Hoarding og manglende eksekutive funktioner.

At Hoarde er en ting, at man samler og anskaffer ting man har svært ved at skille sig af med. At ting ophober sig, og ophober sig gennem tid. 

Det mistede overblik kan føre til at det ikke alene er ting, men at en boligs funktioner, ikke fungere længere, som køkken og bad. Og at affald ender på gulvet og afløb ikke fungerer. 

Det er et forløb over tid, det starter et sted, og hvordan det så udvikler sig og hvor hurtigt er op til det liv man har, eller ikke har. Men alvorlig Hoarding tager sin tid og folk er oppe i en vis alder ofte. 

Nogen Hoardere skaber systemer i hjemmet til tingene, kommer i kasser, sætter i reoler, skaber nye systemer, og gangene bliver smallere og smallere. Møbler og senge bliver fyldt op med sager. Andre er mere kaotiske. 

Man kan sige at det at kunne skabe lidt systemer betyder de er eksekutive funktioner tilstæde. Men nogen af os mangler dem i meget højere grad. Med ADHD kan bare signalet fra tanke til bevægelse tænde og slukke på vejen til handling. Og kortids hukommelsen være så væk at hvis man vender hovedet vær fra det man gør, er det man var i gang med væk. Eller noget skal hentes i et andet rum, en pose eller kasse. Og så er den handling brudt fordi man fik øje på noget andet.

Jo mere der er jo mere er der til at bryde tankemønstret, konsentrationen. Eller jo mere der er hvor det ikke burde være. Og alende det at skulle bevæge sig rund mellem noget, eller gå over bunker af tøj, og skræve over ting er med til at hjerne slår fra. 

Der er mange negative tanker, og da Autist/ADHD hjernen arbejder uafbrudt, uden stop, og enda i flere spor samtidigt, vil der være støj på linjen. Og typisk for en del er oprydning ikke lige en favoritting, fordi det er er forbundet med et ubehag, at hjernen slår fra og års brokken fra andre omkring ens rod og manglende evner til det. Det betyder at det bliver at skulle ind på en kampplads af minder, negative tanker, sammen med at man fumler rundt. Det er en kamp man ikke kan vinde. Eller ikke kan vinde uden der sker noget andet. 

Man har ofte prøvet meget selv, man har også haft små sejre, og håb, men falder tilbage i gamle mønstre. Af gode grunde, der er bare ikke nok til opgaven, det der mangler, mangler. Desværre kan vi glemme at ja det mangler, men vi ofte kan meget andet. Men når noget så grundlæggende mangler som at kunne holde et hjem, så kan alt det man faktisk kan ikke bruges. At man kan noget bruges af andre mod en, "hvis du kan det, kan du også det andet". Men sådan er det ikke.

Det neurodivergente menneske kan ikke handle, bytte evner, efter hvad samfundet nu og her værdisætter. Og i en kultur hvor vi lever i mindre og mindre enheder og ofte solo, kan vi ikke bytte opgaver, eller hjælpes om dem.  Det er nok også med til at neurodivergente kan leve i frit fald. 

Det kan godt være vi ikke er sociale på samme måde, men ofte vil vi gerne hjælpe andre. I en anden tid og kultur kunne det ballancere et liv med Autisme og/eller ADHD. 

Som soloister, hvor man skal kunne lidt af hvert, er vores situation mere skrøbelig. Evolutionen hvor vi kunne tilbyde noget til samfundet, har lige nu og her i det moderne samfund, sat os i en ringere position. 

Giv mig et liv hvor jeg kunne gøre det jeg er god til og der ville ske spændende ting (for jer), med et liv hvor jeg hænger på det jeg ikke kan eller er meget dårlig til, dør alle de evner, og intet kan rigtigt blive til noget.

Ikke at jeg ikke arbejder på det alligevel. 

Horarding er en ting, og eksekutive funktioner noget andet. Men det er også en kendt kombination, og Hoarding kan glide over i noget hvor eksekutive funktioner, mindskes, grænser overskrides langsomt, ting må være som det er, man bliver apatisk. 

Der har være uger og måneder jeg bare har været stivnet, mange tanker i hovedet, men ingen evner til handling, for meget kaos, for lidt kræfter, intet overblik. Det er helvede. Det er døden før døden, det er en hjerne med fuld bevidsthed, der er fanget.

Den sociale natside skjuler sig i den type hjem i Danmark, skjult bag lukkede døre, skjult af skam og social isolation. Det er ikke mennesker der råber om hjælp, de er bange for at blive dømt, der er bange for hvad der vil ske. 

 

Forstenede morgener og realiteter

 Jeg er helt stivnet når jeg vågner, og skal folde hænderne ud, formoder jeg sover med knyttede hænder. Jeg sætter mobilen til at vække, og så trykker jeg snooze, for jeg kan ikke komme op. Det gør jeg så i to timer inden jeg kan komme op. Men det er ikke en behagelig snooze, kroppen gør ondt, og jeg prøver at motivere mig selv, men jeg ved også hvad jeg skal op til. 

Når jeg så er kommet op, tager det to timer med en kaffe, godt nok ordner jeg forskelligt admin på nettet i grupperne, tjekker ting ud. Men det er der jeg sidder. 

Jeg får det bedre hen ad dagen og måske ikke et under jeg trækker dagene i den anden ende. Begyndelsen af dagen er alt det der er overvældende og ikke gjort. 

Jeg gør lidt hver dag, det bliver bare aldrig nok, og meget forskelligt hist og pist. 

Efter at jeg gravede i mine mønstre og Hoardingen, er jeg nået frem til at jeg godt kan forstå jeg gør som jeg gør. At det giver meget god mening. Og i forhold til hvordan jeg fungere, ret logisk. Det er det mulige. Det er overlevelse, i håbet om at noget kunne ændre sig, endnu en dag. 

Overlevelsesstrategier er ofte ikke de bedste løsninger, men de mulige løsninger. 

Når man altid er i overlevelsesmode er man fastlåst. Der er færre andre løsninger, mindre overblik, man er i det.

I weekenden samlede jeg ting i poser, og fik det ned i den kælder jeg låner. Så jeg ikke skal henover de poser der er sorterede. Jeg opdagede jeg stadig havde nøglen til trækvognen, så jeg kunne læsse på. 

Det var et stærkt move på den ene og den anden måde. 

Men for pokker det her er ikke et liv. 

For pokker hvor ville jeg gerne kunne redde mig selv uden andres hjælp. Det står så klart hvor adskilt jeg er fra andre, at det er et grundvilkår. Jeg får ikke et breake, ikke en chance, der er for mange der står foran. 

Kunne jeg få en plan og klar kommunikation?

 Det hele sejler, mit hjem, og hvad der skal ske. Så meget at jeg opsøgte Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse i denne uge. Og hvad så nu?

Jeg har stadig ikke fået bestilt min medicin, og jeg aner ikke hvad der sker med noget. Hvad med hjemmevejledningen, og det skulle ske der med at sætte mere ind? 

Det er altid for sent når man opdager at ting er gået et skridt for langt. 

Men med kommunevalg kan man læse om alt det der ikke fungerer på handicap området, sygehuse, ældre, skolevægrende børn, om man skal diagnostisere eller ikke. Garnet strammes alle steder. 

Hvad tror vi der sker, når der ikke sker noget? At det nok skal gå. At ting kan vente, og vente. At mennesker kan vente, og vente? 

Jeg har siddet i det venteværelse i 7 år. Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse kunne jeg også konstatere at min diagnose er mangelfuld, den er jo lavet som et arbejdsværktøj for de profesionelle, men det er den jo ikke når det mest væsentlige ikke lige står på side 1. 

Kom der noget ud af den visit, jeg aner det ikke. Og med Autisme/ADHD er det meget svært at navigerer i. 

Jeg burde have et sted hvor det hele stod, og hvad aftalerne var, og hvordan folk kan kontaktes og ikke mindst hvordan jeg kan kontaktes. Det er en af de måder systemet ikke fungere for neurodiverse. 

Nu truer weekenden, og det er som det er. 

Alle de ved noget om ADHD ved at vi først gør noget når det er lige op over, vores system reagere kun på panik, eller det første vi ser i nuet. 

Men den panik kan også give angst, den kan blive til hvad som helst. Jeg har lyst til at skrige når jeg vågner, men det kan man jo ikke i en lejlighed. Jeg kan godt forstå jeg har svært ved at gøre "det rigtige".  At jeg er overvældet og udbrændt. At jeg bruger kendte løsninger der gør jeg kommer gennem dagen, men ikke giver mig et liv, og ikke et værdigt liv og en fremtid. 

Hvad gør man når man ikke kan mere? Jeg er skyggen af et menneske der har ventet, i det venteværelse der en pinefuld skærsild og reelt uden sikkerhed for at pinen vil sætte en fri til sidst. 

Vi er at samfund der ikke vil være ved det smertefulde, vi fornægter det, alligevel er det der. Som nation håber vi at, hvis vi bare tænker positivt vil det ikke ske for os, at det er et personligt valg. På den måde bliver vi ikke så bange som vi burde. 

Vi skal alle dø, men der er et liv inden døden, hvordan forholder vi os til det, og ikke mindst når det ikke er på solsiden længere? Jeg tror de fleste ikke vil tænke så langt. Men nogen af os er i det, det er en anden verden. En anden virkelighed og den er virkelig. Meget konkret. 

Der er meget stive regler for hjælp og støtte, vi skulle slet ikke være her, der er ikke plads eller råd. Der er ikke mentalt overskud til at rumme os. At se os. At se at i kunne være os og vi kunne være jer, det blev bare anderledes. Og ikke helt ud fra fortjeneste. 

Hvor blev menneskene af i det her? Hvad er vi så? Nul sums lykke riddere, og lurepasserer i verden?