Jeg synes det er interessant at nogen af de "tendenser" man kan have med sin AS/Autisme generelt bliver slået hen med, at det kan man jo bare arbejde på, elle tage sig sammen med.....Og nej det er ikke bare de neuro typiske der siger det.
En dag, uge, måned består at diverse udfordringer, fra de helt små praktiske der for nogen af os er et stort problem.
Jeg har lagt mærke til at hvis man skriver at man har svært ved at fx. købe ind, lave mad, gøre rent, vaske, rydde op. Få kontaktet folk man burde kontakte via tlf og mail. Så handler det dybest set kun om at gøre det....ja, gid det var. Til det må jeg sige at når dagligdagen består at mange forskellige gøremål, og man oven i købet ikke har det specielt godt, så er der et benhårdt valg omkring at vælge hvad man kan og ikke kan overse at få gjort. Skulle man så lade være at børste tænder, gå i bad, få smidt skraldet ud? Og byttede man rundt på det mest nødvendige, ville det ikke afstedkomme en ny type kaos, da de ting man har på rygmarven, dog er noget der bliver gjort?
Hvis man siger, jeg kan ikke overkomme en opgave, siger det intet om hvad man faktisk overkommer dagligt, det er bare den/de opgave/opgaver der ender med at blive for meget man nævner. Jeg har opgaver jeg får gjort og det er ofte de samme ting, der er opgaver jeg ikke får gjort og det er også ofte de samme ting. Sandsynligvis er ikke alle med Autisme lige ramt på det praktiske og det med handlinger, men nogen af os er.
Og vi har prøvet, vi har også i perioder måske fået hjælp til at skabe struktur. Uanset så er det jo en form af vores Autisme - Ja, vi kan selvfølgeligt fortie det for ikke at blive ydmyget af andre, der mener det bare er et valg, og man er slap og doven.....som man jo har hørt for et helt liv. Men den fortielse æder jo også en op, at det er så frygteligt det man ikke kan at man ikke er acceptabel.
Jeg har kæmpet med at overkomme det, jeg ikke vidste var en Autisme, og det har givet nogen resultater, men umiddelbart har det også taget noget fra mig. Hvis Autismen for nogen af os er, at vi ikke har nok til det hele, hvorfor skal det så dømmes som resten af samfundet dømmer?
Hvorfor har vi diagnosen, eksistere Aspergers hvis det bare er noget man kan vælge fra, hvis man arbejder lidt på det? Jeg tror at moduler af det at have Autisme kan rykkes rundt med, men da Autismen er der vil der altid være en vis asymetri.
Jeg ser folk hylde Autisme, alle de gode sider, til gengæld er der åbenbart ofte ikke den store forståelse for der hvor vi ikke rækker til, i forholdet til samfundets krav og normer. Er det at vi Autister ikke rummer, andre Autister, fordi vi er blevet hjernevaskede med krav og normer, som vi har overtaget, og vi skjuler for os selv at vi kæmper den samme kamp, bare på nogen lidt andre felter.
