Det hele sejler, mit hjem, og hvad der skal ske. Så meget at jeg opsøgte Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse i denne uge. Og hvad så nu?
Jeg har stadig ikke fået bestilt min medicin, og jeg aner ikke hvad der sker med noget. Hvad med hjemmevejledningen, og det skulle ske der med at sætte mere ind?
Det er altid for sent når man opdager at ting er gået et skridt for langt.
Men med kommunevalg kan man læse om alt det der ikke fungerer på handicap området, sygehuse, ældre, skolevægrende børn, om man skal diagnostisere eller ikke. Garnet strammes alle steder.
Hvad tror vi der sker, når der ikke sker noget? At det nok skal gå. At ting kan vente, og vente. At mennesker kan vente, og vente?
Jeg har siddet i det venteværelse i 7 år. Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse kunne jeg også konstatere at min diagnose er mangelfuld, den er jo lavet som et arbejdsværktøj for de profesionelle, men det er den jo ikke når det mest væsentlige ikke lige står på side 1.
Kom der noget ud af den visit, jeg aner det ikke. Og med Autisme/ADHD er det meget svært at navigerer i.
Jeg burde have et sted hvor det hele stod, og hvad aftalerne var, og hvordan folk kan kontaktes og ikke mindst hvordan jeg kan kontaktes. Det er en af de måder systemet ikke fungere for neurodiverse.
Nu truer weekenden, og det er som det er.
Alle de ved noget om ADHD ved at vi først gør noget når det er lige op over, vores system reagere kun på panik, eller det første vi ser i nuet.
Men den panik kan også give angst, den kan blive til hvad som helst. Jeg har lyst til at skrige når jeg vågner, men det kan man jo ikke i en lejlighed. Jeg kan godt forstå jeg har svært ved at gøre "det rigtige". At jeg er overvældet og udbrændt. At jeg bruger kendte løsninger der gør jeg kommer gennem dagen, men ikke giver mig et liv, og ikke et værdigt liv og en fremtid.
Hvad gør man når man ikke kan mere? Jeg er skyggen af et menneske der har ventet, i det venteværelse der en pinefuld skærsild og reelt uden sikkerhed for at pinen vil sætte en fri til sidst.
Vi er at samfund der ikke vil være ved det smertefulde, vi fornægter det, alligevel er det der. Som nation håber vi at, hvis vi bare tænker positivt vil det ikke ske for os, at det er et personligt valg. På den måde bliver vi ikke så bange som vi burde.
Vi skal alle dø, men der er et liv inden døden, hvordan forholder vi os til det, og ikke mindst når det ikke er på solsiden længere? Jeg tror de fleste ikke vil tænke så langt. Men nogen af os er i det, det er en anden verden. En anden virkelighed og den er virkelig. Meget konkret.
Der er meget stive regler for hjælp og støtte, vi skulle slet ikke være her, der er ikke plads eller råd. Der er ikke mentalt overskud til at rumme os. At se os. At se at i kunne være os og vi kunne være jer, det blev bare anderledes. Og ikke helt ud fra fortjeneste.
Hvor blev menneskene af i det her? Hvad er vi så? Nul sums lykke riddere, og lurepasserer i verden?
