Når mental "nedlukning" er en del af livet

I går havde jeg en mental mindre "nedlukning" til noget jeg var til om aftenen, en af gæsterne havde en lidt vidtløftig adfærd fra første minut (og uden indtagelse af alkohol) der tenderede det lettere maniske, høj abrupt tale, høje noget malplacerede grin, sing-along i et ret afvigende toneleje og hoppen rundt på gulvet, mægtige klask i borden så tingen synes at hoppe på det ellers solide bord. det var lidt som alle andre var blevet til statister, der blev sagt ting til, men ikke hørt.

Jeg sad og prøvede at lade som ingenting uden at sige meget (eller det forkerte), lidt bortvendt fra "epicentret", mens jeg håbede det ville holde op. Jeg tror dog at jeg på et tidspunkt skældte gæsten ud, eller hvad der i min optik er at skælde nogen ud, en kraftig irettesætning, ikke så meget om adfærd, men om hvorfor vedkommende havde valgt at dukke op med en så divergerende dagsorden, vel vidende at det her ikke var byens vildeste fredags party......netop grunden til jeg havde valgt at lige være netop der, og ikke andre steder i byen hvor der måske var mere gang i den.

Da vedkommende var gået videre, efter noget forhåbentligt mere spændende ude i byen, var jeg pludseligt lammende træt, jeg gabte og gabte, men jeg konstaterede jamen jeg har jo sovet rigeligt, haft en rolig dag, var ikke træt inden jeg kom og jeg er jo en sand natteugle og klokken var knapt 23?

Umiddelbart ville jeg ikke give op og gå hjem, så jeg forsøgte at bekæmpe. Og så sad jeg og snakkede lidt mekanisk i et stykke tid, og kom lidt til hægterne.

Og da jeg skulle i seng kunne jeg ikke sove, ikke så meget af tankemyller, men fordi jeg ikke var træt på den rigtige måde men psykisk træt og det sover man ikke god og hurtig af som Autist.

Udenpå var jeg mere tjekket, men indeni så jeg sådan ud

Ville en neuro typisk have opfattet situationen ved bordet anderledes, som mindre ekstremt? Ikke nødvendigvis, men personen ville nok bedre kunne absorbere uroen og irritationen der lå i situationen.

Jeg har så mange gange oplevet psykisk nedlukning når jeg er gået fra noget, når jeg sad i bussen/toget, pludselig har den mentale persienne lukket af og jeg er blevet ramt af dødelig træthed og negative tanke mønstre.
Jeg har også oplevet at komme til sociale ting og ikke kunne sige ret meget eller frivilligt tage kontakt med nogen den første halv til hele time, og så derefter tvinge mig selv til det, på samme måde som det foregående eksempel. På med "Asperger masken" som jeg tidligere har skrevet om, og så forsøge at undertrykke det indre, for at kunne magte situationen.

Man kan jo sige, jamen hvorfor går du ikke når det er for meget? Ja, bl.a for ikke at skabe drama for andre, evt. få værten til at tro nogen har gjort noget galt, og for ikke at selv komme til at fremstå helt umulig socialt, og fordi jeg prøver at lære at takle de situationer, jeg simpelthen nægter at give op, hvilket er meget typisk for mig.

Tidligere har jeg været noget styrende i forhold til at få situationerne der hen der hvor jeg bedre kunne takle dem, men det gør jeg vist ikke mere. I dag vil jeg hellere forsøge at komme lidt væk fra situationer jeg ikke kan overskue: til et andet rum, hen til nogen andre mennesker, lave noget praktisk, gå ud og tisse, alt sammen så jeg kunne vinde tid, ændre omstændighederne og ro til at kunne magte situationen igen.

På den anden side tænker jeg, at det at få reaktionen med det samme, er mere autentisk og mindre maskeret. Jeg tror jeg har maskeret for meget, så meget at jeg også har skjult sandheden og konsekvenserne for mig selv og mine omgivelser. Jeg har ville undgå skammen, mestre situationen, men jeg betaler altid prisen før eller senere, og ofte skjult i forhold til omgivelserne. 

Folk siger ofte: "Men jeg bliver også træt?", og så må jeg forklare at jeg får den type træthed man har efter flere døgn uden søvn, og uden at kunne slappe af og bare sove.

Der er så meget jeg gerne vil bla. det sociale og det gør mig vred -det gør mig vred, at jeg kan takle og magte så lidt i forhold til hvad jeg gerne vil med mit liv.
Men jeg må jo træne og blive klogere og se om jeg kan finde Cowboytricks til at overkomme noget af det, uden det koster mig selv alt for meget på min mentale trætheds konto.

Hvad er det værste ved at have Aspergers?

Man kan lave tanke eksperimentet om det ikke at have haft Aspergers, man kan også opregne hvor mange problemer ens "alternative styresystem" har lavet i ens liv. Hæmsko i stribvis, snubletråde, kluddermor og Gordiske knuder, livet igennem.

- Det havde såmænd nok været nemmere foruden -der havde været helt andre muligheder.

På mange måder synes jeg mit liv har været for svært, for lidt af det gode og menigsfyldte og selvværdsgivende og for meget af det der hæmmer og gør mig fortvivlet, og ikke mindst isoleret med mig selv. Og altid med alt for mange spørgsmål om "hvad gør jeg forkert, hvorfor kan jeg ikke?", og alt for meget med andres blik og dømmen omkring hvad jeg kan og ikke kan og burde kunne gøre.

Har det være det hele værd? Næ, egentlig ikke. Livet som udstødt i et velfærdsamfund er ikke et priviligeret liv, selvom nogen af og til antyder det er. Man har måske mad, tøj og husly, men alt det andet i Maslow pyramiden er der ikke rigtigt....lige med undtagelsen af spændende kreative tanker når man er mig.

Det fulde, eller det tomme krus?....det hele er som man ser det? -Tjaaaa, måske, måske ikke, mantraet har været i flere år at man skabte sin egen virkelighed, i det nye individualistisk tusindeårsrige hvor alt er muligt bare man vil og tror på det selv.....det er bare ikke hele sandheden, eller i længden sundt at se det sådan. Kun så længe men ikke snubler, for så er vejen ned, og meget ensom.

Hmmm, den der Maslow pyramide...

Som mennesker er vi både begrænsede og ubegrænsede og det er ok, vi er ikke halvguder, og evnerne er heller ikke lige fordelt. Når vi skaber samfund hvor dem der er i samfundet ikke kan følge med, hvad er vi så ude på? Vi skiller alt for mange fra i denne skræmmende proces af konkurrencestat.

Og os/mig der allerede ved den er gal: Aspergers, ADD, ordblindhed, depression, sikke noget crap at slæbe rundt med, men det er sådan det er og blev, og jeg tillader mig at mene at resultatet ikke er fastlagt som i: "Sådan er det bare". At så meget af det der føles negativt omkring en Autisme Spektrum diagnose, også hænger sammen med de vilkår man har i samfundet.

Jeg mener faktisk at depressionerne har været det der har invalideret mig mest, det jeg frygter mest, den største livs tyv.
Rigtigt mange procent med Aspegers, ADHD/ADD, ordblindhed får depression oveni hvad de allerede har at slås med, men det er også fordi skole og samfund alt for ofte er med til at nedbryde ens selvværd og selvtillid...i grunden burde ordblindhed jo ikke bonge ud med 50 procent chance for depression senere i livet? Jeg mener tog man ordentlig hånd om de børn, behøvede det vel ikke at være sådan?

Der er stor variation om hvad man kan magte og takle med en Aspergers diagnose, men hvad er det der for alvor gør at man let bliver marginaliseret? Mange af problemerne i forhold til Aspergers må jo ses i forhold til samfundets indretning, krav og forventninger, og alt det der ikke kan tilbydes eller bare rummes af de "normale". De manglende hensyn, fordomme, uskrevne regler, Autister hader uskrevneregler, de er noget rigtigt neuro typisk rod, øv.

Som jeg ser det, må diagnose og det psykosociale forsøges adskilt lidt, hvad er udfordringerne helt personligt med Aspergers og hvad er det der sker omkring en det psykosociale. Hvor mange af de budskaber man møder fra omverdenn er med til at bryde en ned, stresse, gøre at man har lyst til at gemme sig, at man bliver vred? Og er det bare en selvfølge at kan man ikke magter de vilkår, ja så er man dømt ude, da ingen hensyn kan tages i de neuro typiske´s verden, vi er jo de forkerte....men hvorfor?

Når folk siger at Aspergers har ødelagt deres liv, så er det ikke kun en diagnose der har fået dem til at føle sådan, det er de personlige nederlag, og de sker jo meget ofte i samspil med andre, socialt, skole, uddannelse, job. Som med andre mennesker, har vi et ansvar for at få tingen til at fungere, men vi kan jo kun så langt som evnerne og kræfterne rækker. Derefter er vi overladt til om dem omkring os, kan få tingene til at fungere igen.
Ja, der er "nedsmeltninger" og "nedlukninger", der er søvnløshed, der støjfølsomhed, der er det at kæmpe med det sociale og meget mere, der har konsekvenserne for ens muligheder for ens liv, ting der hæmmer en og gør at småting der kan kører en ud i situationer der er svære at styre og kan give svære nedelag.

Ja, man er mere sensitiv når man er Autist, men hvorfor er det at det ses så uendeligt negativt, hvorfor den evige fordømmelse? Det er som om vi stadig lever i et moralsk klima fra 100 år siden, hvor man skulle hærdes, og mishandles til at blive stærk og rigtig. Har verden kun brug for en slags mennesker, og er der mennesker der rummer det hele et perfekt sæt af evner, uden at mangle et eller andet andet i den personlige værktøjskasse?

Har samfundet kun brug for én slags mennesker, en monkoultur? Jeg tror at samfundet ikke ved de har brug for os, men er det vores/min fejl?

Historisk set har det måske været letter på nogen punkter at være Aspergers, livet gik langtsommere, der var mindre mekanisk støj osv. Og måske den gang for længe siden ude på sletterne var det fint nok med nogen der hørte det de andre ikke hørte og så det de andre ikke så, så gruppen ikke blev ædt eller overfaldet, og måske man fandt på løsninger de andre ikke havde tænkt på? At det måske ikke var så skidt med en Aspergers i en gruppe/landsby?

Vi kan gå mod en samfundsmodel der udelukker flere og flere fra at deltage, fordi vi har stresset dem ud af arbejdsmarkedet, eller slet ikke lukker dem ind. Og hvor vil man gøre af de mennskelige "rester" fra konkurrencestatens slagmark?

Men uanset gider jeg ikke mere at tage stigmatiseringen på mig, jeg gider ikke at pretendere normalitet, tilpasset. Jeg vil vende fingeren stift udad og pege: Nu har jeg forsøgt at leve i den her veden i 50 år, på jeres vilkår og regler, men nu har jeg i sinde at stille spørgsmål til det hele, jeg vil se mindre indad og spørge mindre hvad jeg selv gør forkert -Men jeg vil se, rigtigt se, hvad det er der forgår der ude, for at forstå hvorfor jeg/vi ikke må være med, og om der virkeligt går noget fra andre ved det, at vi andre får en chance for at bidrage med et eller andet også?

Aspergers er ikke let at takle i hverdagen, der er så mange ting at holde styr på, men jeg kender ikke andet. Jeg synes ikke jeg har haft et godt liv, men det er en blanding af en speciel fortid, familien og min diagnose, det er ikke en Aspergers alene der har fucket mit liv op, og mine vilkår har ikke ligefrem været Asperger egnede.

Men jeg ved, at jeg i en del år, dag efter dag, arbejdede frivilligt i Fountain house, og gjorde et godt stykke arbejde på flere fonter, og jeg havde ikke depression i den periode. Nej, det var ikke nemt, men jeg følte jeg levede og gjorde noget. At jeg havde en platform for noget socialt og for udvikling og at være en del af samfundet.
Og havde en som jeg haft flere muligheder, havde jeg kunne have levet et væsentligt bedre liv og formentligt med mindre depression, mere selvværd og empowerment. Så som jeg ser det, betyder det at mine diagnoser skal ses i forhold til det psykosociale og det samfundsmæssige. Og det betyder at så mange af mine nedture og nederlag i livet ikke bare handler om min Aspergers eller om mine egne evner som menneske, men mine omgivelser og den tid jeg lever i.

Jeg håber jeg får kræfter til at arbejde politisk på en eller anden måde, eller være med til at udbrede viden om, at Autisme, psykiske problemer, ADHD/ADD osv. skal ses i forhold til de muligheder folk reelt har for, at ved støtte og egen indsats skabe et godt liv. At uden der skabes platforme, vil ikke nok opleve at i højere grad end nu, kunne fungerer og trives i fremtiden.

At være eller ikke være en Aspergers

Folk siger ofte: Asbergers er ikke noget du er. Det skal forstås om at man jo heller ikke er et brækket ben, eller et dårligt hjerte fx.

Men Autisme ligger anderledes nedlagt i den måde ens hjerne fungere på, "vi skal helt ind i sindet", og der er ingen helbredelse. Den kan have mange variationer, men den personlige variation har man jo med sig. Man kan få det bedre, personligt/socialt/praktisk. Man kan også få det dårligere, tilbagefald også til noget man ikke har prøvet før, og så er det vel ikke et tilbagefald....men det går i den forkerte retning.

Jeg har jo levet med den hjerne funktion hele mit liv og den har langt henad vejen styret de muligheder jeg havde i livet, og jeg har set verden gennem det filter, på godt og ondt.
Hvordan adskiller man så min personlige Autisme fra mig? Autismen er en del af mig, jeg kan ikke vælge den fra, den former min virkelighed.
Jeg kan ikke bortoperere Autismen fra mig hvad der er mig, mit jeg mit sind, forestille sig mig uden, for så havde jeg været et helt andet menneske, jeg vill ikke mindst havde kunne magte helt andre ting end jeg kan -jeg kan ting andre med Aspergers ikke kan....og nogen med Aspergers kan ting jeg så ikke kan.
Men jeg har nok Autisme i mit system til at jeg har en del irriterende begrænsninger. Jeg er "højt fungerende"....og med begrænsninger, der gør at jeg aldrig vil kunne det jeg gerne ville. Og det er ærgerligt jeg ikke kan slukke for det "gerne ville", det pisser mig sådan af, det jeg ikke kan. Og at se sine egne begrænsninger alt for klart, er som en operation uden bedøvelse.

Ja, jeg er lidt muggen for tiden, som det kan ses:)

Jeg lever med min personlige udgave af noget man kalder Aspergers, Autisme spektrum forstyrrelse, jeg har fået min udgave fra det spektrum, og det har formet min personlighed og mit liv. Er der en anden "mig" der kæmper mod min Autist side? Eller er det mig der kæmper med samfundets normer? Der hele tiden siger jeg ikke er god nok. Samfunds normer der sætter en diagnose på mig. Der adskiller mig fra normalen, den evigt flygtige normal, som de fleste dog mener at vide hvad er for en størrelse.

Historien byder på forskellige udfordringer for de anderledes, men jeg tvivler på at jeg vil opleve Autisternes befrielse. Og hvordan ville det Autist venlige samfund se ud?

Jeg har Autisme, jeg har Aspergers, og jeg sparker stadig røv, eller prøver på det!

Aktivistisk Autisme?

Nogen gange kan folk blive lidt betuttede når man kalder de der ikke er Autister for de neuro typiske, for hvad er nu det at sætte mærkat  pæne normale mennesker?

At benævne dem der ikke er Autister som neuro typiske, svare til hvad andre grupper af mennesker der har følt sig stigmatiseret og marginaliseret har gjort, for at blive bevidstgjort om sig selv og samfundet, og for at smide skammen og også kunne se det positive i ens anderledshed. Og at man tillader sig at vende lidt på den virkeligheds opfattelse man har måtte leve i, som et menneske der var.....ja, åbenbart fejlbehæftet på en eller anden måde i forhold til flertallet.

Et andet eksempel er begrebet ciskønnet eller bare cis, i forhold til mennesker der føler sig som værende det fysiske køn de er født som, fremfor at føle sig som et andet køn end det kropsligt/fysiske medfødte. På den måde er jeg en cis kvinde. -Jamen jeg er jo normen, hvorfor er jeg pludslig en cis kvinde? Ja, det er jeg på grund af transkønnet Aktivisme og queer teori. At man stiller "normalen" i et andet lys end vanetænkningen. 
Jeg er efterhånden vandt til det, jeg er blevet bevidst om begrebet entitlement (berettigelse, hjemmel) at nogen føler retten til at være det rigtige køn, på den rigtige måde, den rigtige race, klasse osv. og derfor aldrig ser verden i et andet perspektiv. intitlement kan også være det man hægter sig på, hvis selvværdet halter, fx at være en hvid (hetro) mand, for så er man da noget....

Jeg har også en fortid med folk med en politisk bevidst tilgang til psykisk sygdom, og hvor man ikke bare godtager samfundets prædikater og værdisætning af mennesker der er udenfor normen. Som en ven siger, "Måske de gale er samfundets ægte avantgarde". Desværre bliver de sjældent hørt, men ofte bare stigmatiseret og selvstigmatiseret væk, og dermed uhørt.

Det er jo fordi vi lever i en social konstruktion, og det Autistiske sammenlignes også med hvad der gennem tiderne og nutiden er forventet og passende for at være "normalfungerende". Det siger mere om samfundet norm blik, end om mennesker med Autisme. Autisme rummer også muligheder, og perspektiver udover den neuro typiske bevidstheds rammer. Så hvem er den rigtige slags mennesker?

Aspi kulturen på internettet har skabt mulighed for et andet blik på Autisme, et blik der ikke kun ser på Autisme set udefra med en diagnosebrille, der kun nævner det atypiske hos en med Autisme, og udelader de positive sider, og de sider hvor evnerne kan kombinere ting på en måde den nerotypiske hjerne ikke lige kan få kombineret på samme måde. Nej, ikke alle Aspergers/Autister er geniale videnskabsfolk, men vi har ressourser og samfundet får ikke altid den glæde af det som de kunne få, og ikke mindst os selv, da der mangler flere platforme for for os.....At sidde og kunne noget uden at få lov er et helvede, det synes jeg.

Det moderne samfund har brug for os, da mange jo allerede sidder og programere. Og hvad ville videnskabelig forskning gøre uden friske nye Autister? Spørgsmålet er bare med forskningen i Autisme vil ende i fravælgelse på fosterstadiet. Vil forældre frivilligt tage bøvlet og problemerne med et Autistisk barn, og ikke mindst kampen om at få den rigtige hjælp til sit barn? 
Og hvad sker der med et samfund hvis man fravælger mennesker med Autisme spektrum forstyrrelser?.....tja, så må vi importere Autister fra lande hvor man ikke har råd til den type tests, for den specielle intelligens kan ikke undværes i det højteknologiske samfund vi ønsker os. Vil vi have høj intelligens, er der også nogen anormali forbundet med det. Det ville være praktisk hvis de evner kom i mere "passende udgaver", men desværre;-) 

Men igen ikke alle på Autisme spekteret har specielle evner og nogen vil skulle have samfundets støtte livet igennem, en støtte der som det ser ud bliver vanskeligere at få. Fra at børn ikke kan få specielle skoletilbud og derfor bryder sammen, til hvad skal der ske med de hårdest ramte Autister børn/voksne, hvis familien ikke har råd til at betale pleje døgnet rundt? En virkelighed folk der ikke er inde i de barske realiteter ikke ved meget om: Handicappede børn og voksnes vilkår i Danmark i 2015.

Andre gruppers kamp ud af fordomme og marginalisering har gået gennem aktivisme, og at nogen var absolut hard core i deres holdninger, historien har også vist at man intet får bare fordi det er forkert og synd for en det der foregår, det er først når man står udenfor med høtyven, at dem indenfor begynder at tænk sig om, eller overhovedet opdager man eksistere. Det er heller ikke sådan at når man først har fået rettigheder, at de bare er til evig arv og eje, da det er meget tydeligt at samfundet skifter retning og det man har opnået kan mistes...For hvor var det velfærdsstaten pludseligt blev af, for 20 år siden havde vi vel næppe troet den skulle afvikles for en hver pris og egentligt uden ret meget modstand fra befolkningen?

Tja, nogen gange må man skære holdninger lidt ud i karton, for at marker at det ikke bare er ligemeget, så normalitetens billeder og ordstrøm ikke bare er en lavine der ender med at vælte alle dem der ikke er en del af den lavine omkuld. 
Der er intet underligt i at dem der kun har oplevet at være en del af at være "de normale" kan undre sig, nu har de levet med normerne og normerne har understøttet dem i at alt var ok, og så kommer der nogen og kalder dem neuro typiske eller ciskønnede og jeg ved ikke hvad?

Er det arrogant at at vende brillen den anden vej og giver "normaliteten" et grundig kig? Skulle man som offeret for fordomme og vanetænkning være klogere, have mere medfølelse med de neuro typiske?

Der er kørt "dem og os", meget længe mod de anderledes, så måske en omvendt "dem og os" skal til for i en tid, for at vi kan ende som et: Os og vi, som en anden ven siger "Samfundet det er os alle".

Ja ja, vi der ofte selv er blevet gjort opmærksomme på at vi ikke er helt normale er jo så vandt til at blive kaldt ting, men om ikke andet har vi nu fået internettet som platform til udveksling, og der kan vi internationalt finde hinanden og dele tanker/erfaringer og inspiration, der er mange måder at gør det på, og der er mange stemmer og holdninger, men vi er bevidste om at vi ikke er alene og vi nu kan se ud på verden sammen og nogen gange undres over at det er os der ses som de sære.

Træthedssyndrom, hvor mange af de kvinder har en uopdaget Autisme?

Når kvinder går til lægen bliver de ofte ikke taget alvorligt de får en sludder for en sladder og må gå hjem med uforettet sag. Når unge umiddelbart sundt udseende kvinder går til lægen er det endnu svære at få gjort opmærksom på at noget er helt galt, hvis det ikke er fysisk synligt.

Som ung opsøgte jeg læge flere gange fordi jeg ikke kunne forstå jeg var så træt og meget let blev udmattet. At jeg ikke kunne det andre mennesker kunne, at jeg manglede overskud.

Senere kom snakken i medierne om træthedssyndrom, det at man let blev overvældet af hverdagen, og at trætheds symptomerne kunne komme forsinket, men så også slog som en klaphammer i hovedet.

Det var specielt kvinder der klagede over træthedsyndrom, det var en af de der luftige lidelser der kunne gøres lidt grin af, at det var overreaktion, dovenskab osv. Og en "kvindeting", kvinder jo jo ustabile og lidt små hys jo. Så mest noget pjat fra nogen ikke "overskuds kvinder".

Nu diagnosticeret med Aspergers, kan jeg jo se at en meget almindelig stress reaktion hos Autister ned noget træthedssyndrom lignende, man reagere, pludselig kan organismen ikke mere og der kan være flere dagesforsinkelse på reaktion nogen gange.

Træthedsyndrom kan også være i forbindelse med PTSD  Alt i alt når man er overfølsom overfor stress og meget stimuli.

Dem der oplever at have det, ved at det ikke just er en "luftig lidelse", den er til at tage og føle på da den føles som bly i kroppen, at de mentale persienner bliver lukket til og de mindste opgaver er helt uoverstigelige.

Jeg har hørt andre sige "men jeg bliver jo også træt", og der må man sige, at det man oplever svare til man ikke havde sovet i flere døgn, selvom man faktisk har sovet og ikke har foretaget noget der umiddelbart krævede noget ekstremt af en....Der er lukket af, måske man er stresset samtidigt, der er intet overskud.

Normal træthed kan sagtens være en behagelig følelse, man ved man har knoklet, og kroppen er træt men roligt. Træthdsyndrom giver ikke de signaler, man er meget bevist om at noget ikke hænger sammen, man er ikke "lækker træt".

Når man snakker om at Asperger piger/kvinder ikke har tydelige symptomer, så handler det måske om at man ikke annerkender fx. klager om træthed/udbrændthed, og at udenforstående ikke forstår det dækker over en anden form for træthed og nogen svære psykiske reaktioner.

Træthedsyndrom former også ens tilværelse, det hæmmer så meget, for den energi man bruger kan ramme en lige i nakken når man ikke ønsker det. Det er heller ikke altid til at regne ud hvad der ender med at slå en helt ud, eller hvornår det gør det. Og det har betydning for udddannelse/job/socialt liv. Du kan love at du kommer til noget og uanset hvor gerne du ville, kan kroppen ikke.

Jeg tror godt man kan blive bedre til at leve med at have det problem, jeg synes jeg har det mindre symptomer end da jeg var yngre da jeg har trænet stress faktorer og socialisering, men det er stadig en del af de gamle mekanismer der er i mig, og når der lukkes ned, så er jeg lukket ned.

Den træthed har formet mit liv, de muligheder jeg havde for at deltage i samfundet, det har stigmatiseret og udelukket mig også fordi jeg ikke har mødt nogen forståelse.

I dag ved jeg hvad det drejer sig om, det er i det mindst noget, jeg ved det er reelt, at jeg ikke bare er svag og små pivet.

Og vi bør som samfund lytte til piger og unge kvinder i tide, det er jo helt grotesk at vi i 2015 stadig ikke tager kvinders ord for pålydende.

Når Mormor og Mor måske også havde Aspergers

Jeg mistænker at både min Mor og min Mormor havde Aspergers i en eller anden grad og version.  Tre generationer af kvinder, og meget forskellige livsforløb og personligheder.

Min Mormor blev 91, så på en måde havde hun recepten på at leve, hun kørte et rutine liv, meget faste rammer og vaner.

Min Mor levede et kaos liv, udadtil og indadtil. Hun var barnet der ikke kunne finde ud at at lege og hun havde nok også en ADHD. Som teenager fik hun et tidligt misbrug først smertestillende piller og så ferietabletter der jo dengang var frit tilgængelige og hun havde selvskadende adfærd. Hun døde som 31 årig af en lungeblødning pga. en astma der heller ikke blev taget hånd om på grund af hendes livsstil.

Min Mormor blev i et forhold, uden at kunne overskue at ændre på det, hun ikke var tilfreds, men kunne ikke frivilligt ændre på sit liv. Som en kvinde fra en tidliger generation, var det som om det ikke faldt hende ind at hun kunne ænder sin tilværelse, eller var det Autismen der fik hende til at vælg bekvemmelighed, kombineret med brok, fremfor at ændre på tingene?

Jeg forstod ikke de kvinder, jeg kunne ikke læse/forudsige dem, fordi jeg er Autist? Eller fordi de selv havde Autisme og ikke sendte klare signaler? For jeg kunne godt læse andre voksne bedre.

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, min Mor boede hjemme de mit første år, derefter flyttede hun hjemmefra med en mand der ikke var min Far og anskaffede en Fransk bulldog...jeg blev hos Mormor og Morfar.

Kvinder med Asbergers der har børn.....jeg synes det var ret fatalt i min familie. At selv uden en medfødt Autisme ville jeg have haft store problemer som barn og voksen, men muligvis andre problemer. Da jeg jo som Aspergers selv har en anden opfattelse af hvad der er normalt og at absorbere mærkelige situationer, som et neurotypisk barn kunne opfatte helt anderledes. Måske jeg blev mindre omsorgssvigtet på grund af at være mærkligt selvkørende, jeg levede i en egen verden meget af tiden, en mekanisme et neuro typisk barn måske  ikke vill have haft i værktøjskassen. Jeg er fuckd up, men alligvel når jg nu ved jg er Asberger, så er jg det forbløffende lidt. For min tillid til verden og min evne til at kæmpe er som den er.

Umiddelbart ser jeg min Mor som en person der mere havde brug for andre end jeg selv har, hun havde en angst der gjorde hun ikke ville være alene. Det kan ende i fatale kompromisser og det gjorde det. Blev hun udnyttet, gjorde hun dumme ting, jo meget ofte. Sårede hun andre? Ja.

Selv har jeg været mere bevidst, selv når jeg dummer mig gør jeg det mere bevidst, en bevist rissiko, for at opnå et valgt mål, noget andet er om jeg opnår det.

Min Mormor dummede sig ikke, og hun tog ikke chancer.

Er jeg en blanding af de to kvinder? Om ikke andet har jeg været tilskuer til deres liv, jeg har lært af dem, hvad man ikke skulle gøre.

Min Mormors vane liv med faste rutiner gennem dagen, der var vel en god nok ide for en med Aspergers, hun havde orden på hjemmet, men det er alt for meget vane for mig. Hun levede livet gennem bøger, vel nærmest bog afhængig.

Hun havde netop de faste rutiner man anbefaler til Autister. De selv samme rutiner jeg har nægtet, fordi det minder mig om hende og jeg ønsker et andet liv.
Hvis jeg skal lykkes med mit hjem, hverdagens gerninger skal jeg blive mere som min Mormor. Men jeg er ikke min Mormor, hverken den måde min form for Aspergers påvirker mig, eller i forhold til min personlighed og erfaringer.

Jeg kan godt forstå der var ting min familie ikke kunne lære fra sig, da de ikke selv havde de evner i værktøjskassen, de havde nogen evner udadtil, min Mormor mere end min Mor, min Mormor kunne leve sit liv i en familie kuvøse, først i sit barndomshjem og så direkte ind i et ægteskab, nej ikke et perfekt liv uden sorger og problemer, men rammen var der og den økonomiske sikkerhed og hun var ikke alene og der var nogen til at redde situationer der potentielt kunne have afsløret hun ikke hel fungerede efter neuro typiske normer.

Min Mor kunne ikke klare sig alene, men i grunden heller ikke sammen med nogen, dertil var der for meget uro i hendes sind.

Min Mormor var både stærk og stædig, som ældste barn var hun styrende og det fortsatte hun med. Hun var ikke ufarlig for de nærmeste fordi hun havde hårde vurderinger og kunne lukke af.

Min Mor var så uadreagerende og jeg opdagede at jeg egentligt ikke vill være alene i et rum med hende.

Tre kvinder med Aspergers, tre meget forskellige kvinder. Men udover det så fik vi mange kunstneriske talenter, intelligens, humor, charme. Så meget kunnen og ægte talent og intelligens der bare gik tabt uden vi og andre fik den glæde af det, som det burde kunne have givet os.

Jeg er et menneske der ser verden fra skuldrende af min egen families begrænsninger, jeg vil bryde mønstret, jeg har brudt mønstret, men der er mere der skal løses, så det bedste ved at have Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse kan arbejde til min fordel, at de kreative ressourcer kan slippes fri, og gøre mig mere tilfreds og rolig i mit liv......det er på tide.

Skrup forvirret og til møde Handicapafdelingen

Jeg var henne i handicapafdelingen i dag til mit første møde der efter diagnosen, og det lykkedes mig  at fare vild to gange: På vej ud og på vej hjem.

jeg havde ellers på forhånd Googlet Torasvej 29 på den bærbare og så Torasvej 29 igen på min Ipone så jeg kunne lokalisere mig selv og mit mål. Tja, det fuckede op alligevel, når kortet var tæt på kunne jeg ikke få overblik, når jeg zoomede ud, kunne jeg ikke få overblik og se gadenavne, og så begyndte den at skrive på Kinesisk....

Og jeg kartede afsted som en hovedløs Høne, og dukkede op helt kobberrød i bærret og med joggerbukserne næsten nede om røven. -Nå, men man er vel Autist.....Jeg fik så lavet en ny VUM, og vi talte om mål for hjemmet....suuuk!

Jeg mener der var noget med 6 ugers ventetid på ny/anden hjemmevejleder.

Hvad skal jeg mene om planer for fremtiden? Kommer jeg til at hitte ud af at have et hjem? På et tidspunkt var jeg jo håbefuld og igang og super motiveret, nu ved jeg ingenting, da alt det jeg gjorde for at få et nogenlunde ok hjem, endte i stress.

Nå, men jeg kunne heller ikke finde op og ned på verden/Nørrebro NV på hjemvejen, men til sidst lykkedes det, jeg fandt Nørrebrogade, og købte noget spiseligt, for at dulme forvirringen.

Fik ikke spurgt til tilskud hovedtelefoner der kan lukke lyd ude, men det må blive ved anden lejlighed så.

Jeg ved ikke om det er på tide at blive udredt lidt grundigere, jeg hyggede lidt med en Aspie test i går Aspie Quiz, og jeg spekulere nu på om noget kunne blive nemmere hvad at få pin pointet mere precist hvordan mit hoved funker både på plus og minus siden. Jeg er nu nået frem til at min ADHD (nok en ADD) er den der virkeligt driller mig i hverdagen og bla. er den der gør hjemmet til en uoverstigelig opgave jeg ikke kan hold fast i, eller retter: Jeg kan ikke holde koncentrationen om de små opgaver....og det stresser mig meget mere end det burde.

....I morgen skal jeg til NADA øreakupunktur, og måske se til nogen Hunde jeg kender, jeg har nogen lækre kallunstænger til dem.