Skam og hvorfor den kan være skræmmende at kommer ud af.

 Jeg nævner ofte, at udefra set må det være vidunderligt at ting lykkes om bliver bedre. Det må da bare være godt?

Men jeg tror at har man fået skammen pålagt fra barndommen, føles det som at miste kompasset, man har kørt efter hvad man var ud fra ens forældres negative stemmer. Stemmer der forlangte formeget, måske samtidigt ville holde en nede, der ville forme en. Når man begynder at se på det kan det føles overmodigt at tro på noget andet og bedre. Det føles sårbart, det kunne mistes igen, eller andre kunne misunde en. Eller måske jeg alligevel ikke er de positive ting alligevel. Og det ubærlige i at hvis jeg havde alle de ting i mig hele tiden, hvorfor skulle jeg så bære den skam?

Det er som om en mental atombombe er ved at sprænges, og på hvilket grundlag, at der er alt at vinde, eller man højst sandsynligvis taber?

Skam er en vægt man slæber med sig, det er blevet identiteten. Og så tidligt at man ikke husker andet. Og det føles som en selv, det her er mig. Og alt hvad der sker foregår med den skam som kommentator og indre følelse. Men detr er ikke bare en følelse, som når man igen skammer sig i en situation, den farver alt, også det ikke skamfulde, og det gode, og alt det man faktisk kan, og kunne. Og man kan føle skam over at føle skam. 

Men uden kronisk skam hvem er jeg så, hvem ville jeg have været? Og det kedelige svar kunne være, et meget andet menneske. 

Skam kan holde os tilbage, det kan også drive vores ambitioner. Skam kan få det lille barn over i narcisisme, hvor skammen bliver lagt væk, i mindre eller højere grad. Og holdes på plads via selvovervurdering, der springer frem, når skammen skal blive hvor den er, gemt væk. 

Andre børn kan åbenbart klare skammen bedre, de bliver ikke narcisister, men de kan udvikle psykiske sygdomme. Og nogen klare sig, og kommer gennem livet med ydre succes, men indre skam. 

Uanset, er den invaliderende, og smertefuld. Vi kan tænke at vi bare tog i mod den, at vi kunne have gjort modstand, det kan man bare ikke som barn. Man får den ,og så må den psyke man nu har bære skammen. 

Skam er en dræber af lykke, selv den korteste lykke. Skam er at bygge på et fundament der altid føles som kom det skrider. Man tvivler: på sig selv, andre, verden. I det mindste er man ikke overrasket over at ting der ikke går som det skulle. Man forventningsafstemmer. I modsætningen til narcissisten der altid har de højeste tiltro til egne evner, og faste forventninger til det andre bør/skal indfri i forhold til dem. 

Det er interessant at det samme udgangspunkt: Skam, kan give totale modsætninger. Og hvad når, skam og skam møder hinanden? 

Offer og hjælper.
Der er selvfølgeligt også den narcissistiske type der ynker sig selv, den sårbare udgave, der har perfektioneret hjælpeløshed, og offerrollen, og her vil jeg defineret det som at man altid sørger for at have nogen om sig til at hjælpe og støtte, og ved hvem man skal manipulerer. En "offerrolle" er ikke når man er et ægte offer, som faktisk ofte ikke har de hjælpere/hjælper som en narcisist vil have gennem livet, indtil det måske ikke længere er muligt at skaffe kandidater. Fra min egen erfaring er jeg åbenbart uden den evne til at få andre involveret i at rede mig, men logikken er nok, at jeg mangler ønsket at have nogen så tæt på, som det kræver for den symbiose. Også alle de små mentale julelege, det kræver at skabe symbiosen offer/hjælper, kræver man er sådan indrettet. 

Autisme/ADHD evige irettesættelser.
Hvis man har Autisme og/eller ADHD vil man have en stærk tendens til at ruminerer/overtænke. Man er blevet rettet på hele livet, igen og igen og igen. Og andre har ikke kunne fatte at vi ikke kunne fatte. Vi har lært at vi er nogen man kan rette på, nedsættende. Og at vi gør det fordi vi ikke hører efter, ikke vil lære, er ligeglade. Det er sådan det er, det er det vi er. Vi ved godt det ikke hænger sådan sammen, men ingen gider at høre på det, "gør det bedre næste gang". 

Vi kommer til at intellektualiserer problemer/negative oplevelser, som noget man kan tænke sig ud af, noget man måske kan lære at takle, hvis man bare forstår hvad det var der foregik. Det er her de fleste neurotypiske står af, fordi de ikke forstår, at man ikke bare forstår det. Og deres forklaringer vil blive opfattet som afvisning af ens tanker/gasligthing. At man tænker for meget, er for følsom. Men kan man med Autisme/ADHD tænke sig ud af det? Måske, men det er godt nok et stykke arbejde. Men problemet kan synes som en forhindring man ikke kan ignorere, det er en mur og man vil igennem, man skal igennem. 

Skam, kombineret med neurodiversitet, kan blive helt umulig at være i, det kan slå over i angst, depressive episoder, kronisk depression fx. Man bliver fanget i et loop af tanker, der er udmattende, så der ikke er et overskud til at få tanken gennemarbejdet og færdige, lagt på hylden. Og det føles som ikke til at leve med. Det vil ikke slippe en. 

Skyld og skam er ikke det samme, men de følges ad. Det er burde, skulle have gjort. Det er at have idealer for ens egne handlinger, der altid er noget højere end dem man forventer af andre. For andre har svigtet, men det var jo dem, de svigtede "som de rigtige mennesker", de havde noget der gjorde det kunne retfærdigt gøres, der var grunde. Ens egne grunde er aldrig gode nok, de synes selvretfærdige, at tale uden om, ikke tage ansvar. 

Og det er næsten umuligt at retfædiggøre sig selv uden at føle sig som et dårligt menneske, det føles ligefrem kvalmende, og fysisk. Det løfter ikke noget af skuldrene, fordi man ikke selv tror på det. Det er der skaden er, den sidder så dybt, den har været der så længe, det er som om det er en mission man er pålagt, at være den der bør gøre det rigtigt altid og altid være ansvarlig 120%. De andre kan åle sig fri, de er jo bare mennesker og vi fejler jo. Men hvorfor så ikke mig? 

Hvad er det for en understrøm folk opfatter, eller er det mig der opfatter. At jeg opfatter skuffelser, og dommen og andre ikke? 

Det var det første jeg lærte, og siden da har alt bare forstærket det. 

Det skræmmende er at meget få kan stå ved siden af en som ligeværdig, den dag skammen er identificeret. Man er stadig ikke et menneske blandt mennesker, men er et menneske mellem nogen der ved og nogen der ikke ved, men måske bedre til at identificere dem nu. 

Det Autistiske infinity loop.

 Det er som om jeg har været fanget i et negativ evigheds sløjfe i over 10 år. Måske jeg har været fanget i andre tidligere i livet. Måske jeg har arvet opskriften og Autisme gør det absolut ikke bedre. 

Ofte vil man bruge infinity loopet som noget positivt. Før i tiden ville man sige at tankerne kører i ring, men jeg synes at sløjfen passer bedre, da der er er en bevægelse og et skift, og så køre man endnu en gang i loopet.

For et par dage siden så jeg loopet for mig, men at det nu var sprængt og på vej, videre ud af loopet. 

Det er noget med at kunne holde fast i det man har erkendt, så man ikke tager ruten igen, igen. Der er meget tvivl i Autisme, har jeg ret i hvad jeg føler og tænker? Det er den tvivl, der kan få det til at tankerne tager den samme rute, fra en vis afklaring til, tvivl, vrede, afmagt, skam osv. For neurotypiske mennesker er det ikke til at forstå og de kan ikke bidrage med meget, udover yderligere forvirring og tvivl. 

Måske de store spørgsmål er hvor går neurotypiske mennesker hen, når de ikke kan løse livet? Er vi dømt til at tage så mange loops som det nu er personligt nødvendigt for os? Sandsynligvis. Og kan vi på samme måde som vi bliver suget ind i et loop, kan vi også blive udstødt, ved at noget sker, en påvirkende forandring, god eller dårlig, nogen gange tror jeg at det er underordnet, hvis bare det giver det slip der skal til. 

Vi er alt for grundige. Vi sætter også en ære i det. Også selvom vi har haft negative oplevelser med det og ikke nogen anerkendelse fra andre. Det er som om der er en indre anerkendelse der driver en. Der er rigtigt meget vi ikke ville gøre, hvis vi gjorde som andre sagde og synes. Alligevel insistere vi på at fortsætte. Med det vi kan og med det der undre os, og det der er svært. 

Idealet ville være at kunne gøre det man er bedst til, med færrest forhindringer. Og for nogen af os er der mest forhindringer. 

Hvor meget havde man ikke kunne nå, hvis alt muligt uvedkommende ikke havde braset ind i ens verden? Meget, rigtigt meget. Og jeg har brugt meget tid på de trivialiteter livet og andre mennesker spinder en ind i. Loopet som en kokon af klæbrigt spin omkring en, år for år. Måske skiftene temaer, men samme proces, rinse and repeat. 

Man siger at synapserne bygger tanke mønster motorveje i hjernen. Og det ufattelige er at den Autistiske/ADHD hjerne både kan sprænge rammerne mønstrene, men også blive så fanget i et mønster. Og reelt begge dele nærmest samtidigt. At holde fast i, at gentage, at kaste, gribe ud, det er alt sammen en mulighed, i et øjeblik. Men ofte bliver det øjeblik ikke fanget ind, synligt for hvad det er, potentialet. Det er der, og så er det der ikke, og som om det aldrig havde været der. Det er som energi der ikke bliver oplagret, bevægelsen er der, men bliver det ikke registreret, lagret, er det væk igen. 

For de mere kaotiske på spektret er infinity (evigheds) vasketøj og opvask er aldrig pist væk sjovt nok, det er meget fysisk, men først det øjeblik når man konfronteres med det igen, når man passere køkken og badeværelset. En form for meget fysisk konstant, med en hjerne er er mange andre steder hele tiden, lige indtil mødet med realiteterne, samme ubehag hver gang og samme overaskelse, og en af de dårlige. Og så gør man noget på en god dag men ikke helt færdigt arbejde.
Vi synes det er underligt det er sådan, og det er vel logisk nok, når alt andet er omskifteligt, hvorfor der det så ikke? Hvis vandglasset er væk og alt muligt andet uden at vide hvordan og hvorfor, hvorfor så ikke vasketøj og opvask? Med huller i hukommelsen, hvorfor ikke den glade opdagelse: At det faktisk blev klaret, men glemt at det var det? Det ville være genialt og jeg tror mange af os slet ikke ville undre sig hvis det blev fikset magisk, vi ville tænke fedest, nu er det om at gøre noget interessant og væsentligt. 

At ride på bølgen, carpe diem.

Der er det moment hvor man kan gribe ud og det bare kører, men det er nu, det er ikke senere, og det var ikke i går. Jeg er ikke den der bestemmer, det er der når det er der. Det er ikke manglende evne til at tage sig sammen, eller så er det netop det, det er stop. Men ikke et valg. Det er måske et valg for dig, men ikke for mig. Du tror at din manglende motivation, er som min manglende motivation, men nope. Jeg er ikke den dovne, jeg ville altid kaste mig ud i det, hvis jeg kunne. Meget af det der foregår i mig vil være usynligt jeg arbejder og arbejder. 

Måske jeg burde beskrive hvad jeg laver hver dag, alt det jeg skaber, tænker, gør, at hver dag er fyldt til randen. Men ikke det der ville være mest til min egen fordel. 

Der er ikke dopamin nok i verden, der er ikke nok, det er go, go, go. 

Det er også det der gør mig til mig, at jeg ikke er nok mig hvis jeg ikke går linen ud. 

Det er ekstremt. Men ikke at kunne gå linen ud er også dræbene. Det er at være halv død. 

Jeg er ikke mindre end, jeg er ikke mindre end, selvom jeg ikke magter at lave mad, eller fjerne det der har ligget i vejen i uger på min vej gennem lejligheden. Jeg er bare ikke der, jeg er et andet sted, der desvære ikke manifestere sig fysisk på samme måde. Erkendelsen er så, nu, at vi måske ikke selv skelner, mellem det der er fysisk og det der er mentalt. Og at det mentale vægter lidt mere. 

Men der er ikke et valg. Neurotypiske kan vælge på en helt anden måde. 

Havde jeg det valg ville jeg være et helt andet sted, jeg har så meget mere rygrad. Jeg burde have opgivet. Andres arrogance på mine vegne, what the fuck. Hvem tror i, i er?

I gør det rigtigt, jeg gør det forkert, jeg er forkert. Men jeg er også arrogant og jeg dømmer jer, for alt det i ikke er, men jeg er. I har magten, men jeg kan se. 

Jeg har prøvet at frisere hjemmet, jeg vil se at få noget spændende oplevelser i næste uge. Jeg prøver på at have et liv, jeg prøver på at kunne handle. 

Men der er begrænsninger, off/on knappen er ikke en jeg styrer, den tænder og slukker helt tilfældigt minut til minut, time, dag uge. Men når den står på om, er det go, go, go. 

Crash and burn, selverkendelse gennem at gøre det man ikke skal.

Jeg er blevet hældt ud at distrikt psykiatrien fordi jeg har Autisme og ADHD, og jeg ikke har en psykiatrisk diagnose der var tungtvejene nok.......eller jeg passede bare ikke i kassen, de har lavet dem lidt om, igen ikke til min fordel. Jeg er ikke rigtigt Borderline, min depression er også lidt forkert, angsten. Meget bliver fejet ind under at de fleste med Autisme og ADHD har fået noget ekstra fordi man kæmper. 

Så nu er det min læge der skal udskrive medicinen. Og min ADHD medicin driller. Og fordi jeg manglede mine antidepressiver eksperimenterede jeg lidt, det skulle jeg i midlertid ikke have gjort. 

Så jeg kom lidt ud i de tyndere grene, men det er et realitets tjek, måske det værd, men absolut ikke anbefalelsesværdigt. OK jeg kunne ikke gå ned i det antidepressive, det holder angsten på plads, og da intet er løst så er det vel naturligt at der ingen ro er under overfladen. Jeg er livsstils medicineret, mit liv er et helvede så læg et låg på, så jeg ikke kan mærke at det er endnu værre end jeg troede. 

Så ja et realitets tjek. Jeg kom så meget ud af det antidepressive at det jeg mærkede ikke bare var det at det drillede mens jeg fik det ud af kroppen. Jeg fik et glimt ind i det at skulle magte et liv der ikke fungerer, mit ødelagte selv, og en genkendelse af mit gamle jeg langt tilbage. Men også hvor langt jeg faktisk har flyttet mig. Og hvor reaktiv jeg var da jeg var yngre. så meget angst når noget ikke fungerede. 

Jeg har tænkt på hvor meget jeg lærte gennem terapi, rigtig terapi. At lære at genkende ting, at kunne verbalisere det, at kunne rumme det. At kunne genkende symptomer for hvad der er, og hvad der har provokeret dem. Der var ikke gaslighting det var solidt, konkret. 

Måske mennesker der har været gennem god terapi, vil undre sig over at andre ikke kan se og mærke ting. De kender ikke deres grænser, men heller ikke deres styrker, det er noget de tror, det er ikke noget de ved eller har afprøvet. Man kan glemme at man er pro, og de andre ikke er. De dækker over de ting de ikke selv magter at se, og vil overtale dig til at tro det er sådan det er. De vil fastholde dig i det de ikke selv tør erkende. 

Så jeg er lidt nede i Elvanse nu og op igen i de anti depressive. Fordi jeg fornemmede at min krop er for meget oppe at kører, det er jo en bivirkning af den medicin. Og der var ikke en forbedring praktisk ved at gå op, jeg får ikke en bedre evne til at rydde op hjemme af det. Kun til at rydde op i hovedet, og der en en mindre dosis fin nok. 

Mit liv er ikke godt, og jeg kan ikke se en fremtid, men som jeg altid siger, når man har det skidt så er selv en lille forbedring noget stort. Den lille forbedring er forståelse og afklaring. Det gør nas, men elevansen gør at jeg bedre kan holde til det uden at klappe sammen. 

Livet og hverdagen som kampplads, dag ud og dag ind? Åbenbart er det mit livsvilkår.
Hvor skal vi hen, mere af det samme? Eller er jeg tæt på at have et nyt overblik, at det er den mørke nat inden daggry? At jeg er tæt på, men nu gør det modstand?

ok

Overvejelser om at ville fratage folk deres tilkendte førtidspensioner.

"- Vi er vidne til, at over hver femte på førtidspension er en udlænding. Så der er behov for at få kigget på de her førtidspensionssager. Jeg stoler ikke på en eneste udlænding, der har fået førtidspension, når de bare bliver givet til højre og venstre, siger Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti."

Ok og hvorfor gør han så ikke det? Mange vi har modtager er flygtninge, der har været udsat for totur og krig, samtidigt afspejler psykiske og fysiske sygdomme hvor man er i samfundet, det vender den tunge ende nedad. Og ofte er langt mere kompliceret når man først ser på sagerne, meget mindre sort/hvidt. Men det er "udmærket" som politisk signal til at stresse og mistænkeliggøre andre. Tror jeg der er nogen der har fået førtidspension der ikke burde, og igennem de sidste 25 år? Ja det er der, af forskellige grunde, også for at få vanskelige lange sager lagt på hylden. Og nogen år var det helt umuligt at få en førtidspension, selv for dem der burde kunne få. På den måde kommer der en ophobning, hvis man ændre kurs bere en smule. Problemet ligger at andet sted, ikke i at kigge på gamle sager, der er spild af tid og penge og ikke der guldet ligger.

Måske vi skulle se på hvorfor nogen ender som førtidspensionister, der ikke behøvede at være endt sådan, og heller ikke ønskede det, men det var det det til sidst blev.

Hold op med at reparere på det der ikke fungere, og ikke har fungeret længe, tænk det om fra grunden!

Det handler om tillid, derfor er den rigtige viden absolut afgørende.

Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp  fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?

Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl. 

Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind. 

Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.

Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive. 

Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet. 

Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have. 

Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.

For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp. 

Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande. 
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker. 

At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.

Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".

 
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede. 

Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige. 

Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.

Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.

 
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling.  Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark. 

Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling. 

Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund. 

Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog.