Den gang jeg var barn og ung, så var alt og alle ok, indtil det modsatte var bevist. Man kunne kalde det fordomsfri, umiddelbart synes jeg det var et sympatisk træk hos mig. Nativ? Tja, men kun delvis, på den ene side menneske kender på nogen fronter og på den anden side uden værktøjer til at forstå situationer og andre opfattelser....giver det mening?
Jeg har levet under min egen glaskuppel og kigget ud, og kigget det har jeg. Jeg var interesseret, meget, men jeg forstod kun delvis, uanset hvor meget jeg lyttede og kiggede.
Jeg var et ret alene barn fordi jeg blev isoleret af min familie, de havde ikke selv levet så isoleret som børn, så jeg ved ikke hvorfor jeg skulle være det, men sådan var det, så jeg måtte finde min egen underholdning, hvilket ikke faldt mig spor svært. Jeg hørte musik, var kreativ, og kiggede i bøger fra jeg var baby, jeg sad enda og klippede med saks i kravlegården. Jeg var ikke specielt hurtig til at gå eller tale, men da det blev lært gik det rimeligt hurtigt.
Jeg blev meldt til ballet undervisning da jeg kom ud af bleen, jeg kunne godt lide det, men var lidt alternativ i mine tiltag, men jeg fortsatte at gå til ballet hele min barndom. ikke at jeg socialiserede ret meget i den forbindelse, men jeg jeg var tilfreds, ingen ambitioner, bare træning.
Og jeg gad kun at lege med børn med fantasi, ellers kunne det være lige meget, og det skulle helst være noget med udklædning.
Men tilbage til børneværelset: Jeg havde jo alle mine plysdyr som jeg elskede højt, jeg legede komplicerede lege med dem og jeg var overbevist om at de havde deres egen personlighed, det betød også at jeg ikke måtte manipulere med dem, fx. hvis vi spillede spil. Hvordan lader man være med at manipulere med et ikke kommunikerende plysdyr? Jaaaaah, det kræver etik på et højt plan og ubegrænset fantasi og indlevelse.
Nej, det er ikke lige dem fra min barndom, men de bor hos mig
Men mennesker er jo mere komplicerede, jeg havde svært ved skjulte dagsordener, men sandsynligvis så tyk i skallen at jeg gik glip af rigtigt meget, hvilket måske i nogen tilfælde var udmærket, hvad man ikke opdager, behøver man ikke at bekymre sig om, der giver jo også en ro.
Jeg var ikke forkælet i den forstand at jeg fik min vilje, jeg er meget gammeldags opdraget, så der har ikke været plads til trods og vrede, plageri eller krav. Sådan var det bare. Men som enebarn havde jeg jo en del fordele og noget af min egocentri har folk nok tænkt var meget enebarn agtig. På den anden side oplevede jeg mig meget som en del af et vi, jeg har faktisk vært en del af et vi det meste af mit liv, indtil min Mormor døde og der ingen familie var. Og jeg havde svært ved at tro på at jeg havde ret til at tage beslutninger imod min familie.
Så der var et jeg under min lille glasklokke og umiddelbart udenfor et vi, der var meget stærkt....måske for stærkt til at være godt og sundt.
Da jeg var barn og ung trode jeg at kun min Mormor forstod mig, efter det fandt jeg ud af at det gjorde hun egentlig slet ikke, jeg måtte forstå jeg var alene, på en måde stum, selvom jeg kunne tale. Fordi den verden der var min var en gåde og alt for skrøbelig til at udsætte for andres behandling. Jeg havde min mentale firewall som en ven kalder det, jeg snakker om min egocentriske maske jeg bruger som skjold. Fierwall eller maske, det er for at vinde tid, skjule udmattelsen, sårbarheden, skjule jeg ikke helt til tilstedeværende i situationen.
Men det udsatte alene menneske kan jo føle empati, for andre af verdens udsatte alene skæbner og hvem man ellers møder på sin vej.
For de alene og udsatte har nogen gange et hemmeligt sprog, ikke forstået af udenforstående, ordene vejer anderledes og det er er imellem.
Det kan godt være der er ting jeg ikke forstår hos mennesker, men det er nok de "normales" sprog jeg tolker dårligst.
Jeg tolker verden udfra mig selv, ikke fordi jeg er verdens navle, men den jeg kender bedst trods alt. Jeg er et menneske med fejl og mangler, men jeg prøver, det er ikke let, for det er nok et af de punkter hvor jeg må bruge meget tid på, mere end de fleste. "Du tænker for meget", som folk siger, "du skal ikke spekulere så meget over hvad andre gør".......Jo, men det bliver jeg jo lidt nød til hvis jeg skal leve ude i livet og ikke en Eremit tilværelse.
Jeg har hele mit liv følt at min opgave var at forstå, både i en spirituel forstand og i forhold til det at være et menneske blandt mennesker. Derfor tænker jeg og kaster mig ud i livet også selvom det er ret så besværligt til tider.
