Bange i natten - Barndommens OCD

Jeg har aldrig været god til at falde i søvn, heller ikke som barn, faktisk sov jeg grotesk sent, det vil sige jeg var gået i seng mange timer tidligere men jeg sov ikke. Jeg var også bange for mørke og vi boede i en stor lejlighed, så der var faktisk nogen vej mellem mig og mine forældre selvom jeg sov i det første soveværelse, der var et badeværelse og spisestuen inden man kom til dagligstuen.

Og når jeg nu ikke kunne få ro på hjernen så kørte tankerne og de kunne sagtens handle om noget skræmmende og min fantasi fejlede jo absolut ikke noget. Jeg havde også nogen ritualer jeg skulle klare for at sikre at alting var som det skulle være, at det kunne soves....måske.

Alligevel betød det ofte at jeg kom pilende ind i stuen for fuld udblæsning om aftenen, for at være på sofaen, eller jeg blev anbragt i sengen i det andet soveværelse med lyset tændt.
Og det at skulle op og tisse var en farefuld færd. Alt i alt hele det klassiske natte drama, man har med nogen børn.

Og det er jo reelt nok, det var ikke behageligt eller styrbart for mig. fordi lejligheden var ret stor var jeg heller ikke tryg om aftenen når jeg var i afsides rum, ja jeg får det til at lyde som et slot, men de gamle Københavnerlejligheder kan være en langstragt affære, bare gangen ud til køkkenet var 8 meter.

Dem der muligvis holdt til under sengen, gyyys!

Kunne noget af det her have været anderledes? En mindre lejlighed, at jeg sov tættere på tv stuen? At der sad lyskontakter mere praktiske steder? Jo, sikkert, ting kunne have været anderledes.

Min gamle angst fortsatte som ung, og på mange flere måder, situationer jeg havde magtet som barn, var nu meget svære at takle: forandringer, det sociale fx. og det er måske ikke den bedste forudsætning for et eget selvstændigt liv. Jeg ved ikke om forværringen kom af den dårlige skolegang og at jeg ikke magtede det man ellers ville forvente af en teenager, jeg var intellektuelt foran, men emotionelt/socialt bagud, det vil jo før eller siden gå skævt når det ikke bare kan indhentes.

Jeg flyttede fra den store lejlighed da jeg var 38, og opdagede til min undren at det var som om angsten hang i den gamle lejlighed og var næsten ikke eksisterende i den nye lejlighed. Det overraskede mig en del, da mørke angsten havde været en fast del af mit liv, også hvis jeg havde boet i sommerhus fx.

For tiden har jeg nogen tanker i retning af at "summen af laster er konstant" eller i dette tilfælde summen af symptomer er konstant: De kan skifte, blive til noget andet, andre typer angst for andre ting, depression, vrede. At det er som jeg har haft forskellige symptomer på Autisme, men ikke helt de samme gennem hele livet. Det er jo for så vidt ret logisk da man bliver ældre og lære at takle ting bedre med erfaringen, men jeg har også oplevet at ting går tilbage, igen, logisk hvis man i nogen tid har "kørt over for rødt" gennem en periode. Jeg har arbejdet en del med recovery tanken og her passer de her erfaringer ikke helt perfekt ind. Jeg har tidligere følt at der var ting jeg havde lagt bag mig at jeg var kommet videre, men nu ser jeg det lidt anderledes, der er ting jeg er kommet videre med, men der er også et grundvilkår i forhold til hvad jeg magter, og så er der symptomer der kommer tilbage i ny forklædning. Og med symptomer mener jeg, reaktioner der kommer af belastning eller uhensigtmæssige ting i min tilværelse både praktiske og personlige. Og desværre er det ikke noget jeg bare kan ignorere, jeg betaler for det hele, med stress, forvirring, depression, ubehag. År efter år og lige fra barndommen. Det ville være rart at kunne skrue lidt ned for det og op for noget der er en anelse mere behageligt.

Måske det handler om at man gennem livet afprøver ting men ikke nødvendigvis i den autoriserede rækkefølge gennem barndom og ungdom. Vrede var ikke noget jeg måtte afprøve som barn og nu afprøver jeg det nu, men jeg ville nu have foretrukket at være et barn i den situation, lige nu er det bare pinligt og destruktivt.

Føler jeg så ikke angst mere, jo af og til, måske noget af  angsten er blevet til negative "voksentanker" og katastrofetænkning.
Jeg er flyttet igen og oplever endnu mindre af den gamle angst. Men så plages jeg jo af andet og det sædvanlige med at ikke kunne sove sådan nogenlunde med det samme, er som det altid har været bedre er det absolut ikke, 3 timer er laaaang tid. Og når hjernen kører og kører skal der jo hældes noget på valsen og desværre er det negative ting alt for ofte, hjerne følger de samme spor jeg har slidt til hulveje gennem mange år.

Det levede livs udfordringer og et univers af drømme

Helt opkørt eller underdrejet….hvad med at flatline lidt? Det er svært at få det til at hænge sammen, at hverdagen bliver blandet af praktiske gøremål, noget socialt, noget rart og lidt til at styrke selvværdet.

Efter et liv uden noget det ligner en karriere, end sige et job er der jo ikke meget til at booste selvværdet.

I den tid hvor jeg skulle have uddannet mig, have været social aktiv, have fundet jobs, ønskede jeg bare at være isoleret for mig selv -eller jeg drømte om noget andet, et andet liv, men jeg havde ikke kræfterne mentalt, fundamentet, venner, et netværk.

Jeg har haft dårlig samvittighed, kunne jeg ikke have handlet lidt anderledes?
Men i dag og måske netop først i dag, ved jeg at det ikke var muligt under omstændighederne, heller ikke med lidt mere medvind og venner. Eller kunne det, jeg orker ikke tanken at det kunne have været bedre, at noget af det havde kunne være anderledes.

Jeg har aldrig kunne holde fast i at jeg ikke var skyldig i min egen situation, jeg har ledt efter undskyldende omstændigheder, samtidigt med at jeg har været min egen ondeste dommer.

Måske jeg skal se hvad jeg faktisk har opnået, at diverse kampe har båret frugt, at jeg har noget på lager som jeg faktisk kan og ved. At jeg har tilkæmpet mig sociale evner år for år, ikke mindst de sidste 10 år. Det er en udfordring at være som en teenager der skal lære en masse om det hele, samtidig med at man er absolut voksen. Jeg føler mig voksen nu, men samtidig også i en læreproces der nærmest bliver mere intens som tiden går. Spørgsmålet er bare at sådan som jeg har nu, om jeg ikke har gået for hårdt frem.

Hvor meget har skylden og skammen fyld? Over manglende tilknytning til arbejdsmarkedet først og fremmest. Den har fyldt meget og gør det stadigvæk, den har været min drivkraft, men også meget destruktiv, samfundets stigma og min egen fordømte selvstigmatisering.

Og med den depressions lignende tilstand jeg her levet med de sidste 6 år, må jeg bare konstatere at jeg nok har kørt mig selv for hårdt. Men samtidigt passere livet jo også forbi, jeg er jo netop meget voksen og alt det jeg ikke kunne da jeg var ung, må jeg prøve af få indhentet, bare lidt. Eller det mener jeg åbenbart, for det er ikke alle der stiller den slags krav til livet.

Er det mit behov, er det det jeg har lærte hjemmefra, eller samfundet der sætter mig griller i hovedet…..Eller har jeg bare været født fantast der kun synes det var fedt når det hele var lidt opkørt og perlebesat? Og når jeg ser det fra den vinkel må jeg nok konstatere at jeg fra meget tidligt havde de drømme, fantastiske drømme og jeg levede i dem og jeg levede godt i dem. Med mine drømme, er det levede liv faktisk lidt småt. Og det er måske der jeg skal genfinde min barndoms Autist, jeg har brug for drømme, ikke for at de skal blive til virkelighed, fordi jeg kan rejse frit og ubesværet i uendeligheden, bruge den gave. Og det betyder jo ikke at jeg ikke kan leve et ”rigtigt” liv. Når der kun er virkeligheden, er depressionen der også.

Og  jeg har jo udlevet nogen af min barndom og ungdoms drømme, jeg er stadig mig, men jeg tror jeg skal finde barnet, barnet der bare skabte for at skabe, uden ego eller for at opnå noget, men fordi det var spændende og det skulle gøres.

Jeg vil være som det barn, før livet tog små bidder af min sjæl, den glæde og den ro jeg faktisk havde dengang.
Man kan drømme og have håb for fremtiden, men det er nok så vigtig at have drømme som er ens egen skat ingen kan tage og der ikke kræver andet end at være i drømmen.
Det burde jo være en rar plan, men jeg er også tøvende….For igennem så mange år har alting skulle blive til noget bestemt, noget målrettet, godt for noget, være virkeligt, konkret. Et los ud i verden. Men det fungerer ikke alene, jeg bliver bare vred, utålmodig, bitter, roder mig ud i ting jeg ikke burde, der ikke ender godt. Er jeg sådan….jeg har ikke lyst til at være sådan, ikke i det omfang som det er nu.

”Vi er ikke større end vores drømme”, og jeg var god til at drømme engang så hvad venter jeg på? Selvom jeg er ligeglad med ”større”, jeg kan godt leve med at være lille og have store drømme der bare får lov til at være drømme og intet andet.

Hvordan er det du er anderledes end mig? - Eller den dansende Autist

Som den nydelige rimeligt fornuftige dame jeg er, så kan folk undre sig over hvad det egentligt skulle være i vejen med mig der skulle være så svært at håndterer i hverdagen.

Nu er det jo sådan at jeg jo altid har været mig, min hjerne har altid været på den her måde, jeg er blevet voksen og klogere, jeg har lært at være bedre til at omgås andre, løse opgaver der ikke ligger naturligt til mig. Men grundlæggende er den meget som den nu er....og hvordan kan jeg vide hvordan du tænker? Netop det med hvad andre tænker er en del af Asberger/Autisme, hvad er det de andre tænker?

Men det er jo også befriende at andre også undre på hvad det er der foregår oppe i kuplen. Nu er vi jo alle unikke solister som Autister, forskellige evner og ressourcer, forskellig baggrund. Så både evner og problemer falder forskelligt ud. Det fælles er en overstimulering af sanserne, ikke de samme sanser eller i samme grad. Men fælles betyder det at der ikke er den samme sortering af indtryk, af hvad der er vigtigt og hvad der med fordel kunne sorteres fra af "støj på linien" i ens omgivelser som hos folk med en ikke Autistisk hjerne.

Personligt har jeg indlæringsvanskeligheder, eller nærmere jeg har problemer med at lære på den officielle facon. Er jeg på kurser sidder jeg på først række, med ørene slået ud, og formentlig irriteret over folk det knirker, eller snakker i baggrunden, dør der åbnes, evt. trafik udenfor. Så i en blanding af irriteret koncentration forsøger jeg at få mest muligt med, samtidig med at min egen hjerne hopper rundt. Når jeg skal lære helt nye ting synes jeg jeg er direkte dum, jeg bliver nød til at gøre det samme igen og igen, og igen. Hvor alle andre synes at have fattet hvad det drejer sig om for længst, uh pinligt. Det jeg så endeligt har fattet eller har let ved, kan jeg bare jonglere rundt med som jeg vil.

Og så er der det med det sociale og fokus. Jeg har også været til mange fester før i tiden hvor jeg aldrig fik hyggesnakket med nogen, måske lidt under spisningen og når der blev sat musik på så var jeg ikke til at få en snakke kontakt med.

De fleste af de andre sad og hyggesnakkede, men jeg blev ude på dansegulvet, med ture efter vand og tissepauser og eftersøgning af event. dansepartnere. Så mens de flest andre fik gode snakke og fordybede relationer, så hoppede jeg bare rundt. Ja, jeg havde det sjovt i min egen optik, men alt var rettet mod en ting uden mulighed for at slå over i at gøre noget andet og være sammen med dem der faktisk gerne ville tale med mig. Det social er jo at man nemt kan glide ind i forskellige situationer uden nærmest tvangsmæssigt kun kunne nogen få ting man så holder sig til. Ja, jeg elsker at danse, men når jeg ikke også kan hygge ved bordene bare lidt af tiden, eller bare nogen af gangene, så bliver det et mønster. og et mønster der forhindrer bla. venskaber. For det ville jo have været godt for mig, jeg vil gerne andre, komme tættere på mentalt/personligt, men det kunne ikke ske når jeg bare fes rundt i flere timer. Det er helt uskyldigt, men det betyder noget i forhold til det sociale.

Jeg hopper rundt der, et eller andet sted

Jeg har faktisk ret svært ved at multitaske i sociale situationer, specielt hvis der er noget af det, der mere har min personlige interesse....Men er det et stort problem? Ja, det kan det være og det kan det blive, ting/signaler kan misforstås af andre, så det kan absolut kæntre med mig som taberen og jeg er ikke god til at rette op på den slags når tingen først er sket.

Forventer andre en "normal" dialog, hvor jeg stiller sprørgsmål til dem fx. er det ikke sikkert jeg kan levere. Jeg kan vælge at kører en "maske snak" fordi det er forventet jeg skal sig noget, hvor jeg bare kører på autopilot. Det kan virke ret egocentrisk på andre. Og egentligt er det bare en sanse overload der forsøges dækket på en lidt mekanisk/manisk facon, fordi der egentligt er noget andet jeg har fokus på. Og jeg kan virkeligt have monomant fokus koste hvad det vil.
Monomant fokus er fedt, det kan flytte bjerge, men det bliver let for meget for andre for stort, komplekst næste manisk.

Og jeg er lykkelig når det er stort komplekst og lidt manisk, det er der hvor jeg lever, jeg er ude i de tynd grene, snuser rund, mærker lære. Det er bare pokkers ærgerligt der også er en bagside til medaljen...

Samtidigt med mine antenner opfatter meget, er der også social ting jeg ikke opfatter eller synes er væsentlig i forbindelse med mig og hvad der er min opgave at honorere, det sidste kan være nok så farligt:-D

Så noget af det der er for Asbergers/Autister er at der er rigtigt meget gang i den oppe i hovedet 24/7 om man er alene eller sammen med andre, og der er ikke rigtigt en off /snoose knap, selvom det af og til ville være ret lækkert, 3 timer efter man er gået i seng, drøner hjerne rundt, det kan så være gode tanker eller negative tanker, men sove vil den ikke.

Jeg ser meget, jeg hører meget, jeg tænker meget, jeg føler meget, som at leve på en karrusel uden at komme af igen. Jeg tager det hele ind og forsøger at absorbere, jeg bliver bedre, men det er en udfordring, og målet er at få mindre af det belastende negative og mere af det positive kreative.

At være eller ikke at være Autist

Jeg havde bedt min praktiserende læge om at henvise mig til distriktpsykiatrien i København, nu orkede jeg ikke mere depression og cirkeltænkning, noget måtte der ske, det kunne ikke være rigtigt at: "Sådan er det jo bare".

Jeg havde mistet troen på en fremtid der var til at holde ud og jeg var træt af og kæmpe, jeg havde også ændret adfærd det sidste år, jeg var blevet udadreagerende og jeg forstod ikke hvad der foregik, så nu søgte jeg hjælp, igen, igen.

Jeg var meget stresset den dag, hvor jeg skulle tale med psykiateren, ikke pga. samtalen, men andet i mit liv og derfor havde jeg ikke rigtigt fået undersøgt hvor jeg skulle hen, jeg troede det var i en bygning ved Strandboulevarden, men det var det gamle Øresundshospital mødet var. Det opdager jeg så på Strandboulevarden 10 min. før jeg skal være til mødet og det pis regner.
Og det er svært at løbe med en udslået paraply, men 10 stakåndede min. senere står jeg som en druknet rotte udenfor Øresundshospitalet hvor min hjemmevejleder venter på mig. Jeg havde taget hende med som støtte også fordi folk ofte tror jeg er mere velfungerende end jeg er, og så kan det være bedre at man har en med til at lytte med og komme med info fra "realiteternes verden".

Jeg blev ret hurtigt kaldt ind alene, og så blev jeg spurgt lidt ud, sjask våd og stresset efter løbeturen. Efter hvad der virker som en kort samtale, konkludere psykiateren på bagrund af mine gamle papirer og samtalen at jeg har Aspergers. Jeg sidder lidt lammet og mumler noget om: At det havde jeg jo undersøgt lidt, det og ADD for jeg vidste jo godt der var noget andet end depression og hvad jeg ellers havde fået af diagnoser de sidste 10 år.

Der var ikke noget info om hvad jeg så kunne gøre, hvem skulle kontaktes, hvad var udsigterne, han sagde jeg ikke skulle have medicin og det var så det, DPC kunne ikke gøre noget for en som mig.

Heldigvis var min Hjemmevejleder i bil, stadig klamvåd og nu også noget rystet, klavrede jeg ind i bilen, og brugte tiden til at reflektere sammen med hende og lægge lidt plan.

Jeg er glad for at jeg allerede vidste noget om Autisme/Aspergers på forhånd, men det føltes godt nok sært, normalt har jeg været meget ligeglad med de diagnoser jeg har fået påklistret, men denne gang var jeg faktisk overrasket og noget chokeret over hel situationen og 1000 spørgsmål jeg ikke lige kunne få svar på.

Jeg kender en der arbejder med voksne der er svært Autistiske så jeg spurgte ham ud om det og ringede til nære venner. Og så gik jeg på nettet for mere viden.

Men den nye diagnose var nærmest som en fysisk forandring, et før og efter, og som min hjerne arbejdede med at finde svar i fortiden, faldt det hele på plads, også det sidste års problemer og specielt de nye problemer med at være udadreagerende efter min flytning.

Jeg var ret tilfreds med at de gamle diagnoser blev annulleret, jeg kunne også se at den nye diagnose på en anden måde bedre kunne give mig den hjælp jeg havde manglet i meget lang tid. Men jeg måtte også indse at jeg havde forsøgt at være lidt for kæk i mange år, med både godt og skidt resultat. Jeg havde udfordret mig selv, noget var lykkedes og andet var gået helt galt uden jeg havde set sammenhæng og mønster, mig der ved så meget om recovery, hvordan havde jeg ikke set tingene klart? Sagen er vel at jeg bare kæmpede fra dag til dag, og jeg prøvede at opnå nogen ting der var vigtige for mit selvværd, samtidigt med det også var over min grænse for min ydeevne. Sådan et pest eller kolera valg: Vil du gøre ingen ting og betale prisen, eller vil du handle og betale prisen?

Men helt konkret har jeg nu været til møde med min sagsbehandler omkring hvad der skal ske nu: At jeg nok behøver mere hjælp i hjemmet lige pt. fordi jeg de sidste tre måneder har kunne minder praktisk arbejde, at jeg skal flyttes til handicap afdelingen fordi de har mere viden. Og der måske skal søges et kursus i at takle hverdagen med Autisme/Aspergers.
(Ja, nu hedder diagnosen jo Autisme spekter forstyrrelse og ikke Aspergers mere, men mon ikke Asbergers stadig bliver anvendt som betegnelse fremover?)

På en måde er jeg ved at finde mig som den jeg altid har været, men det føles som at komme fra asken i ilden, jeg håber på forandring til det bedre, eller det skal blive forandring til det bedre!