I dag kastede jeg mig ud i sorterer sko og støvler, jeg har gået og kigget på det, gået hen over dem, ikke kunne finde to ens i meget lang tid.
Nej det var ikke struktureret, og det var med hovedet under armen, men prøv at finde den anden sko. Og proppe i nogen kasser, par for par. Og skal noget ude eller sælges.
Det er ikke helt eller halvt færdigt, men det er påbegyndt.
Der er bare så meget andet også. Og det kommer til at tage meget lang tid.
Jeg undre mig på hvor jeg har været de sidste mange år, detsværre ikke et andet sted igang med noget andet. Bare gået i stå. Det eneste der er fortsat er at ikke komme af med ting og anskaffe mere. Det kræver færre kræfter at gøre det forkerte, end at gøre det rigtige. Og tiden går. En dag må der komme noget mere energi og overblik, sker bare ikke.
Og grundende er mere og flere end hvad en selvhjælpsbog kan klare.
Jeg kan ikke være i mig selv, jeg kan ikke være i mit hjem, jeg han ikke være ude i verden. De praktisk realiteter, har skubbet min fantasiverden væk, muligvis det der balancerede at jeg hang sammen. Men Hoardingen er også en slags fantasiverden, desværre bare en meget konkret og materiel en.
Der skulle have været noget i stedet for, noget der havde menneskelig værdi. Men det er svært når man ikke passer ind i samfundet, at det der skal til, er det jeg ikke rigtigt kan. Det at være en del af, sammen med andre. Der er en grund, det er ikke tilfældig ensomhed, det er nærmest en født ensomhed, der altid har været der, men jeg i mange år ikke så som ensomhed, fordi jeg fyldte den ud med andet, mit eget univers. Det var da det blev udskiftet med en virkelighed jeg ikke kunne løfte jeg for alvor fik problemer. Eller sådan var det hele tiden, men jeg havde færre kræfter nu.
Det er også efter den her uges overbelastning, at jeg kunne tage diagnosen Hebefren Skizofreni helt ind, et par dage før blev jeg ved med at tænke det kunne være så meget andet: kompliceret Trauma fx. Autisme/ADHD og noget andet....men skizofreni?
Disorganiseret skizofreni jo tak....Jeg tænkte også på min barndom og ungdom, jeg har aldrig haft en reel chance, princippet det samme som min Mor. Samme diagnose, bare to forskellige mennesker.
Jeg hader den situation jeg lever i, den tager livet af mig.
Nå, ny hjemmevejleder nye tider, måske det med distriktpsykiatrien er blevet klinket.
Uanset, jeg er ikke en der opgiver let, der er altid noget i mig der kæmper.
