Man skulle tro det et være veltalende og reflekterende burde være en fordel, det er det bare ikke i "systemet", der er for meget at skulle tage højde for, og min erfaringe er at mange ikke kan overskue det komplekse i at kunne noget og absolut ikke kunne noget andet.
Det er også forvirrende for en selv. Og det kan også være svært at se sig selv udefra. Og det at prøve at forklare at det du ser ikke er den virkelighed jeg lever i. Jeg lever med nogen normer jeg har lært i livet, nogen sidder fast, andre kan jeg slet ikke leve op til, måske derfor holder jeg fast i det jeg kan fastholde, at mit tøj er rent, jeg er velklædt. Jeg har en vital gang, et fast håndtryk. Jeg virker rimeligt selvsikker.
Jeg har arbejdet på at slippe min ungdoms facade, jeg har selverkendelse, der er ting jeg er meget mere åben om, alligevel er det som om det bare ikke opfattes. At mine grundlæggende strategier er så væsentlige for andres opfattelse, at den bare virker for godt.
At jeg altid vil fremstå som en priviligeret højere middelklasse kvinde. Og ikke en kvinde der lever på kanten af at kunne udholde hverdagen.
Jeg kan selvfølgelig vise folk mit hjem og sige hvor velfungerende ser det ud? At de fleste kun ser mig i en kurateret udgave ude, ikke som resten af de 90 procent af mit liv reelt leves.
Og jeg ikke aner hvordan jeg har kræfter til at fortsætte, men det er vel det eneste jeg kan, fordi jeg heller ikke har kræfter til ikke at fortsætte.
Der er lag på lag af gamle traumer der holder mig fast i færre muligheder for et godt liv. Et overbelastet nervesystem. Der kan sættes diagnoser på, men det er jo sådan det er.
Jeg har brug for et løft, men det er kompliceret. Det er medicinsk og praktisk.
Jeg sidder fast i et helvede, men jeg er overbevist om at det det ikke behøvede at være så slemt som det har været i årevis.
Det er sært at man kan være tilknyttet psykiatri teams og hjemmevejleder, og det ikke fungerer og alt tager evigheder. Og der er gået evigheder inden det overhovedet kom igang.
Det ville godt nok være fedt at kunne klare sig selv, også selvom det var på en lidt sær måde.
