tirsdag den 4. august 2015

Bange i natten - Barndommens OCD

Jeg har aldrig været god til at falde i søvn, heller ikke som barn, faktisk sov jeg grotesk sent, det vil sige jeg var gået i seng mange timer tidligere men jeg sov ikke. Jeg var også bange for mørke og vi boede i en stor lejlighed, så der var faktisk nogen vej mellem mig og mine forældre selvom jeg sov i det første soveværelse, der var et badeværelse og spisestuen inden man kom til dagligstuen.

Og når jeg nu ikke kunne få ro på hjernen så kørte tankerne og de kunne sagtens handle om noget skræmmende og min fantasi fejlede jo absolut ikke noget. Jeg havde også nogen ritualer jeg skulle klare for at sikre at alting var som det skulle være, at det kunne soves....måske.

Alligevel betød det ofte at jeg kom pilende ind i stuen for fuld udblæsning om aftenen, for at være på sofaen, eller jeg blev anbragt i sengen i det andet soveværelse med lyset tændt.
Og det at skulle op og tisse var en farefuld færd. Alt i alt hele det klassiske natte drama, man har med nogen børn.

Og det er jo reelt nok, det var ikke behageligt eller styrbart for mig. fordi lejligheden var ret stor var jeg heller ikke tryg om aftenen når jeg var i afsides rum, ja jeg får det til at lyde som et slot, men de gamle Københavnerlejligheder kan være en langstragt affære, bare gangen ud til køkkenet var 8 meter.

Dem der muligvis holdt til under sengen, gyyys!

Kunne noget af det her have været anderledes? En mindre lejlighed, at jeg sov tættere på tv stuen? At der sad lyskontakter mere praktiske steder? Jo, sikkert, ting kunne have været anderledes.

Min gamle angst fortsatte som ung, og på mange flere måder, situationer jeg havde magtet som barn, var nu meget svære at takle: forandringer, det sociale fx. og det er måske ikke den bedste forudsætning for et eget selvstændigt liv. Jeg ved ikke om forværringen kom af den dårlige skolegang og at jeg ikke magtede det man ellers ville forvente af en teenager, jeg var intellektuelt foran, men emotionelt/socialt bagud, det vil jo før eller siden gå skævt når det ikke bare kan indhentes.

Jeg flyttede fra den store lejlighed da jeg var 38, og opdagede til min undren at det var som om angsten hang i den gamle lejlighed og var næsten ikke eksisterende i den nye lejlighed. Det overraskede mig en del, da mørke angsten havde været en fast del af mit liv, også hvis jeg havde boet i sommerhus fx.

For tiden har jeg nogen tanker i retning af at "summen af laster er konstant" eller i dette tilfælde summen af symptomer er konstant: De kan skifte, blive til noget andet, andre typer angst for andre ting, depression, vrede. At det er som jeg har haft forskellige symptomer på Autisme, men ikke helt de samme gennem hele livet. Det er jo for så vidt ret logisk da man bliver ældre og lære at takle ting bedre med erfaringen, men jeg har også oplevet at ting går tilbage, igen, logisk hvis man i nogen tid har "kørt over for rødt" gennem en periode. Jeg har arbejdet en del med recovery tanken og her passer de her erfaringer ikke helt perfekt ind. Jeg har tidligere følt at der var ting jeg havde lagt bag mig at jeg var kommet videre, men nu ser jeg det lidt anderledes, der er ting jeg er kommet videre med, men der er også et grundvilkår i forhold til hvad jeg magter, og så er der symptomer der kommer tilbage i ny forklædning. Og med symptomer mener jeg, reaktioner der kommer af belastning eller uhensigtmæssige ting i min tilværelse både praktiske og personlige. Og desværre er det ikke noget jeg bare kan ignorere, jeg betaler for det hele, med stress, forvirring, depression, ubehag. År efter år og lige fra barndommen. Det ville være rart at kunne skrue lidt ned for det og op for noget der er en anelse mere behageligt.

Måske det handler om at man gennem livet afprøver ting men ikke nødvendigvis i den autoriserede rækkefølge gennem barndom og ungdom. Vrede var ikke noget jeg måtte afprøve som barn og nu afprøver jeg det nu, men jeg ville nu have foretrukket at være et barn i den situation, lige nu er det bare pinligt og destruktivt.

Føler jeg så ikke angst mere, jo af og til, måske noget af  angsten er blevet til negative "voksentanker" og katastrofetænkning.
Jeg er flyttet igen og oplever endnu mindre af den gamle angst. Men så plages jeg jo af andet og det sædvanlige med at ikke kunne sove sådan nogenlunde med det samme, er som det altid har været bedre er det absolut ikke, 3 timer er laaaang tid. Og når hjernen kører og kører skal der jo hældes noget på valsen og desværre er det negative ting alt for ofte, hjerne følger de samme spor jeg har slidt til hulveje gennem mange år.

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv