Er der et autentisk selv bagved masken?

Som meget sen-diagnosticeret med Autisme/ADHD har man prøvet at få livet til at fungere i mange år, og det kan være svært at huske sig selv som barn og ung. Måske endnu mere svært hvis der har været trauma. Trauma kan være som et slør over fortiden. Og rigtigt mange på spektret har det, vi er mere sensitive, samtidigt gør arvelighed også at en forældres Autisme og/eller ADHD har påvirket opvæksten. Det kan være svært at vide hvor trauma og Autisme/ADHD ender og begynder. For der er overlap i hvad der kan komme af symptomer. Er det en senere pådraget komorbiditet, eller den personlige udgave af ADHD/Autisme? Der er et puslespil, men ikke det puslespil nogen bruger som et symbol for Autisme spektret. Jeg tænker at der er mange komponenter, men det er langt mere organisk og det er ikke meningen at det kan løses. Men det er muligt at mindmappe hvor man selv er og tilføje elementer, det er ikke fordi der mangler brikker, der er højst for lidt for mange. Og gennem et liv er der dele af os der er mere i fokus, det hele er der, men det kan varierer med udfordringer og evner. 

Ja, vi er født med det, men det varierer hvad der personligt kommer til udtryk gennem et menneskeliv. Og vi bliver som alle andre mennesker udfordret af livet. Men med en manglende plasticitet, kan vi gå i stå fordi det er for meget at tage ind. Det er ikke det samme gennem hele livet og især kvinder føler det ændre sig i menopausen, enda ret drastisk. Og der sker nok også noget for mænd. Men det er ny viden.

De sendiagnostiserede har levet livet uden den rigtige diagnose, men med udfordringer, evt. fået andre diagnoser, som mange har fået i stedet for Autisme og/eller ADHD, det har påvirket de løsninger vi er blevet rådet til, vi fundet en "form". Og den "form", er meget ofte ikke særligt gavnlig for mennesker med Autisme og/eller ADHD. Mange anbefalinger i forhold til psykisk sygdom er nærmest ubrugelige i forhold til Autisme/ADHD. Det kan være svært at gøre op med, og ofte får man heller ikke meget opbakning, da de fleste ikke aner hvad der er bedst for mennesker med ADHD/Autisme Herunder desværre også psykiatere, læger osv. Vi er ikke nået så langt i Danmark. 

Det nemmeste har været at udskrive antidepressiv medicin, for nedtrykthed og angst. Det er samtidig medicin der er svær at komme ud af, uden længere varende reaktioner. Det tager tid at trappe ud, og så kommer der ofte noget lige når man er ved at være ud af det. Eller efterfølgende. Mange vil heller ikke udfordre at der "sker noget". Hvem samler så en op? Det der er eller ligner depression er så udbredt i den her gruppe, og forskellige udgaver af angst/OCD/posttraumatisk stress. Det bedste var nok at man aldrig var blevet sat på det antidepressive, uden at vide man havde Autisme/ADHD, det har en betydning, også selvom man får medicinen. Det er en anden kontekst, og vi reagere også anderledes på medicin. Men ofte er det at vi får medicinen fordi vi har kæmpet for meget, så vi kan gå ud og kæmpe igen, nu medicinerede. Hvor vi havde haft brug for at vide hvad der var sket og hvad vi kan gøre bedre for os selv. Medicinen opretholder masken. Og mange ender på det for altid.
Jeg selv er så presset i mit liv, at jeg ikke kan droppe medicinen. Og det ville ikke være klogt med erfaringerne. Optimalt, nej. 

At stå ved sig selv som et menneske med Autisme/ADHD, overfor sig selv og andre er ikke nemt, det sniger sig ind, ablelism, ofte i formen at "hvis jeg kan kan du også". Og i den personlige form "Jeg må tage mig sammen". 

Så det at skære igennem kræver man er ret hardcore, i forhold til andres meninger, og det "arvegods" man har med sig gennem mange år. Og hvad det at have diagnosen, bliver formet af hvad ens rammer er, opvækst, skole, arbejde. Stress faktorer, krav. Så udover de uendelige varianter af at være på spektret, så er der det omkring en, og det sidste er ret væsentligt. 

Personligt synes jeg, at jeg ikke har kunne være mig, at der altid lå noget forude, hvor jeg ville fremstå forkert. Og at jeg som regel blev overrasket alligevel. Hvilket måske er typisk Autisme/ADHD, man er for lidt, for meget. Man prøver at passe på, men så glemmer man det. Er det så det autentiske selv der viser sig når man glemmer? Tja, det kan være for meget maske og social stivhed, men det kan også være man går linen ud, også at man gør det hele, og det alt sammen kan virke off på andre.

Men det pointere at man ikke er ok som man er. At andre forventer at man kan "tage sig sammen" når det er, at man kan lære den rigtige adfærd. Men Fx. Jeg er ordblind, med en computere er jeg bedre. Jeg læser og skriver meget, men jeg er lige så ordblind som jeg hele tiden har været. Jeg kan ikke tage mig sammen og lære at læse bedre, ikke mere end det jeg har gjort. Det kan ikke trylles væk. Jeg kan heller ikke trylle Autismen eller ADHD væk, der vil ske ting, og der er ting leg glemmer i momentet, jeg ved men ikke lige kan anvende. Og det er vel det der er noget af netop forskellen, det er ikke en naturlig adfærd at falde ind i det mønster der forventes af de neurotypiske. Det ligger ikke i rygmarven. Vores hjerner tager en anden rute pr. automatik. Og meget af det vi gør som mennesker med adfærd er automatisk, for det er det hurtigste, fremfor noget meget tillært eller "naturstridigt". 

Det er heller ikke det samme der gør folk på spektret urolige, i forhold til hvad der kunne gøre neurotypiske urolige. Personligt tør jeg ting, mennesker generelt ville være nervøse for, men jeg har det dårligt med ting de fleste slet ikke bemærker som noget svært, eller angstprovokerende. Man kan blive ved med at sige at man har et andet styresystem, uden at folk forstår det reelt virkeligt er et andet styresystem. Det er ikke noget man siger for at gøre sig interessant eller være kontrær. Det er indbygget. 

Folk kan sige at jeg er stort set som dem, det er så det de tror. Det er det de kan se, det de tror de ser. Maske eller ej, vil de tro vi er det samme slags, men jeg bare er dårligere til det at "fungerer". Det er ikke et særligt respektfuldt udgangspunkt for samværd. Jeg er ok, og du er mindre ok i vores verden. Vi bestemmer om du kan være med. Det er ikke så meget en diagnose, det er mere karakterfejl i deres øjne. Derfor skal der ikke gives plads eller forståelse, til os. 

Det er derfor jeg gør mig mindre end jeg er, men det er også derfor jeg har prøvet at skjule det der er svært for mig. Evner og udfordringer passer ikke lige ind, det er en forvirrende faktor for andre, de ikke ved hvad de lige skal stille op med. Men ikke på samme måde som tidligere, jeg magter det ikke, jeg kan ikke mere. Det er ikke bare et valg, mit "system" kan ikke.

Jeg er ikke den samme, men det er lige svært bare på en anden måde i dag. Min viden og mine erfaringer er rent tillærte/intellektuelle når det kommer til den "rigtige adfærd", jeg er bedre til at forstå ting efterfølgende, sortere og reflekterer, men jeg understrejer: Efterfølgende. Det forgår sjældent i realtid mens ting udspiller sig, jeg er lige så Autistisk/ADHD som jeg altid har været. Jeg er bare blevet mere voksen, jeg har skaffet mere viden til at forstå verden. Men jeg har ikke en direkte adgang til den forståelse, simultant med virkeligheden. -Eller jeg kan ikke regne med jeg har det. Jeg kan have det, men jeg kan meget hurtigt ikke have det, så det kan jeg bare ikke regne med det. 

Tidligere troede jeg at jeg bare skulle øve mig og vide mere. I dag må jeg lære at tage mine fuck ups og kunne leve med det. De absurde snubletråde der er i de mest ligetil ting, der kan udløse kaos og nedsmeltning. Hvorfor kunne jeg ikke forudse det? Hvorfor undersøgte jeg det ikke bedre? Hvordan overså jeg det? Hvorfor gør jeg det igen? 

Men samtidigt er der det jeg kan forudse andre ikke forudser, det jeg har undersøgt grundigt, det jeg ikke overså, og de ting jeg trods alt ikke gør igen, men også de ting jeg tør gøre igen. Prioritere jeg socialt mod højere? Med ADHD yes.

Jeg jonglere med for mange data, og er kun et menneske til at holde rede i det, og er den type menneske der prioritere lidt anderledes pr. automatik. 

Og de ting der prioriteres er også vigtige, på mange måder ville verden se anderledes ud, hvis vores prioriteter ikke var her i verden, måske på ret overraskende måder. 

Tilbage til udgangspunkt: Er der et autentisk selv bagved masken? Ja, det er der sikkert, selvom vi måske selv ikke kan se det selv, for alt det andet. Måske det hele er der endnu, bag lagene af levet liv. Om vi kan få det frem kan handle om alder og meget andet. Men tanken om at vi er intakte, på trods af skaderne, vi er der stadig. Det er ikke for sent, og vi har så meget i os, så bare vi finder lidt, så er det en slags sejer. 

Jeg er ikke din drøm. Når man ofte støder på de samme typer, men ved hvorfor.

Med Autisme og ADHD har jeg ofte oplevet at nogen mænd har læst ting ind i min adfærd, der allermest handler om deres egne drømme og forestillinger, end om mig. Der er nok en kedelig tendens til at "den der søger", er parat til at læse ting ind i andes adfærd, der virker til, at spejle deres behov på en positiv måde...i det mindste i begyndelsen. Samtidigt overser/overhører de det der ikke passer ind i drømmen om "den idealiserede". 

Som et menneske der er venlig, forstående, men måske også karismatisk, men også med dårlige antenner for adfærd, og en evig tvivl om, om jeg har forstået ting rigtigt, er det her vanskeligt. Det er svært med grænser, og andre kan lettere påstå at deres vinkel er den rigtige.  

Og måske også andre udefra kan tænke, han/hun er attraktiv og sød og tiltrækker opmærksomhed, og kender sine virkemidler. Men hvad hvis man m/k ikke altid gør det med Autisme/ADHD? Jeg gjorde ikke som yngre, måske heller ikke nu, jo noget mere, men ikke nok, det er efter dagsformen, med Autisme/ADHD kan man altid fanges på det forkerte ben en eller anden dag, og man ikke lige er hurtig nok. 

På den anden side har jeg også en "Miss Teflon", der gør at jeg kan sno mig ud af situationer. Og situationer med mennesker, der har en tendens til at gå all in på deres egne forestillinger, og uden nok stopklodser. Men som skrevet, nogen dage tænker jeg på andet, og reagere forsinket. 

Der er et match, men det er et match af alt det forkerte, fordi begge parter mangler de sociale antenner i en eller anden grad.
Ikke at ADHD/Autisme ikke giver en sociale antenner, men måske de fanger så meget, at det er svært at sorterer, og der kan være sekunder hvor man mentalt er et andet sted, eller klassikeren at andre har fået en til at tvivle på en egen sunde dømmekraft og fornemmelser. Eller man bare er lidt mere tillidsfuld.
Hvor den der inkludere en ufrivilligt i deres idealisering af en, samtidigt holder nøje øje med, om de får det ud af det, de vil have. I sidste ende er det det det handler om. Det de vil have. 

Jeg er ikke den der beregner hvad jeg får ud af ting, det med mennesker og situationer er mere flydende. Måske jeg lever med at hvis man griber for hårdt efter noget, bliver det til sand, der glider ud mellem fingrene. 

For mig er det svært at forstå at nogen søger et drømme objekt i andre, så deres liv kan blive helt. Det kan aldrig blive helt, når man ikke kan se den anden særligt klart (og ikke ser sig selv heller), men kun det der lige matcher fantasien om denne fiktive person, der er anbragt som et filter over den man reelt sidder overfor. Det kan kun skuffe i længden, men man skuffede sig selv. "Det her fantastiske menneske, var ikke så fantastisk, jeg blev snydt". Sandheden er at "den idealiserede" sagtens kan have mange gode egenskaber, og aldrig spillede en/den rolle. 

Og sådan kan man fortsætte gennem et helt liv, også som gammel og stadig kun se det, man vil se. Man kan ikke erkende at man selv har opstillet illusionen, til senere at snuble over den. Gentagende gange. 

Når målet for ens følelser idealiseres, må der også være en idealisering af en selv, i en eller anden grad, der kan sagtens være lavt selvværd osv. men ved at søge det idealiserede, er det et billede på at ville opnå sit sande inderste potentiale, den man egentlig er, og skulle være. Og "den idealiserede" er portalen til det liv. 

Jeg kan læne mig tilbage og sige, i det mindste er det ikke mit problem, jeg har 100 andre problemer, men det der, er ikke mit. 

 

"Mikro oprydning" er en meget god tester på hvad der foregår.

Jeg er begyndt at sorterer småting i kasser, små skuffer og æsker hvor materialer som sytråd, knapper, bånd, perler, smykke dele var blevet rodet sammen. Eller var endt på gulvet, eller andre forkerte steder. 

Det en bedre måde at se hvad det er der sker når jeg prøver at gøre noget prakisk. Der er noget med mine praktiske executive evner der ikke fungerer og fungerer dårligere end tidligere.
Udover korttidshukommelsen der gør, at jeg ikke kan huske hvor jeg lagde noge for 5 sek. siden, og at min hjerne er et helt andet sted end i det jeg foretager mig, så jeg taber/vælter ting. 

Jeg går i stå, når jeg bliver i tvivl om hvor jeg skal anbringe ting(Står med klassiske ADHD T-Rex arme og kigger). 
Det er start top, start stop, "-hvooor pokker er?".
Stirre rundt. "Åh der!" -Start stop....
Hov!, her er noget i en helt anden kategori, har jeg en æske til det?
Hov!, er er noget der skal i en æske jeg allerede har sorteret. 

Kommer til at vælte æske ud på gulvet, ud over andre løse usorterede ting på gulve. "Helvede!" Og det er svært at blive i opgaven. 

Jeg har anskaffet akrylkasser, jeg kan se hvad der er i. Samtidigt husker det mig på at jeg er e kreattivt menneske.....Eller jeg engang var et kreativt menneske. Men faktisk reparerer og syr jeg lidt i hånden om aftenen. Så det er god at kunne finde alle farver sytråd. 

Mikro oprydningen er mindre sigmaiserende og psykologisk pinefuld, end de større projekter i hjemmet. Hvor mine tanker ryger hen i, hvad der har bragt mig i den situation. Hvordan det endte så galt. Jeg bliver vred, ked af det, det føles håbløst. Jeg har prøvet så mange gange at få bund i det. 

Jeg har ikke valget at tage mig sammen, jeg har ikke muligheden for, at dag, for dag nå videre med et synlig resultat. Ja, noget bliver ryddet væk, noget ryger på gulvet. Andet i mit liv kræver min opmærksomhed. Eller at det hele bliver for sort, at fortiden kryber ind, og følelsen af et manglende håb for en fremtid. En bedre fremtid, end de sidste 12 år og min nutid. 

Jeg står op til det, det kan krævet noget at komme ud af sengen. Eller det kræver meget. Jeg møder min største afmagt hver dag. 

Det er svært at finde vejen til et andet liv, og en identitet, hvor det jeg ikke kan, ikke er det der fylder mest i mit liv. 

Jeg kan distancere mig mentalt, dissocierer, som jeg ofte har gjort for at overleve.
Det synes ikke at være vejen at forholde sig konkret til rodet og svineriet, når jeg nu ikke evner det praktisk alene, det er bare vejen til at forstærke det psykiske ubehag, fastholde, og ikke give plads til noget andet og sundere. 

Men jeg sorterer videre, så alt får sin æske. 

Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Hvorfor er der ikke et anonymt gratis netværk for overkøbere og Hoardere?

 Hvorfor er der ikke et AAA for Hoardere og overkøbere i Danmark? Problemet er der. Der er hjælp, men det koster, og de penge har vi ikke, eller vi har brugt dem. 

Spillere kan få hjælp gratis, men det er jo delvis finansieret af dem der udbyder spil. Stofmisbrugere kan være heldige at få hjælp. Og der er flere typer alkohol afvænning noget lux, og så AAA eller blå kors fx.

Konsekvenserne af Hoarding og/eller at overkøbe kan også være meget store i sidste ende, og det er vel der man forsigtigt overvejer hjælp -men den er der ikke. 

Hoarding og Alkoholisme sker i alle socialklasser, og efterhånden vel også stofmisbrug. Det betyder jo det er en blandet skarer af mennesker. Men hvorfor har Hoarding og overkøberer ikke det netværk? Historisk er det nyere, selvom vi altid har været der, meget blev forklaret med at efter krigen havde folk lært at gemme på ting, eller folk var sære. 

Og i nogen årtier har vi levet i en tid hvor overforbrug er normen og har været et ideal. Og Hoarding er stadig meget stigmatiseret/stigmatiserende. Der er et clash mellem lækker livstil, og så et hjem fuld af skrald. På den anden side er der også et clash mellem "smart" stofmisbrug og bunden på gaden, det samme for alkohol.

Misbrug kan være arveligt, Hoarding/overkøbe kan også være arveligt, det er en måde at kompenserer. Og til at begynde med virker det som en løsning. Og en løsning vi har set før, men det er også arveligt når men slet ikke kender til den familie der har haft de samme mekanismer. Det er mekanismer der kan starte meget tidligt, men også nogen der ikke har virket til at være der, før der sker et større traume, måske flere påfølgende hændelser. Og ofte er man så meget i det, at man ikke opdager hvad der egentligt skete, omkring en. 

Der er international viden om hvordan man hjælper Hoardere praktisk og psykologisk, vi bruger den bare ikke i Danmark, den der er koster penge. Der er også grupper i udlandet. hvor Hoardere hjælper andre Hoardere praktisk i deres hjem. Man kunne også forestille sig noget med at være bisiddere. 

Anonyme netværk for Hoardere overkøbere 
Måske styrken i at mødes er at se det fælles der driver en, og det fælles der kan ændre på tingene. Det er et væsentligt fælles menneskeligt perspektiv der rykker en ud af sin egen boble, mennesket bag, og ikke bare facaden eller manglen på samme. Det er også i de grupper at man forstår ord, som andre ikke forstår dybden af. Som andre overhører. Og den forsigtig optimisme kan deles, uden nogen tager hele armen og tror nu er alt klaret. Vi ved det tager tager tid og det går frem og tilbage, op og ned, det kan ikke være anderledes. 

Det er skamfuldt med tab af kontrol, at det løber fra en, til man sidder i noget man ikke kan overskue hvor man skal ende eller begynde. Eller hvad processen vil gøre ved en. Og hvad hvis angsten kommer? 

Derfor mener jeg at der skal være psykologisk back up, fordi det kan give angst, psykose, depression når de underliggende ting kommer frem. Måske nogen kan klare det med gruppen og eget netværk, uden der skal professionel hjælp til, men for andre vil det være nødvendigt. 

Jeg har meget selverkendelse som Hoarder, jeg ved meget om emnet. Jeg forstår meget af de psykologiske reaktioner. Alligevel har jeg et spørgsmål om hvad der er i centrum for min egen Hoarding, og hvorfor jeg reagere med angst når tingene er ryddet væk? Er jeg bange for hvad jeg skal stille op med mit liv, når den byrde er fjernet? At det er en meget større udfordring, at det er meget forvirrende, for mange valg?  

I at overkøbe og i Hoarding er der også mange drømme, hvem man er/gerne ville være, og projekter man gerne ville, men ikke kan overkomme lige nu (Andre kan synes man er meget urealistisk). Men hvad er så det nye livs indhold, der skal sættes i stedet for, og hvordan?
Udefra kan andre mene at bare tingene er "ordnet" så er alt klaret og målet er nået. Men livet fremover er ikke bare at gælden er/bliver betalt, eller hjemmet er tømt og rengjort. Hvad kan vi sætte i stedet for, det vi selvbehandlede os selv med? Det svar, er vores svar, ikke hvad andre synes, eller samfundets normer. For ellers tror jeg at man falder tilbage i det gamle, det skal give dyb mening for en selv. 

Og det er nok noget af det der gør, at det føles skræmmende, det er fortiden, nutiden og fremtiden der kommer mod en. 

Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år. 

Betingelser for accept og blive set.

Er det nok at bruge ordet accept som et ideal og det man arbejder mod, til at det er accept? Og hvad hvis jeg siger det ikke er accept. At der er for mange betingelser, eller at der er meget mere der ikke er ind under den accept. 

At det er en tøvende accept, eller fordi det ser bedre ud. Ikke hel hjertet, ikke ekspanderende. Det er en accept at kassen eksisterer i verden, selvom det ikke er en kasse, men det er nemmest at det er en kasse. Det er ok kassen er der, bare den lige står lidt væk. Det er ikke den kasse vi får brug for oftes, så den behøver ikke at stå lige for. Men den får lov at være her.

Der er jeres system, jeres betingelser. Jeg må leve med det. 

Ubetinget kærlighed, den findes nok. Jeg kender betinget kærlighed. Eller det er vel mere betinget omsorg. Jeg giver omsorg og beskyttelse hvis du anerkender mig på den måde jeg ønsker at bliver anerkendt. Det sidste er også vigtigt. Det handler ikke om dit syn, selvom det kunne være noget positivt. 

Jeg skal give fuld ubetinget accept, og gætte dine ønsker og huske dine krav, altid. Til evig tid. 

Er det creepy? 

Den betingede kærlighed gør at forventningerne holdes lavt til andre, til det man møder. At man ikke stiller krav, tror man har krav. 

Det er sådan man går ud i verden. Måske med følelsen af at det kunne være anderledes og hvorfor det er anderledes for mig, når andre synes at have et andet syn på det og andre muligheder. Det er bare svært at holde fast i og at definere hvad det er. 

Måske sagde de at du var den vigtigste, det eneste der betyder noget, at du var deres liv og lys? Så hvordan og hvorfor har de så dæmpet det lys? Men det er du slet ikke nået frem til at tænke, du er den enste, men også med mangler. Og det at gøre noget andet vil være frit fald, din undergang, tro på os. 

Det er forvirrende prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? Skal det føles sådan her? Er den her vægt på mig, sådan det er fremover? 

Og ja det er det. Og vægten øges, men det er en vane. Sådan føles det. Det er virkeligheden, det er dig. Men fordi det netop er dig, kan du bære det. 

Det er som om der er et særligt selskab af mennesker der bære verden for andre.

Vi kan prøve at aflære det, der er muligt, delvis, delvis fordi jeg tror at den konditionering fra barndommen er så omfattende at vi ikke kan rense det ud af alle hjørner af vores bevidsthed. Men vi kan arbejde med det vigtigste for videre overlevelse, måske endelig en ægte forankring. 

Jeg tror forankring er vigtig, at man har noget der føles sikkert. Det behøver ikke at være så meget. Men det er meget svært når man ikke har det. 

Jeg har det ikke, jeg har mistet det. Det var i mig, til det ikke var der mere. Og jeg kan ikke pinpointe hvornår det skete ret precist, men jeg har en ide om det. Måske sandheden også er at jeg mistede den følelse i portioner. 

Med de erfaringer tror jeg ikke på ord og umiddelbart pæne hensigter, i sidste ende er det det der bragte mig til hvor jeg er nu. Jeg råber ud i ingenting: Prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? -Er i der? 

Intet svar.

Autisme og mønstergenkendelse og bias -og mere.

Nogen med Autisme har ekstrem god mønstergenkendelse, vi kan genkende ting og se detaljer andre overser.
På en måde har den neurotypiske hjernen bias, så den ser, det den ved den ser. Vores øjne og hjerne rekonstruere det sete, og omsætter det til noget vi forstår. Det spare tid, og mindsker forvirring.

Med Autisme og/eller ADHD er der også muligheden for at nå frem til noget andet, når den normale automatik er et andet styresystem. Den personlige udgave har egne preferencer, "settings" for at opleve verden. Og vores forhøjede sanser, kan være en fordel, og ikke bare noget der giver os for meget stimuli. For når vi kan selektere det stimuli kan vi gå ind i det og hører og se mange detaljer. 

Med AI, vil det vise sig om det kan overgå vores detalje orientering, og om AI kan lave forbindelserne mellem at man ved det er det rigtige info, eller det bare lyder rigtigt, men det er ikke det der skal bruges.

Jeg er begyndt at bruge AI, men jeg ved det skal styres i den rigtig retning via viden, der er forankringer jeg mener holder. AI kan skubbes mange steder hen, men lige nu kræver det nærmet at man i forvejen har tingene ok på plads vidensmæssigt. 

Vi lever i en tid med et meget sort hvidt holdnings bias på nettet og medierne, alle emner skal tvinges ned i kasserne, det kræver at de skal rettes til så de passer. Og det ender med at blive en vane. 

Så alt der er komplekst, kræver ekstra viden og tid, bliver kogt ned, og giver folk en tro på at de ved nok om emnet til at kunne gå ud med det. At vi er endt i en verden med selvudnævnte eksperter, er kaotisk, fordi mange ikke er trænede i debat, eller at der er mere at vide. 

Intelligens er ikke demokratisk, vejen til viden er ikke den samme for alle. Og i mange år har man mistænkeliggjort viden og eksperter som noget, elitært, verdensfjernt, arrogant. På den anden side er det jo tilgængelig viden hvis man orker. Og sandheden er jo at eksperterne var dem der orkede, ikke så meget at de er super intelligente, men de tog vejen gennem det nødvendige og lidt til. Jeg ved ikke hvorfor det blev så provokerende i de sidste 30 år. Også i Danmark. 

Sandsynligvis er det at viden/forskning ikke altid passer med den politik der føre an, tidens strømninger. Og nogen emner er mere irriterende politisk end andre. Og så er det godt at kunne tale eksperterne ned. Eller ignorere dem. 

Og det ændre også befolkningens syn på viden og hvad der skal til for at vide noget. Uanset om det er professionelt eller bare af interesse. Viden er ikke hot. 

Der var en der sagde at unge gerne vil være influensere, noget keativt, at blive kendt tjene penge, få de rigtige kærester, men i grunden var men fint fremtidssikret hvis man læste skattelov fx. 

Nå, hvor kom jeg fra, jo Autisme og mønstergenkendelse. Jeg tror i høj grad at mennesker på spektret har meget at byde på, også ting der ikke er tænkt på, måske fordi vi skulle være i en situation hvor der er mulighed for at lege lidt med de muligheder. Andre rammer, andre holdninger til nytte. Går man fremad med skyklapper/bias er der meget man ikke ser, men tro man ser, man tro man ser vejen frem. Men det er for begrænset et udsyn.

Når jeg går ud af min dør har jeg nærmest øjne i nakken, samtidigt mad at jeg ser andre har en nærmest zombi agtig adfærd i Københavns gader. Jeg er chokeret på deres vegne, så mange nærved og næsten situationer. Og slipper jeg koncentration og overvågenhed 2 sek, er det ved at gå galt for mig. Det må føles meget forskelligt. Måske de ser ting jeg ikke kan de de ser, når de drejer af. Måske de ikke gør og det lykkes. Og de har ikke set at det kunne have været farligt så det computer ikke. Meget forskellige dyr i by savannen. 

Når vi først har genkendt noget, er det lettere at se det igen. Min undersøgelse af narcissisme gør at jeg ser meget i den kontekst, samtidigt med at emner er ved at trende. Jeg har altid være en iagttager af verden, og hvor jeg var i den. Men jeg har samtidigt også været en drømmer. Men for at redde mig selv ud af ting, har jeg måtte forholde mig til livet på en mere konkret måde, mere detaljeret. Det har være nyt territorie, men fordi jeg stod i det var det ikke bare et studie, det var en kamp jeg stod i. Og jeg kunne ikke finde svar. 

Det er fordi de fleste svar på livet og samfundet, ikke er skabt af mennesker med Autisme eller ADHD. Der mangler de mellemregninger vi ofte har brug for for at forstå det, fordi "alle de andre" bare forstår det automatisk. Det er meget mærkeligt. Og af gode grunde kan de ikke forklare noget de "bare gør", noget de er født til at kunne. 

Intet under at de ofte ikke ved hvad de skal sige til os, eller de synes vi komplicere ting for meget. Og det er der hvor mennesker på spektret står alene, vi bare står der, igen og igen. 

Vi kan tænke de ikke tager os alvorligt, at vi bliver ignorerede. Men de har ikke svarene. Det bedste råd er at erkende at de ikke har dem, og hvis de har er de nok på spektret eller "noget andet". Den anden vinkel og indsigt, må man søge andre steder. Og vi vil ikke blive respekteret for vores livslange studie af "neurotypisk kultur" som er et feltstudie. Og vi kommer aldrig hjem, det er et feltstudie for livet.

Heldigvis er der nogen med Autisme og ADHD der aldrig rigtigt opdager at de er lidt ved siden af. Hvilket kan være en fordel. At blive i sin boble, især hvis den fungere ok. 

Piger med Autisme har det mere med at holde øje med hvad andre gør, prøve at efterligne de andre piger. Hvad jeg selv har bemærket er det en generel ting for kvinder at efterligne andre kvinder, og det er yderst praktisk, ikke mindst gennem historien. Hvor mænd ofte vil tilføje lidt ekstra. Bias? Nej det mener jeg ikke, men det er ikke entydigt, i grupper og i forhold til opgaver, især kreativ har jeg en automatisk en maskulin tilgang. Det er der også mange andre kvinder der har af forskellige grunde. Min er Autisme og ADHD, fordi jeg ikke forholder mig til konsensus, eller de andre kvinder som hvis jeg var neurotypisk. Der er en accept jeg ikke søger. Jeg er parat til at stå alene. Men det er på en social måde, jeg ønsker fælleskab, og vil gerne deltage. Men der er ting der skal gøres, alt kan ikke bare være indenfor stregerne.

Andre erfaringer, giver andre vinkler. Andre "hjerne styresystemer" giver andre svar. Måske vi allerede har det vi skal bruge til fremtiden, det er spørgsmålet om nogen tør. 

Jeg ved ikke om vi skal tilbage til 1950erne, for at erkende at det ikke var løsningen, dengang der kun var to køn, LGBT var i skabet, Autisme var hos drenge og i en bestemt version, og ADHD bare var umulige børn. Og kvinder helst skulle holde sig til det hjemlige og huske hun var mindre end.
Behøver vi det eksperiment, fordi verden flyttede sig lidt for hurtigt og blev for kompleks at følge med i for mange? Jeg kan godt lide noget ikke er entydigt, at noget er komplekst. 

Menneskets overlevelse har bygget på at holde fast i det gamle, og være innovative når det var nødvendigt. Vi ser udvikling og højkulturer som idealet, at de må have været klogere, som i bedre. Og dem der er forblevet på et stenalder stadie må mindre kloge. Men deres verden har bare fungeret, og samtidigt med kan de have tanker og viden der er vigtig for dem, som vi ikke kan fornemme hvad det er for dem. Vi måler det efter vores bias og målestok for kultur og viden.

Verden har aldrig været så ekstremt divergerende, der er stadig mennesker der lever som i stenalderen, og popstjerner der bliver sendt ud i rummet bare fordi vi kan. Og store summer penge, ender på færre hænder. Og det sætter jo spot på at vi er bare den her klode, der rummer så meget, men er overladt til meget få at "regerer". Det rene sci-fi, selvom vi afventer den flyvende bil, men det er vist i 2026. 

Identitet og diagnose.

Tænk hvis jeg kunne stå op om morgenen uden at blive konfronteret med Autisme og ADHD fra jeg slå øjnene op?

Sikke en befrielse, hvilken åbning på dagen!

Det er bare ikke mit liv. Det er selvfølgeligt ikke sådan for alle med de diagnoser, langtfra. For nogen er det muligt at abstrahere fra det eller leve med det, uden det er rædselsfuldt at komme gennem dagene. Ja der kan være dage, og situationer, og der kan ske ting der gør at men cirkel og overtænker, eller bare er udmattet. Men der er også andet, meget andet. 

Men det er bare som om mine symptomer, min udgave gør at jeg ikke kan undslippe at blive konfronteret med det. Det er det der fysisk omgiver mig, og det der holder mig fanget. 

ADHD gør det svært for mig at gøre ting praktisk, jeg mister overblik, jeg fumler med ting, jeg er fraværende. Autismen gør jeg prøver at holde fast i tryghed, selvom jeg reelt ikke føler nogen tryghed, selvom jeg prøver at holde fast i ting. Det er det velkendte ubehag, fremfor det ukendte. Det er kun en lille smule bedre, og det føles ikke som frit fald. 

Og jeg har prøvet næsten at miste mig selv, og jeg er modig. Men jeg kender også konsekvenserne. Og jeg ved at ingen samler mig op. Der er kun mig, og jeg skal gøre det selv. Jeg har ikke råd til eksperimenter. Men det ville være godt med forandring.

Jeg har været mange ting, forskellige liv, det var dengang jeg havde kræfterne til det. Det at tage masken af har været en blandet fornøjelse, eller slet ikke nogen fornøjelse, bare ubehagelige erkendelser omkring ting jeg egentligt ikke har haft meget indflydelse på, eller større muligheder for at ændre på nu. 

Jeg ved ikke om jeg bare må separere min fysiske virkelighed og min indre verden, jeg har gjort det før, det er ikke optimalt, men en klassiker. Jeg er født med mit eget matrix jeg kan bevæge mig i, frit. I modsætning til virkeligheden. Er der en kur mod virkeligheden? 

Eller skal jeg bare lære at glemme alle regler der er opsat for hvordan man skal være og leve, at virkligheden ofte er lig med normer. Ja, der er naturkræfter osv. men virkeligheden er også hvordan man ser/fortolker verden. 

Det vil vise sig om jeg kan frigøre mig fra normene. Så kan de gå med som affald, eller til genbrug, når jeg nu er igang med at rydde op.

Diagnosefabrikken arbejder, men måske det ikke er det værste.

Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab siger: "Vi risikerer diagnosefabrikker. Min frygt er, at hvis man kun leder efter ADHD og autisme, så er det det man finder, og overser alle de andre grunde til, at børn mistrives, siger hun.

Hun henviser til, at børn også kan have ondt i maven, ikke har lyst til at komme i skole og oplever koncentrationsbesvær på grund af andre ting som skilsmisse, kaos i skolen eller noget helt tredje."

Nogen ser det som epidemisk, og et moderne fænomen, andre ser det som overdiagnosticering af raske børn, nogen ser det som noget der egentlig ikke eksisterer, eller at "Vi alle er lidt Autistiske og/eller ADHD". Hvor går grænserne, og er der nogen? 

Er det fordi vi forventer perfektion hos alle børn/mennesker, og når der så er "noget", skal der en diagnose til. Eller er det fordi vi ikke vil yde støtte, hvis der ikke er en diagnose (ikke fordi der bliver ydet meget støtte). 

Og har vi bare overset at en meget større gruppe af mennesker ikke var neurotypiske, og puttet dem i andre båse, eller de fandt en plads, en plads der måske ikke er der i dag. 

Siden jeg var barn er børn blevet et projekt, børn er ikke noget man bare har, det er et prestige projekt der bare skal lykkes. Hvert barn er det vigtigste barn i verden. Hvordan det så skal passe med virkeligheden ved jeg ikke. Den globale, eller den Danske. Der er aldrig tænkt i den prioritering, uanset hvad forældre kan have af forstillinger. 

Personligt er jeg aldrig blevet prioriteret, eller set, jeg ser heller ikke at der er nogen tegn på ændringer, udover diagnosticeringen af børn og voksne med Autisme og/eller ADHD, der er diagnosticering efter en lang venteliste, men hvad bagefter? Hvad er forventningen? Og hvem kommer først? 

Og vi kan ikke engang trylle støtte frem, selvom der var en stor pose penge i morgen. Vi er for sent på den. 

Information kan noget i sig selv, men information kan også gøre en ret frustreret når man opdager, at der er så mange forhindringer for at udleve det som man råder til. At der er for mange kompromier. Selvforståelse gør at man kan se hvad det er der sker, men meget ofte kan man ikke stille noget op, fordi samfundet fungerer på en anden måde. For mig er det som om disharmonien er blevet større, som jeg er blevet klogere på mine diagnoser. Mange siger det virkeligt har hjulpet dem bare at blive diagnosticeret, men måske de har haft mere velfungerende liv, hvad ved jeg. 

Jeg bad ikke om at blive diagnosticeret, jeg søgte hjælp fordi jeg ikke magtede min "depression". 

Jeg er træt af trivialiseringen af diagnoserne (alle har dem), samtidigt med snakken om (over)diagnosefabrikken. Jeg er træt af den måde medierne behandler emnet. Jeg er træt af "superpower" pep talk pis. Nogen af os har betalt en ret høj pris, nogen af os er udsatte. 

Måske det værste reelt er meningsmaskinen der kværner og kværner, og alle meninger er åbenbart skabt lige. Og mennesker med ADHD/Autisme får dem hele tiden i hovedet, det er som om alle glemmer at vi faktisk er her, og vi skal leve med de holdninger -og vi skal absolut ikke modsige det, for det er ikke charmerende, nope! Og hvis man skal udtale sig, skal man veje sine ord på en guldvægt, og forholde sig til ikke at provokere eller irritere nogen, jeg vil sige man forventer man skal lade sin Autisme og ADHD blive hjemme i skabet, men tage skiltet på, hvis vi vil ses og høres. 

Diagnosefabrikken koster penge offentligt, eller privat, meningsmaskinen er gratis, og der er aldrig venteliste, der mangler aldrig meninger, holdninger og myter om mennesker med ADHD og Autisme, eller deres forældre. 

Jeg kan ikke vide hvor meget overdiagnosticering der er, men jeg gætter på at der samtidigt stadig er nogen der går under radaren. Personligt tror jeg bare at vores variant er mange flere end man har været klar over, og med tiden vil der være et meget bedre overblik, hvor der nu er lidt panik også pga. ventelisterne offentligt og privat for at blive diagnosticeret. -Men når man har fået diplomet?

Den diskrete udstødelse i rige samfund.

Man må ikke have huller i sit CV. Og det at "bare få et job" er ikke bare hvis man har en diagnose.
Man kan skjule man har dem, og håbe der ikke opstår problemer, at man får en periode, eller jobbet bliver for stresset. Man kan også være åbent om det, men ofte glemmer jobbet at tjekke ind, men tænker det går jo fint, men det kører lige på grænsen eller over, men hvad så, ryger jobbet, vil de blive sure, hvordan skal det forklares?

I sidste ende kan de have den effekt at det bare er for skræmmende at skulle igennem job processen igen. Ikke at der ikke kunne være arbejde der kunne fungerer, men det at forhandle arbejdsopgaver og kunne sige fra, kommer til at fylde for meget. Og det at måtte droppe et job kan føles som det ultimate nederlag, der kan tage tid at komme over. Koster deltagelsen i samfundet for meget, fordi samfundet ikke er gearet til det? Og vores moderne Danske samfund har det svært med mennesker der "normies", det er det der efterspørges og forventes. Historisk eller globalt er det ikke nødvendigvis tilfældet, men vi er blevet meget over regulerede de sidste 30 år. Og den forventning udstøder folk der faktisk kunne have hængt på tidligere. 

Jeg så noget om 1800 tallets Workhouses for samfundets udsatte, det havde vi også i Danmark. Man kan sige at uanset synet på den gruppe af mennesker, så var det muligt at se hvad der foregik på godt og ondt.
I dag sidder folk i hver sin lejlighed bag en lukket dør, hvordan skal man få et samlet billede af deres reelle vilkår? Og de faggrupper der evt. møde dem, vænner sig til at sådan er det, det er det enkelte individs problem, og det kan skygge for at mange ender i det samme, men det er svært at eksponere det journalistisk, politisk. 

Der burde være et helt andet fokus på det, men det ender i personsager, men handler om større grupper af mennesker, der ikke har et fundament for noget bedre. Og ofte ikke engang kan forstille sig et sådan fundament, hvad der kunne gøre en forskel, men de kan mærke stigmaet og de manglende muligheder. Men det bliver som enkeltperson, og alene er vi ikke så stærke, som hvis vi kan se det fælles, at det er det samme man roder rundt med, og det samme der fra holder en fra noget bedre. Og at det faktisk kunne være anderledes, og at det ikke er rimeligt, det er ikke bare som det er, der er barriere og det er mere vanetænkning i samfundet, end af gode grunde. Men de der har mulighederne ser ikke at andre kæmper, eller der er grund til at støtte dem der kæmper. Enten tror man at samfundet gør hvad det kan, eller at de her personer bare ikke meget noget. Det er ikke sandt. 

Mange tror at det Danske samfund er så velfungerende, at vi ikke behøver at tage et grundigt eftersyn med mellemrum. Der lappes hvis noget bliver eksponeret, men der er ikke et større overblik.
Der er ikke et hvad tænker vi som samfund, hvad er vores menneskesyn? Skal vi have et socialt sikkerhedsnet, og til hvem? Og hvor lav går barren? 

Ideologisk har vi lagt det hele over på den enkelte, lidt mere år for år i de sidste 30-40 år, skruen strammes. Måske de yngre generationer ikke vil klemmes i den skruetvinge, kravet om det perfekt uddannede menneske, med slebne kanter, og robusthed mod stress. At de tøver med at udsætte sig for de her ting, uden at stille spørgsmål. At de vælger en anden livstil, fordi det ikke er det værd at kører sig selv af sporet fra start. At dårlig stress, ikke bare er som det er, og normalt, så vi slet ikke ser det.
Og her er jeg så tilbage i, at vi normaliserer ting, vi ikke burde normaliserer. I stedet for skulle vi sam samfund se på andre muligheder, for det her har vi prøvet rigeligt af det i mange år, lad os forlade det.  

Autisme månededens hule hykleri.

Hvor dybt er det ok at synke omkring en menneskeværdigt liv med Autisme i Danmark? Har mennesker med autisme en ret til et værdigt liv på egne betingelser?

Der skulle være nogen meget mere klare linjer. Og det gælder for alle typer af Autisme, hvis deres liv er kommet ud på et sidespor. Når der skrives om de velfungerende, må vi også være klar på at det ikke er alle, og at "graden" af Autisme og intelligens ikke siger noget om at kunne fungere i verden som sådan. 

Mennesker der har brugt alle ressourser og lidt til for at leve dag til dag, råber ikke op og stiller krav. Vi vil ikke ses som ofre, vi vil ikke yderligere stigmatiseres. Måske vi ikke kan forstå hvorfor det gik sådan og vi tror vi er skyldige i situationen. 

Det er ikke et behageligt emne at blive konfronteret med, hvad kan og bør vi gøre som samfund, sådan helt praktisk. Ikke hensigterklæringer, eller de næste generationer mad Autisme. Hvad med nu, lige nu?

De fleste af os er vandt til at der ikke tages hensyn. At de daglige udfordringer bare er der, og sådan er det. Selvom det kunne være anderledes, men det er bare en fjern drøm. Vi er nemme at manipulere til tavshed. Og mange af os har lært at spille rollen og overtage samfundets normer som de eneste mulige.

Vi er enda parat til at mobbe andre på spektret med, at gøre sig til ofre, hvis de er ærlige omkring deres liv. At det at andre på spektret kæmper mere, vil smitte af på synet på dem. Fordi at "højt fungerende Autisme" intet siger om at fungere i hverdagen, mere om normal intelligens, og det tager ikke højde for hvor asymmetriske evnerne i virkeligheden er. 

Men hvad skal der til for at få de emner på bordet? Voksne med Autisme og voksne der aldrig har fået den støtte de burde, og stadig ikke har adgang til den. Vi kan læse os til at der er den viden, men det er ikke noget vi har adgang til næste uanset hvor galt det er gået. Hvis det ikke er blevet set i barndommen og fulgt i ungdommen, hvis det har været set som en anden diagnose, eller man har gjort alt for at skjule det, er det stadig ikke i dag nogen tilbud der kan rette lidt op på det. Og det er ikke værdigt når det er gået rigtigt galt. Ofte bliver det vel set som enkeltilfælde, og man må lappe lidt. Så meget enkeltilfælde at der ingen grund er til at bruge viden om, Autisme når man forsøger at lappe. 

Vi er allerede for sent på den med viden, vi når det ikke. Og jeg fornemmer at det bare ikke er en prioritet, folk bliver diagnosticeret, til ingenting. Men der er mange der siger at det var en stor hjælp at blive diagnosticeret, at endelig forstå ting. 

Det eneste jeg forstod er at jeg har stået bagerst i køen, og stadig gør det. Og mine praktiske udfordringer gør, at jeg ikke kan det jeg er bedre til. Og nej, jeg skal ikke bare tage mig sammen. 

Jeg er en overlever, jeg skylder ingen en pæn historie der kan give en god følelse som en TED talk. Der er en virkelighed i Danmark, og den er ikke pæn, men den er dejlig skjult, og meget nem at putte væk. 

Hvad hvis nogen en dag satte billeder på, den i ikke ser?

Af-Hoardingen er startet!

På en måde er taktikken for mit kaos hjem lidt en sniger, vi har været i kælderen og sorterer og flyttet det over der er til ud, eller videre sortering. Og vi har også været på altanen og rydde, og noget røg i min kælder og noget andet i "sorterings" kælderen. Og ja noget røg bare direkte ud. 

Det er tre gange af omtrent to timer plus minus. Hvilket fysisk og mentalt er passende. Og det er effektiv arbejdstid. Det har været meget fysisk med at løfte kasser og poser ned/ud fra kælderen, og op og ned at trapper. Og så turen til sorterings kælderen, der dog har elevator, hvilket mere er en underholdnings moment, for der har man været op og ned i flere omgange far lejlighed og min egen kælder. 

Jeg finder overaskende sager hver gang, og kasser der ikke er blevet sorteret i 12 år, og ting der er ret random gemt og glemt fra flytningen dengang. Også ting der aldrig skulle være kommet så langt væk. 

Der er ikke noget af det her der er svært psykologisk, det er bare at holde koncentrationen og musklerne. Men jeg ved det andet skal nu nok komme senere. 

Så sniger knibtangs manøvren er nok ret smart, fordi der sker noget, og det gør at der kommer bevægelse i sagerne. Og det der ryger ud er visuelt synligt. Sådan da, men lige pludseligt bliver det tydeligt der er mindre. Det er også at prioritere de nemme valg først, finder jeg en kasse/sæk med noget "vanskeligt" må den vente lidt, det er fundet, men det er ikke nu jeg skal stå og vende og dreje det. Det er beholde, videre eller vente. 

Når jeg skal igang med logistikken i lejligheden bliver jeg nok overvældet som sædvanligt. Også fordi jeg gerne vil gøre det rigtigt. Og det forvirrer mig åbenbart, og tager tid. At finde billig gode løsninger der ikke er noget bras. Og hvordan og hvem der skal udføre det. Orker ikke at tænke på det nu. Men det lure i fremtiden. 

Ligeglad eller engageret?

For at overleve i mine fysiske omgivelser er det bedst at jeg ikke ser dem, eller forholder mig til dem, hvis jeg ser dem og forholder mig til dem, kan jeg ikke holde livet ud. 

Jeg kan ikke løse det selv, hjemmet, jeg kan pine mig selv med krav, og det jeg ikke kan. Der så fjerner de sidste kræfter til noget som helst. 

Jeg bære alt det rod og lort på mine skuldre, skyld, skam, vrede, afmagt. Usynligheden af mine udfordringer ved at magte ting, som så sjovt nok ikke er så usynlige enda. 

Efter julen er jeg blevet indifferent, i forhold til ret meget, ligeglad. Jeg har tænkt rigeligt, jeg har set ting i øjnene. Selverkendelse, men også erkendelsen af hvad jeg ikke kan, og hvad jeg ikke kan mobilisere af hjælp. 

"Burde" er ligegyldigt, hvad jeg burde, og hvad samfundet burde, det er bare ikke sådan der er. Og der er ikke tegn på det bliver bedre, og jeg kan ikke gøre meget fra eller til. Jeg har ingen stemme og ingen betydning.

Lyder det trist? Tja, jeg har det faktisk bedre og jeg føler mig stærkere. Jeg har ideer, ting jeg gerne vil arbejde på. Ting jeg er bedre til, fremfor at fokuserer på mine mangler. 

Folk siger at jeg "tænker for meget", og Elvanse gør at jeg tænker mindre i ring, og jeg er mere ligeglad. Eller så har den bare været inde og fjerne noget af det "hjerne plak" jeg har ophobet gennem mange år, så jeg er blevet mere mig selv. 

Hvis jeg skal overleve er det ikke ved at se helheden af mit liv, eller prioriterer efter normer, måske heller ikke nødvendighed, altså hvis ikke lige der ryger et vandrør eller lignende. 

Jeg ser mere klart nu, selvom der er ting jeg ikke ser. At forholde sig til alt på en gang, er overvældende, at følge andres prioriteringer er begrænsende. Og der skal ske noget andet, det liv der slet ikke har fungere i over 12 år, var et dagligt 24/7 mareridt, jeg må forlade nu. Jeg må også forlade tanken om de spildte år, et liv uden meget liv. 

Ejer jeg det her, er det mig nu? 

Den socialt uacceptable hjerne.

 Mennesker med Autisme og/eller ADHD fortæller om oplevelser med at være anderledes og ikke passe ind. Ofte er eksemplerne ikke super konkrete, men mere den generelle situationer, egne reaktioner og omgivelsernes.

Der bliver nævnt skam, der bliver nævnt nedsmeltning eller efterfølgende udmattelse i dage efter eller længere. 

Misforståede intentioner, oversete signaler, reaktioner der er for lidt, eller for meget i forhold til forventningerne til hvordan man opføre sig. Eller den måde vi udtrykker os på, vores stemmer, talestil, øjenkontakt, eller fraværende øjenkontakt, kropsholdning. 

Vi er ofte i situationen at andre retter på os som om vi var børn, selvom vi er tydeligt voksne og ved vores fornufts fulde brug. Måske især hvis vi er kvinder. 

Det nytter bare ikke meget at rette på os, jeg har lidt tænkt at det er fuldstændigt som ordblindhed, den er som den er, hele livet, man kan lære nogen cowboytricks og bruge hjælpemidler og da jeg kom til at bruge en pc, var det en revolution for mig. Men jeg er lige så ordblind som jeg altid har været. Jeg er mere øvet i at skrive tekster, men ordene, der er stadig nogen og ofte de samme. 

Men hvad gør man med en socialt og samfunds kulturelt uacceptabel hjerne? Er det at opgive alt der kan eksponere en til negative oplevelser, at det ikke er det værd, og ikke føles værdigt. Det er om at komme væk fra det. Eller skal man gøre opmærksom på at der foregår en diskrimination, der holder en ude af noget. Det sidste med stor sikkerhed noget det ikke ville blive modtaget positivt, og noget hvor de fleste ikke ville vide hvad "ikke diskriminere" ville betyde i forhold til Autisme/ADHD. 

Ja, der er mange med ADHD og Autisme der arbejder, uddanner sig osv. Der selv synes de trives, og det trods alt fungere, og de har fundet medtoder. Og det er jo godt.

Men hvad så med os andre? Diagnostisk vil vi have den "lette" udgave, men meget forskellige liv og muligheder. 

Hvad er det jeg skal skære fra for at leve et ok liv, der ikke ender med at være totalt isoleret fra omverdenen? Sagen er at det er svært at finde ud af selv, man har hele livet forsøgt at leve op til hvad vi ser som normalt, så processen at få skåret alt det fra der ikke fungere for en, er en meget stor opgave og også lidt i blinde. Der er så meget der er en selvfølge der omgiver os, men ikke er en selvfølge for os.

Jeg kan ikke kæmpe alle de kampe hvor jeg møder manglende forståelse/diskrimination, jeg må bare gå og vende det ryggen. Erkende det, og se på hvad jeg så kunne. Reelt kan det ende med døre der lukker sig hele vejen, og ingen åbne.

Måske jeg bare må skabe mit eget rige, det var bare aldrig det jeg ville. Men jeg kan ikke alene ændre på synet på neurodiverse mennesker, og det går for langsomt med at udbrede viden, det bliver ikke noget jeg kommer til at opleve. Og jeg fornemmer at mange med Autisme og ADHD stadig lever med samfundets vurderinger som målestok og ideal, så de er ikke parat med det opgør. 

Jeg tor også det på en måde er mere behageligt stadig tro på de neurotypiske idealer, selvom det gør negative ting ved den, det andet føles meget råt, -Mine omgivelser har løjet for mig hele livet, og ikke med vilje, det var deres verden, og aldrig min.
Jeg har kun en kvart balde på sædet og en afgrund under, og du har en blød sofa der står hvor den står, og du kan ikke se det.