Mit hjem kørte efter bestemte rutiner, min Mormor kørte efter meget faste rutiner. Det var sådan hun fik livet og hjemmet til at hænge sammen. Og min Morfar havde også sine rutiner, det måtte han jo have i kriminalpolitiet med vagter.
Min biologisk mor var så noget andet, der viste man aldrig rigtigt, en evig ustabilitet af humør, påvirkning, piller, spiritus, stoffer. Og så det at hun var tilbage i barndoms hjemmet, med hvad det indebærer af komplikationer. Jeg oplevede hende aldrig ud fra hvordan hendes venner oplevede hende, og jeg tror faktisk hun mest dukkede op når noget var i vejen. Måske hun håbede på noget havde ændret sig, en tryghed hun havde følt engang, men nu var hun voksen. Og det skriver jeg ud fra mine egne erfaringer, at det der var var væk, eller det aldrig var der, kun i barnets optik da de stadig stolede på deres forældre gjorde deres bedste. Det nytter ikke at komme tilbage, i det mindste ikke med det håb og den sårbarhed.
I al den forstillelse der er i den type hjem, var jeg alligevel meget klartskuende, jeg var den der undrede mig og konstaterede ting. Hvorfor kan de ikke ændre deres mønstre, de fungere jo ikke. Og jeg var ikke ret gammel.
Med tiden blev jeg mere og mere indviklet i komplikationerne, hvorfor ting ikke kunne være anderledes, fastlåstheden. Det manglende overblik, og det ikke at kunne se hvad det ville føre til? Det vil altid undre mig, min familie ikke kunne se det. Blinde vinkler og smertepunkter.
Og det bliver jo ens arv, og min barndoms klarsyn blev svækket af grunde til det var som det var. Og der ikke var andre muligheder. Så mere af det samme, men værre og værre.
Skyld, skam, afmagt. At min biologiske Mors adfærd afspejlede familien, hvilket den jo ikke nødvendigvis gjorde, hendes psykologiske problematikker var jo hendes. Selvfølgeligt også formet af opvæksten, men stadig hendes sjæls uro, og muligvis også en ADHD. Mine Morforældre kunne have sluppet ideen of hvad hun skulle have været for et menneske, den idealdatter de ikke fik. Min Mor kunne ikke levere det, og mine Morforældre kunne ikke leverer på andre punkter, de har heller ikke idealforældre.
Jeg blev så det nye idealbarn, et nyt forsøg, og med min Mor som skræmmeeksempel på hvordan det kunne gå. Måske vi var mere ens end jeg har troet, jeg handlede anderledes, ikke bedre bare anderledes, jeg passede mere på, men var også derfor fanget ind.
Jeg tror jeg i min barndom forvekslede hjemmets rutine tryghed med kærlighed, jeg gav loyalitet, måske det var de de så som kærlighed. I dag ved jeg ikke rigtigt hvad kærlighed er. Og jeg føler mig ikke rigtig tryg.
