Det er ikke dovenskab at folk med ADHD har svært ved at komme i gang med, eller afslutte opgaver. Det er ADHD hjernens eksekutive funktioner der fungerer anderledes. Vi kan udrette det utrolige, og samtidigt ikke magte det mest almindelige. Det gør at de fleste udefra vil mene at tog man sig lidt sammen og fokuserede så kunne man godt. Det er bare ikke sådan det fungerer, det kan lykkes af og til, med stor anstrengelse, men ikke som noget man bare kan og gør.
Det handler ikke viljestyrke, at "bare" presse sig selv. Det kan også have en stor pris, hvor man går ned, og mere og mere ned med tiden.
Man kan godt vide, hvad og hvordan man skal udføre en opgave, og oprigtigt ønske at gøre det, uden at kunne komme i gang. Eller man kommer i gang og så tuller forvirret rundt, falder i staver, eller den dårlige korttidshukommelse driller en med at man ikke aner hvor man lagde noget for et sekund siden. Opgaverne er som om de skal udføres i en centrifuge af lyde og indtryk, samt en egen indre stemme der bander over en selv.
Pres og skam kan gøre det sværere. Jo mere du kritiserer dig selv og forsøger at tvinge dig i gang, desto mere overvældende føles opgaven. Det er som om det er den endelig dom over en selv, den snaskede køkkenvask, doom piles ("Didn’t Organize, Only Moved.") af tøj på stole og gulv, mails man ikke har fået åbnet osv.
Motivation kan afhænge af situationen. mange med ADHD har lettere ved at handle, når der er tidspres, spænding, interesse eller en umiddelbar belønning.
Traditionelle metoder virker ikke for alle. To-do-lister, timere og planer hjælper ikke nødvendigvis, hvis selve igangsætningen er den største barriere. For nogen virker det, eller for en tid. Jeg siger bare nej tak. Men det er ofte det man får at vide man bør gøre, og man virker negativ hvis man sige det ikke funker.
Men hvad så?
Start med en mikroskopisk handling. I stedet for at forsøge at løse hele opgaven skal du fokusere på den allerførste, meget lille handling – eksempelvis at samle én ting op fra gulvet eller åbne det dokument, du skal arbejde på. Men jeg har været der hvor jeg har taget noget op fra gulvet der lå lige foran mig, stået med det og så lagt det tilbage hvor det lå, lige midt i det der skulle være gangområde. Og her er det man er så presset at der ikke er et overskud til overblik. Her eller den dag kan den mikroskopiske handling ikke engang være realistisk. Men det er også i forhold til et hjem der er gået i totalt kaos, og her hvor man ikke kan stå alene med det.
Men det er sandt vi brænder os på de store planer for det vi ikke rigtigt kan. Og bliver så mentalt udmattede af den erfaring at pantflaskerne aldrig kommer ned.
Hvad er den praktiske lære?
Prøv at gøre starten så lille, at den føles næsten latterligt nem. Ja det er svært for har man ADHD kan man lidt udfordringer, ikke noget latterligt nemt. Men bare lægge én ting på plads, og måske lige en anden og en til. Målet er at komme i bevægelse, frem for at vente på motivationen.
Kort sagt: Mindre selvkritik, mindre pres og mindre fokus på hele opgaven – mere fokus på den første lille handling.
Der kan så være dage hvor der sker mere, men det er også ok at den ikke bliver fuldført, at det kun var nogen af skoene der kom på plads og parret op den dag. I det mindste var de ikke sorteret og på plads da man stod op, så færdig arbejde.
