Hoarding er også kulturelt tillært.

 Der var engang det var en dyd at passe på sine ting, og at arvegods var lige så godt som at arve penge. Arv var at kunne akumullere generationel rigdom. 

Samtidigt gik også tingenes historie i arv, et grydelåg var ikke bare et grydelåg, det kom fra Faster Oda, der var god i et køkken, og den musselmalede Chokoladekande kom fra Oldemoder og det var den man brugte til fødselsdage. Så alt havde en historie og minder tilknyttet. Også historier det øgede værdien i familiens øjne, og kunne give livs lange strider om hvem der fik hvad, umiddelbart ikke altid værdifulde ting, men ting det betød noget mere, affektionsværdi. Historier om hvordan et andet familiemedlem lagede sin klamme hånd på en særlige ting, kunne være utilgiveligt.

Tidligere kunne arv virkeligt bidrage til en husholdning rent praktisk. Man havde ikke bare alt. I dag når vi arver har vi ofte alt i forvejen og det vi selv har valgt. Vi har råd til at købe det rigtige, ikke bare hvad vi lige har råd til.
Porcelænstell og bestik var sociale markører, og til de næste generationer. Var man snedig brugte flere i familien det samme spisestel mønster, så de ville gå lige ind i resten via arv. Og pletsølv, kunne skiftes til tre tårnet via arv. Hvor mange har ikke rester af gammelt sølvbestik dele liggende, man har arvet men ikke bruger?

I slutningen af 1800 tallet blev stilen at man fyldte hjemmet op med fine ting. Fotos trendede og dermed fine rammer og mange rammer, og væggene skulle helst næsten være tapetseret med billeder og spejle. Og alle overflader stod der figurer og vaser og skåle. Og det stod ikke på det bare træ, men på fløjls løbere og blonde flaconer. Tingene skulle symboliserer kultur, det kunne også være souvenirs. Det kunne være afstøbninger af klassiske værker. Og meget der fortalte historie.Det var også tænkt som, at børnene kunne lære af det. Og nye trykketeknikker kunne udbrede billeder fra berømte museer, så man selv kunne have dem i stuen. 

Hvis man ser hvordan den Danske kongefamilie havde indrettet sig i slut 1800 tal, var det et hav af tingel tangel sendt fra børnebørn som gaver der stod fremme på skrivebordene. 

Og så i løbet af 1900 begynde ideerne om den gode smag, der dog ikke helt fik bugt med ting og sager. Mange af småmøbler fra slut 1800 tal endte som brænde under 2 verdenskrig. Pyntehylder og etagerer osv. Men man hold af sentimentale grunde fast i meget af det andet. 

Boede man stort eller på en gård kunne man udrangerer ting til lofter og udhuse. Opkøbere af antikviteter prøvede at opsnuse ting på den måde, og se om de måtte kigge på det gamle skidt. Det var så ofte møbler og større ting. 

Men andet var vogtet i den fine stue, alle de finere arvesager. 

Man oplever ofte at folk overvurdere alder og pris på ting der har været i familien, når det nu har været vogtet og fortalt om må det være fint og sjældent.

I familier har der altid været samlere og spredere. Dem der passede på, og dem der sagde "det gamle skidt", eller de kunne bare ikke passe på det. 

Men mange er endt som ufrivillige familie kustoder af fortidens "rigdomme", ikke personligt valgte ting, men ting man føler ansvar for. Og her er noget af det der ligger i hoarding, et ansvar. Det er så dybt i en, at det er en. 

På en måde kan det sammenlignes med relikvier og indviede kult figurer, også en grund til at meget har klaret sig gennem tiden, vi må hellere lade det blive hvor det er. Men også som om de ting har et indre liv i sig selv. Og her er vi tilbage i animisme. Så selv i samfund der ikke længere har animisme, bliver der altid født animister, deres hjerne er sådan. Det er det iboende i nogen mennesker, det syn på naturen men også skabte ting. Det særlige, men også som om man kan røre fortiden. For nogen eksistere det ikke. For andre er det en helt naturlig følelse. Jeg har selv den animistiske tilgang, og jeg husker ikke andet. 

Nogen Hoardere kan reelt føle at det er ondt mod tøjet at smide det ud, bare fordi det er hullet og gammelt. Det er ikke bare som en dyd som sparsommelighed, det er noget andet. Men begge "tros systemer" kan være igang. Sparsommelighed som en kulturel dyd og animisme som en iboende neurologisk arv hos nogen. 

Og det kan godt være vi godt ved vi er fjollede, men det er stærke kræfter der trækker. 

At Hoarding er problematisk er fordi vi mennesker har mere og mere i dag. Samtidigt skal vi også holde styr på mere end tidligere, en verden der stiller krav om forandring, og på mange fronter samtidigt. Ting kan føles som en beskyttelse og personlig sikring. På den måde kan det kører i ring, vi sidder fast. 

Hvis man skal slippe fri kræver det en bevidsthed, ikke nødvendigvis noget der nærmer sig minimalisme og ud med skidtet. Men at men nu ved hvad det repræsentere på godt og ondt. For hvis det ikke repræsentere mere end bare "ting" ville der aldrig være noget problem. Hoarding er meget intimt, personligt, noget uhelet. Det er ikke bare sådan. Samtidigt ligger det også i nogens neurologiske grundlag. Men ukontrolleret Hoarding har altid mindst en livsbegivenheds årsag, ofte flere.  

Hoarding, sorterede æsker, med usorteret.

Folk plejer at konstatere der er meget tøj i mit hjem. Men måske de i grunden ikke er det der er det største proplem. Men mere mindre sager der er lagt væk usorterede eller ligger i bunker. Med tiden er de kommet væk fra det de hørte sammen med, forskellige panik oprydninger har faktisk fået sorterede sager, bunket sammen med andre ting. Ude af øje ude af sind. Og alligevel ikke helt ude af sind. 

Det er meget komplekst at sortere ting der er blevet blandet så meget sammen, men også repræsentere  minder og generationer, jeg er en vogter af fortiden, en kustode. Men det er ikke fordi jeg bryder mig om minderne, jeg kan pludseligt støde på noget der er mentalt kompliceret. Hver æske/kasse bunke kan indeholde både glæden ved gensynet og noget der føles ubehageligt. 

Gennemsigtig æsker giver bedre og hurtigere overblik.

Processen er både logistisk, praktisk, og svær for ADHD hjernen og Autismen. Der er fuldt mentalt allarm beredskab. Noget er bare udsmid, fnusk og papir, noget kan sorteres over til noget andet, og nogen ting er bare svære. Fidusen er så at springe over, for ikke at hænge fast i det og stoppe processen. Reelt må der være kasser der fortsat hedder usorterede, sorteret over i usorteret, nu lidt mere sorteret. 

Det er hjemme arkeologi. 

Det er ikke noget der giver meget visuelt i hjemmet. Det er en skjult oprydning/logistik. Men den støjer inden i. 

Det nødvendige, realisme og konsekvens. Hoarding.

Der er ved at komme skred i det med mit hjem, det bliver synligt. Det har så også krævet 3-4 timer to gange om ugen med støtte. 

Jeg har så ikke været meget værd efterfølgende. Det er imponerende at jeg kan arbejde uafbrudt i så mange timer i træk. Og reelt er det det eneste der er at gøre. Ellers skulle de være flere gange om ugen, men på den anden side, er det godt med ro i 2-3 dage. Jeg ved ikke om det er selve oprydningen der udmatter mig, men andre ting. Jeg bruger meget mindre tid på tanker om min bolig og irritation over det.  

Men mit liv som en helhed er meget mere end hjemmet. Og når man skræller noget væk, kommer noget andet frem. 

Mit hjem har fastlåst mig så meget og så længe at jeg ikke ved hvad der vil ske når det normaliseres. Eller hvornår jeg vil reagere positivt på normaliseringen. Men den form for Autistisk stress er som det er, det slipper først når det gør, og fungere ikke efter de råd der er for stress for neurotypiske. 

Så det bedste jeg kan gøre er ikke at gøre så meget. På et tidspunkt vågner jeg op. Med alderen er der endnu mindre elastik og fleksibilitet med at gå over stregen, det er kontant afregning. 

Så længe jeg kan gøre lidt og så gøre en del mere to gange om ugen, er det opgaven. 

Jeg orker ikke at købe ind, jeg sover meget. Jeg er lidt forkølet, jeg har ikke hentet det vasketøj endnu og det bliver nok først i weekenden, måske. Det er nok heller ikke det optimale tidspunkt af året, men så går jeg da ind i foråret, med et forhåbentligt mindre kaotisk hjem. Og nu huskede jeg at jeg har småkager et sted, tjekker lige.  

Den Autistiske Barbie.

Mattel fik da al den reklame de kunne få, da de sendte deres "Autistiske Barbie" på markedet. De fik deres opmærksomhed og at de nu kan sætte flueben ved Autisme, nu hvor de har levet en Barbie i kørestol og versioner med forskellige kropstyper.  Alt for at man ikke kan sige at Barbie universet ikke inkludere andre end tynd perfektionisme. 

Jeg kan huske jeg var på kunst skole og vi fik tio opgave at fremstille en figur af et nøgent menneske i ler. Og 99 % af de unge kvinder gik i gang med at lave Barbie lignende figurer, de havde heller ikke overvejet at de måske skulle stå, så på bordene lå der de der tynde damer, der ikke kunne stå. Jeg var forbløffet. 

Var det en form for hivemind at de ikke havde overvejet andre løsninger, stående siddende? Og at det lignede Barbie. At hænder og fødder var for små? Drenge kunne få action men der kunne stå selv, og de kunne holde ting i hænderne og anbringes i alle mulige positioner...næsten. 

Så måske det er meget mere prægende end vi har lyst til at vide, hvad børn leger med. Og hvor meget det kan og hvor meget barnet selv kan tilføje. 

Jeg begyndte at fremstille legetøj selv. Ikke at jeg manglede legetøj, men jeg ville have noget særligt. Gamle strømpebukser var et foretrukne materiale, men andet blev også brugt. Og jeg legede med det. Og det fungerede ret godt med mine plysdyr. Og jeg fik nogen dybere karakterer til mine lege. Nok ret besynderlige, men jeg var tilfreds og arbejdede videre på dem. Jeg legede også med legetøj længere end de fleste børn, en grund var at det var mere komplicerede forestillinger og to at jeg jo tilbragte meget tid alene. Og at jeg sad og fremstillede dragter osv. 

Jeg lavede også påklædningsdukker der var dinosaurer, tegnet efter en videnskabelig bog, så farvelagt og så lavede jeg tøj til dem. Igen jeg kunne få alle de påklædningsdukker jeg ville. 

Tilbage til Autistiske barbie med de lyserøde sound canceling høretelefoner, og den lårkorte kjole. Så er alle Autistiske piger/kvinder alle mulige slags og typer. Måske et bredt neurodiverst udbud af tilbehør havde været et bedre bud? Men igen vi vælger interesser og hjælpemidler af mange typer. 

Der kunne være mange andre måder at skabe genkendelighed og lave noget der taktilt, design mæssigt kunne bidrage positivt. Men det er jo et kommercielt tiltag, og ikke ligefrem et hvor de sprængte rammerne.

Måske noget hjemmestrikket, tilbehør fra andre figurer gør det bedre. Og nu hvor man kan få printet ting og vælge farver, så kan man få det tilbehør der passer til ens eget liv og lege, måske magen til ens ynglings ting. 

Jeg kunne håbe på en fremtid hvor kun fantasien sætter grænser for hvad børn kan lege med, så det ikke kun er færdige prestige æsker. Og måske alle mulige børn, også ville synes om den mulighed for a customise legetøj og tilbehør. 

"Jeg er stolt af min Autisme"

Jeg har aldrig forstået den sætning, for mig lyder det som en gang over positiv hjernevask, lige som "Jeg er særlig". 

Man kan være stolt af at gøre/kunne noget, at føle sig tilfreds med en indsats. Ofte noget man har arbejdet på at kunne. Men jeg kan ikke se at jeg kan være stolt af noget medfødt som Autismen/ADHD, der bare er mit grundvilkår. Og et grundvilkår der har været meget lidt plads til, i det liv jeg har levet. For så skulle jeg mere være stolt af mit stigma, at samfundet ikke har fået slået mig ihjel endnu. Men det er unægteligt noget heelt andet.

Når nogen siger jeg er speciel/særlig ser jeg ikke det ligefrem som en god ting, fordi jeg ikke kan høste det positive i de ytringer, og altid har grund til at frygte det negative. Jeg kan være speciel/særlig på en festlig og tankevækkende måde, og så på den måde hvor man kalder det noget andet, noget helt andet.

Jeg tror ikke det gavner at lære børn på spektret at sige "jeg er særlig" eller tænke det om sig selv. Vi vil møde virkeligheden før eller siden, og det kan ingen kvælende positivitet dække over, den prøver, men det vil ikke lykkes i længden. Så måske det var nogen andre sætninger det skulle have været?

Hvis det jeg kan, kan bruges, og nogen siger at jeg gør det godt, bliver jeg stolt. Når nogen betaler mig en fuld løn for noget, bliver jeg stolt. Når nogen takker mig for en indsats jeg har gjort bliver jeg stolt. Det er det jeg ønsker, det er det jeg altid har ønsket. 

Tal ikke ned til os, for vi skal have det der er rigtigt og ægte, ikke falske sætninger som vi kan papegøje, det gør det nemmere for de neuro typiske, men ikke os. Fjern forhindringerne der er for os i samfundstrukturen, og se hvad der sker! Så kan vi ende med, at alle at føle sig stolte. 

Når nogen faktisk taler sandheden som den er.

 Min jul var præget af ikke at komme i mål med kaos hjemmet, ikke komme i mål med året. Og min tåbelighed i at havde troet, at en meget tydelig bedring ville kunne klares på et år. 

Jeg nævnte det for min nye støtte i hjemmet, og hus sagde ca. sådan: At jeg havde lagte en plan der krævede andres hjælp, at den var hængt op på om det kunne lade sig gøre". Og ja det er sandt. Det var sådan en sætning jeg selv kunne levere, "diamant sandheden", ofte ikke populær blandt neurotypiske. 

Men det var jo rigtigt. Med ingen ander muligheder og uden evner til at gøre det på egen hånd, havde jeg overladt mit mest brændende ønske, i hænderne på "systemet". Men systemet kunne ikke løfte opgaven. Eller de kunne ikke løfte det uden at jeg samtidigt fik alle mine fine sager evt. trampet ned. Og med den viden. at de fleste socialerengøringer med en "oprydning" skader mere end den gavner, et ekstra trauma. 

Det ville havde krævet støtte hvor der var oprydning min 2 gange om ugen, uge efter uge. Måske oftere fordi jeg ikke kunne arbejde så mange timer. Nu kan det være to gange af 4 timer og mere.

Hvorfor kan jeg ikke passe mit hjem? Fordi det er groet til i en periode jeg har haft det skidt for mange år siden. Fordi min ADHD gør at jeg glemmer hvad jeg har gang i, og at jeg nærmest taber ting ud af hænderne, eller ikke kan beslutte mig hvordan jeg skal angribe det. Jeg ved godt hvordan man gør det rigtigt, jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke være i det. Samtidigt med bander jeg over mig selv, og hvordan det kunne gå så galt, håbløsheden i det. Det er der min hjerne er endt efter alle de forsøg. Jeg har været slem mod mig selv.

Ja, der er bygget nogen kognitive motorveje, der går igang når jeg går i gang med hjemmet. Jeg har brugt kognitiv terapi før, og Recovery. Og jeg har selv arbejdet med Recovery.
Udfordringen er bare når alt er brændt sammen over tid, og det er svært at filtre det ud af hinanden, men noget af det reelt heller ikke er psykisk i almindelig forstand.
Noget af det "ekstra" de sidste 10 år var at menupausen var indtrådt, og havde lagt en tåge udover alt. Jeg forstod selvfølgeligt ikke hvad der var sket, og troede  at menupausen var fysiske symptomer og ustabilitet. Ikke at den kunne omhylle en i noget der bare gjorde alt mere op af bakke end det var før. Og det var ikke godt før, men det der ekstra, var alt for meget, og jeg kunne ikke gennemskue hvad det var, også fordi der var ting der gjorde at der var lidt for meget at forholde sig til. At blive diagnosticeret med Autisme, en flytning, og personlige tab. Jeg fanget ind. Og det var som om jeg ikke kunne psykisk eller fysisk flytte mig i over 7 år. Jeg ser det som mistede år. Menopause og Autisme og ADHD er nu noget man ved mere om, og at det laver ret voldsomme negative ændringer hos kvinder på spektret. 

Jeg sagde til lægen her i ugen, det føles som en straf at leve sådan, i sådan et hjem. Det er sådan noget man gør for at straffe folk, spærer dem ind. Jeg har tilbragt alt for meget tid inde uden at kunne andet, og under forhold man ikke ville unde nogen. Mit hjem er en følge af mentale tilstand, der er en blanding af flere faktorer "opbygget" gennem et liv, udover Autisme og ADHD. Og samtidigt påvirker hjemmet mig negativt. Både stigmaet ved at leve sådan og kaoset i det, og det med ikke realistisk kunne magte det selv. 

Hvordan elevanse medicinen kunne have hjulpet mig endnu mere, hvis mit hjem i løbet af de to år havde ændret sig mod det bedre? Det eneste jeg kunne gøre var at rydde op i min hjerne sammen med elevanse, for det hjalp den med uge for uge. Men den gjorde mig ikke bedre til det med hjemmet. 

Ja, jeg "gjorde regning uden vært" og "satte min lid til andre" som man sagde engang. Jeg troede på noget/nogen der var udenfor mig, at jeg kunne hjælpes og det måtte kunne lykkes, og jeg tog fejl. 

Havde jeg ikke troet på det havde jeg ikke kunne leve, havde jeg vidst at meget lidt var sket fra den ene jul til den næste. Jeg kan ikke rumme det. 

Jeg er begyndt at gå til live musik igen, jeg er begyndt at tegne og modellere igen. Jeg er igang med at tage min julepynt ned og ikke være ked af det og vred samtidigt. Julepynten er mit valg og min glæde. Og også en træning, ned i de rigtige æsker. Vær i det. Fortsæt. 

Det var en jul som året før, og den var barsk, men også anderledes. Der var sket noget i hjemmet inden med den nye støtte. Og jeg havde overlevelses erfaringer fra julen før. 

Og jeg kunne se det groteske, i at det er her vi er som samfund, og at Hoarding kommer som diagnose i 2026. Men lige nu er jeg stadig udenfor nummer og rette kasse, i det Danske kassesystem. 

Men kan føle sig så totalt magtesløs i vores rige regulerede pæne samfund. Det er en erkendelse, det er sådan det er og man kan ikke regne med noget. 

Neurotypiske ville sikker sige, hvorfor jeg ikke er gladere, nu hvor det synes som om  jeg får den rigtige støtte?

Det er jeg også, men det jeg har lært og mærket konsekvenserne, og det er ikke noget man/jeg lige glemmer. Det er de afgrunde jeg kender og jeg ved jeg kan komme til at møde igen meget let, for det er sådan samfundet er skruet sammen. Det gør mig ikke tryg, heller ikke tanken om andre som mig og alle de andre der kan sidde med lignende problemer. 

De færreste mennesker er skabt til at løfte alting selv her i livet. Og vi skal tro på andre kan gøre en forskel i ens liv og at man selv kan i andres. Selv jeg. ;-) 

Men ja, jeg overlod mit håb til noget/nogen udefra. Hvordan jeg løser min fremtid vil vise sig, men det er tid til forandring. 

Jeg er ikke en syg Hundehvalp!

Eller det var nok bedre hvis jeg var....

Eller nej, faktisk. Sagen er, at umiddelbart virker det som om at i Danmark sætter man lighedstegn ved at det at vise forståelse og empati, svare til at man har rodet sig ud i at adoptere en andens problem. At i anderkendelsen ville også ligge det et man var nød til at handle på det. Det der med næsten, og det kultur Kristne. Det lure i baghovedet, derfor er det vigtigt at kunne lukke den dør.
Og det er der mange måder at gøre på hurtigt. Det er som en besværgelse mod det onde, i form af at der er en virkelighed, og det er ikke en man selv vil have indblik i. Man har nok som det er.

Der er aldrig nogen der overvejer om der egentligt forventes noget, at det bare er et udtryk for en person der er ærlig, siger det som det er. Noget der flyder over, ikke kan skjules mere. Men så må erkende at der jo faktisk var en grund til at skjule det. Andres reaktion viser tydeligt at det ikke var det rigtige at gøre.

Man fik "gode råd", det blev minimeret, det blev skøjtet henover. Det blev ikke valideret for hvad det var. Ikke set, ikke hørt. måske bare et ja, et øjebliks kontakt. 

Men det er alt for farligt, sandsynligvis besværligt, lillefingeren og så hele armen, man slipper aldrig væk. 

For man er ikke en syg Hundehvalp, men åbenbart mere en enkelt persons zombiehær, der med sin ulykkelighed ville kunne suge alt ud af dem man mødte. 

Guderne må vide at jeg har mødt "sugerne", men som jeg kender den giver de aldrig den anden vej, og er ret klare med deres forventninger til andre. Og der kan jeg ikke se mig selv, og mange andre. Og vi har gennem tiden bevist at vi gerne ville når vi overhovedet kunne. Men måske det er et svagheds tegn at ville så meget for at være med, at det kæver alt? Og når der så ikke er mere.

Vi er en nation der vejer vores ressourser på en guldvægt, og holder øje med personligt overskud, plus det det andet, hvad andre har, og hvor man selv er i forhold til det.

Folk har altid travlt med at der er nogen der har det værre end mig. Hvilket jeg absolut ikke tvivler på. Men bedre og værre hvordan? Man kan sige ved ikke at ville tale om det, bliver man ikke klogere på det. Hvordan tror de jeg har det, hvordan tror de mit dagligliv er, min fortid? De er formentlig ligeglade. Men derfor behøver man ikke af forudsætte ting man intet ved om. Eller noget der kunne røre ved noget man ved om, men ikke vil have aktiveret. 

Mødet med det svære i et andet menneske, er et møde med en selv. I det overfladiske er det mødet med den man tror man er. 

I en samtale i sommer sagde jeg "Det er egentligt underligt, at der aldrig er nogen der har spurgt hvordan vi overlevede". Det er nok fordi vi ikke er overlevet på den rigtige måde, i bog og foredrags form, med forløsning og happy end. Men overleverer dr stadig kæmper, og vil blive ved med det. 

Løsrevet fra samfundet kunne vi også komme til at sige de ting man ikke må sige, vi har ligesom sluppet kontrakten, med "hvad man siger". Og kan på den måde være "damen med de blå tænder" selv helt uden rødvin, der ser de blinde vinkler og sætter ord på. 

Vi synes sandhed føles hårdt. Det synes jeg også, men det er hvad jeg har tilbage. Men jeg har også meget empati for at folk har deres, at det ikke er et (sandheds) sværd jeg skal holde over deres hoved. 

I disse tider kan man spørge hvad sandhed er. Men med viden, erfaring og selverkendelse og iagtagelsesevne kan man nu komme langt, til sådan nogen lunde kunne se spektret af gråtoner. 

Og her kan jeg elegant komme tilbage til hvor jeg startede, at mødet med andre ikke er et enten eller, eller sort/hvidt, og hvid det er er det en spejling af en selv, der tror det ser noget der kunne pille ved det selv, tage noget, sætte noget på spil, noget ubekendt, noget alt for velkendt? Kan det kun være negativt?

Jeg har ofte oplevet at menesker der var skadet på nogen punkter, havde noget jeg kunne lære af, jeg selv ikke kunne og måske omvendt. Men kan man kun bytte viden og støtte med dem i den gruppe?

Har vi kun noget at sige til hinanden, når vi er på samme trin i Maslows pyramiden? Sandsynligvis, for hvad ville en der var totalt kostfikseret kunne relatere til en der bare spiste hvad der lige kunne lade sig gøre. Når man selv ser mad som at bevæge sig i et minefelt af fare og tidlig død? Men ellers velfungerende og med tjek på det. Og jeg kunne blive ved med menneske typer der ville være så meget på den anden side af hinanden, selvom de var ret almindelige i Danmark. Middelklassen har middelklasse problemer, som æder dem op på deres egen måde. Indenfor de rammer er der også afgrunde, fordi folk er blevet enige om afgrundene, de er underforståede, og dræbere. Og det er måske derfor alle gerne vil have det nemmere lige på deres egen hylde. 

Vi skal komme videre, vi skal komme over det, og den rigtige kost og motion, og så tænke positivt og ikke for meget. Så så skal vi tjene penge og have noget at se frem til. 

Det er så ikke lige der jeg er. Ikke at jeg ikke også skal noget andet, nu. Jeg har ingen plan og jeg må vel tage de opgaver der ligger øverst i bunken. Der er altid rigeligt at tage fat på. Hvilket også kan være positivt, vi er her for at lære noget, ikke for at dyrke vores egen individualisme indtil den selv imploderer. Vi er meget lidt uden andre, om ikke andet de fleste af os.