Jeg havde et håb for julen 2025.

Efter julen 2024 svor jeg at det blev nød til at blive anderledes, jeg kunne og ville ikke mere leve på den måde. Jeg synes bunden var nået og det ikke var et værdigt liv. 

Umiddelbart er mit hjem ikk anderledes et år efter. Og jeg kan sige at jeg var naiv, at jeg troede at 12 måneder måtte kunne gøre en forskel. Jamen, det måtte det da?

Mit hjem må da være til at kunne leve i, og sådan ok inden næste december, det er da realistisk! Det er da realistisk?...

Joooo, det burde det vel have været, men sådan fungere systemet ikke. Der kunne ikke laves en plan der kunne uføres, og udføres med det overskud og de kræfter jeg har til det. 

Jeg kan ikke udføre det praktiske. Og når jeg prøver fungere det nærmest på en selvdestruktiv måde, fordi jeg ikke kan, og samtidig er vred på mig selv og vred fordi der ikke har været en hjælp der svarede til det der havde været brug for. Så jeg var Prügelknabe, fordi ingen ville anerkende hvordan det stod til. 

Jeg har været forfærdelig mod mig selv. Det har været svære dage. Jeg har håbet på løsninger, jeg har søgt løsninger. 

Er jeg blevet klogere? 

Absolut, jeg gør altid alt hvad jeg kan, når jeg ikk kan er det fordi jeg ikke kan. Og når jeg går over stregen for hvad jeg magter, betaler jeg. Med at kunne endnu mindre og hade mig selv endnu mere.

Det er en dårlig deal, det er en lorte deal. Og det er ikke mig der har fundet på den. Det er den der er, det er den virkelighed vi har lige nu. 

Jeg har slidt mig selv helt gennemsigtig, så jeg ikke selv længere ved hvem jeg er. Har jeg tvivlet på mig selv tidligere, så tvivler jeg endnu mere. Jeg ved at jeg intet betyder nu. På en måde er det at vaske tavlen ren. Så er der i det mindste noget der bliver vasket rent. 

Det kan føles som en straf for noget, uafgrænset straf, en uofficiel straf. Men hvad er det jeg har gjort?

Jeg kan ikke klare mig selv på nogen basale områder. Det er sådan det er. 

Det kunne have været anderledes, det kan være anderledes. Det kunne blive anderledes.

Men det er faktisk ikke op til mig. Jeg har gjort rigeligt, og jeg kæmper stadig. Det burde ikke være nødvendigt, ikke så meget. Når man står alene med sin desperation, der det som om den aldrig kan lægges til side. Alle vågne timer er en bevidsthed om det der ikke kan gennemføres. Sikkert også nætterne. Jeg vågner og kan mærke at mine hænder skal folde sig ud. Et såret dyr. 

Hvad så med 2026? Jeg kan mærke jeg er på vej ud, jeg har set ting, jeg har forstået ting. Jeg er blevet konfronteret med min egen usynlighed. 

Samtidigt er jeg også begyndt at gå til koncerter, kommer mere ud, være mere kreativ, opøve ting. Men kontrasten giver ingen mening, men det er nok der sandheden ligger. 

Jeg har altid gået hele vejen og lidt til, andre kan tro det har gjort det, men jeg ved nu, at det er der bedraget ligger i samfundet, i andre. Den sandhed vil ikke gøre mig mere lykkelig, men den giver mit eget liv den vægt, der svare til hvad det har kostet mig som menneske. Det udvinder guldet fra slaggerne. Jeg har gjort arbejdet. Det er det jeg gør. 

2026?

Der er dog sket noget i året, og her sidst på året. Men det sætter alt det andet i relief. At opleve det kunne være anderledes. At når man er mindre presset, bliver der plads til noget andet. Der bliver mere ro og mindre selvhad og vrede. Og det er meget svært at gøre noget praktisk når det er ens head space. Jeg ved godt at vi lever i en tid hvor vi siger vi kan bestemme vores eget headspace. Det kan vi til en vis grad, men ikke under alle forhold og nogen man stadig lever under. De kræfter der stigmatisere og undertrykker er ikke fiktive, ja de kan være svære at konkretiserer, men de er der. At arbejde på at det man oplever bare kan skiftes ud, og drejes, og nu lykkes det der ikke kunne lykkes før. Det hele er op til dig. Nu er du placeret rigtigt i verden, det var ikke den, men dig. 

Det er en samfunds løgn vi lever på. Det er også en samfundsløgn der kan ødelægge os og lægge os i graven før tid. "Det er bare dig". 

Vi bliver nød til at være klar over at vi er alene med hinanden og staten kan ikke fikse mange af de ting der sker. Men den er også stærkt medvirkende til at det sker. Vi har overladt det til "nogen", i håb om at de ville gøre et eller andet. Og samle op på det værste, så vi var et moderne samfund. At vi fulgte med udviklingen. Og vi har lappet og anvendt det politisk uden ansvar. Uden overblik. Og skabt kasser, som efterhånden ikke passer til nogen. Fordi vi ikke passer i kassen, betyder det jo ikke vi ikke er der. Eller at vi er for få, til at kunne kræve noget for os. Og er det et argument der egentligt holder? Et super rigidt system, der faktisk er blevet værre. Ingen vil tage ansvar for at bøje noget til den positive side. For "borgeren", for "brugeren", for det enkelte menneske i nød. 

God jul. 

Vi mistede os selv gennem livet. Og af mange reelle grunde.

Man kan dag for dag miste sig selv, den man var, det man kunne, sin gamle identitet.

Man har gemmen mange år tilpasset sig omgivelserne, hjemmet, forventninger, skole, arbejde, men det var ikke let, noget der var anderledes.

Man har prøvet at gøre sig nyttig, relevant, ok. Eller en der brød reglerne og ikke så til siderne. Det synes at virke i mange år. At holde fast, eller slippe alt inden det bliver for farligt.

Men med tiden kan det ikke opretholdes. Enten fordi Autisme og ADHD kan forandre sig over tid, med alderen, skader opstår, stress, man har fanget sig selv i en fælde. Og nu kan man selv ane omridset af den.

Det efterlader en tomhed, at der lå nogen præmisser og usandheder i fortiden, lige fra start. Det er en skræmmende erkendelse midt eller sent i livet, intet var som man troede. Og man har bare ageret, ikke levet. Og man har mindre kræfter til at opretholde rollen, man snubler i det nu.

Giver noget længere mening? I en endnu mere skræmmende version svinder evnerne ind, og så meget at man bliver levende begravet i det, magtesløs, og at få overblik over hvorfor, og hvad der skal gøres er for overvældende, eller ikke kognitivt muligt fordi ens overskud ikke giver plads til andet end daglig overlevelse, man kan ikke se det ovenfra, man er bare i det.

Og man kan mindre dag for dag, og kommer til at glemme hvem man var. Af og til kommer man på det, og det gør ondt, hvor blev jeg af, hvad skete der, vil det her vare for resten af mit liv. Hvorfor gjorde jeg det her, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Nu oplever man at andre ikke er til meget hjælp og støtte, de kan faktisk ikke se en, de kommer med gode råd, men råd der er uanvendelig for hvor man er. Kombinationen af Autisme og/eller ADHD gør, at det andre tror og tænker ikke, er relevant for de kan ikke  forstå hvad det er der foregår. Og læger og psykiatere ofte heller ikke.

Den ellers tidligere velfungerendes, problematikker er stadig ubelyst specielt i Danmark. Og kompleksiteten  af Trauma, stress og ændringer i homoner med alderen.

Det er ikke her der er overskud til tigerspring ud i noget andet, der måske engang var muligt. Og tiden går. Og man bliver en skygge af sit gamle jeg. Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Kan den livssituation ændres?

Jeg tror det, men man kan ikke gøre det helt alene, og man kan kun gøre det via andre der er villige til at lytte, mennesker der har viden, mennesker der ikke dømmer efter neurotypiske normer.

Måske de skulle mindre til end man tror, men nogen gange kan det lidt, virke som rigtigt meget. Både i forhold at hvor skulle det komme fra? Men også rigtigt stort hvis man faktisk fik den hjælp ind i livet og verden igen.

Hoarding og manglende eksekutive funktioner.

At Hoarde er en ting, at man samler og anskaffer ting man har svært ved at skille sig af med. At ting ophober sig, og ophober sig gennem tid. 

Det mistede overblik kan føre til at det ikke alene er ting, men at en boligs funktioner, ikke fungere længere, som køkken og bad. Og at affald ender på gulvet og afløb ikke fungerer. 

Det er et forløb over tid, det starter et sted, og hvordan det så udvikler sig og hvor hurtigt er op til det liv man har, eller ikke har. Men alvorlig Hoarding tager sin tid og folk er oppe i en vis alder ofte. 

Nogen Hoardere skaber systemer i hjemmet til tingene, kommer i kasser, sætter i reoler, skaber nye systemer, og gangene bliver smallere og smallere. Møbler og senge bliver fyldt op med sager. Andre er mere kaotiske. 

Man kan sige at det at kunne skabe lidt systemer betyder de er eksekutive funktioner tilstæde. Men nogen af os mangler dem i meget højere grad. Med ADHD kan bare signalet fra tanke til bevægelse tænde og slukke på vejen til handling. Og kortids hukommelsen være så væk at hvis man vender hovedet vær fra det man gør, er det man var i gang med væk. Eller noget skal hentes i et andet rum, en pose eller kasse. Og så er den handling brudt fordi man fik øje på noget andet.

Jo mere der er jo mere er der til at bryde tankemønstret, konsentrationen. Eller jo mere der er hvor det ikke burde være. Og alende det at skulle bevæge sig rund mellem noget, eller gå over bunker af tøj, og skræve over ting er med til at hjerne slår fra. 

Der er mange negative tanker, og da Autist/ADHD hjernen arbejder uafbrudt, uden stop, og enda i flere spor samtidigt, vil der være støj på linjen. Og typisk for en del er oprydning ikke lige en favoritting, fordi det er er forbundet med et ubehag, at hjernen slår fra og års brokken fra andre omkring ens rod og manglende evner til det. Det betyder at det bliver at skulle ind på en kampplads af minder, negative tanker, sammen med at man fumler rundt. Det er en kamp man ikke kan vinde. Eller ikke kan vinde uden der sker noget andet. 

Man har ofte prøvet meget selv, man har også haft små sejre, og håb, men falder tilbage i gamle mønstre. Af gode grunde, der er bare ikke nok til opgaven, det der mangler, mangler. Desværre kan vi glemme at ja det mangler, men vi ofte kan meget andet. Men når noget så grundlæggende mangler som at kunne holde et hjem, så kan alt det man faktisk kan ikke bruges. At man kan noget bruges af andre mod en, "hvis du kan det, kan du også det andet". Men sådan er det ikke.

Det neurodivergente menneske kan ikke handle, bytte evner, efter hvad samfundet nu og her værdisætter. Og i en kultur hvor vi lever i mindre og mindre enheder og ofte solo, kan vi ikke bytte opgaver, eller hjælpes om dem.  Det er nok også med til at neurodivergente kan leve i frit fald. 

Det kan godt være vi ikke er sociale på samme måde, men ofte vil vi gerne hjælpe andre. I en anden tid og kultur kunne det ballancere et liv med Autisme og/eller ADHD. 

Som soloister, hvor man skal kunne lidt af hvert, er vores situation mere skrøbelig. Evolutionen hvor vi kunne tilbyde noget til samfundet, har lige nu og her i det moderne samfund, sat os i en ringere position. 

Giv mig et liv hvor jeg kunne gøre det jeg er god til og der ville ske spændende ting (for jer), med et liv hvor jeg hænger på det jeg ikke kan eller er meget dårlig til, dør alle de evner, og intet kan rigtigt blive til noget.

Ikke at jeg ikke arbejder på det alligevel. 

Horarding er en ting, og eksekutive funktioner noget andet. Men det er også en kendt kombination, og Hoarding kan glide over i noget hvor eksekutive funktioner, mindskes, grænser overskrides langsomt, ting må være som det er, man bliver apatisk. 

Der har være uger og måneder jeg bare har været stivnet, mange tanker i hovedet, men ingen evner til handling, for meget kaos, for lidt kræfter, intet overblik. Det er helvede. Det er døden før døden, det er en hjerne med fuld bevidsthed, der er fanget.

Den sociale natside skjuler sig i den type hjem i Danmark, skjult bag lukkede døre, skjult af skam og social isolation. Det er ikke mennesker der råber om hjælp, de er bange for at blive dømt, der er bange for hvad der vil ske. 

 

Forstenede morgener og realiteter

 Jeg er helt stivnet når jeg vågner, og skal folde hænderne ud, formoder jeg sover med knyttede hænder. Jeg sætter mobilen til at vække, og så trykker jeg snooze, for jeg kan ikke komme op. Det gør jeg så i to timer inden jeg kan komme op. Men det er ikke en behagelig snooze, kroppen gør ondt, og jeg prøver at motivere mig selv, men jeg ved også hvad jeg skal op til. 

Når jeg så er kommet op, tager det to timer med en kaffe, godt nok ordner jeg forskelligt admin på nettet i grupperne, tjekker ting ud. Men det er der jeg sidder. 

Jeg får det bedre hen ad dagen og måske ikke et under jeg trækker dagene i den anden ende. Begyndelsen af dagen er alt det der er overvældende og ikke gjort. 

Jeg gør lidt hver dag, det bliver bare aldrig nok, og meget forskelligt hist og pist. 

Efter at jeg gravede i mine mønstre og Hoardingen, er jeg nået frem til at jeg godt kan forstå jeg gør som jeg gør. At det giver meget god mening. Og i forhold til hvordan jeg fungere, ret logisk. Det er det mulige. Det er overlevelse, i håbet om at noget kunne ændre sig, endnu en dag. 

Overlevelsesstrategier er ofte ikke de bedste løsninger, men de mulige løsninger. 

Når man altid er i overlevelsesmode er man fastlåst. Der er færre andre løsninger, mindre overblik, man er i det.

I weekenden samlede jeg ting i poser, og fik det ned i den kælder jeg låner. Så jeg ikke skal henover de poser der er sorterede. Jeg opdagede jeg stadig havde nøglen til trækvognen, så jeg kunne læsse på. 

Det var et stærkt move på den ene og den anden måde. 

Men for pokker det her er ikke et liv. 

For pokker hvor ville jeg gerne kunne redde mig selv uden andres hjælp. Det står så klart hvor adskilt jeg er fra andre, at det er et grundvilkår. Jeg får ikke et breake, ikke en chance, der er for mange der står foran. 

Kunne jeg få en plan og klar kommunikation?

 Det hele sejler, mit hjem, og hvad der skal ske. Så meget at jeg opsøgte Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse i denne uge. Og hvad så nu?

Jeg har stadig ikke fået bestilt min medicin, og jeg aner ikke hvad der sker med noget. Hvad med hjemmevejledningen, og det skulle ske der med at sætte mere ind? 

Det er altid for sent når man opdager at ting er gået et skridt for langt. 

Men med kommunevalg kan man læse om alt det der ikke fungerer på handicap området, sygehuse, ældre, skolevægrende børn, om man skal diagnostisere eller ikke. Garnet strammes alle steder. 

Hvad tror vi der sker, når der ikke sker noget? At det nok skal gå. At ting kan vente, og vente. At mennesker kan vente, og vente? 

Jeg har siddet i det venteværelse i 7 år. Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse kunne jeg også konstatere at min diagnose er mangelfuld, den er jo lavet som et arbejdsværktøj for de profesionelle, men det er den jo ikke når det mest væsentlige ikke lige står på side 1. 

Kom der noget ud af den visit, jeg aner det ikke. Og med Autisme/ADHD er det meget svært at navigerer i. 

Jeg burde have et sted hvor det hele stod, og hvad aftalerne var, og hvordan folk kan kontaktes og ikke mindst hvordan jeg kan kontaktes. Det er en af de måder systemet ikke fungere for neurodiverse. 

Nu truer weekenden, og det er som det er. 

Alle de ved noget om ADHD ved at vi først gør noget når det er lige op over, vores system reagere kun på panik, eller det første vi ser i nuet. 

Men den panik kan også give angst, den kan blive til hvad som helst. Jeg har lyst til at skrige når jeg vågner, men det kan man jo ikke i en lejlighed. Jeg kan godt forstå jeg har svært ved at gøre "det rigtige".  At jeg er overvældet og udbrændt. At jeg bruger kendte løsninger der gør jeg kommer gennem dagen, men ikke giver mig et liv, og ikke et værdigt liv og en fremtid. 

Hvad gør man når man ikke kan mere? Jeg er skyggen af et menneske der har ventet, i det venteværelse der en pinefuld skærsild og reelt uden sikkerhed for at pinen vil sætte en fri til sidst. 

Vi er at samfund der ikke vil være ved det smertefulde, vi fornægter det, alligevel er det der. Som nation håber vi at, hvis vi bare tænker positivt vil det ikke ske for os, at det er et personligt valg. På den måde bliver vi ikke så bange som vi burde. 

Vi skal alle dø, men der er et liv inden døden, hvordan forholder vi os til det, og ikke mindst når det ikke er på solsiden længere? Jeg tror de fleste ikke vil tænke så langt. Men nogen af os er i det, det er en anden verden. En anden virkelighed og den er virkelig. Meget konkret. 

Der er meget stive regler for hjælp og støtte, vi skulle slet ikke være her, der er ikke plads eller råd. Der er ikke mentalt overskud til at rumme os. At se os. At se at i kunne være os og vi kunne være jer, det blev bare anderledes. Og ikke helt ud fra fortjeneste. 

Hvor blev menneskene af i det her? Hvad er vi så? Nul sums lykke riddere, og lurepasserer i verden? 

Jeg vælger ikke min dag, der er ikke så meget frit valg der.

Jeg har en af de der dage hvor jeg er helt stivnet. Det tog mig timer at komme ud af sengen. Jeg havde det ubehageligt. Efter at være kommet ud af sengen er jeg stadig stivnet.  

Jeg ved ikke hvorfor andre tror jeg kan gøre som jeg vil, fordi jeg har en førtidspension? Ja, jeg har princippet fri hver dag og kunne gøre som jeg ville, men der er jo en grund til jeg har en pension, og jeg er en af dem der ikke ved hvilken slags dag jeg vågner op til, eller nærmere hvordan jeg er den dag. 

Det er underligt at det skal være en evig forståelses kamp med omverdenen, det føles meget nedgørende. Og det er ret grunlæggende omkring Autisme og ADHD at man har dage man ikke kan noget, eller uger, eller mere. Så meget at det kan være helbreds og livstruende. Overdriver jeg? Nej. 

Man kan prøve at lære/erkende hvor meget man kan magte, men det er ikke så entydigt og firkantet som nogen kan fremstille det. Det kommer også an på hvor mange udfordringer der er samtidigt i ens liv der skal jongleres med. 

Jeg kan bare ikke forstå, at andre ikke kan forstå det. 

Jeg er ved at komme frem til, at de bygger deres eget selvværd på ruinerne af vores.  At gøre det rigtige, og tage sig sammen. At de har de rigtige løsninger og de virker på os, selvom de ikke gør, så skal de, for sådan er det. Det er sådan det er! Jeg gider bare ikke mere, jeg er blevet for gammel til det.

Det er meget basic, og at noget så simpelt er så problematisk i forhold til andre mennesker. At moderne intelligente mennesker kun kan se synligt fysisk handicap. De gider ikke at lytte, de spørger ikke ind, jeg ved ikke hvilken viden de søger. Jeg formoder de er pisse ligeglade. De har deres. "Vi har alle vores". 

Det er faktisk den slags der kan slå mig helt ud. Det konkretiserer min usynlighed, bland andre, i systemet, og også i forhold til dem der burde vide. 

Det er et livsvilkår, så kan folk vrisse at så "må jeg leve med det". Og ja det må jeg, tak for lort. 

For det har store konsekvenser, det kvæler alle former for liv man måske kunne leve. Er det andres ansvar? næ, vel ikke personligt. 

Jeg kan godt forstå af mange af os giver op, at vi ikke kan få øje på en fremtid, og at det går i den forkerte retning. 

Og så kommer det med "Er der ikke nogen foreninger". "Og man ikke bare kunne mødes med nogen andre? Og tale om vores problemer". Sorry, jeg søger noget konkret. Jeg har brug for noget konkret, så jeg kan få overskud til mere, og andre i den rækkefølge. Jeg får ikke energi af andre mennesker, og jeg har ikke energi nok, eller på de rigtige tidspunkter. 

Ja, det lyder ikke positivt og attraktivt, det er ikke det andre vil hører. Og kunne jeg ikke være mindre nærtagende? Det kan man ikke efter at have hørt på det et helt liv, og det har skadet en. Man kan ikke fortsætte, og det kræver mange valg og fravalg. Der er mennesker der giver så meget negativitet, selvom de sikkert er søde mennesker, hvis man altså er på spektret. Det de siger er som gift. Vi/jeg kan ikke bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet, det er som et slag i ansigtet, et evigt gentagende mantra. "Gør som vi siger, gør som vi siger, det her er det eneste rigtige". 

Jeg har kæmpet hele vejen det ved jeg, igen og igen. Jeg er en meget voksen, intelligent kvinde, med erfaring. Hvis jeg siger noget er ufatteligt svært og alt for meget, så det er, det er om i kan lide det eller ej! 

Skam og hvorfor den kan være skræmmende at kommer ud af.

 Jeg nævner ofte, at udefra set må det være vidunderligt at ting lykkes om bliver bedre. Det må da bare være godt?

Men jeg tror at har man fået skammen pålagt fra barndommen, føles det som at miste kompasset, man har kørt efter hvad man var ud fra ens forældres negative stemmer. Stemmer der forlangte formeget, måske samtidigt ville holde en nede, der ville forme en. Når man begynder at se på det kan det føles overmodigt at tro på noget andet og bedre. Det føles sårbart, det kunne mistes igen, eller andre kunne misunde en. Eller måske jeg alligevel ikke er de positive ting alligevel. Og det ubærlige i at hvis jeg havde alle de ting i mig hele tiden, hvorfor skulle jeg så bære den skam?

Det er som om en mental atombombe er ved at sprænges, og på hvilket grundlag, at der er alt at vinde, eller man højst sandsynligvis taber?

Skam er en vægt man slæber med sig, det er blevet identiteten. Og så tidligt at man ikke husker andet. Og det føles som en selv, det her er mig. Og alt hvad der sker foregår med den skam som kommentator og indre følelse. Men detr er ikke bare en følelse, som når man igen skammer sig i en situation, den farver alt, også det ikke skamfulde, og det gode, og alt det man faktisk kan, og kunne. Og man kan føle skam over at føle skam. 

Men uden kronisk skam hvem er jeg så, hvem ville jeg have været? Og det kedelige svar kunne være, et meget andet menneske. 

Skam kan holde os tilbage, det kan også drive vores ambitioner. Skam kan få det lille barn over i narcisisme, hvor skammen bliver lagt væk, i mindre eller højere grad. Og holdes på plads via selvovervurdering, der springer frem, når skammen skal blive hvor den er, gemt væk. 

Andre børn kan åbenbart klare skammen bedre, de bliver ikke narcisister, men de kan udvikle psykiske sygdomme. Og nogen klare sig, og kommer gennem livet med ydre succes, men indre skam. 

Uanset, er den invaliderende, og smertefuld. Vi kan tænke at vi bare tog i mod den, at vi kunne have gjort modstand, det kan man bare ikke som barn. Man får den ,og så må den psyke man nu har bære skammen. 

Skam er en dræber af lykke, selv den korteste lykke. Skam er at bygge på et fundament der altid føles som kom det skrider. Man tvivler: på sig selv, andre, verden. I det mindste er man ikke overrasket over at ting der ikke går som det skulle. Man forventningsafstemmer. I modsætningen til narcissisten der altid har de højeste tiltro til egne evner, og faste forventninger til det andre bør/skal indfri i forhold til dem. 

Det er interessant at det samme udgangspunkt: Skam, kan give totale modsætninger. Og hvad når, skam og skam møder hinanden? 

Offer og hjælper.
Der er selvfølgeligt også den narcissistiske type der ynker sig selv, den sårbare udgave, der har perfektioneret hjælpeløshed, og offerrollen, og her vil jeg defineret det som at man altid sørger for at have nogen om sig til at hjælpe og støtte, og ved hvem man skal manipulerer. En "offerrolle" er ikke når man er et ægte offer, som faktisk ofte ikke har de hjælpere/hjælper som en narcisist vil have gennem livet, indtil det måske ikke længere er muligt at skaffe kandidater. Fra min egen erfaring er jeg åbenbart uden den evne til at få andre involveret i at rede mig, men logikken er nok, at jeg mangler ønsket at have nogen så tæt på, som det kræver for den symbiose. Også alle de små mentale julelege, det kræver at skabe symbiosen offer/hjælper, kræver man er sådan indrettet. 

Autisme/ADHD evige irettesættelser.
Hvis man har Autisme og/eller ADHD vil man have en stærk tendens til at ruminerer/overtænke. Man er blevet rettet på hele livet, igen og igen og igen. Og andre har ikke kunne fatte at vi ikke kunne fatte. Vi har lært at vi er nogen man kan rette på, nedsættende. Og at vi gør det fordi vi ikke hører efter, ikke vil lære, er ligeglade. Det er sådan det er, det er det vi er. Vi ved godt det ikke hænger sådan sammen, men ingen gider at høre på det, "gør det bedre næste gang". 

Vi kommer til at intellektualiserer problemer/negative oplevelser, som noget man kan tænke sig ud af, noget man måske kan lære at takle, hvis man bare forstår hvad det var der foregik. Det er her de fleste neurotypiske står af, fordi de ikke forstår, at man ikke bare forstår det. Og deres forklaringer vil blive opfattet som afvisning af ens tanker/gasligthing. At man tænker for meget, er for følsom. Men kan man med Autisme/ADHD tænke sig ud af det? Måske, men det er godt nok et stykke arbejde. Men problemet kan synes som en forhindring man ikke kan ignorere, det er en mur og man vil igennem, man skal igennem. 

Skam, kombineret med neurodiversitet, kan blive helt umulig at være i, det kan slå over i angst, depressive episoder, kronisk depression fx. Man bliver fanget i et loop af tanker, der er udmattende, så der ikke er et overskud til at få tanken gennemarbejdet og færdige, lagt på hylden. Og det føles som ikke til at leve med. Det vil ikke slippe en. 

Skyld og skam er ikke det samme, men de følges ad. Det er burde, skulle have gjort. Det er at have idealer for ens egne handlinger, der altid er noget højere end dem man forventer af andre. For andre har svigtet, men det var jo dem, de svigtede "som de rigtige mennesker", de havde noget der gjorde det kunne retfærdigt gøres, der var grunde. Ens egne grunde er aldrig gode nok, de synes selvretfærdige, at tale uden om, ikke tage ansvar. 

Og det er næsten umuligt at retfædiggøre sig selv uden at føle sig som et dårligt menneske, det føles ligefrem kvalmende, og fysisk. Det løfter ikke noget af skuldrene, fordi man ikke selv tror på det. Det er der skaden er, den sidder så dybt, den har været der så længe, det er som om det er en mission man er pålagt, at være den der bør gøre det rigtigt altid og altid være ansvarlig 120%. De andre kan åle sig fri, de er jo bare mennesker og vi fejler jo. Men hvorfor så ikke mig? 

Hvad er det for en understrøm folk opfatter, eller er det mig der opfatter. At jeg opfatter skuffelser, og dommen og andre ikke? 

Det var det første jeg lærte, og siden da har alt bare forstærket det. 

Det skræmmende er at meget få kan stå ved siden af en som ligeværdig, den dag skammen er identificeret. Man er stadig ikke et menneske blandt mennesker, men er et menneske mellem nogen der ved og nogen der ikke ved, men måske bedre til at identificere dem nu.