Autisme og mønstergenkendelse og bias -og mere.

Nogen med Autisme har ekstrem god mønstergenkendelse, vi kan genkende ting og se detaljer andre overser.
På en måde har den neurotypiske hjernen bias, så den ser, det den ved den ser. Vores øjne og hjerne rekonstruere det sete, og omsætter det til noget vi forstår. Det spare tid, og mindsker forvirring.

Med Autisme og/eller ADHD er der også muligheden for at nå frem til noget andet, når den normale automatik er et andet styresystem. Den personlige udgave har egne preferencer, "settings" for at opleve verden. Og vores forhøjede sanser, kan være en fordel, og ikke bare noget der giver os for meget stimuli. For når vi kan selektere det stimuli kan vi gå ind i det og hører og se mange detaljer. 

Med AI, vil det vise sig om det kan overgå vores detalje orientering, og om AI kan lave forbindelserne mellem at man ved det er det rigtige info, eller det bare lyder rigtigt, men det er ikke det der skal bruges.

Jeg er begyndt at bruge AI, men jeg ved det skal styres i den rigtig retning via viden, der er forankringer jeg mener holder. AI kan skubbes mange steder hen, men lige nu kræver det nærmet at man i forvejen har tingene ok på plads vidensmæssigt. 

Vi lever i en tid med et meget sort hvidt holdnings bias på nettet og medierne, alle emner skal tvinges ned i kasserne, det kræver at de skal rettes til så de passer. Og det ender med at blive en vane. 

Så alt der er komplekst, kræver ekstra viden og tid, bliver kogt ned, og giver folk en tro på at de ved nok om emnet til at kunne gå ud med det. At vi er endt i en verden med selvudnævnte eksperter, er kaotisk, fordi mange ikke er trænede i debat, eller at der er mere at vide. 

Intelligens er ikke demokratisk, vejen til viden er ikke den samme for alle. Og i mange år har man mistænkeliggjort viden og eksperter som noget, elitært, verdensfjernt, arrogant. På den anden side er det jo tilgængelig viden hvis man orker. Og sandheden er jo at eksperterne var dem der orkede, ikke så meget at de er super intelligente, men de tog vejen gennem det nødvendige og lidt til. Jeg ved ikke hvorfor det blev så provokerende i de sidste 30 år. Også i Danmark. 

Sandsynligvis er det at viden/forskning ikke altid passer med den politik der føre an, tidens strømninger. Og nogen emner er mere irriterende politisk end andre. Og så er det godt at kunne tale eksperterne ned. Eller ignorere dem. 

Og det ændre også befolkningens syn på viden og hvad der skal til for at vide noget. Uanset om det er professionelt eller bare af interesse. Viden er ikke hot. 

Der var en der sagde at unge gerne vil være influensere, noget keativt, at blive kendt tjene penge, få de rigtige kærester, men i grunden var men fint fremtidssikret hvis man læste skattelov fx. 

Nå, hvor kom jeg fra, jo Autisme og mønstergenkendelse. Jeg tror i høj grad at mennesker på spektret har meget at byde på, også ting der ikke er tænkt på, måske fordi vi skulle være i en situation hvor der er mulighed for at lege lidt med de muligheder. Andre rammer, andre holdninger til nytte. Går man fremad med skyklapper/bias er der meget man ikke ser, men tro man ser, man tro man ser vejen frem. Men det er for begrænset et udsyn.

Når jeg går ud af min dør har jeg nærmest øjne i nakken, samtidigt mad at jeg ser andre har en nærmest zombi agtig adfærd i Københavns gader. Jeg er chokeret på deres vegne, så mange nærved og næsten situationer. Og slipper jeg koncentration og overvågenhed 2 sek, er det ved at gå galt for mig. Det må føles meget forskelligt. Måske de ser ting jeg ikke kan de de ser, når de drejer af. Måske de ikke gør og det lykkes. Og de har ikke set at det kunne have været farligt så det computer ikke. Meget forskellige dyr i by savannen. 

Når vi først har genkendt noget, er det lettere at se det igen. Min undersøgelse af narcissisme gør at jeg ser meget i den kontekst, samtidigt med at emner er ved at trende. Jeg har altid være en iagttager af verden, og hvor jeg var i den. Men jeg har samtidigt også været en drømmer. Men for at redde mig selv ud af ting, har jeg måtte forholde mig til livet på en mere konkret måde, mere detaljeret. Det har være nyt territorie, men fordi jeg stod i det var det ikke bare et studie, det var en kamp jeg stod i. Og jeg kunne ikke finde svar. 

Det er fordi de fleste svar på livet og samfundet, ikke er skabt af mennesker med Autisme eller ADHD. Der mangler de mellemregninger vi ofte har brug for for at forstå det, fordi "alle de andre" bare forstår det automatisk. Det er meget mærkeligt. Og af gode grunde kan de ikke forklare noget de "bare gør", noget de er født til at kunne. 

Intet under at de ofte ikke ved hvad de skal sige til os, eller de synes vi komplicere ting for meget. Og det er der hvor mennesker på spektret står alene, vi bare står der, igen og igen. 

Vi kan tænke de ikke tager os alvorligt, at vi bliver ignorerede. Men de har ikke svarene. Det bedste råd er at erkende at de ikke har dem, og hvis de har er de nok på spektret eller "noget andet". Den anden vinkel og indsigt, må man søge andre steder. Og vi vil ikke blive respekteret for vores livslange studie af "neurotypisk kultur" som er et feltstudie. Og vi kommer aldrig hjem, det er et feltstudie for livet.

Heldigvis er der nogen med Autisme og ADHD der aldrig rigtigt opdager at de er lidt ved siden af. Hvilket kan være en fordel. At blive i sin boble, især hvis den fungere ok. 

Piger med Autisme har det mere med at holde øje med hvad andre gør, prøve at efterligne de andre piger. Hvad jeg selv har bemærket er det en generel ting for kvinder at efterligne andre kvinder, og det er yderst praktisk, ikke mindst gennem historien. Hvor mænd ofte vil tilføje lidt ekstra. Bias? Nej det mener jeg ikke, men det er ikke entydigt, i grupper og i forhold til opgaver, især kreativ har jeg en automatisk en maskulin tilgang. Det er der også mange andre kvinder der har af forskellige grunde. Min er Autisme og ADHD, fordi jeg ikke forholder mig til konsensus, eller de andre kvinder som hvis jeg var neurotypisk. Der er en accept jeg ikke søger. Jeg er parat til at stå alene. Men det er på en social måde, jeg ønsker fælleskab, og vil gerne deltage. Men der er ting der skal gøres, alt kan ikke bare være indenfor stregerne.

Andre erfaringer, giver andre vinkler. Andre "hjerne styresystemer" giver andre svar. Måske vi allerede har det vi skal bruge til fremtiden, det er spørgsmålet om nogen tør. 

Jeg ved ikke om vi skal tilbage til 1950erne, for at erkende at det ikke var løsningen, dengang der kun var to køn, LGBT var i skabet, Autisme var hos drenge og i en bestemt version, og ADHD bare var umulige børn. Og kvinder helst skulle holde sig til det hjemlige og huske hun var mindre end.
Behøver vi det eksperiment, fordi verden flyttede sig lidt for hurtigt og blev for kompleks at følge med i for mange? Jeg kan godt lide noget ikke er entydigt, at noget er komplekst. 

Menneskets overlevelse har bygget på at holde fast i det gamle, og være innovative når det var nødvendigt. Vi ser udvikling og højkulturer som idealet, at de må have været klogere, som i bedre. Og dem der er forblevet på et stenalder stadie må mindre kloge. Men deres verden har bare fungeret, og samtidigt med kan de have tanker og viden der er vigtig for dem, som vi ikke kan fornemme hvad det er for dem. Vi måler det efter vores bias og målestok for kultur og viden.

Verden har aldrig været så ekstremt divergerende, der er stadig mennesker der lever som i stenalderen, og popstjerner der bliver sendt ud i rummet bare fordi vi kan. Og store summer penge, ender på færre hænder. Og det sætter jo spot på at vi er bare den her klode, der rummer så meget, men er overladt til meget få at "regerer". Det rene sci-fi, selvom vi afventer den flyvende bil, men det er vist i 2026. 

Identitet og diagnose.

Tænk hvis jeg kunne stå op om morgenen uden at blive konfronteret med Autisme og ADHD fra jeg slå øjnene op?

Sikke en befrielse, hvilken åbning på dagen!

Det er bare ikke mit liv. Det er selvfølgeligt ikke sådan for alle med de diagnoser, langtfra. For nogen er det muligt at abstrahere fra det eller leve med det, uden det er rædselsfuldt at komme gennem dagene. Ja der kan være dage, og situationer, og der kan ske ting der gør at men cirkel og overtænker, eller bare er udmattet. Men der er også andet, meget andet. 

Men det er bare som om mine symptomer, min udgave gør at jeg ikke kan undslippe at blive konfronteret med det. Det er det der fysisk omgiver mig, og det der holder mig fanget. 

ADHD gør det svært for mig at gøre ting praktisk, jeg mister overblik, jeg fumler med ting, jeg er fraværende. Autismen gør jeg prøver at holde fast i tryghed, selvom jeg reelt ikke føler nogen tryghed, selvom jeg prøver at holde fast i ting. Det er det velkendte ubehag, fremfor det ukendte. Det er kun en lille smule bedre, og det føles ikke som frit fald. 

Og jeg har prøvet næsten at miste mig selv, og jeg er modig. Men jeg kender også konsekvenserne. Og jeg ved at ingen samler mig op. Der er kun mig, og jeg skal gøre det selv. Jeg har ikke råd til eksperimenter. Men det ville være godt med forandring.

Jeg har været mange ting, forskellige liv, det var dengang jeg havde kræfterne til det. Det at tage masken af har været en blandet fornøjelse, eller slet ikke nogen fornøjelse, bare ubehagelige erkendelser omkring ting jeg egentligt ikke har haft meget indflydelse på, eller større muligheder for at ændre på nu. 

Jeg ved ikke om jeg bare må separere min fysiske virkelighed og min indre verden, jeg har gjort det før, det er ikke optimalt, men en klassiker. Jeg er født med mit eget matrix jeg kan bevæge mig i, frit. I modsætning til virkeligheden. Er der en kur mod virkeligheden? 

Eller skal jeg bare lære at glemme alle regler der er opsat for hvordan man skal være og leve, at virkligheden ofte er lig med normer. Ja, der er naturkræfter osv. men virkeligheden er også hvordan man ser/fortolker verden. 

Det vil vise sig om jeg kan frigøre mig fra normene. Så kan de gå med som affald, eller til genbrug, når jeg nu er igang med at rydde op.

Diagnosefabrikken arbejder, men måske det ikke er det værste.

Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab siger: "Vi risikerer diagnosefabrikker. Min frygt er, at hvis man kun leder efter ADHD og autisme, så er det det man finder, og overser alle de andre grunde til, at børn mistrives, siger hun.

Hun henviser til, at børn også kan have ondt i maven, ikke har lyst til at komme i skole og oplever koncentrationsbesvær på grund af andre ting som skilsmisse, kaos i skolen eller noget helt tredje."

Nogen ser det som epidemisk, og et moderne fænomen, andre ser det som overdiagnosticering af raske børn, nogen ser det som noget der egentlig ikke eksisterer, eller at "Vi alle er lidt Autistiske og/eller ADHD". Hvor går grænserne, og er der nogen? 

Er det fordi vi forventer perfektion hos alle børn/mennesker, og når der så er "noget", skal der en diagnose til. Eller er det fordi vi ikke vil yde støtte, hvis der ikke er en diagnose (ikke fordi der bliver ydet meget støtte). 

Og har vi bare overset at en meget større gruppe af mennesker ikke var neurotypiske, og puttet dem i andre båse, eller de fandt en plads, en plads der måske ikke er der i dag. 

Siden jeg var barn er børn blevet et projekt, børn er ikke noget man bare har, det er et prestige projekt der bare skal lykkes. Hvert barn er det vigtigste barn i verden. Hvordan det så skal passe med virkeligheden ved jeg ikke. Den globale, eller den Danske. Der er aldrig tænkt i den prioritering, uanset hvad forældre kan have af forstillinger. 

Personligt er jeg aldrig blevet prioriteret, eller set, jeg ser heller ikke at der er nogen tegn på ændringer, udover diagnosticeringen af børn og voksne med Autisme og/eller ADHD, der er diagnosticering efter en lang venteliste, men hvad bagefter? Hvad er forventningen? Og hvem kommer først? 

Og vi kan ikke engang trylle støtte frem, selvom der var en stor pose penge i morgen. Vi er for sent på den. 

Information kan noget i sig selv, men information kan også gøre en ret frustreret når man opdager, at der er så mange forhindringer for at udleve det som man råder til. At der er for mange kompromier. Selvforståelse gør at man kan se hvad det er der sker, men meget ofte kan man ikke stille noget op, fordi samfundet fungerer på en anden måde. For mig er det som om disharmonien er blevet større, som jeg er blevet klogere på mine diagnoser. Mange siger det virkeligt har hjulpet dem bare at blive diagnosticeret, men måske de har haft mere velfungerende liv, hvad ved jeg. 

Jeg bad ikke om at blive diagnosticeret, jeg søgte hjælp fordi jeg ikke magtede min "depression". 

Jeg er træt af trivialiseringen af diagnoserne (alle har dem), samtidigt med snakken om (over)diagnosefabrikken. Jeg er træt af den måde medierne behandler emnet. Jeg er træt af "superpower" pep talk pis. Nogen af os har betalt en ret høj pris, nogen af os er udsatte. 

Måske det værste reelt er meningsmaskinen der kværner og kværner, og alle meninger er åbenbart skabt lige. Og mennesker med ADHD/Autisme får dem hele tiden i hovedet, det er som om alle glemmer at vi faktisk er her, og vi skal leve med de holdninger -og vi skal absolut ikke modsige det, for det er ikke charmerende, nope! Og hvis man skal udtale sig, skal man veje sine ord på en guldvægt, og forholde sig til ikke at provokere eller irritere nogen, jeg vil sige man forventer man skal lade sin Autisme og ADHD blive hjemme i skabet, men tage skiltet på, hvis vi vil ses og høres. 

Diagnosefabrikken koster penge offentligt, eller privat, meningsmaskinen er gratis, og der er aldrig venteliste, der mangler aldrig meninger, holdninger og myter om mennesker med ADHD og Autisme, eller deres forældre. 

Jeg kan ikke vide hvor meget overdiagnosticering der er, men jeg gætter på at der samtidigt stadig er nogen der går under radaren. Personligt tror jeg bare at vores variant er mange flere end man har været klar over, og med tiden vil der være et meget bedre overblik, hvor der nu er lidt panik også pga. ventelisterne offentligt og privat for at blive diagnosticeret. -Men når man har fået diplomet?

Den diskrete udstødelse i rige samfund.

Man må ikke have huller i sit CV. Og det at "bare få et job" er ikke bare hvis man har en diagnose.
Man kan skjule man har dem, og håbe der ikke opstår problemer, at man får en periode, eller jobbet bliver for stresset. Man kan også være åbent om det, men ofte glemmer jobbet at tjekke ind, men tænker det går jo fint, men det kører lige på grænsen eller over, men hvad så, ryger jobbet, vil de blive sure, hvordan skal det forklares?

I sidste ende kan de have den effekt at det bare er for skræmmende at skulle igennem job processen igen. Ikke at der ikke kunne være arbejde der kunne fungerer, men det at forhandle arbejdsopgaver og kunne sige fra, kommer til at fylde for meget. Og det at måtte droppe et job kan føles som det ultimate nederlag, der kan tage tid at komme over. Koster deltagelsen i samfundet for meget, fordi samfundet ikke er gearet til det? Og vores moderne Danske samfund har det svært med mennesker der "normies", det er det der efterspørges og forventes. Historisk eller globalt er det ikke nødvendigvis tilfældet, men vi er blevet meget over regulerede de sidste 30 år. Og den forventning udstøder folk der faktisk kunne have hængt på tidligere. 

Jeg så noget om 1800 tallets Workhouses for samfundets udsatte, det havde vi også i Danmark. Man kan sige at uanset synet på den gruppe af mennesker, så var det muligt at se hvad der foregik på godt og ondt.
I dag sidder folk i hver sin lejlighed bag en lukket dør, hvordan skal man få et samlet billede af deres reelle vilkår? Og de faggrupper der evt. møde dem, vænner sig til at sådan er det, det er det enkelte individs problem, og det kan skygge for at mange ender i det samme, men det er svært at eksponere det journalistisk, politisk. 

Der burde være et helt andet fokus på det, men det ender i personsager, men handler om større grupper af mennesker, der ikke har et fundament for noget bedre. Og ofte ikke engang kan forstille sig et sådan fundament, hvad der kunne gøre en forskel, men de kan mærke stigmaet og de manglende muligheder. Men det bliver som enkeltperson, og alene er vi ikke så stærke, som hvis vi kan se det fælles, at det er det samme man roder rundt med, og det samme der fra holder en fra noget bedre. Og at det faktisk kunne være anderledes, og at det ikke er rimeligt, det er ikke bare som det er, der er barriere og det er mere vanetænkning i samfundet, end af gode grunde. Men de der har mulighederne ser ikke at andre kæmper, eller der er grund til at støtte dem der kæmper. Enten tror man at samfundet gør hvad det kan, eller at de her personer bare ikke meget noget. Det er ikke sandt. 

Mange tror at det Danske samfund er så velfungerende, at vi ikke behøver at tage et grundigt eftersyn med mellemrum. Der lappes hvis noget bliver eksponeret, men der er ikke et større overblik.
Der er ikke et hvad tænker vi som samfund, hvad er vores menneskesyn? Skal vi have et socialt sikkerhedsnet, og til hvem? Og hvor lav går barren? 

Ideologisk har vi lagt det hele over på den enkelte, lidt mere år for år i de sidste 30-40 år, skruen strammes. Måske de yngre generationer ikke vil klemmes i den skruetvinge, kravet om det perfekt uddannede menneske, med slebne kanter, og robusthed mod stress. At de tøver med at udsætte sig for de her ting, uden at stille spørgsmål. At de vælger en anden livstil, fordi det ikke er det værd at kører sig selv af sporet fra start. At dårlig stress, ikke bare er som det er, og normalt, så vi slet ikke ser det.
Og her er jeg så tilbage i, at vi normaliserer ting, vi ikke burde normaliserer. I stedet for skulle vi sam samfund se på andre muligheder, for det her har vi prøvet rigeligt af det i mange år, lad os forlade det.  

Autisme månededens hule hykleri.

Hvor dybt er det ok at synke omkring en menneskeværdigt liv med Autisme i Danmark? Har mennesker med autisme en ret til et værdigt liv på egne betingelser?

Der skulle være nogen meget mere klare linjer. Og det gælder for alle typer af Autisme, hvis deres liv er kommet ud på et sidespor. Når der skrives om de velfungerende, må vi også være klar på at det ikke er alle, og at "graden" af Autisme og intelligens ikke siger noget om at kunne fungere i verden som sådan. 

Mennesker der har brugt alle ressourser og lidt til for at leve dag til dag, råber ikke op og stiller krav. Vi vil ikke ses som ofre, vi vil ikke yderligere stigmatiseres. Måske vi ikke kan forstå hvorfor det gik sådan og vi tror vi er skyldige i situationen. 

Det er ikke et behageligt emne at blive konfronteret med, hvad kan og bør vi gøre som samfund, sådan helt praktisk. Ikke hensigterklæringer, eller de næste generationer mad Autisme. Hvad med nu, lige nu?

De fleste af os er vandt til at der ikke tages hensyn. At de daglige udfordringer bare er der, og sådan er det. Selvom det kunne være anderledes, men det er bare en fjern drøm. Vi er nemme at manipulere til tavshed. Og mange af os har lært at spille rollen og overtage samfundets normer som de eneste mulige.

Vi er enda parat til at mobbe andre på spektret med, at gøre sig til ofre, hvis de er ærlige omkring deres liv. At det at andre på spektret kæmper mere, vil smitte af på synet på dem. Fordi at "højt fungerende Autisme" intet siger om at fungere i hverdagen, mere om normal intelligens, og det tager ikke højde for hvor asymmetriske evnerne i virkeligheden er. 

Men hvad skal der til for at få de emner på bordet? Voksne med Autisme og voksne der aldrig har fået den støtte de burde, og stadig ikke har adgang til den. Vi kan læse os til at der er den viden, men det er ikke noget vi har adgang til næste uanset hvor galt det er gået. Hvis det ikke er blevet set i barndommen og fulgt i ungdommen, hvis det har været set som en anden diagnose, eller man har gjort alt for at skjule det, er det stadig ikke i dag nogen tilbud der kan rette lidt op på det. Og det er ikke værdigt når det er gået rigtigt galt. Ofte bliver det vel set som enkeltilfælde, og man må lappe lidt. Så meget enkeltilfælde at der ingen grund er til at bruge viden om, Autisme når man forsøger at lappe. 

Vi er allerede for sent på den med viden, vi når det ikke. Og jeg fornemmer at det bare ikke er en prioritet, folk bliver diagnosticeret, til ingenting. Men der er mange der siger at det var en stor hjælp at blive diagnosticeret, at endelig forstå ting. 

Det eneste jeg forstod er at jeg har stået bagerst i køen, og stadig gør det. Og mine praktiske udfordringer gør, at jeg ikke kan det jeg er bedre til. Og nej, jeg skal ikke bare tage mig sammen. 

Jeg er en overlever, jeg skylder ingen en pæn historie der kan give en god følelse som en TED talk. Der er en virkelighed i Danmark, og den er ikke pæn, men den er dejlig skjult, og meget nem at putte væk. 

Hvad hvis nogen en dag satte billeder på, den i ikke ser?

Af-Hoardingen er startet!

På en måde er taktikken for mit kaos hjem lidt en sniger, vi har været i kælderen og sorterer og flyttet det over der er til ud, eller videre sortering. Og vi har også været på altanen og rydde, og noget røg i min kælder og noget andet i "sorterings" kælderen. Og ja noget røg bare direkte ud. 

Det er tre gange af omtrent to timer plus minus. Hvilket fysisk og mentalt er passende. Og det er effektiv arbejdstid. Det har været meget fysisk med at løfte kasser og poser ned/ud fra kælderen, og op og ned at trapper. Og så turen til sorterings kælderen, der dog har elevator, hvilket mere er en underholdnings moment, for der har man været op og ned i flere omgange far lejlighed og min egen kælder. 

Jeg finder overaskende sager hver gang, og kasser der ikke er blevet sorteret i 12 år, og ting der er ret random gemt og glemt fra flytningen dengang. Også ting der aldrig skulle være kommet så langt væk. 

Der er ikke noget af det her der er svært psykologisk, det er bare at holde koncentrationen og musklerne. Men jeg ved det andet skal nu nok komme senere. 

Så sniger knibtangs manøvren er nok ret smart, fordi der sker noget, og det gør at der kommer bevægelse i sagerne. Og det der ryger ud er visuelt synligt. Sådan da, men lige pludseligt bliver det tydeligt der er mindre. Det er også at prioritere de nemme valg først, finder jeg en kasse/sæk med noget "vanskeligt" må den vente lidt, det er fundet, men det er ikke nu jeg skal stå og vende og dreje det. Det er beholde, videre eller vente. 

Når jeg skal igang med logistikken i lejligheden bliver jeg nok overvældet som sædvanligt. Også fordi jeg gerne vil gøre det rigtigt. Og det forvirrer mig åbenbart, og tager tid. At finde billig gode løsninger der ikke er noget bras. Og hvordan og hvem der skal udføre det. Orker ikke at tænke på det nu. Men det lure i fremtiden. 

Ligeglad eller engageret?

For at overleve i mine fysiske omgivelser er det bedst at jeg ikke ser dem, eller forholder mig til dem, hvis jeg ser dem og forholder mig til dem, kan jeg ikke holde livet ud. 

Jeg kan ikke løse det selv, hjemmet, jeg kan pine mig selv med krav, og det jeg ikke kan. Der så fjerner de sidste kræfter til noget som helst. 

Jeg bære alt det rod og lort på mine skuldre, skyld, skam, vrede, afmagt. Usynligheden af mine udfordringer ved at magte ting, som så sjovt nok ikke er så usynlige enda. 

Efter julen er jeg blevet indifferent, i forhold til ret meget, ligeglad. Jeg har tænkt rigeligt, jeg har set ting i øjnene. Selverkendelse, men også erkendelsen af hvad jeg ikke kan, og hvad jeg ikke kan mobilisere af hjælp. 

"Burde" er ligegyldigt, hvad jeg burde, og hvad samfundet burde, det er bare ikke sådan der er. Og der er ikke tegn på det bliver bedre, og jeg kan ikke gøre meget fra eller til. Jeg har ingen stemme og ingen betydning.

Lyder det trist? Tja, jeg har det faktisk bedre og jeg føler mig stærkere. Jeg har ideer, ting jeg gerne vil arbejde på. Ting jeg er bedre til, fremfor at fokuserer på mine mangler. 

Folk siger at jeg "tænker for meget", og Elvanse gør at jeg tænker mindre i ring, og jeg er mere ligeglad. Eller så har den bare været inde og fjerne noget af det "hjerne plak" jeg har ophobet gennem mange år, så jeg er blevet mere mig selv. 

Hvis jeg skal overleve er det ikke ved at se helheden af mit liv, eller prioriterer efter normer, måske heller ikke nødvendighed, altså hvis ikke lige der ryger et vandrør eller lignende. 

Jeg ser mere klart nu, selvom der er ting jeg ikke ser. At forholde sig til alt på en gang, er overvældende, at følge andres prioriteringer er begrænsende. Og der skal ske noget andet, det liv der slet ikke har fungere i over 12 år, var et dagligt 24/7 mareridt, jeg må forlade nu. Jeg må også forlade tanken om de spildte år, et liv uden meget liv. 

Ejer jeg det her, er det mig nu?