For nogen kan det virke helt mærkeligt, "hvorfor ønsker du ikke at gøre tingene bedst muligt?", "Hvorfor vil du ikke modtage hjælp/råd?".
Men er selvbilledet fastlåst i at man ikke kan lykkes og gjorde man det bedre ville nedelaget kun føles endnu større, giver det jo pludselig mening. Hellere fejle af gode grunde, end at fejle/ikke slå til i andres øjne og have gjort sit bedste og lidt til.
Selvværd er det vi tænker om os selv, selvtillid den tilgang vi har til om vi kan løse opgaver.
Jeg har manglet selvværd, men ikke selvtillid, det gør at jeg tør godt løse opgaver, finde viden om det, gøre mit bedste og det plejer at virke. Det er godt med selvtillid. Men uden selvværd opstår der altid problemer efterfølgende, det ved jeg ret meget om....
For i grunden stoler man ikke på sig selv og det man kan. Måske man forlanger for meget af sig selv, måske man tror andre forlanger noget man ikke kan....og måske man via selvtilliden og et ønske om at præstere, reelt ikke lever op til det man prøver at vise andre. Det er så en anden måde at skabe et eget benspænd, det ligger så bare ofte lidt længere fremme i processen.
Er det bedre at snuble i starten, end senere når det nu er? Jeg vil mene når det er senere har man forsøgt at investere i det man gerne ville, der var noget på spil. På den måde bliver det mere personligt når det ikke lykkes, der lå timer og dage i det. Og den tid hvor man fornemmer at det nok ikke kommer til at holde er fyldt med angst og tvivl.
Hvis man ikke har fået selvværd med hjemmefra, at man grundlæggende et ret ok menneske og vurderingen ikke bare bygger på præstationer, eller udseende, at man kan elskes også selvom man ikke præstere og spejler ens families og andres forventninger.
Mennesker kan leve et helt liv med den følelse, den sorg at de aldrig var gode nok. For nogen bliver det en drivkraft, for andre bare konklutionen at intet de kan gøre er godt nok og de ikke kan elskes og respekteres som det menneske de nu er. Og selv for dem der lykkes udadtil, kan det manglende selvværd ødelægge meget af den glæde som deres succes udadtil giver dem. At der sidder et lille barn inden i, der stadig føler sig uelsket og frygter hvornår nederlaget mon kommer.
Man kan også nå til der, hvor man gendigter sin egen historie og se om fantasien kan føre til et bedre liv, der er så et reelt benspænd til før eller senere i livet.
Jeg elsker dig fordi du er smuk, klog, artig, arbejdsom, smilende, charmerende, bygger altsammen på bestemte egenskaber der tillægges en høj værdi. Men hvad så hvis jeg er grim, sjusket, støjende, roder, bliver vred, græder? At man gennem opvæksten tydeligt fornemmer at det ydre og præstationer der det der bliver rost, og det der ses udadtil. Og at alt andet man også er ikke kan/vil rummes, og det at man som mennesker også er andet end det ydre og præstation og det der kan måles og sammenlignes. Og i dag hvor man måler og sammenligner børn i en uendelighed, vil ikke mange af dem sidde tilbage med en tom fornemmelse som voksne, og undre på om de har nogen berettigelse som menneske, når de ikke fik 12 i gennemsnit og ligner en model? Det er så der mange af de unge under uddannelse befinder sig og bonger ud med en depression, til at starte voksenlivet med.
"Jamen, du er en skide god ven" Hvad er det værd, når målestokken for værdi er penge, job, udseende, karriere, og uendelig tilpasningsevne?
Nogen vælger den vrantne begyndelse på en projekt: "De skiderikker skal ikke forvente at de får det vil have fra mig". Nogen ved hvordan man præsentere sig selv, men der er altid et efterfølgende men, noget der ikke kan indhentes, fordi det ville kræve mere selvindsigt, reflektion, selvværd og at man måske måtte gå nogen skridt tilbage og begynde lidt forfra.
Vi ser på de andre og tænker "Ih, hvor de kan" men vi kan ikke altid se helheden, man skal lære at se/lytte ind til selvværdet, møde du en med et solidt selvværd, så lære af det, hvordan lykkes man med ting når det bare falder naturligt. At successen ydre bare kan være en skal og uanset magt og penge ikke den fred med sig selv og andre man måske dybest set drømmer om at opnå.
Jeg tror ikke vi bevidst vælger vores benspænd, jeg tror vi snubler ind i dem, med den sociale arv og erfaringer vi har. Og det uanset den med siger "at i Danmark har man alle muligheder", jo der er mange muligheder, vi har bare ikke alle samme mulighed for at få del i dem desværre. Og for dem der synes at have fået hele pakken, er den økomiske fremtid måske sikret, men ikke men ikke balancen og roen.
Vi burde have selvværd og livskunst på skoleskemaet, det er trods alt det fundament der skal til, så skal resten nok komme.
