Nej, jeg er ikke bare lidt uorganiseret og med for mange ting.

Vi er mange mennesker der roder, og der har alt for mange ting vi ikke får sorteret eller smidt ud. 

Men den "uorganiserede roder", der aldrig rigtigt får tid og overblik, er ikke den samme som reel Hoarder. 

"Hvordan du får ryddet op i dit hjem" videoer og bøger og tips i blade, kan evt. hjælpe den første gruppe. Og når jeg fortæller om mit problem, er det altid den slags jeg får tilsendt. Alt det praktiske er sikkert godt nok, ikke kernen i mit problem, det forholder sig ikke til det at ikke praktisk kunne udføre det, eller dybt trauma.
Det er for rimeligt velfungerende mennesker, der er kommet bagud med deres hjem. Ja og også de kan komme ret bagud. Men de er ikke af den grund Hoardere. 

Et Hoarder hjem har mistet funktioner der er vigtige for at kunne bo. Køkken, badeværelse osv. Vedligehold. Hjemmet er svært at anvende. Det er et ophobnings sted, hvor man ikke længere kan være selv: Ophobningsproblematikker, hvor hjemmets funktioner er sat ud af kraft. Det er her det er Hoarding

Det er en tings adskillelses angst, der er en reel psykologisk faktor, der ligger noget centralt som grundlag for at det er blevet udløst. Og kendetegnet ved en vedvarende angst for at miste eller blive separeret fra ejendele, hvilket fører til omfattende ophobning og tab af hjemmets funktioner. 

Nogen kan være benægtende overfor at de har et proplem. Andre ved de har det, men kan ikke få fat i problemet, med manglende kendskab til det byder det bare på dårlige erfaringer, både for den der Hoarder og dem der hjælper. Hoarding er ikke noget overfladisk, det er dybt og personligt.

Og grebet forkert an egentligt spild af arbejde, og nederlag. Men ofte er der tale om ting der skal ordnes nu og her, lokummet brænder, så der er ikke mulighed for at gøre det som man burde, man gør det som man nu kan, dog ofte med nogen viden om Hoarding. 

I Danmark har vi ikke nok viden om emnet, vi har ikke den psykiatriske indsigt i det. Det er for specielt/specialiseret åbenbart. Men det betyder at dem der har lidelsen, ikke kan få en faglig forsvarlig hjælp. 

Det betyder fx. jeg ikke kan få en faglig forsvarlig hjælp. Og det har uoverskuelige konsekvenser. Det er helvede, inde i hovedet, kroppen, omkring mig. Jeg kan ikke praktisk komme igennem det med Autisme og ADHD oveni, og når jeg prøver er det en re-traumatisering, og selvhad. Og jeg arbejder, men når ingen steder. Jeg er fanget i det uden den rigtige støtte. Jeg må bare være i det.
Hvis jeg engang har haft et overblik, er det væk nu, der er sket for meget, der er for meget der ikke fungere som det skal. 

Jeg har en angst lidelse, der skaber et meget synligt kaos omkring mig, alligevel er jeg usynlig i systemet. 

Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 

Erkendelsen.

Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 

De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025

Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 

Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 2.

 Angst og Hoarding.

Hoarding er så forbundet med traumer, tab der har aktiveret en tendens til OCD. Mange har en kim til OCD, der kan blive aktiveret til helt nye proportioner. Godt nok er der en arvelighed i Hoarding, men ofte er tendensen en "sleeper", der måske ikke var vågnet uden at der var sket noget der udløste det. 

Hoardingen kommer til at være  en beskyttelse mod en fremtid man føler usikker. Og tab og usikkerhed er blevet en grundfølelse, man prøver at dulme. 
Med noget OCD behandling overskrider man den angst og prøver at desensibiliserer. Desensibiliserer ved at gentage sorterings oprydnings processer fx. Men det kan også bare være det at snakke om det, indtil at det overhovedet er "hul igennem". Som Hoarder kan man nærmest lukke ørene, og blive vildt stresset af bare det at tale om det og planlægge. Man kan udefra synes nu har vi talt grundigt om det. Men opdage at nu er der pludseligt spørgsmål eller modstand (angst). Det kræver mod at gå igang med at af-hoarde, meget mod og tillid. 

Hjemmet er blevet forbundet med selvet, situationen man er i, er lig med en selv, groet sammen, filtret sammen, men kan ikke bare stå og flå det væk. Man kan ikke tage det af som en overfrakke. Det er der stadig. Desensibiliserinen (tilvænningen) kan være den langsomme proces med at afhoarde hjemmet, og mærke uroen, og holde pause, og så gå igang igen. Men det er en luksus, selvom den burde være måden. Noget andet er at mennesker med ADHD eller/og Autisme ikke altid kan OCD desensibiliseres på samme måde. Fordi det også er noget sensorisk, men der er også motorik, og evnen til den fysiske udførelse, og koncentration, eller manglen på samme. Og vi har ekstra stærke reaktioner på kritik, eller ikke at blive mødt. Og nogen ved ikke selv hvorfor de reagerer, hvis man er blevet kommenteret og trumlet hele livet er det bare sådan omverdenen er, og gamle forsvarsmekanismer bliver brugt. 

Så nogen af reaktionerne kan være synlige, men også ret usynlige for dem der forsøger at støtte. 
Patologisk kravafvisende adfærd (PDA), er en profil inden for autismespektret, der er karakteriseret ved ekstrem undgåelse af krav og forventninger. Der er nogen debat om PDA, men den er der. Og en Hoarder med ekstrem undgåelse af krav, den er svær. Og kan bunde i forskelligt, fra ikke at kunne leve op til ting og nu bare vil undgå det nederlag. Men det kan også være i forhold til egne krav, som man bare ikke kan sætte kroppen i gang med. Andre vil let se det som stædighed, manglende erkendelse og skide irriterende. Men som med det andet, der er noget under, men der er også noget indbygget i hjernen, Autisme/ADHD er de der start/stop ting.

Der er en fagligt forsvarlige måde at af-hoarde et hjem er at langsomt desentificere processen, gøre den styrbar, tryg, forventelig. At undgå unødvendige konfrontationer, ved at det går for hurtigt, ikke er til at gennemskue. Men som skrevet, det er der viden om. Og egentligt burde man lige finde ud af hvilket type menneske man står overfor. Og vide at der er masker folk bære. Også at selvom vi godtager samfundets krav og nikker, er det ikke sikkert vi kan udføre det aftalte, det lyder fornuftigt og noget der burde kunne gøres, og lige der glemmer man at det nok er for meget. Så er der dårlig samvittighed til når der kommer Hjemmevejleder fx. 

"Ville du ikke synes det var fantastisk at dit hjem fungerede igen, og du måske kunne have nogen på besøg?" Som en Hoarder med selverkendelse vil jeg sige, at det er svært at forestille mig. Og mange mennesker med Trauma, vil helst have deres hjem som en borg, en total sikkerhed, hvor andre ikke kommer ind over. Opvækst/parforhold med narcissistisk præg, kan gøre at hjemmet er en hule og andre ikke velkommne, selvom man ellers er social. Og det er også en Hoarder type. Og man kan sige at det overfyldte hjem jo støtter en i at holde andre ude. Og at alle tingene skaber en buffer zone omkring en, hvad skal sættes i stedet for det? Det er jo det store spørgsmål. 

Det er ikke ligegyldigt hvordan man gør det.
Man kan argumentere at hvis jeg bare havde ladet folk hjælpe mig ud fra deres egen indgangsvinkel, havde "det været løst", jeg skulle bare have udstået det. Det ville jeg måske også, hvis der havde været en deadline for projektet påbegyndelse til slut med klare mål. Det er meget fint man bare propper ting i gennemsigtige sække, og så laver en socialrengøring, men hvad så? 

Og nej det er ikke fint, for de vader rundt i ting de ikke ved hvad er. Nå, men tilbage. Hjemmet er nu rengjort og fyldt med plast plastsække, nogen mere sorterede end andre. Og hvad så nu?

Det er sække med tøj jeg bruger dagligt, og alt muligt. Men det skal jo op og hænge, sorteres, og hvor skal det være? Er der skabt steder det kan være, kan jeg etablere de opbevarings muligheder på egen hånd uden hjælp? Nej det kan jeg ikke. Hvor får jeg hjælp, og hvornår. Der er 50 sække og snart begynder jeg at flå dem op og det ender på gulvet, mens jeg prøver at finde mine ting.

Kan jeg få hjælp til at få noget sat op til de ting og til at jeg kan få tingene anbragt, og hvornår, om et halvt år? Slet ikke? Med ADHD/Autisme har jeg dårlige evner til det praktiske og det er blevet værre. Det går ikke uden støtte. Så en plan skal hænge sammen og der bør være nogen ide om start og slut, med erkendelsen af det kan blive anderledes, men det bør ok passe. 

Jeg har ikke mere energi til mere ableistisk tankegang "når andre kan, kan du også".
Jeg har hørt rigeligt i mit liv om hvad jeg burde kunne gøre. At jeg som en meget voksen kvinde med Autisme og ADHD ikke længere vil tales ned til, som et modstræbende barn, eller roses som et, burde være ret ok, jeg bider ikke hovedet af folk for en enkelt bemærkning, men når jeg ser tendensen, siger jeg fra.
"Men er det ikke mere nødvendigt at der sker noget praktisk med hjemmet?". Nej, det er lige nødvendigt at både jeg, og hjemmet kommer i orden på en respektfuld måde. 

Jeg har været igennem flere oprydninger, der foregik forskelligt, og både gode og dårlige erfaringer, så jeg har stået i det, og kunne mærke hvad det er der sker, og hvad der virker og ikke virker. 

Der er også styrker bag afmagten.
Jeg har samlet mig selv op mange gange, jeg har opfyldt andres behov frem for mine egne, så jeg blev brugt op, uden st kunne vælge det fra, det måtte udstås, klares. Men det konditioneres til at udstå ting, andres syn på mig, var vigtigere end hvordan jeg havde det, det er ikke særligt optimal måde at leve på med Autisme/ADHD. Noget blev valgt fra, der var ikke overskud og kræfter. Jeg tog masken på, og måtte leve med det bagved. 

"Hvordan gik det så galt? Er det jeg siger når jeg prøver at rydde op, og var der et alternativ? Vi kan godt lide at forestille os at vi har valg, at vi har frihed, det har vi til dels også, hvis vi er parat til at satse det hele, og evt. tabe det. Men der har jeg/vi jo ofte været før, det var der det startede med tab. 

Man kan sige jeg fedtspiller, men det er af gode grunde, jeg kender kanten. Det jeg prøver på er, at jeg og hjemmet kravler mod målet rimeligt samtidigt, og det sker ikke af sig selv, det er desværre noget jeg selv skal klare mentalt, at jeg er der mentalt, når den tid kommer at hjemmet er "normaliseret". Udefra ville andre nok tro at hvis der var en tryllestav og hjemmet kunne komme i orden ved at svinge den, ville det være happy end. Det er ikke tilfældet, uden den mentale arbejde og det praktiske. 

Jeg er en meget voksen kvinde med sendiagnosticeret Autisme og ADHD, og Hoarder, og jeg kæmper stadig for et liv, hvad pokker  det ellers er.
Jeg er et kompetent menneske, i det mindste intellektuelt, og jeg har tilkæmpet mig selvindsigt og indsigt i andre. Jeg er ikke noget "særligt" i forhold til Autisme/ADHD/Hoarding, jeg er ikke den eneste med den kombination på nogen måde.
Og jeg bør ikke være den der skal fagligt undervise de faglige i, hvordan man støtter mennesker i min situation, samtidigt med at jeg står midt i den. For man kan ikke forudsætte at folk selv ved de ting, selvom de har diagnoserne, det ar godt at kunne advokere for sig selv og diagnosen, men det er for hårdt i selve situationen.
Jeg er jo heller ikke psykiater for mig selv? Psykiateren kan spørge ind til ting, jeg kan svarer. Jeg kan af mig selv spørge om ting, eller komme med udsagn. Men grundlæggende bør Psykiateren have den nødvendige viden, så jeg ikke behøver selv at sidde med den samme faglige baggrund, eller mere? Det samme gælder alle der arbejder med mennesker med Autisme/ADHD. Det er ikke mit job, jeg er den diagnosticerede, ideelt set skulle jeg bare følge anvisningerne, og være en anelse ansvarlig, og det var det ikke andet. Det er forbandet meget ansvar for egen behandling, samtidigt at skulle informere om hvordan man støtter, især med Autisme/ADHD, ansvar med ansvar på, og så lidt mere. 

Når nogen står i mit hjem er der skyld og skam, forvirring, der er min ADHD der tænder og slukker for hvad jeg hører. Der er gang i rigtigt mange sanser, mit hovede kværner og jeg taler, og jeg rydder op. Samtidigt formidler jeg hvad det er der foregår for en der Hoarder.

Jeg har ansvar på mine skuldre, normalt er ansvar lig med kompetence og status, men ikke når det er i sådan en situation, jeg har kun ansvar, ingen anerkendte kompetencer, råderum for valg, ingen status. Selvfølgeligt har jeg opbygget noget med min hjemmevejleder, et samarbejde og forståelse. Men det tager tid, og tid er det der mangler i kontakten omkring hvad jeg har brug for at støtte, når jeg skal tale med andre, psykiatere, kommune. 

Der er mange jeg skal tale med igen, og der er afslag og manglende sikkerhedsnet. Jeg bliver ikke baret frem med an Autisme/ADHD, og jeg er meget ujævn i hverdagen. Det er ikke godt nok. Men jeg må fortsætte. 

Det psykologiske arbejde er der ikke må jeg gøre selv, det er ikke optimalt, for det er ikke i letvægts afdelingen. 

Jeg er blevet opdraget til at være en kustode af af ting og deres historie og vigtighed, og jeg var selv bare et objekt blandt objekter. på mange måder dårligere defineret, end alle tingene. Mindre set, men også hjemmets største skat. 

Så hvem er jeg så egentligt? Det er det arbejder jeg skal gøres for at jeg bliver fri af Hoardingen. Men hvordan heler man, den kærlighed der aldrig var? 

Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 1.

Hoarding, på dansk samlermani, er en OCD lidelse. Den kan være kombineret med andre diagnoser, men kan også stå alene. Men som sådan er det ikke en diagnose man rigtigt tager seriøst i Danmark, men den anvendes i andre lande, der har beskæftiget sig mere om Hoarding som en diagnose i sig selv, og hvad man kan gøre for at støtte, og ikke et "tillæg" til en andre diagnoser, eller udløst af den anden diagnose.
I Danmark kommer det under "At man ikke kan klare hjemmet" hos Kommunen. Men der er en forskel på at man ikke magter sit hjem fordi man har en psykisk sygdom, , eller man er handicappet, eller har misbrug, og så Hoarding, det ikke det samme selvom det overfladisk man minde om, og det er ikke ligegyldigt hvordan man takler det praktisk. Er det bare manglende overskud der skaber ophobninger og skrald, eller er ophobningerne meget vigtige for ejeren, eller det der kunne ligge under det der kunne være værdifuldt?

Der er Hoardere og samlermani i alle socialklasser.
Og det er ikke at, der ikke er folk med samlermani og mennesker der Hoarder i Danmark, for det er der. Men "behandlingen" er, at når det hele er ramlet og der er gået mug og udyr i hjemmet, så kan nogen komme og rydde bulen og en socialrengøring. Indtil da, så ikke så meget. Men der er gået tid inden det, faktisk lang tid. Det er den socialrealistiske udgave, noget bliver heller ikke opdaget, noget foregår i andre sociale kontekster. Nogen har mere plads, nogen lejer lagerrum osv. 

Du kan ikke se på folk at de er hoardere/har samler mani, det er ikke en social klasse, det kan være folk i arbejde, det vil være folk hvor man ikke tror det om dem de ser så ordentlige ud og velplejede. Folk der ellers kan holde orden i andre ting. Folk der er vandt til at tænke logisk, tage ansvar. 

Og de fleste skjuler det så meget de overhovedet kan. Det er først når det er helt galt det bliver synligt. Eller der er krav om der skal håndværkere ind og se på lækkede rør fx. Det er så det værste mareridt, der er en deadline, det er nu og her og man er opdaget, og der er trusler om at blive smidt ud, hvis man bor i lejlighed. Og hvad gør man nu? Bor man i almennyttigt vil kontoret nok sige man skal kontakte kommunen, og få en socialrengøring/rydning. Måske man bor et sted hvor man ikke får noget at vide, uanset dette er helvede. Jeg blev kontaktet af en hvor der var kommet brev fra ejendommen. Og hun vidste at jeg var Hoarder så hvad nu?
Jeg forklarede at hvis kommunen blev kontaktet o ejendommen blev kontaktet om det, ville det være gode kort på hånden og vise at der var vilje til at reagere. Andre havde rådet til andet, men jeg var meget klar, det var måden at forhandle deadlines. Det gode var at det jeg fortalte om der ville ske passede, at dem der kom ud og talte med hende fra kommunen var søde og havde tjek på det og hun fik støtte til hjemmet. Det var godt, man ved jo aldrig. Jeg havde gode erfaringer fra før, men ting ændre sig jo. 

Ud med lortet og hvad så?
Hvis man bare kommer og tømmer et sådan et hjem, er personen stadig hoarder efterfølgende, og endnu mere sårbar efter det der er sket. Det er ikke "løst", kun nu og her. Den grundlæggende angst, og måden at holde fast i ting er der stadig. At ændre det, ville kræve terapi, og et ønske om det.
Men det er ikke et område der er fokus på, eller sat penge af til. Samtidigt vil man også møde Hoardere der ikke er parat til terapi, og heller ikke erkender deres egen situation. De har levet med deres ting som et modvægt til traumer, ocd de måske aldrig har forholdt sig til, ubeabejdet, uerkendt. Så der er mange ting på spil, den dag det ikke kan fortsætte på samme måde.
Grundlæggende er det vigtigste at dem der anvendes til at rengøre/rydde har solid erfaring med Hoarding. Der er ting man ikke skal sige og gøre, og der er måder at få det til at fungere lidt mere værdigt og mindre stressende for Hoarderen. 

Måske de fleste tænker at bare tingene kommer væk, må personen selv finde ud af det, og det er deres egen skyld. Og at de ikke kan forlange at udmugningen, foregår på en måde der ikke gør deres OCD endnu værre. Mit gæt er at de fleste der hoarder ikke vil være andet end at de er i total panik. Det er jo nærmest som at blive udstillet nøgen på bytorvet for at give et billede på det,

Altså, hvis man har en OCD angst der gør at man holder fast i ting samlermani/Hoarding, og efter længere tid ikke er i stand til at holde hjemmet, vil man ikke modtage hjælp/støtte der er målrettet i forhold til at være Hoarder. Det er for specielt og specialiseret. Der er dog nogen kommuner det klare det bedre end andre. Og der var kommuner der gjorde det bedre for år tilbage.

Men drejebogen findes, hvordan støtter man det praktisk, hvordan man gør det psykologisk. Og den er ikke raketvidenskab. Ja, vi er forskellige, men grunlæggende er der de samme triggerer, måske det er dem der kigger på os udefra der ser os som forskellige, men opgaven er den samme. Det er den samme uro inde i personen, om det er en Dame med alt for mange sko og uudpakkede ting fra nettet, eller en ældre mand i en beskidt lejlighed, proppet med sager. Det kan være forskellige stadier, selverkendelse, intelligens, sociale omstændigheder, hvor slemt det er. Men inden i har det samme kerne, og reaktioner. Og alle har haft en start, så et mellemstadie, og nogen går så til de sidste stadier til fuld kaos og det sundhedfarlige. Og mange mennesker har ikke haft folk inde i deres hjem i 30 år. Familie er blevet holdt væk. Der er så andre der lever som en familie midt i al hoardingen, men hvad det betyder. 

Mange kommuner kender at der bliver klaget over en boligejer, der har fyldt hele haven med rustne sager og skrald, og her er det år af hoarding, hvor tingene voksede ud af hjemmet og udhuset. Og så er der dem der Hoarder dyr, de ikke kan overskue at passe, og det sker i lejligheder og i huse. I lejligheder er det naboerne der begynder at klage over lugt. Det er de mere ekstreme tilfælde hvor alt er fyldt op, men der også er madrester, og afføring. Alle rum har mistet deres oprindelige anvendelse, køkken og badeværelse kan ikke anvendes, sengen kan også være forsvundet i bunkerne. 

Når overblikket forsvinder, og det gør det, er det som om flere og fler praktiske handlinger, ikke kører pr. automatik. Og opstår der problemer med tilstoppede rør, sker der ikke mere, det er som det er. Helheden kan ikke længere rummes, der er for meget der ikke fungerer, men man kan næsten ikke huske hvordan der er når det gør, man vænner sig. Det er en tilvænning til et større og større forhindringsløb, bare for at komme fra rum til rum. Men det sker ikke fra en dag til den anden. Der er et menneske inde i det her, hvis hjerne er mindst lige så kaotisk som hjemmet, om ikke andet når deres/vores verden bliver forstyrret udefra. Og her i ligger noget, at vi klare den dag for dag, og skubber ophobningerne foran os. Hvilket også kræver mentale kræfter, der på den måde er bundet så de ikke kan anvendes på noget der ville være mere fremtid i. Men joken er jo at vi gemmer til den fremtid, til når dagen kommer. 

Det handler om tid.
Man kan tænke en hoarder med noget selverkendelse, vil være nemmere at hjælpe, end en helt uden. Men på et eller andet tidspunkt kommer der et isbjerg i vejen for processen. Sådan er det bare. Og når man arbejder med et hjem er det svært at forudsige hvad der kan udløse uro og angst, uanset er det et signal der skal reageres på. Det kan være grundene kan virke irrationelle på andre. At at der nu er mere gulvplads kan udløse uro fx. 

Man kan tænke: Jamen det skal vi bare over, så er alt godt. Nej. Det er der tilliden bliver brudt, måske Hoarden siger fra, og nu slet ikke vil. Tillid er vigtig, og at man bliver hørt. Og at når men siger fra, at det ikke ender i fronter, men bliver forstået, eller at man (sammen) vælger at tage fat fra en anden kant der føles mindre farlig. 

Det tager længere tid, det tager den tid det tager, et halvt år et år. I de situationer folk står i akutte situationer hvor der skal handles, hvis det er sundhedskadeligt, livsfarligt for en selv og andre, skal det gøres. Og det vil påvirke stærkt. Hoarderens hule uanset hvad den er endt med er mere tryg end det der sker, meget mere.

Udefra kan man tænke det er en falsk illusion. Men det hele er ikke opstået over et par år, men mange år, dag for dag. Der er en langsom tilvænning til besværet med at leve i det, og der har måske været forsøg med at rette op på det. Men der er aldrig nok på "tanken" til den opgave praktisk eller psykologisk.

Nu og her er ting, er den eneste bufferzone der fungerer til at dulme sindet. Der er ikke noget andet at sætte i istedet. Hoardin er et quick fix, men også en Elefant i rummet. At være afhængig af spil er mindre synligt, det er puf væk. Andet misbrug, ja resultaterne af det er der, stress, samvittighed. Med Hoardingen er det fysisk manifesteret i en meget fast form, der enda kan være mere end man tror, indtil kasser og poser er fyldt. 

Vi er en tid med mange ting og købehygge.
Men vi lever i et samfund der har normaliseret overforbrug. "A Temu Haul" er blevet normen for mange, at der kommer en kæmpe pakke med 50 ting i. At vi kan købe uden at forlade hjemmet, hvilket gør at mere immobile også kan Hoarde. .
En hygge tur i Tiger eller Søstrene Greene med børnene eller veninder. Køb er lig med hygge. Som børn oplever vi også hygge med den slags indkøbsturer, det er noget vi husker, en tur med Mor i Magasin. Det er det gamle mønster vi følger, og de sidste menge år har givet mulighed for. Så på en måde bliver det idealiseret i tiden, og som sådan er det jo, er du ked af det, køb et par sko. Vi køber ting og lidt for meget, igen og igen. Og nogen køber alt for meget. Og nogen aflevere det til genbrug, men andre beholder det hele. Alle de fine hobby ting jeg har, til når jeg engang...Drømme om fremtiden. 
Hoarding er drømme om det vi skal bruge i fremtiden. Indretningbladerne, de gamle artikler, værktøjet, den rustne cykel, det blev til 20, og diverse andet. Projekter for livet. Til når vi får overskud og tid. 

Forbruget lokker også folk til at købe for mere end de de har, fordi livet er nu, og alle de andre har jo? Det er drømmen at man allerede er der, hvordan der har er.  Så man kan se hjem hos folk de kæmper med økonomien, men der er ting over det hele, også IPads til børnene. Og 200 Bamser. 

Som samfund har vi mange års erfaringer med misbrug, spiritus, stoffer, spilafhængighed. Og der er behandlinger, og der er flere slags, der er er enda noget hvor det er gratis, og noget hvor man støtter hinanden. Meget i  Hoarding og overforbrug  har lighed med spilafhængighed, i hvad der foregår bagved. 

Hvad er der på den anden side af afhængighed?  Er det for farligt at drømme om et andet liv? Nye forventninger og nye krav?

Duelighedsmærker for Autisme/ADHD

Måske vi skulle lave duelighedsmærker i forhold til Autisme ADHD. De ting vi har med os hele tiden, vi prøver på at regulerer. Og alt det vi har gjort, det vi kan, det vi ved. Og det vi har overlevet. 

Mine personlige duelighedmærker er både det jeg skal magte i hverdagen i forhold til at have Autisme/ADHD, men også det jeg kan og det jeg har gjort, og det jeg har overlevet. 

Så når nogen siger vi har "lettere Autisme" eller "vi alle er lidt ADHD", så har vi det på mobilen, eller i en fysisk form, eller vi bare ved at vi har det, og ikke behøver at vise det, for vi ved det selv. Men skulle det glippe så har vi det, så vi husker det alt sammen. Fortalt i billeder, tekst og farver, sådan der mit spektrum ud, og med mulighed for forandringer, vi er født med det, men det ikke uforanderligt på godt og ondt. 

Og man ved aldrig hvor når man får et nyt duelighedmærke og hvilken type. Men jeg tænker at netop det siger det vigtige, vi går gennem ting med hvores Autisme og/eller ADHD, positivt som negativt, men værdien på mærkerne er den samme, vi har været i det. Vi lever i en kultur der er besat at udvikling og det positive, og de mere svære ting skal have en slags happy end for at fejres af andre. Sådan ser jeg det ikke, for det syn tager erfaringen fra os og templer den som kun negativ og ikke bestået. Og det er ikke sandt, eller medmenneskeligt, eller på nogen måde styrkende for den enkelte. 

Et menneskelivs væsentligste er ikke alt det der bare lykkedes, det er også hvardandet var modvægtet af livs omstændigheder, hvor testet man er blevet gennem livet.  Og har man reflekteret? Hvor meget ejer man sine erfaringer? 

Ude i virkeligheden, kan man blive helt tom i hovedet, når man mødes af at folk tror de ved hvem man er, diagnose, liv, de sætter ord på, men man selv mangler ord dlige der. Eller man er træt af t skulle virke vred og aggressiv, så man er klar hvis nogen siger noget. Og når man ved der er så meget mere end det synlige, det rammer altid. 

Måske de kunne have et visuelt udtryk, ikke perfekt, men alligevel meget mere nuanceret billede af et liv med Autisme/ADHD. 

Hvad kunne der være på dem? Det kunne være helt konkrete ting som:

Lysfølsomhed. 

At ikke altid at kunne tale i visse situationer. 

Men det kunne være de ting vi kan evner/viden. Det kan være livssituationer vi har været igennem. Interesser. Det kan være de ting vi har synes har været det sværeste. Der hvor vi her følt os mindst set og hørt. 

Det kunne være mage mærker, rigtigt mange. Men der er også alt for mange kasser, eller nærmere få, fordi de ikke viser at helheden kan være meget mere blandet, og næsten selvmodsigende for andre, vi kan blive ved med at sige: "når du har mødt en på spektret har du bare møde en variation af Autisme eller ADHD. Mange tror de har fat i helheden, men har ikke. Vi skuffer deres ønske om et hurtigt overblik, men det er bare ikke muligt. Det er komplekst, og det er blandet med livshistorie. 

Folk forstår let/svær, det med at det er et spektrum, og personlige evner ikke er symmetriske, at nogen egenskaber/evner kan virke fuldt udviklede og andre evner næsten ikke er, og hos den samme person, kan næsten ikke accepteres som værende rigtigt. Kan man det ene, kan man også det andet hvis man tager sig sammen. Det er begrebet ableisme: "Kan jeg, kan du også", der ikke vil/kan se andres manglende muligheder, for at gøre som dem. 

Vi møder det igen og igen, fornægtelsen af den udviklingsmæssige symmetri. Asymmetri i sandserne: Ting der er skruet op og ned for, lys, lyd, smerter og meget andet. Og folk gider ikke at høre det, de vil gerne kloge sig, men de vil ikke hører vores egne erfaringer. De tror at deres udefra oplevelse er den sande og vores er falsk og for negativ, og vi ikke ved noget der er relevant. Men det er det så heller ikke for dem, og det er det vi skal lære, de er faktisk så ligeglade de fleste. Det er ikke os der skal forklare det bedre, så de forståer. De gider ikke. Men ofte føles det som at mangle ord, at en Autist med ord, kan være næsten lige så udsat som en uden et sprog. 

Markere man overfor fordomme og dårlige råd, er man irriterende, siger man for meget er man besværlig og negativ, selvoptagen, man kan aldrig vinde her. Kun hvis det vi kan, kan udnyttes i en eller anden form. Og så gerne formes om, så det passer ind. Men det er en evig kamp, for at kunne være sig selv. Det er altid mere og mere, og man kan stå der med mindre. Og ingen omkring en vil tage ansvar, man var bare dum at man ikke passede bedre på sig selv. 

Det lyder negativt, neurotypiske er da ikke onde? Nej, det er ikke ondskab, de kan bare ikke rigtigt se os, og det er ikke nødvendigt for dem. De er meget mere A til B eller A til Z. Der er mange detaljer der ikke tæller, men også andre der betyder ufatteligt meget. Vi deler dem bare ikke rigtigt os på spektret og de neurotypiske. 

Vi har nogen default indstillinger om man er neurotypisk eller på spektret. Når man på spektret er i topform kan vi manøvrerer bedre, i forhold til erfaringer og det vi har lært op adfærd, men ellers er det direkte over på default reaktionerne. Default er derfor vi nogen gange svare på en vittighed, som om det var alvor, svare på hvordan vi har det, og svare sandt og måske længerer. Eller vi tror noget er mere kompliceret end det er, for ellers er det for dumt. Osv. 

Hvordan er det når nogen modsvare en joke, helt straigt? Og jeg må indrømme jeg gør det, men også gør det som en joke. Lige som alt det ironiske jeg siger, ikke er ironi. Men jeg heller ikke gør noget for at det skal fremstå som ironi. Og det er vel det der kan gøre os lidt edgy. Hvor er vi egentligt? Og her er svaret ofte, vi er som som klart vand, det er bare ikke det du tror, for du bruger andre filtre. Det er de filtre der gør det muligt at fungere mere smidigt i verden som neurotypisk om ikke andet som det er nu. Og det er de filtre vi helt eller delvis mangler med Autisme/ADHD Vi har ikke den elastiske bufferzone socialt eller sanse mæssigt. Det betyder ikke at vi ikke er sociale eller ikke vil være det, eller nogen af os vil, jeg tror vi har en egen måde at socialiserer, der faktisk kan noget, den er bare anderledes. 

"Jeg er et meget socialt menneske" er også et mærke. Det samme er "Jeg kan godt lide at være alene". Og nogen vil have begge mærker. Men uanset hvor gerne man vil det sociale, så er der en tid hvor man må gå ind i sin egen zone. "Jeg er blevet bedre til at opdage når batterierne er brugt op" er også et vigtigt mærke. 

Det aller vigtigste er at have ejerskab af hvem man er, at vi kan bidrage til viden om Autisme og ADHD som voksne, at vores diagnose ikke bare er en tilfældig artikel på internettet, nogen referere til som den sande viden om en. Det er ikke at se sig som en diagnose, viden/erkendelse er det skjold vi har mod de ting vi får i hovedet dagligt gennem et helt liv, også når vi mindst venter det, bang! 

Og så er det godt at huske hvem vi er, og at vi har ufatteligt mange ressourser. Nogen er bare bundet til "bare" det at prøve fungerer. Det er ikke "bare", vi gør et stort dagligt arbejde vi aldrig rigtigt har fri fra.  

Jeg beskytter dig for min Autisme og ADHD.

 Det du ser er det jeg "kommer til" at gøre og sige ved et uheld. 

Mennesker med Autisme og ADHD er ofte meget for sandheden og i mod uretfærdighed.
Nogen siger det er fordi vi selv har oplevet meget uretfærdighed, og bliver stærkt berørt når det sker mod andre. Og at vores impulsivitet gør at vi reagere uden at tænke over konsekvenserne. Vi tænker når noget er sandt og er uretfærdigt må det være grund nok, men det er det bare ikke i en nerotypisk verden. Der er mange andre hensyn der skal tages, til en selv og andre. 

Vi har jo set når nogen tager de hensyn til sig selv og andre, og hvad det kan ende med at dække over, af misbrug. Det starter et sted og fortsætter og der er ingen til at bryde kæden af fortielse.

Her vil nogen se mennesker med Autisme og ADHD som det svageste led i en kæde af tavshed, men man kunne også se det som det stærkeste, den der ser tingene og reagerer som en rygmarvsrefleks .
For vi er ofte ret precise i vores iagttagelse, eksperter. Men vi er ubelejlige eksperter, og ikke anbragt i den rolle, vi nu pludseligt tager.
Nu er vi i en risiko. Vi har ødelagt den gode stemning, vi har kaldt til forandring, som ingen lige har lyst til. Jo, de kan godt se der er noget om det, men det er besværligt, og for meget og mange er involveret. Der er også lidt skam, at nogen så det.

Ofte beskytter vi andre mod sandheden, også sandheden om os selv. Hvis du vidste hvordan det virkeligt var, måtte du revidere dit syn på at være min ven. Måske min reelle virkelighed ville sætte dig i forlegenhed. Og det vil de fleste af os ikke. Det kan godt være vi fortrækker sandheden, men vi vil heller ikke skuffe jer. 

Det er ikke det vi ikke siger hvordan vi har det, men for at det skulle forstås, skulle det være mere konkret, mere brutalt, og på den måde grænseoverskridende for en allistisk/ikke autistisk person.
Og vi ved godt, det ikke er godt.
Men det betyder at der foregår meget i ikke aner. Men som er hverdag for os. I tager jeres for givet, og vi har vores der bare er der, det er det vi kender.
Og det er som om det er umuligt at kommunikerer, uden at såre og konfrontere eller tale ned.
Med Autisme og/eller ADHD har vi lært at det er de andres syn og regler der gælder, vi har studeret det, og vi prøver. Men de andre har aldrig været tvunget til at forstå os, de har ikke risikeret noget ved ikke at forstå os. Det har ikke været nødvendigt. 

Reelt er vi nok mange flere en statistikkerne siger, men vi er stadig et mindretal. Vi er repræsenteret mere nogen steder i samfundet end andre steder. Og vores selvforståelse kan være mere eller mindre udviklet. Og de flest af os har indrettet os på, at det er som det er, alligevel kan vi en dag sige fra, og så er vi sat i spil, som besværlig og ubelejlige.
Og her er det at hele vores system kan gå i selvsving. Med rædsel må vi se at de andre har en anden holdning, og nu er det dig der har gjort noget. Du kan tænke det igennem, igen og igen. Du kan vægte ting. Du kan fortryde det. Du kan blive vred. Du kan blive det hele på en gang. Du ved det er forkert uanset hvad de siger, men de gør det så selvfølgeligt, kan de have ret?

Der er mennesker med Autisme der ikke kan tale, der er nogen der kan tale, men ikke i alle situationer. Men selv den mest veltalende Autist eller ADHDer kan opleve at man lige så godt kunne være stum. 

Små børn der ikke kan kommunikere kan græde, de kan rase. For at blive set og hørt. 

De børn der fortsætter med at græde og rase fortsætter med at være synlige, det er noget af det der gør Autistiske og ADHD børn synlige for andre. Men de børn der ikke reagere sådan er ikke så synlige. Og vi bruger energi på ikke at være det på den måde. Vi har lært det ikke nytter noget. Det nytter heller ikke noget at artikulere det. Der foregår ting inden i, men vi må lade som ingenting, vi må absorberer det. Vi er så de "let Autistiske". Er det forståeligt at vi bliver irriterede over den label?

Vi kan så gå gennem verden uden at blive set, eller set, men ikke for hvem vi er. Der er ingen validering for vores følelser, sanser. Kun det der kan passes ind, der der kan anvendes/valideres. Resten er den besværlige del. 

Når jeg tænker på hvor meget allisistiske mennesker søger validering hos andre og konsensus, står det i knivskap kontrast til det man med en Autisme/ADHD oplever, på den anden side er det også som om, mange os har en buffer i forhold til det ikke at passe ind, at vi stadig insistere på det at være os, som om det burde være muligt. Hvilket det også burde. 

Der ligger noget i ikke altid at søge validering og konsensus, og at fortsætte at gøre det man gør uden. Det kan være en styrke, hvis man har gang i et stykke arbejde. Hvis man er heldig kan man finde andre der giver gode input til det man gør. Og man får opbygget så meget at det er synligt at her er der noget der fungerer. Man har fat i noget. Og man har evnen til at fokuserer og bare arbejde på det. Arbejde/ hobby/underholdning er et og det samme. For mange med Autisme/ADHD er det lykken og livet. Og så nogen få gode venner, og nogen kæledyr. At gøre det man er bedst til og er interesseret i, igen og igen. 

At så alt andet kan sejle er noget andet. Og nogen gange ender alt det det sejler med at definere en som menneske for en selv og andre, fremfor interesser og evner. Det er så den rædselfulde udgave af ADHD/Autisme, et levende helvede. 

Hvem er der under alt det der ikke kom til at fungerer, som andre ser, men alligevel ikke ser? Der er et menneske der ville gøre noget andet, der ville kunne fokusere anderledes. Energi ville blive frisat til noget mere gavnligt for den enkelte. Måske også for andre. 

Vi skærmer andre, vi stiller ikke krav, vi ved også at vi ikke ville møde forståelse, bare forklaringer på hvorfor det er som det er, og det hele udgår fra os. Vi skal gøre det bedre, eller nøjes. Vi skal være realistiske.

Alligevel bliver jeg spurgt om hvad jeg drømmer om, og jeg bliver helt tom i ansigtet og hjernen. Alle mine drømme er dræbt for længe siden, jeg har ikke muligheder, kun begrænsninger, og det er ikke noget jeg siger, for det var det jeg fik. Lad være med at påstå andet, lad være med at dække over andre. Nej, de gjorde det ikke med vilje, de vidste ikke bedre. Men hvorfor er det et absolut krav at jeg skal hæve mig over det, når jeg stadig er der hvor jeg er? 

Af den enkle grund at det er mere nemt og bekvemt for alle, og for samfundet. Det handler ikke om sandhed eller retfærdighed. Det er som om det ikke findes, som om vi ikke findes, som om vi var uden stemmer og sprog.