Hvordan er det du er anderledes end mig? - Eller den dansende Autist

Som den nydelige rimeligt fornuftige dame jeg er, så kan folk undre sig over hvad det egentligt skulle være i vejen med mig der skulle være så svært at håndterer i hverdagen.

Nu er det jo sådan at jeg jo altid har været mig, min hjerne har altid været på den her måde, jeg er blevet voksen og klogere, jeg har lært at være bedre til at omgås andre, løse opgaver der ikke ligger naturligt til mig. Men grundlæggende er den meget som den nu er....og hvordan kan jeg vide hvordan du tænker? Netop det med hvad andre tænker er en del af Asberger/Autisme, hvad er det de andre tænker?

Men det er jo også befriende at andre også undre på hvad det er der foregår oppe i kuplen. Nu er vi jo alle unikke solister som Autister, forskellige evner og ressourcer, forskellig baggrund. Så både evner og problemer falder forskelligt ud. Det fælles er en overstimulering af sanserne, ikke de samme sanser eller i samme grad. Men fælles betyder det at der ikke er den samme sortering af indtryk, af hvad der er vigtigt og hvad der med fordel kunne sorteres fra af "støj på linien" i ens omgivelser som hos folk med en ikke Autistisk hjerne.

Personligt har jeg indlæringsvanskeligheder, eller nærmere jeg har problemer med at lære på den officielle facon. Er jeg på kurser sidder jeg på først række, med ørene slået ud, og formentlig irriteret over folk det knirker, eller snakker i baggrunden, dør der åbnes, evt. trafik udenfor. Så i en blanding af irriteret koncentration forsøger jeg at få mest muligt med, samtidig med at min egen hjerne hopper rundt. Når jeg skal lære helt nye ting synes jeg jeg er direkte dum, jeg bliver nød til at gøre det samme igen og igen, og igen. Hvor alle andre synes at have fattet hvad det drejer sig om for længst, uh pinligt. Det jeg så endeligt har fattet eller har let ved, kan jeg bare jonglere rundt med som jeg vil.

Og så er der det med det sociale og fokus. Jeg har også været til mange fester før i tiden hvor jeg aldrig fik hyggesnakket med nogen, måske lidt under spisningen og når der blev sat musik på så var jeg ikke til at få en snakke kontakt med.

De fleste af de andre sad og hyggesnakkede, men jeg blev ude på dansegulvet, med ture efter vand og tissepauser og eftersøgning af event. dansepartnere. Så mens de flest andre fik gode snakke og fordybede relationer, så hoppede jeg bare rundt. Ja, jeg havde det sjovt i min egen optik, men alt var rettet mod en ting uden mulighed for at slå over i at gøre noget andet og være sammen med dem der faktisk gerne ville tale med mig. Det social er jo at man nemt kan glide ind i forskellige situationer uden nærmest tvangsmæssigt kun kunne nogen få ting man så holder sig til. Ja, jeg elsker at danse, men når jeg ikke også kan hygge ved bordene bare lidt af tiden, eller bare nogen af gangene, så bliver det et mønster. og et mønster der forhindrer bla. venskaber. For det ville jo have været godt for mig, jeg vil gerne andre, komme tættere på mentalt/personligt, men det kunne ikke ske når jeg bare fes rundt i flere timer. Det er helt uskyldigt, men det betyder noget i forhold til det sociale.

Jeg hopper rundt der, et eller andet sted

Jeg har faktisk ret svært ved at multitaske i sociale situationer, specielt hvis der er noget af det, der mere har min personlige interesse....Men er det et stort problem? Ja, det kan det være og det kan det blive, ting/signaler kan misforstås af andre, så det kan absolut kæntre med mig som taberen og jeg er ikke god til at rette op på den slags når tingen først er sket.

Forventer andre en "normal" dialog, hvor jeg stiller sprørgsmål til dem fx. er det ikke sikkert jeg kan levere. Jeg kan vælge at kører en "maske snak" fordi det er forventet jeg skal sig noget, hvor jeg bare kører på autopilot. Det kan virke ret egocentrisk på andre. Og egentligt er det bare en sanse overload der forsøges dækket på en lidt mekanisk/manisk facon, fordi der egentligt er noget andet jeg har fokus på. Og jeg kan virkeligt have monomant fokus koste hvad det vil.
Monomant fokus er fedt, det kan flytte bjerge, men det bliver let for meget for andre for stort, komplekst næste manisk.

Og jeg er lykkelig når det er stort komplekst og lidt manisk, det er der hvor jeg lever, jeg er ude i de tynd grene, snuser rund, mærker lære. Det er bare pokkers ærgerligt der også er en bagside til medaljen...

Samtidigt med mine antenner opfatter meget, er der også social ting jeg ikke opfatter eller synes er væsentlig i forbindelse med mig og hvad der er min opgave at honorere, det sidste kan være nok så farligt:-D

Så noget af det der er for Asbergers/Autister er at der er rigtigt meget gang i den oppe i hovedet 24/7 om man er alene eller sammen med andre, og der er ikke rigtigt en off /snoose knap, selvom det af og til ville være ret lækkert, 3 timer efter man er gået i seng, drøner hjerne rundt, det kan så være gode tanker eller negative tanker, men sove vil den ikke.

Jeg ser meget, jeg hører meget, jeg tænker meget, jeg føler meget, som at leve på en karrusel uden at komme af igen. Jeg tager det hele ind og forsøger at absorbere, jeg bliver bedre, men det er en udfordring, og målet er at få mindre af det belastende negative og mere af det positive kreative.

At være eller ikke at være Autist

Jeg havde bedt min praktiserende læge om at henvise mig til distriktpsykiatrien i København, nu orkede jeg ikke mere depression og cirkeltænkning, noget måtte der ske, det kunne ikke være rigtigt at: "Sådan er det jo bare".

Jeg havde mistet troen på en fremtid der var til at holde ud og jeg var træt af og kæmpe, jeg havde også ændret adfærd det sidste år, jeg var blevet udadreagerende og jeg forstod ikke hvad der foregik, så nu søgte jeg hjælp, igen, igen.

Jeg var meget stresset den dag, hvor jeg skulle tale med psykiateren, ikke pga. samtalen, men andet i mit liv og derfor havde jeg ikke rigtigt fået undersøgt hvor jeg skulle hen, jeg troede det var i en bygning ved Strandboulevarden, men det var det gamle Øresundshospital mødet var. Det opdager jeg så på Strandboulevarden 10 min. før jeg skal være til mødet og det pis regner.
Og det er svært at løbe med en udslået paraply, men 10 stakåndede min. senere står jeg som en druknet rotte udenfor Øresundshospitalet hvor min hjemmevejleder venter på mig. Jeg havde taget hende med som støtte også fordi folk ofte tror jeg er mere velfungerende end jeg er, og så kan det være bedre at man har en med til at lytte med og komme med info fra "realiteternes verden".

Jeg blev ret hurtigt kaldt ind alene, og så blev jeg spurgt lidt ud, sjask våd og stresset efter løbeturen. Efter hvad der virker som en kort samtale, konkludere psykiateren på bagrund af mine gamle papirer og samtalen at jeg har Aspergers. Jeg sidder lidt lammet og mumler noget om: At det havde jeg jo undersøgt lidt, det og ADD for jeg vidste jo godt der var noget andet end depression og hvad jeg ellers havde fået af diagnoser de sidste 10 år.

Der var ikke noget info om hvad jeg så kunne gøre, hvem skulle kontaktes, hvad var udsigterne, han sagde jeg ikke skulle have medicin og det var så det, DPC kunne ikke gøre noget for en som mig.

Heldigvis var min Hjemmevejleder i bil, stadig klamvåd og nu også noget rystet, klavrede jeg ind i bilen, og brugte tiden til at reflektere sammen med hende og lægge lidt plan.

Jeg er glad for at jeg allerede vidste noget om Autisme/Aspergers på forhånd, men det føltes godt nok sært, normalt har jeg været meget ligeglad med de diagnoser jeg har fået påklistret, men denne gang var jeg faktisk overrasket og noget chokeret over hel situationen og 1000 spørgsmål jeg ikke lige kunne få svar på.

Jeg kender en der arbejder med voksne der er svært Autistiske så jeg spurgte ham ud om det og ringede til nære venner. Og så gik jeg på nettet for mere viden.

Men den nye diagnose var nærmest som en fysisk forandring, et før og efter, og som min hjerne arbejdede med at finde svar i fortiden, faldt det hele på plads, også det sidste års problemer og specielt de nye problemer med at være udadreagerende efter min flytning.

Jeg var ret tilfreds med at de gamle diagnoser blev annulleret, jeg kunne også se at den nye diagnose på en anden måde bedre kunne give mig den hjælp jeg havde manglet i meget lang tid. Men jeg måtte også indse at jeg havde forsøgt at være lidt for kæk i mange år, med både godt og skidt resultat. Jeg havde udfordret mig selv, noget var lykkedes og andet var gået helt galt uden jeg havde set sammenhæng og mønster, mig der ved så meget om recovery, hvordan havde jeg ikke set tingene klart? Sagen er vel at jeg bare kæmpede fra dag til dag, og jeg prøvede at opnå nogen ting der var vigtige for mit selvværd, samtidigt med det også var over min grænse for min ydeevne. Sådan et pest eller kolera valg: Vil du gøre ingen ting og betale prisen, eller vil du handle og betale prisen?

Men helt konkret har jeg nu været til møde med min sagsbehandler omkring hvad der skal ske nu: At jeg nok behøver mere hjælp i hjemmet lige pt. fordi jeg de sidste tre måneder har kunne minder praktisk arbejde, at jeg skal flyttes til handicap afdelingen fordi de har mere viden. Og der måske skal søges et kursus i at takle hverdagen med Autisme/Aspergers.
(Ja, nu hedder diagnosen jo Autisme spekter forstyrrelse og ikke Aspergers mere, men mon ikke Asbergers stadig bliver anvendt som betegnelse fremover?)

På en måde er jeg ved at finde mig som den jeg altid har været, men det føles som at komme fra asken i ilden, jeg håber på forandring til det bedre, eller det skal blive forandring til det bedre!