tirsdag den 24. februar 2026

Jeg har fnusket. Støv, fnuller og skatte.


Hvordan jeg gennem et liv har arvet og samlet så mange småting, er imponerende. Men også ret problematisk. Forskellige kategorier, kreating, arveting, noget der høre til noget andet, der er i en anden kasse. Minder, skatte. Stof fnuller, støv, papir. silkepapir, hårnåle osv. Og gennem mange panik oprydninger blevet mere og mere usorterede, end de var engang. 



Kun jeg kender betydningen, værdi for mig, eller reel værdi. Jeg må tage det på mig, at det er der hvor andre ikke rigtigt kan hjælpe mig. Jeg sortere der der nemt kan sorteres og så er der det stadig usorterede. Og det må blive noget aften noget, hvor jeg kigger film samtidigt. 

De støtte timer jeg får bør gå til de store linjer, ikke det her mikro sortering, og udsmidning. Hvad det bliver til, den større beslutning kommer an på det færdige resultat, hvad der der rent faktisk, og hvad kan anvendes, hvad vil blive anvendt. Det er et udtryk for mit liv, så hvad er det samlet? 

Og hvad af det kan jeg som mere struktureret finde ud af at eje? Jeg har fået dropzoner for mange ting nu. Værktøjer, tape, mange kategorier. Ting kan komme tilbage til deres opholdsplads. Det er næsten underligt, at jeg kan gøre ting, og få værktøjet og materialer tilbage igen. Eller det er underligt. 

Det er ikke mange uger siden at alting, kunne være hvor som helst i min lejlighed. Og jeg følte at jeg var et menneske der var gået helt i stykker. Kun intellekt, men uden evnen til at få hænderne til at gøre de rigtige bevægelser, til at få hjernen til at færdigøre handlingen. 

Jeg troede at det var den jeg var blevet, og det nok ikke kunne ændres. 

Men det krævede at jeg fik støtte. Vi lægger så meget kulturelt i den personlige viljestyrke som ideal, og krav. Noget skal bevises. Vi taler ikke om synd mere i Danmark, men det ikke at tage sig sammen og klare sig er stadig en synd, og en utilgivelig en. At vi alle kan ende i at vi ikke kan tage hele løftet selv, er den blinde vinkel. Og at vi ikke altid har den hjælp tilgængelig, er en anden blind vinkel. 

Det kan få store konsekvenser, det har store konsekvenser. 

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv