Man kan dag for dag miste sig selv, den man var, det man kunne, sin gamle identitet.
Man har gemmen mange år tilpasset sig omgivelserne, hjemmet, forventninger, skole, arbejde, men det var ikke let, noget der var anderledes.
Man har prøvet at gøre sig nyttig, relevant, ok. Eller en der brød reglerne og ikke så til siderne. Det synes at virke i mange år. At holde fast, eller slippe alt inden det bliver for farligt.
Men med tiden kan det ikke opretholdes. Enten fordi Autisme og ADHD kan forandre sig over tid, med alderen, skader opstår, stress, man har fanget sig selv i en fælde. Og nu kan man selv ane omridset af den.
Det efterlader en tomhed, at der lå nogen præmisser og usandheder i fortiden, lige fra start. Det er en skræmmende erkendelse midt eller sent i livet, intet var som man troede. Og man har bare ageret, ikke levet. Og man har mindre kræfter til at opretholde rollen, man snubler i det nu.
Giver noget længere mening? I en endnu mere skræmmende version svinder evnerne ind, og så meget at man bliver levende begravet i det, magtesløs, og at få overblik over hvorfor, og hvad der skal gøres er for overvældende, eller ikke kognitivt muligt fordi ens overskud ikke giver plads til andet end daglig overlevelse, man kan ikke se det ovenfra, man er bare i det.
Og man kan mindre dag for dag, og kommer til at glemme hvem man var. Af og til kommer man på det, og det gør ondt, hvor blev jeg af, hvad skete der, vil det her vare for resten af mit liv. Hvorfor gjorde jeg det her, hvorfor var der ingen der sagde noget?
Nu oplever man at andre ikke er til meget hjælp og støtte, de kan faktisk ikke se en, de kommer med gode råd, men råd der er uanvendelig for hvor man er. Kombinationen af Autisme og/eller ADHD gør, at det andre tror og tænker ikke, er relevant for de kan ikke forstå hvad det er der foregår. Og læger og psykiatere ofte heller ikke.
Den ellers tidligere velfungerendes, problematikker er stadig ubelyst specielt i Danmark. Og kompleksiteten af Trauma, stress og ændringer i homoner med alderen.
Det er ikke her der er overskud til tigerspring ud i noget andet, der måske engang var muligt. Og tiden går. Og man bliver en skygge af sit gamle jeg. Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.
Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.
Kan den livssituation ændres?
Jeg tror det, men man kan ikke gøre det helt alene, og man kan kun gøre det via andre der er villige til at lytte, mennesker der har viden, mennesker der ikke dømmer efter neurotypiske normer.
Måske de skulle mindre til end man tror, men nogen gange kan det lidt, virke som rigtigt meget. Både i forhold at hvor skulle det komme fra? Men også rigtigt stort hvis man faktisk fik den hjælp ind i livet og verden igen.
