lørdag den 22. august 2015

Det indre liv under glasklokken

Det er svært at sætte ord på, jeg har så mange gange i mit liv forsøgt at sætte ord på mit indre liv, på ting jeg har kæmpet med uden at jeg har følt nogen kunne høre det.
....men måske mennesker bare ikke kan kommunikere de ting så det står klart? Måske det bare er en drøm om det åbne sind der kan formidles direkte og med mindst muligt filter fra sjæl til sjæl, og man med en Autisme bare føler det mere tydeligt, den menneskelige isolation.

Eller så er det bare mig, der sætte et filter op, eller jeg taler i gåder, eller det jeg siger ikke kan formidle graden af hvad jeg føler. At jeg sætter ord foran, samtidig med at jeg tænker, selv det klareste vand har sine forvrængninger.

Jeg tror faktisk at jeg i kropsudtryk stivner når jeg forsøger på at udtrykke væsentlige ting, at min ellers levende mimik og gestikuleren, forsvinder når det bliver alvor.

Måske der er et "ikke udtryk" når jeg har mest brug for at udtrykke, at jeg bliver Andy Warhol og bare sidder der med et blankt udtryk, og følelser inden i der bobler, men er helt tildækket, eller meget mere tildækket end jeg selv tror, jeg føler jeg står åben, men det er jeg ikke opfattet udefra.

Der er dramaer i mit liv der tager evigheder og ikke er meget drama for andre, hvor jeg prøver at forstå, få en dialog med andre om ders opfattelse, men hvor jeg bliver ved og ved med at måtte gennemgå "dramaet", er det overstået for andre og ikke noget særligt.

Men uanset andres reaktioner er det et drama for mig, "Tag den med ro, tænk ikke så meget" Ja ja, men sådan er det ikke, sådan bliver det ikke, sådan funker min hjerne ikke.




Det ville være dejligt at være mindre påvirket af andres handlinger, det ville være rart ikke at spekulere på hvad andre tænker, men som Autist er det ikke bare et valg, eller et terapeutisk snuptag, der klare at det ikke længere er noget der skal bruges uanet tid og energi på.
Man kan jo isolere sig så meget og trække sig væk, så der er mindre at forholde sig til, færre situationer færre mennesker. Men min mission i livet synes ikke at være at søge isolationen. Men jeg finder nogen mennesker meget belastende, andre ikke. Jeg ved ikke om jeg kan lave en kategori af belastende "typer", og bare parkere dem der, og lade være med at regne dem ud, eller deale med dem uden en væsentlig grund, men hvis der er noget hvor det bobler i en, er det så ikke væsentlig grund?. Og der er jo gange man skal deale med andre om man vil det eller ej....det er ikke ret fedt..næh.

Jeg processer ikke dagligdagens informationer så godt, samtidigt med at jeg selv skaber mine udfordringer ved at automatisk komplicere indtryk og refleksions graden. Der er andre informationer der kan klares i et split sekund.

Jeg må få suppleret med noget mere verdensfjernt at bruge min hjerne til, der hvor jeg er mindre begrænset og kan hygge mig, jeg tror jeg har brugt for meget tid på omverdenen og at forstå hvad det var der var i vejen med mig, når jeg nu er nærmere på svaret på hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor mit liv har formet sig som det gjorde, i det mindste nærmere på det end jeg var for nogen måneder siden, det er som om depressionen har lettet lidt, ikke at jeg har mere energi, men der er noget tyngde der er blevet smidt af.





Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv