Tanker om kærlighed og venskaber

Jeg sad i går og kiggede må nettet omkring Aspergers og relationer, det var godt nok ikke opmundtende læsning.

At man er så drænende for andre, at man giver så lidt kærligt/gensidigt til andre. Jeg kan genkende situationer, jeg kan også se hvordan jeg forsøger at dispenserer for det jeg har svært ved.
Jeg prøver at give det jeg kan, på den anden side kan det ende som en fælde for mig. En fælde af at hvis jeg ikke kan andet så kan jeg forsøge være sød og venlig og ikke sige for meget fra.

Jeg synes jeg sad og læste om natsiden af Aspergers/Autisme spektret, og udefra set er der mange mangler, der kan efterlade andre frustrerede, at de altid er lukket ude, af en person der slet ikke tænker på det er det de gør pr. automatik igen og igen.

....Du kan ikke nå mig, men jeg kan heller ikke nå dig.

Hvad stille man så op når ens mest brændende ønske er at kunne relatere til andre uden den barriere? Tidligere har jeg bare troet jeg kunne arbejde på det, at jeg kunne gøre mig fri, det var bare et spørgsmål om øvelse og erkendelser.

Når jeg læser om Aspergers/Autisme ASD kan jeg til tider tænke, nej måske det også er en forkert diagnose i forhold til mig, indtil jeg ser nogen forklaringer på alt for meget af det jeg selv gør og slås med. På en måde elsker jeg jo at blive klogere, og der er så meget der nu falder på plads jeg tidligere har set på en anden vinkel, der nu må aflyses som grundene. Det er meget at bearbejde alene.

Men der er også erkendelser og minder der er langt værre, godt nok noget der er fortid og noget jeg lærte af, en del af mig jeg forlod, og ting jeg har betalt prisen for. Her er der et skygge land, med meget barske vilkår.

Det kan godt være jeg lever under en glas klokke, men jeg har faktisk godt kunne se mine fejltagelser og hvor jeg har svigtet. Jeg har både været klartseende og samtidigt blændet, set verden gennem et knust spejl.

Jeg ved bare ikke hvilke muligheder jeg har nu, for det liv jeg har arbejdet på i alle de her år. Om jeg bare må resignerer og være realistisk. At jeg aldrig vil kunne levere det basale i en relation, eller kun en mangelfuld version.

På den anden side og uanset så er jeg jo også "personal Jesus" typen, jeg kan rumme et bred spekter af andre menneskers følelser og vise medfølelse og støtte på min egen måde, som måske ikke svare til "moderne anerkendt støtte teknikker". For i mine egne erfaringer, der ligger også en forståelse for menneskelivet på godt og ondt, måske mest det sidste, jeg behøver ikke at tage afstand, jeg tør tale om det og høre om det, og det er der trods alt mange der ikke gør i dag.

Men uanset lidt selvros, så ved jeg ikke hvilke muligheder jeg het reelt har når det gælder relationer og parforhold......Jeg har aldrig haft lyst til at være nogens "Beast of burden", at nogen skulle leve med at tage specielle hensyn til mig, og få mindre opmærksomhed/kærlighed på grund at mine mangler på det område.

Jeg må sætte min lid til at vi mennesker vægter ting forskelligt, har liv med forskellige relationer der giver dem en helhed af kærlighed/selvværd, at ikke en person kan give dem alt, jeg forlanger ikke at en person kan give mig alt. Jeg vil tro at det er specielt vigtig at have et netværk der er solidt og bredt, kan udligne og styrke den enkelte relation, fremfor at ende i en lille lukket verden sammen, hvor netop manglerne meget let kommer i centrum.
Personligt har jeg ikke ønsket et "sidde lårene af hinanden" forhold, fordi jeg mener at det dræner forholdet for inspiration og liv udefra og for at dyrke egne venskaber, der giver en mulighed for udvikling og glæde, og en virkelighed udenfor parforholdet, så det ikke ender med ens kondidragter......hvad ved jeg, jeg kan håbe og arbejde på sagen, og være bevidst om hvad der kan gå galt, inden det gør det, når der nu er nogen der har delt erfaringer om hvad der kan gå galt.

Solstråle historier og den "almindelige" Autist

Det er meget populært med solstråle historier, internettet er fuld af dem, jeg har også set en del TED videoer og lignende med folk der fortæller om egne erfaringer arbejdet op til en crescendo af at tingene lykkedes og en gylden fremtid. Jeg har også set en del hvor det var med Autisme/Asbergers som tema. Og i så mange andreforbindelser med mennesker der let kan ende på sidelinien af samfundet, det er jo samme opskrift.
Ofte bliver jeg efterladt med følelsen: Nå hvad så? Godt for dem, men havde med mig og alle de andre?

Hvad jeg mangler er "mellemregningerne" i historierne, i stedet for blank overflade og rudimentære forklaringer på succesen. Umiddelbart tror jeg udenforstående bliver begejstrede for den type historier, der er intet til at forvirre, intet der er for mørkt, ikke for mange nederlag hen af vejen. Men for en person der selv står med problemerne, eller selv har været igennem processen mangler der noget lidt mere konkret.

Personligt kunne jeg fortælle min egen historie som et succes foredrag, om alt det jeg har opnået og alt det jeg kan, og lidt der kan virke rørende/gribende oven i hatten.
Jeg ved udmærket at når man vil længere ind til kernen i den type udviklings processer bliver fortællingen meget mere kompleks, mindre sort hvid, den kommer også til at handle om emner der er samfundskritiske, ting der kan provokere tilhørende i deres selvopfattelse og livstil. For har du selv måtte gennem en masse selverkendelse, vil man kunne komme til at diske op med sammenhænge tilhørende måske ikke lige nu og her ønsker at forholde sig til. Måske de senere kan reflektere over det, men i situationen er det lidt for meget.

Det kan efterlade en i situation hvor man må konstatere, at hvis man giver folk guldet de værktøjer og erkendelser man har tilkæmpet sig, var det ikke det de egentligt kom for. Og så kan man stå tilbage, opgaven udført, men lidt for grundigt og for kompleks. Eller man kunne lave en fin og glat udgave og alle ville blive glade...måske med undtagelse af dem der ville fornemme der manglede noget, og ville synes man var en lidt selvfed faker.

Vil jeg gå efter at være populær skal jeg lære at levere en tilpas pakke, men det er jo egentligt ikke derfor jeg stiller mig op overfor andre og fortæller, eller skriver på nettet.
For mig er mellemregningerne vigtige, værktøjerne, erkendelserne, nederlagene, usikkerheden, det sociologiske, empowerment, stigma.

Vi dyrker meget gerne det enestående individ, den talentfulde Autist/Asberger, i håbet om at afstigmatisere vil man gerne levere en god og positiv historie. Vi prøver at finde nogen der er kendte, der kan bruges som rollemodeller og til at vise udenforstående det er ok at være anderledes. Men når man selv har kæmpet med mere eller mindre held, for et nogenlunde sammenhængende tilværelse og en anelse selvværd, prøvet at skabe netværk, hvad er det så lige man mangler selv? Måske man bare må konkludere vi ikke alle har de samme forudsætninger/baggrund,  men det er godt nok også nogen gange meget op af bakke.
Og med et samfund hvor mange taler om at "trække offerkortet" tør man snart ikke andet end at smile stift. De "normale" vil have positivitet, de her ikke overskud.....

Men samfundet står med en grundlæggende opgave, at inkludere mange forskellige grupper af mennesker -eller de kan jo også bare være ligeglade, og beslutte det er for besværligt og man heller vil satse på mere strømliniede mennesker der letter passer ind. Jeg synes ikke det er et spørgsmål om at om man skal/skal ikke, der skal retfærdiggøres og have små blomster i kanterne. Jeg synes at et samfund der er i stand til at rumme forskelligheder er et rigt og sundt samfund, om med rigt, mener jeg menneskeligt rigt.

Den gode historie skal lokke budskabet ind på lystavlen, at der er ressourcer der kan bruges, at man skal føle sympati. Men det er lidt trist at humanisme og samfundsind skal afhænger af den type kommunikation.

Hvorfor? Fordi det meget bygger på det enkelte "enestående" individ, at være noget specielt, en god historie, være salgbar. For bagved der der alle dem der ikke er det på samme måde, men grundlæggende også skulle finde en plads i samfundet uden at skulle være "enestående", men bare sit eget helt unikke selv i mest mulig balance med sig selv og verden.

Hjemmet og omgivelsernes påvirkning

Jeg synes et hjem en noget meget kompliceret, udover at jeg har svært ved at passe et hjem rent praktisk, så er der alle mulige andre ting der påvirker mig i dagligdagen indenfor rammet af mit hjem.

Fordi mine antenner er meget fintfølende reagere jeg på lyde også dem der ikke som sådan er støj, og støj kan jeg slet ikke med. Umiddelbart ville man sige at jeg burde bo på landet....men hvad laver man lige der alene? Jeg er jo opvokset i København, og det er min ramme for hvad der er et liv. Jeg har boet på landet, men ikke som voksen, eller alene. Og hvad så med det netværk jeg har, skal der så begyndes helt forfra?

Jeg har satset meget på at træne det sociale i mange år, jeg er ikke interesseret i at blive isoleret yderligere, da jeg jo stadig midt her i København kæmper for at være med, fremfor alene for mig selv.

Men byen kan være for meget for mig, for mange lyde, for meget forvirring ude. Jeg synes det er et dilemma af finde den rette blanding af ro og stimulation. 

Men vi vælger jo ikke hvor vi vil bo, hvis man da ikke har pengene til at vælge, eller gode forbindelser, man kompromisser, prøver at finde noget der er bedre at bo i, hvilket betyder der stadig er meget der ikke rigtigt passer, ikke pga. manglende luksus, men på grund af at det skal passe til psyken bedst muligt......Jeg synes det er noget møg at være sart på den måde. 

Noget helt andet er at jeg ikke kan lide at bo med naboer der bare vil bo, uden nogen kontakt med de andre naboer, hvor de nærmest helst er fri for at hilse. Jeg kan mærke at det magter jeg ikke i fremtiden, for mig er det et symptom på alt det jeg ikke orker i samtiden lige nu. At enten klumper man sammen med totalt ligesindede, eller så har man en usynlig men alligevel mærkbar mental ligusterhæk omkring sig, for at holde andre ude.

Idealet for mig var en lille vel isoleret rede, med rimelig nem tilgang til det levende liv, men også mere stille ture. Det at bo på Nørrebro i et af de mere livlige områder var måske bare for meget. At bo mellem mennesker der ikke arbejder på at isolere sig mest muligt, hvor man var indstillet på at hjælpe hinanden. 

Jeg ville også gerne bo hvor jeg kunne have dyr, eller der var dyr, måske "låne dyr", da jeg gerne underholder mine venners Hunde og Katte.

Jeg har ikke altid haft et afslappet forhold til dyr, men det har jeg nu, og tid med dyr er god tid.

Jeg er klar over at den rigtige bolig er ret vigtigt for at jeg har det ok. At det er min base, og det er der jeg skal finde energien og overskud til resten af verden. Det er vel også der det knækkede sammen med min nye lejlighed, den tog det overskud jeg skulle bruge til det sociale og til selv at være i en nogenlunde balance med omverdenen og mig selv. 

Faktisk var min flytningen til Nørrebro fatal, det skulle have været en forbedring, hvilket det også var med hensyn til at lejligheden er sundere og bedre indrettet. 

Kunne jeg havde regnet det ud på forhånd? Tja, jeg kunne vel godt regne ud jeg ikke havde hjælp nok til at få lejligheden i ok orden efter indflytning, men jeg troede forbedringerne, ville opveje den hurdle selve flytning og indretning ville være. 

Eller at naboerne tror at svalegangen udenfor min lejlighed er deres private altan, havde jeg heller ikke kunne forudse konsekvenserne af. 

Men uanset hvor man flytter ind ved man jo først efter nogen tid hvordan der faktisk er at leve et sted, noget man troede kunne være et problem er det ikke, og andet ender med at irritere dagligt. Noget er der løsninger på, andet ikke. Autist eller ej, livet kan ikke forudsiges, eller leves 100 procent safe uden chancer.

Nu et og et halvt år senere er jeg klogere, men også meget i tvivl om fremtiden, da det her muligvis bare ikke kommer til at fungere.....det er slet ikke til at overskue, så meget arbejde og stress, for at evt. skulle find en ny bolig....Suk!

Når man vælger et benspænd og noget om selvværd

"Godt begyndt er halvt fuldendt", men der er nogen der bevidst vælger at begynde skidt, "jeg vil ikke skrive den ansøgning godt, for jeg får jo ikke jobbet alligevel", "jeg vil ikke tage noget pænere tøj på, for det er jo bare overfladisk", man forsøger lidt,  men vælger at gøre det med mindst mulig indsats og mere eller mindre bevist mangelfuldt.

For nogen kan det virke helt mærkeligt, "hvorfor ønsker du ikke at gøre tingene bedst muligt?", "Hvorfor vil du ikke modtage hjælp/råd?".

Men er selvbilledet fastlåst i at man ikke kan lykkes og gjorde man det bedre ville nedelaget kun føles endnu større, giver det jo pludselig mening. Hellere fejle af gode grunde, end at fejle/ikke slå til i andres øjne og have gjort sit bedste og lidt til.

Selvværd er det vi tænker om os selv, selvtillid den tilgang vi har til om vi kan løse opgaver.

Jeg har manglet selvværd, men ikke selvtillid, det gør at jeg tør godt løse opgaver, finde viden om det, gøre mit bedste og det plejer at virke. Det er godt med selvtillid. Men uden selvværd opstår der altid problemer efterfølgende, det ved jeg ret meget om....
For i grunden stoler man ikke på sig selv og det man kan. Måske man forlanger for meget af sig selv, måske man tror andre forlanger noget man ikke kan....og måske man via selvtilliden og et ønske om at præstere, reelt ikke lever op til det man prøver at vise andre. Det er så en anden måde at skabe et eget benspænd, det ligger så bare ofte lidt længere fremme i processen.

Er det bedre at snuble i starten, end senere når det nu er? Jeg vil mene når det er senere har man forsøgt at investere i det man gerne ville, der var noget på spil. På den måde bliver det mere personligt når det ikke lykkes, der lå timer og dage i det. Og den tid hvor man fornemmer at det nok ikke kommer til at holde er fyldt med angst og tvivl.

Hvis man ikke har fået selvværd med hjemmefra, at man grundlæggende et ret ok menneske og vurderingen ikke bare bygger på præstationer, eller udseende, at man kan elskes også selvom man ikke præstere og spejler ens families og andres forventninger.

Mennesker kan leve et helt liv med den følelse, den sorg at de aldrig var gode nok. For nogen bliver det en drivkraft, for andre bare konklutionen at intet de kan gøre er godt nok og de ikke kan elskes og respekteres som det menneske de nu er. Og selv for dem der lykkes udadtil, kan det manglende selvværd ødelægge meget af den glæde som deres succes udadtil giver dem. At der sidder et lille barn inden i, der stadig føler sig uelsket og frygter hvornår nederlaget mon kommer.

Man kan også nå til der, hvor man gendigter sin egen historie og se om fantasien kan føre til et bedre liv, der er så et reelt benspænd til før eller senere i livet.

Jeg elsker dig fordi du er smuk, klog, artig, arbejdsom, smilende, charmerende, bygger altsammen på  bestemte egenskaber der tillægges en høj værdi. Men hvad så hvis jeg er grim, sjusket, støjende, roder, bliver vred, græder? At man gennem opvæksten tydeligt fornemmer at det ydre og præstationer der det der bliver rost, og det der ses udadtil. Og at alt andet man også er ikke kan/vil rummes, og det at man som mennesker også er andet end det ydre og præstation og det der kan måles og sammenlignes. Og i dag hvor man måler og sammenligner børn i en uendelighed, vil ikke mange af dem sidde tilbage med en tom fornemmelse som voksne, og undre på om de har nogen berettigelse som menneske, når de ikke fik 12 i gennemsnit og ligner en model? Det er så der mange af de unge under uddannelse befinder sig og bonger ud med en depression, til at starte voksenlivet med.

"Jamen, du er en skide god ven" Hvad er det værd, når målestokken for værdi er penge, job, udseende, karriere, og uendelig tilpasningsevne?

Nogen vælger den vrantne begyndelse på en projekt: "De skiderikker skal ikke forvente at de får det vil have fra mig". Nogen ved hvordan man præsentere sig selv, men der er altid et efterfølgende men, noget der ikke kan indhentes, fordi det ville kræve mere selvindsigt, reflektion, selvværd og at man måske måtte gå nogen skridt tilbage og begynde lidt forfra.

Vi ser på de andre og tænker "Ih, hvor de kan" men vi kan ikke altid se helheden, man skal lære at se/lytte ind til selvværdet, møde du en med et solidt selvværd, så lære af det, hvordan lykkes man med ting når det bare falder naturligt. At successen ydre bare kan være en skal og uanset magt og penge ikke den fred med sig selv og andre man måske dybest set drømmer om at opnå.

Jeg tror ikke vi bevidst vælger vores benspænd, jeg tror vi snubler ind i dem, med den sociale arv og erfaringer vi har. Og det uanset den med siger "at i Danmark har man alle muligheder", jo der er mange muligheder, vi har bare ikke alle samme mulighed for at få del i dem desværre. Og for dem der synes at have fået hele pakken, er den økomiske fremtid måske sikret, men ikke men ikke balancen og roen.

Vi burde have selvværd og livskunst på skoleskemaet, det er trods alt det fundament der skal til, så skal resten nok komme.

Ordblindhed -Det frasorterede barn

Meget havde været lettere hvis jeg ikke var ordblind, meget kunne have været anderledes, nogen akademiske muligheder havde været realistiske. Jeg drømte som barn om at blive arkæolog eller historiker, men det gik jo slet ikke med den skolegang.

Jeg var over 30 da jeg begyndte at komme i nærheden af computere, og opdagede et værktøj og en verden jeg kunne bruge, nye spændende muligheder. Ikke at det faldt mig let at bruge en pc, men jeg gav ikke op.

For mig har computeren ændret mit liv, givet mig så mange muligheder, og været en personlig revolution. Nu kunne jeg skrive og internettet gjorde jeg kunne søge endnu mere viden og ikke mindst møde mennesker på en ny måde. Jeg kunne nu kommunikere skriftligt og jeg kunne få en kontakt til mennesker, der også kunne fører til at jeg traf dem ude i livet.

Så hjælpen på mit skrive problem kom sent i livet fra jeg som 31 årig fik adgang til en pc, og senere i form af en egen pc med internet adgang som 38 årig. Ikke en med en stavekontrol til ordblinde, som jeg faktisk godt kunne få. Men jeg anvender google til at søge rettelser, den almindelige stavekontrol er jeg ikke imponeret af.

Havde man da ikke undervisning og hjælpemidler for ordblinde i min barndom og ungdom i 70-80erne? Jo, det havde man og da jeg blev udredet for min ordblindhed som voksen, fik jeg også at vide at der burde have været muligheder for en meget bedre hjælp til min ordblindhed.

Ordblindhed er et alvorligt handicap i vores samfund og alt for mange bliver stadigt svigtet. Det lader også til at nogen helt mister troen på at man som voksen kan blive bedre til at læse og skrive, at det er som det er og kun kan byde på flere nederlag.

Og nederlag er der, det er skræmmende hvor mange døre der lukker når man er ordblind, selv når man er det i lettere grad. Eller let og let ved jeg ikke, for jeg kæmper da stadig og laver de samme fejl igen.

Jeg er opvokset i et hjem med bøger, jeg har fået læst højt, jeg har lært hvordan man finder viden, jeg er opvokset med at viden var vigtig og jeg har altid søgt informationer i forhold til mine interesser.
Så uanset det ikke var nemt, så tyggede jeg mig igennem det jeg ville vide.
Det var jo også sådan jeg fik lært Engelsk.
På den måde er jeg priviligeret i forhold til de ordblinde børn hvor forældrene ikke er boglige. Måske den forskel har været væsentlig i mit tilfælde. Men det viser jo at ordblindhed kan påvirkes positivt på forskellig måder.

"Ansvar for egen læring" var mantraet i skolen, jeg mener jeg har hørt begrebet allerede inden 80erne. Personligt giver jeg ikke meget for den fortolkning af den sætning der blev valgt. Faktisk kunne jeg godt have fortalt hvordan jeg kunne have lært mere i skolen og dermed taget eget ansvar, for mine indlæringsvanskeligheder og min ordblindhed. For en mere praktisk indlæringsmetode ville kunne have gjort det hele lettere for mig, at det praktiske og visuelle blev anvendt for at styrke motivation og forståelse af sammenhæng, og hvad jeg skulle bruge den viden til.

Personligt mener jeg at alle børn burde have et krav på at blive undervist efter den/de metode der passer bedst til deres læringsmønster. Alt for mange børn bliver tabt i undervisnings systemet, generation efter generation, med meget mindre generationer er det ikke ligegyldig hvem samfundet vælger at tabe. De børn der kunne løftes og de børn der intelligente men ikke bliver intellektuelt stimuleret eller de er intelligente med indlæringsvanskeligheder, ikke får mulighed for at få den rigtige undervisning.
Jeg synes det er en høj pris, at man kun satser på en midter gruppe af "normal" børn, vi går glip af alt for meget og med store menneskelige omkostninger for dem der bliver fravalgt i skolesystemet.

Ordblindhed har også betydning for sprogudvikling, "At tale korrekt" sætte sætninger rigtigt sammen, at udtale ord rigtigt hvis man ikke ved hvordan de staves osv. Det har jo konsekvenser for andre menneskers syn på en, for der er stadig fordomme omkring ordblindhed, den hurtige fordømmelse, det at nogen endnu mener at ordblinde nok er lidt dumme eller sjuskede, og de tøver ikke med at hakke ned på den ordblinde, der har vovet sig ud i noget skriftligt. Og når jeg oplever det personligt eller med andre, så skal jeg nok skrive hvad jeg mener om den adfærd, men der er så mange udsatte situationer som ordblind, der er usynlige for udenforstående.
Der skal meget mere til for at fjerne et forældet syn på ordblinde der stadig eksistere bla. på internettet, og det der skal til er at forstå at ordblindhed er et alvorligt problem, for udover færre jobmuligheder og man har svære ved at begå sig på internettet, så lurer lavt selvværd, øget risiko for depression som en følge.

Det eneste jeg lærte i skolen var at jeg ikke var god nok, at jeg var et forkert barn. Jeg kommer ikke til at indhente min elendige skolegang, jeg kommer heller ikke til at indhente det liv jeg måske kunne have fået. Der er også et knæk på selvværdet der ikke kommer til at heles.

.......Jeg er begyndt at skrive på Engelsk, noget jeg ellers har været meget tøvende med, det er ikke grammatikken der er det værste, men det at stave er ikke nemt. Men jeg skriver og jeg tager det lidt let. Det har været irriterende at jeg læser og forstår taler Engelsk rigtigt godt, men har været så dårlig til det skriftligt. Nej jeg er ikke super til det skrevne, men meget bedre nu, end jeg var for et år siden.

Jeg håber at i fremtiden vil meget færre børn opleve at blive sorteret fra og dømt ude, men desværre er jeg ikke sikker på, at vi bare er nogenlunde på vej mod det mål.

Er det neutrale ansigt vredt, eller?

Det kan af og til være svært at læse ansigter og specielt det neutrale ansigtsudtryk kan fortolkes forskelligt, fra, ja neutralt til vredt, eller bevist ignorerende, lukket, afvisende.

Kvinder skulle være bedre end mænd til at tolke ansigtsudtryk og mænd blive dårligere til det med alderen.....og mennesker med Autister og Asbergers have rigtigt svært ved det, så svært at det er vanskeligt med også med smileys på nettet og mobilen. Jeg bruger nettet meget og jeg ved det kan være god grund til at anvende smileys selvom de kan virke barnlige. Og de små hoveder griner, ser sure ud, får røde kinder, er de ikke ret nemme at tolke? Tja, det kommer an på så meget også ens vaner med at bruge dem, og hvor kreativt man anvender dem.

Det er endnu mere væsentligt at kunne tolke korrekt ude i livet, naboer, til fester, på gaden, på jobbet. Det er jo en naturlig variation i folks ansigtsudtryk og kropsudtryk, det neutrale ubevidste ansigtsudtryk tager med tiden form af livet, med meget forskelligt resultat. Træt, trist, sur, nogen bevare barnets mere neutrale glatte udtryk. Evnen til at tolke ansigtsudtryk kan skifte med ens egen alder om hvor positive, negative vi vurderer andres ansigtsudtryk.

Har jeg selv svært ved at tolke ansigtsudtryk? Mååååske, men det er i det neutrale område at jeg måske kan fejltolke tolke folk som skulende, bevidst afvisende, afstandstagende, bevidst ignorerende, uf, ja det lyder helt paranoia agtigt. Når man ikke taler med folk vil kommunikationen ikke være med til at hjælpe på tolkningen, at personen ikke var sur.

Ja, hvordan har de det?

Er det svært at tolke de signaler, så er nogen situationer hvor man ikke kender folk, der kan være svære at vurderer, og kan blive fejltolket, og det er ikke altid ligegyldigt for ens fortolkninger og handlinger.

Hvad gør man så? Tænker at vedkommenes så mig nok ikke, var i sine egne tanker, vred/ked af det af andre grunde. Jeg går jo ofte selv i mine egne tanker uden at se folk jeg burde hilse på fx.

Måske det kan virke som bagateller, men det har en indvirken på det sociale og hvordan man møder verden.

Jeg har en ven, der ofte siger at "kvinder ser vredt på ham", jeg har spurgt ind til det, om de nu virkeligt gør det, om de ikke bare har tankerne andre steder, eller bare ser neutrale ud. Ja, det er en svær en, jeg kan kun tilbyde alternative forklaring, han holder på at damerne er vrede!....

Vi genkender smilet, grinet, vrede, ked af det når det udtrykkes klart og næsten teatralsk, men der er udtryk der er mere komplicerede at tolke og som nogen af os enten slet ikke opfatter, eller fejltolker.

Usikkerhed i aflæsningen er ikke godt, vi tøver og vi tolker og nogen gange vedsiden af.

Det burde være så nemt, når det nu er så vigtigt, de fleste kan, nogen af os var sværere ved det.

Link om evnen til ansigtsudtryk tolkning i forhold til Autisme/Asbergers:

http://psychcentral.com/news/2014/06/21/in-autism-facial-expression-recognition-tends-to-worsen-with-age/71504.html

Og om at træne forståelsen af ansigtsudtryk:
http://autismdigest.com/learning-to-read-facial-expressions/

Når vreden overtager styringen

Aldrig har jeg rodet mig ud i så mange trakasserier som i år, og som jeg dog har kunne vælge dem, kunne ikke have været mere uheldigt. Nu valgte jeg den vel heller ikke, de kom snigende og jeg reagerede, og overreagerede i forhold til mine normal reaktioner.

Jeg plejer ikke at rode mig ud i at opdyrke ballade og uvenskaber, og af den grund er jeg lidt på bar bund med hensyn til hvad der foregår, hvad er jeg ude på og er det her godt for noget?

Hvis man ser det udfra en Asberger vinkel er intet af det ret underligt, det er næsten naturligt at hvis det er de situationer man møder, så kunne det være netop de reaktioner man vælger at hive frem af posen. Men det har jeg så ellers undgået det meste af mit liv.

Jeg har tidligere af og til hvis tilstrækkeligt provokeret/irriteret tændt af, og sagt min mening så der næsten lugtede svovlagtigt i rummet. Men det er så også det værste jeg har bedrevet og der var altid en rimeligt god grund og det var yderst sjældent. Det sidste er nok så væsentligt, for det med de "gode grunde" er jo i min egen optik, andre kan have andre meninger.

Fra at jeg flyttede for et og et halvt år siden har jeg været meget mere vredladen, for at indtil videre at kulminere i 2015. Jeg lagde hårdt ud i januar måned og måtte også konstatere at jeg ikke kunne lande situationen, erkende at løsninger eller bearbejdning bare ikke fungerede/var mulig, jeg håbede at det ville løse sig med tiden, nogen uger, måneder, men månederne gik uden klarsyn eller afklaring. En vaklen mellem fortvivelse, afmagt og vrede. Store ord, tja det har været et år for de store følelser åbenbart og alle mine forsøg på at skrue ned for dem er mislykkedes. Dagligt rammes jeg af en vred orkan af cirkeltænkning.

Jeg har spekuleret om det er et forsøg på at bekæmpe min depression, eller ret og slet stress i forbindelse med flytningen, eller at jeg i grunden sjældent siger fra og nu synes det er nok. Jeg ser mig selv som et ellers ret kontrolleret menneske, på nogen punkter overkontrolleret.

At leve med vrede, er at tingen går fra slemt til endnu værre. Alt det andet kan skjules, jeg kan skjule, sorg, afmagt, depression, men vreden smutter ud og vælter rundt. Og hvis man så kunne nøjes med at smadre en tallerken hjemme, sådan helt alene, men nej, jeg siger og gør ting der har konsekvenser.

På den ene side er jeg imponeret over at jeg har kunne leve så længe uden at være alt for meget i modsætning til mine omgivelser, var jeg et bedre menneske, handlingslammet, forsigtig, for lidt ude blandt mennesker, at jeg aldrig måtte sige fra, dumme mig rigtigt for alvor?

Og kan man leve et fuldt liv uden nogensinde at dumme sig for alvor?

Jeg har altid haft svært ved at tilgive mig selv, men jeg er også opdraget på en måde hvor der ikke var megen tilgivelse.

Det er som om den ny vrede eksponere ting, det er på en måde godt, men resultaterne af vreden er skidt. Jeg har levet et liv hvor jeg har set og læst, uden at udleve. Nogen ting må leves for at forstås, ikke nødvendigvis næsten til kanten, eller over, men der ud hvor man kan mærke livet brænder.

Eller måske afmagt er grundkernen, at afmagten i situationerne er det der får vreden til at hoppe frem. Er der mere afmagt nu, eller orker jeg ikke mere afmagt. Er det ting jeg fandt mig i tidligere, jeg ikke vil være med til mere? At vreden i det mindste er en kamp mod afmagten. Kæmper jeg mere mod mig selv, end mod andre, selvom det rettes ud af?......det var så meget nemmere da jeg rettede det meste indad, ikke godt, men nemmere i forhold til omverdenen.

Jeg kan godt se det giver mening, men jeg er ked af det, jeg vil gerne lukke ned for vreden nu. Og jeg undre mig på hvad der er når jeg kommer på den anden side af det.

Det er tid tilerkendelse og de bedre tider de er måske et eller andet sted i fremtiden. Jeg har ikke følt jeg kunne styre mine tanker, men jeg må få styr på de tanker, jeg må sige "jeg styre/vælger selv mine tanker", eller som den realist jeg også er, jeg ved jeg har kunne bekæmpe negative tanker før, det var under andre omstændigheder, men jeg må finde metoden til de her tanker.

Men hov, er jeg der igen med at det skal være som selvterapi? Og er vreden netop ikke generet af at stå lidt for alene og føle sig marginaliseret.

Jeg tror det er tid til lidt andre metoder efterhånden.