Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?

Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 

Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre? 

Hoarding/samlermani bliver også en diagnose i Danmark, i løbet af 2026.

ICD-11 skal opdateres i Danmark, og diagnoser skal med, der ikke har været i fokus i Danmark. Som Fx. Hoarding/samlermani.

Der er nogen der får travlt, der er meget at indhente i Danmark på det område. Heldigvis har andre lande haft fokus på det, og mange års erfaring. Men for pokker hvor havde det været godt, det var startet lidt tidligere. Uanset andres viden, er det jo ikke noget der bare kører fra første dag det bliver implementeret. 

Og hvad vil man sætte ind på det? Og hvordan vil mennesker med en Hoarding problematik kunne få gavn af det uanset hvor de bor landet, og med samme grad af faglighed? 

Hoarding er blevet fejet ind under gulvtæppet.
Det at folk havde et kaotisk hjem, er blevet set som et udtrykt symptom på en diagnose, som depression, angst, ikke en diagnose i sig selv. Samlermani har været skubbet ind under en hoved diagnose. Samtidigt med at mange med samlermani som sådan ikke er i kontakt med psykiatrien/har en diagnose. Man kan godt arbejde og fungere ellers, det eneste sted der er noget, er hjemmet. Og hvis man har opsøgt hjælp er man endt med en mindre specifik diagnose. Men hoarding kræver specialiseret viden og særlig støtte. Ikke at man ikke kan møde mennesker der intuitivt fatter, hvordan man kan støtte en med samlermani, for de er der. Men for andre hiver de alle de forkerte "værktøjer" og holdninger frem. De har svært ved at forstå Hoarderens logik, eller i deres øjne nok manglen på samme. Og så er der brug for faglig viden, en slags Emma Gad for at komme ind i et Hoarder hjem. 

Med Hoarding/samlermani er der sket det samme som med mange andre af det der opfattes som nyere diagnoser, og diagnoser der nu ses mere separat når det skal støttes rigtigt, at de desværre er bag en betalingsmur, reelt har mange jo også skulle ekstra uddanne sig, og tage til udlandet for at se hvordan man gjorde ting der. Autisme og ADHD. Og Danmark fik lige glemt at uddanne nok indenfor Autisme og ADHD  i forhold til den  nyeste viden.
Og med Hoarding, er der ikke rigtigt noget solidt der tilbydes af kommunerne til den gruppe, selvom der er variationer. Hjemmevejledere har ikke de praktiske arbejdsopgaver, og gør de det, er det egentligt udenfor deres jobbeskrivelse. Hjemmehjælpen er ikke klædt på til det fagligt, de gør det til en grad. Der er også varianter af "socialrengøring" hvor nogen selskaber er bedre til opgaven en andre, men komunen jo tager det billigste tilbud.
Og det har slet ikke taget højde for at det handler om OCD og/eller PTSD så man går ind og påvvirker den der Hoarder rigtigt meget. Det er uungåeligt at en oprydning/rengøring ikke vil provokere Hoarderens system, men det burde være mindst mulig skade, at gå ind i et Hoarder hjem vil føles som en grænseoverskridende og alt for intimt. Det er er en praktisk logistisk proces, men man går/vader lige ind i en psykologisk proces, der også skal ende med at det er trygt  nok at være praktisk. Men meget ofte er det ikke det der sker, men bare at noget ender i sække, og andet i andre sække og ud og så rengøring. Og hvad så? Ja, så noget hjemmevejleder og hjemmehjælp måske hvis man er heldig, men det er bare ikke den rigtige måde. Der er mennesker sat på sagen, og det koster penge, men det er bare ikke den rigtige støtte. Sandsynligvis har Hoarden fået et traume af den sociale rengøring, der måske ikke viser sig lige med det samme, men vil manifestere sig over tid. Og kuren, det er at fortsætte med at Hoarde/samle. Måske enda man skiller sig af med støtten for at få fred. 

At arbejde med Hoarding er håb og realisme, det kræver empati, og at man selv har forholdt sig til sine egen udskammende indre stemme. Det er svært at hjælpe nogen med noget, man ville foragte sig selv for, eller man selv hænger fast i gamle leveregler for disciplin og tagen sig sammen (det hedder Ableism på Engelsk, jeg kalder det "Når jeg/ndre kan, kan du også!". Men Hoarderen vil allerede have dømt sig selv mange, mange gange, om det så er for hjemmets tilstand, eller noget andet, om der er selvindsigt, eller ingen selvindsigt, der er en kerne af noget meget smertefuldt og sårbart. Og nu står nogen og kigger på det og "siger ting" til en. Og mange af os har paraderne oppe, eller helt stive af angst, eller begge dele. Uanset hvad andre kan aflæse udadtil, det er en høj stress situation for Hoarderen, der vil reagere/opfatte på utålmodighed og stress fra andre. 

Man kan håbe på at det at Hoarding bliver tilføjet diagnose kriterierne, også vil skabe opmærksomhed om den særlige diagnose. De fleste kender det mest fra tv udsendelser hvor nogen kommer og hjælper folk til at sorterer og smide ud. Jeg oplever ofte at folk tror jeg kunne få det samme hjælp. Så må jeg jo sige at det jo er TV, ikke virkeligheden. I udlandet har man lavet serier hvor der var reelle Hoarderhjem man var i, i al sin gru og kaos og svineri. Hvor den Danske udgave er en pæn udgave, for det er jo også prime time tv, så det skal være ok hyggeligt. 

Hoarding starter et sted. 
Kan et sådan hjem med alt for meget, men ikke helt trashed også være en rigtig Hoarder? Ja, og det kan udvikle sig til det værre, også til det bedre. Det tager jo nogen år at få skabt et Hoarder hjem med alle karakteristika, af ophobninger af ting, men også manglende funktion af Køkken, bad, svært at komme rundt, sundhedsfarligt. Det er som Frøen i gryden med vand, Hoarderen i sin egen verden ser ikke at det gror til, eller ser det uden mulighed for at rette op på det. Og så er der det med at være et par/familie, for nogen lever i et parforhold med Hoarding, og med børn. Det er jo en helt egen problemstilling. Partneren har indstillet sig på tingenes tilstand, i en eller anden grad. Og de har mærket Hoarderens uvilje til at lave om på det. Der er også børn der har måtte tilkæmpe sig ret til ikke at få deres rum fyldt med sager. Og det her er ikke godt og sundt fysisk eller psykisk for nogen af parterne. Men en del Hoardere tager sig lidt sammen hvis de bor med nogen, eller de faktisk har det lidt bedre. Men når man er alene er der frit slav for at det kører helt af sporet. Og Hoardere gør alt for at familie og venner ikke opdager det. Og det siger noget om det stigma der er omkring Hoarding. I dag kan mange godt sige at de har Depressioner eller angst. Men et kaoshjem, det er svært. Blandingen af det skamfulde, med at andres indstilling er at det er da bare noget man lige ordner, og det bare er at sorterer, kræver at man selv har en god selvforståelse for hvad Hoarding/samlermani er, for ikke at blive tromlet. Og jeg synes vi bliver tromlet. Folks enkle løsninger, til en komplekst psykologisk mønster. Det er at få andre alt for lang ind på sig. 

Hoarderens drømme om fremtiden.
Men alle de der ting, er ikke bare ting for Hoarderen/samleren, der er en historie eller en drøm bag hver ting. Det er projekter der en dag skal gennemføres. Det er arvede sager. Det er noget særligt. Og en dag skal det bedre på plads. En dag hvor der kommer overskud, skal disse sager anvendes, eller nydes. Og man kan ikke bare smide noget ud der har en brugbarhed. Vi føler ofte at vi skylder tingene noget, vi er kustoder og akivarer for noget der er større end os selv. Med Autisme kan man faktisk godt opfatte ting som levende, eller havende en energi. Og det at skille sig af med mindre væsentlige ting, kunne være med til at man mistede de væsentlige ting. Som ved et uheld, og nu er man urolig hvis man ikke kan finde noget, at der er røget ud. Gys! Der er noget helt Tolkien agtigt i det, som dragen Smaug der kunne mærke hvis bare en ting var hugget fra den uendelige bunke at uvuderlige sager, eller Bilbo og Gollums besættelse af ringen. Tolkien har meget godt fat i det med den fysiske mentale sammensmeltning af personkarakter og ting. 

Personlige erfaringer.
En egen historie. En veninde nævnede, at jeg for et par år siden havde et ugeblad inde og tage fotos af min julepynt i mit hjem. Som et eksempel på at helt slemt kunne det vel ikke være dengang?. Og jeg kunne ikke andet end at grine. For jeg ved ikke hvordan vi (mig og Fotograf) gennemførte det stunt. Men billederne blev gode, men virkeligheden var det ikke. Men jeg må formode at køkken og badeværelse var lidt renere end nu. Derefter er det bare gået den forkert vej. 

Min egen erfaring er at med den rigtige støtte kunne man forbygge at folk falder tilbage i mønstret. Nogen kan måske helt få skovlen under deres hoarding problem, men de fleste vil kæmpe med det og især hvis de får perioder hvor de fungere mindre godt, og det sker jo i et liv, eller man får det psykiske dårligt i en periode. Fidusen ville så være det ikke når så langt ud igen som før. 

Jeg kan mærke at jeg er ved at hele mentalt, men mit hjem er i den grad noget det holder mig fast, i en masse negativt. Og af rigtigt gode grunde, det er tungt stof. Og vil jeg forstå min egen Hoarding må jeg ind i nogen centrale smertepunkter, der har udløst den reaktion, for ukontrolabel Hoarding er en reaktion. Det mentale oprydnings arbejde, kan betyde at jeg er ret lammet i en uge praktisk, eller må leve med der kun er til det mentale. Jeg kan ikke arbejde psykisk og fysisk samtidigt når det er alene. Og det er i forvejen meget negativt der kører i loop i mit hovede fordi jeg enten skylder skylden på mig selv, eller det liv jeg har haft. Og det er så pokkers negativt. Fordi det desværre er det. Jeg har overvejet om jeg kunne have hovedtelefoner på med høj musik, så jeg ikke kunne fokusere på at tænke. 

Hoarding og Autisme/ADHD.
Med ADHD er det meget svært at holde orden og ryde op. Jeg oplever det også som en ren fysisk ting, som om bevægelserne ikke følger med, og min korttidshukommelse er blevet endnu dårligere. De to sidste ting er en udfordring i sig selv. Og min Autisme skruer op for "adder faktoren" at noget er ulækkert, og at nu skal det gøres rigtigt godt. Det ender i at jeg starter og så får min ADHD mig af sporet, og så kan jeg begynde forfra. Og forfra, det er groteskt. 

Der er en angst der giver sig udtryk i Hoarding, fordi der er en grundlæggende utryghed i mig, skabt af trauma, gentagende trauma. Det er som at være hjemløs, men med et hjem, der ikke er et hjem. For det grundlæggende er utrygheden, og Hoardingen er en fysisk buffer zone. Som om mit forfærdelige hjem er sådan, så jeg ikke lige kan fikse det og risikere verden. 

Man skulle tro mit hjem er et bevis på hvor jeg er psykologisk, men nej. Det siger noget om hvor mange der lever sådan, så det normaliserer det i forhold til dem der møder det igennem deres arbejde. Og det er sen skræmmende tanke.

Jeg ved ikke om det selv at gå ind i de centrale punkter i min OCD og trauma kan noget, andet end at få det skidt. Det er derfor man har psykologer. Og samtidigt skal jeg være bedre mod mig selv, for det er jeg ikke.
Jeg har ofte den følelse at mit ønske om noget bedre, og et mere værdigt liv er en slags storhedsvanvid. Et super ego der kræver ind. Og jeg ved at det er så svært at holde fast i at jeg burde have et eller andet krav om noget bedre. Her tøver jeg altid. 

Jeg burde overhører den evige medie sang, om alle de grupper der kræver støtte og dyr medicin, og nye diagnoser er noget der koster for meget og er noget nymodens pjat. For jeg har jo set virkeligheden, jeg selv og andre. Vi er ikke bare et debat emne, men levende mennesker. Og diskutere vi om vi behandler brækkede ben, eller hjertekirurgi på samme måde? 

Omkring Hoarding er der både den psykologiske side, og den praktiske side. Om Hoarderen er parat til at få terapi eller indgå i en gruppe omkring Hoarding/samlermani, og så er der støtte omkring at få et hjem der fungerer. I nogen lande er der Hoardere, der støtter andre Hoardere, også praktisk.
Og der er flere der er uddannet i at hjælpe Horadere praktisk i hjemmet, og andre der "bare" har fået en interesse for netop den gruppes problemer, og finder det særligt meningsfuldt, så meget at de gør det gratis, eller at andre kan donere til arbejdet. Og det er jo ret synligt hvem der har brug for at få hjælp, og hvor det er akut. Men så langt burde det ikke nå, man kunne håbe de blev så afstigmatiseret at folk kunne bede om, og få om hjælp inden lokummet var brændte på, næsten bogstaveligt talt. 

Der vil altid være mange der er uafklarede Hoardere, fordi de kan have flere diagnoser og være svært isolerede, eller ikke i kontakt med nogen. Eller de slet ikke magter at se problemet, eller risikerer andres holdninger til det/dem. Hvilket er forståeligt, der er altid en historie bag og en historie beg hver ting.
Og det er vigtigt at arbejde med den historie, men ærligt talt også meget udfordrende, især hvis et menneske ikke er nået til den erkendelse at Hoardingen skyldes noget, og at den ikke bare kan fortsætte, hvis der trues med en udsmidning fx.

 
Der er altid en fornægtelse af omfanget af Hoardingen/samlermanien, men også et reelt manglende overblik, selvom nogen har en evne til at vide hvor ting er. Og det er sket en langsom tilvænning fysisk og psykisk. Det er lidt som ham med den evige nakkestøtte i den Svenske TV serie Wallander, der bare beholdt kraven på. 

Man kan godt i en samtale få indrømmelsen af en forståelse af at man her for meget i hjemmet, og der er "noget psykisk", men det betyder ikke en parathed er modnet hos Hoarderen. Og det er nemt at skræmme ved at presse på, ikke mindst true med konsekvenserne. Det er meget at tage ind, og det er let at tabe tillid, og føle sig truet og set ned på, der meget nemt og hurtigt fører til afvisning. 

At støtte en Hoarder bør være så lidt stress som muligt, jeg er lige ved at sige for begge parter, for der er ikke brug for fustrationer , stress og fornemmelsen af brudte løfter. Det et to skridt frem og et tilbage. Det er ting til ud og ting til måske, og det er bedre at måske bunken vokser, fremfor full stop og ikke noget ud af huset. Det er at holde gang i det flow, og med mere tillid og øvelse i processen glider det bedre. 

Og selvom Hoarderen kan virke ulogisk og urealistisk, så der det jo det menneskes skatte og drømme det handler om, og holde punkt i livet. Og det er det holde punkt der bliver eroderet, og meget gerne med et andet og bedre holdepunkt for livet. Det gode liv kommer ikke ved bare ved at ryde bulen og gøre rent, ved at normaliserer Hoarderens hjem. Ja, det kan stoppe en udsmidning, gøre naboerne glade hvis haven flød med ophobninger og der var lugt gener osv. Men hvad så? Ofte vil processen ved en almindelig social rengøring traumatiserer Hoarderen yderligere. Men kan sætte hjemmehjælp ind, og se om det kan få arbejdet til holde og støtte at Hoarderen sikkert er ret udmattet efterfølgende. Man kan sætte hjemmevejleder på. Men det er alt sammen uden om det centrale i hvad Hoardingen handler om. Det er uen om mennesket, der er det centrale, og endnu mere centralt hvad der udløste det til den grad. 

Og hvad er det der vil give livs mening for Hoarderen fremover?  Alle de tab/sorger/angst Hoarderen afhjalp  med at anskaffe og beholde ting, hvad kan der sættes i stedet? 

Paracetamol og Autisme.

Når man I USA nu er kommet frem til at Paracetamol taget under graviditeten skulle kunne give Autisme, er det unægteligt et skud i tågen at udnævne et stof der er så almindeligt anvend som en skyldner i stigningen af Autisme diagnoser.

Som den debat der er med stigning i ADHD og medicinering, er det grundet en bedre diagnosticering, og mere sendiagnosticering. 

Det handler også om at man tidligere ville have givet andre diagnoser til de børn og voksne. Og mange der maskerer bliver ikke opdaget eller først sent når de har slidt sig selv ned. Og der er en arvelighed omkring ADHD og Autisme. 

Men det var så det Trump og co, kunne byde på i forhold til Autisme, reelt kunne det være hvilket som helst produkt, mange kvinder tager. Det er også værd at tænke over at det er kvinderne der er fokus på, og de bare skal leve med smerterne som der blev sagt.
Et eller andet skulle de jo finde på, og jeg har afventet hvad det ville være de kunne finde frem til, som forskningen ikke tidligere har set. De havde jo sat en deadline for den store nyhed, så noget skulle de jo byde på. 

Min Mor har sikkert taget smertestillende, men der var altså Autisme i familien før mig, og hun havde med stor sandsynlighed selv ADHD. Og min Mormor Autisme. Og jeg kan gå mere bagud i tid inden de piller var der. Og ja, min Mormor blev ikke diagnosticeret, heller ikke min Mor, og hvis ting var gået anderledes heller ikke jeg. Vi var der hele tiden, vi blev bare ikke set. 

Så har du taget smertestillende under graviditeten og tænker at det er grunden, eller det bliver nævnt, så er det ikke dit ansvar uanset hvad. 

Og så må vi afvente hvad den solide forsknings svar er til det her. Selvom alt drukner i misinformation i disse tider.  Jeg vidste der ville komme noget grimt, efter den udmelding om at "løse Autisme" i løbet af et halvt år.

Til dem der føre sig frem, hold politik ud af det her, vi skal ikke bruges som boksebolde i debatten her, eller i USA, til at sprede unødig ængstelse og stigma. Et nej tak til at være gidsel i USAs shit show herfra. 

Uopdragne børn og diagnose hungrende forældre?

Katrine Evelyn Jensen har skrevet et indlæg i Altinget, om overdiagnosticering af børn i forhold til Autisme og ADHD. 

Hun har selv erfaringer med Autisme og ADHD i familien, men med nogen der er klart indenfor de kriterier hvor der ikke er nogen tvivl om sværhedsgraden af diagnosen. De tidligt diagnosticerede børn, der tydeligt falder udenfor udviklingen og adfærd. Men selv med den personlige kendskab til Autisme/ADHD så mener hun at der er en overdiagnosticering og overmedicinering i Danmark på det område. 

Med langt flere diagnosticerede, er der nu en kampplads omkring hvem de rigtigt Autistiske er. Og det er ofte en meget populistisk tilgang i den offentlige debat. Den bygger ikke på forskning, og at der hele tiden sker noget omkring Autisme og ADHD, der er mere viden. Der er både den rent kliniske der kan måles og vejes. Og den der kommer ved at kunne se på større grupper af mennesker, hvoraf nogen tidligere havde andre diagnoser. Vi ved også mere om hvordan man kan støtte mennesker med Autisme og ADHD hvis man vil. Der er forskning omkring hormoners indvirkning og meget meget mere. Men meget af det er stadig nyt, og Danmark er ikke foran omkring de her diagnoser. Men vi vil få mere viden og nye muligheder, til højere livskvalitet. 

Det er muligt at et samfund der har arbejdet på at strømlinje skole/uddannelse/job presser meget store grupper af Danskere, børn og voksne. Og det gør at flere søger en diagnose og medicin. En "rigtig diagnose" giver en forklaring, også i forhold til omverdenen. Mange voksne får en Autisme eller ADHD diagnose efter deres barn blev diagnosticeret. Og private Psykiatere med speciale i Autisme og ADHD, har arbejdet på fuld tryk, fordi "systemet" var presset, og ikke gearet til at sendiagnosticere voksne, og vel reelt heller ikke med den special viden. Fokus havde været på børn og at man nåede at opfange dem der var. 

Myten om rigtige og de ikke helt rigtige Autistiske.
Fokus var på det udadreagerende, eller ekstremt introverte. Og man opdelte både Autisme og ADHD, på måder man ikke gør i dag, det kan så ændre sig igen. Det kan forvirre og virke kompliceret. Hvordan kan de her mennesker være så forskellige og alle være "rigtige"? Og hvad med de sværhedsgrader? At nogen med Autisme har lav intelligens og aldrig bliver aldersvarende og nogen høj, og meget høj. Og nogen er uden sprog, men kan få det senere, men man reelt ikke fra start ved om det en dag kommer. Og barnet kan have høj intelligens. Måske det ikke er et under at det er svært at forstå udefra, og noget virker konkret, andet er svært at sætte sig ind i. Men folk vil gerne diskutere det alligevel, selvom de tramper rundt som Elefanter i et glashus. Det er lidt som om de tror at vi med Autisme ikke følger med, eller pårørende, eller børnene? Debat er godt, men sjovt nok er det bare ofte fra et negativt uoplyst udgangspunkt. Ikke nu har vi den her situation, hvad kan vi gøre? 

Der er ikke en grund til at sparke nedad. Og der er ikke en særlig ret for alt og alle til at graderes andres Autisme eller ADHD, lige på stedet, på den anden side er man magtesløs for folk gør det hele tiden. Autisme og ADHD har meget kormorbiditet med OCD, depression. Og udover det er der også "fysiske sygdomme" der er hyppigt forekommer hos mennesker på spektret allerede fra barndommen. Psykisk sygdom og andre diagnoser er en del af helheden, men ofte er de ikke direkte synlige. Så selvom man ved en har Autisme og/eller ADHD ved man ikke om der er andet, eller hvad der foregår inde i dem, eller når de er alene. Og det er både det der kan gøre diagnosen mindre "let", men også det der er positivt, andre ser det udefra, ikke ud fra personen eget perspektiv og erfaringer og vilkår. 

Nogen har Autisme og/eller ADHD, der har mindre trauma og stress, ingen ekstra diagnoser, har klaret skolen og er i job. De har måske hele livet undret sig over at de ikke passede ind. Og det har ikke været let i perioder, men de har fundet deres hylde. Nogen oplever så at det har belastet, eller der sker noget der gør det tydeligt at "der er noget". Og her opsøger nogen en diagnosticering. En del føler de endelig får en forklaring og forståelse for deres liv. Diagnosticeringen er positiv, selvom det at kigge tilbage på næsten et helt liv i det perspektiv kan være hårdt arbejde. Men det kan give en mulighed for at kunne indrette sit liv bedre fremover. Nogen vil så sige, "den gruppe kan da ikke være ret Autistiske?", men også den gruppe kan være meget forskellige. Og selvom vi er åbne med at vi har Autisme eller ADHD, fortæller vi måske ikke at vi har mere i bagagen. Og så får man lige den med "let Autisme" i hovedet. Og selv uden ekstra bagage, er den lette også en udfordring, så drop det med "let" og "en lille smule". 

Komplekst og forskelligt.
Vi er meget forskellige, men vi har godt nok også meget fælles. Vores hjerner kører på en bestemt måde, den foretrækker, og det er bestemt ikke det samme som den neurotypiske hjerne. Og i en anden type samfund og i andre situationer er det en god ting. Verden har altid haft brug for Autisme og ADHD. Vi har altid været der. Måske nogen af vores "særheder" blev overset fordi vi kunne noget andet, eller at folk var mere individuelle tidligere sjovt nok. Det er næsten som da vi troede at vi opfandt individualitet og den enkelte skulle sættes fri, var der hvor der blev mindre plads til det anderledes. Det kom et skift fra en anden individualitet og en anden ide om anderledes, men det er en længere forklaring. Men det har en betydning for hvor vi står nu. 

Med fokus på den enkelte og individualitet, og at næsten alle børn i Danmark nu var ønskebørn, var børn nu blevet et projekt, en identitet, børn var ikke bare noget man havde. Og hvert baren potentiale skulle max'es. Og alle skulle helst i gymnasiet og videre tilen højere uddannelse. Og som forældre og medarbejder skulle man også passe perfekt ind. De sidste mange år har vi også gjort alt problematisk til personligt, som en afskåret anormali fra resten af samfundet. Ansvaret ens eget. Og helst ikke et symptom på et samfund. Mindfulness passede så fint til et liberalistisk samfund, se ind i dig selv, lær at sige pyt. Kan du ikke er det dit problem, det er din egen skyld.

Skolen har reelt ikke ændret sig siden jeg var barn.
Sagen er bare at der er børn med Autisme og ADHD, børn der kæmper i skolen hver dag. Der er alle de små ting der ikke passer til dem rent praktisk og sensorisk. Undervisning der ikke er indrettet på den måde de lære på. Nogen børn reagere synligt, nogen børn gør ikke. Det vil sige de kan nægte at gå i skole, eller være helt indesluttede. De kan også forsøge at tale med forældre lærer, men ofte bliver det overhørt. Jeg har selv prøvet det, og reelt har det ikke ændret sig. Der er en ansvars forflygtigelse, hvor man bare håber det løser sig, og der er ikke mulighed for at gøre det anderledes. Og når barnet virker roligt nok, mon ikke det går? Det er at udsætte det der vil komme. Og barnet har nu lært at det ikke bliver taget seriøst om noget der er meget vigtigt. Så det der kan virke som en mindre ting, kan ende med at blive central i en selvforståelse for den enkelte. Jeg har selv haft skolevægring. Jeg har prøvet at fortælle hvordan jeg havde det. Jeg må erkende at jeg intet lærte i skolen, udover at der var noget i vejen med mig, og ingen vidste hvad det var.

Forældre fanget i evig sagsbehandling:
Forældre der prøver at kæmpe kampen kan føle sig magtesløse, de kan læse om hvad der burde/kan gøres for deres barn, men den mulighed er der ikke i Danmark, måske heller ikke den viden. Og tiden går og ens barn kan ikke få de muligheder, man ved kunne gavne. Men Danmark er ikke levere det nyeste. Og der er kamp om det der er af tilbud. Og en evig diskussion om det er bedre at inkludere eller specialskoler. Og kommunerne er forskellige. Forsøget på at give ens barn/børn den bedste støtte, samt eget job og hjemmeliv skal klares. Og det at prøve på at få den rigtige støtte og viden kan ende med at være et job i sig selv. Og har man så et barn der kræver meget struktur og forudsigelighed og også reagere på ting, så er det daglige hjemmeliv også lagt i meget faste rammer, der kør andet ikke er muligt. Og hvis man selv som forældre har Autisme eller/og ADHD, så er det helt overvældende, men ripper også op i gamle minder. Og helt generelt er det som om hovedparten af Danske forældre er stærkt optaget af at deres børn klare sig i en meget presset samfund. Uanset om folk er forældre til en 12 tals student eller har et barn med handicap. For mig er det skræmmende at alle unge risikere at blive kværnet i den proces i dag, der er en alt eller intet stemning. Der ligger store forventninger på de unges skuldre, ja det gjorde der også før, men i dag er de meget mere omfattende for at kunne sige man er lykkedes. 

Som forældre til et barn med handicap tænker man på, hvad der sker hvis man ikke er der. Man vil gerne have sikret at barnets voksen liv kommer til at fungerer. Og man ved at andre ikke altid kan se hvad det handler om. Man har lavet noget for at unge med Autisme kan støttes i en egen bolig, eller et bofælleskab. Det er bla de tilbud der ikke er til dem over 35 år, sendiagnostiserede. Fordi meget at det der er lavet til voksenslivet med Autisme, er lavet til at være en overgang fra, skole, uddannelse, egen bolig, Det samme er de projekter der med træning og afprøvning af ting, og job, det er en målgruppe under 35. Det er meget fint men hvad så efter 35, vil nogen blive tabt der, og hvad med de sendiagnosticerede? Og hvad med at Autisme og ADHD kan få perioder med forværring i løbet af livet, mere eller mindre kronisk? Det ville være en lettelse at vide at der var et sikkerhedsnet under ens familiemedlem med Autisme, der ikke var afhængigt af at man var på hele tiden. Som en med Autisme/ADHD der ikke har kræfter til at kæmpe ved jeg hvor marginaliseret og udsat man kan blive som voksen, når man ikke har et bagland. At det at have nogen til at kæmpe for en er så afgørende, og man ingen ret har, og hvor nemt det er at falde mellem to stole i sagsbehandlingen, og bare være et sagsnummer, bland mange andre. 

Og så kommer overskrifterne, alt for meget Antidepressiva bliver udskrevet, og så kommer ADHD og Autisme diagnoserne lige rendende, og så kommer ADHD medicin i overskrifterne. Bliver der udskrevet for meget? Det er jo efter hvordan ser det. Medicin er en billigere løsning nu og her på problemerne, hvoraf nogen er personlige, og andre handler om rammerne, de fælles rammer i samfundet, og vores kultur/idealer. Det er lappeløsningen, og det der sker når man overser røde lamper. 

Dem og os.
Der er en moralisering omkring for mange diagnoser og for meget medicin. Den er et signal og en holdning, os der ikke behøver en diagnose og de andre, der måske bare bruger det for at få det nemmere. Jeg ser det som en afsløring af egne blinde vinkler, og selvbillede hos dem der forargrede, næsten som om noget er taget fra dem, udover skattekronerne.
Det indrømmes godt nok at nogen er "de rigtige", "de hårdt ramte", og så nævnes nogen der har fået en alt for nem billet til en diagnose, -men hvad er evidensen på det? Men overskrifterne ender som en mumlen, "de siger alt for mange bliver diagnosticeret uden grund", det betyder at vi der har diagnosen nu står med at folk betvivler vores diagnose. At hvis jeg siger jeg har Autisme/ADHD, er det første folk tænker at det nok er stærkt overdrevet. Så er der et stigma omkring Autisme og ADHD, så er der et nu det tillæg: At have en diagnose der opfattes som trukket i en maskine. Og et symptom på samfundets over diagnosticering og ens egen lyst til at pynte/identificere sig med en diagnose.
Så her bliver man så også samtidigt frataget det at være en stolt og afklaret Autist. Den empowerment der kunne være i Autismen, og selverkendelsen, er taget fra en. Den har ingen tyngde, og andre tror ikke på det man siger, hvis de mener man ikke er Autistisk nok. For det vi siger, og vores erfaringer er ingenting, det er bare selvoptaget. 

Alt i alt en grundlæggende tilladt mangel på respekt vi står med dagligt. I medierne, i debatten, privat. Det stresser. Og hvad er det her godt for? Det er godt for nogens andres selvfølelse, en gentagelse af familie mønstre med at sparke nedad og mistænkelig gøre andre og skabe sorte får. Og det fungerer -Ja det fungere faktisk. Og det handler ikke om pengene, det handler om at have styr på hakke ordenen.

Og hvem der ikke er værdig til ressourcerne. Måske de er meget mere tilfældigt hvem der er i de grupper end vi går og tror, også fordi det bygger på forestillinger og så noget data, men ikke dat nok til at give et fuldt billede. Ligesom en diagnose ikke er det fulde billede, bla. fordi at uanset hvor godt den er lavet, er den ikke en beskrivelse af det fulde menneske, den beskriver det der "er i vejen", ikke det der der funger, alt det det menneske også er. Det skal den heller ikke, den er et behandlings værktøj. Og hvor mange der får en diagnose eller tager en bestemt medicin, kræver at man går meget mere ind i detaljer for at vide hvorfor. Det næste er så om det er negativt at flere får diagnoser og der bliver udskrevet mere medicin? Hvordan ser de mennesker selv på det? 

Er det frygten for at gruppen af diagnosticerede vil kræve mere og bedre behandling, vi ikke har fagfolk til eller ressourser? Men hvad hvis det nu var det rigtige at gøre, og at det er helt forfærdelige at man har overset det, og det har haft store konsekvenser for folks liv, og dem omkring dem? Men det bare ikke har været i medierne og politikerne bare har håbet det gik nok. Det er ikke alle skandaler der ender på forsiden. 

Hvorfor er diagnosticering og medicin en dårlig ting?
Spørgsmålet er hvis for mange har fået en Autisme eller ADHD diagnose hvad foreslår man så? Nye kriterier, kontrol med at kriterierne er set ens? At man ikke kan købe sig til en privat diagnose? At man skal se nøje på den enkeltes gavn af ADHD medicin og se lægerne over skulderen?
Jeg vil så sige den er så hardcore at folk ikke tager den hele livet uden en god grund. Men selvfølgeligt noget folk ofte gerne vil prøve efter en diagnosticering. Men der er også mange der finder ud af det ikke kan med det. Eller kun bruger det i perioder. Men umiddelbart er det vel væsentligt at se om medicin kunne gøre en positiv forskel?
Jeg bad i lang tid om at prøve at komme igang ADHD medicin, uden at kunne få lov. Og efter Elevanse var der en stor forandring, og på nogen overaskende punkter. Ikke det jeg/man kunne forvente, men noget ret væsentligt. Jeg fik tilbage et overskud til et overblik over noget der havde fanget mig i et evigheds loop af tanker, jeg var fastlåst og mentalt halvdød. Et udtryk for den nedslidning der kan komme med alderen når man har kæmpet med uset Autisme og ADHD. Kunne det have været undgået, jadet vil jeg mene. Men det var sådan samfundet rullede og mine private forhold. Der er en grund, og jeg tager sku ikke ansvaret, jeg har taget det ansvar jeg kunne, og for meget. 

Der er et liv bag alle diagnoserne og om der er luksus ADHD og Autisme der trækker på ressourser, andre skulle have, en nemt at påstå, men kræver at man er inde og arbejder i selve systemet for at vide det, sagsbehandling, diagnosticering. Hvor mange kommer der ud med en Autisme eller ADHD diagnose det ikke var der? Og noget helt andet er at som folk blev fejldiagnosticeret før, vil nogen nok også blive det i dag.
Jeg havde andre diagnoser inden. Så en"overdiagnosticering" i Danmark kunne også betyde en fejldiagnosticering, rettelser af psykiatriske diagnoser til Autisme, men også en risiko for Autisme i steden for en psykiatrisk diagnose, men det første er nok det der sker mest.
Men Trauma og kompliceret PTSD kan ligne ADHD og Autisme fx. Men samtidigt har man også fejet OCD, PTSD, og trauma ind under Autisme og ADHD og underkendt betydningen, "der var bare den særlige sensitivitet", men nogen gange er det i en grad der ville give PTSD og Traume også uden Autisme/ADHD. Og Traume og PTSD  det er jo en helt anden problematik og behandling, der så ikke er i fokus.
Og har vi råd til et fokus på trauma og kompliceret OCD i forhold til Autisme og ADHD? For det kan vi ikke bare behandle med piller. Der er nok en grund til at jeg ikke har det tillæg til min diagnose, selvom det nok er det der er ret centralt hos mig. Det ville stille mig anderledes, end at blive parkeret med "noget medfødt" som ikke kan behandles. Det er kasse tænkning hele vejen.

Vi kan tale overdiagnosticering, men der er i høj grad også underdiagnosticering. 

En diagnose er et beskrivende værktøj. Men hvordan et menneskes liv ser ud og føles som helhed er noget andet. Hvor mange barriere er sat op for et ok liv, hvor meget reel belastning er der? Er der en livs kvalitet? Hvor lidt kan vi være bekendt at tilbyde i et velfærdsamfund?
Man kan tænke det her virkeligt nødvendigt, det her får vi ikke selv brug for, vi kan ikke være så detaljerede i vores samfund, vi må satse på de store linjer. Udvikling, vækst, økonomi ,så vi kan holde det hele kørende i fremtiden.
Men vi er også fremtiden, nogen af os vil kunne løse samfundsproblemer, og lave ny teknologi. Og vi fødes også ind i familier der har den politiske holdning at der ikke er råd til os og at vore diagnoser er noget pjat. Og så må det jo personligt tage den derfra, som de også gør i dag, om det bare er noget pyller og unødvendige udgifter. 

Men støtte og viden om Autisme og ADHD skal ikke afhænge af laveste ufaglige fællesnævner, og ikke alle meninger er lige valide. Og nogen skulle tænke, før det mistænkelig gøre hele grupper af mennesker, uden mere klart at kunne underbygge det med fakta.
Personligt synes jeg ikke folk skal have en diagnose de kke har, eller en medicin de ikke har gavn af.
Men der mere komplicerede grunde til stigningen af diagnoser og medicinering, der sandsynligvis handler om at systemet er presset, og at der mangler ressourser og flere med faglig viden.

Ofte koster det at spare, og diagnoserne og medicinen er nok et symptom på noget der er blevet sparet på. Men det kræver mod, og det kræver viden. 

Måske skal hele samfundet have et grundigt eftersyn. 
Vi har sparet det menneskelige væk, og det handler ikke kun om Autisme og ADHD. Og det kommer ikke til at gavne os, det Danske samfund bygger på mennesker, vi har ikke Olie, eller mineraler i undergrunden. Udvikling, vækst, økonomi bygger på Danskerne,  og det burde betyde at politikerne skulle gøre alt for vores trivsel specielt nu med de mindre generationer. Vi har brugt mennesker, stresset den i rammer hvor effektivitet var sat over mennesket. Og på den måde har vi også skadet virkeligt gode medarbejdere med viden og erfaringer der ikke bare kunne genskaffes. Og efter alvorlig stress er livet et andet. Og man kan ikke længere gå ind i et så rigidt system. Jeg synes det var koldt i røven, og at det blev set som et personligt problem, ikke et der var indbygget i samfundet der var skabt. 

Det er den virkelighed og de blinde vinkler Autisme og ADHD må navigere i, der ikke engang er sikkert for "de stærke" og neurotypiske. Det er de værdier og det regnestykker der var de sidste 39 år og stadig gælder. 

Jeg ser ingen fremtid i det, jeg har set og hørt de unge, de kloge og raske, og jeg har også fornemmet at der ligger en angst i hvor prædestinerede de er, men jeg tror ikke de selv er bevidste om det, de er i processen, som på en fabriks løbebånd. Og de skal jo lykkes. De skal lykkes, og indfri alles håb. 

Så når vi bruget tid på at pege fingre af diagnoser, burde vi nok se samfundet efter i sømmene, både det store billede og detaljerne, som med det verdens politiske er de sidste 30-50 år over og nu er alle kort oppe i luften, det samme er det med vores samfund, det har kørt i den samme skure i 30 år, jeg ved det,  og nu må vi oppe os. Men på en anden måde og med nogen andre mennesker. 

Autisme og ADHD sammen med kompliceret PTSD.

Jeg har overvejelser om at Autisme/ADHD der er meget præget at traumer/PTSD, opleves meget anderledes for dem der har det, fordi de positive sider der kan være i Autisme/ADHD, ikke rigtigt kan komme i spil. Og der er en ophobning af ubearbejdede psykologiske ting, noget der stjæler energi, og lavt selvværd. Noget der reelt ikke er selve Autisme eller ADHD rent. Godt nok vil meget få kunne leve et liv med Autisme eller ADHD uden at der er "kommet noget til" oveni, men hos nogen har der været meget store belastninger og gennem mange år. 

Så når nogen snakker om unikke superkræfter og evner, vil den med trauma og kompliceret PTSD, sige: "Det er sandt, men jeg kan ikke nå dertil, jeg har evner, men der er alt muligt der står i vejen, jeg ikke bare kan komme igennem".  Den enkelte kan føle en uklarhed omkring hvad det er der står i vejen, og det kan også være ret komplekst, at se hvad der er opvækst, kultur, samfund, og hvor man selv er i det. Men man lever i at sidde fast i det kviksand, og ja man synker ned. Samtidigt vil mange bare stå og kigge på fra sidelinien, og give "gode råd". Desværre ofte ikke brugbare for sådan nogen som os. 

Alle med Autisme og ADHD har det med at blive overvældede og udbrændte, vi tager meget ind. Og jeg tror ikke at mennesker der ikke har ADHD eller Autisme aner hvor meget vi tager ind af indtryk, eller hvor varierede vi er med vores sandser. 

Der er en del med ADHD og Autisme der umiddelbart har mere overskud i hverdagen, og har lært sig at holde øje med, kke selv udsætter sig for for meget, og stoppe i tide. Eller ikke er blevet presset af omgivelserne så meget af andre til at overskride sine grænser. Man kan lære at mærke de grænser og desto tidligere jo bedre, men det kommer an på omgivelserne, vi er prisgivet hvis ingen vil tage hensyn, og vi har ikke den elastiske buffer zone neurotypiske har. 
Der er er en automatik med at kunne mærke overbelastning og kunne regulere det og ikke mindst få lov til det, desto mindre bump i hverdagen. Mindre burnout. Men mange af os har ikke fået lov til at sige fra til overbelastning, vi har mistet fornemmelsen, fordi andre har bestemt den. 

Mennesker de har trauma og(eller kompliceret PTSD (det betyder mange traumatiske oplevelser), har ekstra stress og angst i "systemet" der giver et endnu højere alarmberedskab. I forvejen ligger der jo en forhøjet opmærksomhed/alarmberedeskab i mennesker med Autisme/ADHD, en strøm af sandsninger og info vi ikke kan regulere og sortere fra. Der er hyperfokus på et emne, eller det er alt på en gang, og hvilket spor vi køre på er nærmest som om der bliver skiftet kanal, men ikke af os selv. Men det er jo et vilkår vi har levet med, at noget tænder og slukker, eller nærmere skifter båndbredde, for vi er meget on and on 24/7. Og det med at falde i søvn er meget svært, vi er stadig on. 

Hvis man lægger PTSD og Trauma til, så er det endnu voldsommere. Men ikke alene det, for det går ind i meget andet adfærd og tankemønstre. Og søvn. 

I forhold til selvforståelse, men også udredning/diagnose, så duer ren Autisme eller ADHD ikke til at give et billede af udfordringerne ved kombinationen, man kan fremstå velfungerende, at man har "en ret let udgave". Det har man bare ikke, hvis man har en tung gang kompliceret PTSD eller trauma. Og det er måske der hvor man føler sig løjet til og forbigået. At det man lever med er helt umuligt, og man har svært ved at genkende sig i forhold til andre med "den samme type Autisme". Nu er al Autisme meget forskellig i forvejen, den er et spektrum, og der er ofte en asymmetri i det spektrum,  at noget enda er meget velfungerende og alderssvarende og andet ikke, og der derfor er så mange variationer som der er Autister. Men uanset det, er der nogen der bedre hviler i deres Autisme, de ved hvad de kan lide, de har fundet en rytme, og der er ikke noget nogen der forhindre det. For dem er Autisme ikke det værste mareridt, de er som de er og det er fint. Og det kan gælde for et gruppe der går fra infantil Autisme på et bosted til højt begavede med Autisme i job.
Og så er der andre der har en helt anden oplevelse, hvor de aldrig har fundet en mulighed for at være til, på en måde der var til at holde ud. Der er ikke bare en sten i skoen, eller en ært under madrassen.
Og det er så Spektret, med godt med trauma oven i. Og her er det svært at hvile i sig selv, for der var aldrig plads til at vi havde et selv. 

At udfiltre Autisme, ADHD, trauma, PTSD fra hinanden er svært, det er noget der er startet i barndomen og fortsat ungdommen og har fulgt en, og måske meget mere er tilføjet. At man nu føler sig udbrændt, og det man før faktisk kunne før, det kan man slet ikke mere. At man nu er bitter over tabte muligheder, stiller spørgsmål til ting, kunne det have været anderledes? Og hvorfor trives nogen meget bedre med deres diagnose, der ligner samme "grad" som ens egen?
Er man bare negativ, er der noget man ikke har gjort godt nok? En sendiagnosticeret kan tænke jeg var forkert før, men jeg er også forkert som Autist, eller ADHDer. Man høre og læser om den der fik det bedre efter en diagnose, deres afklaring.
Men hvorfor kæmper jeg stadig? Det er nemt at tænke at man ikke har gort det godt nok og bare er negativ. Og der er altid nogen der vil give en ret i det. At man gør sig selv til offer, og spiller den rolle. Det er bare ikke nødvendigvis en rolle, og nogen er ofre, og jeg ser ikke det som noget negativt, at have været ofret, er ikke vores skam at bære, det burde være et værdigheds tegn, vi er testet af livet, og vi er her stadig.
Folk burde spørge: "Hvordan overlevede du alle de år?", det gør de ikke. Det er ellers et godt spørgsmål, for uanset om vi stadig sidder i møget eller er kommet op af det, har vi levede erfaringer om at være menneske under press. Er det ikke vigtig viden i et samfund hvor mange prøver at hænge på og frygter at falde af? Eller er ban bange for det smitter?

Mennesker med Autisme og/eller ADHD med Trauma, OCD, PTSD har mere at slæbe og holde styr på. Meget meget, mere. Trauma og PTSD er giftige sager, og vi skal forstå den ud fra at have et andet kognitivt styresistem i hjernen end det gængse. Både den måde vi prøver at forstå ting, reaktioner når ting sker og efterfølgende. Og at andre ofte ikke forstår den måde vi processer ting. De synes vi at vi tygger drøv/over tænker ting. Det er også derfor vi kan komme til at tvivle på os selv og vores egen oplevelse af ting. Andre mennesker retter på os og de synes de har en naturlig ret til det, som om vi var børn, deres rettelser er bare ofte ikke relevante, anvendelige for os, eller ændre os på den måde andre ønsker, vi kan ikke blive noget vi ikke er. Hvilket også sætter spor i os, der er lidt der knækker af for hver gang det sker. 

Den grundlæggende diagnose flere lag oven i, trauma/PTSD, og over det kommer der laget af andres meninger/gaslighting. Ofte er de meninger og gaslighting ikke ondt ment eller tænkt manipulerende, for dem (de allistiske/neurotypiske) er det jo sådan, det er det de ved og kender, det er det de ar lært og det passer til deres hjernes styresystem, så hvad er problemet?. Det er det bare ikke for os, og nu kører vi mellem: "jamen sådan har jeg det, men andre siger",  Og det sker igen og igen og igen. 

Det er med til at gøre at vi mister vores egen stemme, og vi til sidst tænker vi ikke har en, eller retten til en. Det er det livet har vist os. Det er ikke os der er negative, eller kunne gøre det bedre. Det er bare den måde vi bliver spejlet tilbage af samfundet, og tror vi er. Vi er dækket af et lag af traume/PTSD der gør os til både for lidt, eller for meget, i den måde vi taler om os selv. Vi kan virke ekstra egocentriske på andre, eller helt indelukkede og ureflekterede udadtil. Vi kan ikke ses, det der er bagved kan ikke ses for hvad vi er. 

Vi levet i et samfund der ikke kan rumme lidelse, og kun ofre der har hævet sig ud af det som i en Hollywood film. De sidste 50 år har arbejdet mod at kunne rumme de dybere ting, og kunne se der også kan være en værdi og erfaringer der. 

Da jeg var 31 kunne jeg se jeg havde levet i en løgn, en familie løgn. Og jeg tog en beslutning, der ville tage mig 6 år at gennemføre, og efter det kom der mere "arbejde".  Arbejde som min familie, skolen/samfundet havde pålagt mig, som reelt ikke kunne lade sig gøre realistisk, men jeg troede jeg skulle. Og det at ikke kunne, fyldte mig med alle de følelser der ikke er til at rumme: Skam, magtesløshed, tvivl, angst, selvhad osv. Og som udgangspunkt er jeg ikke svag, det er ikke min Autisme eller ADHD der gør mig "svag", det er trauma/PTSD der knækkede mig over tid. 

Kompliceret PTSD bliver nu en diagnose i Danmark. Det er en type PTSD der er opbygget af mange traumatiske/stressende begivenheder over tid. 

Jeg tænker at det kan tilføjes flere diagnoser som tillæg med fordel for de ramte, det vil være med til at vise omfanget af den personlige problematik på en anden måde, man har sit Autisme spektrum plus kompliceret PTSD. Og pludseligt vil nogen kunne genkende sig selv i diagnosen og ikke undre sig over hvorfor andre med Autisme i samme spektrum område som en selv, er i en meget anderledes situation. Og jeg er lige ved at sige at der ligger noget heling i sig selv i det. Ok, så det er forklaringen. At man nu kan genkende sig selv og ens livs historie. Vilkårene.
At man har gået gennem tilværelsen med at være på spektret, men der er også en PTSD, og ikke er fordi man er mere "følsom" og særligt sensitiv, men fordi den PTSD ville have en indflydelse på stort set alle med de oplevelser.
Det er på tide at tage os alvorligt for vores livshistorier, at vi kan opleve store svigt, som alle andre mennesker kan, og/men samtidigt har Autisme og/eller ADHD. 

At mennesker på spektret får traumer og PTSD vil altid ske, desværre. Men at vi erkender det, og se det for hvad det er, det kan hjælpe os hele, det kan hjælpe med at holde fast i at den personlige version af vores diagnose er præget af noget ekstra, der er ret ekstra. At vi ikke er for lidt, vi er ikke mislykkede negative Autister, der ikke kunne finde "vores superkræfter" og bruge dem. Der var noget der har holdt på os, noget der ikke skulle tales om.

Personligt forstår jeg det ikke, men måske trauma/PTSD rammer så tungt, fordi det er de ingen vil se i vores samfund, men mange har mødt. På egen krop, vi har set andre udsat for det, og forvrede familiemønstre, svigt. Det er det vi ikke vil være, det vi ikke vil have, det er der vi føler os magtesløse, Det er samfundets grundangst, vi prøver at lægge en afstand til. 

Da jeg var 31 så jeg var i, og tog en beslutning: "Jeg er stærkere end dem, jeg tør erkende". Det betyder at tage turen gennem alt det ubehagelige, tage mod hvad der kan bruges på vejen, men også fortsætte når der er bare ingenting og helt alene. 

Jeg er nu meget ældre, og jeg er stadig på vej. 

Jeg har lyst til at sige, det er på tide i bare giver mig det jeg skal bruge, så jeg kan giver jer mine "Autistiske superkræfter", at  nu stopper i modarbejde mig, at kasse tænke, at ignorerer.

Måske jeg overvurdere mine evner, måske ikke, sandsynligvis ikke. Jeg ved at trauma, kan tranformeres, til fantastiske ting, fordi der er et afsæt i den dybde, når man kender den. Jeg kunne godt have levet foruden, sådan blev det bare ikke, så hvorfor ikke bruge den til noget, noget som kan gøre noget godt for mig og andre?  

Autistisk og ADHD maskering, kan have en ekstra maske.

Det er en erkendelse: jeg aldrig var vigtig, og ikke set, eller hørt. Og samtidigt er jeg alligevel set og hørt, og meget vigtig, men af de forkerte grunde. Jeg har aldrig fået et sundt forhold til at eksisterer i verden. Og det er hovedsageligt ikke Autismen og ADHDen skyld, men min opvækst, den tvungne rolle, og jeg taler ikke bare om maskering i forhold til Autisme/ADHD, det er en meget voldsommere en, det er den maske det manipulerede barn får, af en narcissistisk opdrager. Det er en maske der udadtil kan minde om borderline, narcisisme, ja, og ADHD og Autisme. Men jeg tror der er tale om en dobbelt maske, Austime/ADHD masken kan føles negativ, at man skal gøre noget for at være ok udadtil, ja der kan være skyld og sam over at man klokker i det, og det er slemt nok. Men den form og maske den narcissistisk forældre påføre fx. det gyldne barn, er meget mere skræmmende. Det handler ikke kun om passende adfærd. Det er hjernekontrol, det er et verdensbillede, det er alt. Det er magt. 

Nogen med ADHD og Autisme begynder at lægge masken efter en sendiagnosticering. Men jeg kan ikke lægge min maske, fordi det er en anden en, den er det jeg blev, og kan ikke længere adskilles. Den er smeltet sammen med mit dna. Jeg ved at det samme er sket for andre med Autisme og ADHD, at udover den "almindelige maskering", har vi trauma og kontakt med fx. narcisistiske forældre. Det er blevet en blandform, hvor vi høre om maskering og genkender, men det er kun delvis det vi vi står med. 

Vi kan tænke, hvorfor kan de bedre smide masken og blive mere autentiske i deres ADHD eller Autisme, og jeg spiller stadig skuespil, eller folk tror ikke på mig. Kombinationen af ikke at blive troet og rolle er væsentlig. Eller vi fornemme angsten når vi prøver at gøre noget andet. Vi kan ikke stå rent med vores behov, med hvem vi er. Hvorfor? Fordi det var det der blev undertrykt i vores barndom, der var ikke plads til os, som dem vi var, ikke fordi vi var formeget, men fordi der ikke var plads til nogen, narcissistens krav bygger ikke på rimelighed, det bygger på deres behov.
Det er ikke fordi vi var svage, for det kan ske for alle, også for folk der synes at fungere godt i livet. Men vi er blevet præget til en bestemt måde at tænke og opfører os på, og så længe, at hvad vi måske var, er meget langt væk. Vores egen fornuftige stemme, vores eget syn på verden blev forvrænget. Nogen gik ind og overskrev det, de vel nærmest slettede vores fungerende filer. Og anbragte narcissistens malware dybt ind i vores system. 

Men vi er ikke AI, vi er ikke robotter, vi føler, så det gør ondt. Vi ved noget er galt, men det er så forbundet med os. 

Man kan føle man ville gøre hvad som helt for at kunne slide sig fri. Satse alt. Jeg har ADHD så jeg har den måde at være på. Bare gøre noget og se. 

Jeg er mest mig når jeg laver noget, arbejder med noget der interessere mig. Men hvordan får jeg den platform? Noget der ikke er "som om", men rigtigt. 

Det handler om mening, det handler om at kunne give noget videre, og det handler om at leve, nu. Det handler om at forbinde mig til samfundet. Det handler om at jeg kan få brugt det jeg har arbejdet på. Det handler om at jeg ikke skal være isoleret igen, i en lejlighed fordi det er alt jeg kan. 

Det handler om indhold, solid viden, det grundlæggende, og møde andre der. 

Nej, jeg er ikke bare lidt uorganiseret og med for mange ting.

Vi er mange mennesker der roder, og der har alt for mange ting vi ikke får sorteret eller smidt ud. 

Men den "uorganiserede roder", der aldrig rigtigt får tid og overblik, er ikke den samme som reel Hoarder. 

"Hvordan du får ryddet op i dit hjem" videoer og bøger og tips i blade, kan evt. hjælpe den første gruppe. Og når jeg fortæller om mit problem, er det altid den slags jeg får tilsendt. Alt det praktiske er sikkert godt nok, ikke kernen i mit problem, det forholder sig ikke til det at ikke praktisk kunne udføre det, eller dybt trauma.
Det er for rimeligt velfungerende mennesker, der er kommet bagud med deres hjem. Ja og også de kan komme ret bagud. Men de er ikke af den grund Hoardere. 

Et Hoarder hjem har mistet funktioner der er vigtige for at kunne bo. Køkken, badeværelse osv. Vedligehold. Hjemmet er svært at anvende. Det er et ophobnings sted, hvor man ikke længere kan være selv: Ophobningsproblematikker, hvor hjemmets funktioner er sat ud af kraft. Det er her det er Hoarding

Det er en tings adskillelses angst, der er en reel psykologisk faktor, der ligger noget centralt som grundlag for at det er blevet udløst. Og kendetegnet ved en vedvarende angst for at miste eller blive separeret fra ejendele, hvilket fører til omfattende ophobning og tab af hjemmets funktioner. 

Nogen kan være benægtende overfor at de har et proplem. Andre ved de har det, men kan ikke få fat i problemet, med manglende kendskab til det byder det bare på dårlige erfaringer, både for den der Hoarder og dem der hjælper. Hoarding er ikke noget overfladisk, det er dybt og personligt.

Og grebet forkert an egentligt spild af arbejde, og nederlag. Men ofte er der tale om ting der skal ordnes nu og her, lokummet brænder, så der er ikke mulighed for at gøre det som man burde, man gør det som man nu kan, dog ofte med nogen viden om Hoarding. 

I Danmark har vi ikke nok viden om emnet, vi har ikke den psykiatriske indsigt i det. Det er for specielt/specialiseret åbenbart. Men det betyder at dem der har lidelsen, ikke kan få en faglig forsvarlig hjælp. 

Det betyder fx. jeg ikke kan få en faglig forsvarlig hjælp. Og det har uoverskuelige konsekvenser. Det er helvede, inde i hovedet, kroppen, omkring mig. Jeg kan ikke praktisk komme igennem det med Autisme og ADHD oveni, og når jeg prøver er det en re-traumatisering, og selvhad. Og jeg arbejder, men når ingen steder. Jeg er fanget i det uden den rigtige støtte. Jeg må bare være i det.
Hvis jeg engang har haft et overblik, er det væk nu, der er sket for meget, der er for meget der ikke fungere som det skal. 

Jeg har en angst lidelse, der skaber et meget synligt kaos omkring mig, alligevel er jeg usynlig i systemet.