Og den viden er barsk fordi det betyder at være i konstant risiko for at være udsat, at blive ydmyget, misopfattet, og bare måtte tage det, for det er jo sådan det er. på spektret
Man skal være taknemmelig alle de gange man kan kan fremstå som nerotypisk og sympatisk. Og de gange man ikke kan det?
Det nytter ikke at sige til sig selv jeg er et godt menneske og jeg tager hensyn til andre. Afmagten i konflikter og at andre ikke tager hensyn er der som en evig trussel. Og konsekvenserne er meget svære at få bearbejdet.
Jeg vil godt ud i livet, men jeg er klar over at jeg i den grad har brug for en kuvøse/hule jeg kan krybe i, at jeg kan vælge omgivelserne fra elle til efter mit behov, ikke deres behov for at overskride mine grænser.... er det realistisk? Ja, jeg tvivler faktisk, det er et drømme scenarie, og hvordan og hvor?
Er der noget der er hjem for mig mere? Jeg føler mig som et spiddet insekt i en glaskasse.
Jeg rækker ud efter livet, men har ikke basen, eller det rigtige udgangspunkt. Og findes det for den sentdiagnosticerede der har levet ude af balance i mange år?
Mange mennesker er fulde af usikkerhed, om de er gode nok, om de præstere nok, om de andre præstere mere, eller de bare er heldige, det er lidt tidens tema. Jeg selv tror ikke på heldet eller skæbnen, jeg tror heller ikke på valg på samme måde som valg glorificeres i samtiden, for mig er valg valg, at gøre det ene eller andet på mere eller mindre oplyst grundlag, hvad resultatet bliver er ikke til at forudsige.
Jeg tror på livet, som i at være ude i det, være i det, glemme sig selv, alt andet er bare smerte og tvivl.
