Et barn med en yderst levende fantasi

Jeg var et meget fantasifuldt barn, det var også praktisk da jeg levede et ret isoleret barne liv.
Mine fantasier var spændende og farverige, de var som at skrive på en bog oppe i hovedet og hvor man næste dag kunne arbejde videre og revidere der hvor noget ikke var godt nok, eller manglede detaljer.

Kunne jeg som barn skelne virkelighed og fantasi og hvornår skete det? jeg tror nok sådan omkring da jeg nåede en 6-7 år. Men er jo stadig den historie med Kaninen jeg ledte efter på skolen, da jeg gik i 1 klasse, og hvor jeg endte hos skolepsykologen. Jeg husker så intet om om der var tale om bortkommet plyskanin, eller en imaginær Kanin, skolen må have hældt til at den var imaginær.

Børn med Asbergers, er jo på en måde asymetriske i deres udvikling, og faktisk det var det jeg altid sagde om mig selv inden jeg blev diagnosticeret. Den intellektuelle kapasitet, kan være meget stor, men så er der andet mentalt der svare til den alders udviklingstrin, eller bare er anderledes "vendt" i forhold til det neuro typiske. Med alderen og en god støtte kan den asymetri gøres mere balanceret. Men det er en livslang proces der fortsætter hele voksenlivet.....Det ved jeg jo selv alt for godt. Og jeg er stadig ikke symetrisk på nogen måde.

Jeg barn havde også fantasi venner og så havde jeg alle plysdyrene der var meget levende i min verden, eller de var levende som jeg så dem. Med komplicerede personligheder og egne meninger. Og jeg havde en høj moral omkring at jeg ikke trumfede mine egne meninger igennem overfor dem....hvordan man ellers gør det, men jeg trænede da min etik og indlevelse.

Jeg elskede at tegne, og fik meget inspiration fra bøger, så min fantasi og tankeverden havde også et fysisk kreativt udtryk. Og så var der de komplekse lege med plysdyrene, der både var kammerspil og større "produktioner" med mange dyr.

Andre børn kunne bliv fascineret af mine plysdyrs personligheder og af de figurer jeg selv havde skabt af gamle strømper og ting og sager. Disse figurer svarede til hvad jeg synes jeg havde brug for, af personligheder og fysisk udtryk. Jeg var fuldt ud så tilfreds med det jeg selv lavede, som fine købte ting. Personlighed og karakter var det afgørende.
Som et barn der fik oplæst mange bøger og selv kiggede i bøger og tegneserier så godt jeg kunne som ordblind, havde jeg meget at kunne fodre min fantasi med, og mit fantasi liv fortsatte i voksenlivet.

Jeg er stadigt et menneske med en levende fantasi, men i de sidste 5-6 er det som mit fantasi liv er blevet meget mindsket, og det ser jeg ikke i dag som noget positivt.

Måske hjernen (eller min hjerne) på en eller anden måde ikke registrere fantasien og virkelighedens sejre og nederlag så forskelligt og at fantasien på den måde kan balancere sindets virkelighed. Er det kun de triste socialrealistiske realiteter og en kamp for at finde ud af livet der fylder tankerne, ender det hele meget gråt, hvis der ikke også er mulighed for sejre og gode ting i det virkelige liv. Der kunne min fantasi beskæftige min alligevel overaktive hjerne, men noget mindre negativt og hvor jeg havde en magt over tingene, noget jeg ikke havde i virkelighedens verden.

På den bagrund kan jeg nu se at en som jeg, ikke kan lever i virkeligheden hele tiden, jeg har brug for at balancere med et eget indre fantasi liv. Fantasi liv kan jo også handle om at konstruere ideer, ting oppe i hovedet, det kan også handle om at jonglere med ting/ideer man forsker i, duer det her eller ikke, og hvad skal der så til for det gør det? For mig er fantasien også stærkt forbundet med det intellektuelle liv.

Jeg har brugt alt for meget tid med at bokse med problemstillinger der ikke kunne løses i mit personlige liv. Jeg siger ikke at man skal feje problemer ind under gulvtæppet, men bare huske på at det ikke nødvendigvis bliver løst af myllertanker omkring negative aspekter i ens tilværelse. At man måske behøver at samle kræfter andre steder, for at løse sine problemer. Idealet var jo at gå andre steder hen i livet og få positive bekræftende oplevelser hvorigennem man kan finde kræfterne og glæden, men sådan er det jo ikke altid, slet ikke når ens energi er begrænset og ens evner til at navigere i virkelighedens verden ikke er optimale. Og når man ikke har tilgang til terapi eller et stærkt nok netværk. Kører man alt for længe på de sidste ressourcer er de en dag brugt op, og det skete for mig.

Men man kan man flyve i fantasien, og sindet kan få lidt ro og optimisme, og der skal ikke bruges kræfter men ikke har da sindet rejser let og ubesværet, og så kan kræfterne anvendes på det der kræver opmærksomhed og styrke.

Fantasien kan være en form for beskyttelse og afstressning, og jeg tænker at den virkelige verden konkurrere med fantasiverdenen, der åbenbart kan tabe i forhold til fantasien hos nogen Autistiske børn og voksne, det må vel også ligge i at det levende liv ikke altid er stimmulerende nok til at fange opmærksomheden hos mennesker med Autisme. På en måde er det jo en fantastisk del af det Autistiske sind. Selv har jeg undertrykt min fantasi i nogen år for at presse mig ud i verden/livet, hvilket jeg har opdaget var en fejltagelse, jeg fokuserede for meget i forhold til det virkelige, og det bidrog til depression og stress uden aflastning. I dag ser jeg det for vigtigt jeg efter behov kan søge helle i fantasien. Så jeg tror man skal afvægte hvad en fantasi verden gør for at stabilisere/afstresse.

Jeg tænker også at fantasien er en måde at afprøve/forstå ting på ude i livet, om det er socialisering, eller noget praktisk/kreativt. Sådan et personligt indre test laboratorium, og det er da egentligt ret smart?.....senere må man ud og prøve om vingerne bære ude i virkelighedens verden.

Depression variation og inklusion

Kender du det, endnu et opslag på Facebook om en fiks måde at slippe ud af en depression?
Lad være med at sove i tre døgn, mediter, mindfulness, motion, kostomlægninger, vitaminer. Det gælder også for ens facebook venners egne erfaringer, med alternative behandlinger.

Men det satans med depressioner er at der er mange slags, der kan være udløst af et utal af forskellige årsager, vitaminmangel, lysmangel, stress, sorg, et lorteliv, sygdom og meget mere. Resultatet kan så være mere eller minder svær depression, men i princippet mange af de samme symptomer, men mange forskellige årsager -Upraktisk? Ja, absolut.

Udover at det er svært at sige man har depression, fordi man bliver sammenlignet med andres erfaringer, din depression blive målt efter hvad den anden tror depression er. Hvilket intet siger om hvad du føler selv. Og depressionen er jo det du selv føler du lever med.

Depression er blevet en folkesygdom i Danmark, men umiddelbart ser jeg ikke det gør det nemmere, det nærmest forfladiger problemet, trivialisere det. Og depression er en livsluger og potentielt livsfarlig.

Med årene efter de første lykkepille rus, er der kommet meget kritik af antidepressiva, det gør at nogen ikke vil afprøve en behandling i frygt for bivirkninger. Der jo faktisk nogen der har gavn af antidepressiva, desværre kan man ikke se på folk hvem, og desværre er der mange der ikke har nogen gavn af dem. Jeg mener så at det kan være værd at afprøve, især hvis der ikke er en egentlig årsag til depressionen, men den bare er der og går ok kommer uden at man kan sige hvorfor.

Selv har jeg prøvet forskellige typer antidepressiva uden held, for mig er det ikke løsningen.

I tiden ligger der også et mere eller minder uudtalt et krav om at man selv har et ansvar for sin depression, og man skal være artig og spise sundt og få motion. Alt i alt vise samme overskud som hvis man ikke havde depression. Personligt har jeg ikke overskud til at lave sund man når jeg har det skidt, og jeg mener ikke jeg mangler rygrad.
Jeg har da kendt folk med depression der sagde de fik det bedre af motion og bedre kost, men igen, vi er forskellige også forskellige med hvad der står først på listen over basale overlevelses strategier.

Hele vejen igennem min sidste 6 år lange depression, har jeg haft en klar følelse af at alle de gode velmenende råd ikke var nogen jeg kunne bruge, svaret lå et andet sted. Men hvor?
Det var som om der var en gåde der skulle løses, men samtidigt også et samfund der var ved at kvæle mig, med sine krav og lykke tro.

Jeg blev mere og mere vred, jeg begyndte at sige, "Nej det er ikke min skyld, det er også jer der er en del af problemet". Manglende inklusion, stigmatisering, overflade ræs, en samfundsmæssig afvisning af at livet også indeholder lidelse......og der ikke er noget galt i det med lidelse, det er naturligt også når man bor i Danmark, det farligste er faktisk afvisningen af at lidelsen eksistere i blandt os, og er reel.
Jeg forstod nu: At det handlede ikke bare om mig, men mange andre i Danmark der ikke kunne få "det gode liv" til at hæng sammen, som de der mennesker i reklamebloggene.

Mit liv havde nu i længere tid mistet sin mening og håb, og jeg har været gennem meget i mit liv også tidligere depressioner, og aldrig været så modløs, jeg følte at døden var meget nær, et par år til og jeg ville være færdig, ikke nødvendigvis selvmord, bare færdig udslukt.
Jeg har levet et liv på kanten, forsøgt at overleve uge for uge, usynligt, uforstået. Jeg har prøvet at få hjælp, men den matchede ikke mine behov, jeg kunne ikke finde vejen til hjælp udefra.

Så jeg krævede at blive henvist til distrikt psykiatrien igen, og det der skete var jeg kom til en visitationssamtale og fik at vide jeg havde Asbergers og blev sendt hjem igen da de (DPC) ikke kunne tilbyde mig noget.....åbenbart heller ikke rådgivning om hvad jeg så skulle gøre for at komme videre og få mere info.

Og i øvrigt opdagede jeg at jeg havde stress og havde haft det i et og et halvt år og det kun var bleve værre.

Og så luskede jeg afsted efter nogen vitaminer og holdt op med at foretage mig noget fornuftigt i mit hjem for at få helt ro på. Jeg indkøbte specielle b vitaminer mod stress, d vitaminer som jeg reelt mangler, multivitaminer, magnesium, og mig der hader at sluge piller.
Jeg synes jeg fik det liiiidt bedre......Noget senere tilbud om NADA øreakupunktur......jeg fik det stadig bedre. Men hvad jeg nok var mere afgørende, var at diagnosen Asbergers/Autisme satte meget på plads, det var et af det svar jeg havde ventet på meget længe. Og det svar, var samtidigt også svar også på en masse andre spørgsmål jeg havde kæmpet med.

Jeg føler at jeg i dag næsten ikke er depressiv, ikke i forhold til tidligere, men hvad var det der skete? For der blev jo sat flere ting ind næsten samtidigt, en ny diagnose og vitaminerne og det gav en mærkbar virkning og så kom NADAen lidt efterfølgende. Depression er godt nok noget sært noget, og efter at have haft det gentagende gange gennem det meste af mit liv er den stadig en gåde jeg ikke har løst.

Til sidst: Husk på, at depression ikke bør ses som noget man bare skal kunne styre, og man er et dårligt menneske hvis man ikke kan...og rent faktisk prøver man jo at klare det hele med en depression i rygsækken, faktisk bør man have krav på lidt medmenneskelighed fra andre, ikke skyld med skyld på og det gælder også for samfundet som sådan. Der stilles så uendeligt mange krav til individet i dag, men vi lever i en sammenhæng, derfor skal/bør/kan vi ikke bære det hele alene. Et af de fælles spøgsmål den depressiv stiller er "Er jeg stadig en del af liver og fælleskabet?". Og at blive lukket ude/tilsidesat af andre/samfundet, letter ikke vejen ud af en depression.

Nu er jeg officielt handicappet

Jeg fik i går brev om at jeg nu høre under Handicapafdelingen hos Københavns kommune. Jeg er så med et "usynligt handicap", ovenikøbet et af de hvor der foregår oppe i "kuplen", den form for handicap vi mennesker åbenbart har sværest ved at forholde os til, ikke at folk nødvendigvis er vilde med at side ved siden af en fysisk handicappet har jeg hørt, men med os hvor det er hjerne er det/vi åbenbart også grænseoverskridende for de "normale"......"Vi troede hun var normal!....nu ved vi bedre....".

Selvom hjernen har et handicap, kan den nu godt flyve lidt.

Jeg ved ikke om overflytningen til handicapafdelingen er en fordel for mig, men det vil jo vise sig, om ikke andet er det afgjort jeg er der, hvis jeg skulle søge om noget såsom hjælpemidler.

Til gengæld er der intet nyt om hjemmehjælp, i forhold til at hjemmet er gået i udu i 3-4 måneder pga stress.
Jeg har Hjemmevejleder, men vi har haft travlt med meget andet, sådan går det når selv de mindste ting bliver svære at overkomme.

Men diverse henvendelser blev sendt afsted og jeg fik en ny diagnose, og meget andet, selv også ret små ting kræver at der bliver talt om det og det bliver sat i sving, det har holdt hårdt, jeg har ikke haft en god sommer.....Så nu trænger hjemmet, meget!

En grund til det med at flytte over i handicap afdelingen handler om, om jeg kunne få et forløb hvor jeg kunne få noget konkret at vide om at skabe struktur i hverdagen. Det vil så vise sig hvordan det ser ud med det i Københavns kommune.

PS. Selvom min hjerne nu er officielt handicappet, så er der nu nogen punkter hvor den funker ret godt, og andre punkter hvor den er på vej til at fungere bedre, ikke neuro typisk, men for håbentlig typisk for mig på den gode måde.

Når nøglen ikke passer

Først Borderline, senere mente de det var bipolar, det første fordi der kan være mindelser i Autisme af  noget der kan minde om Borderline, sort/hvidt syn på andre og situationer og at man har det svært med konflikter bla. Sener Bipolar fordi jeg havde Depression og alligevel kunne kaste mig ud ting.

Omkring borderline så jeg det som et levn fra den måde jeg var opdraget på, og et isoleret liv, med hensyn til det bipolare kunne jeg heller ikke få det til at hænge sammen med mig. Ikke at jeg mangler selverkendelse, men jeg kunne bare ikke se det hang sammen i forhold til mig og jeg vidste nogen elementer manglede, måske jeg havde PSD, eller ADD? Tja, det har jeg muligvis også oveni Autismen.

Men med Autisme spektrum diagnosen falder brikkerne på plads, der er ikke længere 60 procent der ikke holder. Men det vigtigste er at vejen til at fungere i dagligdagen er jo en fornuftig opskrift og forståelse, og den havde jeg ikke med de andre diagnoser....Og så kørte jeg en recovery, og jeg ville se om jeg ikke kunne få det bedre, kan man køre en recovery på Autisme, jo ja, til en vis grad, jeg tror bare man skal gøre op med sig selv hvad det er man virkeligt vil i livet, for jeg har da provokeret mit system til tider, ofte lidt for meget.
Det har så også givet bagslag, men det har også haft positive sider, noget er opnået, men det er lige ved det er fifty fifty....og måske mindre end det til den gode side. Var det det værd, kunne jeg havde gjort det anderledes? Ikke uden hjælp fra andre og ikke uden den rigtige viden og den havde jeg ikke og andre så på mig med andre briller, hvilket har givet misforståelser.

De er liiiiidt mere lyseblåt indenfor den midterste dør.

Jeg har arbejdet og været sammen med folk med alverdens forskellige diagnoser og grader, og egentligt har jeg ikke behøvet at kende deres diagnose for at navigere, bare se dem som jeg oplevede dem, det var også den måde man arbejdede i Fountain House dengang og under BID brugerlærer uddannelsen.

Hvis folk er fornuftige nok behøver de heller ikke at forholde sig at jeg er Autist, men begynder nogen at se på mig påklistret en diagnose og en der ikke passer, så kan det begynde at blive små farligt. Ting kan tolkes helt omvendt, hvis man tolker en Asberger som en Borderliner. Helst ser jeg at folk møder mennesket ikke diagnosen, men det kan man ikke altid sikre sig. Det andet er at ved selv at have viden kan man være på forkant og man kan forklarer ting, og nogen situationer behøver man ikke at rende ind i helt uforberedt.

Efter min Autisme diagnose var det som om puslespillet fald på plads, dag for dag og nærmest uden at arbejde på det, det er jo ikke helt rigtigt for jeg læste og så foredrag på nettet, men i forhold til det jeg kalder hårdt mentalt arbejde var det meget nemt, og det gjorde mine skridt lettere dag for dag, det gav god brugbar mening, hvor de sidste mange hår havde virket meget meningsløse.

Men hvorfor er det for mig lettere at høre under Autisme spektrum forstyrrelse fremfor noget andet? Nogen ville måske mene det var en endnu hårdere dom, og ja det er det nok, it's for life, men diagnosen og den viden man har på området er også nøglen til et forhåbentligt mindre forpint og bekymret liv.

Måske jeg skulle have taget det mere med ro, forlangt mindre af mig selv tidligere, måske jeg var nået næsten lige så langt med mindre lidelse og stress....Eller var det at føle jeg var på vej og kæmpede så vigtigt i sig selv, at det var bedre end at gå med følelsen af at lade stå til?

Jeg kunne have forblevet den isolerede dame, der drømte om et andet liv og det er også en måde at leve på....Jeg havde bare den ide jeg også ville noget andet og jeg troede ikke det kom af sig selv.

Neuro typiske "føle Damer"

Neuro typiske "føle Damer" -jeg kan dem ikke rigtigt, de er et helt andet sted end jeg, og de bliver let fornærmede, det må være alt føleriet og ikke mindst den nero typiske trang til hakkeorden og ros. Føle damerne vil altid have ros og opbakning af de andre tøser i gruppen det er meget vigtigt, det er som Hestemøg på Blomsterbedet. Det er også vigtigere med hirakiet, end om det man er enig om er rigtigt, for det er jo ikke det det handler om.

Den form for hovedet under armen synes jeg er en pine. Men er muligvis praktisk i nogen sammenhæng, eller har været det gennem evolutionen...måske vi skulle kunne udvikle os lidt længere? For er det ikke også grunden til at kvinder ikke støtter andre kvinder når vi når til at have fået lidt magt?

Hvad der foregår i en gruppe af uber nero typiske kvinder bliver aldrig mig, enten keder jeg mig til døde eller/og bliver opfattet som mærkelig. Man siger jo Autisme er meget maskulin, og det at jeg fysisk er en kvinde hjælper mig ikke, tvært i mod.

Jeg har flest mandlige venner, så er det folk siger: "Når ja, så får du jo også opmærksomhed og de siger ikke sandheden", hm tja, men jeg vælger jo bare dem jeg snakker bedst med og jeg er ikke ude efter at gøre indtryk, det er muligt det hænder, men det er ikke noget jeg går efter.

Der er mænd der siger mænd ikke kan være venner med kvinder, de mener åbenbart det seksuelle altid trumfer.....for mig giver det ingen mening, bare at nogen mænd og kvinder må have haft nogen erfaringer og begrænsninger, jeg synes det må være meget trist ikke at kunne være venner med det modsatte køn.
Jeg påstår ikke at det heller er helt nemt, men det er det heller ikke med veninder, det er bare noget andet der går galt.

Jeg kan godt lide at samvær handler om noget, at der er indhold i samtalen. Jeg kan godt smalltalke, men smalltalken kan bliver for small, så jeg bare sidder heeeelt stille og føler mig afskåret fra at deltage og mine egne tanker tager på langfart.

Neuro typiske føle damer kan også være direkte farlige for mig, jeg har haft nogen meget kedelige kontroverser, der ikke var til at løse. Med mænd er det oftere "det ´der var noget lort, men vi må videre", det passer mig bedre.

Jeg har ofte undret mig over alle de rænker og spil, folk har haft kørende, ofte har jeg først opdaget det når andre har fortalt om det, og det er jo som at lytte til eksotiske eventyr......Så har jeg sikkert lagt mærke til noget de ikke har set, men åbenbart har jeg ikke set og  hørt det rigtige som en neuro typisk ville opfatte det.
Det at nogen har mere ret fordi de er mere duskbare, har mere magt, synes jeg er irrelevant, må den bedste og klogeste mening vinde uanset hvem den kom fra.

Autist naivitet? Jo ja, jeg ser ikke mig selv som naiv, grundholdningen er jeg tror det bedste....og af og til frygter det værste, men det er først når jeg ved bedre.

Jeg ved at det er svært at gå efter det der ligner sandheden mest og den løsning der synes bedst, uden at skele til hvem der siger hvad i hierarkiet, at jeg både ser mig selv som ligeværdig med alle og samtidig som den mindst værdifulde....hvilket dog ikke får mig til at klappe i.
Det er jo typisk Autistisk ikke at vide hvornår man klapper i, på den anden side har jeg nu klaret mig, et eller andet sted er der altid nogen der husker at det man sagde var bygget på fornuft og omsorg for fælleskabet.
Jeg kan så tænke at alle de gange vi vælger ringere løsninger af hierarkiske grunde, på grund af vi vil gøre et godt indtryk på nogen, så taber vi også noget, vi fik det næstbedste, og måske uden at vi fik belønningen for at smiske.....Ja, det er bare hvad jeg tænker og et eller andet sted kommer jeg nok ikke til at tie, hvis jeg mener der er god grund til at tale, jeg har trods alt erfaringen og jeg har klaret det, og det er heller ikke på den konto jeg er kommet i unåde gennem årene, men andre neuro typiske småting, der desværre kan være meget fatale ikke at fatte som Autist. -Og nej "de" havde ikke ret og det var ikke ok, og jeg var ikke helt gal på den.
Jeg håber så min erfaring gør jeg ser det i tide, eller min erfaring gør jeg kan absorbere den type angreb mere elegant og roligt.

Med modsat mig kan den neuro typiske Damer  mærke efter, de kan udtrykke hvad de føler, de kan læse andre, lige så let som ingenting, jeg kan kun prøve at lære at forstå intellektuelt, ikke som en automatisk følelsesmæssig reaktion...hmmmmm!...

Og hvad så med den NADA og fremtiden?

Jeg skulle have været til NADA øreakupunktur i mandags, men hvade troet det var tirsdag, jeg havde ellers sedlen med dato og tid liggende fremme, æv, og tegn på jeg stadig er stresset. Og så skulle jeg til NADA fredag (jeg får to gange om ugen), fredag havde jeg beslutte det var kl. 13, men det var 14, tja bedre end tidligere på ugen da jeg var på forkant, men godt nok utroligt det kan lade sig gøre at fucke så meget op....

Men jeg fik NADA, så nu må jeg bare være mere kvik i næste uge!

Mit humør et tiltagende bedre, jeg skal (er) i gang med hjemmet, men jeg er åbenbart stadig stresset og ret forvirret.

Men jeg føler at der sker noget, at "kuplen" er under ombygning. Jeg synes jeg ser og opfatter med andre øjne. Det er også som om der er gamle tanker jeg kan lægge fra mig. Og jeg har også en mere klar fornemmelse om jeg er i ro eller ikke ro. Men det er vel det meditative jeg dyrker når jeg får NADA.

Det at jeg nu kan se indre billeder i højere grad end inden NADAen, er også under udvikling, det jeg ser har nu mere bevægelse og har et meget større farvespekter, er det øvelse fordi jeg har lært at styre det, eller min hjerne der arbejder på en ny måde? Ved jeg ikke, måske begge dele, men jeg synes det for mig konkret viser at der sker noget, en udvikling, da det indre øje også påvirker min opfattelse af mit "rigtige syn".
Jeg synes jeg ser ting anderledes når jeg er ude, og se på virkeligheden, det kunne fx. være Assistens kirkegård i begyndende efterårsfarver.

Faktisk er jeg ved at nå til den konklusion at mit gamle fantasi liv, havde sine fordele med hensyn til mit humør og indre ro, at det også på sæt og vis var virkeligt, og de billeder jeg ser for mit indre øje også er virkelige, det vil sige det er en del af min dag, hvad jeg fylder mig selv med. Og i 6 år har jeg været fyldt af depression og et forsøg på at forholde mig til realiteterne og virkeligheden konkret og uden nåde. Det har været et liv mellem "a stone and a hard place", der har slidt på systemet. Jeg ville gerne kunne fungere i de andres verden. Samtidigt havde jeg det på en måde så jeg ikke kunne få effektueret at få den rigtige hjælp....hvilket også er svært når det er spare tider og nogen havde besluttet at jeg ikke kunne hjælpes udover nogen piller, der ikke hjalp.

Man kan sige at jeg ikke gjorde det godt nok, rigtigt, med hensyn til at få hjælp, eller man kan sig at psykiatrien/praktiserende læge ikke kan tilbyde den rigtige hjælp, jeg er næppe den eneste. Man har det dårligt, men skal samtidig kæmpe udadtil for sig selv, samtidigt med at det inadtil også skal bare nogenlunde holde sammen....eller skal det, nogen giver vel slip og tager til psykiatrisk skadestue.

Jeg ved ikke om jeg skal forvente at få den rigtige hjælp, så jeg bedre kan leve et liv med Asbergers/Autisme, pengene skal vist bruges andre steder i samfundet, og som førtidspensionist er det begrænset hvad jeg selv kan betale af privat udredning. Jeg er udmærket klar over der er en snigende tendens til at det kun er det meste basale sygesikringen kan og det andet må man selv stå for, ikke mindst når det er psykisk. Det er lidt snedigt for de fleste opdager det jo først når de får brug for behandling, og andre håber/tror at systemet står parat, eller de har en sygeforsikring.

Nå ja, men i grunden kan jeg ikke tage mig af det, jeg har ting der skal løses og et liv der skal leves, og det skal ikke parkeres, så min empowerment bliver ædt op, af ventetid og hvad andre synes og offentlige besparelser osv. Jeg kan håbe/arbejde på at få den rigtige hjælp, men uanset må jeg finde en vej frem, og vejen væk fra det liv jeg har levet de sidste mange år.

Kind of blue, på en god måde

Jeg farvede en hel tromle med tøj blåt i går hos en ven, meget blåt. Fidusen var at friske op på noget jeg ikke synes fungerede som det var, eller havde den helt rigtige nuance.

Jeg har opdelt min garderobe i blå, "bærfarvet", og sort, men jeg kan ikke rigtigt holde ud at gå i sort mere, jeg synes det andet er mere optimistisk, der er mere energi i det, i en tid hvor jeg har haft brug for al den energi jeg kunne få.

Men endnu bedre er, at jeg gået i gang med at rydde op, og bøjle tøj op der har flydt på gulvet i alt for lang tid. Jeg startede lidt i går, har lavet en del i dag, men der er meget mere at gøre. Bunkerne er bare vokset og vokset over 4 måneder, sådan i det skjulte, som horder er man lusket, med at andre opdager hvor galt det står til. Men jeg tror jeg er i gang nu, jeg var også nede med noget til genbrug.

Det er ikke det store noget af det, men det er en begyndelse til at genetableret det der var ved at lykkes, inden jeg knækkede sammen. At jeg har ladet tingene stå til har været på grund af stressen, den skulle få ro, det kunne ikke nytte noget med for meget dårlig samvittighed og at genoptage det ting der havde skabt stressen.

Jeg håber den logistik der er blevet skabt i lejligheden, gør at det nu bliver nemmere at hver ting finder sin plads. Mange af skoene kom da op på skoreolen i dag, som faktisk er en bogreol jeg har anbragt sko i.

Men det må gå stille og roligt uden jeg bliver for kritisk og utålmodig.

Jo, jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp, men når man folder rigtigt sammen, kan hjemmet alligevel gå rimeligt skævt. Der har også været andre "hjemmeproblematikker" de sidste mange måneder der har taget energien fra selv hjemmet, men været forbundet med min bolig.

Jeg venter stadig på at høre om jeg midlertidigt kan få mere hjemmehjælp, ellers må der rygges for det, her er godt nok ikke ret rent for tiden, og det er måske meget godt jeg fjerner ting så der kan blive gjort rent, for det er jo ikke muligt hvis der er ting og sager alle vegne....hverken for mig eller andre.

Badeværelset ligner lige nu alt for meget badeværelset i den gamle lejlighed, når der var slemt, og jeg må skubbe til døren og vade henover ting. Men planer er at fortsætte i badeværelset så døren bare kan komm op og gulvet er frit.

Det er meget social realistisk og meget lidt imponerende hvad der foregår, men jeg tror at i dag var day one i forhold til at jeg er igang igen.

Blåt er godt: International Klein Blue