Det indre liv under glasklokken

Det er svært at sætte ord på, jeg har så mange gange i mit liv forsøgt at sætte ord på mit indre liv, på ting jeg har kæmpet med uden at jeg har følt nogen kunne høre det.
....men måske mennesker bare ikke kan kommunikere de ting så det står klart? Måske det bare er en drøm om det åbne sind der kan formidles direkte og med mindst muligt filter fra sjæl til sjæl, og man med en Autisme bare føler det mere tydeligt, den menneskelige isolation.

Eller så er det bare mig, der sætte et filter op, eller jeg taler i gåder, eller det jeg siger ikke kan formidle graden af hvad jeg føler. At jeg sætter ord foran, samtidig med at jeg tænker, selv det klareste vand har sine forvrængninger.

Jeg tror faktisk at jeg i kropsudtryk stivner når jeg forsøger på at udtrykke væsentlige ting, at min ellers levende mimik og gestikuleren, forsvinder når det bliver alvor.

Måske der er et "ikke udtryk" når jeg har mest brug for at udtrykke, at jeg bliver Andy Warhol og bare sidder der med et blankt udtryk, og følelser inden i der bobler, men er helt tildækket, eller meget mere tildækket end jeg selv tror, jeg føler jeg står åben, men det er jeg ikke opfattet udefra.

Der er dramaer i mit liv der tager evigheder og ikke er meget drama for andre, hvor jeg prøver at forstå, få en dialog med andre om ders opfattelse, men hvor jeg bliver ved og ved med at måtte gennemgå "dramaet", er det overstået for andre og ikke noget særligt.

Men uanset andres reaktioner er det et drama for mig, "Tag den med ro, tænk ikke så meget" Ja ja, men sådan er det ikke, sådan bliver det ikke, sådan funker min hjerne ikke.

Det ville være dejligt at være mindre påvirket af andres handlinger, det ville være rart ikke at spekulere på hvad andre tænker, men som Autist er det ikke bare et valg, eller et terapeutisk snuptag, der klare at det ikke længere er noget der skal bruges uanet tid og energi på.
Man kan jo isolere sig så meget og trække sig væk, så der er mindre at forholde sig til, færre situationer færre mennesker. Men min mission i livet synes ikke at være at søge isolationen. Men jeg finder nogen mennesker meget belastende, andre ikke. Jeg ved ikke om jeg kan lave en kategori af belastende "typer", og bare parkere dem der, og lade være med at regne dem ud, eller deale med dem uden en væsentlig grund, men hvis der er noget hvor det bobler i en, er det så ikke væsentlig grund?. Og der er jo gange man skal deale med andre om man vil det eller ej....det er ikke ret fedt..næh.

Jeg processer ikke dagligdagens informationer så godt, samtidigt med at jeg selv skaber mine udfordringer ved at automatisk komplicere indtryk og refleksions graden. Der er andre informationer der kan klares i et split sekund.

Jeg må få suppleret med noget mere verdensfjernt at bruge min hjerne til, der hvor jeg er mindre begrænset og kan hygge mig, jeg tror jeg har brugt for meget tid på omverdenen og at forstå hvad det var der var i vejen med mig, når jeg nu er nærmere på svaret på hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor mit liv har formet sig som det gjorde, i det mindste nærmere på det end jeg var for nogen måneder siden, det er som om depressionen har lettet lidt, ikke at jeg har mere energi, men der er noget tyngde der er blevet smidt af.

Nem id er ikke nem og opvasken fra Helvede

For at min blog ikke ender i at svæve på et meta plan, må jeg være lidt ærlig og socialrealistisk omkring min nuværende situation:

Jeg har forsøgt at få min stress ned, helt ned, men det er som om alt andet så går ekstra galt omkring mig, rod, gris og gammel opvask, 3 uger uden Hjemmevejleder har sat sine spor. Hjemmevejledere har jo også sommerferie, og det helt ekstra uheldige at hjemmehjælpen ringede på i torsdags meget tidligt morgen, da jeg lå og sov med ørepropper og mandag var jeg til møde og havde håbet på at hjemmehjælpen nåede at komme inden, men sådan gik det ikke. Det har været så uheldigt som det kunne og med til at situationer er værre end den plejer. Hjemmehjælpen kommer faste dage, men alt efter om det er den faste hjemmehjælp eller en afløser kan det varierer med tidspunkt og så kan det gå galt.
Så jeg er i den gamle skamfulde situation med ekspanderende rod og opvask og ting hvor de ikke bør være og jeg vaden henover ting på gulvet, en hjemme situation jeg ikke har være i, i meget lang tid og jeg havde håbet var et overstået kapitel.

Jeg havde sat mig for at dagens store vigtige opgave var, at endelig få udprintet min diagnose så min sagsbehandler kunne få den, så jeg kunne komme over i Handicap afdelingen. Men det filformat de har på sundhed.dk har været helt gak, filformatet er i en form man ikke lige kan åbne opdagede jeg jo, da min sagsbehandler heller ikke kunne åbne filen, derfor underskrev jeg en erklæring så de kunne få lusket min nye diagnose ud af Distriktpsykiatrien. Men ef en eller anden grund gik det heller ikke.

Så nu skulle jeg på den igen med sundhed.dk, og jeg skal altid tage mig alvorligt sammen inden jeg roder med nem id. Og jeg skal da nok love for at nem id ikke var nem i dag, jeg prøvede og prøvede, først på sundhed.dk, så borger.dk og da jeg havde bandet og svovlet og ventet og trykket, dukker så endelig nem id boksen op til passwordet, men der var jeg allerede helt oppe og ringe. Og så skulle jeg hitte diagnosen, og jeg åbnede flere tomme dokumenter, men fandt ud af at diagnosen havde forputtet sig længere nede, og så blev det printet -og tænk den printede faktisk.

Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke kunne nå at aflevere papirene på kontoret, og rigtigt nok de lukkede 15.00. Jeg kunne åbenbart ikke google hvornår de lukker, men de har vist også ændret navn til noget nyt og fikst, kunne jeg se på et opslag da jeg arriverede.....Nå men, så må jeg afleveret i morgen. Har de ikke en postkasse, joooo, men jeg ved ikke hvor mine konvolutter er.

På den ene side synes jeg at jeg får meget hjælp og alligevel går det rimeligt galt lidt for ofte...hvad kan jeg egentligt? Ikke det jeg gerne ville kunne og når jeg gør det, er det desværre også galt, fordi så er der for meget stress og så er der er en meget kontant afregning med at al energi er opbrugt, men hvad gør jeg så? 

Det er svært at være håbefuld, for havde jeg kunne klare at holde stilen jeg har kørt det sidste år og en lille smule til var det fint, men det er jo det jeg ikke kan. Jeg synes det er pinligt og sølle at jeg magter så lidt.

I forvejen synes jeg at jeg er kommet mindre ud af lejligheden end jeg plejer, og jeg har brug for bevægelsen og det at jeg er ude blandt andre.....Jeg håber at Autisme spekter diagnosen vil gøre at jeg får hjælp og rådgivning til at finde en bedre drejebog der er realistisk og så jeg ikke hele tiden ender i afmagt og et torpederet selvværd. Det er en meget vaklende livsstil på den anden måde, der bygger på et usikkert fundament af, at jeg prøver at "tage mig sammen" hvorefter jeg falder sammen, igen og igen.

Jeg er træt af det her, at balancere på kanten af mit personlige kaos. Det burde være til at overskue, men åbenbart er det det ikke, chrap! Jeg er ved at blive lidt utålmodig, og håber at der snart kommer en udredning og der kan lægges planer der forhåbentligt vil føre til en mere stabil hverdag der ikke kollapser ustandseligt.....men mon der er noget liv på den anden side af det her? ....Højtfungerende Autist?.... Muuuuhahaaaaa!....pis!

Den vrede Dame

Ja, jeg ved godt det ikke er klædelig, jeg ved også godt det ikke er praktisk eller fedt for andre det med vrede.

Det ville være bedre for mig ikke at være vred, ja ingen tvivl om det. Men hvis jeg i dette moment fjernede vreden tror jeg ikke jeg havde nogen kræfter tilbage. Vreden koster sikkert kræfter, men uden den ville jeg ikke kunne se noget håb, kun afmagt og ventetid.

Ikke at vreden er nemt at håndtere, det er som at tøjle en orkan på meget lidt plads, klaustrofobisk og den vil gerne smutte ud. Den er ren energi.

Jeg idealisere ikke tilstanden, på den anden side dæmonisere vi også vrede, og hvis man har psykiske problemer er emnet meget tabubelagt, man har mindre ret til at vise vrede og vreden ses som noget der kunne være farlig og kun uhensigtsmæssigt.

Jeg ser det også som noget der kunne føre til noget andet og bedre. Hvis vi afviser vreden som en ok følelse der har sine grunde og naturligt findes i den palette af følelser vi rummer, ville det være som at fjerne farver fra kunsten og livet, med det resultat at alt endte i lys pastel. Uden

Vreden ville ingen længere kæmpe mod uretfærdighed, og skabe kunst og skrive væsentlige artikler med fare for eget liv. Det er skabt store ting ud af vrede, ikke kun negative nedbrydende ting. Det handler om hvordan vreden får udtryk. Og vreden kan også bruges til noget der kan føre til noget godt for en selv og andre.

Men vreden kan nogen gange manifestere sig som en lavine ud af Ketchup flasken, efter den er blevet rystet tilstrækkeligt rundt med. Og nogen gange ved folk jo ikke hvor mange gange man blev rystet før de lige kom og gav en et ekstra klask.

Mænd kan letter være vrede end kvinder, grænsen er anderledes og er fortsat anderledes. Man forklare det biologisk, sådan er det, fra dengang på stepperne. Men alle mænd er ikke alle mænd og at være kvinde betyder ikke at man er som alle andre kvinder, selvom man af og til kunne få den opfattelse når folk skriver og taler om kønsforskelle. Jeg synes jeg har brugt meget af mit liv på at pakke vrede væk, af den enkle grund at sådan en som mig ikke måtte være vred, sige fra med eftertryk.

Med tiden kunne jeg ønske at bare kunne lægge Autisme diagnosen fra mig, på samme måde som jeg ikke gider at skulle opholde mig indenfor kønskassen......og så mange andre kasser og indhegninger vi stadig lever med. Det kan godt være de skaber tryghed for nogen, men jeg vil helst være fri, ikke af individualistiske grunde, hvor jeg har ubegrænsede muligheder for at gøre som jeg vil, men mere at jeg ved at andre har det på samme måde, men ikke har forladt indhegningen.

Men de flest vil nok helst, hvad de fleste vil, trods alt, på den måde er der sammenhængskraft og ikke for meget revolution....Fordelen med det er at vi ikke kaster brugbare værdier bort for hurtigt og det giver god mening.

Hvad har det med vreden at gøre? Jo, jeg er vred over at verden bliver mere og mere skævvreden, jeg er vred over at vi i grunden ved rigtig meget om hvad der gør at mennesker trives, vi burde kunne gøre så meget bedre, men verden synes at handle om andre ting, at mange ofres når de meget få skal have endnu mere, på en måde der ikke giver mening som andet en en forfaldstid, hvor man griber efter det man kan få, inden en civilisation kollapser, problemet er bare at det ikke er Inka riget eller det gamle Egypten, det er ikke bare et geografisk område, men globalt......Jeg ved godt det er det der gør folk trætte og de sætte barrikader op og putter sig og håber det går over.

Og her i Danmark "hvor man har alle muligheder", eller mange har mange muligheder, men der er også grupper der ikke har det fordi mulighederne er skabt for de rimeligt strømlinjede, og der for der har en lidt anden bagrund er der forhindringer der er usynlig for dem der passer ind, derfor fortsætter forhindringerne med at være der, samfundet er blind for dem, selvom der er viden om de forhindringer og hvad man kunne gøre.

Men der er hos en stor del af befolkningen et ønske om at sætte udviklingen tilbage og ikke frem. Og håbe man selv klare den, specielt hvis der er andre der har/får mindre, så får man måske lov til at beholde sit. Man vil have mere kontrol, disciplin, straf, mindre klynkeri, man gider ikke mere empati. Der mangler fantasien/evnen til at se at et bedre samfund kunne skabes og ikke nødvendigvis var mere kostbart at opretholde, men det lader til at der ikke er en lyst til at tænke anderledes, folk er trætte af "problemer", hvis vi ikke gider at se dem og siger vi nedladende ting og fornægter, går de måske væk....Eller vi kan vente med at løse problemer når vi den dag føler os mere rige og glade?

Jeg er ikke idealist, eller utopist men jeg bryder mig meget lidt om menneskesynet for tiden, det gør mig vred. -Men er det godt for noget, kan det bruges til noget at jeg er vred, jeg ved det ikke, men jeg vil godt komme med tanker og løsninger, en stemme blandt andre, selvom jeg ingen speciel magt eller agt har i det her samfund.
Og får jeg flere kræfter vil jeg gerne arbejde politisk, men næppe partipolitisk. Jeg tror ikke på ideologier, det ender altid med at virkeligheden/mennesker skal bøjes efter ideologien. Jeg ville heller at man så på hvad man ved virker.....altså også for dem der ikke er rige og priviligerede, for de har jo deres biotoper der virker for dem. Jeg kunne så godt tænke mig at der var flere typer biotoper så også andre slags mennesker kunne trives og bidrage med det de kan.

Et rigt samfund er rigt også på andet end penge, består det hovedsageligt af mennesker der sidder og ser sure ud, oven på en pengekasse, er det så som så med det rige samfund. Mental rigdom og generøsitet efterlyses, men jeg tror der skal bygges platforme til det, for lige nu tror jeg de mennesker der har noget at byde på i den retning har svært ved at finde hinanden, vi kan finde hinanden på nettet, men vi skal også finde hinanden i den fysiske verden.

NADA....og en Pop nedsmeltning

Jeg har tiltusket mig adgang til at få noget NADA behandling, hvilket betyder akupunktur nåle i ørene og hovedbunden, mellem øjnene og i mine lille fingre, det sidste for en bedre søvn.

NADA behandlingen er åbenbart ret almindelig i socialpsykiatrien, det bruges Bla. til at understøtte en Recovery, PSD og den bliver også brugt til at støtte en afvænning og symptomerne af det.
Jeg nuppede også "afvænnings punktet" på toppen af hovedet, da jeg desværre er begyndt at Shopaholic'ke igen, hvilket jo er et reelt misbrug, på linie med spil afhængighed og andet misbrug, selvom de fleste Shopaholics skjuler sig bag de generelle (over) forbrugsmønster...jeg har set efter selvhjælpsgrupper for det misbrug, ha ha, det er der ikke, kun dyre kurser.

Og det ærgerlige er at jeg jo faktisk har haft ok tjek på mit købemisbrug i rigtig lang tid, men at det skred for en 3-4 måneder siden, da alt det andet også væltede læsset, hjemmet, mere stress, irritation over naboer. Det hele formentligt udløst af at jeg havde overkørt mig selv med hensyn til tidsplan for at få orden på mit hjem.

Tilbage til NADA behandlingen: Jeg blev udstyret med en kop NADA the, umiddelbart smagte den kamille agtig, og så var det ellers at få nålene anbragt, først dem på toppen af hovedet, og så var det ørene og så til sidst en i hver lillefinger, der valgt jeg ikke at kigge da den blev stukket lige over negleroden.

Og så blev jeg overladt til at have dem i, i tre kvarters tid. Kort efter mærkede jeg at der løb tåre ud af øjnene og ned langs siderne af mit ansigt, jeg tog det som et godt tegn.....men, dammmmm Hell!!! liiiige i det moment blev der tændt for noget Pop FM i det tilstødende lokale, så alle mine nervetråde strittede ved genhøret af det værste fra 80erne, hvad nu? Efter en tids panik på det yderste af lænestolen, og en lokalisering af hvor lyden kom fra, valgte jeg at evakuere området, til et tilstødende kantineområde, det var meget bedre, dog med lidt nåletab, men jeg fik påmonteret de manglende nåle og så var der ro på igen.

Og så har jeg to behandlinger i næste uge, så vil jeg hurtigt opdage om det kan noget, som regel hvis noget virker på mig, så går det ret hurtigt med at fornemme om der sker noget positivt.

Næste gang tager jeg ørepropper med for en sikkerheds skyld, så er der både en prop og en evakuerings plan, man må være lidt af en Ræv som Autist, der må være fler fikse udgange/løsninger til at opnå et godt resultat.

Spektrummet og det normale

"Du virker slet ikke Autistisk, du må være meget højt/velfungerende?" ....Jo ja, tjaaa, det kommer da an på hvornår og situationen. Det velfungerende skifter med omgivelserne og stressniveau. Jeg kan tænde eller slukke ned, nogen gange har jeg på fornemmelsen at det nok er sådan en dag, andre gange ikke.

Det er også derfor at at mit forsøg på socialtræning af mig selv da jeg ikke vidste jeg var Autist, kun delvis har båret frugt.

Udfordringen er jo at man kan have det forskelligt i løbet af en dag, en uge, måneder, år. At det ikke er statisk, at det afhænger af det indre og omgivelserne, det kræver super meget indsigt i sig selv at se det på forhånd, eller nå at reagere i situationen, så der opstår mindst muligt problemer. 

Jeg kan sidde og analysere hvad der sker mens det sker, samtidigt med jeg er spærret inde i mig selv, uden at lige at kunne gøre så meget. Jeg må med den viden jeg har nu blive bedre til at finde metoder til at hive mig ud af det ting jeg ikke magter, enten ved strategier der gør at jeg kan fortsætte i en eller anden form, eller jeg helt forlader situationen. Socialt må jeg finde strategier der kan fjerne følelsen af at være fastlåst, det gælder så egentligt både for det sociale og mit indre liv.

Autisme er for den enkelte en variation af evner, uanset hvor på spektrummet, og posen med evner og det man har svært ved er ofte rystet grundigt. Det betyder at folk udefra ikke bare kan vide hvem og hvad man er  uden et dybere kendskab. Man kan underkende den man kalder "lavtfungerende" og ikke se den "højt fungerende's" problematikker, og begge dele er ikke til nogens fordel.
Så spektrummet er ikke en skala, fra et til 10. Spektrummet kan være trukket i flere forskellige retninger, unikt for den enkelte.....med infantil Autisme er der jo anderledes hvis udviklingen er som en to årig, men stadig individuelt.

Det personlige spektrum er en blanding, der udefra kan bedømmes som mere eller mindre velfungerende...normalt. Jeg føler mig jo ikke specielt smigret af at folk siger jeg ikke "virker sådan", for det øjeblik jeg gør det. risikere jeg at folk vil sige at jeg opføre mig dårligt/upassende, er doven, egoistisk osv. Og så står jeg bare tilbage med at være "et dårligt menneske", fedt nok, sandheden er jo at jeg bare ikke var så højtfungerende som de lige gik og troede. 

Men de "normale har jo altid ret" for reelt set betyder normal, at det er dem der er flest af, ikke at de så ikke har anomali hver for sig, det er ikke muligt at lave en gruppe af "normale" mennesker, da alle har et eller andet "anderledes", det synes jeg er en rar humanistisk tanke, selvom den er biologisk betinget. 

Alligevel er der en sær kulturel/sociologisk konsensus omkring det normale. For meget der stemples unormalt er pokkers socialt/biologisk normalt.

Sådan helt konkret synes jeg også at folks udtalelser om hvad jeg er og ikke er provokerende, for jeg har ikke kunne få en uddannelse, et job, kunne få et barn fordi jeg ikke ville kunne overkomme at passe det, jeg kan ikke holde et eget hjem.....hvor fucking velfungerende er det at ikke kunne magte så væsentlige ting, selvom folk insister på at jeg er "velfungerende" i deres øjne? Ja, jeg kan andre ting ......og under andre vilkår og tider og kulturer kunne jeg havde jeg kunne have virket anderledes og kunne have brugt nogen af de evner jeg faktisk også har. Og de ting evner og viden jeg har er ikke er værdsat eller brugbar har jeg forstået. 

Der er folk i Autisme spektret der har job/aktiviteter, børn, har en partner, et fungerende hjem. Folk der også må have deres udfordringer, måske nogen af de samme som jeg, eller nogen andre. Der er også nogen med Autisme der umiddelbart "fungere dårligere", der måske lever mere harmoniske liv end jeg. Men som sagt mange af mine problemer er mere skabt af det liv jeg har levet og omgivelserne, ikke Autismen i sig selv, og min opvækst var vist ikke specielt normal.

Der er styrker og der er det der giver problemer og der er gode og dårlige dage, "har ikke alle det?", ja det har de, men i de fleste tilfælde absorbere de det bedre og uden "hændelser" der tager over....de "normale" skal nok ryste på hovedet når man bliver lidt for "Autistisk".

Er jeg negativ? Jeg synes det er længe siden jeg har oplevet og udlevet den positive side af Autisme, måske jeg i fremtiden finder roen til det. ....Jeg har en hjerne der er bygget anderledes og jeg lever i en verden hvor mange har en andet type hjernevindinger, så det er deres verden jeg lever i. Lige nu er jeg ret træt af det hele, jeg er parat men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen.

Tanker om kærlighed og venskaber

Jeg sad i går og kiggede må nettet omkring Aspergers og relationer, det var godt nok ikke opmundtende læsning.

At man er så drænende for andre, at man giver så lidt kærligt/gensidigt til andre. Jeg kan genkende situationer, jeg kan også se hvordan jeg forsøger at dispenserer for det jeg har svært ved.
Jeg prøver at give det jeg kan, på den anden side kan det ende som en fælde for mig. En fælde af at hvis jeg ikke kan andet så kan jeg forsøge være sød og venlig og ikke sige for meget fra.

Jeg synes jeg sad og læste om natsiden af Aspergers/Autisme spektret, og udefra set er der mange mangler, der kan efterlade andre frustrerede, at de altid er lukket ude, af en person der slet ikke tænker på det er det de gør pr. automatik igen og igen.

....Du kan ikke nå mig, men jeg kan heller ikke nå dig.

Hvad stille man så op når ens mest brændende ønske er at kunne relatere til andre uden den barriere? Tidligere har jeg bare troet jeg kunne arbejde på det, at jeg kunne gøre mig fri, det var bare et spørgsmål om øvelse og erkendelser.

Når jeg læser om Aspergers/Autisme ASD kan jeg til tider tænke, nej måske det også er en forkert diagnose i forhold til mig, indtil jeg ser nogen forklaringer på alt for meget af det jeg selv gør og slås med. På en måde elsker jeg jo at blive klogere, og der er så meget der nu falder på plads jeg tidligere har set på en anden vinkel, der nu må aflyses som grundene. Det er meget at bearbejde alene.

Men der er også erkendelser og minder der er langt værre, godt nok noget der er fortid og noget jeg lærte af, en del af mig jeg forlod, og ting jeg har betalt prisen for. Her er der et skygge land, med meget barske vilkår.

Det kan godt være jeg lever under en glas klokke, men jeg har faktisk godt kunne se mine fejltagelser og hvor jeg har svigtet. Jeg har både været klartseende og samtidigt blændet, set verden gennem et knust spejl.

Jeg ved bare ikke hvilke muligheder jeg har nu, for det liv jeg har arbejdet på i alle de her år. Om jeg bare må resignerer og være realistisk. At jeg aldrig vil kunne levere det basale i en relation, eller kun en mangelfuld version.

På den anden side og uanset så er jeg jo også "personal Jesus" typen, jeg kan rumme et bred spekter af andre menneskers følelser og vise medfølelse og støtte på min egen måde, som måske ikke svare til "moderne anerkendt støtte teknikker". For i mine egne erfaringer, der ligger også en forståelse for menneskelivet på godt og ondt, måske mest det sidste, jeg behøver ikke at tage afstand, jeg tør tale om det og høre om det, og det er der trods alt mange der ikke gør i dag.

Men uanset lidt selvros, så ved jeg ikke hvilke muligheder jeg het reelt har når det gælder relationer og parforhold......Jeg har aldrig haft lyst til at være nogens "Beast of burden", at nogen skulle leve med at tage specielle hensyn til mig, og få mindre opmærksomhed/kærlighed på grund at mine mangler på det område.

Jeg må sætte min lid til at vi mennesker vægter ting forskelligt, har liv med forskellige relationer der giver dem en helhed af kærlighed/selvværd, at ikke en person kan give dem alt, jeg forlanger ikke at en person kan give mig alt. Jeg vil tro at det er specielt vigtig at have et netværk der er solidt og bredt, kan udligne og styrke den enkelte relation, fremfor at ende i en lille lukket verden sammen, hvor netop manglerne meget let kommer i centrum.
Personligt har jeg ikke ønsket et "sidde lårene af hinanden" forhold, fordi jeg mener at det dræner forholdet for inspiration og liv udefra og for at dyrke egne venskaber, der giver en mulighed for udvikling og glæde, og en virkelighed udenfor parforholdet, så det ikke ender med ens kondidragter......hvad ved jeg, jeg kan håbe og arbejde på sagen, og være bevidst om hvad der kan gå galt, inden det gør det, når der nu er nogen der har delt erfaringer om hvad der kan gå galt.

Solstråle historier og den "almindelige" Autist

Det er meget populært med solstråle historier, internettet er fuld af dem, jeg har også set en del TED videoer og lignende med folk der fortæller om egne erfaringer arbejdet op til en crescendo af at tingene lykkedes og en gylden fremtid. Jeg har også set en del hvor det var med Autisme/Asbergers som tema. Og i så mange andreforbindelser med mennesker der let kan ende på sidelinien af samfundet, det er jo samme opskrift.
Ofte bliver jeg efterladt med følelsen: Nå hvad så? Godt for dem, men havde med mig og alle de andre?

Hvad jeg mangler er "mellemregningerne" i historierne, i stedet for blank overflade og rudimentære forklaringer på succesen. Umiddelbart tror jeg udenforstående bliver begejstrede for den type historier, der er intet til at forvirre, intet der er for mørkt, ikke for mange nederlag hen af vejen. Men for en person der selv står med problemerne, eller selv har været igennem processen mangler der noget lidt mere konkret.

Personligt kunne jeg fortælle min egen historie som et succes foredrag, om alt det jeg har opnået og alt det jeg kan, og lidt der kan virke rørende/gribende oven i hatten.
Jeg ved udmærket at når man vil længere ind til kernen i den type udviklings processer bliver fortællingen meget mere kompleks, mindre sort hvid, den kommer også til at handle om emner der er samfundskritiske, ting der kan provokere tilhørende i deres selvopfattelse og livstil. For har du selv måtte gennem en masse selverkendelse, vil man kunne komme til at diske op med sammenhænge tilhørende måske ikke lige nu og her ønsker at forholde sig til. Måske de senere kan reflektere over det, men i situationen er det lidt for meget.

Det kan efterlade en i situation hvor man må konstatere, at hvis man giver folk guldet de værktøjer og erkendelser man har tilkæmpet sig, var det ikke det de egentligt kom for. Og så kan man stå tilbage, opgaven udført, men lidt for grundigt og for kompleks. Eller man kunne lave en fin og glat udgave og alle ville blive glade...måske med undtagelse af dem der ville fornemme der manglede noget, og ville synes man var en lidt selvfed faker.

Vil jeg gå efter at være populær skal jeg lære at levere en tilpas pakke, men det er jo egentligt ikke derfor jeg stiller mig op overfor andre og fortæller, eller skriver på nettet.
For mig er mellemregningerne vigtige, værktøjerne, erkendelserne, nederlagene, usikkerheden, det sociologiske, empowerment, stigma.

Vi dyrker meget gerne det enestående individ, den talentfulde Autist/Asberger, i håbet om at afstigmatisere vil man gerne levere en god og positiv historie. Vi prøver at finde nogen der er kendte, der kan bruges som rollemodeller og til at vise udenforstående det er ok at være anderledes. Men når man selv har kæmpet med mere eller mindre held, for et nogenlunde sammenhængende tilværelse og en anelse selvværd, prøvet at skabe netværk, hvad er det så lige man mangler selv? Måske man bare må konkludere vi ikke alle har de samme forudsætninger/baggrund,  men det er godt nok også nogen gange meget op af bakke.
Og med et samfund hvor mange taler om at "trække offerkortet" tør man snart ikke andet end at smile stift. De "normale" vil have positivitet, de her ikke overskud.....

Men samfundet står med en grundlæggende opgave, at inkludere mange forskellige grupper af mennesker -eller de kan jo også bare være ligeglade, og beslutte det er for besværligt og man heller vil satse på mere strømliniede mennesker der letter passer ind. Jeg synes ikke det er et spørgsmål om at om man skal/skal ikke, der skal retfærdiggøres og have små blomster i kanterne. Jeg synes at et samfund der er i stand til at rumme forskelligheder er et rigt og sundt samfund, om med rigt, mener jeg menneskeligt rigt.

Den gode historie skal lokke budskabet ind på lystavlen, at der er ressourcer der kan bruges, at man skal føle sympati. Men det er lidt trist at humanisme og samfundsind skal afhænger af den type kommunikation.

Hvorfor? Fordi det meget bygger på det enkelte "enestående" individ, at være noget specielt, en god historie, være salgbar. For bagved der der alle dem der ikke er det på samme måde, men grundlæggende også skulle finde en plads i samfundet uden at skulle være "enestående", men bare sit eget helt unikke selv i mest mulig balance med sig selv og verden.