Er det ok at jeg også er her?

Nogen gange roder man sig ud i situationer med andre mennesker, der ender helt galt. Kunne man have forudsagt det, kunne man have gjort noget for at det ikke var gået helt så galt?

Kan man forlange at folk skal acceptere at man er Autist og derfor reagere lidt anderledes end "de andre"?

Hvad ville være smartest når man arbejder, uddanner sig bor, møder "de andre" de nero typiske, er det bedst at være helt åben omkring Autismen, eller?

Og kan man være åben i en tid hvor mange mennesker helst undgår det personlige, at de udefrakommende kommer lidt for tæt på?

Jeg synes det er svært efter skaden er sket, at skulle sige hvorfor præcis, men jeg erkender at der hvor det havde været smart med kommunikation i rette tid, har været når der bare ofte lukke helt af fra start fra de andres side, eller sådan har jeg oplevet dem, som lukkede og afvisende..

Og oplever jeg andre som lukkede og afvisende selvom de ikke er?....Så dårlig mener jeg nu heller ikke jeg er til at aflæse andre. Men måske jeg kan tolk usikker adfærd som arrogance?

Men kan jeg være i den slags miljøer, arbejdspladser, kan jeg bo i den slags boliger, eller er det bare at lægge op til uløselige problematikker og at jeg føler mig stresset og dårlig tilpas?

Jeg kan både være meget direkte, men også yderst diskret, jeg prøver at finde en balance, jeg prøver at finde ud af hvad er det man gør her, hvad er reglerne? Men når regler er uskrevne og de andre bare reagere udfra dem, hvor er jeg så i den situation....For lidt eller for meget?

Er jeg ok, eller helt gal på den?

Og, næææ sandsynligvis ikke, ikke i det her samfundsklima af skulende landsmænd og kvinder, der bare vil lades i fred mest muligt, gøre det nødvendige og så hjem og lukke døren.

Halllooo....tavshed...Jeg forsøgte at hilse på mine naboer, alle 17 lejemål, det var kun få, der frivilligt sagde hej, eller et helt uopfordret hej.

Nu siger jeg ikke hej mere, også så længe jeg ikke ved hvor hadebrevet kom fra, det påståede "solidariske" hadebrev....jeg må se hvad det hele bliver til....

Skjult aggressivitet, passive aggressive adfærd, strudseadfærd, gruppeadfærd, ekskluderen, teritorial adfærd.....rend mig.

Jeg ved jeg ikke altid rammer den perfekte adfærd hver gang, men jeg er næppe den eneste i verden, de neuro typiske er jo heller ikke altid for smarte.
Jeg er grundlæggende et ret stille menneske, et menneske der tager hensyn. Og jeg vil hellere trække mig, men nogen gange kan man ikke bare trække sig hvis jeg skal leve mit liv.

Og så kan jeg godt gø lidt og vise den lille hugtand for at få lidt plads, men det er nu som regel når jeg føler mig hårdt trængt, eller i forhold til hvad jeg føler mig trængt op i en krog af. Og det passer måske skidt med neuro typisk opfattelse hvad jeg synes er for meget....Og jeg bliver meget træt af at skulle være på vagt.

Og ja, det kan føles sårbart og skamfuldt, måske meget mere end det burde. Det tynger mig ned, der er ingen sejerherre her, kun tabere, både dem og mig.

Jeg kunne godt tænke mig at kunne sige: Her er jeg, jeg prøver at gøre mit bedste, min intention er sådan og sådan, men jeg ved ikke hvornår jeg opnår det mål, men jeg arbejder på sagen.
Og hvis folk/du gør sådan og sådan kan jeg let føle mig trængt, og så reagere jeg ikke altid helt perfekt, men lidt i panik. Og det er ikke ment ubehageligt, og jeg er ikke den der bære nag, jeg vil bare gerne have lov til at være.

Spørgsmålet er så om man må det, som Autist, som en det kan stikke lidt ud, men kun lidt og det er måske endnu svære at forholde sig til for andre.

På den anden side, de der skuler, skuler vist til alle, dem der sparker nedad gør det når de kan, de der føler sig bedre end andre holder fast i den tanke med næb og klør.

Og hvad gør jeg....hvordan forbygger jeg mest muligt ikke at rende ind i problemer med mine omgivelser?....Tjaaaaaa hmmmm, jeg er slet ikke sikker, faktisk mindre og mindre. Er det den "Asperger tvivlen" der endnu engang sætter ind, at man/jeg tænker for meget, har det for tæt på?