er, hvorfor skal belysningen så lige pludselig være perfekt? 

I mit tilfælde er det fordi nogen ting er estetisk udvalgt, eller valgt efter hvad jeg synes er praktisk. Jeg kunne sig at al lys ville være en forbedring, men åbenbart ikke. Jeg har besluttet mig for at nogen flade lyspaneler ville være det bedste, men også mere besværligt at finde end nogen hængelamper. Jeg synes betonloftet og at det er relativt lavt gør at det ikke er løsningen. Meget typisk for mig med det lille benspænd. Det at det skal være rigtigt i første hug, efter det slet ikke har været rigtigt i årevis. Såååå typisk! 

Nu kigger jeg lampe typer og priser, eller hvor jeg kunne score det brugt. 


Livs strategier frem for bare at overleve.

Når man bare prøver at overleve er ens valg kortsigtede, det der kan lade sig gøre lige nu. Ikke hvad der ville være det bedste over tid. 

Det er her man kan hægte sig helt fast i tankemønstre og handlinger der ikke er gode for en, men får en i gennem dagen, ugen, og meget længere, bare ikke på en særlig optimal måde. 

Det kan være ens forbrug, kost, misbrug, spil, for meget tid på nettet. Det dulmer, men det er ikke den rigtige retning eller et større overblik, det er ikke det man egentligt ville, men det er det man gør. 

Men at komme ud af den sump? 

Ofte håber man der sker noget, en forandring, en mulighed der åbner sig, uden at være mere konkret. Det kan man så vente længe på, for det er sjældent det der sker. 

Livs strategier handler om noget der realistisk kan komme til at ske, ikke magisk tænkning. Der er mange delmål og tilbagefald. 

Det kræver støtte, realisme også andres realisme, men også håb. Det er skutte nemt. Men noget må der gøres, noget må jeg gøre. 


Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv