Stolthed og selverkendelse

Det er en evig kamp for mig, at forstå hvornår jeg må smide håndklædet i ringen og sige: "Det må du sørge for, for jeg kan ikke". At kræve handling fra andre/fremmede er meget svært.

Omkring psykologhjælp har jeg også kludret det gennem flere år. Jeg har været for forvirret og deprimeret til at få stå og effekturer det nødvendig for at få hjælp. Derfor skulle jeg have været hjulpet bedre og ikke overladt til det på egen hånd, jeg havde det for dårligt til at kunne anvende en henvisning til psykiater eller psykolog, og længere er den historie egentlig ikke -Og så gik det tid med det, faktisk 6 år.

Der skulle jo have været nogen der fik fat i kragen på mig, en der forstod hvad der egentligt forgik bag facaden og en der ikke gav op....Hvor meget røgslør har jeg egentligt selv skabt?
Måske min maske sad for fast, jeg kom ikke i kontakt med nogen der forstod lidt mere af helheden og det der var bagved.... for folk har jo deres eget jo....

Og så kæmper man lidt videre alene.

Jeg har ikke haft den helt rigtige hjælp, og ikke et netværk der havde overskud til at give mig det løft. Min konklution bliver som den plejer : "Men sådan er det jo".

Sidste uge lykkedes det for mig at vride mig ud af, at der faktisk var en der ville mig godt og synes at jeg burde få bedre hjælp, men det var som om jeg blev helt forskrækket. "Skulle vi have en aftale i næste uge?", og jeg trak det til ubestemt tid. Det var en kombination af beskedenhed, at jeg synes jeg havde brugt rigeligt af hendes tid, og så noget andet, erkendelsen af at det hele svømmer og at jeg selv har taget fejl.

At selv tage ansvar? Det har jeg gjort, men jeg tror der var så meget at tage ansvar for, og for lidt kræfter og for meget depression. Selvopholdeskraften kørte på 2 procent eskapisme og 98 procent depression.

Tendensen i dag er at gøre psykiske problemer til et helt personligt problem, afskåret fra resten af samfundet, troen på at den enkelte alene kan mase sig ud af problemerene. Hvor medierne kører med trendy mindfulness og positiv psykologi som vejen, og så er det jo ens egen forbandede skyld hvis man ikke gør/kan noget eller vil tage i mod velmenende råd, men meget lidt medfølelse. De "offer agtige" skal jo ikke få noget på den konto, det kunne jo blive en dårlig vane, som om alle psykisk syge var attention whores. Jeg har savnet nogen sagde de godt kunne forstå det var svært, fremfor "gode råd" der reelt ikke afspejlede alvoren i situationen.

Samtidig fylder psykiske problemer mere og mere på fx. skadestuen, jeg tror selve det sociale klima i Danmark skaber skyld, skam og fastholder mennesker i isoleret psykiske kvaler.
Og med de gængse psykiske sygdomme er det ikke andre/nye kriterier der gør flere bliver diagnosticeret end tidligere det er en kombination at moderne livsstil og en psykiatri der er blevet sparet på i meget lang tid.
Og det er jo ikke psykisk sygdom i den milde udgave, det er også de såkaldte tunge diagnoser. Der er press på systemet, men ikke flere penge sat af, og der er ikke lavet planer for hvordan man får sluset folk ud i livet igen, man siger man arbejder recoveryorienteret, men det kræver i sidste ende at samfundet har noget arbejde og en befolkning der ikke vender ryggen til.
Jeg har set det og jeg tror det har påvirket mit syn på mine egne muligheder og om jeg kunne stille nogen krav til andre og samfundet, eller det hele ansvar var på mine skuldre alene...........Det er ikke de bedste tider, hele verden er urolig, og der er stadig krise, en generel utryghed der ikke styrker folks evne til at tage sig af hinanden og være åbne.

Hvor er jeg selv i det her? 20 års kamp for en form for inklusion eller i det mindste en illusion af inklusion. Forsøget på at se en mening og bevare lidt værdighed, ikke at virke for sølle og negativ, at være en andre godt gad at være sammen med.

Det er ikke nemt at balancere, jeg har ikke kunne, jeg har bere taget en dag af gangen og det fungere ikke, jeg er her stadig og må på en eller anden måde finde en ny vej, med de erfaringer og erkendelser jeg nu har.

At være en "ægte" Autist på spekteret

Som "højtfungerende Autist", vil de ting man oplever være genkendelige for mange der ikke er Autister, der er genkendelige situationer, og så er der lige der hvor filmen begynder at knække. Personligt synes jeg den gråzone er interessant, for netop den gråzone er meget afgørende i forhold til at omgås andre mennesker.

Den der er meget akavet kan let genkendes af andre som anderledes og så er det om andre tager afstand eller vælger at være positive og se personens bestræbelser som noget de vil støtte og acceptere.
Men når de kommunikative evner hos en person, der umiddelbart synes at fungerer, begynder gråzonen, eller rettere sagt kunne det hellere ses som et spekter af farver, hvoraf nogen af dem er mere lysende end andre og andre står mere svagt aftegnet. Her er basale råd ikke længere nok når man træder ud i verden, det er kompliceret, men det skal trænes....hvis det er det man gerne vil.

Når mange Autister/Aspergers ikke kan lide at folk begynder at kramme og røre ved en, eller direkte øjenkontakt, er det samme måske også tilfældet i forhold til sproglig berøring, at retoriske direkte personlige spørgsmål føles lige som en berøring. Og da der ligge en manglende sondring mellem passende/upassende vil berøring/tiltale heller ikke nødvendigvis ende i den kategori som den ville hos en neuro typisk person.

Selv har jeg en meget privat indre verden som jeg vogter, ikke at jeg selv altid oplever det sådan, men det gør de mennesker der gerne vil komme mig nærmere. For nogen ting mangler jeg ord omkring andre ting er det nærmest en hemmelig skat der skal vogtes til tiden er inde. Noget andet er at jeg lever et liv der er opdelt på nogen punkter, sådan at tingene ikke flyder ud i hinanden, men holdes hver for sig. Og på nogen måder er jeg som en bedrager der er godt til at holde på sine identiteter, bortset fra at jeg ikke gør det for at snyde nogen.

Jeg har tilegnet mig en højere grad af refleksion og måder at udtrykke følelser end jeg havde da jeg var yngre. Jamen, så skulle det hele da blive nemmere? -Nææææh egentligt ikke, der kommer bare andre ting på bordet, andre problemstillinger omkring kommunikation, det er nærmest som at komme fra asken i ilden. hvilket er logisk nok, den tilbagetrukne Autist lever jo mere privat, og med en anden selvforståelse og også andre behov og forventninger til kommunikation og det sociale. Den øgede bevidsthed gør jo at der hele tiden er en lampe der blinker om, at der er noget man muligvis ikke har forstået rigtigt.

Jeg har selv kørt mit "ud af sneglehuset projekt" siden jeg var 31, det er så en 20 års tid nu.

Jo, jeg taler og jeg får også hægtet folk af på grund af den vej mine tanker tager, og de mellemregninger jeg finder så logiske at jeg glemmer at redegøre for dem. Og at jeg har det med detaljer. Detaljer er jo vigtige synes jeg, det har jeg så opdaget at mange er så ikke helt så oppe på detaljer som jeg, men detaljer gør mig lidt happy.

Ja, jeg er en anden slags Autist end en med infantil Autisme, jeg er også anderledes end en anden der er mere det samme sted på spektret end jeg, for på spektret er der alle farver alle lysstyrker, mætning af farver, på samme måde som når men ser en gensekvens aftryk.

Nogen af os kan arbejde, nogen kan passe et hjem, andre ikke, nogen har en matematisk hjerne, nogen er kreative, nogen vil gerne være sociale andre er helst fri. For at komplicere sagerne er det jo heller ikke sådan at Autister nødvendigvis forstår andre Autister, vi er jo ikke en slags stamme folk, der mulighvis har noget fælles, som vi også har noget fælles med alle mulige andre.

Den "velfungerende Autist", også har reelle udfordringer, ja de kan minde/lyde som de neuro typisk'eskes udfordringer, men de foregår altså med et andet styresystem der funker anderledes og hvad der for den neuro typiske er noget der sker automatisk, er ikke automatisk for en med Autisme uanset hvor på spektret, men noget der kræve tid og energi.

Set som helhed er jeg ikke så velfungerende enda, og en mere tilbundsgående udredning og en plan for det praktiske omkring mit hjem er vigtigt, specielt også nu hvor jeg har opdaget at man som voksen også kan regresse're, hvilket har været en skræmmende oplevelse, men også vejen til en forståelse.

Vi er mennesker, og vi er forskellige og det er ok, men det betyder også at nogen må leve med at de ikke kan se ind i det Autistiske sind.....eller andre mennesker med en anden psykisk opsætning, nogen mysterier skal der være....jeg kan faktisk godt lide mysterier.

Hallooo, jeg er Autist!

Jeg acceptere at der er forskellige måder at kommunikere på det bliver jeg jo lidt nød til, men der er måder jeg bare ikke gider. Og jeg er helt med på at mine kommunikative evner og min opfattelse af sitiuationer er lidt anderledes end de neuro typiske, det har jeg et helt livs erfaring med, samtidig med at jeg måske aldrig bliver klogere nok på det, til at ungå "situationer".

Nu vil jeg også mene de nero typiske kan have deres egne kommunikations besynderligheder:

Jeg har hørt social klumsethed med hensyn til at stille spørgsmål ved sociale/selskabelige lejligheder, beskrevet som at gå med mentale tennissokker, at uanset hvor du er kommer, er man der iført sine hvide tennisokker og spørger om ting uden at tænke sig om, for det hele er jo venligt ment, ikke?

Hvor gammel er du, hvilket land kommer du fra oprindeligt, hvad arbejder du med, har du børn? For nogen er det her helt rimelige spørgsmål til et menneske man lige har mødt. Venlig interesse eller noget der ligner...

Nogen gange ville jeg ønske folk kunne ryste posen, eller bare være i en samtale uden spørgsmål, indtil spørgsmålene opstod naturligt i samtalen.

Hvorfor er det nødvendig at vide min alder 5 min. efter man har mødt mig? Eller oprindelseslandet på en, man mener ser lidt mere etnisk ud end en selv? Er vi oprigtigt interesserede og hvorfor, hvad er behovet for at få den anden ned i en kasse med det vuns, tryghed? Er det alderen, etnicitet der er det definerende? For slet ikke at tale om når folk kræver svar på hvad transkønnede har forneden, som om det mest naturlige i verden, og ser det som helt naturligt at personen skal svare venligt og pædagogisk på spørgsmålet. Det er også lidt som om nogen tror at nogen mennesker er en slags omvandrende formidlere af fx. deres køn, seksualitet, etnicitet, kultur, sygdom/handicap osv. og at man altid er parat til at tage den snak for 117 gang. Det bliver så kun værre hen ad aften tide og når folk har drukket lidt.

Og er det umuligt at bedømme en person indenfor 10 min, og er det ikke ret ok bare at være i den situation og improvisere en dialog, uden at ting skal defineres og afklares sådan helt firkantet?

Spøger man til børn, opfattes det som regel kun positivt hvis man selv har børn, ellers er det et trælst spørgsmål, der kan minde om en om abort, den partner man aldrig fandt, de grunde til at man ikke fik børn, hvis man ikke høre til gruppen af frivillige barnløse, men gide frivillige barnløse det spørgsmål når det kommer til stykket?. Man kan svare, nej til at have børn og håbe spørgeren fletter næbet.......hvis det er ja, så kan man ævle børn.
Børn og hus/lejlighedspriser eller de rejser de har råd til er det "almindelige mennesker" snakker om, det er ofte meget kedeligt i min optik...jeg kunne overveje at forholde mig autentisk og sige hvad jeg mente for at peppe det hele op, men det kræver lidt man er i en god dagsform, hoooost!....og man er klar til at blive beskyldt for at være noget socialt udfordrende.

"Kan du lide at rejse?" -"Hm, jeg har ikke råd til at rejse, jeg vil heller ikke rejse alene lige for øjeblikket, og jeg har faktisk ikke ret meget ork til noget for tiden alligevel"
Som om mange folk er ramt af en forestilling om at vi alle lever i en reklame i tv, hvor vi er en velsitueret overskuds børnefamilie, eller den lykkelige aktive single. Men det er vi ikke allesammen.

Måske man bare skulle lære at sige "kunne jeg ikke få et andet spørgsmål?".

Personligt synes jeg ikke man lære noget af at stille standart spørgsmål til mennesker man ikke kender, for mig giver det ingen mening, jeg venter. Jeg har også den ide at folk nok skal give dig de oplysninger de gerne vil give dig. Men jeg er jo også mest til samtaler der handler om et emne, at lære andre at kende gennem at tale om emner, nyheder, kultur, pjat, ja hvad det nu kan være, hele spørgsmåls kommunikationen er så stiv, som en date hvor man spørger om ynglings farve og livret.

Er jeg arrogant? Sikkert, jeg tror jeg manøvrere anderledes gennem kommunikation.
Som en jeg havde punk'et kraftigt omkring hendes normative spørgsmål sagde: "Er du Autist" -Mig: "Ja, det er jeg!".

Jeg ved ikke om det ligger i Autist spektret at nogen almindelige sociale ting bare ikke giver riktigt mening, og nærmest virker stødende og hæmmende for kommunikationen, sådan som man selv foretrækker den. Jeg har siddet i godt selskab, indtil der dukkede en op iført de mentale tennisokker og skulle have mig og andre puttet  i kasser, og ikke var i stand til at gå ind i kommunikationen på en mere flydende organisk måde.
Jeg tror selv jeg har en flydende måde at gå ind i en samtale, jeg finder der hvor min interesse vækkes og hvor jeg har noget at byde ind med, så kan det jo helst roligt kører derfra. Men jeg gider ikke at samtaler går fra at være ude på bordet mellem os, til at nogen absolut skal komme med luppen når de ikke er en ven/en jeg kender.
Jeg har også oplevet at man kan møde helt fremmede og meget pludselig befinde sig i en dyb og eksistentiel samtale, faktisk synes jeg det er noget af det bedste.
Men jeg ved også at jeg kan kommunikere på måder hvor andre ikke kan følge med i den dialog jeg har med en anden person, hvor de bliver hægtet af, men jeg er helt på, der er kommunikation hvor jeg ikke har et problem med at få meningen , eller kunne fylde hullerne ud i meningen, måske især det sidste. Jeg er en kommunikativ Asperger, og jeg kan noget med kommunikation, men det hele gå jo ud og ind gennem mit filter og synapser.

Fra en af mine andre blogge: "At være en "ægte" Autist på spekteret": "Når mange Autister/Aspergers ikke kan lide at folk begynder at kramme og røre ved en, eller direkte øjenkontakt, er det samme måske også tilfældet i forhold til sproglig berøring, at retoriske direkte personlige spørgsmål føles lige som en berøring. Og da der ligge en manglende sondring mellem passende/upassende vil berøring/tiltale heller ikke nødvendigvis ende i den kategori som den ville hos en neuro typisk person."

Gennem livet er jeg blevet rettet på socialt, jeg er fuldt bevidst om at jeg har problemer med det sociale, for det får jeg jo at vide. Og jeg har arbejdet meget på sagen og jeg er blevet bedre, men jeg har mine knaster. Men jeg kunne også vælge at sige de knaster er personlighed, jeg er jo ikke generelt storslem, jeg er bare anderledes, og bare lidt anderledes kan da være godt?
Men det er selvfølgeligt man tiltrækker jo lidt opmærksomhed, men jeg tror ikke det har den store betydning for tennissokkerne har jo kun de redskaber de har uanset hvem de møder og de bruger de spørgsmål overfor alle. Og overfor ligesindede er de spørgsmål jo helt ok og sikre.

Hvad arbejder du med, er ikke et neutralt spørgsmål for folk der ikke arbejder, om man har børn er heller ikke neutralt hvis man ikke har børn osv. Måske man bare skulle finde spørgsmål der er mere positivet ladet, spørgsmål man ikke er blevet spurgt 1000 gange før, noget der kunne sige mere om hvem man er......men det er måske ikke det det handler om, når man spørger, det er et hårdt prik på skulderen for at få en reaktion, eller udfylde et usikkert tomrum. Eller man har lært det er høfligt at spørge. Måske det slet ikke handler om dig, men den der spørger?

Men på den anden side er det måske meget sjovt at lave ballade, når folk spørger normativt og trælst, i stedet for bullshit, så sig det som det er og se hvad der sker, du prikker til mig og jeg prikker til dig, måske nogen får mere indsigt, drop pænheden og ejendomsmægler snakken, og kryds mentale klinger. Vi gør så meget for at få det selskabelige/sociale til at kører glat, at vi hverken er tro mod os selv eller andre, hvorfor tale hvis det hele bare er et nydeligt maskespil?

Stressen og det lave selvværd lure under maskespillet, at man prøver, at man tror de andre har tjek på deres shit. Måske ved at stille modspørgsmål vil man opdage ting man ikke så og hørte før, at kommunikation ikke bare er fraser, der lægger op til ny fraser, at svesken faktisk kommer på disken, og jeg mener jo ikke man tager skade af at lære noget om sig selv og andre.

Hardcore Recovery

Kan man heles og få det bedre psykisk på en helt sikker og for andre passende måde, helt uden der opstår knaster, skarpe kanter, omveje, udfordringer?.....Det kan man måske, men den vej kender jeg ikke.
Måske det er derfor vejen til at få det bedre kan være meget ensom, alt det andre, omgivelserne ikke kan rumme, når du flytter dig, men de er, som de stort set altid har været. I livet kan vi gå i stå, gå tilbage, gå frem.

Jeg siger at jeg ikke ønsker mit gamle liv, at jeg er parat til at satse en hel del på det projekt at smide den gamle tunge rygsæk med kronisk depression og meget andet der tynger.

Det gør/kan gøre at andre kan blive bekymrede på mine vegne, have meninger om hvad jeg har gang i. Men den personlige recovery er at arbejde med kaos og turde stole på sig selv. Andre har så mange meninger om hvordan man gør det rigtige, og når man ikke har det godt og man har "noget psykisk", så bliver der set skævt til retten til at eksperimenterer. Ja, disse eksperimenter lykkes ikke altid, men går det som det skal, kan noget af det anvendes til et bedre liv.

Jeg kan tænke: Forstår andre ikke at jeg er den type, der ved hvad jeg laver? -ja det går lidt galt, men også det har et formål, eller jeg kan trække erfaringer ud af det, jeg ikke havde tidligere.
Børn og unge gør også ting der for voksne kan virke tåbelige, men de er også væsentlige, ja der er jo nogen børn og unge der ikke gør den slags og der er nogen det går helt galt for fordi de gør ting de ikke ser konsekvenserne af, men nogen skal forsøge noget, ellers sker der intet.....hvis intet var en slags Buddha tilstand kunne det være fint nok, men min udgave af intet, er at sidde fast i gamle tanker og vrede, og det vil jeg ikke.

Selvom det måske ikke lige har fremgået af det jeg skriver, er jeg faktisk gladere og mere optimistisk end føe, jeg kan mærke mine synapser er vakt til live, at der er åbnet kanaler, og at min hjerne er i gang med den store reboot. Og selvom jeg stadig er vred og stresset, tænker jeg at det hele er så nyt, så det skal bare have tid.

NADA øreakupunktureren har sat gang i noget, processen er i gang og det er som om kosmos er inde i mig, jeg lukker øjenene og livets/universets byggesten er synlige.

Og så er det nogen kan sige: "er det nu godt og sundt", har Damen tabt sit fodfæste -og sutten?

Jeg tror NADA tager fat i en som man er, at det jeg oplever i forhold til NADA akupunkturen er unikt i forhold til min personlige mentale opsætning og den vej jeg har gået i mit liv inden. Jeg føler mig tryg fordi jeg føler jeg er forberedt, og jeg har ventet, nogen gange utålmodigt.

Jeg er ikke et religiøst menneske, men et spirituelt menneske, men mere forstået som en iboende biologisk spiritualitet, som mennesker har haft i sig, der måske ikke er spirituel men biologisk indbygget. Jeg tror at det jeg oplever er en ting der har foregået i årtusinder og det er en indbygget helings/erkendelses mekanisme vi har, hvis vi tør og vil. Og den er ikke mere hokus pokus end naturvidenskab.

Jeg har arbejdet meget med det sociale, med at fungere sammen med andre, forstå verden omkring mig. Men ved det at jeg vender blikke ud og samtidig set mine fejl og mangler, er jeg så optaget af det udenom, at jeg  forsømmer at forbinde mig selv med verden på andre måder, men måder jeg tror er væsentlige, for at "blive en del af". Reelt er jeg jo altid en del af, uanset hvad jeg selv føler, men føler jeg mig som udenfor i form af hvad det er for evner jeg synes at mangle, og føler en kronisk indre lidelse, så er det jo lige meget for mig, jeg bliver nød til at føle den sammenhæng så jeg tror på den selv. Og jeg tror jeg er på vej.

Recovery er ikke som sådan spirituel, men den kan være det, vi bruger de værktøjer vi har, og Recovery er den egne proces, dine mål og drømme, de værktøjer du kan finde, de evner du kan sætte i spil.

Andre kan sige der er ikke noget at hente i de situationer og tanker de selv ser som negative/problematiske/skøre løsninger, såsom Fx. tin andre kan se som eskapisme, vrede og tilbagefald. Tilbagefald er uundgåelige i løbet af en recovery og man må på sporet igen, men hvornår man kommer på sporet igen kan ikke forudsiges, men faktisk er det at få tilbagefald og finde fodfæste igen vejen til at forstå hvad der sker inden og når man får det bedre, at der kommer erkendelse og mestring.
Så længe man lever er det sidste ikke gjordt eller sagt i forhold til en recovery. Man har ikke "mislykket sin recovery", før det fede dame har sunget.

Og det er værd at huske på at det er de egne mål det handler om, ikke samfundets ønsker til dig, recovery er ikke psykosocial reehabilitering, men din egen vej til at fungere i verden på din måde, så du selv føler en balance. Det vil ofte ses som "normalt fungerende", men det kunne også ses som: Hvis det fungere for dig selv og dem du har omkring sig, så er det vel ok, fremfor at skulle forholde sig til et for tiden skrumpende normalitetsbegreb. Som jeg ofte siger "Det er ret normalt at være unormal".

Det handler om ,om man selv føler man lever sit liv.

Jeg tænker lidt på den lille havfrue der gerne vill have ben og blive et menneske der gik på to ben, men prisen var der som en evig kronisk smerte. Jeg vil også gerne være en af menneskene, men ikke på den lille havfrues vilkår, jeg må lave min egen deal med prisen......Måske det heller ikke burde være nødvendigt at give afkald på sin egen natur og sin fortid, for at få en bedre fremtid?

Mon der er nogen hjælp at hente?

Jeg fik endeligt afleveret de papirer med min diagnose til kommunen, så jeg kan komme over i handicap afdelingen. Men spørgsmålet er om der er noget reelt formål med det skift, jeg hører/læser at der er lukket for rigtigt meget hjælp, at kassen er smækket i.

Som ny diagnosticeret og med en del problemer med at klare hverdagen, der har medvirket til depression og stress, er det at få diagnosen ikke nok til at være til nogen hjælp i sig selv, hvis det ikke betyder at jeg får viden og den rigtige hjælp i det mindste i en periode.

Betyder en Autismespektrumforstyrrelse diagnose at jeg bare skal ned på biblioteket, så jeg kan lære mig hvordan jeg klare mig bedre i fremtiden?

Jeg ser at andre med Autisme og ny diagnosticeret autisme kæmper en kamp med myndighederne, Fx. omkring bostøtte, tilskud til hjælpemidler, ressourceforløb, betalte forløb der skal gøre dem bedre i stand til at løse situationer i hverdagen og få en bedre fungerende hverdag.

Mennesker der bliver diagnosticeret sent, har jo ofte ikke stiftet bekendskab med hvad der kan stabilisere, de har heller ikke en masse viden om hvad Autisme/Aspergers er for noget. Og bøger, nettet, Facebook grupper, foreninger er ikke altid nok til at få den indsigt og de forandringer, en diagnose kunne føre til.

Bekymrer jeg mig på forhånd?.....Jeg prøver vist bare at blive realistisk, men også stålsat.

Noget andet er, at man får stukket en henvisning ud til en psykiater og men har brug for en psykiater med speciale i Autisme, dem er der meget få af, der har en aftale med sygesikringen. Det betyder egenbetaling og nogen er på overførselsindkomst eller førtidspension, og der er ikke lige råd til en psykiater der kan koster over 1000 kr pr gang eller mere.

Selv fik jeg en diagnose juli 2015, bygget over mine gamle papirer og en kort samtale. Så jeg har ingen mere konkret viden om hvad min diagnose betyder, eller om den også ved nærmere eftersyn indeholder noget mere fx. en ADD. Og hvad kan jeg gøre og hvad bør jeg ikke gøre og ikke mindst: Er der bedre fremtidsudsigter? For det hele handler jo om at jeg har været på kollisions kurs i årevis, uden at forstå hvorfor.

Nu er spørgsmålet om jeg bare skal smutte på biblioteket, eller om jeg kan få en professionel vejledning til at få lidt mere ro på mit liv, om jeg skal have lidt medicin eller ikke. Hvordan mine praktiske problemer i boligen bedst løses. Hvor meget jeg kan, før jeg er i fare for at sætte det til jeg har opnået. Autisme/Asbergers er noget man kan leve godt med, men det forudsætter viden og erfaringer, efter næsten 50 år uden den viden, synes jeg at den viden og erfaring for en gang skyld godt måtte blive lidt leveret, uden at jeg igen skal ud og kæmpe mig til den helt alene og uden en dialog.

Min personlige udgave af Aspergers

Selvom en del siger at jeg ikke virker Autistisk, så står jeg absolut også på mål for andres undren, bedst hvis folk i det mindste ser det humoristisk, fremfor at se det negativt.

Hvad er det så jeg går og laver?:

At jeg ofte svare seriøst på folks pis, selvom jeg faktisk godt ved det er noget pis.

At jeg kan sige noget så folk tror det er ironisk, men jeg faktisk mener det.

At jeg har svært hvad at sige hej/goddag specielt når jeg har mødt folk før. Jeg hopper direkte ind i en dialog, jeg kan heller ikke finde ud af farveller.

Nogen gange siger jeg bare bla. bla. ting for at fylde ud. Jeg har min egen bull shit generator.

Jeg tager livet alvorligt, jeg er faktisk ret passioneret omkring livet. Bare ærgerligt at jeg ikke orker det jeg gerne ville.

Jeg kan være rimeligt morsom/underholdende, men den ligger lidt i de for mange detaljer jeg tilfører, og spring i kontekst.

Jeg kan absolut have en rap replik, hooost!

Jeg kan være svær at aflæse. Jeg har ikke altid det rigtige ansigtsudtryk på.

Nogen siger, jeg kan være ret kontant....

Nogen synes at jeg lytter og spørger for lidt....det er som regel med folk jeg ikke kender godt, eller der ikke interessere mig...eller i situationer hvor jeg har andet jeg er mere interesseret i.

Jeg foretrækker der er et formål med ting.

Jeg er ikke så fiks når det gælder "gå i byen" signaler.

Jeg er ikke ret vild med at folk er for fysiske, men skelner ikke specielt mellem passende/upassende...hmmmm.

Når folk rører ved mig kan jeg fornemme hvordan jeg har det, men da jeg sandsynligvis ikke har det fysisk godt, er det ikke ubetinget fedt.

Jeg bliver meget let distraheret, hele tiden, hjemme og ude, på en måde er mit liv en stor distraktion.

Jeg har det svært med lyde.

Jeg har det svært med stærkt lys.

Jeg ser ikke på andre på gaden, udover at konstater de er der.

Jeg har lettere ved at se folk i øjnene på en naturlig måde nu.

"Feminin" er noget jeg har i mit klædeskab. Indeni er jeg bare et menneske.

Mit hjem er der hvor jeg opbevare ting og sager, og forhåbentligt kan finde en stol og sengen.

Folk bliver ofte blivet hægtet af når jeg taler.

Jeg virker ofte enten helt on eller helt off, ikke midt i mellem.

At jeg ikke har et problem med at nuppe den første bid kage, eller hvad der nu er.

"Foretager du dig nogensinde noget normalt" (sagt om mit sociale liv)...."Næææ, helst ikke alt for meget hvis jeg kunne vælge" fordi jeg plejer at underholde med de ting, der kan virke lidt ekstreme på nogen, jeg er ikke så vild med main stream, og almindelige fester eller koncerter, og når der sker noget skal der være knald på lampen.

At være dannet og opføre sig pænt, kan blive for kedeligt og klaustrofobisk, hvorfor passe ind, hvis man kan være lidt upassende af og til?

Jeg mangler ikke interesser, jeg har svært ved at forstå at mange ikke rigtigt har interesser.

Nogen gange forsøger folk at opdrage på mig, efter min diagnose vil jeg fortælle dem hvad jeg mener...Folk er ikke min Far eller Mor og jeg er voksen, helt voksen. Jeg er lidt underlig på nogen punkter, men lev med det, jeg må jo også leve med andres måde at være på, uden jeg har retten til at rette eller dømme.

Jeg lever i en verden der er indrettet til nogen der ikke er mig. Jeg bruger den "forkerte hånd", er ordblind, B menneske og lettere Autistisk og det skal jeg jonglere med hele tiden uden at falde for meget igennem.

Jeg har i hovedparten af mit liv altid gået udfra, at andre var mere rigtige end jeg.

Jeg har tidligere troet at andre mennesker meninger om mig, var absolutte sandheder.

..........En dag bliver jeg afklaret med at være i et fremmet territorie, at jeg er "en anden slags" her, at trække på skulderen og bare konstater at der er flere måder at gøre ting på, jeg er et fornuftigt og velvilligt menneske, det må være godt nok. Jeg kommer aldrig til at kunne se mig selv gennem andres øjne, eller komme til at opleve andre fra et andet perspektiv end det min egen hjerne kan levere, men der ligger også en vigtigt viden i at forstå, hvad man ikke forstår, at der er et andet liv, mange liv -og meget mere.

Et værdifuldt menneske

Hvordan kan man være et værdifuldt menneske, i en tid hvor alt gøres op i kroner og øre, og alt hvad der ikke har et afkast ses som spild og kun en byrde for samfundet?

Forældre kan igen og igen sige til deres barn: "Du er værdifuld uanset hvad", for man skal ikke nå at blive ret gammel for at kunne se hvordan værdi beregnes og hvad samfundet anser som værdifuldt og dermed væsentligt.

Selv bliver jeg da rost rimeligt ofte, hvilket jeg kun har en skuldertrækning overfor, "Hmp, jo ja, måske jeg er" Ikke udfra den Danske manglende evne til komplimenter, men fordi jeg ved at uanset hvor smuk/lækker/klog/sjov/spændende/kreativ/vidende/erfaringsrig nogen måtte mene jeg er, så er det ikke det der tæller når det kommer til stykket, det jeg kan er ikke mere værd en palietter tabt på gaden, lidt fest og farver, lidt der afveksler, men uden reel værdi.

Jeg har aldrig kunne levere det der efterspørges, "Det samfundet har brug for". Og jeg har resigneret, de dage er talte hvor jeg forsøger at prøve på at imponere nogen, eller det håber jeg, for jeg ved jo hvordan det ender.

Og ja, jeg skal tage mig sammen og sigt tak for komplimentet, for det er overskud når folk siger noget pænt, det er en rigtig god evne og det er vigtigt. Og det er ugenerøst at jeg ikke bare smiler og siger tak.

Lige nu sidder jeg og skriver CV og jeg er ved at skyde mig selv i foden, for jeg har gjort det jeg ved jeg ikke må, jeg gør det dårligt, selvom jeg vel burde vide hvordan jeg skulle gøre det.
Huller jeg ikke orker at fylde ud, selvom jeg sikkert har lavet et eller andet, som jeg bare ikke selv tillæger større værdi, eller der ikke virkede til at værdi -årtier af "kunstnerisk stræben" der nu bare synes så lige meget, at sætte ord og årstal på.
Og jeg kan ikke huske hvornår jeg gik ud af 10 klasse, og i øvrigt er hvad der måtte være af eksamenspapirer væk, helt væk jeg har forsøgt at opspore dem. Men det er også ligemeget det var ikke gode karakterer., så måske held i uheld.
Og jeg ved at et eller andet sted, i det skab der nemt vælter hvis jeg forsøger at hive de kasser ud med personlige papirer, vil der stå noget om hvad jeg lavede mellem 10 klasse og jeg var 31....men betyder det noget i forhold til nu?

Jeg kan holde et oplæg, og jeg kan synge en sang og danse samtidigt når det går godt. Og så er der de der erfaringer jeg har samlet mig. Og når det hele bliver lagt sammen så er det måske meget godt. Og måske jeg kan bidrage med noget brugbart, og måske folk kan leve med at jeg er noget "speciel".

.......Ellers må jeg fortsætte at drysse palietter ud her og der.