Egocentriens maske

Man skriver ofte at folk med Autisme spektret mangler empati og de er egocentriske. Med hensyn til mig selv, så indrømmer jeg at jeg kan virke ret egocentrisk til tider, på den anden side bruger jeg det meste af min tid på at forstå verden. Jeg bruger mig selv som sammenligning, bedre, værre, kloggere, vildere, sødere osv. Jeg må også indrømme at jeg bruger en del tid på at tænke på om jeg er egoistisk når jeg gør ting, det er så svært at vurdere om jeg så gør meget egoistiske ting jeg ikke selv opfanger er det.

Den gang jeg var barn og ung, så var alt og alle ok, indtil det modsatte var bevist. Man kunne kalde det fordomsfri, umiddelbart synes jeg det var et sympatisk træk hos mig. Nativ? Tja, men kun delvis, på den ene side menneske kender på nogen fronter og på den anden side uden værktøjer til at forstå situationer og andre opfattelser....giver det mening?

Jeg har levet under min egen glaskuppel og kigget ud, og kigget det har jeg. Jeg var interesseret, meget, men jeg forstod kun delvis, uanset hvor meget jeg lyttede og kiggede.

Jeg var et ret alene barn fordi jeg blev isoleret af min familie, de havde ikke selv levet så isoleret som børn, så jeg ved ikke hvorfor jeg skulle være det, men sådan var det, så jeg måtte finde min egen underholdning, hvilket ikke faldt mig spor svært. Jeg hørte musik, var kreativ, og kiggede i bøger fra jeg var baby, jeg sad enda og klippede med saks i kravlegården. Jeg var ikke specielt hurtig til at gå eller tale, men da det blev lært gik det rimeligt hurtigt.

Jeg blev meldt til ballet undervisning da jeg kom ud af bleen, jeg kunne godt lide det, men var lidt alternativ i mine tiltag, men jeg fortsatte at gå til ballet hele min barndom. ikke at jeg socialiserede ret meget i den forbindelse, men jeg jeg var tilfreds, ingen ambitioner, bare træning.

Og jeg gad kun at lege med børn med fantasi, ellers kunne det være lige meget, og det skulle helst være noget med udklædning.

Men tilbage til børneværelset: Jeg havde jo alle mine plysdyr som jeg elskede højt, jeg legede komplicerede lege med dem og jeg var overbevist om at de havde deres egen personlighed, det betød også at jeg ikke måtte manipulere med dem, fx. hvis vi spillede spil. Hvordan lader man være med at manipulere med et ikke kommunikerende plysdyr? Jaaaaah, det kræver etik på et højt plan og ubegrænset fantasi og indlevelse.

Nej, det er ikke lige dem fra min barndom, men de bor hos mig

Men mennesker er jo mere komplicerede, jeg havde svært ved skjulte dagsordener, men sandsynligvis så tyk i skallen at jeg gik glip af rigtigt meget, hvilket måske i nogen tilfælde var udmærket, hvad man ikke opdager, behøver man ikke at bekymre sig om, der giver jo også en ro.

Jeg var ikke forkælet i den forstand at jeg fik min vilje, jeg er meget gammeldags opdraget, så der har ikke været plads til trods og vrede, plageri eller krav. Sådan var det bare. Men som enebarn havde jeg jo en del fordele og noget af min egocentri har folk nok tænkt var meget enebarn agtig. På den anden side oplevede jeg mig meget som en del af et vi, jeg har faktisk vært en del af et vi det meste af mit liv, indtil min Mormor døde og der ingen familie var. Og jeg havde svært ved at tro på at jeg havde ret til at tage beslutninger imod min familie.

Så der var et jeg under min lille glasklokke og umiddelbart udenfor et vi, der var meget stærkt....måske for stærkt til at være godt og sundt.

Da jeg var barn og ung trode jeg at kun min Mormor forstod mig, efter det fandt jeg ud af at det gjorde hun egentlig slet ikke, jeg måtte forstå jeg var alene, på en måde stum, selvom jeg kunne tale. Fordi den verden der var min var en gåde og alt for skrøbelig til at udsætte for andres behandling. Jeg havde min mentale firewall som en ven kalder det, jeg snakker om min egocentriske maske jeg bruger som skjold. Fierwall eller maske, det er for at vinde tid, skjule udmattelsen, sårbarheden, skjule jeg ikke helt til tilstedeværende i situationen.

Men det udsatte alene menneske kan jo føle empati, for andre af verdens udsatte alene skæbner og hvem man ellers møder på sin vej.
For de alene og udsatte har nogen gange et hemmeligt sprog, ikke forstået af udenforstående, ordene vejer anderledes og det er er imellem.
Det kan godt være der er ting jeg ikke forstår hos mennesker, men det er nok de "normales" sprog jeg tolker dårligst.

Jeg tolker verden udfra mig selv, ikke fordi jeg er verdens navle, men den jeg kender bedst trods alt. Jeg er et menneske med fejl og mangler, men jeg prøver, det er ikke let, for det er nok et af de punkter hvor jeg må bruge meget tid på, mere end de fleste. "Du tænker for meget", som folk siger, "du skal ikke spekulere så meget over hvad andre gør".......Jo, men det bliver jeg jo lidt nød til hvis jeg skal leve ude i livet og ikke en Eremit tilværelse.

Jeg har hele mit liv følt at min opgave var at forstå, både i en spirituel forstand og i forhold til det at være et menneske blandt mennesker. Derfor tænker jeg og kaster mig ud i livet også selvom det er ret så besværligt til tider.

Hoarding - Det totalt kaotiske hjem

Hoarding er ikke rigtigt et begreb man beskæftiger sig ret meget med i Danmark, ikke fordi her ikke er lige så mange mennesker der er hoardere som i England og Amerika, det vil sige folk der samler og gemmer alt for meget i deres hjem. Når jeg nævner hoarding i psykiatrien er det ikke et begreb de arbejder med, selvom sikkert en del af brugerne er hoardere. Jeg synes bare det er vigtigt at forstå hvordan hoarding udvikles og hvordan man bedst kan hjælpe og ikke mindst hvordan man selv som hoarder overlever en oprydning/udsmidnings proces.

Der er en del med Autisme/Asbergers der er hoardere. Jeg er selv en hoarder men jeg har flere grunde til at jeg er endt med det.

Ofte begynder folk at hoarde efter et personligt tab, skilsmisse, dødsfald, de var nok lidt typen der havde det med at gemme/samle men efter den traumatiske episode går det over gevind og i løbet af noget tid er det ikke længere muligt at selv at rydde op og smide ud.

Nogen med  hoarding har en baggrund med Autisme/Asbergers/ADHD, hvilket ikke betyder at man kan have startet i det små, og så efter noget traumatisk at gå over gevind med at fylde op i hjemmet.

Med hoarding er det angstskabende at skulle af med de ting man har udover at hoarding er en angstlidelse (OCD) i sig selv, man kunne få brug for dem senere, der er minder, eller tingene er for specielle for en til at man vil af med dem. "Du behøver ikke alle de ting", "hvorfor mider du ikke bare det hele ud?" Som hoarder bliver man bange og vred når folk siger den slags.

"Joooo, det kan da godt være jeg skal af med noget af det.....".

Mine egne erfaringer med at være hoarder er at tingene nærmest kan fungere som en bufferzone mellem mig og verden, måske det at ingen må komme ind og se det, og alte de gode ting mest ligner skrald når det roder fremfor personlige skatte.

Når tingene har kommet i orden og der ikke var ting og rod, har jeg følt mig eksponeret, som en Eremitkrebs uden sit hus. Ja, faktisk lidt angst.

Hoardere er mange slags mennesker, fra dem der klare job og udadtil virker nydelige og som om de kan klare sig, til mennesker der har store sociale og psykiske problemer. Men deres hjem kan ligne hinanden til forveksling uanset hvordan de virker udadtil udenfor hjemmet.

Ideelt skal hoarding helst reageres på tidligt i forløbet, desto længere folk når ud i processen med at gøre et hjem ubeboeligt, desto dårligere er udsigten for at de i fremtiden kan magte et hjem, uden meget hjælp udefra.

Men man kan jo lide sine ting og man gider jo ikke at høre på andres formaninger og skyld med skyld på, og det er først når der er problemer med at kunne lave mad, bruge badeværelset, at sengen er forsvundet i ting, man måske selv aner at det her går bare ikke. Men selv da er erkendelsen svær. Ikke på grund af manglende intelligens, men fordi der er så mange lag i den proces at få et hjem i den tilstand at det ikke er lige sådan at kunne erkende og forstå hvad der er sket i ens hjem. Og så er der jo skylden og skammen...afmagt.

Som hoarder vænner man sig til det er besværligt, at hjemmet ikke fungere som et hjem mere. Ja, man kan blive ked af det og stresset, men det er jo ens hverdag.

Er man som hoarder ydermere udstyret med ADHD/ADD eller Autisme spektrum er selve det at rydde op og sortere en udfordring, hvis man er ramt på koncentrationen omkring praktiske gøremål og processen er angstfremkaldende og man føler sig afmægtig, både med hensyn til det praktiske og det psykologiske i forbindelse med oprydning, udsmidning. Men bliver hurtigt træt, forvirret, hvis man ikke ligefrem bryder sammen, eller bliver stik tosset.

Og det at andre ser på ens hjem og har ideer til hvordan det burde være er hæsligt og ydmygende.

Og det er hæsligt og ydmygende, at nå til en grad af hoarding, hvor det ikke længere ligner bare et meget rodet hjem. Men køkken og badeværelse ikke længere fungere rent praktisk.

Jo, jeg har været der, og det er meget besværligt at leve sådan, men jeg anede ikke hvor jeg skulle starte, jeg tog noget op fra gulvet, og endte med at lægge det tilbage på samme sted, lige midt i døråbningen.

En af "tilbagefalds bunkerne"

Som hoarder har jeg både det "medfødte samlergen", jeg har det manglende koncentration om helt almindelige praktiske opgaver og jeg har oplevet personligt tab, der gjorde at rod og samleriet gik over gevind efterfølgende.

Det tager jo nogen år at få fyldt op og rodet til, men det kan nu gå hurtigt nok, og en dag så er det der, faktisk så jeg det komme. Og så gik der lidt tid og så var det blevet hoarding, men det krævede jo også at jeg havde fået det værre personligt, depression, mere tab, mere hoarding.

Man for et par år siden, skulle der være noget generel tilsyn af badeværelser der hvor jeg boede, det betød at ejendomsinspektøren var forbi, jeg havde brugt meget tid på at panisk "frisere" lejligheden, alligevel spurgte han: "Skal jeg ringe til kommunen?", Jeg sagde: "Det må du meget gerne for jeg havde forsøgt at få hjælp længe". At han kontaktede betød at jeg hurtigt fik hjemmevejleder.

......Og så har det handlet om at blive af med, skabe struktur og sælge sager siden.

Desværre et det man tilbyder er langsom tandudtrækning, at fikse et hoarder hjem over flere år er en laaaaaang proces. Optimalt skulle det gøres mere samlet, og med psykolog hjælp og hjælp til at blive af med ting der skal sælges. Selv har jeg bestilt bøger på biblioteket om hoarding, selv måtte klare det psykologiske, finde metoder til at sælge ting fordi jeg ikke også ville tage det økonomiske tab for de ting der faktisk havde værdi. Det ville jo være herligt hvis man bare kunne rydde bulen, men mit hjem bestod jo ikke af samlinger af gamle aviser, men arveting, og ting jeg havde samlet gennem livet og tøj. Man kan se på det helt koldt, men sådan er livet ikke. Og jeg havde allerede miste meget i en kælderoversvømmelse, desværre også de helt forkerte ting. Så igen en balance i forhold til ikke at påfører mere fornemmelse af tab oven i de gamle tab. Det må være afklarede valg, mit valg og ikke et overgreb.

Man kan moralisere ovefor hoardere, og det gør man, det er svært at forstå udefra. At ændre hoarder adfærd og indøve andre strategier er meget svært og det kræver man selv virkeligt vil, og det er der faktisk mange hoarding der ikke er/bliver. Og det er et projekt for livet.

Hoarding handler om flere ting, der skal flere elementer til for at noget bliver så meget kaos. Elementer der kan variere fra person til person, men giver samme resultat. Det betyder også noget for hvordan man løser oprydningen. Dybest set var min motivation og erkendelse større end så mange andre hoarders , til gengæld var mine praktiske evner små.

Jeg kommer til at skrive mere om det her emne og mine erfaringer og hvordan jeg arbejder videre på mit hjem. Lige nu prøver jeg at vurdere hvor mange procent jeg har tilbage af rod og sager jeg vil tro 30 procent hvoraf det meste er nogenlunde ok sorteret i kasser.

En bog jet var specielt glad for, da jeg satte mig ind i emnet var den her: "The Secret Lives of Hoarders: True Stories of Tackling Extreme Clutter" af Matt Paxton. Grunden til det er en kombination af at han tilfældigt snublede ind i den opgave at hjælpe folk der hoardede og fandt det så spændende et job at han fortsatte. Også at bogen er skrevet på en måde så man som horder ikke føler at man bliver talt ned til, eller der bliver brugt fagsprog på en måde der gør en til en diagnose og en "sag". Han skriver om forskellige mennesker med den type hjem han har mødt hvor der skrives om "det hele menneske" der også har evner og værdighed og metoderne og resultaterne af (sam)arbejdet. Så en god bog både for dem der selv har problemet/pårørende/fagpersoner.

Hjemme -det er der hvor der er kaos

Der er ting kvinder bare skal kunne hitte ud af, de skal være søde og sociale, de skal være ordentlige med deres udseende, de skal kunne passe et hjem.
Der ligger en nærmest moralsk fordømmelse og at det er ukvindeligt når kvinder ikke har tjek på det praktiske.

Jeg har lært at holde facaden, men jeg har ikke tjek på hjemmet, jeg mister konsentrationen alt for let, jeg er det ene og det andet sted, glemmer hvad jeg havde gang i, bliver i tvivl om hvor ting skal hen, mister overblikket. Går rundt om mig selv.

En opvask er en episk affære med pauser, enda dag lange pauser, det er ikke optimalt, så skal der også afkalkes og sådan fortsætter det.

Når jeg er i topform kan jeg lidt bedre, så er de lige ved jeg tror jeg har knækket koden.

Der har været arbejdet med struktur i mit hjem, fremfor det oprindelige kaos, hvor alt kunne være hvor som helst i lejligheden. Det er nemmere nu at finde det jeg leder efter. Men der er lang vej endnu. Et par år med hjemmevejleder har gjort noget, men med den afsatte tid, selvom jeg har lavet mit "hjemmearbejde", så går det ikke hurtigt.

Arrangeret nogenlunde efter farve

Og når jeg får tilbagefald, ja så går det tilbage og hurtigt tilbage og det er et tegn på at de har gået for hurtigt. Alt i alt et meget langsommeligt projekt.

Og det langsommelige er enerverende fordi det stresser dagligt, det er ikke rart at bo på randen af kaos, man kan ikke lige have folk forbi, naboerne kan opdage det, man kan ikke selv holde det ud. Men der er ingen hurtig løsning, jeg kan ikke bare tage fat, for det ender i at jeg drejer rundt om mig selv og konstaterer: det her er omfattende. Eller jeg bliver afledt af detaljer, så jeg ikke kommer videre med det væsentlige....Men når jeg har et bestemt sted til at lægge tingene går det lidt bedre.

Lige nu har jeg et tilbagefald, men det her jeg jo faktisk ikke haft i to år, så mon ikke jeg kommer på sporet igen? Det er jo ikke sådan at al opbygget struktur er væk og gode vaner ikke kan genoptages.

Jeg kommer nok aldrig til at have det perfekte hjem, men det er der mange der ikke har, også folk der fungere rimeligt ok. Men forventningen om at kvinder sådan helt trylle trylle genetisk absolut bør og skal kunne skabe et rent og nydeligt hjem, bare fordi de er kvinder, vil jeg ikke tage på mig.
Jeg vil gøre mit aller bedste i forhold til det der stresser mig personligt ved at bo i kaos, og så må jeg finde en indretning der er til at holde.

Bange i natten - Barndommens OCD

Jeg har aldrig været god til at falde i søvn, heller ikke som barn, faktisk sov jeg grotesk sent, det vil sige jeg var gået i seng mange timer tidligere men jeg sov ikke. Jeg var også bange for mørke og vi boede i en stor lejlighed, så der var faktisk nogen vej mellem mig og mine forældre selvom jeg sov i det første soveværelse, der var et badeværelse og spisestuen inden man kom til dagligstuen.

Og når jeg nu ikke kunne få ro på hjernen så kørte tankerne og de kunne sagtens handle om noget skræmmende og min fantasi fejlede jo absolut ikke noget. Jeg havde også nogen ritualer jeg skulle klare for at sikre at alting var som det skulle være, at det kunne soves....måske.

Alligevel betød det ofte at jeg kom pilende ind i stuen for fuld udblæsning om aftenen, for at være på sofaen, eller jeg blev anbragt i sengen i det andet soveværelse med lyset tændt.
Og det at skulle op og tisse var en farefuld færd. Alt i alt hele det klassiske natte drama, man har med nogen børn.

Og det er jo reelt nok, det var ikke behageligt eller styrbart for mig. fordi lejligheden var ret stor var jeg heller ikke tryg om aftenen når jeg var i afsides rum, ja jeg får det til at lyde som et slot, men de gamle Københavnerlejligheder kan være en langstragt affære, bare gangen ud til køkkenet var 8 meter.

Dem der muligvis holdt til under sengen, gyyys!

Kunne noget af det her have været anderledes? En mindre lejlighed, at jeg sov tættere på tv stuen? At der sad lyskontakter mere praktiske steder? Jo, sikkert, ting kunne have været anderledes.

Min gamle angst fortsatte som ung, og på mange flere måder, situationer jeg havde magtet som barn, var nu meget svære at takle: forandringer, det sociale fx. og det er måske ikke den bedste forudsætning for et eget selvstændigt liv. Jeg ved ikke om forværringen kom af den dårlige skolegang og at jeg ikke magtede det man ellers ville forvente af en teenager, jeg var intellektuelt foran, men emotionelt/socialt bagud, det vil jo før eller siden gå skævt når det ikke bare kan indhentes.

Jeg flyttede fra den store lejlighed da jeg var 38, og opdagede til min undren at det var som om angsten hang i den gamle lejlighed og var næsten ikke eksisterende i den nye lejlighed. Det overraskede mig en del, da mørke angsten havde været en fast del af mit liv, også hvis jeg havde boet i sommerhus fx.

For tiden har jeg nogen tanker i retning af at "summen af laster er konstant" eller i dette tilfælde summen af symptomer er konstant: De kan skifte, blive til noget andet, andre typer angst for andre ting, depression, vrede. At det er som jeg har haft forskellige symptomer på Autisme, men ikke helt de samme gennem hele livet. Det er jo for så vidt ret logisk da man bliver ældre og lære at takle ting bedre med erfaringen, men jeg har også oplevet at ting går tilbage, igen, logisk hvis man i nogen tid har "kørt over for rødt" gennem en periode. Jeg har arbejdet en del med recovery tanken og her passer de her erfaringer ikke helt perfekt ind. Jeg har tidligere følt at der var ting jeg havde lagt bag mig at jeg var kommet videre, men nu ser jeg det lidt anderledes, der er ting jeg er kommet videre med, men der er også et grundvilkår i forhold til hvad jeg magter, og så er der symptomer der kommer tilbage i ny forklædning. Og med symptomer mener jeg, reaktioner der kommer af belastning eller uhensigtmæssige ting i min tilværelse både praktiske og personlige. Og desværre er det ikke noget jeg bare kan ignorere, jeg betaler for det hele, med stress, forvirring, depression, ubehag. År efter år og lige fra barndommen. Det ville være rart at kunne skrue lidt ned for det og op for noget der er en anelse mere behageligt.

Måske det handler om at man gennem livet afprøver ting men ikke nødvendigvis i den autoriserede rækkefølge gennem barndom og ungdom. Vrede var ikke noget jeg måtte afprøve som barn og nu afprøver jeg det nu, men jeg ville nu have foretrukket at være et barn i den situation, lige nu er det bare pinligt og destruktivt.

Føler jeg så ikke angst mere, jo af og til, måske noget af  angsten er blevet til negative "voksentanker" og katastrofetænkning.
Jeg er flyttet igen og oplever endnu mindre af den gamle angst. Men så plages jeg jo af andet og det sædvanlige med at ikke kunne sove sådan nogenlunde med det samme, er som det altid har været bedre er det absolut ikke, 3 timer er laaaang tid. Og når hjernen kører og kører skal der jo hældes noget på valsen og desværre er det negative ting alt for ofte, hjerne følger de samme spor jeg har slidt til hulveje gennem mange år.

Det levede livs udfordringer og et univers af drømme

Helt opkørt eller underdrejet….hvad med at flatline lidt? Det er svært at få det til at hænge sammen, at hverdagen bliver blandet af praktiske gøremål, noget socialt, noget rart og lidt til at styrke selvværdet.

Efter et liv uden noget det ligner en karriere, end sige et job er der jo ikke meget til at booste selvværdet.

I den tid hvor jeg skulle have uddannet mig, have været social aktiv, have fundet jobs, ønskede jeg bare at være isoleret for mig selv -eller jeg drømte om noget andet, et andet liv, men jeg havde ikke kræfterne mentalt, fundamentet, venner, et netværk.

Jeg har haft dårlig samvittighed, kunne jeg ikke have handlet lidt anderledes?
Men i dag og måske netop først i dag, ved jeg at det ikke var muligt under omstændighederne, heller ikke med lidt mere medvind og venner. Eller kunne det, jeg orker ikke tanken at det kunne have været bedre, at noget af det havde kunne være anderledes.

Jeg har aldrig kunne holde fast i at jeg ikke var skyldig i min egen situation, jeg har ledt efter undskyldende omstændigheder, samtidigt med at jeg har været min egen ondeste dommer.

Måske jeg skal se hvad jeg faktisk har opnået, at diverse kampe har båret frugt, at jeg har noget på lager som jeg faktisk kan og ved. At jeg har tilkæmpet mig sociale evner år for år, ikke mindst de sidste 10 år. Det er en udfordring at være som en teenager der skal lære en masse om det hele, samtidig med at man er absolut voksen. Jeg føler mig voksen nu, men samtidig også i en læreproces der nærmest bliver mere intens som tiden går. Spørgsmålet er bare at sådan som jeg har nu, om jeg ikke har gået for hårdt frem.

Hvor meget har skylden og skammen fyld? Over manglende tilknytning til arbejdsmarkedet først og fremmest. Den har fyldt meget og gør det stadigvæk, den har været min drivkraft, men også meget destruktiv, samfundets stigma og min egen fordømte selvstigmatisering.

Og med den depressions lignende tilstand jeg her levet med de sidste 6 år, må jeg bare konstatere at jeg nok har kørt mig selv for hårdt. Men samtidigt passere livet jo også forbi, jeg er jo netop meget voksen og alt det jeg ikke kunne da jeg var ung, må jeg prøve af få indhentet, bare lidt. Eller det mener jeg åbenbart, for det er ikke alle der stiller den slags krav til livet.

Er det mit behov, er det det jeg har lærte hjemmefra, eller samfundet der sætter mig griller i hovedet…..Eller har jeg bare været født fantast der kun synes det var fedt når det hele var lidt opkørt og perlebesat? Og når jeg ser det fra den vinkel må jeg nok konstatere at jeg fra meget tidligt havde de drømme, fantastiske drømme og jeg levede i dem og jeg levede godt i dem. Med mine drømme, er det levede liv faktisk lidt småt. Og det er måske der jeg skal genfinde min barndoms Autist, jeg har brug for drømme, ikke for at de skal blive til virkelighed, fordi jeg kan rejse frit og ubesværet i uendeligheden, bruge den gave. Og det betyder jo ikke at jeg ikke kan leve et ”rigtigt” liv. Når der kun er virkeligheden, er depressionen der også.

Og  jeg har jo udlevet nogen af min barndom og ungdoms drømme, jeg er stadig mig, men jeg tror jeg skal finde barnet, barnet der bare skabte for at skabe, uden ego eller for at opnå noget, men fordi det var spændende og det skulle gøres.

Jeg vil være som det barn, før livet tog små bidder af min sjæl, den glæde og den ro jeg faktisk havde dengang.
Man kan drømme og have håb for fremtiden, men det er nok så vigtig at have drømme som er ens egen skat ingen kan tage og der ikke kræver andet end at være i drømmen.
Det burde jo være en rar plan, men jeg er også tøvende….For igennem så mange år har alting skulle blive til noget bestemt, noget målrettet, godt for noget, være virkeligt, konkret. Et los ud i verden. Men det fungerer ikke alene, jeg bliver bare vred, utålmodig, bitter, roder mig ud i ting jeg ikke burde, der ikke ender godt. Er jeg sådan….jeg har ikke lyst til at være sådan, ikke i det omfang som det er nu.

”Vi er ikke større end vores drømme”, og jeg var god til at drømme engang så hvad venter jeg på? Selvom jeg er ligeglad med ”større”, jeg kan godt leve med at være lille og have store drømme der bare får lov til at være drømme og intet andet.

Hvordan er det du er anderledes end mig? - Eller den dansende Autist

Som den nydelige rimeligt fornuftige dame jeg er, så kan folk undre sig over hvad det egentligt skulle være i vejen med mig der skulle være så svært at håndterer i hverdagen.

Nu er det jo sådan at jeg jo altid har været mig, min hjerne har altid været på den her måde, jeg er blevet voksen og klogere, jeg har lært at være bedre til at omgås andre, løse opgaver der ikke ligger naturligt til mig. Men grundlæggende er den meget som den nu er....og hvordan kan jeg vide hvordan du tænker? Netop det med hvad andre tænker er en del af Asberger/Autisme, hvad er det de andre tænker?

Men det er jo også befriende at andre også undre på hvad det er der foregår oppe i kuplen. Nu er vi jo alle unikke solister som Autister, forskellige evner og ressourcer, forskellig baggrund. Så både evner og problemer falder forskelligt ud. Det fælles er en overstimulering af sanserne, ikke de samme sanser eller i samme grad. Men fælles betyder det at der ikke er den samme sortering af indtryk, af hvad der er vigtigt og hvad der med fordel kunne sorteres fra af "støj på linien" i ens omgivelser som hos folk med en ikke Autistisk hjerne.

Personligt har jeg indlæringsvanskeligheder, eller nærmere jeg har problemer med at lære på den officielle facon. Er jeg på kurser sidder jeg på først række, med ørene slået ud, og formentlig irriteret over folk det knirker, eller snakker i baggrunden, dør der åbnes, evt. trafik udenfor. Så i en blanding af irriteret koncentration forsøger jeg at få mest muligt med, samtidig med at min egen hjerne hopper rundt. Når jeg skal lære helt nye ting synes jeg jeg er direkte dum, jeg bliver nød til at gøre det samme igen og igen, og igen. Hvor alle andre synes at have fattet hvad det drejer sig om for længst, uh pinligt. Det jeg så endeligt har fattet eller har let ved, kan jeg bare jonglere rundt med som jeg vil.

Og så er der det med det sociale og fokus. Jeg har også været til mange fester før i tiden hvor jeg aldrig fik hyggesnakket med nogen, måske lidt under spisningen og når der blev sat musik på så var jeg ikke til at få en snakke kontakt med.

De fleste af de andre sad og hyggesnakkede, men jeg blev ude på dansegulvet, med ture efter vand og tissepauser og eftersøgning af event. dansepartnere. Så mens de flest andre fik gode snakke og fordybede relationer, så hoppede jeg bare rundt. Ja, jeg havde det sjovt i min egen optik, men alt var rettet mod en ting uden mulighed for at slå over i at gøre noget andet og være sammen med dem der faktisk gerne ville tale med mig. Det social er jo at man nemt kan glide ind i forskellige situationer uden nærmest tvangsmæssigt kun kunne nogen få ting man så holder sig til. Ja, jeg elsker at danse, men når jeg ikke også kan hygge ved bordene bare lidt af tiden, eller bare nogen af gangene, så bliver det et mønster. og et mønster der forhindrer bla. venskaber. For det ville jo have været godt for mig, jeg vil gerne andre, komme tættere på mentalt/personligt, men det kunne ikke ske når jeg bare fes rundt i flere timer. Det er helt uskyldigt, men det betyder noget i forhold til det sociale.

Jeg hopper rundt der, et eller andet sted

Jeg har faktisk ret svært ved at multitaske i sociale situationer, specielt hvis der er noget af det, der mere har min personlige interesse....Men er det et stort problem? Ja, det kan det være og det kan det blive, ting/signaler kan misforstås af andre, så det kan absolut kæntre med mig som taberen og jeg er ikke god til at rette op på den slags når tingen først er sket.

Forventer andre en "normal" dialog, hvor jeg stiller sprørgsmål til dem fx. er det ikke sikkert jeg kan levere. Jeg kan vælge at kører en "maske snak" fordi det er forventet jeg skal sig noget, hvor jeg bare kører på autopilot. Det kan virke ret egocentrisk på andre. Og egentligt er det bare en sanse overload der forsøges dækket på en lidt mekanisk/manisk facon, fordi der egentligt er noget andet jeg har fokus på. Og jeg kan virkeligt have monomant fokus koste hvad det vil.
Monomant fokus er fedt, det kan flytte bjerge, men det bliver let for meget for andre for stort, komplekst næste manisk.

Og jeg er lykkelig når det er stort komplekst og lidt manisk, det er der hvor jeg lever, jeg er ude i de tynd grene, snuser rund, mærker lære. Det er bare pokkers ærgerligt der også er en bagside til medaljen...

Samtidigt med mine antenner opfatter meget, er der også social ting jeg ikke opfatter eller synes er væsentlig i forbindelse med mig og hvad der er min opgave at honorere, det sidste kan være nok så farligt:-D

Så noget af det der er for Asbergers/Autister er at der er rigtigt meget gang i den oppe i hovedet 24/7 om man er alene eller sammen med andre, og der er ikke rigtigt en off /snoose knap, selvom det af og til ville være ret lækkert, 3 timer efter man er gået i seng, drøner hjerne rundt, det kan så være gode tanker eller negative tanker, men sove vil den ikke.

Jeg ser meget, jeg hører meget, jeg tænker meget, jeg føler meget, som at leve på en karrusel uden at komme af igen. Jeg tager det hele ind og forsøger at absorbere, jeg bliver bedre, men det er en udfordring, og målet er at få mindre af det belastende negative og mere af det positive kreative.

At være eller ikke at være Autist

Jeg havde bedt min praktiserende læge om at henvise mig til distriktpsykiatrien i København, nu orkede jeg ikke mere depression og cirkeltænkning, noget måtte der ske, det kunne ikke være rigtigt at: "Sådan er det jo bare".

Jeg havde mistet troen på en fremtid der var til at holde ud og jeg var træt af og kæmpe, jeg havde også ændret adfærd det sidste år, jeg var blevet udadreagerende og jeg forstod ikke hvad der foregik, så nu søgte jeg hjælp, igen, igen.

Jeg var meget stresset den dag, hvor jeg skulle tale med psykiateren, ikke pga. samtalen, men andet i mit liv og derfor havde jeg ikke rigtigt fået undersøgt hvor jeg skulle hen, jeg troede det var i en bygning ved Strandboulevarden, men det var det gamle Øresundshospital mødet var. Det opdager jeg så på Strandboulevarden 10 min. før jeg skal være til mødet og det pis regner.
Og det er svært at løbe med en udslået paraply, men 10 stakåndede min. senere står jeg som en druknet rotte udenfor Øresundshospitalet hvor min hjemmevejleder venter på mig. Jeg havde taget hende med som støtte også fordi folk ofte tror jeg er mere velfungerende end jeg er, og så kan det være bedre at man har en med til at lytte med og komme med info fra "realiteternes verden".

Jeg blev ret hurtigt kaldt ind alene, og så blev jeg spurgt lidt ud, sjask våd og stresset efter løbeturen. Efter hvad der virker som en kort samtale, konkludere psykiateren på bagrund af mine gamle papirer og samtalen at jeg har Aspergers. Jeg sidder lidt lammet og mumler noget om: At det havde jeg jo undersøgt lidt, det og ADD for jeg vidste jo godt der var noget andet end depression og hvad jeg ellers havde fået af diagnoser de sidste 10 år.

Der var ikke noget info om hvad jeg så kunne gøre, hvem skulle kontaktes, hvad var udsigterne, han sagde jeg ikke skulle have medicin og det var så det, DPC kunne ikke gøre noget for en som mig.

Heldigvis var min Hjemmevejleder i bil, stadig klamvåd og nu også noget rystet, klavrede jeg ind i bilen, og brugte tiden til at reflektere sammen med hende og lægge lidt plan.

Jeg er glad for at jeg allerede vidste noget om Autisme/Aspergers på forhånd, men det føltes godt nok sært, normalt har jeg været meget ligeglad med de diagnoser jeg har fået påklistret, men denne gang var jeg faktisk overrasket og noget chokeret over hel situationen og 1000 spørgsmål jeg ikke lige kunne få svar på.

Jeg kender en der arbejder med voksne der er svært Autistiske så jeg spurgte ham ud om det og ringede til nære venner. Og så gik jeg på nettet for mere viden.

Men den nye diagnose var nærmest som en fysisk forandring, et før og efter, og som min hjerne arbejdede med at finde svar i fortiden, faldt det hele på plads, også det sidste års problemer og specielt de nye problemer med at være udadreagerende efter min flytning.

Jeg var ret tilfreds med at de gamle diagnoser blev annulleret, jeg kunne også se at den nye diagnose på en anden måde bedre kunne give mig den hjælp jeg havde manglet i meget lang tid. Men jeg måtte også indse at jeg havde forsøgt at være lidt for kæk i mange år, med både godt og skidt resultat. Jeg havde udfordret mig selv, noget var lykkedes og andet var gået helt galt uden jeg havde set sammenhæng og mønster, mig der ved så meget om recovery, hvordan havde jeg ikke set tingene klart? Sagen er vel at jeg bare kæmpede fra dag til dag, og jeg prøvede at opnå nogen ting der var vigtige for mit selvværd, samtidigt med det også var over min grænse for min ydeevne. Sådan et pest eller kolera valg: Vil du gøre ingen ting og betale prisen, eller vil du handle og betale prisen?

Men helt konkret har jeg nu været til møde med min sagsbehandler omkring hvad der skal ske nu: At jeg nok behøver mere hjælp i hjemmet lige pt. fordi jeg de sidste tre måneder har kunne minder praktisk arbejde, at jeg skal flyttes til handicap afdelingen fordi de har mere viden. Og der måske skal søges et kursus i at takle hverdagen med Autisme/Aspergers.
(Ja, nu hedder diagnosen jo Autisme spekter forstyrrelse og ikke Aspergers mere, men mon ikke Asbergers stadig bliver anvendt som betegnelse fremover?)

På en måde er jeg ved at finde mig som den jeg altid har været, men det føles som at komme fra asken i ilden, jeg håber på forandring til det bedre, eller det skal blive forandring til det bedre!