Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.

Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

Nogen gange skulle man tro Autister ikke blev voksne

Ofte bliver Autisme beskrevet og diskuteret som om det var en ren børnesygdom, det trylle trylle forsvinder med alderen, som om man vokser fra det, eller bare forsvinder i skyggerne.

Det skyldes måske at meget af faglitteraturen, specielt fra dengang da man opdagede diagnosen var om børn med Autisme, og det har åbenbart haft en effekt længe efter, i forhold til hvordan man ser og diskutere Autisme. 

Umiddelbart vil jeg mene at det er nok så vigtigt at spørge: Men hvad så med de voksne Autister, hvad er deres erfaringer, hvordan gik det så? 

Og er det ikke de erfaringer der skal bruges for at vide, om vi gør det godt nok i forholden til nutidens Autistiske børn? Også for at mane nogen skræk scenarier i jorden, at udbrede at mange med Autisme faktisk lever udmærkede liv, selvom opvæksten/berndommen måske ikke tydede på at det ville gå helt så godt.

Jeg tænker også at når forældre sidder i egne grupper på fx. Facebook og diskutere deres børn internt, hvor kommer der så budskabet ud om andre vinkler på det at have Autisme og et voksen liv med Autisme? Reelt vil det jo kun være de forældre der selv er Autister der kan konstatere hvordan de selv har det som voksne -og faktisk blev voksne, og hvordan det forløb har været gennem årene. På den anden side er det så erfaringen med at være Autist og have børn, hvad så med de Autisters erfaringer der ikke har børn, eller er vi her ude i at folk der ingen børn har ingen meninger/erfaringer kan have som kan bruges....for en barndom har vi da haft?

Jeg har så selv oplevet at der er blevet sat spørgsmålstegn ved min egen barndom, måske fordi jeg ikke fremstiller den rosenrød, men jeg synes absolut ikke jeg fremstiller den sort/hvid. Er det fordi forældre til Autistiske børn er så sensitive på det område de ikke kan rumme at nogen af os har oplevet omsorgssvigt, der også havde skadet "normale" børn?

Jeg vil så mene at er man Autist og omsorgsvigtet, men stadig på banen, er det så ikke en god historie der giver håb? Eller er det at der nævnes forkerte forhold i barndommen et for sprængfarligt emne? På den måde bliver værdifulde erfaringer omdannet til noget ukorrekt, steder hvor alle ønsker at fremstå som de altopofrende forældre der kæmper mod kommunen som den store bussemand. Jeg efterlyser udviklings historierne, selverkendelses historierne.

Men i de grupper jeg er i er det ikke så meget positive erfaringer der bliver delt, eller budskabet at der er et godt liv med Autisme, udover nogen postede opslag der kækt argumenter for at Autisme også er ok. Men så længe det ikke formuleres og vises langt mere personligt, virker det mere som postulater, midt i alt det anden om panik og tvivl. Er det sådan at være Autist og forældre til dem?

Der er sikkert mange der fungere ok med at have en Autisme, der ikke figurere offentligt eller i FB grupperne som rollemodeller for hvad Autisme også kan være. Hvorfor, fordi de var "mindre Autistiske", fordi de havde/har bedre muligheder, fordi de selv fandt på nogen løsninger? Fordi de ikke har lyst til at diskutere det halvoffentligt, fordi at de ikke synes at Autismen definere dem?

Jeg synes vi mangler flere selvoplevede historier, historier med reelle værktøjer. til børn, forældre, andre voksne med Autisme.
Det handler ikke om budskabet at det hele kører på skinner, men det handler om at der sættes ord på det voksne Autist liv, og der hvor det har været muligt at opnå noget mestring. At det folk kan ikke bare er fordi de er "mindre Autistiske", men de faktisk har tilkæmpet sig en større palet af muligheder, eller fået en anden støtte.

Måske det der sker er at mange har mest fokus på hvad de ikke kan, fordi det samfundet har et evigt fokus på og det er der selvstigmatiseringen ligger. Og man ikke selv ser hvor man faktisk har gjort noget godt og rigtigt, at man ikke er vandt til at tale/skrive om styrker, og man faktisk kan beskrive det svære og det stærke i samme åndedrag, hvilket giver en anden selvfortælling om hvem man er.

Jeg har mange gange oplevet at mennesker slet ikke kan se deres egne styrker, og det kræver at nogen siger, "hov jamen det var da godt gået!". Og når man desværre ofte med Autisme overhører ros, så ender det måske med at fokus let ender i det negative.

Måske fokus skal være, hvad gør Autister for sig selv og for andre, der faktisk fungere, ting man ikke ville have troet de ville kunne da de var børn, men der faktisk mestres nu.

Ressurse syn er andet end et kækt citat sat op med noget grafik. Og Autisme er ikke bare en børnesygdom - for fokuserer vi ikke på de voksne Autister og deres erfaringer, får de nye generationer ikke et bedre liv med Autisme, men bliver indfanget af den samme stigmatisering, udelukkelse, manglende tro på egne evner osv. Måske der også er historier der viser at selvom ikke alt går perfekt først i livet, kan der godt være en god fremtid. Men det kræver man også lytter til de svære historier, at de svære historier ikke bare er Autismen der taler, diagnosen, men faktisk bygger på hvordan det kan være i familien, skolen, samfundet, at det er reelt. At der ikke bare lægges et diagnose låg på hvor man siger det bare er en del af diagnosen.

Vi behøver ikke så ensidigt at kigge mod eksperterne og sige "Men hvad skal vi gøre?", der er en masse voksne Autister der har en erfaring med hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer, og ikke mindst hvordan man alligevel kan få tilværelsen til at hænge sammen.

Er jeg en der kan, eller er jeg en der ikke kan?

-"Jeg synes grundlæggende jeg er stærk",

- "Jeg bliver alt for hurtigt stresset, og opføre mig dumt".

-"Jeg synes jeg har gennemført det jeg synes var rigtigt vigtigt",

-"Jeg kan ikke klare de mest almindelige praktiske ting, og mit hjem er et kaos",

-"Jeg har meget viden, og jeg har mange interesser der glæder mig",

-"Jeg er enten deprimeret, eller på kanten af at være deprimeret",

-"Jeg har aldrig kunne få det liv jeg ønskede, med et job og stærke relationer",

-"Jeg synes jeg har opnået at blive et friere og mere socialt menneske ved at kæmpe for det".


Hvem er jeg så, en der kan, eller ikke kan magte livet, er jeg stærk eller svag? Og er jeg mere velfungerende end dem, der siger intet lykkes for dem? Eller er det bare fordi jeg har lært at holde fast i de ting jeg faktisk kan? Er det dybest set en kognitiv teknik.

Ofte glemmer andre at give en positiv feeed back og som Autist behøver man ret kraftig feed back, og ikke mindst den positive som, man ofte ikke får, fordi andre ikke er klar over der er meget man ikke ved/forstår/aflæser hvis det ikke bliver kommunikeret helt klart. Det er som sådan ikke fordi man nødvendigvis er en "usikker type", men fordi det ligger i Autismen, så ikke en karakter brist, men den måde man ofte opfatter på når man har Autisme. Måske man også tror andre ved hvad man mener, men det gør de jo ikke, selv ikke de neuro typiske, når vi ikke lige er til at tolke på.

Til hvilken side lander de daglige reflektioner?

Og hvis man ikke gennem livet er blevet klart validret og specielt ikke positivt valideret, ender man let med at mene man ikke kan ret meget som menneske. Det er meget muligt andre ikke ser en sådan, men hvordan skulle man lige vide det, hvis de ikke udtrykker det?

Der er så meget "man" tager for givet, som ikke er givet, og derfor ikke bliver valideret nok. Det er forvirrende når man har Autisme og prøver at pejle efter hvad der er vigtigt, rigtigt og forkert.

Jeg har efterhånden lært at prøve at validere mig selv positivt, ja det er ikke nemt og det er jo ikke fordi man som Autist hører til de mest positive typer når det gælder en selv, men jeg prøver da.
Og om ikke andet har jeg opnået, at det synes som of det er fifty fifty med det positive/negative, hvilket altid er noget, fremfor at alt er galt.

Hvordan vi taler om os selv, inde i vores eget hoved og og det vi siger om os selv til andre, tegner et billedet af hvad vi mener om os selv, det bliver en virkelighed, en dom, selvom det jo ikke er hele sandheden om hvem man er.
Når vi siger "Jeg er altid så dum til...", så er der ikke sådan at andre når at sige: "Det ved jeg nu ikke om du er", selvom det er det de tænker.

Jeg tror aldrig man som Asperger/Autisme kan få nok positiv validering fra omgivelserne. Vi kan lære at holde på de situationer/mennesker der får os til at føle os godt tilpas og ok. Og prøve at minimere det negative og de negative, og dem der ikke ser os.

*Empowerment og *self-effacy er noget, nogen får med sig fra barndommen, enten i vuggegave, eller af forældre eller andre i ens omgivelser, men andre får det ikke med sig, og må lære det senere, hvilket faktisk ikke er nemt, når man først har en fornemmelse af ikke at kunne påvirke sit liv ret meget, men livet bare kører med en.

Det er også lettere at se sin afmagt i øjnene, når man samtidigt også kan se sine egne styrker.
Og selvom man har styrker og evner, er det ikke bare lige en let opgave at gør noget ved "det der lige mangler", men styrkerne kan være med til at give en styrke og fastholde følelsen sig mere værdig som menneske og som et værn mod andres kritik.
At kende sin styrker og svagheder er en styrke i sig selv. Vi har alle nogen styrker, men vi kan ikke alle selv se dem. Som jeg sr det fungere self-efficacy kun hvis tanke/handling følges af en evaluering af ens handlinger der både ser på plus/minus, og er i stand til at se det der kan gøre ting bedre og nemmere i fremtiden, og at man også kan hva gjort noget rigtigt, selvom samlet set gik det ikke godt. Der er forskel på "jeg har delvis fejlet" og "jeg mislykkes med alt".

Nogen gange er det en stor styrke i sig selv at komme ud af sengen, komme i bad dagligt, få ringet til nogen.....det er at samle det hele sammen, alle de små styrker, for så kommer de større grundlæggende også frem. Og ja "det andet" er der også, men når styrkern står ved siden af vil det altid være en anden mere sammensat fortælling.

*Teorien om self-efficacy stammer fra social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som patientens selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemleddet mellem viden og handling.

* Empowerment teorien tager sit udgangspunkt i troen på menneskers muligheder for at tilkæmpe sig magt over deres eget liv samt en kritisk forståelse af samfundet og dets måde at forvalte sin magt på.  Også fx i relation til arbejde, familie og politisk indflydelse.

Hvilken virkelighed, er mere rigtig?

Som sendiagnosticeret har jeg været ret uvidende om at jeg ikke kunne se de nuancer som andre åbenbart kan se, at jeg kommunikerede anderledes, at mit indre liv var anderledes end normen. Jo, jeg havde opdagede jeg var anderledes da jeg kom i skole, pg det var ikke nogen rar oplevelse, indtil da havde jeg troet jeg at jeg var et kompetent menneske, så noget at et chok for mig.

Det er muligt at føle sig anderledes og forkert, og samtidigt føle at ens verden er verden.

Den Autistiske indre verden er/kan være mere ubegrænset, bedre end det levede liv, bedre end stoffer. Der kan være en fjern horisont, hvor det synes der ikke er en afgrænsning af tanken. I det mindste ikke af de tanker man har i sit eget unikke Autistiske univers.

Det er som om det "virkelige liv" ikke er helt stimulerende nok. Det aldrig bliver så stort som ens drømme. Det virkelige liv kan så også være så overstimulerende på så mange måder, uvedkommende måder der irritere og fjerner fokus.

På den anden side er det også sådan at virkeligheden kan løfte mig ud af mig selv, det kan være så stort som mine drømme eller større, og det burde ske meget oftere -i det ene nu, er jeg et med universet og andre.

I grunden har man en gave, men ofte uden at kunne give det videre. Hvis man da ikke opnår at blive en forsker, kunne skrive, være kunstner, skabe noget der er til at forholde sig til for andre.

Måske mange Autister ikke har behovet for at eksponere deres indre verden/interesser, men nogen har......Mit mål er fra nu af at folde den indre verden ud synligt, for at kunne holde ud at leve.

Verden har meget skønhed: I sig selv og menneskeskabt, men den har også meget kedsommelighed, begrænsninger. Og ikke mindst mennesker der lever i andre typer af osteklokker end den Autistiske. Men osteklokker uden det indre liv der kan være gemt i Autismen -Er det den Aspergerske arrogance der taler lige nu? At man som Autist ikke kan se det, der er i de mennesker og værdien af det?
Eller bare en tør konstatering af, at vi netop ikke har det samme styresystem som mennesker, og der faktisk er en reel konkret forståelseskløft. Men hvor den ene vinkel på verden og virkeligheden ses som mere rigtig og autoriseret, end den Autistiske.

Jeg må konstatere at nogen mennesker er mindre begejstrede, mindre optagede af ting i livet, men måske lykkeligere, fordi at med Autismen er "lykken" ikke ligefrem det fremherskende, men den findes i det der betyder noget for os. Dem/det vi holder af, og når vi kan leve i det mest muligt.

Samfundet stiller andre krav til hvad man skal kunne og det rigtige liv, en større diversitet end man som Autist kan præstere -men behøver man absolut diversitet hvis man går i højden og dybden?
Det gør man åbenbart fordi hverdagens praktikaliteteter, ses som uendeligt vigtige at kunne magte i omverdenens øjne.
-Men pis med praktikaliteterne! De virker så hæmmende for det væsentlige -det der er væsentligt for mig.
Desværre har det praktiske det med at kunne blive et stort problem, den evige forhindring og kilden til følelsen af utilstrækkelighed og afmagt, så ubegrænset min verden kan være på nogen punkter, så begrænsende og fastlåst kan den være på andre punkter.

Jeg drømmer om at kunne få skåret igennem og bruge det gode jeg kan øse af, og lægge så meget af det jeg ikke magter fra mig ved at minimere de ting der føre til nederlag og mismod i min tilværelse.

Der er altid 1000 gode undskyldninger for ikke at vove pelsen

Jeg kan huske at jeg meget gerne ville være med i projektgruppen "Arbejde på lige vilkår" i Fountain House. Men det var bare meget mere svært end jeg troede det vill være, faktisk endte jeg med at græde når jeg kom hjem fra møderne. Hvorfor? Ja, det var ikke fordi møderne fejlede noget, det var bare mig der endnu ikke magtede situationen, jeg havde ikke arbejdet på den måde tidligere. Efter noget tid græd jeg ikke mere og jeg fulgte projektet til dørs og det var et godt projekt og meget lærerigt både fagligt og personligt.

Jeg kan også huske at jeg jeg gik til tegning på Glyptoteket, og der opdagede jeg at nogen af de andre kunne lave tegninger på næsten to meter, og jeg kunne kun magte små tegninger i max A2. Jeg blev så uendeligt irriteret på mig selv, og ja, jeg gik hjem og græd. Og efter et par måneder tegnede jeg også store tegninger.

For et par år siden begyndte jeg at synge til noget open mike, men jeg kunne egentlig ikke synge, men jeg synes det var så sjovt, også når der var en live pianist.
Desværre en aften der ikke var mange andre sangere kom jeg til at synge lidt for meget og en skrev på FB at jeg var rædsom, og jeg blev helt elendig, for det vidst jeg jo godt. Og så ringede jeg til en om situationen og han synes heller ikke jeg var god og så græd jeg som aldrig før, jeg var så ramt, samtidigt med jeg erkendt nederlaget og min egen begrænsning. Men nu var der andre der mente det ikke var så galt enda med min sang og jeg havde noget talent.
Men det væsentlige var at jeg nu vidste at det her syngeri var drøn vigtigt for mig, at jeg ville det her og jeg nu bare måtte blive mere proff og i en fart. Og det gjorde jeg så.

Jeg har også prøvet at blive bedre til det sociale og følt jeg kom til kort, men konkluderet at det var så væsentligt at der ingen vej var udenom.

Det handler ikke om at være super god, eller noget særligt, det handler om at finde det man virkeligt vil, og finde styrke til at fortsætte, så sejren kan høstes, ikke sejren i at alting lykkes perfekt, men at man gør ting der føre mod at kunne mere og kunne det bedre. At det faktisk kunne lade sig gøre.

Og det giver mod på mere, mere der også kan også betyde man igen og igen bliver vred på sig selv, eller går hjem og græder, eller bliver meget træt, eller det hele på en gang, men det kan være vilkåret.

Der er altid nogen der vil sige man skal passe på sig selv, og måske bare lade være, hvis det nu er for svært. Men i sidste ende ender man med at kunne mindre og minder, hvis man for ofte lytter på dem.

Jeg har ofte tænkt, jeg kunne jo springe fra, droppe det, men hvordan vil mit syn på mig selv så være?. Man kan sige til sig selv: "Jeg kan jo altid holde op hvis det er", det føles trygt at kunne sige til sig selv, når hjernen kører på højtryk. Det er også godt nok at få at vide af andre, at der kan være en vej ud af problemet....men det betyder ikke at man faktisk vælger at hoppe fra i sidst ende.

Jeg har også haft nederlag når det kom til jobs, ja jeg har gennemført, men ikke med den susses jeg havde håbet på, og det kan tage tid at komme igang med nogen nye planer igen.

Men det er er grundkernen i at komme ud af det mentale sneglehus og ud i livet, at vove noget, at gå efter ens drømme. Men desværre er det ikke en smerte fri proces....på den anden side er det også er det fedeste når det faktisk lykkes.

Så hvad er det så man arbejder på, selvom man ikke selv nødvendigvis ved det man gør?:

"Self-efficacy" stammer fra en  social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som menneskers selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemledet mellem viden og handling.

"Empowerment" er evnen til at kunne få kontrol over og tage personligt ansvar for sit et liv og situation, Fx. i forhold til arbejde, familie og politisk indflydelse. Kan også oversættes også som: Magt i eget liv.

Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan omkring et Hoarder hjem?

4 del af 4 blogge om Hoarding.

Når jeg mener der kunne gøres ting anderledes og bedre for folk der Hoarder, så er det ikke bare noget med at kræve noget af kommunen, men i erkendelsen af at hoarding er en ret tung ting at leve med, og den bør kunne behandles bedre, og med noget af den viden der findes i udlandet.
Det nytter ikke bare at tømme en hoarders hjem, da årsagen foregår oppe i hovedet, i forskellige kombinationer af årsager. Bare det at kunne finde frem til hvilken type hoarder man har med at gøre, kan betyde noget for processen og en realistisk plan.

Som Hoarder føler man at folk bliver skuffede og ikke ved hvad kriteriet er for en susses, på grund af at det ikke står klart hvor svært det kan være at løse opgaven. Men når man ved det, tror jeg også det kan gøres bedre og mere effektivt. Det er lidt som om at hver gang man står med en Hoarder så skal den dybe tallerken genopfindes, og det er ikke effektivt eller betryggende hverken for den der skal hjælpe, eller den der hjælpes.

I nogen lande ses Hoading som en psykiatrisk lidelse, det kan betyde man kan få hjælp.
Det er jo ikke fordi psykiatrien i Danmark ikke møder folk der hoarder, men hoardingen sen ikke som det primære, eller det udløser et specielt fokus på problemet, det er bare en psykisk syg der ikke kan magte sit hjem.

Som jeg ser det er det at blive af med værdifulde ting tidskrævende, og skulle man på marked kræver det en bil og det kræver man ikke er alene om det, som Autist er det at være på et marked i lang tid noget af en udfordring.

Jeg har afsat større partier til handlende. Jeg har solgt på den blå avis, i salgsgrupper på Facebook. Men det er lidt som at have et job, og jeg er jo førtidspensionist der i grunden ikke klare ret mange timer. Det betyder jo at det tære på mine kræfter, hvilket betyder jeg får stress eller tager lange pauer hvor jeg ikke kan komme igang igen. På den måde bider det sig selv i halen.
Men hvad så med hjemmevejleder og hjemmehjælp gør det er forskel? ja det gør det, men omkring noget af arbejdsopgaverne med at blive af med ting så er det ikke noget de kan gå ind i. På den måde kan man ikke få støtte som en helhedsplan, der går fra start til slut. Og det er ikke hjemmehjælp eller hjemmevejlders skyld, men at der ikke ligger en drejebog for takling af Hoarding fra A til Z, udover der hvor man bare vælger løsningen at tømme folks hjem for skidt og lort.

Hvad er der ellers man kan gøre? Faktisk kan Hoardere hjælpe/støtte andre Hoardere, de ved hvad der foregår og andres ting er jo deres egen ting og derfor meget mere overskuelige. Jeg kan altid bedre s hvordan man kan ordnr og ryde op hos andre, men ikke ho mig selv. Der er også lande hvor frivillige støtter Hoardere. Der er lande der har flere eksperter i at hjælpe Hoardere praktisk og psykologisk.
Det kræver selvfølgelig der er fokus på at hoarding også findes i danmark, og man skaffer viden og solid erfaring.

Men så længe der ikke rigtig er et solidt oversat materiale om emnet, sker det nok ikke noget forløbigt.

Det er godt at vide hvad folks baggrund er for at Hoarde, hvilke udfordringer de her og hvad deres ressourcer er.
Grundlæggende handler det om at afdække det udløsende tab, eller/og de kognitive udfordringer, om at få så meget ud af huset som muligt og få skabt en brugbar struktur der kan holdes.

Hvad består Hoardingen af, skrald, aviser, dyr shopping, samleri, hobby ting? Er tingene ødelagt inficerede? Har ting en sådan værdi at de bør sælges? Skal der kontaktes hentning af ting til genbrug?
Netop det her er noget af det svære, skal man bare forvente folk skal afgive ejendele af større værdi uden kompensation, fordi de har sat sig i en Hoarder situation?

Nogen vil nok sige det er alt for besværligt og kan ikke blive andres opgave. Man kan også tænke i hvordan det kunne gøres realistisk? Og hvorfor?
Fordi det her i forvejen er mennesker der føler de er udsatte, det er den udsathed der er ofte er udløsende og fastholdende faktor. Så hvad skal der sættes i stedet for? Hvis formålet er at hoarderen mentalt bliver bevidst om hvad der foregår psykisk og får bedre styr på impulsen til at skaffe/gemme ting, så skal der jo være en oplevelse af susses og empowerment, men også en form for forløsning og erkendelse af hvordan var det der her skete i første omgang?

Som sagt umiddelbart kan et ryddeligt hjem føles som om det beskyttende sneglehus er blevet taget fra en, uden der er noget andet til at give en tryghed. Det kan godt være man nu udadtil virker normaliseret og alt nu er godt. På en måde svare det til problematikken når man skaffer en bolig til en hjemløs, at det nye hjem der burde vær rart og trygt slet ikke er det for den hjemløse. Fordi det handler om et sted at bo, men det handler også om mennesker, om hvad vi mistede på vejen gennem livet og hvordan vi kan genfinde der netop gør os trygge...desværre glemt vi det på vejen, og må nu finde hjem med lidt hjælp fra andre.

(Jeg har skrevet om Hoarding tidliger på min blog, og min egen lange kamp med mit hjem)

Mine egne erfaringer med Hoarding

3 del af 4 blogge om Hoarding

Processen med at "af-hoarde" mit eget hjem, har været en meget lang omgang, og jeg må bare konstatere det går for langsomt. Den langtsomme process trækker stressen ud, og giver for meget tvivl om det nogen sinde vil lykkes at komme i bund med hjemmet.

Problemet er bare at udover jeg har meget svært ved det praktiske, så er det også det psykologiske, når jeg til at skulle skille mig af med noget jeg selv finder meget vigtigt, vil jeg reagere. Og det at bruge meget tid på salgsannoncer og have folk rendende er også en absolut stressfaktor.

Min evne til at strukturere et hjem er ikke ret god, da det stod værst til, kunne hvad som helt være hvor som helst, køkken ting i badeværelset, badeværelses ting i køkkenet osv. Et tæppe af snavsetøj på entre gulvet, ingen fri gulvplads nogen steder, så jeg måtte gå rundt som en Kat. Alt i alt nåede jeg at blive en fuldt udviklet Hoarder, med et ubrugeligt køkken, og et badeværelse der lige akkurat kunne anvendes.

Det er jo meget yndigt at nogen venner siger det var bedre hvis det hele brændte, for det løser jo ikke det at man er hoarder, jeg ville jo bare begynde forfra og nu med endnu et stort tab i hukommelsen.
For det at fylde hjemmet med ting, kræver ikke penge, vil man fylde sit hjem med ting og sager, er der altid muligheder.

På et tidspunkt prøvede jeg og se om der var hjælp i forhold til shopaholicks, men måtte konstatere at det åbenbart er så almindeligt i Danmark at det bare er noget man prøver at ignorere "For kvinder shopper jo"..... Det er jo tanke vækkende jeg synes den er hel gal, når samfundet åbenbart ikke forholder sig.
Alt i alt er købemani og Hoarding bare ikke en god kombination, pengene går til det forkerte, og ens hjem bliver ikke rart.

Noget andet og lidt skræmmende er at man helst ikke skal nå for langt i sin hoarding, for så er det nærmest umuligt at kunne leve normalt igen. Der er stadier af hoarding der er afgørende for fremtidsudsigterne. Jeg var der hvor jeg var på grænsen, og jeg er rykket i den rigtig retning, men jeg er stadigt langt fra.

Har jeg det mentale overskud kan jeg erkende jeg behøver ikke alle de ting, har jeg ikke det overskud behøver jeg det hele, eller kan slet ikke finde ud af hvordan jeg praktisk skal komme igennem sorteringen.

Jeg har været motiveret og positivt indstillet, mere end det er normalt for en hoarder. Jeg har hele tiden erkendt det er forkert at leve sådan, jeg siger ikke pyt, og jeg prøver ikke at gøre problemet mindre end det er, hvilket er ret almindeligt hos mange Hoardere.
Alligevel synes jeg det er svært, og nu kender jeg resultaterne af de forskellige løsnings metoder hvilket lidt tager håbet fra mig, men måske de rigtige metoder slet ikke har været i brug.

Det rigtigt kedelige er at jeg har været mere naiv tidligere og på den måde nemmere at arbejde med, nu hvor jeg kender konsekvenserne, er jeg noget mere tvivlende og kørt træt. Jeg gik jo ned med stress i 2015...eller nok allerede i 2014, bare uden at erkende det, for tingen skulle jo løses. Med den erfaring må jeg konstatere at vilje ikke er nok, vil en system ikke i længden så siger det stop. Det endt så med en Autisme diagnose som følge.

Måske jeg endnu en gang er ret utålmodig og selvkritisk, trods alt er jeg næsten lige blevet af med en depression, og jeg har haft stress, så hvis stressen kommer på plads, vil jeg måske få flere kræfter i løbet af 2016. At jeg så føler det her burde have været løst for to år siden, er så noget helt andet.

Jeg selv aktivt søgt hjælp i forhold til min hoarding, desværre endt det i nogen misforståelser, jeg fik hjælp, men jeg var endnu ikke fuldt udviklet som hoarder, det vil sige at man ikke synes det var så galt enda, men det var det så to år efter.... For så skete der ting i mit liv hvor det gik helt galt, men det var det svært at råbe nogen op.

Det var først da ejendomsinspektøren skulle se på noget i badeværelset, jeg mener det var en revne i terrassoen der skulle ses på. Han spurgt om han skulle ringe til kommunen omkring situationen i min lejlighed og jeg sagde bare ja tak, jeg har prøvet så det må du godt. Og så fik jeg hjemmevejleder.

Faktisk kom den gamle lejlighed pænt i orden, det jeg bare overså da jeg flyttede var det jeg havde i kælderen og på loftet, og ja, jeg mistede meget under en kælder ovesvømmelse så hvordan kunne jeg stadig have så mget. Jeg skildte mig af med meget inden flytningen som man nu kan nå på en måned, jeg har skildt mig af med meget i den nye lejlighd, men jeg har stadigt et stort problem. Så selvom jeg er en motiveret af-hoarder så er det ikke en nem eller hurtig proces.

Hvad har fungeret for mig? Det at få hjælp til at skabe struktur, at ting har et sted at være.

Men arbejdet fortsætter, og der er opstået kaos i mit soveværelse, så det er opgaven, og så bliver det at se på hvad der er i de flyttekasser.

Link til den 4 af 4 blogs om Hoarding: Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan?