onsdag den 23. juli 2025

Jeg beskytter dig for min Autisme og ADHD.

 Det du ser er det jeg "kommer til" at gøre og sige ved et uheld. 

Mennesker med Autisme og ADHD er ofte meget for sandheden og i mod uretfærdighed.
Nogen siger det er fordi vi selv har oplevet meget uretfærdighed, og bliver stærkt berørt når det sker mod andre. Og at vores impulsivitet gør at vi reagere uden at tænke over konsekvenserne. Vi tænker når noget er sandt og er uretfærdigt må det være grund nok, men det er det bare ikke i en nerotypisk verden. Der er mange andre hensyn der skal tages, til en selv og andre. 

Vi har jo set når nogen tager de hensyn til sig selv og andre, og hvad det kan ende med at dække over, af misbrug. Det starter et sted og fortsætter og der er ingen til at bryde kæden af fortielse.

Her vil nogen se mennesker med Autisme og ADHD som det svageste led i en kæde af tavshed, men man kunne også se det som det stærkeste, den der ser tingene og reagerer som en rygmarvsrefleks .
For vi er ofte ret precise i vores iagttagelse, eksperter. Men vi er ubelejlige eksperter, og ikke anbragt i den rolle, vi nu pludseligt tager.
Nu er vi i en risiko. Vi har ødelagt den gode stemning, vi har kaldt til forandring, som ingen lige har lyst til. Jo, de kan godt se der er noget om det, men det er besværligt, og for meget og mange er involveret. Der er også lidt skam, at nogen så det.

Ofte beskytter vi andre mod sandheden, også sandheden om os selv. Hvis du vidste hvordan det virkeligt var, måtte du revidere dit syn på at være min ven. Måske min reelle virkelighed ville sætte dig i forlegenhed. Og det vil de fleste af os ikke. Det kan godt være vi fortrækker sandheden, men vi vil heller ikke skuffe jer. 

Det er ikke det vi ikke siger hvordan vi har det, men for at det skulle forstås, skulle det være mere konkret, mere brutalt, og på den måde grænseoverskridende for en allistisk/ikke autistisk person.
Og vi ved godt, det ikke er godt.
Men det betyder at der foregår meget i ikke aner. Men som er hverdag for os. I tager jeres for givet, og vi har vores der bare er der, det er det vi kender.
Og det er som om det er umuligt at kommunikerer, uden at såre og konfrontere eller tale ned.
Med Autisme og/eller ADHD har vi lært at det er de andres syn og regler der gælder, vi har studeret det, og vi prøver. Men de andre har aldrig været tvunget til at forstå os, de har ikke risikeret noget ved ikke at forstå os. Det har ikke været nødvendigt. 

Reelt er vi nok mange flere en statistikkerne siger, men vi er stadig et mindretal. Vi er repræsenteret mere nogen steder i samfundet end andre steder. Og vores selvforståelse kan være mere eller mindre udviklet. Og de flest af os har indrettet os på, at det er som det er, alligevel kan vi en dag sige fra, og så er vi sat i spil, som besværlig og ubelejlige.
Og her er det at hele vores system kan gå i selvsving. Med rædsel må vi se at de andre har en anden holdning, og nu er det dig der har gjort noget. Du kan tænke det igennem, igen og igen. Du kan vægte ting. Du kan fortryde det. Du kan blive vred. Du kan blive det hele på en gang. Du ved det er forkert uanset hvad de siger, men de gør det så selvfølgeligt, kan de have ret?

Der er mennesker med Autisme der ikke kan tale, der er nogen der kan tale, men ikke i alle situationer. Men selv den mest veltalende Autist eller ADHDer kan opleve at man lige så godt kunne være stum. 

Små børn der ikke kan kommunikere kan græde, de kan rase. For at blive set og hørt. 

De børn der fortsætter med at græde og rase fortsætter med at være synlige, det er noget af det der gør Autistiske og ADHD børn synlige for andre. Men de børn der ikke reagere sådan er ikke så synlige. Og vi bruger energi på ikke at være det på den måde. Vi har lært det ikke nytter noget. Det nytter heller ikke noget at artikulere det. Der foregår ting inden i, men vi må lade som ingenting, vi må absorberer det. Vi er så de "let Autistiske". Er det forståeligt at vi bliver irriterede over den label?



Vi kan så gå gennem verden uden at blive set, eller set, men ikke for hvem vi er. Der er ingen validering for vores følelser, sanser. Kun det der kan passes ind, der der kan anvendes/valideres. Resten er den besværlige del. 

Når jeg tænker på hvor meget allisistiske mennesker søger validering hos andre og konsensus, står det i knivskap kontrast til det man med en Autisme/ADHD oplever, på den anden side er det også som om, mange os har en buffer i forhold til det ikke at passe ind, at vi stadig insistere på det at være os, som om det burde være muligt. Hvilket det også burde. 

Der ligger noget i ikke altid at søge validering og konsensus, og at fortsætte at gøre det man gør uden. Det kan være en styrke, hvis man har gang i et stykke arbejde. Hvis man er heldig kan man finde andre der giver gode input til det man gør. Og man får opbygget så meget at det er synligt at her er der noget der fungerer. Man har fat i noget. Og man har evnen til at fokuserer og bare arbejde på det. Arbejde/ hobby/underholdning er et og det samme. For mange med Autisme/ADHD er det lykken og livet. Og så nogen få gode venner, og nogen kæledyr. At gøre det man er bedst til og er interesseret i, igen og igen. 

At så alt andet kan sejle er noget andet. Og nogen gange ender alt det det sejler med at definere en som menneske for en selv og andre, fremfor interesser og evner. Det er så den rædselfulde udgave af ADHD/Autisme, et levende helvede. 

Hvem er der under alt det der ikke kom til at fungerer, som andre ser, men alligevel ikke ser? Der er et menneske der ville gøre noget andet, der ville kunne fokusere anderledes. Energi ville blive frisat til noget mere gavnligt for den enkelte. Måske også for andre. 

Vi skærmer andre, vi stiller ikke krav, vi ved også at vi ikke ville møde forståelse, bare forklaringer på hvorfor det er som det er, og det hele udgår fra os. Vi skal gøre det bedre, eller nøjes. Vi skal være realistiske.

Alligevel bliver jeg spurgt om hvad jeg drømmer om, og jeg bliver helt tom i ansigtet og hjernen. Alle mine drømme er dræbt for længe siden, jeg har ikke muligheder, kun begrænsninger, og det er ikke noget jeg siger, for det var det jeg fik. Lad være med at påstå andet, lad være med at dække over andre. Nej, de gjorde det ikke med vilje, de vidste ikke bedre. Men hvorfor er det et absolut krav at jeg skal hæve mig over det, når jeg stadig er der hvor jeg er? 

Af den enkle grund at det er mere nemt og bekvemt for alle, og for samfundet. Det handler ikke om sandhed eller retfærdighed. Det er som om det ikke findes, som om vi ikke findes, som om vi var uden stemmer og sprog. 



lørdag den 19. juli 2025

Hvad mange tror Autisme er, er ikke selve Autismen.

Jeg tror de fleste godt kan regne ud at det at have Autisme kan komplicere livet. At man ikke har de samme muligheder for et liv som andre. 

Og på den måde ses det som en fejl/mangel hus Autister, ja en diagnose, og lettest at forså i forhold til børn, og de børn der reagere og udvikler sig mest atypisk i forhold til ikke Autistiske børn.

Om det er svært at have Autisme oplevet indefra, afhænger af omgivelserne. Ikke hvor man er på Autisme spektret. Vi kan ikke automatisk komme frem til at en person med Autisme der udviklingsmæssigt er som en på 4, må have det rædsomt, vi kan heller ikke regne med at vi kender den indre verden der kan/må være. 

Hvis det eneste der gælder er at blive voksen, at det er det eneste optimale, og der gælder for et rigtigt liv, så lever det menneske ikke op til det. Men det er set udefra. 

Hvad et Autistisk liv er, er så farvet af fordomme og bias, at det næsten er umuligt at komme indtil selve Autismen, uden samfund og kultur bliver sammenfiltret i forsøget på at redegøre for det.

Den Autistiske udviklingsforstyrrelse foregår ikke i et vakuum, ja, den er medfødt, men hvad der ellers sker derefter har en indflydelse, gennem hele livet. Men barndommen er afsindigt vigtig for, hvad der er plads til at udvikle, og det der ikke gives plads til at udvikle. Og det har reelt ikke så meget at gøre med den enkeltes unikke Autisme, men bliver så en del af det samlede billede. Men reelt kunne det godt ændre på, hvordan ens spektrum så ud med tiden. 

Det er svært at få noget til at blomstre der ikke vandes, eller få noget til at gro hvis man kører plæneklipperen over det hele tiden. Der er en Autistisk resiliens, men den har også sine grænser. Det siger mindre om Autismen, og mere om omgivelserne/muligheder.



Som sådan er det jo ikke med vilje at man stækker Autistiske børn. Hver tid har sin ide om hvad der er vigtigt at normalisere, udvikle eller undertrykke. Men det har igen ikke noget at gøre med selve Autismen.

Jeg er opvokset i en familie der havde sit eget fokus, idealer og traumer, og var ret målrettede omkring det, at få det overført til/på mig. Det har påvirket min udvikling, hvad jeg skulle intellektuelt bearbejde, udover det sociale, lære nye ting, og den Autistiske hjerne har kun så og så meget kapacitet til at arbejde med "hvad som helst random shit udefra".
Så hvad nu hvis jeg var sluppet fra pensummet "idealer og traumer 24/7"? Hvad havde jeg så haft af ekstra ram til andet?
Familie, skolegang kan give og tage fra den udvikling. Og hvad man vurdere er vigtigt for barnet at kunne, men er det altid det?

Og hvad er vigtigt for en selv når man er Autistisk? Tilpasning, at fremstå mindst muligt Autistisk? Er det der det mest af båndbredden skal anvendes? Og kan den kamp nogen sinde vindes, at fremstå mindst muligt Autistisk...eller man bare fremstår irriterende, men ikke direkte Autistisk, er det godt? Er det det værd?

Jeg synes jeg har spildt tid på det, og det har most min hjerne. Der kom intet ud af det. Og alt det jeg havde af potentiale er blev spildt og jeg havde en del. At gøre noget jeg kunne lide og var god til, var det der betød mest for mig. 

Mange vil gerne hører mere om det positive ved Autisme, inspireres. Det gør det ikke dårligere hvis der har været modgang, men det alligevel lykkedes at få et liv med Autisme, der gav mening. 

Der er mange der lever godt og har Autisme. Der er folk der har opnået deres potentiale umiddelbart.

Men der er mange, mange andre, og verden er ikke rigtigt bygget for os, nærmest mindre og mindre. Mange af os er så vandt til den ikke er det, at vi knapt nok reflektere over det, det er bare det der ekstra besværlige som sædvanligt. 

Autisme i sig selv er ikke rædsomt, man det kan være aldeles rædsomt når vi ikke bliver set eller hørt, eller tænkt ind samfundet. Uanset hvor på Autisme spektret, uanset alder og køn. Og når vi ser på Danmark ser det ikke lyst ud for fremtiden. 

Jeg kan mærke på unge, diagnoser eller ej, at de bliver rettet ind, og de ved hvad der sker hvis de ikke gør. Samfundet strammede over skuldrene for 1968 generationen, men der ligger en frygt hos nutidens unge, der holder dem helt fast i de rammer der er. Der bliver ikke stillet så mange spørgsmål. Det skulle da være om de er pæne nok, cool nok, dygtige nok, stærke nok?
Når det handler om at passe ind bedst muligt og komme fremad, også for dem der fik det hele, hvad er så håbet for dem med Autisme fx?

Måske vi alle har brug for lidt mere skulderplads og lidt højere til loftet, og vi skulle spørge til: Hvorfor er det sådan her? Hvor står det skrevet, og hvem har fordel af det?
Måske de unge på cafferne hellere skulle snakke om det, end alle de dates der ikke fungerede, og ligegyldige konsensus samtaler. -der er andet der er vigtigere, så kommer resten stille og roligt. 


tirsdag den 8. juli 2025

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

At blive rettet på som et barn, når man er en voksen.

De fleste med Autisme og ADHD har nok oplevet at blive rettet på af andre, og fået et flashback til barndommen og skoletid. 

Der er også den fornemmelse af at det er svært at tolke om det er den anden der går over stregen, eller en selv. Det er det evige neurodiverse dilemma, det at tolke denslags og gøre det in realtime mens det sker. Vi kan også ikke være helt opmærksomme på det når det sker og så huske på det og så s over hvad det nu var der skete. Vi kan også blive helt hevet ud af det vi faktisk havde gang i, tabe tråden. 

Hvornår er man som "voksen for meget"? Hvornår taler man for højt, når det er om noget helt almindeligt og med en ikke aggressiv stemmeføring? 

Vi har jo ikke et body cam så vi kan lave playback, men ærligt talt det kunne være en hjælp. Tænk hvis det meste af det man oplevede af denslags ikke var noget reelt, bare uopdragent af den anden? 

Nogen har det med at ville styre/dirigere andre, og andre er bare andre. Det handler om dem selv, ikke de andre. Og de har en selvfølgelighed i at kunne rette på andre. Jeg tror ikke at folk med stor selvtillid og selvværd har en vane med at rette på andre på den måde. 

Uanset hvor mange gange jeg bliver rettet på, vil mig jeg stikke frem, igen og igen. Tale for meget, komme til at tale for højt fx. Ikke se folk i øjnene. Jeg har maskeret alt det jeg kan, jeg kan ikke gøre det bedre for jer. Det er hvad det er. 

I dag ser jeg klart, hvem jeg ikke kan og vil omgås, jeg kender sætningerne, den måde de vil holde mig i skak. Men det behøver de ikke, de bør også se at jeg ikke er noget for dem, så jeg skal ikke rettes til, der er bare ikke et match. 

Det kan stadig undre mig hvor ofte det sker. Men vi er der og de andre er der. Så det sker. Man kunne tænke at man kunne forklare det som det er, men det vil højst sandsynligt ikke hjælpe på noget. De har brug for deres styring, og ikke interesserede i hvordan andre er skruet sammen, hvis de da ikke kan anvende det. 

Jeg tror ikke andre opdager de mikro aggressioner i sociale sammenhænge, højst hvis man selv reagere og giver svar på tiltale, hvor de fleste nok vil mene man overdriver. 

Egentligt behøver vi ikke at fortælle andre hvad vi har oplevet 1000 gange, og hvorfor vi reagere på det, usynligt eller synligt. Det vigtigste er at se og mærke hvad der sker, genkende det, men ikke som dengang, men som noget man ved hvad er nu, "det er ikke dig". Man kan stadig blive vred og ked af det, sådan er det. Men at have set mekanismen i det, og det er en person spejlet i en person der har det output i verden. Den anden er ikke den voksne, eller den klogeste, eller mest rigtige. Det er bare noget vedkommende har som sin maske. Og da din maske lige faldt, skulle de lige markere med deres maske.

Vi kan bruge meget tid på at vurdere vores egen rolle i ting, om vi nu var for meget, forkerte på den. En ting der er sikkert det er at meget ofte er dem der påpeger det, dem der mindst tænker på deres egen adfærd i forhold til andre, og slet ikke den der kunne virke negativ. 

Jeg vil altid overveje om det kunne være mig, jeg vil altid prøve at være et ordentligt fair menneske. Men jeg vil ikke gå så langt som tidligere. 

Man kan blive lidt bedre til at tolke omverden med en Autisme/ADHD, men det er efter dagsform og stress. Det er og bliver en teoretisk lærdom, ikke noget automatisk. Det er det der er noget af forskellen på at være på spektret.

Jeg kan ikke se hvorfor det skulle være rimeligt at vi mikro straffes for vores diagnose. Det er som sandkorn, et for et, alle de ting der bare var som de var og der kunne ikke tages hensyn. Det bliver til mange sandkorn, mikro, men mange nok tynger de en ned. 

I sidste ende handler det om selv at vide. Også erkende vægten af en sandsæk for hvad den er, det er det man har været oppe i mod. Jo mere konkret man kan forholde sig til det, bliver det mindre et udtryk for en selv, hvad man er, og mere et overblik over de vilkår man har levet, og ikke bare en selv men mange andre i en lignende situation. 

Så når vi er anderledes, er vi anderledes som mange andre, faktisk så mange at vi ikke er så anderledes enda, så anderledes som de gør os til, lige der i den de sociale situation eller en til en. 

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv