Træn dine algoritmer og hvorfor doomscrolling måske kan være ret ok.

 I dag har jeg fået meget i min feed på FB om det negative ved sociale medier og internettet.

Men reelt afspejler det hvor vi selv er, om vi bare sidder hjemme, eller vi scroller alle steder og situationer. Hvordan vores algoritme ser ud. Det er ikke det samme internet, men de samme oplevelser, delvis, men alligevel ikke. Vi bruger det på vores egen måde, nogen tager imod det de får, andre søger mere og søger mere hjørner. Nogen søger reel vide og information og ved hvordan. Nogen finder noget vidunderligt, de ikke vidste eksisterede, og søger mere viden.

Der er flere lag, der er det vi alle får smækket i hovedet i håb om at vi vil se det, og så er der meget mere.

Doomscrolling? Ja, det kan være en dårlig vane, men det kan også grounde nogen af os. Og hvis vi ikke gjorde det ville vi gøre noget andet random, altså bare en anden overspringshandling, vi ville stadig ikke gøre det vi burde.

Når folk bruger det som skærmning i sociale situationer, om det er offentlig transport, på cafer osv. Ja, mon ikke den skærmnings behov har været der også før mobilen? Nu har vi bare en måde at gøre det på der er social acceptabel sådan da.

En aflednings manøvre og fidget toy. Når vi snakker om hvor svært det er at aflægge od mobil vanerne, bør vi vel spørge os selv om hvad det er de gør for os. Og hvorfor det åbenbart mangler i tilværelsen. Er det lov til pauser, er det kravet om effektivitet alle vågne timer. At have lov til at zone ud og være unyttige.

Men online afspejler og måske forstærker vores sindstemning, mønster genkendelse. Negativt, genkender negativt, depression genkender depression, glæde, genkender glæde. Vi ser det vi ser, og overser andet. Algoritmen forstærkes.

Men vi kan godt styre algoritmen, selvom den altid trækker i særlige retninger, men ved man det, kan man trække en anden vej. Man kan motionere sine algoritmer. Man kan fucke lidt med dem, algoritmerne. De skal ikke tro de ved bedst, overrask dem.

Der er reel viden på nettet og man kan fact tjekke. AI svare fint på mange ting, på andre ikke. Wikipedia er faktisk ret solid. Men jo mere du selv ved i forvejen, gør du kan se hvis der er noget. Og du tjekker efter. Nettet gør ting hurtigere, men du skal stadig huske at tjekke, det tager man ikke skade af.

Og jeg har det fint med at kigge søde dyr dagligt, jeg ville selvfølgelig helst klø dem bag øret live. Men jeg får også viden jeg ellers ikke ville have om deres intelligens osv. Så selv endorfin scrolling kan give viden, nyttig? Hvis det giver respekt for dyrs intelligens, synes jeg det er ok.

Og så er der kunst og kultur, vi behøver ikke at gå laveste fællesnævner, men vi kan, og man kan blande, højkultur, elitær viden og popkultur, og det nyeste sladder, politiske deepdives, podcasts, laaaange youtubes. De mindste subkulturer, de mest nørdede fora. Og uanede mængder af lir og løjer, men også hvordan man gør praktiske/tekniske opgaver, skridt for skridt.

Når AI kommer for alvor? Vi aner det ikke. Det kan blive fantastisk, det kan blive et mareridt. Det kan blive begge dele. Reelt er viden magt, den viden du har der er reel er den du har til at manøvrere i en virtuel verden, der bearbejder det vi ved. Men med en indsigt der ikke er menneskelig.

Jeg spurgte AI omkring noget med Romerske dragter. Og jeg kunne godt se hvordan det kørte i ring, jeg gik mere i dybden, jeg krævede noget konkret, men den kunne ikke. Den sagde det jeg spurgte om var sandsynlig, og lidt mere end det. Men i forskning kan jeg ikke bruge det til noget. På den anden side ved jeg at jeg selv skal finde og se den missing link der kan bevise det. At jeg må bruge de evner jeg har til at se det og sætte det i kontekst, så det er forskning. Ikke at det er helt forkert at sige at der sansyligvis har været noget, men det skal bruges ufatteligt sparsomt, og kan slet ikke bruges i forhold til det der er væsentligt for en bevisførelse.

AI ved meget om nogen emner, fordi der ligger meget på nettet om det, andet der er mindre om forsøger AI at få til at hænge sammen, hvilket kan være lidt sjovt. AI vil så gerne og har meget fine fluffy sætninger. Men ved man bedre, ved man bedre. Gør man ikke? Ja så er man på den. Og skal nok passe på med at bruge det overfor nogen der ved.

I forhold til Autisme og ADHD? En del af os bruger det til grounding/fidget toy. At zone ud. Afledning. Når nogen siger at de spilder tid på at scrolle, husker jeg på at jeg før i tiden kunne sidde og glo ud i luften og være i en egen verden, en doomscrolling uden net og mobil. Bedre, værre? Min tanker er bare at jeg "spildte tiden" også dengang, bare på en anden måde, at det var nødvendigt, at det er den måde jeg fungere i verden. Vi kan kræve effektivitet, at vi skal være nyttige og gøre det rigtige gennem hele dagen. Men med Autisme/ADHD er de her bobler/ud-zonening'er nødvendige for at holde os kørende. Ville det være bedre at vi sad og reflekterede ved en å, end a kigge på søde katte på tikTok? Sikkert, men vi gør det der er muligt og realistisk, hvor vi nu er placeret i verden. Vi kan arbejde mod at ændre på det der er vores personlige bobbel/ud-zonening, til noget der kunne være endnu bedre, men for os, ikke som at signal til omverdenen om at vi er mere mindfull og autentiske nu, end dengang med Kattene, eller hvad vi ny nød som en stille stund.

Tanker omkring Mikayla Raines fra Save a Fox.

I mandags så jeg at Mikayla Raines havde begået selvmord. Hun havde skabt Save a Fox centret hvor hun redede Ræve fra Pelsfarme, udover Ræve der havde været kæledyr og nu havde brug for et sted fordi ejeren ikke kunne klare dem, eller var død. Mange stødte på hende på YouTube under covid. Og hun var lige det man manglede på det tidspunkt, og folk har fulgt hende siden og flere kom til. Det gav folk endorfiner: de skønne Ræve, og den gode formidling, in usikker tid. Det var nærværende og jordnært. Og vi kom på fornavn med alle dyrene.

Vi fulgte også at hun fik en kæreste, der måtte indrette sig på, at der var dyr over det hele, også mange andre end Ræve. Og senere fik de en lille Pige. Og der kom mere og mere gang i at hjælpe flere Ræve og opkøbe en hel pelsfarm med 400 dyr og samarbejder omkring det. Større visioner, og samtidig med det evige praktiske arbejde, det meget praktiske fysiske arbejde har været stort. Og når man så lægger Autisme og borderline til. På den ene side kan diagnoserne også bidrage til noget godt og særligt, men det er også en farlig ballancegang. Det er godt vi har noget at brænde for, og noget andet end os selv. Men det kan køre på grænsen.

Jeg er ret sikker på at alle dem der gik efter Mikayla Raines online, følte at hun havde mere, fik mere, og de selv fik mindre. Nogen var enda nogen hun havde kendt personligt ikke bare online trolls, men hun var jo online af gode grunde. Det var sådan hun skaffede bevågenhed og donationer. Men de mennesker der forfulgte hende online kunne ikke se prisen der skulle betales, eller anerkende det store arbejde, på trods og ikke mindst i forhold til to alvorlige diagnoser, hvor kun kærligheden og dedikationen kunne opveje hvad det har kostet.

Udefra set var det det perfekte liv, som mange med Autisme/ADHD kunne drømme om, et liv med dyr og nærvær, og en sag at kæmpe for. På den måde var hun en inspiration og forbillede for folk med eller uden diagnoser.

Når vi kækt siger at i dag har alle en diagnose, og overser at diagnoser har konsekvenser, forhøjet rate af selvmord, selvskade, overset i sygehus systemet, overset allemulige steder i samfundet gennem hele livet. At vores tanker og følelser ofte ikke bliver valideret, men talt ned. Det slid på os, gør at vi allerede som 29 årige kan føle at alt er brugt, men også at vores "system" kan lukke ned uafhængigt, bare lukke ned, uden vi har magt til at gøre noget, i bedste fald kan vi gå i hi og håbe på vi kommer ud igen, andre gange er det definitive valg.

Husk at være mere omsorgsfuld, mindre dømmende, bedre informeret.

Frøken Autisme og Miss ADHD tager til koncert.

 Der var to muligheder den søndag, at jeg passede hunden mens hans Far var til koncert, eller at en af vennerne meldte afbud og jeg fik biletten. Og hvad det blev til, ville jeg få at vide tidligere på dagen for koncerten. På en måde win win en sen eftermidag/aften med hunden Bonus, eller Neil Young koncert. Og jeg havde sikret mig plads i Blågårdsgade til at Bonus og jeg havde en god plads, så jeg kunne sy/arbejde. 

Men det blev til koncerten. Meeeen samtidigt var der også cykelløb i KBH, og afspærringer. Ja det havde jeg godt set, men det her var jo ompro. Så jeg prøvede at snige mig udenom, hvilket alligevel fik mig i afspærrings fælden. Jeg endte ude på en midter rabat, som en fucking runway, og jeg var pissed off for jeg havde ikke tid til det, og det var vaaarmt.  Jeg kunne have taget Metroen og kommet nedenunder, men når jeg er afsted, har jeg svært ved at omdirigere, og jeg var absolut på afveje nu. Og nu var jeg nået til svinget på rådhuspladsen. Og jeg øjnede et stakit der var hægtet lidt af, så jeg så mig omkring, sneg mig ud og over, hægtede det op på en anden side og smuttede ind og satte det tilbage. Og kom gennem kødranden af mennesker. Miss ADHD havde overtaget, og så var det 7/11 efter croissanter, sukker og fedt er godt for/mod nedsmeltning. Og jeg var jo sulten fra start, hvilket ikke er en god start, men ret typisk. 

Så nåede jeg hen i lejligheden ret hurtigt på trods af afspærringer og kaos, og hunden skulle hen hos den der ikke skulle med. Det fik vi fikset, og så var det metro tid. Og den var stop proppet. Og også vaaaarm. Så da vi steg ud ved 10 øren, var det om at have været i dampbad med tøj på. Og så var det hen og stå i kø ved indgangen. Så langt så godt.

Måske det var der jeg opdagede jeg havde to forskellige sneakers på, godt nok samme brand, men ikke et matchende par. Det nummer har jeg vist kun lavet en gang gør. 

Det var inner cirkle VIP biletter. Jeg fik mig en IPA fadøl, og så skulle jeg lige op og kigge ved scenen og Peter Sommer var forband og det ville jeg gerne se/høre. Så nu var jeg upfront! Og efter det sagde de "en kort pause, og så kom Neil Young på) -Det varede dog varede en time. Hvilket trak tænder ud på mange, også fordi en del var langt over de 60. Men til sidst lykkedes det. 

På et tidspunkt tænkte jeg at jeg var noget usocial overfor mine venner, og forsøgte at finde dem igen. Det lykkedes ikke, så nu søgte jeg en ny god plads. Jeg er ret lille og og en sniger og fandt en ny god plads, og senere en en endnu tætter på og også god. 

Jeg kan altid finde nogen ok at stå ved siden af. Nogen proff koncertgængere. Og det at skifte plads kan være godt, for lyd og oplevelse. Og jeg er ikke den der står som en saltstøtte når jeg er til koncert og jeg tager alt ind. Godt nok har jeg de der huller i opmærksomhed, men ellers er det 150%. Jeg er også den der kommunikere med andre, så pauserer ikke et problem. Jeg er vel egentligt ret udadvendt end de fleste og også uden alkohol. 

Jeg går ind for at vise et band at man er med, og de kan jo se en. Og folk er med. Jeg undrede mig lidt at front row var så ubevægelige, og helt uden de gestus man normalt har til koncerter, men måske de kun kom ud til Neil Young koncerter og ellers sjældent. Umiddelbart var folk ikke ret givende der, men godt nok koncentrerede. Men der var også mange ældre og vel mere over 70 end under. Men de yngre var lidt det samme. Men der var andre steder hvor der var mere gang i den. Så jeg fik fotos/videoer til min van. Hvilket jeg hader fordi jeg synes det fjerner oplevelsen at huske at tage billeder. Måske et pande kamera? :-D 

Efter koncerten fandt jeg vennerne, og så var der kø til Metro, en meget lang kø. Og da det blev vores tur til at komme på perronen var toget allerede fyldt af hjemrejsende fra Kastrup lufthavn. Det blev en Japansk metro oplevelse, presset som sardiner. Vi stod af på gammelstrand og jeg valgte at gå hjem til Nørrebro også for at løsne kroppen, jeg havde stået op og strakt halsen i mange timer, og det at gå hjem hjalp. 

Til koncerten så jeg nogen med solsikkebånd, og jeg må nok overveje at have et just in case jeg ikke kan bunde. :-D 

Man kan sige at sådan en dag byder på mange udfordringer, meget uforudset, mange indtryk, og situationer. Og jeg startede med en nedsmeltning, så en regulering, så en fyldt metro, så noget jeg ikke kunne finde i min taske i køen til koncert, så lande det. Og så gå i koncert mode. Og så den belastende hjemtur, men hvor jeg bare lukkede øjnene og holdt fast. Omstigningen kongens nytorv til den anden linie, var at det ikke er til at fatte, og at metroen bestemt ikke er egnet for alle. Og min gåtur hjem var bare afslapning. 

Men hvad så med musikken? Peter Sommer var god, jeg har aldrig set ham live så det var en god overaskelse. Og han er god live og jeg kender alle sangene. 

Og Neil Young var fantastisk, det var ikke en gammel 80 årig der gik på scenen, men en kunstner på højde med sit ry. Bandet Crazy Horse var med gamle og nyere medlemmer der virkelig gav den alt. Og Neil Young var bare på i de 2 timer. Og hans lyriske stemme i topform. Og vi kom gennem diverse genre, støjrock, det blev næsten metal også. Og der blev skiftede guitarer af alle typer, næsten fra nummer til nummer. Måske det gjorde at lydprøven var lang. Der var også en gammel "Salmecykel" og en Due der blev hejst ned der kunne noget, så der var meget der skulle være tjek på. Men ingen storskærme. Eller fancy lys. Der putlede lidt røg ud midfor bagerst, men meget lidt. 

Jeg havde ørepropper, men jeg tænkte jeg ville tage støjrocken ind. Det var højt men ikke for højt, jeg ville have det hele med.

Koncerten endte med en nærmest exorcisme, en udrensning, og lidt som Paty Smith er en shaman på scenen, var Onkel Neil det samme under keep on Rocking in the free world, på et grundlag af bombninger i Iran og hvad "the free world" må bestå af lige nu i 2025. På metro stationen kunne man høre folk chante den som et ekko i natten. 

Samtaleterapigruppe, personlige overvejelser.

Jeg er blevet flyttet over i en anden afdeling i distriktpsykiatrien, og åbenbart forventes det at man går til samtalegruppeterapi. Det havde jeg ikke lige set komme.

Ofte vil man prøve at matche de grupper på forskellige måder. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, lidt typisk har jeg jo huller i opmærksomhed, og stress og overraskelser gør det værre. 

I første omgang tænkte jeg stakkels de andre, med mig i gruppen. Efterfølgende har jeg tænkt, at det nok ikke vil være godt for mig, da jeg tager for meget ind. At det at sidde med 4-5 andre i to timer om ugen, er for meget for mit "system".
Det er ikke bare noget jeg tror, det er noget jeg ved, da jeg jo træner "socialisering" dagligt, og der, er der ikke tale om noget der går så tæt på, alligevel kan det være mere end rigeligt. Men her kan jeg jo selv doserer det, og bevæge mig i det som jeg vil. En samtalegruppe er meget mere fastlåst fysisk og psykisk. 

Med ADHD/Autisme vil man også helst at noget giver mening for en, og det her giver ingen mening for mig, det er ukonkret og ikke målrettet. Har de andre ADHD og/eller Autisme? 

Jeg bliver mere og mere bevidst om at den alliistisk/neurotypiske opfattelse, meget ofte ikke harmonere med hvad der funger for mennesker på spektret. Det er en dead end. Vi kan konkludere vi er forskellige og det er ok, men strategier, reflektioner og løsninger er forskellige. Mennesker på spektret er meget forskellige fra hinanden, men vi kan have meget lignende måde at opfatte verden, der er afgørende anderledes end en neurotypisk person, uanset at man kun er "lidt Autistiske" i andres opfattelse, de lidt Autistiske er som et isbjerg, hvor kun toppen ses, og ikke den enorme ismasse under, hvor dem der fremstår mere tydelige, har en anden ratio, men på en måde er det den samme masse fylde, om andre vil se det eller ej. Hver udgave har sine udfordringer. Og så er der det vores opdragelse og kultur har formet os som. Og hvor formbare vi har været. 

Jeg er en af dem der har prøvet på at indordne mig, uden at det var muligt 100%. Ret logisk, for så havde jeg ikke Autisme eller ADHD. Men det videste jeg jo ikke, et eller andet sted har jeg håbet at jeg en dag ville forstå ting bedre, hvis jeg gjorde mig nok umage, lærte at gøre ting rigtigt. Sådan fungere det bare ikke, det kan i perioder og for andre fremstå som om der er fremskridt, men den det er på et falsk grundlag, og man kommer til at betale for det senere. Skønne spildte kræfter for at fremstå neurotypisk, og være ok, stramme ballerne, tage sig sammen. Det er som sort is, vanddrukken, næsten usynlig i vandet, men stadig is. Som fysisk is farlig at sejle ind i, men som metafor for Autisme, mest farlig for den Autistiske selv.
Næsten ikke Autistisk, og på vej til en større kollision der ikke kan komme udover. 

Jeg har været til meget forskelligt i grupper: "tvangsgrupper" i form af arbejdsprøvning, kurser for arbejdsløse osv. osv. Umiddelbart gjorde det mig endnu mere humanistisk indstillet, at mennesker prøver at gøre det så godt de nu kan. Lidt i modstrid med hvad mange andre påstår. Selvfølgeligt tærede det på mig at være til den slags. 

Jeg ved ikke om jeg vil opleve en solidaritet i dag, at vi er forskellige og vi prøver. Eller jeg vil tænke at jeg har hørt det hele, og synes jeg har rigeligt i det jeg selv har i hverdagen. Eller jeg bliver frustreret over noget under overfladen som jeg kan fornemme. For selvom jeg kan have huller i min opfattelse af samtaler, så er der andre ting jeg får lige ind, og ikke er i stand til at overse. 

Lige nu er jeg bare meget i process, rigtigt meget, og jeg vil bare lade den kører ,for den synes at rulle afsted helt af sig selv, uden at blive skubbet på yderligere, så jeg ville ikke anbefale gruppesamtaleterapi til mig selv. Kan jeg blive nødt til det, for ikke at blive hældt ud af distriktpsykiatrien? Kan jeg overveje at starte og se hvad det er? Joooo, det kan jeg vel.
Starter det først efter sommerferien? Det giver mig lidt tid til at lande lidt med mit eget. 

Lige nu føles det som om jeg er i begyndelsen af tredverne. Det føles også som om jeg har været død i 12 år. Det er lidt en hardcore kombi, jeg må klare selv. 

Hvorfor falder vi med Autisme/ADHD udenfor distriktpsykiatrien, uden at have noget tilsvarende?

Det er helt korrekt at Autisme og ADHD umiddelbart ikke høre ind under psykiatrien, hvis der ikke er en komorbiditet i form af psykiske diagnoser oven i, udviklingsforstyrrelsen. Men selv med den komorbiditet der meget ofte er det ikke altid man passer ind i distriktpsykiatriens rammer. Eller de kan tilbyde det der er relevant for os. 

Det lader til at hvis jeg skal fortsætte i distriktpsykiatrien skal jeg være i en samtalegruppe, om angst eller depression fx. Hvilket jeg tænker kunne være ret belastende for de andre, udover for mig selv. At være i gruppe med en vred midaldrende Autist/ADHD kvinde der har læst på lektien er ingen spøg. Dammm hell! Bare tanken. Gys. Men jeg kan blive nødt til det. 
Grundlæggende vil jeg gerne være under distriktpsykiatrien fordi de alment praktiserendelæger omkring medicin, de ved ofte for lidt om Autisme/ADHD, og det ligefrem kan udsætte mig for farlige situationer, fordi de ikke ved noget, men alligevel mener noget. Jeg kunne gå hos en psykiater, men der er mangel på de gode, så der er lang ventetid, og de fleste med det speciale Autisme/ADHD er egenbetaling. 

Problemet er, at sker der noget med mig kan jeg være for langsom til at reagerer, eller holder mig fra at kontakte, og at der ofte ikke er en forståelse. Det er nok en af grundene til at mennesker på spektret forventes at leve kortere end gennemsnittet. Mange har fysiske sygdomme der er typiske, hyppigere forekommer hos mennesker med Autisme/ADHD. Vi har en anden måde at fornemme det fysiske, enten mindre eller mere, hvilket kan være en udfordring at tolke for ikke specialister. Det kan også gøre at nogen bliver undersøgt for et utal af ting, i stedet for det der ville være det mest sandsynlige med Autisme/ADHD, i det mindste starte der. Vi er sikkert også mere stressede når vi skal forklare hvad det drejer sig om, eller vi fokuserer anderledes, eller bliver forvirrede fordi lægen går i en anden retning, eller en tredje. Så for mig er de bedst med noget løbende kontakt, af nogen der kender mig. Det andet er for usikkert. 

Med hensyn til alment praktiserendelæger, kan også dreje sig om ting som holdninger til medicin, fordi noget ikke kan anbefales, eller over tid, kan det være den eneste løsning, eller den eneste i forhold til den virkelighed vi lever i. At ja det kunne være andre muligheder, de er der bare ikke. Det handler om at få det til at hænge sammen på en eller anden måde. Og at have idealer på et område, og helt ligeglad med konsekvenserne det skaber, er at være uden etik og moral, kan man ikke tilbyde andet, hvad er så alternativet? Jeg er vel vidende om at læger er under opsyn omkring visse typer medicin, så de skal dække sig selv ind så de ikke kommer i klemme, og de har intet at henvise til. Så hvis man ikke dør af det ene, kan man bare dø af det andet, og det sidste vil ingen kunne anklage nogen for, folk med ADHD/Autisme dør tidligt statistisk. Men så er vi da ude af systemet, next generation, rinse and repeat. 

Men jeg har prøvet at få taget noget medicin fra mig, der endte med at starte en kædereaktion, der absolut ikke var god. Nogen har magt, andre har afmagt. Det er ikke bare for sjov, og andres holdninger kan koste dyrt. Jeg har ingen stemme, er jeg uheldig i systemet, er det det jeg er. Og det har foregået de sidste 12 år...reelt meget længere, men det var der det virkeligt ramte, fordi jeg ikke kunne rejse mig igen. Jeg var blevet ældre og mit "system" mere slidt. Mine Fønix evner var der ikke mere. 

Dårlig læge, dårlig psykiater. En reel følelse af at være så ligegyldig at jeg ikke var værd at hjælpe, jeg var den generation der bare skulle dø ud, sendiagnosticeret i en alder og med førtidspension, ikke et liv der var pengene værd. Og det har konsekvenser, det er ikke deres skyld jeg stadig lever, og der kunne have været gjort en forskel, det var ikke bare som det var. Men det vidste jeg ikke.
Jeg sad på dødsgangen, men hjemme. Ensformige dage der blev mindre og minder, og jeg ikke kunne huske mig selv som jeg var. Jeg var blevet et skygge menneske. 

Hvis jeg havde været tilknyttet noget som distriktpsykiatrien, havde jeg været noget bedre hjulpet, selv uden at være overoptimistisk. Det er også fordi det er mere tværfagligt, et man møder flere og at der er nogen mål. Hvor en læge eller psykiater står alene, og også kan dække sig helt ind. De kan leverer langt under det minimale, uden problemer for dem. 

Jeg skal om ikke andet skifte praktiserende læge, udover det hvordan pokker jeg skal finde en ok psykiater. 

De fleste med Autisme eller/og ADHD har brug for støtte i en eller anden grad. Mange af os har vænnet os til ingen støtte, eller slet ikke tænke på hvilken støtte vi burde have, vi tror bare det er sådan det er, vi kan slet ikke forestille os at verden passede bedre til os. Og i den situation stiller man ikke krav, eller stiller spørgsmål til status quo. Hold os uvidende og skamfulde, jo længere det er muligt behøver man ikke at gøre noget, eller se på den viden der faktisk er på området. Og hvordan man kan forbygge hvad der er sket til mig, og så mange andre. 

Viden er det der skal til, forskning, fagligt, personligt, i samfundet. Og vi er bagud, forbandet bagud. 

Hele mit liv har jeg aldrig passet ind i de kasser der var, og det var mit problem, selv som forkert, er jeg forkert, og det bliver ved og ved, og det er helt utroligt. For jeg er ikke noget specielt og særligt som sådan. Men vi har altid været gode til meget ekstra firkantede kasser i Danmark. For det er nok at have kasserne, så man kan sige de er der, det er bare ligemeget om der er kasser nok, og størrelsen på dem.

Et samfund består af mennesker, alle mulige og umulige slags mennesker, men det definere et samfund hvilke kasser de har og hvad der står på dem, og hvem der ikke engang er en kasse til. Men det er ikke noget vi taler så meget om, måske lige udover dem/vi der er de rigtige og dem/de andre der er ovre i kassen....udover hvad der røg udover kanten og udenfor. Men vi taler om mennesker, rigtige mennesker. ikke bare "nogen" og "de andre", "dem der". 

........2 timers samtalegruppe om ugen! For hewlede! :-D 

Er der et autentisk selv bagved masken?

Som meget sen-diagnosticeret med Autisme/ADHD har man prøvet at få livet til at fungere i mange år, og det kan være svært at huske sig selv som barn og ung. Måske endnu mere svært hvis der har været trauma. Trauma kan være som et slør over fortiden. Og rigtigt mange på spektret har det, vi er mere sensitive, samtidigt gør arvelighed også at en forældres Autisme og/eller ADHD har påvirket opvæksten. Det kan være svært at vide hvor trauma og Autisme/ADHD ender og begynder. For der er overlap i hvad der kan komme af symptomer. Er det en senere pådraget komorbiditet, eller den personlige udgave af ADHD/Autisme? Der er et puslespil, men ikke det puslespil nogen bruger som et symbol for Autisme spektret. Jeg tænker at der er mange komponenter, men det er langt mere organisk og det er ikke meningen at det kan løses. Men det er muligt at mindmappe hvor man selv er og tilføje elementer, det er ikke fordi der mangler brikker, der er højst for lidt for mange. Og gennem et liv er der dele af os der er mere i fokus, det hele er der, men det kan varierer med udfordringer og evner. 

Ja, vi er født med det, men det varierer hvad der personligt kommer til udtryk gennem et menneskeliv. Og vi bliver som alle andre mennesker udfordret af livet. Men med en manglende plasticitet, kan vi gå i stå fordi det er for meget at tage ind. Det er ikke det samme gennem hele livet og især kvinder føler det ændre sig i menopausen, enda ret drastisk. Og der sker nok også noget for mænd. Men det er ny viden.

De sendiagnostiserede har levet livet uden den rigtige diagnose, men med udfordringer, evt. fået andre diagnoser, som mange har fået i stedet for Autisme og/eller ADHD, det har påvirket de løsninger vi er blevet rådet til, vi fundet en "form". Og den "form", er meget ofte ikke særligt gavnlig for mennesker med Autisme og/eller ADHD. Mange anbefalinger i forhold til psykisk sygdom er nærmest ubrugelige i forhold til Autisme/ADHD. Det kan være svært at gøre op med, og ofte får man heller ikke meget opbakning, da de fleste ikke aner hvad der er bedst for mennesker med ADHD/Autisme Herunder desværre også psykiatere, læger osv. Vi er ikke nået så langt i Danmark. 

Det nemmeste har været at udskrive antidepressiv medicin, for nedtrykthed og angst. Det er samtidig medicin der er svær at komme ud af, uden længere varende reaktioner. Det tager tid at trappe ud, og så kommer der ofte noget lige når man er ved at være ud af det. Eller efterfølgende. Mange vil heller ikke udfordre at der "sker noget". Hvem samler så en op? Det der er eller ligner depression er så udbredt i den her gruppe, og forskellige udgaver af angst/OCD/posttraumatisk stress. Det bedste var nok at man aldrig var blevet sat på det antidepressive, uden at vide man havde Autisme/ADHD, det har en betydning, også selvom man får medicinen. Det er en anden kontekst, og vi reagere også anderledes på medicin. Men ofte er det at vi får medicinen fordi vi har kæmpet for meget, så vi kan gå ud og kæmpe igen, nu medicinerede. Hvor vi havde haft brug for at vide hvad der var sket og hvad vi kan gøre bedre for os selv. Medicinen opretholder masken. Og mange ender på det for altid.
Jeg selv er så presset i mit liv, at jeg ikke kan droppe medicinen. Og det ville ikke være klogt med erfaringerne. Optimalt, nej. 

At stå ved sig selv som et menneske med Autisme/ADHD, overfor sig selv og andre er ikke nemt, det sniger sig ind, ablelism, ofte i formen at "hvis jeg kan kan du også". Og i den personlige form "Jeg må tage mig sammen". 

Så det at skære igennem kræver man er ret hardcore, i forhold til andres meninger, og det "arvegods" man har med sig gennem mange år. Og hvad det at have diagnosen, bliver formet af hvad ens rammer er, opvækst, skole, arbejde. Stress faktorer, krav. Så udover de uendelige varianter af at være på spektret, så er der det omkring en, og det sidste er ret væsentligt. 

Personligt synes jeg, at jeg ikke har kunne være mig, at der altid lå noget forude, hvor jeg ville fremstå forkert. Og at jeg som regel blev overrasket alligevel. Hvilket måske er typisk Autisme/ADHD, man er for lidt, for meget. Man prøver at passe på, men så glemmer man det. Er det så det autentiske selv der viser sig når man glemmer? Tja, det kan være for meget maske og social stivhed, men det kan også være man går linen ud, også at man gør det hele, og det alt sammen kan virke off på andre.

Men det pointere at man ikke er ok som man er. At andre forventer at man kan "tage sig sammen" når det er, at man kan lære den rigtige adfærd. Men Fx. Jeg er ordblind, med en computere er jeg bedre. Jeg læser og skriver meget, men jeg er lige så ordblind som jeg hele tiden har været. Jeg kan ikke tage mig sammen og lære at læse bedre, ikke mere end det jeg har gjort. Det kan ikke trylles væk. Jeg kan heller ikke trylle Autismen eller ADHD væk, der vil ske ting, og der er ting leg glemmer i momentet, jeg ved men ikke lige kan anvende. Og det er vel det der er noget af netop forskellen, det er ikke en naturlig adfærd at falde ind i det mønster der forventes af de neurotypiske. Det ligger ikke i rygmarven. Vores hjerner tager en anden rute pr. automatik. Og meget af det vi gør som mennesker med adfærd er automatisk, for det er det hurtigste, fremfor noget meget tillært eller "naturstridigt". 

Det er heller ikke det samme der gør folk på spektret urolige, i forhold til hvad der kunne gøre neurotypiske urolige. Personligt tør jeg ting, mennesker generelt ville være nervøse for, men jeg har det dårligt med ting de fleste slet ikke bemærker som noget svært, eller angstprovokerende. Man kan blive ved med at sige at man har et andet styresystem, uden at folk forstår det reelt virkeligt er et andet styresystem. Det er ikke noget man siger for at gøre sig interessant eller være kontrær. Det er indbygget. 

Folk kan sige at jeg er stort set som dem, det er så det de tror. Det er det de kan se, det de tror de ser. Maske eller ej, vil de tro vi er det samme slags, men jeg bare er dårligere til det at "fungerer". Det er ikke et særligt respektfuldt udgangspunkt for samværd. Jeg er ok, og du er mindre ok i vores verden. Vi bestemmer om du kan være med. Det er ikke så meget en diagnose, det er mere karakterfejl i deres øjne. Derfor skal der ikke gives plads eller forståelse, til os. 

Det er derfor jeg gør mig mindre end jeg er, men det er også derfor jeg har prøvet at skjule det der er svært for mig. Evner og udfordringer passer ikke lige ind, det er en forvirrende faktor for andre, de ikke ved hvad de lige skal stille op med. Men ikke på samme måde som tidligere, jeg magter det ikke, jeg kan ikke mere. Det er ikke bare et valg, mit "system" kan ikke.

Jeg er ikke den samme, men det er lige svært bare på en anden måde i dag. Min viden og mine erfaringer er rent tillærte/intellektuelle når det kommer til den "rigtige adfærd", jeg er bedre til at forstå ting efterfølgende, sortere og reflekterer, men jeg understrejer: Efterfølgende. Det forgår sjældent i realtid mens ting udspiller sig, jeg er lige så Autistisk/ADHD som jeg altid har været. Jeg er bare blevet mere voksen, jeg har skaffet mere viden til at forstå verden. Men jeg har ikke en direkte adgang til den forståelse, simultant med virkeligheden. -Eller jeg kan ikke regne med jeg har det. Jeg kan have det, men jeg kan meget hurtigt ikke have det, så det kan jeg bare ikke regne med det. 

Tidligere troede jeg at jeg bare skulle øve mig og vide mere. I dag må jeg lære at tage mine fuck ups og kunne leve med det. De absurde snubletråde der er i de mest ligetil ting, der kan udløse kaos og nedsmeltning. Hvorfor kunne jeg ikke forudse det? Hvorfor undersøgte jeg det ikke bedre? Hvordan overså jeg det? Hvorfor gør jeg det igen? 

Men samtidigt er der det jeg kan forudse andre ikke forudser, det jeg har undersøgt grundigt, det jeg ikke overså, og de ting jeg trods alt ikke gør igen, men også de ting jeg tør gøre igen. Prioritere jeg socialt mod højere? Med ADHD yes.

Jeg jonglere med for mange data, og er kun et menneske til at holde rede i det, og er den type menneske der prioritere lidt anderledes pr. automatik. 

Og de ting der prioriteres er også vigtige, på mange måder ville verden se anderledes ud, hvis vores prioriteter ikke var her i verden, måske på ret overraskende måder. 

Tilbage til udgangspunkt: Er der et autentisk selv bagved masken? Ja, det er der sikkert, selvom vi måske selv ikke kan se det selv, for alt det andet. Måske det hele er der endnu, bag lagene af levet liv. Om vi kan få det frem kan handle om alder og meget andet. Men tanken om at vi er intakte, på trods af skaderne, vi er der stadig. Det er ikke for sent, og vi har så meget i os, så bare vi finder lidt, så er det en slags sejer. 

Jeg er ikke din drøm. Når man ofte støder på de samme typer, men ved hvorfor.

Med Autisme og ADHD har jeg ofte oplevet at nogen mænd har læst ting ind i min adfærd, der allermest handler om deres egne drømme og forestillinger, end om mig. Der er nok en kedelig tendens til at "den der søger", er parat til at læse ting ind i andes adfærd, der virker til, at spejle deres behov på en positiv måde...i det mindste i begyndelsen. Samtidigt overser/overhører de det der ikke passer ind i drømmen om "den idealiserede". 

Som et menneske der er venlig, forstående, men måske også karismatisk, men også med dårlige antenner for adfærd, og en evig tvivl om, om jeg har forstået ting rigtigt, er det her vanskeligt. Det er svært med grænser, og andre kan lettere påstå at deres vinkel er den rigtige.  

Og måske også andre udefra kan tænke, han/hun er attraktiv og sød og tiltrækker opmærksomhed, og kender sine virkemidler. Men hvad hvis man m/k ikke altid gør det med Autisme/ADHD? Jeg gjorde ikke som yngre, måske heller ikke nu, jo noget mere, men ikke nok, det er efter dagsformen, med Autisme/ADHD kan man altid fanges på det forkerte ben en eller anden dag, og man ikke lige er hurtig nok. 

På den anden side har jeg også en "Miss Teflon", der gør at jeg kan sno mig ud af situationer. Og situationer med mennesker, der har en tendens til at gå all in på deres egne forestillinger, og uden nok stopklodser. Men som skrevet, nogen dage tænker jeg på andet, og reagere forsinket. 

Der er et match, men det er et match af alt det forkerte, fordi begge parter mangler de sociale antenner i en eller anden grad.
Ikke at ADHD/Autisme ikke giver en sociale antenner, men måske de fanger så meget, at det er svært at sorterer, og der kan være sekunder hvor man mentalt er et andet sted, eller klassikeren at andre har fået en til at tvivle på en egen sunde dømmekraft og fornemmelser. Eller man bare er lidt mere tillidsfuld.
Hvor den der inkludere en ufrivilligt i deres idealisering af en, samtidigt holder nøje øje med, om de får det ud af det, de vil have. I sidste ende er det det det handler om. Det de vil have. 

Jeg er ikke den der beregner hvad jeg får ud af ting, det med mennesker og situationer er mere flydende. Måske jeg lever med at hvis man griber for hårdt efter noget, bliver det til sand, der glider ud mellem fingrene. 

For mig er det svært at forstå at nogen søger et drømme objekt i andre, så deres liv kan blive helt. Det kan aldrig blive helt, når man ikke kan se den anden særligt klart (og ikke ser sig selv heller), men kun det der lige matcher fantasien om denne fiktive person, der er anbragt som et filter over den man reelt sidder overfor. Det kan kun skuffe i længden, men man skuffede sig selv. "Det her fantastiske menneske, var ikke så fantastisk, jeg blev snydt". Sandheden er at "den idealiserede" sagtens kan have mange gode egenskaber, og aldrig spillede en/den rolle. 

Og sådan kan man fortsætte gennem et helt liv, også som gammel og stadig kun se det, man vil se. Man kan ikke erkende at man selv har opstillet illusionen, til senere at snuble over den. Gentagende gange. 

Når målet for ens følelser idealiseres, må der også være en idealisering af en selv, i en eller anden grad, der kan sagtens være lavt selvværd osv. men ved at søge det idealiserede, er det et billede på at ville opnå sit sande inderste potentiale, den man egentlig er, og skulle være. Og "den idealiserede" er portalen til det liv. 

Jeg kan læne mig tilbage og sige, i det mindste er det ikke mit problem, jeg har 100 andre problemer, men det der, er ikke mit.