Det døende ego, og vejen frem.

 2025 har været et år hvor hvis jeg havde haft nogen ilutioner tilbage, så blev de grundigt kanøflet. 

Jeg nåede lige at lave en lille openstage performance på Warehouse9 i december, om løgne. Og på en måde en premierer på sang, til det album jeg ikke kom igang med i år.

Ikke den perfekte performance, men hvis jeg gik efter at gå til kernen, så var det. Det er som om at løgne har været årets tema. Udover begrebet kærlighed, min egen, andres. Om jeg har være elsket, eller bare "et billede". Om det at være usynlig, som jeg har tilfælles med  mange andre på spektret. Der med mere erkendelse, spørger os selv: "Er vi så usynlige, hvorfor kan andre ikke høre det vi siger". Der er noget klaustrofobisk at erkende at man har været usynlig og ikke hørt. Også selvom man har været synlig, og har talt. Se det er gåden til 2026. 

Men usynligheden og det ikke at blive hørt, stiller et spørgsmål og en opgave, er det nogen steder og med nogen man kan føle sig set og høet, eller er det bare sådan det er med Autisme/ADHD, hvis man ikke er meget heldig med de mennesker man kender?

Uanset hvor skønne mennesker er, siger det intet om hvordan det svinger med at man er på spektret. Det er helt andre ting der gælder. Og det har været forvirrende. 

De sidste dage har jeg tænkt på alt det jeg kunne før i tiden. Jeg var mere kompetent, kunne fikse ting hurtigt. Ikke så klodse klumret som i dag. Jeg var en ting dengang og en anden i dag. Og det gør mig åbenbart ked af at møde hver dag. Men samtidigt er jeg også meget bedre til ting, ved meget mere, har indsigt i ting. Det er bare som om det ikke rigtigt kan finde sin platform. 

Og som altid svæver jeg et sted mellem god amatør og super perfektionist, med viden. At jeg er kompetent. Men også knald i låget. 

Men der har været en ego død, ungdommens tro på at en eller anden dag ville det ske! Tingene ville folde sig ud og andre ville kunne se at jeg kunne noget "der var noget". En smule annerkendelse, en dag.

Og det er nok den tro jeg har forladt. Et hårdt prøvet håb om et liv. Et håb om at kunne noget, og noget andre også kunne bruge. 

Jeg har altid være social, men jeg har forstået at meget socialt ikke giver mening for mig. Og jeg må indtil hvad der virker og hvad jeg ikke skal bruge energi på. 

Ensomhed er der hvor der ikke er en resonans, med det enkelte menneske, en gruppe, et samfund. Vi sender ikke på samme bølgelængde. Og nu ved jeg det.

Det er noget af et arbejde når man fylder 60, at skulle finde den vej, til et meningsfuldt liv, og et andet socialt liv. På den anden side har jeg altid været frisk på at arbejde på sagen, så længe der er liv. 

Det at jeg stadig har en tilknytning til Warehouse9, og at jeg er hjemme der også i de nye lokaler i Vanløse, giver et håb om at der faktisk er steder og ikke mindst mennesker hvor der er den vigtige resonans hvor jeg kan mærke dem og de kan mærke mig. 

Jeg havde et håb for julen 2025.

Efter julen 2024 svor jeg at det blev nød til at blive anderledes, jeg kunne og ville ikke mere leve på den måde. Jeg synes bunden var nået og det ikke var et værdigt liv. 

Umiddelbart er mit hjem ikk anderledes et år efter. Og jeg kan sige at jeg var naiv, at jeg troede at 12 måneder måtte kunne gøre en forskel. Jamen, det måtte det da?

Mit hjem må da være til at kunne leve i, og sådan ok inden næste december, det er da realistisk! Det er da realistisk?...

Joooo, det burde det vel have været, men sådan fungere systemet ikke. Der kunne ikke laves en plan der kunne uføres, og udføres med det overskud og de kræfter jeg har til det. 

Jeg kan ikke udføre det praktiske. Og når jeg prøver fungere det nærmest på en selvdestruktiv måde, fordi jeg ikke kan, og samtidig er vred på mig selv og vred fordi der ikke har været en hjælp der svarede til det der havde været brug for. Så jeg var Prügelknabe, fordi ingen ville anerkende hvordan det stod til. 

Jeg har været forfærdelig mod mig selv. Det har været svære dage. Jeg har håbet på løsninger, jeg har søgt løsninger. 

Er jeg blevet klogere? 

Absolut, jeg gør altid alt hvad jeg kan, når jeg ikk kan er det fordi jeg ikke kan. Og når jeg går over stregen for hvad jeg magter, betaler jeg. Med at kunne endnu mindre og hade mig selv endnu mere.

Det er en dårlig deal, det er en lorte deal. Og det er ikke mig der har fundet på den. Det er den der er, det er den virkelighed vi har lige nu. 

Jeg har slidt mig selv helt gennemsigtig, så jeg ikke selv længere ved hvem jeg er. Har jeg tvivlet på mig selv tidligere, så tvivler jeg endnu mere. Jeg ved at jeg intet betyder nu. På en måde er det at vaske tavlen ren. Så er der i det mindste noget der bliver vasket rent. 

Det kan føles som en straf for noget, uafgrænset straf, en uofficiel straf. Men hvad er det jeg har gjort?

Jeg kan ikke klare mig selv på nogen basale områder. Det er sådan det er. 

Det kunne have været anderledes, det kan være anderledes. Det kunne blive anderledes.

Men det er faktisk ikke op til mig. Jeg har gjort rigeligt, og jeg kæmper stadig. Det burde ikke være nødvendigt, ikke så meget. Når man står alene med sin desperation, der det som om den aldrig kan lægges til side. Alle vågne timer er en bevidsthed om det der ikke kan gennemføres. Sikkert også nætterne. Jeg vågner og kan mærke at mine hænder skal folde sig ud. Et såret dyr. 

Hvad så med 2026? Jeg kan mærke jeg er på vej ud, jeg har set ting, jeg har forstået ting. Jeg er blevet konfronteret med min egen usynlighed. 

Samtidigt er jeg også begyndt at gå til koncerter, kommer mere ud, være mere kreativ, opøve ting. Men kontrasten giver ingen mening, men det er nok der sandheden ligger. 

Jeg har altid gået hele vejen og lidt til, andre kan tro det har gjort det, men jeg ved nu, at det er der bedraget ligger i samfundet, i andre. Den sandhed vil ikke gøre mig mere lykkelig, men den giver mit eget liv den vægt, der svare til hvad det har kostet mig som menneske. Det udvinder guldet fra slaggerne. Jeg har gjort arbejdet. Det er det jeg gør. 

2026?

Der er dog sket noget i året, og her sidst på året. Men det sætter alt det andet i relief. At opleve det kunne være anderledes. At når man er mindre presset, bliver der plads til noget andet. Der bliver mere ro og mindre selvhad og vrede. Og det er meget svært at gøre noget praktisk når det er ens head space. Jeg ved godt at vi lever i en tid hvor vi siger vi kan bestemme vores eget headspace. Det kan vi til en vis grad, men ikke under alle forhold og nogen man stadig lever under. De kræfter der stigmatisere og undertrykker er ikke fiktive, ja de kan være svære at konkretiserer, men de er der. At arbejde på at det man oplever bare kan skiftes ud, og drejes, og nu lykkes det der ikke kunne lykkes før. Det hele er op til dig. Nu er du placeret rigtigt i verden, det var ikke den, men dig. 

Det er en samfunds løgn vi lever på. Det er også en samfundsløgn der kan ødelægge os og lægge os i graven før tid. "Det er bare dig". 

Vi bliver nød til at være klar over at vi er alene med hinanden og staten kan ikke fikse mange af de ting der sker. Men den er også stærkt medvirkende til at det sker. Vi har overladt det til "nogen", i håb om at de ville gøre et eller andet. Og samle op på det værste, så vi var et moderne samfund. At vi fulgte med udviklingen. Og vi har lappet og anvendt det politisk uden ansvar. Uden overblik. Og skabt kasser, som efterhånden ikke passer til nogen. Fordi vi ikke passer i kassen, betyder det jo ikke vi ikke er der. Eller at vi er for få, til at kunne kræve noget for os. Og er det et argument der egentligt holder? Et super rigidt system, der faktisk er blevet værre. Ingen vil tage ansvar for at bøje noget til den positive side. For "borgeren", for "brugeren", for det enkelte menneske i nød. 

God jul. 

Vi mistede os selv gennem livet. Og af mange reelle grunde.

Man kan dag for dag miste sig selv, den man var, det man kunne, sin gamle identitet.

Man har gemmen mange år tilpasset sig omgivelserne, hjemmet, forventninger, skole, arbejde, men det var ikke let, noget der var anderledes.

Man har prøvet at gøre sig nyttig, relevant, ok. Eller en der brød reglerne og ikke så til siderne. Det synes at virke i mange år. At holde fast, eller slippe alt inden det bliver for farligt.

Men med tiden kan det ikke opretholdes. Enten fordi Autisme og ADHD kan forandre sig over tid, med alderen, skader opstår, stress, man har fanget sig selv i en fælde. Og nu kan man selv ane omridset af den.

Det efterlader en tomhed, at der lå nogen præmisser og usandheder i fortiden, lige fra start. Det er en skræmmende erkendelse midt eller sent i livet, intet var som man troede. Og man har bare ageret, ikke levet. Og man har mindre kræfter til at opretholde rollen, man snubler i det nu.

Giver noget længere mening? I en endnu mere skræmmende version svinder evnerne ind, og så meget at man bliver levende begravet i det, magtesløs, og at få overblik over hvorfor, og hvad der skal gøres er for overvældende, eller ikke kognitivt muligt fordi ens overskud ikke giver plads til andet end daglig overlevelse, man kan ikke se det ovenfra, man er bare i det.

Og man kan mindre dag for dag, og kommer til at glemme hvem man var. Af og til kommer man på det, og det gør ondt, hvor blev jeg af, hvad skete der, vil det her vare for resten af mit liv. Hvorfor gjorde jeg det her, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Nu oplever man at andre ikke er til meget hjælp og støtte, de kan faktisk ikke se en, de kommer med gode råd, men råd der er uanvendelig for hvor man er. Kombinationen af Autisme og/eller ADHD gør, at det andre tror og tænker ikke, er relevant for de kan ikke  forstå hvad det er der foregår. Og læger og psykiatere ofte heller ikke.

Den ellers tidligere velfungerendes, problematikker er stadig ubelyst specielt i Danmark. Og kompleksiteten  af Trauma, stress og ændringer i homoner med alderen.

Det er ikke her der er overskud til tigerspring ud i noget andet, der måske engang var muligt. Og tiden går. Og man bliver en skygge af sit gamle jeg. Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Kan den livssituation ændres?

Jeg tror det, men man kan ikke gøre det helt alene, og man kan kun gøre det via andre der er villige til at lytte, mennesker der har viden, mennesker der ikke dømmer efter neurotypiske normer.

Måske de skulle mindre til end man tror, men nogen gange kan det lidt, virke som rigtigt meget. Både i forhold at hvor skulle det komme fra? Men også rigtigt stort hvis man faktisk fik den hjælp ind i livet og verden igen.

Hoarding og manglende eksekutive funktioner.

At Hoarde er en ting, at man samler og anskaffer ting man har svært ved at skille sig af med. At ting ophober sig, og ophober sig gennem tid. 

Det mistede overblik kan føre til at det ikke alene er ting, men at en boligs funktioner, ikke fungere længere, som køkken og bad. Og at affald ender på gulvet og afløb ikke fungerer. 

Det er et forløb over tid, det starter et sted, og hvordan det så udvikler sig og hvor hurtigt er op til det liv man har, eller ikke har. Men alvorlig Hoarding tager sin tid og folk er oppe i en vis alder ofte. 

Nogen Hoardere skaber systemer i hjemmet til tingene, kommer i kasser, sætter i reoler, skaber nye systemer, og gangene bliver smallere og smallere. Møbler og senge bliver fyldt op med sager. Andre er mere kaotiske. 

Man kan sige at det at kunne skabe lidt systemer betyder de er eksekutive funktioner tilstæde. Men nogen af os mangler dem i meget højere grad. Med ADHD kan bare signalet fra tanke til bevægelse tænde og slukke på vejen til handling. Og kortids hukommelsen være så væk at hvis man vender hovedet vær fra det man gør, er det man var i gang med væk. Eller noget skal hentes i et andet rum, en pose eller kasse. Og så er den handling brudt fordi man fik øje på noget andet.

Jo mere der er jo mere er der til at bryde tankemønstret, konsentrationen. Eller jo mere der er hvor det ikke burde være. Og alende det at skulle bevæge sig rund mellem noget, eller gå over bunker af tøj, og skræve over ting er med til at hjerne slår fra. 

Der er mange negative tanker, og da Autist/ADHD hjernen arbejder uafbrudt, uden stop, og enda i flere spor samtidigt, vil der være støj på linjen. Og typisk for en del er oprydning ikke lige en favoritting, fordi det er er forbundet med et ubehag, at hjernen slår fra og års brokken fra andre omkring ens rod og manglende evner til det. Det betyder at det bliver at skulle ind på en kampplads af minder, negative tanker, sammen med at man fumler rundt. Det er en kamp man ikke kan vinde. Eller ikke kan vinde uden der sker noget andet. 

Man har ofte prøvet meget selv, man har også haft små sejre, og håb, men falder tilbage i gamle mønstre. Af gode grunde, der er bare ikke nok til opgaven, det der mangler, mangler. Desværre kan vi glemme at ja det mangler, men vi ofte kan meget andet. Men når noget så grundlæggende mangler som at kunne holde et hjem, så kan alt det man faktisk kan ikke bruges. At man kan noget bruges af andre mod en, "hvis du kan det, kan du også det andet". Men sådan er det ikke.

Det neurodivergente menneske kan ikke handle, bytte evner, efter hvad samfundet nu og her værdisætter. Og i en kultur hvor vi lever i mindre og mindre enheder og ofte solo, kan vi ikke bytte opgaver, eller hjælpes om dem.  Det er nok også med til at neurodivergente kan leve i frit fald. 

Det kan godt være vi ikke er sociale på samme måde, men ofte vil vi gerne hjælpe andre. I en anden tid og kultur kunne det ballancere et liv med Autisme og/eller ADHD. 

Som soloister, hvor man skal kunne lidt af hvert, er vores situation mere skrøbelig. Evolutionen hvor vi kunne tilbyde noget til samfundet, har lige nu og her i det moderne samfund, sat os i en ringere position. 

Giv mig et liv hvor jeg kunne gøre det jeg er god til og der ville ske spændende ting (for jer), med et liv hvor jeg hænger på det jeg ikke kan eller er meget dårlig til, dør alle de evner, og intet kan rigtigt blive til noget.

Ikke at jeg ikke arbejder på det alligevel. 

Horarding er en ting, og eksekutive funktioner noget andet. Men det er også en kendt kombination, og Hoarding kan glide over i noget hvor eksekutive funktioner, mindskes, grænser overskrides langsomt, ting må være som det er, man bliver apatisk. 

Der har være uger og måneder jeg bare har været stivnet, mange tanker i hovedet, men ingen evner til handling, for meget kaos, for lidt kræfter, intet overblik. Det er helvede. Det er døden før døden, det er en hjerne med fuld bevidsthed, der er fanget.

Den sociale natside skjuler sig i den type hjem i Danmark, skjult bag lukkede døre, skjult af skam og social isolation. Det er ikke mennesker der råber om hjælp, de er bange for at blive dømt, der er bange for hvad der vil ske. 

 

Forstenede morgener og realiteter

 Jeg er helt stivnet når jeg vågner, og skal folde hænderne ud, formoder jeg sover med knyttede hænder. Jeg sætter mobilen til at vække, og så trykker jeg snooze, for jeg kan ikke komme op. Det gør jeg så i to timer inden jeg kan komme op. Men det er ikke en behagelig snooze, kroppen gør ondt, og jeg prøver at motivere mig selv, men jeg ved også hvad jeg skal op til. 

Når jeg så er kommet op, tager det to timer med en kaffe, godt nok ordner jeg forskelligt admin på nettet i grupperne, tjekker ting ud. Men det er der jeg sidder. 

Jeg får det bedre hen ad dagen og måske ikke et under jeg trækker dagene i den anden ende. Begyndelsen af dagen er alt det der er overvældende og ikke gjort. 

Jeg gør lidt hver dag, det bliver bare aldrig nok, og meget forskelligt hist og pist. 

Efter at jeg gravede i mine mønstre og Hoardingen, er jeg nået frem til at jeg godt kan forstå jeg gør som jeg gør. At det giver meget god mening. Og i forhold til hvordan jeg fungere, ret logisk. Det er det mulige. Det er overlevelse, i håbet om at noget kunne ændre sig, endnu en dag. 

Overlevelsesstrategier er ofte ikke de bedste løsninger, men de mulige løsninger. 

Når man altid er i overlevelsesmode er man fastlåst. Der er færre andre løsninger, mindre overblik, man er i det.

I weekenden samlede jeg ting i poser, og fik det ned i den kælder jeg låner. Så jeg ikke skal henover de poser der er sorterede. Jeg opdagede jeg stadig havde nøglen til trækvognen, så jeg kunne læsse på. 

Det var et stærkt move på den ene og den anden måde. 

Men for pokker det her er ikke et liv. 

For pokker hvor ville jeg gerne kunne redde mig selv uden andres hjælp. Det står så klart hvor adskilt jeg er fra andre, at det er et grundvilkår. Jeg får ikke et breake, ikke en chance, der er for mange der står foran. 

Kunne jeg få en plan og klar kommunikation?

 Det hele sejler, mit hjem, og hvad der skal ske. Så meget at jeg opsøgte Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse i denne uge. Og hvad så nu?

Jeg har stadig ikke fået bestilt min medicin, og jeg aner ikke hvad der sker med noget. Hvad med hjemmevejledningen, og det skulle ske der med at sætte mere ind? 

Det er altid for sent når man opdager at ting er gået et skridt for langt. 

Men med kommunevalg kan man læse om alt det der ikke fungerer på handicap området, sygehuse, ældre, skolevægrende børn, om man skal diagnostisere eller ikke. Garnet strammes alle steder. 

Hvad tror vi der sker, når der ikke sker noget? At det nok skal gå. At ting kan vente, og vente. At mennesker kan vente, og vente? 

Jeg har siddet i det venteværelse i 7 år. Bispebjerg psykiatrisk akutmodtagelse kunne jeg også konstatere at min diagnose er mangelfuld, den er jo lavet som et arbejdsværktøj for de profesionelle, men det er den jo ikke når det mest væsentlige ikke lige står på side 1. 

Kom der noget ud af den visit, jeg aner det ikke. Og med Autisme/ADHD er det meget svært at navigerer i. 

Jeg burde have et sted hvor det hele stod, og hvad aftalerne var, og hvordan folk kan kontaktes og ikke mindst hvordan jeg kan kontaktes. Det er en af de måder systemet ikke fungere for neurodiverse. 

Nu truer weekenden, og det er som det er. 

Alle de ved noget om ADHD ved at vi først gør noget når det er lige op over, vores system reagere kun på panik, eller det første vi ser i nuet. 

Men den panik kan også give angst, den kan blive til hvad som helst. Jeg har lyst til at skrige når jeg vågner, men det kan man jo ikke i en lejlighed. Jeg kan godt forstå jeg har svært ved at gøre "det rigtige".  At jeg er overvældet og udbrændt. At jeg bruger kendte løsninger der gør jeg kommer gennem dagen, men ikke giver mig et liv, og ikke et værdigt liv og en fremtid. 

Hvad gør man når man ikke kan mere? Jeg er skyggen af et menneske der har ventet, i det venteværelse der en pinefuld skærsild og reelt uden sikkerhed for at pinen vil sætte en fri til sidst. 

Vi er at samfund der ikke vil være ved det smertefulde, vi fornægter det, alligevel er det der. Som nation håber vi at, hvis vi bare tænker positivt vil det ikke ske for os, at det er et personligt valg. På den måde bliver vi ikke så bange som vi burde. 

Vi skal alle dø, men der er et liv inden døden, hvordan forholder vi os til det, og ikke mindst når det ikke er på solsiden længere? Jeg tror de fleste ikke vil tænke så langt. Men nogen af os er i det, det er en anden verden. En anden virkelighed og den er virkelig. Meget konkret. 

Der er meget stive regler for hjælp og støtte, vi skulle slet ikke være her, der er ikke plads eller råd. Der er ikke mentalt overskud til at rumme os. At se os. At se at i kunne være os og vi kunne være jer, det blev bare anderledes. Og ikke helt ud fra fortjeneste. 

Hvor blev menneskene af i det her? Hvad er vi så? Nul sums lykke riddere, og lurepasserer i verden? 

Jeg vælger ikke min dag, der er ikke så meget frit valg der.

Jeg har en af de der dage hvor jeg er helt stivnet. Det tog mig timer at komme ud af sengen. Jeg havde det ubehageligt. Efter at være kommet ud af sengen er jeg stadig stivnet.  

Jeg ved ikke hvorfor andre tror jeg kan gøre som jeg vil, fordi jeg har en førtidspension? Ja, jeg har princippet fri hver dag og kunne gøre som jeg ville, men der er jo en grund til jeg har en pension, og jeg er en af dem der ikke ved hvilken slags dag jeg vågner op til, eller nærmere hvordan jeg er den dag. 

Det er underligt at det skal være en evig forståelses kamp med omverdenen, det føles meget nedgørende. Og det er ret grunlæggende omkring Autisme og ADHD at man har dage man ikke kan noget, eller uger, eller mere. Så meget at det kan være helbreds og livstruende. Overdriver jeg? Nej. 

Man kan prøve at lære/erkende hvor meget man kan magte, men det er ikke så entydigt og firkantet som nogen kan fremstille det. Det kommer også an på hvor mange udfordringer der er samtidigt i ens liv der skal jongleres med. 

Jeg kan bare ikke forstå, at andre ikke kan forstå det. 

Jeg er ved at komme frem til, at de bygger deres eget selvværd på ruinerne af vores.  At gøre det rigtige, og tage sig sammen. At de har de rigtige løsninger og de virker på os, selvom de ikke gør, så skal de, for sådan er det. Det er sådan det er! Jeg gider bare ikke mere, jeg er blevet for gammel til det.

Det er meget basic, og at noget så simpelt er så problematisk i forhold til andre mennesker. At moderne intelligente mennesker kun kan se synligt fysisk handicap. De gider ikke at lytte, de spørger ikke ind, jeg ved ikke hvilken viden de søger. Jeg formoder de er pisse ligeglade. De har deres. "Vi har alle vores". 

Det er faktisk den slags der kan slå mig helt ud. Det konkretiserer min usynlighed, bland andre, i systemet, og også i forhold til dem der burde vide. 

Det er et livsvilkår, så kan folk vrisse at så "må jeg leve med det". Og ja det må jeg, tak for lort. 

For det har store konsekvenser, det kvæler alle former for liv man måske kunne leve. Er det andres ansvar? næ, vel ikke personligt. 

Jeg kan godt forstå af mange af os giver op, at vi ikke kan få øje på en fremtid, og at det går i den forkerte retning. 

Og så kommer det med "Er der ikke nogen foreninger". "Og man ikke bare kunne mødes med nogen andre? Og tale om vores problemer". Sorry, jeg søger noget konkret. Jeg har brug for noget konkret, så jeg kan få overskud til mere, og andre i den rækkefølge. Jeg får ikke energi af andre mennesker, og jeg har ikke energi nok, eller på de rigtige tidspunkter. 

Ja, det lyder ikke positivt og attraktivt, det er ikke det andre vil hører. Og kunne jeg ikke være mindre nærtagende? Det kan man ikke efter at have hørt på det et helt liv, og det har skadet en. Man kan ikke fortsætte, og det kræver mange valg og fravalg. Der er mennesker der giver så meget negativitet, selvom de sikkert er søde mennesker, hvis man altså er på spektret. Det de siger er som gift. Vi/jeg kan ikke bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet, det er som et slag i ansigtet, et evigt gentagende mantra. "Gør som vi siger, gør som vi siger, det her er det eneste rigtige". 

Jeg har kæmpet hele vejen det ved jeg, igen og igen. Jeg er en meget voksen, intelligent kvinde, med erfaring. Hvis jeg siger noget er ufatteligt svært og alt for meget, så det er, det er om i kan lide det eller ej! 

Skam og hvorfor den kan være skræmmende at kommer ud af.

 Jeg nævner ofte, at udefra set må det være vidunderligt at ting lykkes om bliver bedre. Det må da bare være godt?

Men jeg tror at har man fået skammen pålagt fra barndommen, føles det som at miste kompasset, man har kørt efter hvad man var ud fra ens forældres negative stemmer. Stemmer der forlangte formeget, måske samtidigt ville holde en nede, der ville forme en. Når man begynder at se på det kan det føles overmodigt at tro på noget andet og bedre. Det føles sårbart, det kunne mistes igen, eller andre kunne misunde en. Eller måske jeg alligevel ikke er de positive ting alligevel. Og det ubærlige i at hvis jeg havde alle de ting i mig hele tiden, hvorfor skulle jeg så bære den skam?

Det er som om en mental atombombe er ved at sprænges, og på hvilket grundlag, at der er alt at vinde, eller man højst sandsynligvis taber?

Skam er en vægt man slæber med sig, det er blevet identiteten. Og så tidligt at man ikke husker andet. Og det føles som en selv, det her er mig. Og alt hvad der sker foregår med den skam som kommentator og indre følelse. Men detr er ikke bare en følelse, som når man igen skammer sig i en situation, den farver alt, også det ikke skamfulde, og det gode, og alt det man faktisk kan, og kunne. Og man kan føle skam over at føle skam. 

Men uden kronisk skam hvem er jeg så, hvem ville jeg have været? Og det kedelige svar kunne være, et meget andet menneske. 

Skam kan holde os tilbage, det kan også drive vores ambitioner. Skam kan få det lille barn over i narcisisme, hvor skammen bliver lagt væk, i mindre eller højere grad. Og holdes på plads via selvovervurdering, der springer frem, når skammen skal blive hvor den er, gemt væk. 

Andre børn kan åbenbart klare skammen bedre, de bliver ikke narcisister, men de kan udvikle psykiske sygdomme. Og nogen klare sig, og kommer gennem livet med ydre succes, men indre skam. 

Uanset, er den invaliderende, og smertefuld. Vi kan tænke at vi bare tog i mod den, at vi kunne have gjort modstand, det kan man bare ikke som barn. Man får den ,og så må den psyke man nu har bære skammen. 

Skam er en dræber af lykke, selv den korteste lykke. Skam er at bygge på et fundament der altid føles som kom det skrider. Man tvivler: på sig selv, andre, verden. I det mindste er man ikke overrasket over at ting der ikke går som det skulle. Man forventningsafstemmer. I modsætningen til narcissisten der altid har de højeste tiltro til egne evner, og faste forventninger til det andre bør/skal indfri i forhold til dem. 

Det er interessant at det samme udgangspunkt: Skam, kan give totale modsætninger. Og hvad når, skam og skam møder hinanden? 

Offer og hjælper.
Der er selvfølgeligt også den narcissistiske type der ynker sig selv, den sårbare udgave, der har perfektioneret hjælpeløshed, og offerrollen, og her vil jeg defineret det som at man altid sørger for at have nogen om sig til at hjælpe og støtte, og ved hvem man skal manipulerer. En "offerrolle" er ikke når man er et ægte offer, som faktisk ofte ikke har de hjælpere/hjælper som en narcisist vil have gennem livet, indtil det måske ikke længere er muligt at skaffe kandidater. Fra min egen erfaring er jeg åbenbart uden den evne til at få andre involveret i at rede mig, men logikken er nok, at jeg mangler ønsket at have nogen så tæt på, som det kræver for den symbiose. Også alle de små mentale julelege, det kræver at skabe symbiosen offer/hjælper, kræver man er sådan indrettet. 

Autisme/ADHD evige irettesættelser.
Hvis man har Autisme og/eller ADHD vil man have en stærk tendens til at ruminerer/overtænke. Man er blevet rettet på hele livet, igen og igen og igen. Og andre har ikke kunne fatte at vi ikke kunne fatte. Vi har lært at vi er nogen man kan rette på, nedsættende. Og at vi gør det fordi vi ikke hører efter, ikke vil lære, er ligeglade. Det er sådan det er, det er det vi er. Vi ved godt det ikke hænger sådan sammen, men ingen gider at høre på det, "gør det bedre næste gang". 

Vi kommer til at intellektualiserer problemer/negative oplevelser, som noget man kan tænke sig ud af, noget man måske kan lære at takle, hvis man bare forstår hvad det var der foregik. Det er her de fleste neurotypiske står af, fordi de ikke forstår, at man ikke bare forstår det. Og deres forklaringer vil blive opfattet som afvisning af ens tanker/gasligthing. At man tænker for meget, er for følsom. Men kan man med Autisme/ADHD tænke sig ud af det? Måske, men det er godt nok et stykke arbejde. Men problemet kan synes som en forhindring man ikke kan ignorere, det er en mur og man vil igennem, man skal igennem. 

Skam, kombineret med neurodiversitet, kan blive helt umulig at være i, det kan slå over i angst, depressive episoder, kronisk depression fx. Man bliver fanget i et loop af tanker, der er udmattende, så der ikke er et overskud til at få tanken gennemarbejdet og færdige, lagt på hylden. Og det føles som ikke til at leve med. Det vil ikke slippe en. 

Skyld og skam er ikke det samme, men de følges ad. Det er burde, skulle have gjort. Det er at have idealer for ens egne handlinger, der altid er noget højere end dem man forventer af andre. For andre har svigtet, men det var jo dem, de svigtede "som de rigtige mennesker", de havde noget der gjorde det kunne retfærdigt gøres, der var grunde. Ens egne grunde er aldrig gode nok, de synes selvretfærdige, at tale uden om, ikke tage ansvar. 

Og det er næsten umuligt at retfædiggøre sig selv uden at føle sig som et dårligt menneske, det føles ligefrem kvalmende, og fysisk. Det løfter ikke noget af skuldrene, fordi man ikke selv tror på det. Det er der skaden er, den sidder så dybt, den har været der så længe, det er som om det er en mission man er pålagt, at være den der bør gøre det rigtigt altid og altid være ansvarlig 120%. De andre kan åle sig fri, de er jo bare mennesker og vi fejler jo. Men hvorfor så ikke mig? 

Hvad er det for en understrøm folk opfatter, eller er det mig der opfatter. At jeg opfatter skuffelser, og dommen og andre ikke? 

Det var det første jeg lærte, og siden da har alt bare forstærket det. 

Det skræmmende er at meget få kan stå ved siden af en som ligeværdig, den dag skammen er identificeret. Man er stadig ikke et menneske blandt mennesker, men er et menneske mellem nogen der ved og nogen der ikke ved, men måske bedre til at identificere dem nu. 

Det Autistiske infinity loop.

 Det er som om jeg har været fanget i et negativ evigheds sløjfe i over 10 år. Måske jeg har været fanget i andre tidligere i livet. Måske jeg har arvet opskriften og Autisme gør det absolut ikke bedre. 

Ofte vil man bruge infinity loopet som noget positivt. Før i tiden ville man sige at tankerne kører i ring, men jeg synes at sløjfen passer bedre, da der er er en bevægelse og et skift, og så køre man endnu en gang i loopet.

For et par dage siden så jeg loopet for mig, men at det nu var sprængt og på vej, videre ud af loopet. 

Det er noget med at kunne holde fast i det man har erkendt, så man ikke tager ruten igen, igen. Der er meget tvivl i Autisme, har jeg ret i hvad jeg føler og tænker? Det er den tvivl, der kan få det til at tankerne tager den samme rute, fra en vis afklaring til, tvivl, vrede, afmagt, skam osv. For neurotypiske mennesker er det ikke til at forstå og de kan ikke bidrage med meget, udover yderligere forvirring og tvivl. 

Måske de store spørgsmål er hvor går neurotypiske mennesker hen, når de ikke kan løse livet? Er vi dømt til at tage så mange loops som det nu er personligt nødvendigt for os? Sandsynligvis. Og kan vi på samme måde som vi bliver suget ind i et loop, kan vi også blive udstødt, ved at noget sker, en påvirkende forandring, god eller dårlig, nogen gange tror jeg at det er underordnet, hvis bare det giver det slip der skal til. 

Vi er alt for grundige. Vi sætter også en ære i det. Også selvom vi har haft negative oplevelser med det og ikke nogen anerkendelse fra andre. Det er som om der er en indre anerkendelse der driver en. Der er rigtigt meget vi ikke ville gøre, hvis vi gjorde som andre sagde og synes. Alligevel insistere vi på at fortsætte. Med det vi kan og med det der undre os, og det der er svært. 

Idealet ville være at kunne gøre det man er bedst til, med færrest forhindringer. Og for nogen af os er der mest forhindringer. 

Hvor meget havde man ikke kunne nå, hvis alt muligt uvedkommende ikke havde braset ind i ens verden? Meget, rigtigt meget. Og jeg har brugt meget tid på de trivialiteter livet og andre mennesker spinder en ind i. Loopet som en kokon af klæbrigt spin omkring en, år for år. Måske skiftene temaer, men samme proces, rinse and repeat. 

Man siger at synapserne bygger tanke mønster motorveje i hjernen. Og det ufattelige er at den Autistiske/ADHD hjerne både kan sprænge rammerne mønstrene, men også blive så fanget i et mønster. Og reelt begge dele nærmest samtidigt. At holde fast i, at gentage, at kaste, gribe ud, det er alt sammen en mulighed, i et øjeblik. Men ofte bliver det øjeblik ikke fanget ind, synligt for hvad det er, potentialet. Det er der, og så er det der ikke, og som om det aldrig havde været der. Det er som energi der ikke bliver oplagret, bevægelsen er der, men bliver det ikke registreret, lagret, er det væk igen. 

For de mere kaotiske på spektret er infinity (evigheds) vasketøj og opvask er aldrig pist væk sjovt nok, det er meget fysisk, men først det øjeblik når man konfronteres med det igen, når man passere køkken og badeværelset. En form for meget fysisk konstant, med en hjerne er er mange andre steder hele tiden, lige indtil mødet med realiteterne, samme ubehag hver gang og samme overaskelse, og en af de dårlige. Og så gør man noget på en god dag men ikke helt færdigt arbejde.
Vi synes det er underligt det er sådan, og det er vel logisk nok, når alt andet er omskifteligt, hvorfor der det så ikke? Hvis vandglasset er væk og alt muligt andet uden at vide hvordan og hvorfor, hvorfor så ikke vasketøj og opvask? Med huller i hukommelsen, hvorfor ikke den glade opdagelse: At det faktisk blev klaret, men glemt at det var det? Det ville være genialt og jeg tror mange af os slet ikke ville undre sig hvis det blev fikset magisk, vi ville tænke fedest, nu er det om at gøre noget interessant og væsentligt. 

At ride på bølgen, carpe diem.

Der er det moment hvor man kan gribe ud og det bare kører, men det er nu, det er ikke senere, og det var ikke i går. Jeg er ikke den der bestemmer, det er der når det er der. Det er ikke manglende evne til at tage sig sammen, eller så er det netop det, det er stop. Men ikke et valg. Det er måske et valg for dig, men ikke for mig. Du tror at din manglende motivation, er som min manglende motivation, men nope. Jeg er ikke den dovne, jeg ville altid kaste mig ud i det, hvis jeg kunne. Meget af det der foregår i mig vil være usynligt jeg arbejder og arbejder. 

Måske jeg burde beskrive hvad jeg laver hver dag, alt det jeg skaber, tænker, gør, at hver dag er fyldt til randen. Men ikke det der ville være mest til min egen fordel. 

Der er ikke dopamin nok i verden, der er ikke nok, det er go, go, go. 

Det er også det der gør mig til mig, at jeg ikke er nok mig hvis jeg ikke går linen ud. 

Det er ekstremt. Men ikke at kunne gå linen ud er også dræbene. Det er at være halv død. 

Jeg er ikke mindre end, jeg er ikke mindre end, selvom jeg ikke magter at lave mad, eller fjerne det der har ligget i vejen i uger på min vej gennem lejligheden. Jeg er bare ikke der, jeg er et andet sted, der desvære ikke manifestere sig fysisk på samme måde. Erkendelsen er så, nu, at vi måske ikke selv skelner, mellem det der er fysisk og det der er mentalt. Og at det mentale vægter lidt mere. 

Men der er ikke et valg. Neurotypiske kan vælge på en helt anden måde. 

Havde jeg det valg ville jeg være et helt andet sted, jeg har så meget mere rygrad. Jeg burde have opgivet. Andres arrogance på mine vegne, what the fuck. Hvem tror i, i er?

I gør det rigtigt, jeg gør det forkert, jeg er forkert. Men jeg er også arrogant og jeg dømmer jer, for alt det i ikke er, men jeg er. I har magten, men jeg kan se. 

Jeg har prøvet at frisere hjemmet, jeg vil se at få noget spændende oplevelser i næste uge. Jeg prøver på at have et liv, jeg prøver på at kunne handle. 

Men der er begrænsninger, off/on knappen er ikke en jeg styrer, den tænder og slukker helt tilfældigt minut til minut, time, dag uge. Men når den står på om, er det go, go, go. 

Crash and burn, selverkendelse gennem at gøre det man ikke skal.

Jeg er blevet hældt ud at distrikt psykiatrien fordi jeg har Autisme og ADHD, og jeg ikke har en psykiatrisk diagnose der var tungtvejene nok.......eller jeg passede bare ikke i kassen, de har lavet dem lidt om, igen ikke til min fordel. Jeg er ikke rigtigt Borderline, min depression er også lidt forkert, angsten. Meget bliver fejet ind under at de fleste med Autisme og ADHD har fået noget ekstra fordi man kæmper. 

Så nu er det min læge der skal udskrive medicinen. Og min ADHD medicin driller. Og fordi jeg manglede mine antidepressiver eksperimenterede jeg lidt, det skulle jeg i midlertid ikke have gjort. 

Så jeg kom lidt ud i de tyndere grene, men det er et realitets tjek, måske det værd, men absolut ikke anbefalelsesværdigt. OK jeg kunne ikke gå ned i det antidepressive, det holder angsten på plads, og da intet er løst så er det vel naturligt at der ingen ro er under overfladen. Jeg er livsstils medicineret, mit liv er et helvede så læg et låg på, så jeg ikke kan mærke at det er endnu værre end jeg troede. 

Så ja et realitets tjek. Jeg kom så meget ud af det antidepressive at det jeg mærkede ikke bare var det at det drillede mens jeg fik det ud af kroppen. Jeg fik et glimt ind i det at skulle magte et liv der ikke fungerer, mit ødelagte selv, og en genkendelse af mit gamle jeg langt tilbage. Men også hvor langt jeg faktisk har flyttet mig. Og hvor reaktiv jeg var da jeg var yngre. så meget angst når noget ikke fungerede. 

Jeg har tænkt på hvor meget jeg lærte gennem terapi, rigtig terapi. At lære at genkende ting, at kunne verbalisere det, at kunne rumme det. At kunne genkende symptomer for hvad der er, og hvad der har provokeret dem. Der var ikke gaslighting det var solidt, konkret. 

Måske mennesker der har været gennem god terapi, vil undre sig over at andre ikke kan se og mærke ting. De kender ikke deres grænser, men heller ikke deres styrker, det er noget de tror, det er ikke noget de ved eller har afprøvet. Man kan glemme at man er pro, og de andre ikke er. De dækker over de ting de ikke selv magter at se, og vil overtale dig til at tro det er sådan det er. De vil fastholde dig i det de ikke selv tør erkende. 

Så jeg er lidt nede i Elvanse nu og op igen i de anti depressive. Fordi jeg fornemmede at min krop er for meget oppe at kører, det er jo en bivirkning af den medicin. Og der var ikke en forbedring praktisk ved at gå op, jeg får ikke en bedre evne til at rydde op hjemme af det. Kun til at rydde op i hovedet, og der en en mindre dosis fin nok. 

Mit liv er ikke godt, og jeg kan ikke se en fremtid, men som jeg altid siger, når man har det skidt så er selv en lille forbedring noget stort. Den lille forbedring er forståelse og afklaring. Det gør nas, men elevansen gør at jeg bedre kan holde til det uden at klappe sammen. 

Livet og hverdagen som kampplads, dag ud og dag ind? Åbenbart er det mit livsvilkår.
Hvor skal vi hen, mere af det samme? Eller er jeg tæt på at have et nyt overblik, at det er den mørke nat inden daggry? At jeg er tæt på, men nu gør det modstand?

ok

Overvejelser om at ville fratage folk deres tilkendte førtidspensioner.

"- Vi er vidne til, at over hver femte på førtidspension er en udlænding. Så der er behov for at få kigget på de her førtidspensionssager. Jeg stoler ikke på en eneste udlænding, der har fået førtidspension, når de bare bliver givet til højre og venstre, siger Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti."

Ok og hvorfor gør han så ikke det? Mange vi har modtager er flygtninge, der har været udsat for totur og krig, samtidigt afspejler psykiske og fysiske sygdomme hvor man er i samfundet, det vender den tunge ende nedad. Og ofte er langt mere kompliceret når man først ser på sagerne, meget mindre sort/hvidt. Men det er "udmærket" som politisk signal til at stresse og mistænkeliggøre andre. Tror jeg der er nogen der har fået førtidspension der ikke burde, og igennem de sidste 25 år? Ja det er der, af forskellige grunde, også for at få vanskelige lange sager lagt på hylden. Og nogen år var det helt umuligt at få en førtidspension, selv for dem der burde kunne få. På den måde kommer der en ophobning, hvis man ændre kurs bere en smule. Problemet ligger at andet sted, ikke i at kigge på gamle sager, der er spild af tid og penge og ikke der guldet ligger.

Måske vi skulle se på hvorfor nogen ender som førtidspensionister, der ikke behøvede at være endt sådan, og heller ikke ønskede det, men det var det det til sidst blev.

Hold op med at reparere på det der ikke fungere, og ikke har fungeret længe, tænk det om fra grunden!

Det handler om tillid, derfor er den rigtige viden absolut afgørende.

Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp  fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?

Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl. 

Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind. 

Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.

Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive. 

Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet. 

Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have. 

Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.

For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp. 

Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande. 
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker. 

At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.

Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".

 
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede. 

Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige. 

Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.

Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.

 
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling.  Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark. 

Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling. 

Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund. 

Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 

Traume masken, at altid kunne holde masken, selvom man græder inde bag.

Traume masken: Når narcissistiske forældre kræver at man ikke må reagere autentisk, så er det det man lære meget tidligt, og nogen børn er bedre til det end andre. Nogen kan mindre kompenserer for den tvang, at skulle holde den maske og egne reaktioner nede. Andre kan opføre sig pænt hele vejen, der er ingen røde lamper der blinker. Kun indeni. 

Som barn i den type familie får man lært et ens følelser og behov ikke betyder noget, det er forældrens og det er andres, og det er pinligt man ikke at kunne forstå det. Ens følelser og behov er synd for andre, hvis du er ked af det, vred, uenig, bliver de personligt kede af det.
Det er ikke fordi man ikke fx. får rent tøj på og faste spisetider. Alt kan se perfekt ud udefra, meget perfekt. Og andre kan se barnet som forkælet og priviligeret, overbeskyttet. Uden at se at alt det ydre er er på forældrens betingelser, og en del af deres valgte livstil. Den måde de vil præsentere sig på for verden. Så alt har en overflade, forælderen, hjemmet, barnet. Overfladen er forældrenes grundlæggende egen frygt, og det de gør er måske ikke et valg, men bare at følge det spor de har lært da de var børn. De turde bare aldrig kigge det rigtigt efter, på den anden side en narcisist er skabt meget tidligt og har ikke mulighed for at se deres "værdier" igennem senere. De er fangede, men vil samtidigt fange andre i at deltage. Og der er afhængige af at nogen deltager og ikke kan slippe væk.

"Du skal spejle mig smukt"
Og som et produkt af forælderen hviler det på ens skuldre at føre det videre. Den narcissistiske forældre ser barnet som en del af dem selv. Du skal afspejle det de tror verden vil se, hos dem. Måske end et perfektioneret billede, den forbedrede version. Men det betyder også at intet er godt nok, og alt kan kritiseres. Den her udgave er en blanding af "det gyldne barn", men der er meget kritik. 

Børn elsker deres forældre, de er loyale. Det er de under de forhold der tidelige er helt forkerte, voldelige, kaotiske, og de er det overfor forældre der bruger børnene som psykologisk støtte, eller prøver at skabe splid. Børn vil gå langt i at følge forældrenes handlinger og ønsker. Ikke at der ikke kan være et klarsyn, alligevel er der en forbundethed. Men hvordan er det for et barn at være loyal og elske, men samtidigt kunne se at noget er galt? Det er lidt rigeligt, det tager noget fra barndommen, der skulle have været brugt anderledes. Børn kan ikke undgå at der sker ting, men det at leve konstant med den belastning tager fra anden udvikling og kræfter til hvad der ellers sker. Og det der sker er at ting bliver farvet af, at det man har lært giver snævre rammer, for at få lov til at se ting på nye måder, danne egne erfaringer, og løsninger. Jeg nævner rammer meget, for det er et billede på mine minder, spejle og billeder med guldrammer, og jeg var også sat i ramme. Men det levede liv er noget andet end et billede i en ramme til fremvisning. Måske ikke for narcissisten, men andre kan ikke leve indenfor den ramme.

Man lukker sig om sig selv, som en mini kult. Den narcissistiske forældre skal beskyttes for alt ondt, og verden. Og bruger dem de har til at sikre det. Som partner må man også vælge en der er med på det. En der kan tvivle nok på sig selv, til at blive manipuleret med. Måske en der føler ansvar for at blive, for andres skyld. 

At blive delt i to.
Og i sociale situationer skal du mestre facaden. Og det kan mestres så godt at "det andet" ikke er der, lige i det øjeblik/situation, uanset hvor traumatiske ting der er gået lige forud. Man kan smile, være fuldt engageret, social, virke meget levende og glad. Og det øjeblik det er overstået er noget helt andet, man ved selv, at det kommer tilbage, det svære, men det er nærmest tilladelsen, til at opføre sig som ingen ting er hændt, at man senere igen omfavnes af virkelighededens tunge overfrakke. Er der en angst for at føle sig glad og tilfreds, skyld og sorg fri? Det kan føles sådan som voksen. 

Det er lige ved at jeg tror at min Autisme og ADHD beskyttede mig til en vis grad, at min indre verden kunne kompensere for meget og holde mig beskæftiget. At jeg rimelig længe i min barndom var en lille enhed, der var ret selvkørende, og ret fornuftig. Men man bliver ældre og ting kompliceres, og med den type familie vil problemerne og det usagte bare vokse, så der bliver ikke mindre kontrol, også fordi der er ting du ikke må opdage, nu hvor du er i en alder hvor du kunne forstå det. Så magten tager til. Det er Stokholmsyndrom i familieversionen. Resten af verden skal også holdes på plads. Dem og os.

At et traumatiseret menneske lære at have et ansigt udadtil, og kunne lægge ting fra sig i nuet, er til stor fordel for dem der vil styre en. Og for en selv kan det virke som noget der umiddelbart virker. At det er praktisk, at uanset hvad kan man finde en grimasse der kan passe. At uanset kaos, kan man træde frem som uberørt af det. På mange måde er det en Royal opdragelse, eller en opdragelse til de bonede gulve, stiff upper lip. Men i den ekstreme form, må man forråde sig selv gang på gang. Og det der er forskellen er at narcissisten lever fint selv med sin maske, som de tror er ægte. Og vi andre lever ikke godt med den maske vi fik. 

Kan du se mig?
Men hvad så den dag man ikke længere er under den magt, og man gerne vil møde verden som man er? Den forbandede maske og den evne til at lægge sig selv væk, er der jo bare. Man taler og taler, men ingen kan høre det. Du er stadig det samme billede udadtil, og dine sandheder kan næsten fremstå falske og overdrevne, for mange følelser, selvoptaget. For der er mange følelser, og spørgsmål der har kørt rundt og rundt i årevis. 

Det der for andre kan ses som selvoptaget, egocentrisk, er usikkerheden på sig selv, at måle sig med andre hele tiden, og alligevel ikke kunne få et indtryk af, hvor man selv er i det.
Det er ikke en selv der er centrum, men det at se på andre som centrum som den sande standart, og så tilbage på sig selv. Det er i et håb at der er et svar, og at man endelig forstår det. Det er en del af Autisme og ADHD, men det er også en del at traumer og kompliceret PTSD at prøve at løse gåden. Og ikke mindst for os der har fået diagnosen sent. Jeg er nået til at tro forklaringerne er uhyrligt enkle, og at vi har overkompliceret det. Og at vi har sat andre på en højere piedestal end nødvendigt. 

Jeg har Autisme/ADHD og trauma, så mine forudsætninger er begrænsede, for at forstå det ud fra hvordan man taler om neurotypisk adfærd. Måske Autistiske mennesker skulle lave deres egen udgave af guiden til de neurotypiske, for jeg tror ikke de neurotypiske kan se sig selv ret godt udefra. Vi er ofte blinde for det der er selvfølgeligt, det er jo bare sådan. Men mennesker med Autisme/ADHD stiller spørgsmål, men hvorfor er det så selvfølgeligt? 

Jeg har spildt uendeligt meget tid på at forstå andre, det har været meget smertefuldt, og det har været meget personligt. Den tid og energi kunne have været brugt på noget bedre for mig og langt mere konstruktivt. Den energi skulle have været brugt til at skabe noget, og at leve. Men jeg har gjort arbejdet, nærmest akademisk, men jeg har samtidigt gjort det med en tåre i øjenkrogen, mindst. Og i det håb at jeg en dag ville opnå en form for større klarhed. Mindre smerte.

Det er ting og minder der er ubehagelige at leve med i den super klare form, der er brug for heling. Normalt ville man have en psykolog med på "den tur", men det har jeg ikke råd til, og jeg vil ikke længere være fanget på den her måde så jeg måtte gøre det selv. Min tid er dyrebar nu. Jeg har brugt så meget tid på at overleve, og vente i hele mit liv. Indkapslet, men i live, men ikke et ok liv. Jeg vil have klarhed selvom den gør ondt. Den næste udfordring er at smide selvhadet og selvforagten. 

Jeg har forstået jeg stadig har masken på, at andre mennesker stadig ikke kan se mig, og at det er blevet gjort alt for godt. Og hvad gør man så? Jeg er også klar over, at det at jeg har kunne have to kasser, har kunne holde noget kørende, der ikke burde holdes kørende. Nogen gange gavner masken mig, men ikke med det vigtigste for min egen trivsel. Reelt gavnede den den kun i familien faktisk. 

Det er som om jeg bære narcissistens overfladiske falske maske, men uden at være falsk og overfladisk, faktisk det modsatte. Men samtidigt fratager det mig at være mit mere autentiske selv, overfor andre. Og det føles pludseligt meget ensomt. For det kunne betyde at der aldrig ville være en sand forbindelse, eller uendeligt få. Som skrevet, har jeg fra barn lært at underholde og beskæftige mig selv. Ikke at jeg ikke havde lyst til andet., men det var ok. Men jeg er social.  Jeg ved ikke hvorfor jeg holder fast i det på trods af at det er svært. 

At arbejde med performance er at tage masken af.
Eller sand performancekunst er at tage masken af, det er ikke alle der kan der prøver, men dem der fortsætter plejer at være dem der er parat til det. Man er ikke en skuespiller, man udarbejder selv sin persona og nummer/forestilling, men kan indgå i samarbejder. Jeg har optrådt med performance, med teater, og ja, jeg kan godt det med en scene. Og jeg kan altid holde et foredrag eller optræde, selvom resten af mit liv ikke fungerer.

Jeg har tænkt på at evnen til at være på en scene som en bevidst kunstner, er at man hele tiden er bevidst om at man er på en scene, at selvom man agere fraværende, så er man en performer/skuespiller der er fraværende på en scene, for publikum ser med det samme hvis  man falder ud. Hvis man fra barn er blevet trænet i at være på, der det indforstået hvordan man gør. Den sceniske er bare et skridt videre end normalen. 
Jeg har arbejdet med det, at være lige ved at gå galt, at man som kunstner taber tråde og kaos opstår med et publikum. Men sandheden med mig er jo at jeg er øvet i at redde situationen, fordi det bare er min scene persona der krakelere, ikke den maskerede mig, der finder ud af at komme videre. Det er linedanseren der er ved at falde ned uden net, men reder den....fordi de har trænet.  Jeg kan overskride de grænser de fleste mennesker er bange for at vise frem offentligt. Og jeg ved jeg kan magte det, fordi jeg har trænet hele livet. Jeg giver dem en live opvisning i at det er muligt, og at det er muligt at overleve det uden det er skamfuldt og meget pinligt, og vise at det er ikke det værste der kan ske: En følgespot over ens hovede, og nu er det bare er sådan og alle har set det, og det er en frosset tilstand, uden mulighed for en elegant sorti, eller? Jeg håber på et et godt fuck up, og et der er stort nok, og improviser i kaos og se om der var en gave i det. Jeg synes det er at fake at genbruge noget, indstudere det. Det skal være helt levende øjeblik hvor man selv og andre får det sug i maven, nu kan vi mærke vi er i live og tage den derfra, og jeg kan køre den hjem, der kommer en rimelig elegant sorti. Pyha!

Autisme har sine typiske maskeringer, ADHD har nogen andre og AuDHD som jeg i princippet har, er noget tredje. Men en nyere diagnose. Det kan så gøre at man både har typiske Autisme og ADHD maskeringer, som så om muligt er mere forvirrende for en selv og andre, da de kan være meget selvmodsigende. Måske en dag jeg vil møde nogen der kan sige om jeg mest maskere som ADHD eller Autist, eller jeg mere fremstår ADHD, end Autistisk. Selv synes jeg både den interne del af det og den ydre er så vævet sammen, men jeg tidligere havde et stort ja til ADHD, og mindre til Autismen, nu synes jeg der står mere lige. Og det er mig ud, og mig hjemme, stadig en blend, men meget forskelligt udtryk. 
Men spørgsmålet er om det er mest Autismen og ADHDen der er skyld i min adfærd, eller at trauma, har været afgørende for det allermest negative i mit liv, og en ret ekstrem maskering på grund af trauma, der skulle fungere også hjemme. Men også skulle dække over mange flere ting, der intet har at gøre med ADHD og Autisme. 

Jeg ved ikke om min fantasiverden er en Autisme ting, et tilflugtsted. Under bedre forhold en fantastisk evne, men når ting ikke er godt så virker den som en beskyttelse, men også en der gør at man kan udholde ting. Hvor der måske skulle have været reageret ude i det virkelige liv. Den neurotypiske havde ville vride sig fri, med mere eller mindre gode metoder, for reelt er det at undslippe narcissister svært, fordi der er meget der ikke virker logisk, og man kan dø i deres labyrint.
Personligt havde jeg set en prøve at komme fri, det gik ikke så godt, så det kan have påvirket mig, eller det har det. Det var bedre at holde en lav profil, og vente til det rette tidspunkt. Det fraværende i at være et andet sted er også en maske, og fordi min Mormor selv var ret fraværende var det normaliseret. Det er ikke sikkert det ville være det i en anden kontekst. At være fraværende er ikke at trække på andre, man er der, men er der ikke. 

Det lod så vente på sig meget, meget længe. Jeg nåede at blive 31 år. Det var der jeg først forstod noget, at det menneske jeg var mest loyal overfor, ikke var på min side, men kun sin egen. Og det ville tage 6 år at komme væk fysisk, vel vidende det var det der foregik. Det er svært at være i sig selv så. Men skriger stumt indeni.

Og det forklare også hvorfor det ikke bare er noget jeg har kunne lægge fra mig senere, det var for sent, for omfattende. Det vil sige, at jeg har lagt meget fra mig gennem årene fra jeg var 31, jeg kan adskille det tillærte, fremmede tankemønstre. Jeg kan sige det der er ikke mit. Men samtidigt er det nærmest umuligt at finde ind til mig, jeg er som et museum af fortid. Jeg er som mit hjem, med arvegods og fortid, og tingel tangel. Jeg er flere generationers erfaringer og vildfarelser. Men det er også rigtigt at jeg har meget "guld", både den viden jeg generationelt har, og den jeg selv har tilkæmpet mig. Og det kan anvendes, positivt, der er meget godt. 

Den største udfordring er om  jeg kan blive synlig som den jeg er. Eller om det altid vil være for komplekst for andre på en negativ måde. At intet er entydigt, der er mange gråtoner, der er mange farver og mønstre, og det skifter, men kommer tilbage. Som en Opal. At det er der selv i de korteste og flygtigste situationer med andre. Men de er negativt.......? Der er lidt en gåde der. Jeg er kendt for at virke meget troværdig, hvilket jeg også er, men der er åbenbart noget andet, er det "teatret", for meget "energi"? 

Som sådan forlanger jeg ikke folk skal forså mig på et dybere plan. Det ville bare være lettere at de ikke fejlfortolker mig på et mere overfladisk plan. Personligt kan jeg søge de mennesker jeg kan med, og jeg er jo social, jeg behøver ikke at kunne connecte med alle. Det forbandede er bare det der sker i det mere overfladiske, og jeg har ikke knækket koden. Jeg ved ikke hvad det er andre tror de ser i mig. I forhold til sundhedsvæsen og kommune osv. er det meget i vejen at jeg er som jeg er. 

Med en Autisme kan det være svært at forstå at andre ser noget andet, og ikke det bagved. Vi kan godt leve med den transparens, og sandhed. Og min maske var ikke for at skjule mig selv, den var for at leve i min familie, ikke for mig selv........og dog jeg gjorde det for at overleve. Masken var bare ikke til min fordel ellers. I forhold til resten af verden, nej. Udover at præge mig til at kunne indgå i andre usunde forbindelser. 

En overlevelses trauma maske, bær den, eller bliv udslettet. Den er en anden end den gængse Autisme/ADHD, selvom der er varianter og blandinger. Og jeg tænker at det jeg skriver kan være væsentligt, hvis man har tænkt over sin egen maskering, og synes at den var lidt mere ekstrem, end det man ellers taler om med maskering. 

I dag er man klar over at Autisme og ADHD ofte er kombineret med Trauma og kompleks PTSD, og at Autisme og ADHD sjældent står "rent", men har andet oven i, men samtidigt fejer ind under de diagnoser, så vi ikke får støtte til noget der kunne støttes og give bedre livskvalitet, og det påvirker Autismen/ADHDen så den er mere belastende at leve med. Men kan give en selv og andre den tro at det bare er som ADHD eller Autisme er, og man bare er mere... negativ. Her savner ander virkelig den glade maske. Så måske der var et maskefald?

At have, eller ikke have forankring.
Barndommens Trauma maskeringen er en gidseltagning, der er livslang. Og gå dybt ind, den er ikke bare udadtil, man kan heller ikke se sig selv, der er blevet set et script ind af andre, og at få det smit ud, og adskilt er næsten som at stå tilbage med et knust spejl, hvor meget mangler. Og på en måde er det bedst ikke at tænke på, det er at tabe fodfæstet. Jeg har nogen forankringer, nogen grundlæggende erfaringer, der gør at jeg ikke flejner helt ud. Eller er flejnet helt ud forlængst. Jeg formoder at den forankring er min, noget af det jeg kan identificere som mig, min grundkerne. Den er lige som det legetøj med noget tungt i bunden, der gør at figuren uanset hvad, vil ende med at stå oprejst, en "Tumling" eller på Engelsk "Roly Poly". 

Og hvad så nu?
Bliver man nød til bare at skære igennem, og sige hvad er det egentligt jeg vil, og er det muligt? Hvad har en virkelig betydning for mig? Og så ignorere resten så godt man kan. At det bare er støj på linjen, og det ikke skal have lov til at fylde mere. 

 Hvis bare jeg kunne sige: "Det der vil jeg gerne og jeg skal nok finde ud af det". Og jeg kunne få det, med eller uden maske, uden spørgsmål fra samfundet, bare få det overdraget til min egen forvaltning. Til de ambitioner jeg har, og med den metodik jeg har haft i forhold til at skabe. Jeg skulle nok levere, både som den der ikke havde mulighed og ar noget at bevise, men også den der gør det alligevel, fordi det giver mening, uanset hvad og hvad andre synes. Hvad jeg er må ligge i mit arbejde/værk. Og jeg vil gerne dele det, tilføje det til summen af menneskehedens output. 

Jeg vil gerne være en del af samfundet, i samfundet. Ikke assimileret af pænhed som en venlighed, eller som en del af inklusion som et politisk signal. For det er kun et signal om, at inklusion ikke rigtigt er der.  Og hvordan kan jeg samtidigt være kun lidt Autistisk, og altid stå ved siden af? Fordi jeg altid er lidt ved siden af? Og hvordan kan så lidt betyde så meget? 

Jeg lærte at maskere for at kunne være i mit barndomshjem, men dybest set fungerede den ikke i andre forbindelser, jeg skulle nok have lært en ny. Men helt grundlæggende burde ingen børn/unge blive optrænet i at bruge masker for at kunne eksistere i verden. 

Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?

Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 

Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre?