Der er en del med Autisme/Asbergers der er hoardere. Jeg er selv en hoarder men jeg har flere grunde til at jeg er endt med det.
Ofte begynder folk at hoarde efter et personligt tab, skilsmisse, dødsfald, de var nok lidt typen der havde det med at gemme/samle men efter den traumatiske episode går det over gevind og i løbet af noget tid er det ikke længere muligt at selv at rydde op og smide ud.
Nogen med hoarding har en baggrund med Autisme/Asbergers/ADHD, hvilket ikke betyder at man kan have startet i det små, og så efter noget traumatisk at gå over gevind med at fylde op i hjemmet.
Med hoarding er det angstskabende at skulle af med de ting man har udover at hoarding er en angstlidelse (OCD) i sig selv, man kunne få brug for dem senere, der er minder, eller tingene er for specielle for en til at man vil af med dem. "Du behøver ikke alle de ting", "hvorfor mider du ikke bare det hele ud?" Som hoarder bliver man bange og vred når folk siger den slags.
"Joooo, det kan da godt være jeg skal af med noget af det.....".
Mine egne erfaringer med at være hoarder er at tingene nærmest kan fungere som en bufferzone mellem mig og verden, måske det at ingen må komme ind og se det, og alte de gode ting mest ligner skrald når det roder fremfor personlige skatte.
Når tingene har kommet i orden og der ikke var ting og rod, har jeg følt mig eksponeret, som en Eremitkrebs uden sit hus. Ja, faktisk lidt angst.
Hoardere er mange slags mennesker, fra dem der klare job og udadtil virker nydelige og som om de kan klare sig, til mennesker der har store sociale og psykiske problemer. Men deres hjem kan ligne hinanden til forveksling uanset hvordan de virker udadtil udenfor hjemmet.
Ideelt skal hoarding helst reageres på tidligt i forløbet, desto længere folk når ud i processen med at gøre et hjem ubeboeligt, desto dårligere er udsigten for at de i fremtiden kan magte et hjem, uden meget hjælp udefra.
Men man kan jo lide sine ting og man gider jo ikke at høre på andres formaninger og skyld med skyld på, og det er først når der er problemer med at kunne lave mad, bruge badeværelset, at sengen er forsvundet i ting, man måske selv aner at det her går bare ikke. Men selv da er erkendelsen svær. Ikke på grund af manglende intelligens, men fordi der er så mange lag i den proces at få et hjem i den tilstand at det ikke er lige sådan at kunne erkende og forstå hvad der er sket i ens hjem. Og så er der jo skylden og skammen...afmagt.
Som hoarder vænner man sig til det er besværligt, at hjemmet ikke fungere som et hjem mere. Ja, man kan blive ked af det og stresset, men det er jo ens hverdag.
Er man som hoarder ydermere udstyret med ADHD/ADD eller Autisme spektrum er selve det at rydde op og sortere en udfordring, hvis man er ramt på koncentrationen omkring praktiske gøremål og processen er angstfremkaldende og man føler sig afmægtig, både med hensyn til det praktiske og det psykologiske i forbindelse med oprydning, udsmidning. Men bliver hurtigt træt, forvirret, hvis man ikke ligefrem bryder sammen, eller bliver stik tosset.
Og det at andre ser på ens hjem og har ideer til hvordan det burde være er hæsligt og ydmygende.
Og det er hæsligt og ydmygende, at nå til en grad af hoarding, hvor det ikke længere ligner bare et meget rodet hjem. Men køkken og badeværelse ikke længere fungere rent praktisk.
Jo, jeg har været der, og det er meget besværligt at leve sådan, men jeg anede ikke hvor jeg skulle starte, jeg tog noget op fra gulvet, og endte med at lægge det tilbage på samme sted, lige midt i døråbningen.
En af "tilbagefalds bunkerne"
Som hoarder har jeg både det "medfødte samlergen", jeg har det manglende koncentration om helt almindelige praktiske opgaver og jeg har oplevet personligt tab, der gjorde at rod og samleriet gik over gevind efterfølgende.
Det tager jo nogen år at få fyldt op og rodet til, men det kan nu gå hurtigt nok, og en dag så er det der, faktisk så jeg det komme. Og så gik der lidt tid og så var det blevet hoarding, men det krævede jo også at jeg havde fået det værre personligt, depression, mere tab, mere hoarding.
Man for et par år siden, skulle der være noget generel tilsyn af badeværelser der hvor jeg boede, det betød at ejendomsinspektøren var forbi, jeg havde brugt meget tid på at panisk "frisere" lejligheden, alligevel spurgte han: "Skal jeg ringe til kommunen?", Jeg sagde: "Det må du meget gerne for jeg havde forsøgt at få hjælp længe". At han kontaktede betød at jeg hurtigt fik hjemmevejleder.
......Og så har det handlet om at blive af med, skabe struktur og sælge sager siden.
Desværre et det man tilbyder er langsom tandudtrækning, at fikse et hoarder hjem over flere år er en laaaaaang proces. Optimalt skulle det gøres mere samlet, og med psykolog hjælp og hjælp til at blive af med ting der skal sælges. Selv har jeg bestilt bøger på biblioteket om hoarding, selv måtte klare det psykologiske, finde metoder til at sælge ting fordi jeg ikke også ville tage det økonomiske tab for de ting der faktisk havde værdi. Det ville jo være herligt hvis man bare kunne rydde bulen, men mit hjem bestod jo ikke af samlinger af gamle aviser, men arveting, og ting jeg havde samlet gennem livet og tøj. Man kan se på det helt koldt, men sådan er livet ikke. Og jeg havde allerede miste meget i en kælderoversvømmelse, desværre også de helt forkerte ting. Så igen en balance i forhold til ikke at påfører mere fornemmelse af tab oven i de gamle tab. Det må være afklarede valg, mit valg og ikke et overgreb.
Man kan moralisere ovefor hoardere, og det gør man, det er svært at forstå udefra. At ændre hoarder adfærd og indøve andre strategier er meget svært og det kræver man selv virkeligt vil, og det er der faktisk mange hoarding der ikke er/bliver. Og det er et projekt for livet.
Hoarding handler om flere ting, der skal flere elementer til for at noget bliver så meget kaos. Elementer der kan variere fra person til person, men giver samme resultat. Det betyder også noget for hvordan man løser oprydningen. Dybest set var min motivation og erkendelse større end så mange andre hoarders , til gengæld var mine praktiske evner små.
Jeg kommer til at skrive mere om det her emne og mine erfaringer og hvordan jeg arbejder videre på mit hjem. Lige nu prøver jeg at vurdere hvor mange procent jeg har tilbage af rod og sager jeg vil tro 30 procent hvoraf det meste er nogenlunde ok sorteret i kasser.
En bog jet var specielt glad for, da jeg satte mig ind i emnet var den her: "The Secret Lives of Hoarders: True Stories of Tackling Extreme Clutter" af Matt Paxton. Grunden til det er en kombination af at han tilfældigt snublede ind i den opgave at hjælpe folk der hoardede og fandt det så spændende et job at han fortsatte. Også at bogen er skrevet på en måde så man som horder ikke føler at man bliver talt ned til, eller der bliver brugt fagsprog på en måde der gør en til en diagnose og en "sag". Han skriver om forskellige mennesker med den type hjem han har mødt hvor der skrives om "det hele menneske" der også har evner og værdighed og metoderne og resultaterne af (sam)arbejdet. Så en god bog både for dem der selv har problemet/pårørende/fagpersoner.
