Har du værdi?

Jeg tror på at alle mennesker har en værdi, eller at vi slet ikke skal bruge ordet værdi i den forbindelse, det burde være helt underforstået.

Mange artikler om Autistiske mennesker, handler om at godtgøre vores værdi som mennesker, man siger vi er noget særligt, har specielle evner. Meget er det set i forhold til tilpasning til , skole, uddannelse, job, om vi nu er gode nok på samfundsnormens præmisser, om vi bliver gode nok, specielt dem af os der virker "normale" på overfladen, der jo bør kunne bidrage med noget.
De der ikke virker "normale" kan komme i kategorien for inspirererende atypiske mennesker, og skal helst indgå i noget feel good, der gør de normale håbefulde og giver troen på  at mennesker der er "normale" godt kan rumme det afvigende....men hvad så med alle os andre, der ikke lige virker så umiddelbart inspirerende og positive, eller passende afvigende?

Jeg har svært ved at udtrykke hvor træt jeg er af de normer for det rigtige liv og hvad man bare skal kunne, den altid nærværende målestok for mit liv som jeg møder hver dag. Det er svært at gøre sig fri af noget, der i den grad gennemsyrer samfundet, selvom det ikke er hele samfundet der nødvendigvis har de holdninger.

I tiden er der en stærk tendens til, at skal man gøre noget for nogen af de udsatte grupper, så skal der være en samfundsmæssig gulerod der lokker forude, for at godtgøre man gør noget for disse "special grupper", det er underforstået at det ikke er nok at gøre noget, der er godt for "den slags" mennesker, bare fordi det ville være godt for dem, et bedre liv, der skal også være et helt precist afkast/formål til hele samfundet....det er ikke nok at kunne sige, det er rart at vide at vi kan støtte i den slags situationer.
For der er altid en forkromet plan for hvad der er forventet af dem der får hjælp, som om mennesker er så forudsigelige og det er ønskeligt at de er det.
Det er en maskinel holdning til hvad det er at være menneske, hvis politikerne beslutter sådan er det, så skal borgeren gøre sådan, der er ikke taget højde for helt uforudsete ting kan opstå, også det gode uforudsete, noget helt andet, noget nyt. Alt skal forblive indenfor rammen, måske lidt bedre, men stadig indenfor rammen.

Jeg har meget stærkt følelsen at jeg er blevet en social konstruktion, flyttet fra det der var min oprindelige form. Summen af det liv jeg har levet, under normer og vilkår der har begrænset mig og givet mig nogen forkerte idealer og redskaber, der har været et langt selvskadende projekt, hvor arene sidder inden i.
Jeg har troet at bare jeg arbejdede hårdt nok på det kunne jeg ændre mig selv, så jeg passede bedre ind, lykkedes det vel til sidst. Og at smerten var et nødvendigt onde, og jeg vel fortjente den, når jeg nu ikke kunne noget på samfundets præmisser. Eller det samfund jeg mødte på min vej.

Og det med at være et menneske med værdi -Er det godt nok jeg selv bliver tilfreds, eller er det vigtigere andre bliver det?
Og hvilken historie er det du vil have af mig? Den historie du kan forstå, den der får dig til at føle dig godt tilpas og håbefuld.....Jeg kan også tage alt håb fra dig, for jeg er vant til at vende og dreje på alt, min verden er et kaleidoskop, jeg kan se ting fra mange sider, det kan blive meget komplekst, men hvem kan så følge med?.

Det gode liv jeg drømmer om og arbejder på at få engang, skal være min udgave af et bedre liv, men det kræver at udover det at bearbejde det helt praktiske om takling af hverdagen, så handler det også om at få skrællet lagene af, af at prøve at fremstå normal, mest i forhold til, at jeg selv at forstå maskeringen når den sker, at jeg er bevidst om hvad jeg har måtte gøre og sige for at skærme mig socialt. Jeg kan måske fortsætte med stadig at gøre og sige de ting (fordi det kan være nødvendigt i en neurotypiske verden), men selve bevidstheden om hvorfor og at det er det jeg gør, er et fremskridt, jeg bliver ikke en på Autisme spektret i balance, hvis jeg fortsat agere som en der føler sig tvunget til altid at skulle spille "ikke Autist".

Det meste af livet har jeg forsøgt at please andre, nu er jeg vist begyndt at stikke til folk. Sjovt nok fordi jeg er blevet bedre til at holde fast i mine egne holdninger og følelser.....var det bedre da jeg var nemmere og sødere?

Tænk at ikke blive sammenlignet og værdisat efter tidens modetendenser for alt hvad man skal kunne for at få andres accept, for den tvinger jo en selv ud i de tankemønstre, "Er jeg god nok, har jeg nogen værdi?".
Nogen kan lide at konkurrerer med andre, men kan man få lov til at blive fri, uden at det også bliver en livslang kamp om at blive fri?  Og en kamp der næsten ikke kan vindes, fordi entydige normalitets normer og rangdeling af menneskers værdi, stadig har så meget plads i vores samfund, uden det for alvor blive diskuteret.

Autisme, kan den blive bedre...eller værre?

Bloggen handler om støtte til selvforståelse, i modsætning til den sociale maskering mange med Autisme i en eller anden grad har måtte tillærer sig.

Autisme kan takles, man kan finde sine måder at klare tingene, man kan lære at fornemme hvad man magter, så man ikke så ofte ryger ud i at blive overstimuleret.
En god selvforståelse er vejen mod mere ro, at det ikke går mod forværring af reaktioner, depression, stress, angst, udadreagerende adfærd, ja, listen kan være meget længere, og det er jo netop det den ikke bør være, og ikke altid behøvede at være, men desværre er virkeligheden for mange på Autisme spektret.
Man kan lære en masse værktøjer, til det sociale, til at få ro på sind og krop. der skal være et grundlag af struktur, ro og orden hvis man skal kunne udfolde sig på andre punkter og bruge sit potentiale, eller ja, have et godt liv...eller bare et bedre liv.

Man kan desværre også få tillært sig at maskere Autismen, når man ikke får hjælp til selvforståelse, eller Autismen vilkår ikke accepteres.

Masken kan virke rimeligt udadtil, men ikke indadtil, man lære at skjule, sammenbrudene sker måske mere skjult, målet er at få det til at virke udadtil, men det dulmer ikke uroen, tvivlen, stressen. Og er man god til at maskere vil den få ens reelle udfordringer, til ikke at kunne kunne ses klart, heller ikke af en selv, og man vil kæmpe og kæmpe omme bagved masken.......andre vil kun se masken, samtidigt også se at noget er galt, men ikke hvad der er galt.
På den måde kan man gå gennem livet og føle sig uset, men også samtidigt lidt for synlig.

Uanset hvor på Autisme spektret kan det være svært at se det klart, hvad det er for ting der gør forskellen på en bedre hverdag, eller hvad der ender i kaos...Nogen vil sige: "Men det kan man jo se?" Men så enkelt er det ikke, når der er følelser med i spillet, det kan godt stille sig i vejen for det der var mest formålstjeneligt, så de negative mønstre bare fortsætter. Vi kæmper mod og med idealerne og følelserne, der lægger et filter over realiteterne. Ikke i mangel af intelligens, eller kærlighed, men fordi der ofte er mange lag af tanker og følelser der kan være i vejen for at nå ind til hvad der er nødvendigt at gøre.
Processen vil rippe op i mange tanker og forestillinger, for hvad sker der så, går man helt ned, gør man alt galt og der vil aldrig komme bedre løsninger alligevel?
Det er et hop ud i det ukendte og farlige, fremfor følelsen af at nu bliver det bedre. Men man må/skal finde sin egen nødvendighed for forandring, hvor gamle løsninger, bare ikke længere er brugbare og næsten alt andet bedre end det gamle, men det kræver jo man tør tror på dem der har erfaringerne med hvad der skal til. Også erkendelsen af de reelle begrænsninger, for derefter kunne få styrkerne frem i lyset.

For dem der går rundt med en udiagnosticeret Aspergers, er der mange spørgsmål til hvad alle  andre gør, som man bare ikke forstår, og det bliver faktiske ikke nemmere med tiden, fordi man vil mangle den brik der er Autismen, hvordan præcis er man ikke forstår, og den viden får det til at give mening, men også afklaring og løsninger....hvis man ellers kan få støtte til afklaring og løsninger når man får diagnosen. For selvforståelse er en alt for stor opgave at stå med alene, med mange gamle indøvede metoder til at takle livet, der måske ikke var så gode enda, der skal "aflæres" for at få plads til bedre metoder og det er hårdt, men også vejen mod noget der er bedre, og mere ro.

Hos den sendiagnosticerede er en maske der skal af, den maske man har prøvet at redde sig selv fra de værste situationer med, men der i lige så høj grad gjorde en meget alene og angst.

Men også dem der i dag bliver diagnosticerede som børn, kan føle sig tvunget til at maskere, for forældres og omgivelsernes skyld, så det er letter og alle andre gladere, fordi det hele virker/ser mere normalt ud.
Det er vigtigt at erkende Autismens grundvilkår i familien, ellers går barndom og ungdom i håbet om at det nok går over af sig selv med alderen. Men Autisme går ikke over, men den kan takles forskelligt, men det kræver der arbejdes på det.

Forældre viser jo deres børn hvad der er idealet og Autistiske børn fornemmer også i hvilken retning idealet går, selvom de ikke kan opfylde det. Så familien/omgivelsernes mere eller mindre udtalte forventninger og drømme kommer til at betyde rigtigt meget for barnet, er forventningerne urealistiske og uden at være forbundet med empowerment og selvværd, kan et helt liv ende med at prøve at opfylde de forventninger, uden at have kontakt til hvad man selv føler og reelt evner.
Tomme præstationer, fremfor at kunne hvile i sig selv. Ja, det sker også for "ikke Autistiske" børn, men det er en langt mere vanskelig kognitiv proces hvis man er på spektret.

Når den rigtige støtte/rådgivning ikke er til stæde, er det svært at have overblik over, hvad er Autismen og hvad er følgevirkninger af de psykosociale, på den måde står det ikke altid klart hvad man kan arbejde med, om der var hjælpemidler/teknikker og hvad der er den grundlæggende Autismes vilkår.
Hvis omgivelsernes største drøm er at Autismen nok går over med alderen, at det ikke er så synligt, fremfor at erkende at Autismen er der, og gå ind i det der ligger bag, og støtte barnet i takling, og kunne fornemme hvad der foregår, når det forgår, fremfor maskering, sker det samme som det er sket for andre tidligere generationer på spektret, der skaber snubletråde for livet.

Så det er om at droppe maskerne og det underforståede krav til at maskerer, og sats på at finde alle de tanker og handlinger der rent faktisk takler Autismen, i erkendelsen af at Autismen er der gennem hele livet, men ikke nødvendigvis udtrykt på samme måde.

Kan Autisme blive forværret?, ja det kan den og ikke bare for børn og unge. Jeg har selv prøvet i høj alder at min Autisme blev skåret ud i pap, med et blinkende neonlys over, fordi der var alt for meget stress, også på en måde der var mere ekstrem end nogen sinde tidligere i mit liv, selvom jeg tidligere har haft diverse gedigne sammenbrud i forhold til hvad jeg kunne overskue og takle praktisk, var jeg nu mere typisk Autistisk, uden rigtigt at komme tilbage til en maskering overfor omgivelserne og min egne indre ro.  På den måde endte jeg med at få en diagnose i meget voksen alder. Held i uheld....nu venter jeg bare på støtte til selvforståelse, jeg har brugt et år på selvstudie, det er bare ikke godt nok, der skal dialog til, det gøres ikke solo.

Håbet er at alle på spektret fik mulighed for at lære værktøjer til livet, og fik friheden til at finde vores egen personlige måde at være en det af samfundet. Så det ikke bare alt for ofte går mod det værre, men det bedre.

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.

Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.

En blog efter lang tids pause

Jeg har ikke blogget længe, både pga. noget der ikke fungerede teknisk på bloggen og fordi jeg synes meget allerede var skrevet om mine tanker om Autisme, men også at jeg havde en del frustrationer, omkring at ikke kunne få hjælp i forhold til depression og Autisme....andet fordi jeg var med i forskellige grupper på Facebook omkring Autisme/Aspergers.

Oprindeligt mente jeg jeg kunne blive klogere på hvad jeg kunne gøre, hvor jeg kunne få hjælp, hvordan jeg kunne sætte mig ind i min diagnose ved at være medlemmer af nogen FB grupper, udover hvad jeg ellers kunne finde på nettet.

Men efter hånden oplevede jeg det mere som en kampplads for mennesker der små mobbede hinanden og hvor voksne Autister let kunne stå i modsætning til forældre med Autistiske børn, og hvor mere "velfungerende Autister" kunne banke de "mindre velfungerende Autister" i hovedet med hvad de burde gøre. Efterhånden kom jeg til den konklusion at at det miljø var for mentalt usundt for mig, jeg havde ikke brug for de debatter. Meget virkede som om der var tabuer og og blinde vinkler, der ustandseligt forhindrede noget der kunne give indsigt.

Og når der skrives at man som Autist tager ting for personligt og man er for følsom, er det jo reelt at gøre ens diagnose til noget negativt på en måde hvor diagnosen fikst bliver til ef fejl i personligheden, på linie med hvad man er blevet mødt af hele sit liv, samtidigt med at se at ikke Autister blev lige så følelsesladede og følte sig personligt ramt af det skrevne, men de er jo ikke Autister så det er åbenbart ok.

På den måde var en gruppe omhandlende Autisme, alt andet end et safe space for Autister.
En blanding af Autister der forsøger at fremstå så ikke Autistiske som muligt, og nærmest benægter at andre har de problemer de har, eller det bare er noget de kan arbejde på. Og tabuen omkring at nogen af os har haft svigt i barndommen, også så store svigt at vi ikke bare er blevet skadet for fordi vi er så pokkers følsomme, men fordi sådan noget kan de færreste børn/unge slippe igennem helt uden men. På den måde bliver ens historie og det man har gennemlevet ikke accepteret, man skal holde op med den snak og man overdriver sikkert.

På den måde bliver grupperne et sted hvor man må være meget forsigtigt, og helst kun skrive det forventede, på den måde bliver ingen klogere, og man ender med at skabe en ret trist fastlåst kultur. Jeg synes foreningerne holder meget på at de gør ting på den rigtige måde, uden at tænke nyt, eller om de rent faktisk inkludere Autister reelt, At de inkludere dem der er tættest på at kunne fungere ikke Autistisk....på den måde er de som resten af samfundet, og så er det jo lige meget og mest pårørende foreninger.

Samfundets positivitets grille har også ramt FBs Autist  forums, for det er jo den stigma hammer vi skal leve med. For dybest set skulle vi jo bare tage os sammen og bliver mindre autistiske og lidt glade.... eller indifferente? Der er ingen tvivl om at de Autister der bare sidder og nørder og ikke ser de større perspektiver er rimeligt i fred i grupperne, de passer bedre ind i rollen, som "handicappede".

Og det er jo vigtigt at vi er med på at være "handicappede" for at få hjælp, og så andre kan få hjælp. Man glemmer bare at det er fordi man ikke giver hjælp efter behov, men efter diagnose og om man kan afkræve kommunen hjælp hvis man ikke selv kan betale den dyre hjælp.

Jeg ved ikke om jeg synes jeg er handicappet, jeg ser det mere som en social ting, sociologisk. Jeg passer ikke ind, det kalder man så et handicap. Jeg er god til noget, andet er jeg ret dårligt til, noget skyldes Autismen, andet godt hjulpet af min opvækst og senere livsbetingelser. Måske jeg mere er en dissident i det Danske samfund, end handicappet med min Aspergers diagnose.

At Autisme er så meget forskelligt, er åbenbart meget svært at forstå, åbenbart også for Autister, for "Når jeg kan det der, så kan du også", men sådan er det jo ikke. Og når jeg har klaret min depression, så kan du også, og madlavning og rengørring osv. Og her mangler erkendelsen af at vi alle er en sammensætning af meget forskellige hjerne og livsbetingelser og nogen af os har ADHD og mange andre diagnoser der kan følge en Autisme/Aspergers.

Mest bekymret bliver jeg hvis folk sidder prominent i foreninger eller går ud og holder oplæg, og deres holdninger er meget farvede af fordomme og ting man selv har i klemme, blinde vinkler.

Jeg har nu meldt mig ud af de fleste grupper og er kun blevet i nogen af de rolige grupper, hvor der kan være godt info.

Jeg synes mit liv er for kompliceret, at jeg stadig ingen form for hjælp har fået, at der skal kæmpes for alt, selvom jeg har kæmpet i mange år. Jeg gider ikke engang at skrive om sagsbehandlings situationen med handicap centret.....

Jeg har arbejdet på en større serie af billeder 

bygget over selfies, 

for at holde fast i at jeg faktisk kan noget.

Men hvad jeg ved: Det er at jeg er mig, og den Aspergers jeg har er min version, at det liv jeg har levet er min historie, selvom nogen ikke kan lide den fordi den ikke passer ind i deres verden.

Jeg er en overlever, jeg har ikke overlevet uden skrammer, jeg har skader, sådan er det. Jeg vil kæmpe for at i morgen bliver bedre end i dag, dag for dag.

Nogen gange skulle man tro Autister ikke blev voksne

Ofte bliver Autisme beskrevet og diskuteret som om det var en ren børnesygdom, det trylle trylle forsvinder med alderen, som om man vokser fra det, eller bare forsvinder i skyggerne.

Det skyldes måske at meget af faglitteraturen, specielt fra dengang da man opdagede diagnosen var om børn med Autisme, og det har åbenbart haft en effekt længe efter, i forhold til hvordan man ser og diskutere Autisme. 

Umiddelbart vil jeg mene at det er nok så vigtigt at spørge: Men hvad så med de voksne Autister, hvad er deres erfaringer, hvordan gik det så? 

Og er det ikke de erfaringer der skal bruges for at vide, om vi gør det godt nok i forholden til nutidens Autistiske børn? Også for at mane nogen skræk scenarier i jorden, at udbrede at mange med Autisme faktisk lever udmærkede liv, selvom opvæksten/berndommen måske ikke tydede på at det ville gå helt så godt.

Jeg tænker også at når forældre sidder i egne grupper på fx. Facebook og diskutere deres børn internt, hvor kommer der så budskabet ud om andre vinkler på det at have Autisme og et voksen liv med Autisme? Reelt vil det jo kun være de forældre der selv er Autister der kan konstatere hvordan de selv har det som voksne -og faktisk blev voksne, og hvordan det forløb har været gennem årene. På den anden side er det så erfaringen med at være Autist og have børn, hvad så med de Autisters erfaringer der ikke har børn, eller er vi her ude i at folk der ingen børn har ingen meninger/erfaringer kan have som kan bruges....for en barndom har vi da haft?

Jeg har så selv oplevet at der er blevet sat spørgsmålstegn ved min egen barndom, måske fordi jeg ikke fremstiller den rosenrød, men jeg synes absolut ikke jeg fremstiller den sort/hvid. Er det fordi forældre til Autistiske børn er så sensitive på det område de ikke kan rumme at nogen af os har oplevet omsorgssvigt, der også havde skadet "normale" børn?

Jeg vil så mene at er man Autist og omsorgsvigtet, men stadig på banen, er det så ikke en god historie der giver håb? Eller er det at der nævnes forkerte forhold i barndommen et for sprængfarligt emne? På den måde bliver værdifulde erfaringer omdannet til noget ukorrekt, steder hvor alle ønsker at fremstå som de altopofrende forældre der kæmper mod kommunen som den store bussemand. Jeg efterlyser udviklings historierne, selverkendelses historierne.

Men i de grupper jeg er i er det ikke så meget positive erfaringer der bliver delt, eller budskabet at der er et godt liv med Autisme, udover nogen postede opslag der kækt argumenter for at Autisme også er ok. Men så længe det ikke formuleres og vises langt mere personligt, virker det mere som postulater, midt i alt det anden om panik og tvivl. Er det sådan at være Autist og forældre til dem?

Der er sikkert mange der fungere ok med at have en Autisme, der ikke figurere offentligt eller i FB grupperne som rollemodeller for hvad Autisme også kan være. Hvorfor, fordi de var "mindre Autistiske", fordi de havde/har bedre muligheder, fordi de selv fandt på nogen løsninger? Fordi de ikke har lyst til at diskutere det halvoffentligt, fordi at de ikke synes at Autismen definere dem?

Jeg synes vi mangler flere selvoplevede historier, historier med reelle værktøjer. til børn, forældre, andre voksne med Autisme.
Det handler ikke om budskabet at det hele kører på skinner, men det handler om at der sættes ord på det voksne Autist liv, og der hvor det har været muligt at opnå noget mestring. At det folk kan ikke bare er fordi de er "mindre Autistiske", men de faktisk har tilkæmpet sig en større palet af muligheder, eller fået en anden støtte.

Måske det der sker er at mange har mest fokus på hvad de ikke kan, fordi det samfundet har et evigt fokus på og det er der selvstigmatiseringen ligger. Og man ikke selv ser hvor man faktisk har gjort noget godt og rigtigt, at man ikke er vandt til at tale/skrive om styrker, og man faktisk kan beskrive det svære og det stærke i samme åndedrag, hvilket giver en anden selvfortælling om hvem man er.

Jeg har mange gange oplevet at mennesker slet ikke kan se deres egne styrker, og det kræver at nogen siger, "hov jamen det var da godt gået!". Og når man desværre ofte med Autisme overhører ros, så ender det måske med at fokus let ender i det negative.

Måske fokus skal være, hvad gør Autister for sig selv og for andre, der faktisk fungere, ting man ikke ville have troet de ville kunne da de var børn, men der faktisk mestres nu.

Ressurse syn er andet end et kækt citat sat op med noget grafik. Og Autisme er ikke bare en børnesygdom - for fokuserer vi ikke på de voksne Autister og deres erfaringer, får de nye generationer ikke et bedre liv med Autisme, men bliver indfanget af den samme stigmatisering, udelukkelse, manglende tro på egne evner osv. Måske der også er historier der viser at selvom ikke alt går perfekt først i livet, kan der godt være en god fremtid. Men det kræver man også lytter til de svære historier, at de svære historier ikke bare er Autismen der taler, diagnosen, men faktisk bygger på hvordan det kan være i familien, skolen, samfundet, at det er reelt. At der ikke bare lægges et diagnose låg på hvor man siger det bare er en del af diagnosen.

Vi behøver ikke så ensidigt at kigge mod eksperterne og sige "Men hvad skal vi gøre?", der er en masse voksne Autister der har en erfaring med hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer, og ikke mindst hvordan man alligevel kan få tilværelsen til at hænge sammen.

Hvilken virkelighed, er mere rigtig?

Som sendiagnosticeret har jeg været ret uvidende om at jeg ikke kunne se de nuancer som andre åbenbart kan se, at jeg kommunikerede anderledes, at mit indre liv var anderledes end normen. Jo, jeg havde opdagede jeg var anderledes da jeg kom i skole, pg det var ikke nogen rar oplevelse, indtil da havde jeg troet jeg at jeg var et kompetent menneske, så noget at et chok for mig.

Det er muligt at føle sig anderledes og forkert, og samtidigt føle at ens verden er verden.

Den Autistiske indre verden er/kan være mere ubegrænset, bedre end det levede liv, bedre end stoffer. Der kan være en fjern horisont, hvor det synes der ikke er en afgrænsning af tanken. I det mindste ikke af de tanker man har i sit eget unikke Autistiske univers.

Det er som om det "virkelige liv" ikke er helt stimulerende nok. Det aldrig bliver så stort som ens drømme. Det virkelige liv kan så også være så overstimulerende på så mange måder, uvedkommende måder der irritere og fjerner fokus.

På den anden side er det også sådan at virkeligheden kan løfte mig ud af mig selv, det kan være så stort som mine drømme eller større, og det burde ske meget oftere -i det ene nu, er jeg et med universet og andre.

I grunden har man en gave, men ofte uden at kunne give det videre. Hvis man da ikke opnår at blive en forsker, kunne skrive, være kunstner, skabe noget der er til at forholde sig til for andre.

Måske mange Autister ikke har behovet for at eksponere deres indre verden/interesser, men nogen har......Mit mål er fra nu af at folde den indre verden ud synligt, for at kunne holde ud at leve.

Verden har meget skønhed: I sig selv og menneskeskabt, men den har også meget kedsommelighed, begrænsninger. Og ikke mindst mennesker der lever i andre typer af osteklokker end den Autistiske. Men osteklokker uden det indre liv der kan være gemt i Autismen -Er det den Aspergerske arrogance der taler lige nu? At man som Autist ikke kan se det, der er i de mennesker og værdien af det?
Eller bare en tør konstatering af, at vi netop ikke har det samme styresystem som mennesker, og der faktisk er en reel konkret forståelseskløft. Men hvor den ene vinkel på verden og virkeligheden ses som mere rigtig og autoriseret, end den Autistiske.

Jeg må konstatere at nogen mennesker er mindre begejstrede, mindre optagede af ting i livet, men måske lykkeligere, fordi at med Autismen er "lykken" ikke ligefrem det fremherskende, men den findes i det der betyder noget for os. Dem/det vi holder af, og når vi kan leve i det mest muligt.

Samfundet stiller andre krav til hvad man skal kunne og det rigtige liv, en større diversitet end man som Autist kan præstere -men behøver man absolut diversitet hvis man går i højden og dybden?
Det gør man åbenbart fordi hverdagens praktikaliteteter, ses som uendeligt vigtige at kunne magte i omverdenens øjne.
-Men pis med praktikaliteterne! De virker så hæmmende for det væsentlige -det der er væsentligt for mig.
Desværre har det praktiske det med at kunne blive et stort problem, den evige forhindring og kilden til følelsen af utilstrækkelighed og afmagt, så ubegrænset min verden kan være på nogen punkter, så begrænsende og fastlåst kan den være på andre punkter.

Jeg drømmer om at kunne få skåret igennem og bruge det gode jeg kan øse af, og lægge så meget af det jeg ikke magter fra mig ved at minimere de ting der føre til nederlag og mismod i min tilværelse.

Når Autist temperamentet siger ka-pum og eksplodere

1-2-3 Boooom! Så var der lige noget der var anderledes end jeg gik og troede det var, og inden jeg fik vurderet om det var til det værre eller bedre....-eller måske ret ligegyldigt, gik min hjerne i selvsving. Sådan med lyn, røg ud af ørene og tordensky over hovedet.

Jamen, der må jeg jo kende så godt fra gennem livet? Tjoooo, men jeg tror ikke jeg har set mønstret klart og måske ment at min irritation/vrede modsvarede situationen i korrekt størrelsesforhold.

Måske jeg har levet et mindre udadvendt liv før i tiden, eller jeg mest imploderede fremfor eksploderede? At jeg i dag oftere udsætter mig for påvirkninger der kan give den slags følelser...Hvor er det dog ikke smart at have det sådan, det kan til nød gå hvis det kan holdes indenbords, så er det bare den stakkels hjerne der kæmper med ophidselsen og tankemylderet.

Det at jeg er opdraget til ikke at måtte vise temperament, og at jeg ikke gennem min barndom og ungdom har haft mulighed/lov til  for at forholde mig til bla. vrede, undtagen som noget dybt indeni der skulle skjules.
Jeg tror også at jeg i mange tilfælde heller ikke har læst situationer, så jeg har været klar over om jeg burde blive vred, eller hvordan man skulle kunne vise det på en "naturlig" måde. Jeg har akcepteret situationer som rimelige, selvom de ikke var det, og andre situationer har jeg reageret på, men ikke formålstjeneligt, eller i forhold den reelle påvirkning....måske, der er jo altid tvivlen.

Jeg har det ikke så meget med at noget er pinligt, men når temperamentet viser sig udadtil så er det mere end pinligt, det er ret katastrofalt i forhold til omgivelserne....Crazy woman, uha!

Der er ingen tvivl om at jeg har fået kig på problematikken, fordi den i forbindelse med det social er den mest ødelæggende i forhold til andre, men i høj grad også i forhold til eget selvværd og selvtillid, når man nu ikke er i kontrol, men kan være ukontrolleret, godt nok sjældent, men når det sker er det jo sket.

Jeg skriver det her i dag, hvor jeg lige havde en af de der "hjerne eksplosioner", heldigvis nåede den ikke at komme ud i verden, men kun oppe i mit hovede, men det er irriterende nok.

Tidligere var jeg mere vred på mig selv, og nu er jeg også vred på andre, hvis de lige kommer til at ryge indover noget jeg mente var/eller burde være på en anden måde. Ergo er jeg ikke altid god til overraskelser, sådan som de fleste Autister jo heller ikke er det. Jeg kan improviserer, men nogen gange slet ikke, overhovedet ikke, og så gnistre det oppe i hovedet.

Er jeg reelt vred på nogen? ikke nødvendigvis, det behøver ikke at være direkte personligt, bare i vejen i forhold til hvad jeg troede -At jeg så godt mentalt kan få iført folk små horn og hale når jeg er i gang med at skumle, er så en eftervirkning. Kan så horn og hale komme af de mennesker igen...hm, tjaaa, nogen gange, men så skal det også ordenes ordentligt mellem de indblandede.

Nu hvor jeg har selverkendelsen og ser mønstret og årsag og virkning er jeg lidt bange, jeg vil gerne have nogen værktøjer til at takle det. Eller jeg skal have nogen værktøjer og gerne lidt hurtigt.
Nogen vil måske mene at der er nogen der er værre end jeg, men er det værre er der også mere man bare automatisk er udelukket fra, på den måde er samfundet uden nåde, hvis man gerne vil kunne færdes i mange miljøer også dem der ikke er forberedt på at folk er "specielle", må man kunne takle menge situationer lidt fikst uden at falde helt igennem med et brag. Retfærdigt, næ, men det er virkeligheden for det meste.

På den end side er jeg jo som person både yderst fredsommelig og rummelig, og det er også det jeg vil være, og har været 99 procent af mit liv, men hvad skal jeg gøre med den der indre Trold der springer op uden varsel?

Jeg vil have et liv sammen med andre og jeg kan samarbejde, og jeg er ikke generelt ufleksibel, og jeg bliver på andre fronter bedre og bedre til at takle de sociale....eller hvad?

Jeg tror jeg vil konkluderer at jo større sværhedsgraden er, desto større bliver udfordringerne, og jeg har åbenbart sat barren højt for det sociale, og nu må jeg se at løse det bedst muligt, så jeg må have værktøjer og træne, jeg har brugt for mange år på at lære at være social til at krybe i skjul nu!

PS. Om ikke andet lader det til at jeg fik opdaget og bearbejdet det der gjorde at jeg blev sort og røgfyldt oppe i hjernen tidligere på ugen, og det kom ikke op og vende igen, og igen og igen efterfølgende, men var åbenbart overstået.
Men stresset det er jeg og det giver en kortere lunte lige for øjeblikket. Men jeg ved det og nu er jeg opmærksom bare der er lidt der rør på sig af signaler.

Det overtilpassede Autist barn

Man siger at Asperger/Autist børn har det svært ved at have en passende adfærd -men der er en anden udgave, der er stærkt formet af opvæksten og barnets egen anvendelse af de selvbeskyttende introverte sider af af Autismen.

Det artige Autistbarn, der aldrig udadreagerer, eller er skrup umulig, barnet der bare prøver at følge med i hvad der sker og forholder sig afventende. For her er det ikke barnet der har noget at skulle have sagt, eller der har råderum til handling, for sådan er det i nogen familier, det forstår barnet selv alt for godt, der er faste rammer. Ikke at det hele forstås for hvad det er der ligger til grund, men det er jo vilkårene, og det er indenfor de vilkår og de rammer, der må leves og overleves så godt som muligt.

Der er ting der ikke skal siges og gøres, så bliver andre kede af det, det er en barndom hvor man træder forsigtigt, næsten bogstaveligt talt.
Og det at det ikke går så super i skolen er ikke godt, for det gør Mor og Far kede af det, og så ved de ikke hvad de skal gøre. Og når de ikke ved det hvad så?

Og ja, så har barnet sin fantasi, sine lege, den indre verden, og det tilpasser sig omstændighederne.

Hjemmet fungere, men barnet har også andre behov end selve rammen, den praktisk omsorg, mad.

Jeg beskyttede mine forældres sårbarhed, dækkede over dem....og nej, der var sikkert ikke andet at gøre for mig, og mine forældre dækkede over at jeg ikke fungerede.....og trods alt var jeg jo et sødt, glad barn og deres livs lys. Og sådan gik min barndom og ungdom.

Jeg er opvokset på Østerbro, med den højere del af middelklassens vurderinger om adfærd, der på den ene side giver plads til en vis excentricitet, men på andre punkter kræver absolut ufravigelig disiplin. 

Jeg tror så at det overtilpassede Autist barn kan findes i flere miljøer, hvor der ikke er plads til barnet, i forhold til forældrenses egne problemstillinger, der kan bunde i deres egen barndom, psykologiske problemer, at de selv havde en form for Autisme, og jeg taler ikke om familier der er helt ude på overdrevet socialt eller psykologisk, men familier der kan virker helt normale udadtil.

Et af problemerene er bare at det meget tilpassede Autist barn er svære at opdage som en på Autisme spektret, og som voksne endnu vanskeligere.
Jo, vi kan virke "specielle", man kan også sætte andre diagnoser på os, vi er ikke helt normale, men næsten. Og vi sidder inden i som fanger i vores egen krop, med resterne af et Stockholmsyndrom og manglende erfaringer med at afprøve livet fra da vi var børn, for vi fik aldrig lov til at komme ud på det dybe. Selvom vi jo dagligt mentalt padlede som gale for at holde snuden oven vande. Men den manglende viden om hvad der skete når vi kom for langt ud, er vigtigt for selvforståelsen og for at kunne handle, der er ingen empowerment eller et reelt sammenbrud der kan afsløre hvad der gemmer sig bag facaden.

Om forskellen på piger og drenge også handler om at der er mere social kontrol af piger, på adfærd, drenge er jo drenge, men piger skal opføre sig pænt. Det gælder stadig og ikke mindst for os der tilhøre andre gennerationer. 

Jeg har altid haft kant som menneske, men på så mange fronter har jeg holdt mig inde for meget definerede grænser, formet af min barndom og af manglende erfaringer med hvor grænserne egentligt er. Og med Aspergerens ekstra forvirring omkring grænser og impulsivitet.

Men sådan gik opdragelsen og Autismen hånd i hånd, hvad jeg kunne have været ved jeg ikke, om jeg endte som den bedst mulige version trods alt, eller?

Hvad jeg ved i dag er at min gundlæggende disciplin og overlevelses evne er der, men med det kunstigt skærmede liv i min barndom og ungdom gav mig ingen fornemmelse af, hvad jeg kunne og ikke kunne, vel specielt hvad jeg faktisk kunne.

På Østerbro i min barndom og ungdom så man mange pæne familier med meget voksne børn der boede hjemme, ikke fordi disse voksne børn ikke var intelligente, men fordi der formodentligt var et eller andet, måske en Aspergers, de var tilpassede, men levede et skærmet liv, hvordan de så skulle klare sig når forældrene ikke kunne mere, hvad så?

Jeg kom hjemmefra som 38 årig, bedre sent end aldrig, og så måtte jeg tage mange erfaringer efterfølgende jeg nok skulle have haft meget tidligere i livet.

På den anden side, følte jeg stærkt det var nødvendigt for at komme fri, ikke en begrænset voksen kvinde på vej til at blive en original men ikke på den fede måde, bare en stakkel.
Jeg har set andre kvinder med samme kvælende opvækst, der forsøgte at opretholde det liv deres forældre havde anvist dem, de evige barne kvinder, med deres indre verden, men sære hengemte skabninger i en verden der ændrede sig fra dengang.

Jeg tænker at jeg som voksen måtte gå ud og være upassende, problemet var bare, at jeg ikke længere var et barn og jeg måtte gøre det helt bevidst, og af en grund og med en mening, selvom noget af det var en skidt ide og ude på kanten. Der var en mening med galskaben en nødvendighed, men alligevel skrappe sager at skulle igennem for at komme videre i at lære at være en voksen og klare sig.

Jeg er så desværre begyndt at være mere udadreagerende i de sidste to år, hvilket virker ret skræmmende på mig, da jeg har været så super kontrolleret, og introvert.
Jeg ved ikke hvad det betyder, om det er værre eller bedre, om ikke andet tvinger det mig til at forstå hvad der stresser og provokere mit system. Jeg synes jeg har levet meget af mit liv i en tvunget udvikling, da jeg har måtte lære ting for at få noget der lignede et liv, det er åbenbart noget der fortsætter.....Aspergers er ikke Autisme light, den er hardcore at takle.

På mange måde er jeg en "dygtig" Aspergers, men jeg er også opdraget på Østerbros bonede gulve, og jeg har lært udadtil at have en facade og kører lidt på charmen, den har vi aldrig manglet i min familie om ikke andet.

Når Mormor og Mor måske også havde Aspergers

Jeg mistænker at både min Mor og min Mormor havde Aspergers i en eller anden grad og version.  Tre generationer af kvinder, og meget forskellige livsforløb og personligheder.

Min Mormor blev 91, så på en måde havde hun recepten på at leve, hun kørte et rutine liv, meget faste rammer og vaner.

Min Mor levede et kaos liv, udadtil og indadtil. Hun var barnet der ikke kunne finde ud at at lege og hun havde nok også en ADHD. Som teenager fik hun et tidligt misbrug først smertestillende piller og så ferietabletter der jo dengang var frit tilgængelige og hun havde selvskadende adfærd. Hun døde som 31 årig af en lungeblødning pga. en astma der heller ikke blev taget hånd om på grund af hendes livsstil.

Min Mormor blev i et forhold, uden at kunne overskue at ændre på det, hun ikke var tilfreds, men kunne ikke frivilligt ændre på sit liv. Som en kvinde fra en tidliger generation, var det som om det ikke faldt hende ind at hun kunne ænder sin tilværelse, eller var det Autismen der fik hende til at vælg bekvemmelighed, kombineret med brok, fremfor at ændre på tingene?

Jeg forstod ikke de kvinder, jeg kunne ikke læse/forudsige dem, fordi jeg er Autist? Eller fordi de selv havde Autisme og ikke sendte klare signaler? For jeg kunne godt læse andre voksne bedre.

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, min Mor boede hjemme de mit første år, derefter flyttede hun hjemmefra med en mand der ikke var min Far og anskaffede en Fransk bulldog...jeg blev hos Mormor og Morfar.

Kvinder med Asbergers der har børn.....jeg synes det var ret fatalt i min familie. At selv uden en medfødt Autisme ville jeg have haft store problemer som barn og voksen, men muligvis andre problemer. Da jeg jo som Aspergers selv har en anden opfattelse af hvad der er normalt og at absorbere mærkelige situationer, som et neurotypisk barn kunne opfatte helt anderledes. Måske jeg blev mindre omsorgssvigtet på grund af at være mærkligt selvkørende, jeg levede i en egen verden meget af tiden, en mekanisme et neuro typisk barn måske  ikke vill have haft i værktøjskassen. Jeg er fuckd up, men alligvel når jg nu ved jg er Asberger, så er jg det forbløffende lidt. For min tillid til verden og min evne til at kæmpe er som den er.

Umiddelbart ser jeg min Mor som en person der mere havde brug for andre end jeg selv har, hun havde en angst der gjorde hun ikke ville være alene. Det kan ende i fatale kompromisser og det gjorde det. Blev hun udnyttet, gjorde hun dumme ting, jo meget ofte. Sårede hun andre? Ja.

Selv har jeg været mere bevidst, selv når jeg dummer mig gør jeg det mere bevidst, en bevist rissiko, for at opnå et valgt mål, noget andet er om jeg opnår det.

Min Mormor dummede sig ikke, og hun tog ikke chancer.

Er jeg en blanding af de to kvinder? Om ikke andet har jeg været tilskuer til deres liv, jeg har lært af dem, hvad man ikke skulle gøre.

Min Mormors vane liv med faste rutiner gennem dagen, der var vel en god nok ide for en med Aspergers, hun havde orden på hjemmet, men det er alt for meget vane for mig. Hun levede livet gennem bøger, vel nærmest bog afhængig.

Hun havde netop de faste rutiner man anbefaler til Autister. De selv samme rutiner jeg har nægtet, fordi det minder mig om hende og jeg ønsker et andet liv.
Hvis jeg skal lykkes med mit hjem, hverdagens gerninger skal jeg blive mere som min Mormor. Men jeg er ikke min Mormor, hverken den måde min form for Aspergers påvirker mig, eller i forhold til min personlighed og erfaringer.

Jeg kan godt forstå der var ting min familie ikke kunne lære fra sig, da de ikke selv havde de evner i værktøjskassen, de havde nogen evner udadtil, min Mormor mere end min Mor, min Mormor kunne leve sit liv i en familie kuvøse, først i sit barndomshjem og så direkte ind i et ægteskab, nej ikke et perfekt liv uden sorger og problemer, men rammen var der og den økonomiske sikkerhed og hun var ikke alene og der var nogen til at redde situationer der potentielt kunne have afsløret hun ikke hel fungerede efter neuro typiske normer.

Min Mor kunne ikke klare sig alene, men i grunden heller ikke sammen med nogen, dertil var der for meget uro i hendes sind.

Min Mormor var både stærk og stædig, som ældste barn var hun styrende og det fortsatte hun med. Hun var ikke ufarlig for de nærmeste fordi hun havde hårde vurderinger og kunne lukke af.

Min Mor var så uadreagerende og jeg opdagede at jeg egentligt ikke vill være alene i et rum med hende.

Tre kvinder med Aspergers, tre meget forskellige kvinder. Men udover det så fik vi mange kunstneriske talenter, intelligens, humor, charme. Så meget kunnen og ægte talent og intelligens der bare gik tabt uden vi og andre fik den glæde af det, som det burde kunne have givet os.

Jeg er et menneske der ser verden fra skuldrende af min egen families begrænsninger, jeg vil bryde mønstret, jeg har brudt mønstret, men der er mere der skal løses, så det bedste ved at have Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse kan arbejde til min fordel, at de kreative ressourcer kan slippes fri, og gøre mig mere tilfreds og rolig i mit liv......det er på tide.

En højtfungerende Autist, hvad er det for en?

"Den højtfungerende Autist" det er mig, men det er også nogen andre der er helt anderledes end jeg, og sådan helt konkret kan mestre andre ting end jeg kan, men også have problemer jeg ikke har. En Asberger er ikke bare en Asberger, det kan overraske hvor forskellige de andre Aspergere kan være.

Variationerne er mange, og afhænger også af om man udover Autismen/Aspergers har en dobbelt diagnose, der er jo så meget man også kan have oveni: OCD, ADHD, depressioner, ja og meget andet også. Men uanset så er det et broget billede.

Selvom man måske er fælles om at finde det sociale svært, kan den ene bevidst trække sig fra andre mennesker og synes det er ok, og en anden arbejder målrettet på at kunne indgå socialt bedst muligt. Nogen har ingen venner, andre har nære venner.

Nogen kan klare udddannelse og job, nogen har familie, for andre synes det ikke realistisk og alt for kompliceret...eller de har bare ikke de behov.

Autisme spektrum, ja så absolut og spektrum på alle hylder. Jeg ses af andre som velfungerede, men skal jeg se på det med de helt vel pudsede læsebriller, er det en komplekst rodebule af evner og problemer og måske ikke et under, at hverken jeg eller omgivelsene altid har fattet hvad det er der foregår.

Et par eksempler: Jeg har ikke kunne klare arbejdsmarkedet, bla. fordi jeg ikke har kunne orientere mig socialt og fordi det har udmattet mig, så det forstærkede min stress og gjordt at jeg endnu mindre kunne finde ud af hvad der foregik praktisk og socialt på en arbejdsplads.
Jeg har dog altid kunne løse de praktiske opgaver jeg er blevet stillet, og folk har haft tillid til mig i den retning.

Jeg har ikke kunne tage en uddannelse fordi min skoletid var alt andet en en succes, "indlærings vanskeligheder" og ordblindhed. Det betyder at selvom jeg var et kvikt barn, kunne jeg ikke veksle det til uddannelse eller job.....men det er der jo nogen med Aspergers der faktisk kan. Der er jo også Asbergere der først bliver diagnostiserede, når det opdages at deres børn har Autisme, men indtil da har indgået aktivt i samfundet.

Jeg ville heller ikke kunne overskue at passe et barn, støj, forvirring, et barns energi, ville gøre at jeg ikke kunne magte det, og det er vel bare et par enkelte grunde.

Jeg hat trænet det sociale meget og jeg har venner og et netværk, men det kræver noget og der sker også med mellemrum at jeg mister venner, af mystiske årsager, der nok er ret så Asbergerske.

Jeg er heller ikke specielt "trafiksikker", så jeg skal ikke ud og selv kører bil eller på cykel, for mig er færdsel om det er på hjul eller gåben som en radiobil på speed. Så for min og andres skyld så nej til det....Uha.

Selvom jeg efterhånden virker god til det sociale, kan jeg også virkeligt gøre det svært for mig selv, på fatale måder. Jeg er som så mange andre Autister parat til at have egne meninger, der ikke afspejles af en gruppe, det vil sige jeg helt naturligt hvis jeg finder noget korrekt og etisk rigtigt, er klar til at tage et "forkert" synspunkt helt alene. Også at skære lige igennem.
Ofte er jeg sluppet fra det, men der er gange det kan gå helt galt når der er meget på spil. Og på den måde kan jeg ende i rigtige "Autist situationer", højt fungerende eller ej.
Så hvis man skal se hvor socialt velfungerende jeg lige er, så skal man se helt ned i de enkelte detaljer/situationer, hvoraf nogen klares rigtigt fint og andre potentielt kan gå helt skævt. Og det kræver erfaring og meget selverkendelse at forstå at det er så komplekst.
Jeg er blevet diagnosticeret som 49 årig og det gør at jeg i princippet først nu har nøglen til en bedre forståelsen af, hvad det egentligt er der foregår.

Der er også nogen Autister/Aspergers der har svært med motorikken, det har jeg så ikke, om det skyldes at jeg gik til ballet allerede som stor baby ved jeg ikke, men da jeg også sad i kravlegården og klippede med saks når jeg var kreativ, så må jeg formode at min motorik var ganske ok...jeg var vist lidt længe om at gå og derfor fik jeg kælenavnet Trisse, da jeg trissede meget rundt med en Brio gåvogn....men så kunne jeg jo også transportere ting og plysdyr på ladet.
Og da jeg i dag er performer og danser, så har jeg absolut god fornemmelse omkring bevægelse og brug af et rum som scene. Også at få kontakt med publikum og få dem til at føle at jeg optræder lige for dem.

Ja, øjenkontakt, det er jo den klassiske med Autister: "de tager ikke øjenkontakt", jeg vil ikke påstå at jeg tidligere brød mig om øjenkontakt og slet ikke med nogen jeg ikke kendte, jeg synes først det er blevet bedre de sidste par år. Men jeg formoder det med øjenkontakten også har store variationer blandt Autister, og variationer i forholdt til køn, og nu har man så småt opdaget de uopdagede/ikke diagnosticerede Asberger/Autist piger/kvinder, oversete fordi piger med Autisme er mindre synligt Autistiske udadtil. Enten fordi kravet til socialisering er større for piger, eller de er biologisk betinget lidt bedre til det sociale. Men endnu en variation og også mellem Autistiske kvinder.

Jeg er så ikke matematisk geni, men jeg var vist ret skrap til geometri, men igen meget dårlig skolegang så hvem ved, for udover talblindhed er der jo også "talskræk" og den er vist noget man lære i skolen.
Men jeg kan se ting for mig, løse ting, jeg er kreativ. Jeg er god med ord, i tale og efterhånden også skriftligt. Jeg er også musikalsk på min egen måde, meget interesseret i musik og jeg synger selv. Så jeg er i den "bløde ende" af evner må man vel sige.

Som højtfungerende, handler det også om ens opvækst, hvad man har lært, hvad der har været fokus på, har man trænet ting som barn, og har det været fordi man vidste der var tale om Autisme? Eller har forældre/skole bare forsøgt så godt de kunne? Og er man selv vokset op med en forældre med Autisme? Der er jo eksempler på at nogen børn har fået et mægtigt løft gennem forældre og skole, når man gjorde det rigtige.

Så alt i alt en blandet skare, hvor det vi for os selv synes er en selvfølge i forhold til at være Autist/Asberger med hensyn til evner eller besværligheder, ikke svare til andres med samme diagnose og "velfungerenhed". Det er også derfor det at mene at de højtfungerende ikke har alvorlige problemer, og krav på hjælp er helt forkert, man vælger at se det positive, men det hjælper ikke hvis problemerne gør at de for ofte overskygger det positive, og forhindre at man kan nå et mere fuldt potientiale til gavn for sig selv og andre.

Så når man møder en anden højtfungerende Autist, så kan det godt være man har ting til fælles, også at man er meget forskellige, og også at andre vil vurdere en meget forskelligt, hvilket vel også former ens egen selvforståelse. "du er meget begavet", "du er ikke god til det sociale", "du er meget genert", "du er ret støjende", "du er meget direkte", "du er meget venlig", "du husker enormt godt", "du er meget forvirret" osv.....og så engang i mellem møder man en, der ser noget helt andet hos en, og man siger "Øh, jeg troede jeg var.....". Og nogen gange opdager man selv at man enda var helt omvendt, af hvad man selv havde gået og troet.

Derfor skal vi nogen gange bare se andre, som for første gang og uden at kigge efter en varedeklaration, eller have diagnose brillen på. For desto mere klart man selv og andre ser det individuelle i Autismen, desto lettere tror jeg det er at kunne agere i livet og få det bedste ud af det med det man har.

Kampen for ikke at være for "offeragtig".

Jeg har nok levet efter at jeg prøver at bevare værdigheden frem for alt, om jeg så skulle skyde mig selv i foden ved det. Jeg ville ikke at virke "offeragtig" som man kalder det i dag. Vi lever i en tid hvor mange mener at "et offer" er en der selv har valgt det bevidst, for at tiltuske sig ynk, opmærksomhed og goder. "Offermentalitet" som det så smukt kaldes.

Hvad kalder vi så dem der reeelt har været eller er ofre? Tja, så længe det bare er "de andre" der er ofre,  er det fleste mennesker nok ligeglade med hvad de kaldes eller om der skelnes.

Nogen mener også at de rigtige ofre lever i andre lande, eller at de rigtige ofre er nogen der kan leve op til nogen Helgen agtige offerkrav, som små børn og dyr kan honorere, og at ofre skal være uangribelige uskyldige skikkelser, for ellers har de nok selv skyld i deres skæbne og at de ikke kan komme viderer.

Så "næsten" som man kaldet dem i Biblen, er sjældent din egen nabo eller sigøjneren udenfor den lokale netto.

Jeg gider knapt nok længere at forholde mig til de traumer jeg har haft i mit liv, for det første er medierene blevet et konkurrence i hvem der har lidt mest, og derved fortjener opmærksomhed og anerkendelse, og hvor vi kan sidde som overdommere i sofaen og vurderer om de nu har haft det slemt nok.....der ligger noget i det med manglen på anerkendelse, som offer skal man tilgive, komme videre, "for ens egen skyld", og for at være god nok til at fortjene andres respekt. Det martrede individ der ikke kan mere, er ikke til at forholde sig til i det moderne vestlige samfund.

Så det er ikke småting man skal leve op til i de andres øjne. Det sjove er at man få at vide at de neuro typiske netop er så empatiske, det sjove er at det mærker man ofte ikke meget til.

Selv har jeg stået model til en del, en lortet skolegang, selvmordsforsøg og selvmord i nærmeste familie, min biologiske Mor's alt for tidlig død, at agere psykolog for de andre i familien i min barndom, som ung et samfund der var ude af stand til at fatte at de ikke skulle presse mig på den måde de gjorde, selvom de var fagpersoner og burde have fattet. Psykisk undertrykkelse hjemme, der vel var et Stockholm syndrom af rang, diverse fejl diagnosticeringer......og meget andet som jeg lige nu har glemt i farten, hvor jeg nok ikke heller kan tillade mig at trække "offerkortet" som man så frisk kalder det.

Men jeg har ikke lyst til at trække offerkortet, det har jeg modarbejdet hele mit liv, det jeg nok har manglet var lidt anerkendelse af kampene der er blevet kæmpet.
At jeg med en Autisme/psykiske problemer faktisk måtte klare ting, selv "normalt fungerende" ville knække sammen af.

Og hvorfor er jeg her stadig, og forsøger at sparke røv? Det er ikke på grund af det jeg ikke er, men på grund af det jeg er. At Autismen/Aspergeren også har nogen styrkepunkter, at jeg ikke er en der opgiver selv når jeg har opgivet. At jeg har forsøgt af alle kræfter at holde fast i min grundkerne af fornuft og overlevelse.

Men jeg må lære i fremtiden at klart sige hvad jeg ikke kan, hvad der er for meget for mig at klare, hvis livet ikke skal kæntre. Og samtidigt holde fast i at jeg er et menneske med værdighed og et krav på anerkendelse, om jeg så får den eller ej.
Jeg søger ikke ynk men forståelse. Jeg er et asymetrisk menneske der på en ene side synes at have det hele og lidt til og på den anden side har et bredt udvalg af benspænd biologisk indbygget i mit system og i min fortid.

- Hey!, men det er jo de der neuro typiske der ikke tænker i sort hvidt, men nuanceret, og jeg har fuld palet i nuancer og farver, nogen står bare klarere end andre. Så hvorfor er det jeg/vi ikke får den der anerkendelse og empati i samfundet?

I USA bruger man meget udtrykket "a Survivor", en overlever, det er for at bringe empowerment til det at være et offer, til offeret selv og i forhold til omverdenen. Jeg er her stadig derfor er jeg en overlever, og jeg kæmper stadig med fortiden og nutiden.

Et barn med en yderst levende fantasi

Jeg var et meget fantasifuldt barn, det var også praktisk da jeg levede et ret isoleret barne liv.
Mine fantasier var spændende og farverige, de var som at skrive på en bog oppe i hovedet og hvor man næste dag kunne arbejde videre og revidere der hvor noget ikke var godt nok, eller manglede detaljer.

Kunne jeg som barn skelne virkelighed og fantasi og hvornår skete det? jeg tror nok sådan omkring da jeg nåede en 6-7 år. Men er jo stadig den historie med Kaninen jeg ledte efter på skolen, da jeg gik i 1 klasse, og hvor jeg endte hos skolepsykologen. Jeg husker så intet om om der var tale om bortkommet plyskanin, eller en imaginær Kanin, skolen må have hældt til at den var imaginær.

Børn med Asbergers, er jo på en måde asymetriske i deres udvikling, og faktisk det var det jeg altid sagde om mig selv inden jeg blev diagnosticeret. Den intellektuelle kapasitet, kan være meget stor, men så er der andet mentalt der svare til den alders udviklingstrin, eller bare er anderledes "vendt" i forhold til det neuro typiske. Med alderen og en god støtte kan den asymetri gøres mere balanceret. Men det er en livslang proces der fortsætter hele voksenlivet.....Det ved jeg jo selv alt for godt. Og jeg er stadig ikke symetrisk på nogen måde.

Jeg barn havde også fantasi venner og så havde jeg alle plysdyrene der var meget levende i min verden, eller de var levende som jeg så dem. Med komplicerede personligheder og egne meninger. Og jeg havde en høj moral omkring at jeg ikke trumfede mine egne meninger igennem overfor dem....hvordan man ellers gør det, men jeg trænede da min etik og indlevelse.

Jeg elskede at tegne, og fik meget inspiration fra bøger, så min fantasi og tankeverden havde også et fysisk kreativt udtryk. Og så var der de komplekse lege med plysdyrene, der både var kammerspil og større "produktioner" med mange dyr.

Andre børn kunne bliv fascineret af mine plysdyrs personligheder og af de figurer jeg selv havde skabt af gamle strømper og ting og sager. Disse figurer svarede til hvad jeg synes jeg havde brug for, af personligheder og fysisk udtryk. Jeg var fuldt ud så tilfreds med det jeg selv lavede, som fine købte ting. Personlighed og karakter var det afgørende.
Som et barn der fik oplæst mange bøger og selv kiggede i bøger og tegneserier så godt jeg kunne som ordblind, havde jeg meget at kunne fodre min fantasi med, og mit fantasi liv fortsatte i voksenlivet.

Jeg er stadigt et menneske med en levende fantasi, men i de sidste 5-6 er det som mit fantasi liv er blevet meget mindsket, og det ser jeg ikke i dag som noget positivt.

Måske hjernen (eller min hjerne) på en eller anden måde ikke registrere fantasien og virkelighedens sejre og nederlag så forskelligt og at fantasien på den måde kan balancere sindets virkelighed. Er det kun de triste socialrealistiske realiteter og en kamp for at finde ud af livet der fylder tankerne, ender det hele meget gråt, hvis der ikke også er mulighed for sejre og gode ting i det virkelige liv. Der kunne min fantasi beskæftige min alligevel overaktive hjerne, men noget mindre negativt og hvor jeg havde en magt over tingene, noget jeg ikke havde i virkelighedens verden.

På den bagrund kan jeg nu se at en som jeg, ikke kan lever i virkeligheden hele tiden, jeg har brug for at balancere med et eget indre fantasi liv. Fantasi liv kan jo også handle om at konstruere ideer, ting oppe i hovedet, det kan også handle om at jonglere med ting/ideer man forsker i, duer det her eller ikke, og hvad skal der så til for det gør det? For mig er fantasien også stærkt forbundet med det intellektuelle liv.

Jeg har brugt alt for meget tid med at bokse med problemstillinger der ikke kunne løses i mit personlige liv. Jeg siger ikke at man skal feje problemer ind under gulvtæppet, men bare huske på at det ikke nødvendigvis bliver løst af myllertanker omkring negative aspekter i ens tilværelse. At man måske behøver at samle kræfter andre steder, for at løse sine problemer. Idealet var jo at gå andre steder hen i livet og få positive bekræftende oplevelser hvorigennem man kan finde kræfterne og glæden, men sådan er det jo ikke altid, slet ikke når ens energi er begrænset og ens evner til at navigere i virkelighedens verden ikke er optimale. Og når man ikke har tilgang til terapi eller et stærkt nok netværk. Kører man alt for længe på de sidste ressourcer er de en dag brugt op, og det skete for mig.

Men man kan man flyve i fantasien, og sindet kan få lidt ro og optimisme, og der skal ikke bruges kræfter men ikke har da sindet rejser let og ubesværet, og så kan kræfterne anvendes på det der kræver opmærksomhed og styrke.

Fantasien kan være en form for beskyttelse og afstressning, og jeg tænker at den virkelige verden konkurrere med fantasiverdenen, der åbenbart kan tabe i forhold til fantasien hos nogen Autistiske børn og voksne, det må vel også ligge i at det levende liv ikke altid er stimmulerende nok til at fange opmærksomheden hos mennesker med Autisme. På en måde er det jo en fantastisk del af det Autistiske sind. Selv har jeg undertrykt min fantasi i nogen år for at presse mig ud i verden/livet, hvilket jeg har opdaget var en fejltagelse, jeg fokuserede for meget i forhold til det virkelige, og det bidrog til depression og stress uden aflastning. I dag ser jeg det for vigtigt jeg efter behov kan søge helle i fantasien. Så jeg tror man skal afvægte hvad en fantasi verden gør for at stabilisere/afstresse.

Jeg tænker også at fantasien er en måde at afprøve/forstå ting på ude i livet, om det er socialisering, eller noget praktisk/kreativt. Sådan et personligt indre test laboratorium, og det er da egentligt ret smart?.....senere må man ud og prøve om vingerne bære ude i virkelighedens verden.

Egocentriens maske

Man skriver ofte at folk med Autisme spektret mangler empati og de er egocentriske. Med hensyn til mig selv, så indrømmer jeg at jeg kan virke ret egocentrisk til tider, på den anden side bruger jeg det meste af min tid på at forstå verden. Jeg bruger mig selv som sammenligning, bedre, værre, kloggere, vildere, sødere osv. Jeg må også indrømme at jeg bruger en del tid på at tænke på om jeg er egoistisk når jeg gør ting, det er så svært at vurdere om jeg så gør meget egoistiske ting jeg ikke selv opfanger er det.

Den gang jeg var barn og ung, så var alt og alle ok, indtil det modsatte var bevist. Man kunne kalde det fordomsfri, umiddelbart synes jeg det var et sympatisk træk hos mig. Nativ? Tja, men kun delvis, på den ene side menneske kender på nogen fronter og på den anden side uden værktøjer til at forstå situationer og andre opfattelser....giver det mening?

Jeg har levet under min egen glaskuppel og kigget ud, og kigget det har jeg. Jeg var interesseret, meget, men jeg forstod kun delvis, uanset hvor meget jeg lyttede og kiggede.

Jeg var et ret alene barn fordi jeg blev isoleret af min familie, de havde ikke selv levet så isoleret som børn, så jeg ved ikke hvorfor jeg skulle være det, men sådan var det, så jeg måtte finde min egen underholdning, hvilket ikke faldt mig spor svært. Jeg hørte musik, var kreativ, og kiggede i bøger fra jeg var baby, jeg sad enda og klippede med saks i kravlegården. Jeg var ikke specielt hurtig til at gå eller tale, men da det blev lært gik det rimeligt hurtigt.

Jeg blev meldt til ballet undervisning da jeg kom ud af bleen, jeg kunne godt lide det, men var lidt alternativ i mine tiltag, men jeg fortsatte at gå til ballet hele min barndom. ikke at jeg socialiserede ret meget i den forbindelse, men jeg jeg var tilfreds, ingen ambitioner, bare træning.

Og jeg gad kun at lege med børn med fantasi, ellers kunne det være lige meget, og det skulle helst være noget med udklædning.

Men tilbage til børneværelset: Jeg havde jo alle mine plysdyr som jeg elskede højt, jeg legede komplicerede lege med dem og jeg var overbevist om at de havde deres egen personlighed, det betød også at jeg ikke måtte manipulere med dem, fx. hvis vi spillede spil. Hvordan lader man være med at manipulere med et ikke kommunikerende plysdyr? Jaaaaah, det kræver etik på et højt plan og ubegrænset fantasi og indlevelse.

Nej, det er ikke lige dem fra min barndom, men de bor hos mig

Men mennesker er jo mere komplicerede, jeg havde svært ved skjulte dagsordener, men sandsynligvis så tyk i skallen at jeg gik glip af rigtigt meget, hvilket måske i nogen tilfælde var udmærket, hvad man ikke opdager, behøver man ikke at bekymre sig om, der giver jo også en ro.

Jeg var ikke forkælet i den forstand at jeg fik min vilje, jeg er meget gammeldags opdraget, så der har ikke været plads til trods og vrede, plageri eller krav. Sådan var det bare. Men som enebarn havde jeg jo en del fordele og noget af min egocentri har folk nok tænkt var meget enebarn agtig. På den anden side oplevede jeg mig meget som en del af et vi, jeg har faktisk vært en del af et vi det meste af mit liv, indtil min Mormor døde og der ingen familie var. Og jeg havde svært ved at tro på at jeg havde ret til at tage beslutninger imod min familie.

Så der var et jeg under min lille glasklokke og umiddelbart udenfor et vi, der var meget stærkt....måske for stærkt til at være godt og sundt.

Da jeg var barn og ung trode jeg at kun min Mormor forstod mig, efter det fandt jeg ud af at det gjorde hun egentlig slet ikke, jeg måtte forstå jeg var alene, på en måde stum, selvom jeg kunne tale. Fordi den verden der var min var en gåde og alt for skrøbelig til at udsætte for andres behandling. Jeg havde min mentale firewall som en ven kalder det, jeg snakker om min egocentriske maske jeg bruger som skjold. Fierwall eller maske, det er for at vinde tid, skjule udmattelsen, sårbarheden, skjule jeg ikke helt til tilstedeværende i situationen.

Men det udsatte alene menneske kan jo føle empati, for andre af verdens udsatte alene skæbner og hvem man ellers møder på sin vej.
For de alene og udsatte har nogen gange et hemmeligt sprog, ikke forstået af udenforstående, ordene vejer anderledes og det er er imellem.
Det kan godt være der er ting jeg ikke forstår hos mennesker, men det er nok de "normales" sprog jeg tolker dårligst.

Jeg tolker verden udfra mig selv, ikke fordi jeg er verdens navle, men den jeg kender bedst trods alt. Jeg er et menneske med fejl og mangler, men jeg prøver, det er ikke let, for det er nok et af de punkter hvor jeg må bruge meget tid på, mere end de fleste. "Du tænker for meget", som folk siger, "du skal ikke spekulere så meget over hvad andre gør".......Jo, men det bliver jeg jo lidt nød til hvis jeg skal leve ude i livet og ikke en Eremit tilværelse.

Jeg har hele mit liv følt at min opgave var at forstå, både i en spirituel forstand og i forhold til det at være et menneske blandt mennesker. Derfor tænker jeg og kaster mig ud i livet også selvom det er ret så besværligt til tider.