At være eller ikke være en Aspergers

Folk siger ofte: Asbergers er ikke noget du er. Det skal forstås om at man jo heller ikke er et brækket ben, eller et dårligt hjerte fx.

Men Autisme ligger anderledes nedlagt i den måde ens hjerne fungere på, "vi skal helt ind i sindet", og der er ingen helbredelse. Den kan have mange variationer, men den personlige variation har man jo med sig. Man kan få det bedre, personligt/socialt/praktisk. Man kan også få det dårligere, tilbagefald også til noget man ikke har prøvet før, og så er det vel ikke et tilbagefald....men det går i den forkerte retning.

Jeg har jo levet med den hjerne funktion hele mit liv og den har langt henad vejen styret de muligheder jeg havde i livet, og jeg har set verden gennem det filter, på godt og ondt.
Hvordan adskiller man så min personlige Autisme fra mig? Autismen er en del af mig, jeg kan ikke vælge den fra, den former min virkelighed.
Jeg kan ikke bortoperere Autismen fra mig hvad der er mig, mit jeg mit sind, forestille sig mig uden, for så havde jeg været et helt andet menneske, jeg vill ikke mindst havde kunne magte helt andre ting end jeg kan -jeg kan ting andre med Aspergers ikke kan....og nogen med Aspergers kan ting jeg så ikke kan.
Men jeg har nok Autisme i mit system til at jeg har en del irriterende begrænsninger. Jeg er "højt fungerende"....og med begrænsninger, der gør at jeg aldrig vil kunne det jeg gerne ville. Og det er ærgerligt jeg ikke kan slukke for det "gerne ville", det pisser mig sådan af, det jeg ikke kan. Og at se sine egne begrænsninger alt for klart, er som en operation uden bedøvelse.

Ja, jeg er lidt muggen for tiden, som det kan ses:)

Jeg lever med min personlige udgave af noget man kalder Aspergers, Autisme spektrum forstyrrelse, jeg har fået min udgave fra det spektrum, og det har formet min personlighed og mit liv. Er der en anden "mig" der kæmper mod min Autist side? Eller er det mig der kæmper med samfundets normer? Der hele tiden siger jeg ikke er god nok. Samfunds normer der sætter en diagnose på mig. Der adskiller mig fra normalen, den evigt flygtige normal, som de fleste dog mener at vide hvad er for en størrelse.

Historien byder på forskellige udfordringer for de anderledes, men jeg tvivler på at jeg vil opleve Autisternes befrielse. Og hvordan ville det Autist venlige samfund se ud?

Jeg har Autisme, jeg har Aspergers, og jeg sparker stadig røv, eller prøver på det!

Aktivistisk Autisme?

Nogen gange kan folk blive lidt betuttede når man kalder de der ikke er Autister for de neuro typiske, for hvad er nu det at sætte mærkat  pæne normale mennesker?

At benævne dem der ikke er Autister som neuro typiske, svare til hvad andre grupper af mennesker der har følt sig stigmatiseret og marginaliseret har gjort, for at blive bevidstgjort om sig selv og samfundet, og for at smide skammen og også kunne se det positive i ens anderledshed. Og at man tillader sig at vende lidt på den virkeligheds opfattelse man har måtte leve i, som et menneske der var.....ja, åbenbart fejlbehæftet på en eller anden måde i forhold til flertallet.

Et andet eksempel er begrebet ciskønnet eller bare cis, i forhold til mennesker der føler sig som værende det fysiske køn de er født som, fremfor at føle sig som et andet køn end det kropsligt/fysiske medfødte. På den måde er jeg en cis kvinde. -Jamen jeg er jo normen, hvorfor er jeg pludslig en cis kvinde? Ja, det er jeg på grund af transkønnet Aktivisme og queer teori. At man stiller "normalen" i et andet lys end vanetænkningen. 
Jeg er efterhånden vandt til det, jeg er blevet bevidst om begrebet entitlement (berettigelse, hjemmel) at nogen føler retten til at være det rigtige køn, på den rigtige måde, den rigtige race, klasse osv. og derfor aldrig ser verden i et andet perspektiv. intitlement kan også være det man hægter sig på, hvis selvværdet halter, fx at være en hvid (hetro) mand, for så er man da noget....

Jeg har også en fortid med folk med en politisk bevidst tilgang til psykisk sygdom, og hvor man ikke bare godtager samfundets prædikater og værdisætning af mennesker der er udenfor normen. Som en ven siger, "Måske de gale er samfundets ægte avantgarde". Desværre bliver de sjældent hørt, men ofte bare stigmatiseret og selvstigmatiseret væk, og dermed uhørt.

Det er jo fordi vi lever i en social konstruktion, og det Autistiske sammenlignes også med hvad der gennem tiderne og nutiden er forventet og passende for at være "normalfungerende". Det siger mere om samfundet norm blik, end om mennesker med Autisme. Autisme rummer også muligheder, og perspektiver udover den neuro typiske bevidstheds rammer. Så hvem er den rigtige slags mennesker?

Aspi kulturen på internettet har skabt mulighed for et andet blik på Autisme, et blik der ikke kun ser på Autisme set udefra med en diagnosebrille, der kun nævner det atypiske hos en med Autisme, og udelader de positive sider, og de sider hvor evnerne kan kombinere ting på en måde den nerotypiske hjerne ikke lige kan få kombineret på samme måde. Nej, ikke alle Aspergers/Autister er geniale videnskabsfolk, men vi har ressourser og samfundet får ikke altid den glæde af det som de kunne få, og ikke mindst os selv, da der mangler flere platforme for for os.....At sidde og kunne noget uden at få lov er et helvede, det synes jeg.

Det moderne samfund har brug for os, da mange jo allerede sidder og programere. Og hvad ville videnskabelig forskning gøre uden friske nye Autister? Spørgsmålet er bare med forskningen i Autisme vil ende i fravælgelse på fosterstadiet. Vil forældre frivilligt tage bøvlet og problemerne med et Autistisk barn, og ikke mindst kampen om at få den rigtige hjælp til sit barn? 
Og hvad sker der med et samfund hvis man fravælger mennesker med Autisme spektrum forstyrrelser?.....tja, så må vi importere Autister fra lande hvor man ikke har råd til den type tests, for den specielle intelligens kan ikke undværes i det højteknologiske samfund vi ønsker os. Vil vi have høj intelligens, er der også nogen anormali forbundet med det. Det ville være praktisk hvis de evner kom i mere "passende udgaver", men desværre;-) 

Men igen ikke alle på Autisme spekteret har specielle evner og nogen vil skulle have samfundets støtte livet igennem, en støtte der som det ser ud bliver vanskeligere at få. Fra at børn ikke kan få specielle skoletilbud og derfor bryder sammen, til hvad skal der ske med de hårdest ramte Autister børn/voksne, hvis familien ikke har råd til at betale pleje døgnet rundt? En virkelighed folk der ikke er inde i de barske realiteter ikke ved meget om: Handicappede børn og voksnes vilkår i Danmark i 2015.

Andre gruppers kamp ud af fordomme og marginalisering har gået gennem aktivisme, og at nogen var absolut hard core i deres holdninger, historien har også vist at man intet får bare fordi det er forkert og synd for en det der foregår, det er først når man står udenfor med høtyven, at dem indenfor begynder at tænk sig om, eller overhovedet opdager man eksistere. Det er heller ikke sådan at når man først har fået rettigheder, at de bare er til evig arv og eje, da det er meget tydeligt at samfundet skifter retning og det man har opnået kan mistes...For hvor var det velfærdsstaten pludseligt blev af, for 20 år siden havde vi vel næppe troet den skulle afvikles for en hver pris og egentligt uden ret meget modstand fra befolkningen?

Tja, nogen gange må man skære holdninger lidt ud i karton, for at marker at det ikke bare er ligemeget, så normalitetens billeder og ordstrøm ikke bare er en lavine der ender med at vælte alle dem der ikke er en del af den lavine omkuld. 
Der er intet underligt i at dem der kun har oplevet at være en del af at være "de normale" kan undre sig, nu har de levet med normerne og normerne har understøttet dem i at alt var ok, og så kommer der nogen og kalder dem neuro typiske eller ciskønnede og jeg ved ikke hvad?

Er det arrogant at at vende brillen den anden vej og giver "normaliteten" et grundig kig? Skulle man som offeret for fordomme og vanetænkning være klogere, have mere medfølelse med de neuro typiske?

Der er kørt "dem og os", meget længe mod de anderledes, så måske en omvendt "dem og os" skal til for i en tid, for at vi kan ende som et: Os og vi, som en anden ven siger "Samfundet det er os alle".

Ja ja, vi der ofte selv er blevet gjort opmærksomme på at vi ikke er helt normale er jo så vandt til at blive kaldt ting, men om ikke andet har vi nu fået internettet som platform til udveksling, og der kan vi internationalt finde hinanden og dele tanker/erfaringer og inspiration, der er mange måder at gør det på, og der er mange stemmer og holdninger, men vi er bevidste om at vi ikke er alene og vi nu kan se ud på verden sammen og nogen gange undres over at det er os der ses som de sære.

Træthedssyndrom, hvor mange af de kvinder har en uopdaget Autisme?

Når kvinder går til lægen bliver de ofte ikke taget alvorligt de får en sludder for en sladder og må gå hjem med uforettet sag. Når unge umiddelbart sundt udseende kvinder går til lægen er det endnu svære at få gjort opmærksom på at noget er helt galt, hvis det ikke er fysisk synligt.

Som ung opsøgte jeg læge flere gange fordi jeg ikke kunne forstå jeg var så træt og meget let blev udmattet. At jeg ikke kunne det andre mennesker kunne, at jeg manglede overskud.

Senere kom snakken i medierne om træthedssyndrom, det at man let blev overvældet af hverdagen, og at trætheds symptomerne kunne komme forsinket, men så også slog som en klaphammer i hovedet.

Det var specielt kvinder der klagede over træthedsyndrom, det var en af de der luftige lidelser der kunne gøres lidt grin af, at det var overreaktion, dovenskab osv. Og en "kvindeting", kvinder jo jo ustabile og lidt små hys jo. Så mest noget pjat fra nogen ikke "overskuds kvinder".

Nu diagnosticeret med Aspergers, kan jeg jo se at en meget almindelig stress reaktion hos Autister ned noget træthedssyndrom lignende, man reagere, pludselig kan organismen ikke mere og der kan være flere dagesforsinkelse på reaktion nogen gange.

Træthedsyndrom kan også være i forbindelse med PTSD  Alt i alt når man er overfølsom overfor stress og meget stimuli.

Dem der oplever at have det, ved at det ikke just er en "luftig lidelse", den er til at tage og føle på da den føles som bly i kroppen, at de mentale persienner bliver lukket til og de mindste opgaver er helt uoverstigelige.

Jeg har hørt andre sige "men jeg bliver jo også træt", og der må man sige, at det man oplever svare til man ikke havde sovet i flere døgn, selvom man faktisk har sovet og ikke har foretaget noget der umiddelbart krævede noget ekstremt af en....Der er lukket af, måske man er stresset samtidigt, der er intet overskud.

Normal træthed kan sagtens være en behagelig følelse, man ved man har knoklet, og kroppen er træt men roligt. Træthdsyndrom giver ikke de signaler, man er meget bevist om at noget ikke hænger sammen, man er ikke "lækker træt".

Når man snakker om at Asperger piger/kvinder ikke har tydelige symptomer, så handler det måske om at man ikke annerkender fx. klager om træthed/udbrændthed, og at udenforstående ikke forstår det dækker over en anden form for træthed og nogen svære psykiske reaktioner.

Træthedsyndrom former også ens tilværelse, det hæmmer så meget, for den energi man bruger kan ramme en lige i nakken når man ikke ønsker det. Det er heller ikke altid til at regne ud hvad der ender med at slå en helt ud, eller hvornår det gør det. Og det har betydning for udddannelse/job/socialt liv. Du kan love at du kommer til noget og uanset hvor gerne du ville, kan kroppen ikke.

Jeg tror godt man kan blive bedre til at leve med at have det problem, jeg synes jeg har det mindre symptomer end da jeg var yngre da jeg har trænet stress faktorer og socialisering, men det er stadig en del af de gamle mekanismer der er i mig, og når der lukkes ned, så er jeg lukket ned.

Den træthed har formet mit liv, de muligheder jeg havde for at deltage i samfundet, det har stigmatiseret og udelukket mig også fordi jeg ikke har mødt nogen forståelse.

I dag ved jeg hvad det drejer sig om, det er i det mindst noget, jeg ved det er reelt, at jeg ikke bare er svag og små pivet.

Og vi bør som samfund lytte til piger og unge kvinder i tide, det er jo helt grotesk at vi i 2015 stadig ikke tager kvinders ord for pålydende.

Når Mormor og Mor måske også havde Aspergers

Jeg mistænker at både min Mor og min Mormor havde Aspergers i en eller anden grad og version.  Tre generationer af kvinder, og meget forskellige livsforløb og personligheder.

Min Mormor blev 91, så på en måde havde hun recepten på at leve, hun kørte et rutine liv, meget faste rammer og vaner.

Min Mor levede et kaos liv, udadtil og indadtil. Hun var barnet der ikke kunne finde ud at at lege og hun havde nok også en ADHD. Som teenager fik hun et tidligt misbrug først smertestillende piller og så ferietabletter der jo dengang var frit tilgængelige og hun havde selvskadende adfærd. Hun døde som 31 årig af en lungeblødning pga. en astma der heller ikke blev taget hånd om på grund af hendes livsstil.

Min Mormor blev i et forhold, uden at kunne overskue at ændre på det, hun ikke var tilfreds, men kunne ikke frivilligt ændre på sit liv. Som en kvinde fra en tidliger generation, var det som om det ikke faldt hende ind at hun kunne ænder sin tilværelse, eller var det Autismen der fik hende til at vælg bekvemmelighed, kombineret med brok, fremfor at ændre på tingene?

Jeg forstod ikke de kvinder, jeg kunne ikke læse/forudsige dem, fordi jeg er Autist? Eller fordi de selv havde Autisme og ikke sendte klare signaler? For jeg kunne godt læse andre voksne bedre.

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, min Mor boede hjemme de mit første år, derefter flyttede hun hjemmefra med en mand der ikke var min Far og anskaffede en Fransk bulldog...jeg blev hos Mormor og Morfar.

Kvinder med Asbergers der har børn.....jeg synes det var ret fatalt i min familie. At selv uden en medfødt Autisme ville jeg have haft store problemer som barn og voksen, men muligvis andre problemer. Da jeg jo som Aspergers selv har en anden opfattelse af hvad der er normalt og at absorbere mærkelige situationer, som et neurotypisk barn kunne opfatte helt anderledes. Måske jeg blev mindre omsorgssvigtet på grund af at være mærkligt selvkørende, jeg levede i en egen verden meget af tiden, en mekanisme et neuro typisk barn måske  ikke vill have haft i værktøjskassen. Jeg er fuckd up, men alligvel når jg nu ved jg er Asberger, så er jg det forbløffende lidt. For min tillid til verden og min evne til at kæmpe er som den er.

Umiddelbart ser jeg min Mor som en person der mere havde brug for andre end jeg selv har, hun havde en angst der gjorde hun ikke ville være alene. Det kan ende i fatale kompromisser og det gjorde det. Blev hun udnyttet, gjorde hun dumme ting, jo meget ofte. Sårede hun andre? Ja.

Selv har jeg været mere bevidst, selv når jeg dummer mig gør jeg det mere bevidst, en bevist rissiko, for at opnå et valgt mål, noget andet er om jeg opnår det.

Min Mormor dummede sig ikke, og hun tog ikke chancer.

Er jeg en blanding af de to kvinder? Om ikke andet har jeg været tilskuer til deres liv, jeg har lært af dem, hvad man ikke skulle gøre.

Min Mormors vane liv med faste rutiner gennem dagen, der var vel en god nok ide for en med Aspergers, hun havde orden på hjemmet, men det er alt for meget vane for mig. Hun levede livet gennem bøger, vel nærmest bog afhængig.

Hun havde netop de faste rutiner man anbefaler til Autister. De selv samme rutiner jeg har nægtet, fordi det minder mig om hende og jeg ønsker et andet liv.
Hvis jeg skal lykkes med mit hjem, hverdagens gerninger skal jeg blive mere som min Mormor. Men jeg er ikke min Mormor, hverken den måde min form for Aspergers påvirker mig, eller i forhold til min personlighed og erfaringer.

Jeg kan godt forstå der var ting min familie ikke kunne lære fra sig, da de ikke selv havde de evner i værktøjskassen, de havde nogen evner udadtil, min Mormor mere end min Mor, min Mormor kunne leve sit liv i en familie kuvøse, først i sit barndomshjem og så direkte ind i et ægteskab, nej ikke et perfekt liv uden sorger og problemer, men rammen var der og den økonomiske sikkerhed og hun var ikke alene og der var nogen til at redde situationer der potentielt kunne have afsløret hun ikke hel fungerede efter neuro typiske normer.

Min Mor kunne ikke klare sig alene, men i grunden heller ikke sammen med nogen, dertil var der for meget uro i hendes sind.

Min Mormor var både stærk og stædig, som ældste barn var hun styrende og det fortsatte hun med. Hun var ikke ufarlig for de nærmeste fordi hun havde hårde vurderinger og kunne lukke af.

Min Mor var så uadreagerende og jeg opdagede at jeg egentligt ikke vill være alene i et rum med hende.

Tre kvinder med Aspergers, tre meget forskellige kvinder. Men udover det så fik vi mange kunstneriske talenter, intelligens, humor, charme. Så meget kunnen og ægte talent og intelligens der bare gik tabt uden vi og andre fik den glæde af det, som det burde kunne have givet os.

Jeg er et menneske der ser verden fra skuldrende af min egen families begrænsninger, jeg vil bryde mønstret, jeg har brudt mønstret, men der er mere der skal løses, så det bedste ved at have Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse kan arbejde til min fordel, at de kreative ressourcer kan slippes fri, og gøre mig mere tilfreds og rolig i mit liv......det er på tide.

Skrup forvirret og til møde Handicapafdelingen

Jeg var henne i handicapafdelingen i dag til mit første møde der efter diagnosen, og det lykkedes mig  at fare vild to gange: På vej ud og på vej hjem.

jeg havde ellers på forhånd Googlet Torasvej 29 på den bærbare og så Torasvej 29 igen på min Ipone så jeg kunne lokalisere mig selv og mit mål. Tja, det fuckede op alligevel, når kortet var tæt på kunne jeg ikke få overblik, når jeg zoomede ud, kunne jeg ikke få overblik og se gadenavne, og så begyndte den at skrive på Kinesisk....

Og jeg kartede afsted som en hovedløs Høne, og dukkede op helt kobberrød i bærret og med joggerbukserne næsten nede om røven. -Nå, men man er vel Autist.....Jeg fik så lavet en ny VUM, og vi talte om mål for hjemmet....suuuk!

Jeg mener der var noget med 6 ugers ventetid på ny/anden hjemmevejleder.

Hvad skal jeg mene om planer for fremtiden? Kommer jeg til at hitte ud af at have et hjem? På et tidspunkt var jeg jo håbefuld og igang og super motiveret, nu ved jeg ingenting, da alt det jeg gjorde for at få et nogenlunde ok hjem, endte i stress.

Nå, men jeg kunne heller ikke finde op og ned på verden/Nørrebro NV på hjemvejen, men til sidst lykkedes det, jeg fandt Nørrebrogade, og købte noget spiseligt, for at dulme forvirringen.

Fik ikke spurgt til tilskud hovedtelefoner der kan lukke lyd ude, men det må blive ved anden lejlighed så.

Jeg ved ikke om det er på tide at blive udredt lidt grundigere, jeg hyggede lidt med en Aspie test i går Aspie Quiz, og jeg spekulere nu på om noget kunne blive nemmere hvad at få pin pointet mere precist hvordan mit hoved funker både på plus og minus siden. Jeg er nu nået frem til at min ADHD (nok en ADD) er den der virkeligt driller mig i hverdagen og bla. er den der gør hjemmet til en uoverstigelig opgave jeg ikke kan hold fast i, eller retter: Jeg kan ikke holde koncentrationen om de små opgaver....og det stresser mig meget mere end det burde.

....I morgen skal jeg til NADA øreakupunktur, og måske se til nogen Hunde jeg kender, jeg har nogen lækre kallunstænger til dem.

Lidt om socialisering til fester og arrangementer

Hvordan bryder man med at føle sig socialt ubekvem til selskaber og arrangementer?

Først og fremmest må man gøre op med sig selv hvor meget det betyder for en at kunne gå ud til ting, eller om det at man ikke går ud til ting har følger for ens liv og ens nærmeste. For der er ikke altid en nem hurtig løsning og mens man arbejder på at blive bedre er man også i forskellige livsituationer, der har indflydelse på ens reaktioner, så ingen lige vej mod målet. Det jeg mener er, er at det der betyder noget for en er der hvor man lægger kræfterne, og vil gå hele vejen.

Den her blog omhandler ikke direkte svær socialangst, eller paranoia i forbindelse med at omgås andre, men mere når det sociale udmatter en og man er ude af træning og man slæber noget af sin selvstigmatisering med sig ud.

Uvante ting gøre en træt og kan kræve mentalt efterarbejde, på samme måde som man også kan mærke hvis man er begyndt at træne kroppen, og som med kroppen kommer effekten af ens arbejde, ikke fra den ene dag til den anden, eller man performer ens hver gang, men det bliver bedre og man bliver klogere på sig selv.
At gøre noget man ikke plejer sætter ting igang, noget kan føles godt og bekræftende for selvfølelsen og andet meget udfordrende og andet måske direkte ydmygende.
Med hensyn til der hvor man ikke selv er tilfreds, eller der hvor man føler andres dom, eller forestiller sig at de måske dømmer en, eller de faktisk dømmer en, må man lære sig at finde nye tankemønstre, der ikke går mod katastrofe tænkning og total afmagt, at man har/får værktøjer i situationen, men også værktøjer til senere refleksion, en refleksion der går mod det der styrker følelsen af at kunne og det er muligt, fremfor cirkeltænkning om at det bare er for svært.

Sociale sammenkomster er en skønsom blanding af mange oplevelser og sansninger for alle, også dem der her tjek på det med det sociale, så tanken om at nogen ser det fulde billede og har lagt mærke til alt man sagde og gjorde er ikke realistisk, på den måde behøver man ikke at føle sig som en sommerfugl på en knappenål når man er ude, for alle ser alle mulige steder hen og er muligvis mere optaget af sig selv, eller noget tredie, fjerde der foregår.

Når man har det med at kunne føle sig lidt panisk eller ubekvem i sociale situationer, er det også godt at finde alle "nødudgangene", at når man er et sted se på, er der stille områder, udenfor, eller et køkken, kan jeg gå ud på toilettet en stund for at få samling på følelserne og fornemmelsen af fastlåsthed.

Personligt synes jeg ikke det er sjovt med at sidde ved et bord i lang tid, mellem de samme mennesker og nogen gange kan det enda være svært at komme fysisk ud og væk. Og kan man sådan stikke af flere gang under en frokost for ikke at sige en treretters middag, evt. med taler og hele svineriet? Jøps, det kan man være nød til, og det kan være vejen til at være mere afslappet resten af tiden. Jeg synes ofte at pænere middage kan være tvangssocialisering, det er for formelt, godt nok kender man reglerne, men det gør også man sidder uroligt i stolen. Man ved det kommer til at tage tid og man skal konverserer...æv!

Jeg kan såmænd godt finde på at sige til en bordherre/dame at jeg bare sidder og er lidt stille nu. Jeg har været til ting hvor jeg ikke kunne tale med dem jeg sad ved siden af, i en halv til en hel time, og sådan er det, så må jeg vente til det falder naturligt for mig at komme igang. Og jeg er enda et meget talende menneske, men ikke på kommando og ved alle lejligheder.

Selverkendelse og det at stå ved at man kan reagere på at være ude blandt andre er en del af vejen til det bliver bedre. Jeg tror så ikke med en Apergers at jeg nogensinde bliver helt 100 procent driftsikker socialt, at jeg bare performer enartet gang på gang, men med det i baghovedet kan jeg tilgive mig selv og med den viden kan jeg formidle det til andre -om de forstår det? Om ikke andet er det blevet sagt, så kan jeg ikke gøre mere.

Hvad er det for situationer der ofte tricker en? Man kan jo forsøge at skjule, men løser det ens problem fremover? Jeg har det sådan at noget er jeg kommet videre med ved at skjule, men så er der ting jeg bare ved ligger dybere, så jeg hellere vil være åben om det, og måske på den måde komme videre, at de situationer ikke længere har magten over mig, når de nu er sagt.

Noget andet er at alle dem vi selv synes fungere godt socialt til selskaber og arrangementer, kan have mange af de samme følelser, de kan sagtens gå hjem og tænke, hvorfor sagde jeg det og hvorfor sagde hun det? Og ærger sig over der var ting der kunne have gået anderledes og føle sig socialt akavet, selvom de andre folk udefra ikke har oplevet det sådan.

Noget andet er at man til nogen arrangementer konversere om hvad man arbejder med bolig osv. Og det kan være et mareridt hvis ens eget liv ser meget anderledes ud, at man fx. ikke har et job, har været ud at rejse...kan rejse, har råd til at rejse. At man kommer til at hæng fast i overflade hejset som mange mennesker snakker om. Og som også er mit personlige mareridt, om en konversation: Job, boligpriser, børn, rejser....Jeg er et helt andet sted i mit liv, og jeg har ikke meget at sige om de emner, andet end noget upassende, hooost!.
Men der er også fiduser at lære for at være mere elegant, eller bare ærlig. Det er ok at være sig selv autentisk, jeg går ikke selv ud for at møde mennesker for at ende med at møde deres selskabsmaske. Stigma og selvstigmatisering spiller en rolle for at nogen trækker sig socialt, for at undgå hvad de føler er konfrontationer og blotlægger ting man er ked af i sit liv, eller føler er anderledes.

Ja, der er nogen typer sociale typer der er som fisk i vandet, men det er dog ikke flertallet. Men de kan være spændende at lure lidt på, hvad er det de gør og hvad er det der sker?

At have venner og bekendte der er lidt mere social end en selv, eller har indøvet strategier kan være godt at lære af. Faktisk tror jeg at dem jeg har lært mest af er dem der ikke er perfekte, men bedre end jeg, men ikke super, på den måde erders metoder til at rumme og overskue, måske mere synlige, fremfor den hyper sociale der har mange flere muligheder at trække på. For fidusen er at lære de små snydegreb et for et, og så begynde at føle mere tryghed, for så kommer noget af det af sig selv. Det er også at tillade sig at være lidt tilskuer til hvad andre gør. at man ikke behøver at være en dresseret Sæl når man er ude.

Og det er ok at kigge og ikke sige så meget. Man kan starte med at finde et velvilligt ansigtsudtryk til sociale lejligheder det er altid en start. Eller bare finde et godt sted at stå eller sidde, at lære at bruge et rum område på en måde der fungere for en. Det er ok at finde dem man synes virker ok, og dem man kender som ankre for at være udadvendt.

Som Autist kan man både virke/være den udadvendte type eller den inadvendte, og enda begge dele for at gøre det helt indviklet, men det kræver næsten en anden blog at skrive om det. Man kan være "lidt for meget" og den helt stille. Jeg kalder mig "falsk ektrovert" da jeg udadtil kan virke meget udadvendt til tider, men gennem en aften svinger mellen introvert og ektrovert, i nogen tilfælde fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg har trænet at gå til koncerter/arrangementer alene, jeg har haft gåudvenner jeg har lært af, og kunne støtte mig til, men det kom faktisk senere. Når jeg har gået alene, har jeg jo haft et klart formål, der var noget jeg gerne ville opleve. Og det at jeg ingen havde at gå ud med skulle ikke forhindre det, men det har også været et formål i sig selv at skabe sig frihed til at færdes ude sammen med andre.

Jeg har oplevet mange gange, at der var ting jeg bare ikke kunne overskue aftaler/invitationer når dagen oprandt, og når en Aspergers kombineres med depression, så er sociale aftaler en udfordring. Af og til har jeg bare måtte melde fra og ikke altid i passende tid. Og i det sidste år er der så meget jeg ikke er gået til, de jeg ikke har kunne slæbe mig ud af døren til mange ting, specielt større arrangementer. Så i perioder har jeg været mindre social, og frygtet at det ville blive ved sådan.

Alt efter ens ambitioner og drømme om at kaste sig ud i det sociale, så vil det tage tid og øvelse, men det er muligt at nå meget langt. Der kan komme tilbagefald, men når man så er parat igen tager man jo de gode erfaringer med sig. Med Aspergers/Autisme så bliver man måske ikke helt stabil i sin socialisering, der kan være dage man bare ikke magter det samme. Men den grundlæggende sociale erfaring er med til at balancere oplevelsen, før, under og efter.

Om ikke andet er jeg nået ret langt, fordi jeg så det som noget der bare skulle arbejdes på, da jeg ikke vidste jeg havde en Aspergers og derfor en medfødt udfordring, den manglende viden har ikke været optimal i min forståelse af mine udfordringer, eller for at vælge metoder til at håndtere dem. Alligevel har jeg fået sat noget godt igang inden jeg fik diagnosen, og nu håber jeg at mere falder på plads, nu hvor jeg ser mønstret klart.

Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse er kronisk, men der er også muligheder for at udfordre på de punkter hvor man gerne vil lidt mere, så man får mest muligt ud af, at det faktisk ikke bare er en masse problemer at have Autisme, men at der er så mange spændende muligheder, når man nu har fået et andet styresystem end flertallet. Men hvad man gør skal man gøre af dedikation til det, for det kræver noget, men der er mange muligheder.

Backstage manager som social empowerment

Sidste weekend udviklede sig mod, hvad jeg ville kalde ekstrem socialisering når man er en Asperger. Jeg var kommet til at love Miss Fish at være backstage manager til Mix Copenhagens lukke fest om lørdagen på Warehouse 9, dog uden at være klar over der var show fra 22.00 til over 3.00, jeg havde regnede med en 2-3 timer hvor jeg skulle være helt on, ikke et så langt program. Altså dukke op kl 18.00 modtage kunstnerne, få det hele på plads til 22 og så derudaf til når den sidste skulle på lidt over 3.00 og så fest til  5.00 morgen. Så jeg måtte lige forhandle mig til at der ville komme en anden hjælper på efter 24.00, for at få ro i sjælen.

Hvorfor havde jeg ikke gået mere op i hvad opgaven gik ud på? Fordi jeg formodede den mindede om andre warehouse 9 programmer, så det tog lige røven på mig. 

Har jeg så prøvet at være backstage manager tidligere sådan da.....jeg var konferencier/backstage manager på halvdelen af juleshowet sidste år, og så har jeg jo hjulpet til mange gange med diverse, enda stå i baren.....Baren er absolut ikke der hvor jeg har tjek på sagerne, selvom jeg er god til at sælge drinks.

Et af de  tekniske momenter (den pink lady er Kenneth Cockwhore 

der var DJ sidst på aftenen) Foto: Steen Hansen

Jeg har i et halvt år undgået for mange mennesker til store fester, og nu kom jeg fra asken i ilden, for der var godt nok mange mennesker, både inde og udenfor warehouse 9 i "Teltområdet". 

Og der var også rigeligt med kunstnere backstage. Og backstage er nu blevet flyttet længere væk end tidligere, hvilket betyder tjek på nøgler og mig piskende frem og tilbage på stiletter ude langs med bygningen, det er jo gamle staldbygninger i Kødbyen, og rummene hænger ikke alle sammen, så man skal ind og ud udefra og søger for at låse efter sig så der ikke er noget der står åbent. Stilletterne var min egen skyld, men jeg synes at folk skulle have den fulde Warehouse 9 stil, og vi går ikke ned på udstyr hvis det kan undgås!

Min opgave var at få folk ind på scenen på det rigtige tidspunkt, udover det skulle jeg skabe god stemning, og være behjælpelig med hvad der nu opstår af nødvendigheder og 117 andre ting man først ved når man står i situationen og opgaven er der. 

Og da den anden backstage manager dukkede op ved 24.00 fik hun overdraget backstage nøglen, men jeg kørte såmænd bare videre med at arbejde, da der var rigeligt at se til med små bogstaveligt løbende opgaver og folk der skulle på scenen. Og som erfaren ved jeg jo hvor jeg kan finde folk, hvordan man skaffer mere spiritus, og hvor ting er. Og jeg kan hente ting til folk der er bundet til en opgave henne ved en lyd/lyspult osv. Udover det var jeg også stemningskabende go-go girl. 

Gnucci på scenen, et øjeblik hun stå stille 

Foto: Steen Hansen

Festen fortsatte til 5.00 hvor gæsterne modvilligt gik hjem de hoppede stadig rundt på det tidspunkt og jeg var så hjemme kl 6.00.

Jamen, var jeg så ikke Autist lige den aften? Joooo da, men jeg kan faktisk fungere i kaos, og med de rigtige mennesker. Og jeg havde jo mulighed for selv at styre min måde at løse opgaverne på. Og jeg har prøvet opgaverne tidligere. 

Men jeg var nu ved at gå i panik da jeg skulle finde mit outfit hjemme, men det gik nu, det er bare længe siden jeg har haft fat i festtøjet, men heldigvis var det meste der hvor det burde være. Netstrømper, tingeltangel, makeup, stiletter, ned i den lille pensionisttrolly med det og afsted.

Men jeg er stadig den der kan gå helt sukkerkold til en pæn rolig fest. Og hvor jeg ikke magter situationen.

Og fredagen og søndagen var også meget social og er jeg træt nu, absolut, træt og tilfreds.

Det her er hvad jeg har slidt for fra jeg var 31, at kunne gå ud og møde verden og livet og jeg ikke ville finde mig i at leve socialt isoleret og begrænset, på grund af andre, eller mig selv.
Og ja, det var squ den hyggeligste backstage med nogen spændende søde mennesker, der var helt prof. Et brag af en fest fyldt med glade hoppende mennesker. Samt en lille impro fest på kulturnatten og ud og spise Indisk om søndagen og så fredagsbar på en søndag til seeeent. 

Jeg har levet alt for stille, alt for længe, siden årets begyndelse, nu må der godt ske lidt mere.