Der har været forskellige diagnoser sat på mig, som jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til eller har lagt ret meget i, bla. fordi jeg har haft en noget atypisk opvækst og jeg mente at det prægede den måde jeg taklede livet på, der ikke nødvendigvis hang sammen med en diagnose, men mere det psykosociale og de leveregler og begrænsninger der havde været sat for mig. Jeg vil også mene at som jeg kom fri af min min families livssyn og regler så ændrede tingene sig også -så var det symptomer på psykiske problemer jeg havde bearbejdet, eller min sociale arv?
Og som BID brugerlærer har jeg undervist/holdt oplæg uden at tage udgangspunkt i diagnoser, mine og andres. Jeg underviste med en brugerbaggrund i hvordan det er at leve med psykiske problemer og om recovery, empowerment og stigma/afstigmatisering.
Jeg har mest arbejdet efter en hardcore recovery model, hvor min erfaring med at man oftes stod meget alene uden at kunne finde hjælp: Netværk, eller platforme for sin recovery, og desværre måtte regne med at kunne klare recovery processen rimeligt alene. Tanker bygget over mine egne realiteter, og ikke over hvad der ville være ideelt i situationen. Og det prægede også den vinkling jeg havde på mine oplæg.
Jeg mener stadig at en recovery er en så lang process at man i løbet af den vil risikere at miste helt eller delvis støtte udefra venner/netværk, og der i selve processen også ligger kimen til at ens omverden afviser en i ens forsøg på at få en anden tilværelsen, recovery går jo også gennem mørke territorier som kan være at acceptere af omverdenen, eller det stiller spørgsmål til deres egen måde at leve på. En recovery foregår i et samspil med en selv og omverdenen/samfundet, og ikke mindst omverdenens reaktioner og den stigmatisering af psykiske problemer er jo den væg man spiller recovery bolden op af. Det er en del af en recovery at se muren og komme gennem den mur.
Recovery er den egne proces, det man gerne selv vil arbejde på bliver anderledes, det er det man selv vægter. Det er en egen vision at et bedre liv, der skabes via de værktøjer man nu selv kan finde hos sig selv og omgivelserne. Men det kan også gøre recovery ret provokerende det er ikke psykosocial rehabilitering, eller veltilrettelagte recovery kurser der passer til systemet. Det virker lidt som om man har fået trukket tænderne ud på recovery tanken, gjordt den tam. Men det fjerner sandheden om at der er så mange gange man må gennem ilden og stole på sine egne fornemmelser for vejen frem.
Recovery er som at prøve vingerne
I de sidst par år er jeg gået sukkerkold i forhold til min egen recovery, ikke at jeg ikke arbejdede på at få det bedre, men der var problemer i mit liv jeg ikke har kunne løfte, og en depressions lignende tilstand der bare ikke ville gå væk. Jeg har forsøgt at få hjælp, men det har været som om at en type som jeg faldt udenfor hvad man ville/kunne hjælpe, samtidigt med at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte med at prøve at få hjælp.
Jeg arbejdede hele tiden på det sociale, samtidigt med at depressionen hev mig længere og længere ned, til der hvor jeg ikke længere kunne se en fremtid, jeg følte mig slidt op, og spekulerede på hvor længe jeg kunne leve det liv.
Men hvad så nu, og efter jeg i moden alder fik mig en sprit ny diagnose: Asbergers/Autisme spektrum?
Det jeg må erkender nu, noget jeg har været på vej til i et stykke tid. At psykiske problemer ikke kan løftes alene, at uanset at samfundet ikke er gearet til at give nok støtte, så er det ikke rimeligt da menneskelig udvikling og en recovery process kræver at den foregår i et engageret samspil mellem mennesker. At kunne helbrede sindet i overvejende ensomhed er ikke realistisk som model, selvom det ligger i tiden. Mindfullness, positivtænkning, meditation, red dig selv, men gør det i stilhed og uden at engagere din omverden for meget. Jeg er meget træt af den trend. Jeg ville så meget heller have at vi erkender livet kan være svært og vi er parat til at være der for hinanden. Med psykiske problemer er man jo anbragt midt i tidens trender og fordomme omkring hvordan man takler personlige problemer, det kan godt være andre siger, jamen det gælder jo ikke for folk med "rigtige" psykiske problemer, men det ender det med alligevel, hele samfundet bliver påvirket af tidsånden også psykiatrien, det har jeg selv oplevet.
Men tilbage til det med Autisme, jeg tror på det altid er muligt uanset udgangspunkt at give mennesker et bedre grundlag for et liv. Recovery er den egne proces i samspil med andre, de løsninger man finder og de personlige evner man kan anvende og styrke. Men er recovery at man skal blive helt normal, hvad det så nu lige er for noget det der "normal"?
Nu bliver det Autistiske hjernes "styresystem" jo ikke grundlæggende ombygget fordi at man arbejder med at blive bedre til at takle tilværelsen. Man kan kognitivt blive bedre til at takle opgaver/situationer.
Autisme en alternativ måde for en hjerne at arbejde på, og på den måde bidragende til hvad det er muligt at udtænke som mennesker, verden har brug for Autistiske hjerner. Grundlæggende handler recovery for mig om det at have et ok liv der kan leves, noget andet er så udfordringen at få et samfund der er parat til at åbne sig mod det/de anderledes. Så længe samfundet lægger skyld, fordomme og forhindringer i vejen, er det op af bakke, hvor "normal" skal man være for at få lov at deltage, er det total tilpasning eller forbliv marginaliseret?
Jeg mener at det sociale netværk og det at leve i et samfund der er parat til at indrage en, er noget af det aller vigtigste for at skab et godt liv, om det handler om mennesker med eller uden psykiske problemer, handicap, etnicitet. Det er her tingene kan heles og mennesker kan blomstre.
Der er skrevet meget om recovery, men efter min mening er det her en af de bedste og en klassiker: "Recovery - At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser" af Alain Topor. Bogen er meget anbefalelsesværdig og nem at gå til.
