torsdag den 13. august 2015

Tanker om kærlighed og venskaber

Jeg sad i går og kiggede må nettet omkring Aspergers og relationer, det var godt nok ikke opmundtende læsning.

At man er så drænende for andre, at man giver så lidt kærligt/gensidigt til andre. Jeg kan genkende situationer, jeg kan også se hvordan jeg forsøger at dispenserer for det jeg har svært ved.
Jeg prøver at give det jeg kan, på den anden side kan det ende som en fælde for mig. En fælde af at hvis jeg ikke kan andet så kan jeg forsøge være sød og venlig og ikke sige for meget fra.

Jeg synes jeg sad og læste om natsiden af Aspergers/Autisme spektret, og udefra set er der mange mangler, der kan efterlade andre frustrerede, at de altid er lukket ude, af en person der slet ikke tænker på det er det de gør pr. automatik igen og igen.

....Du kan ikke nå mig, men jeg kan heller ikke nå dig.

Hvad stille man så op når ens mest brændende ønske er at kunne relatere til andre uden den barriere? Tidligere har jeg bare troet jeg kunne arbejde på det, at jeg kunne gøre mig fri, det var bare et spørgsmål om øvelse og erkendelser.

Når jeg læser om Aspergers/Autisme ASD kan jeg til tider tænke, nej måske det også er en forkert diagnose i forhold til mig, indtil jeg ser nogen forklaringer på alt for meget af det jeg selv gør og slås med. På en måde elsker jeg jo at blive klogere, og der er så meget der nu falder på plads jeg tidligere har set på en anden vinkel, der nu må aflyses som grundene. Det er meget at bearbejde alene.




Men der er også erkendelser og minder der er langt værre, godt nok noget der er fortid og noget jeg lærte af, en del af mig jeg forlod, og ting jeg har betalt prisen for. Her er der et skygge land, med meget barske vilkår.

Det kan godt være jeg lever under en glas klokke, men jeg har faktisk godt kunne se mine fejltagelser og hvor jeg har svigtet. Jeg har både været klartseende og samtidigt blændet, set verden gennem et knust spejl.

Jeg ved bare ikke hvilke muligheder jeg har nu, for det liv jeg har arbejdet på i alle de her år. Om jeg bare må resignerer og være realistisk. At jeg aldrig vil kunne levere det basale i en relation, eller kun en mangelfuld version.

På den anden side og uanset så er jeg jo også "personal Jesus" typen, jeg kan rumme et bred spekter af andre menneskers følelser og vise medfølelse og støtte på min egen måde, som måske ikke svare til "moderne anerkendt støtte teknikker". For i mine egne erfaringer, der ligger også en forståelse for menneskelivet på godt og ondt, måske mest det sidste, jeg behøver ikke at tage afstand, jeg tør tale om det og høre om det, og det er der trods alt mange der ikke gør i dag.

Men uanset lidt selvros, så ved jeg ikke hvilke muligheder jeg het reelt har når det gælder relationer og parforhold......Jeg har aldrig haft lyst til at være nogens "Beast of burden", at nogen skulle leve med at tage specielle hensyn til mig, og få mindre opmærksomhed/kærlighed på grund at mine mangler på det område.

Jeg må sætte min lid til at vi mennesker vægter ting forskelligt, har liv med forskellige relationer der giver dem en helhed af kærlighed/selvværd, at ikke en person kan give dem alt, jeg forlanger ikke at en person kan give mig alt. Jeg vil tro at det er specielt vigtig at have et netværk der er solidt og bredt, kan udligne og styrke den enkelte relation, fremfor at ende i en lille lukket verden sammen, hvor netop manglerne meget let kommer i centrum.
Personligt har jeg ikke ønsket et "sidde lårene af hinanden" forhold, fordi jeg mener at det dræner forholdet for inspiration og liv udefra og for at dyrke egne venskaber, der giver en mulighed for udvikling og glæde, og en virkelighed udenfor parforholdet, så det ikke ender med ens kondidragter......hvad ved jeg, jeg kan håbe og arbejde på sagen, og være bevidst om hvad der kan gå galt, inden det gør det, når der nu er nogen der har delt erfaringer om hvad der kan gå galt.



Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv