Jeg har begrænsninger, det har vi vel alle i nogen grad, men mine er bare lidt mere centrale for at kunne fungere praktisk og mellem mennesker, det kan overses, det kan ignoreres, man kan sige at det er fordi jeg er et rodehovede og et svin, og jeg er usocial og dum og doven. Altså personlige negative egenskaber der ikke forbindes med en diagnose. Jeg er også alt muligt andet, desværre er det noget hegnet ind af det jeg ikke kan. Et liv med kronisk snubletråd. Så nej jeg har ikke alle muligheder for at folde mine vinger ud. Jeg ville gerne, meget gerne, men som verden omkring mig er indrettet er det meget svært. Jeg prøver at blive bedre til at være menneske, men prøver verden at blive bedre for mig og folk som mig?
Men samtidig med begrænsningerne er jeg også ret ubegrænset, men det ubegrænsede er mit eget univers, i mit sind, måske alligevel list mere gråtonet efter for mange svære år, hvor jeg håber det ikke er en permanent ting, at jeg stadig kan få min verden tilbage i fuldfarver, og kunne flyve i sindet. Desværre har jeg for meget måtte forholde mig til virkeligheden, jeg har prøvet at tage livtag med virkeligheden for at forstå den, men samtidigt har det også været en negativ faktor i mit liv. Jeg kan kun håbe det var det værd med tiden, at jeg kommer til at have gavn af det arbejde.
Som en på Autisme spektret vil mine præstationer aldrig kunne sammenlignes med den ikke Autistiskes præstationer, hvad der kommer let, hvad der har været gennem kamp, det er en anden verden, andre udfordringer.
Hver gang jeg stiller mig op på en scene er det ikke til at gennemskue hvad det har kostet, det at få samlet energien koncentrationen, det at kunne være i forvirringen af andre mennesker, stress, at huske det hele, at være 120 procent tilstæde. Alle de tanker der har har været inden, planlægning, og gå ind i materialet. Og de tidlige ynkelige forsøg da jeg ikke kunne noget, men stillede mig frem alligevel, til ros eller kritik, fordi jeg bare ville, og ville det lidt mere end de fleste, på liv og død. Det sidste kan være ret svært at forstå for dem der bare tager det mere roligt.
Der har været mennesker der ikke forstod at jeg i den situation som sanger/performer før og efter ikke var mig som privatperson, og at jeg er så fokuseret at jeg har svært ved at hoppe over i et andet gear, og gå ind i en fornuftig "almindelig" gensidig samtale.
Så mange der kendte/kender mig fra de situationer, kender mig vel egentligt ret dårligt. Jeg kender så reelt heller ikke dem. Men jeg må leve med jeg ikke kan alt på samme gang, sådan fungere min hjerne. One track mind, det er meget ofte mig.
Jeg kan så virke ret egocentrisk når man kun ser den del, men det er så prisen for at være fokuseret i den grad. Men med en Aspergers er det ikke noget valg det er sådan tingene er bygget sammen deroppe i hjernen, og når jeg er stresset kan jeg ikke altid nå at regulere til "normal". Så på den måde lever jeg ikke op til andres forventninger.
I nat drømte jeg at jeg blev engageret til en større forestilling, der skulle gå over længere tid, jeg ved ikke om det bliver noget jeg kommer til at opleve, men jeg arbejder i mod det. Også i de små hverdags ting, jeg kæmper med depressionen, inertien. Jeg prøver at bearbejde mine erfaringer om til værktøjer, der giver mig mere forståelse som menneske og kunstner.
Samtidigt hader jeg at jeg er begrænset af min udgave af Aspergers, og jeg stadig ikke har en ide om hvor meget der kan gøres for at jeg bliver mere velfungerende. Hvad kan der gøres for ADHDen, så den ikke støjer og fylder.
Hvordan laver jeg energi reserver til at kunne leve et liv, godt nok i små portioner, men hvor jeg føler jeg kan leve helt, da det åbenbart er meget vigtigt for mig at have den følelse bare en gang i mellem.
Og vil det gøre at jeg kommer til at føle mig som en del af samfundet og dæmpe min vrede?
Det er ikke sjovt at være så vred og føle at hele ens liv er totalt spildt og meningsløst når man er fyldt 50. Måske det kan være en drivkraft, måske er det bare et symptom på hvad der sker med en med Autisme der fik en forklaring for sent, midt i en moderne "Du kan hvad du vil" verden, der forlanger det hele af dig, hele tiden. Kravet om ustandselig selvudvikling, til noget bedre.
Jeg er træt af min samtid forestillinger om hvad det er at være et menneske og de værdier der køres frem med. Det er en evig støj, det er svært at gå op i mod. Folk plaprer nogen falske udsagn de har læst i et eller andet blad eller hørt på tv......Jeg har lyst til at råbe: "Hold nu kæft ikke, hold op med at belær mig, din verden er ikke min!"
Det hele kunne være en del mindre smertefuldt hvis der var plads til flere verdener/livsvilkår, der kunne eksistere sammen, uden at dømme og vurdere så meget.
Jeg lærte tidligt at den officielle måde at gøre opfatte ting var bedre end min, det har jeg måtte acceptere at det er sådan, det ville så være dejligt, at det også gik den anden vej af og til, at der var den ydmyghed i forhold til min og din verden, og ens egen ikke var den eneste gyldige. Er det sådan at afmagten og vreden vokser, når man altid er den der er den forkerte næsten i alle livets forhold? Selvværd at at føle sig ok grundlæggende, uden at skulle spekulere så meget mere på det. Hvor jeg altid er i tvivl.
Måske det er tiden nu, til at jeg er mere sød mod mig selv, at jeg giver mig lov til at være mig, med fejl og mangler. Og til at se andre mennesker på en anden måde at fornemme deres varme, fremfor deres kulde, jeg ved der er en anden sandhed end den jeg føler lige nu.
Jeg ville så gerne se labyrintens mure smuldre engang i mit liv, det er det jeg har arbejdet mod hele livet. Jeg drømmer om samhørighed og det levede liv.
