Jeg har aldrig forstået den sætning, for mig lyder det som en gang over positiv hjernevask, lige som "Jeg er særlig".
Man kan være stolt af at gøre/kunne noget, at føle sig tilfreds med en indsats. Ofte noget man har arbejdet på at kunne. Men jeg kan ikke se at jeg kan være stolt af noget medfødt som Autismen/ADHD, der bare er mit grundvilkår. Og et grundvilkår der har været meget lidt plads til, i det liv jeg har levet. For så skulle jeg mere være stolt af mit stigma, at samfundet ikke har fået slået mig ihjel endnu. Men det er unægteligt noget heelt andet.
Når nogen siger jeg er speciel/særlig ser jeg ikke det ligefrem som en god ting, fordi jeg ikke kan høste det positive i de ytringer, og altid har grund til at frygte det negative. Jeg kan være speciel/særlig på en festlig og tankevækkende måde, og så på den måde hvor man kalder det noget andet, noget helt andet.
Jeg tror ikke det gavner at lære børn på spektret at sige "jeg er særlig" eller tænke det om sig selv. Vi vil møde virkeligheden før eller siden, og det kan ingen kvælende positivitet dække over, den prøver, men det vil ikke lykkes i længden. Så måske det var nogen andre sætninger det skulle have været?
Hvis det jeg kan, kan bruges, og nogen siger at jeg gør det godt, bliver jeg stolt. Når nogen betaler mig en fuld løn for noget, bliver jeg stolt. Når nogen takker mig for en indsats jeg har gjort bliver jeg stolt. Det er det jeg ønsker, det er det jeg altid har ønsket.
Tal ikke ned til os, for vi skal have det der er rigtigt og ægte, ikke falske sætninger som vi kan papegøje, det gør det nemmere for de neuro typiske, men ikke os. Fjern forhindringerne der er for os i samfundstrukturen, og se hvad der sker! Så kan vi ende med, at alle at føle sig stolte.
