tirsdag den 1. september 2015

Hardcore Recovery

Kan man heles og få det bedre psykisk på en helt sikker og for andre passende måde, helt uden der opstår knaster, skarpe kanter, omveje, udfordringer?.....Det kan man måske, men den vej kender jeg ikke.
Måske det er derfor vejen til at få det bedre kan være meget ensom, alt det andre, omgivelserne ikke kan rumme, når du flytter dig, men de er, som de stort set altid har været. I livet kan vi gå i stå, gå tilbage, gå frem.

Jeg siger at jeg ikke ønsker mit gamle liv, at jeg er parat til at satse en hel del på det projekt at smide den gamle tunge rygsæk med kronisk depression og meget andet der tynger.

Det gør/kan gøre at andre kan blive bekymrede på mine vegne, have meninger om hvad jeg har gang i. Men den personlige recovery er at arbejde med kaos og turde stole på sig selv. Andre har så mange meninger om hvordan man gør det rigtige, og når man ikke har det godt og man har "noget psykisk", så bliver der set skævt til retten til at eksperimenterer. Ja, disse eksperimenter lykkes ikke altid, men går det som det skal, kan noget af det anvendes til et bedre liv.

Jeg kan tænke: Forstår andre ikke at jeg er den type, der ved hvad jeg laver? -ja det går lidt galt, men også det har et formål, eller jeg kan trække erfaringer ud af det, jeg ikke havde tidligere.
Børn og unge gør også ting der for voksne kan virke tåbelige, men de er også væsentlige, ja der er jo nogen børn og unge der ikke gør den slags og der er nogen det går helt galt for fordi de gør ting de ikke ser konsekvenserne af, men nogen skal forsøge noget, ellers sker der intet.....hvis intet var en slags Buddha tilstand kunne det være fint nok, men min udgave af intet, er at sidde fast i gamle tanker og vrede, og det vil jeg ikke.

Selvom det måske ikke lige har fremgået af det jeg skriver, er jeg faktisk gladere og mere optimistisk end føe, jeg kan mærke mine synapser er vakt til live, at der er åbnet kanaler, og at min hjerne er i gang med den store reboot. Og selvom jeg stadig er vred og stresset, tænker jeg at det hele er så nyt, så det skal bare have tid.

NADA øreakupunktureren har sat gang i noget, processen er i gang og det er som om kosmos er inde i mig, jeg lukker øjenene og livets/universets byggesten er synlige.

Og så er det nogen kan sige: "er det nu godt og sundt", har Damen tabt sit fodfæste -og sutten?

Jeg tror NADA tager fat i en som man er, at det jeg oplever i forhold til NADA akupunkturen er unikt i forhold til min personlige mentale opsætning og den vej jeg har gået i mit liv inden. Jeg føler mig tryg fordi jeg føler jeg er forberedt, og jeg har ventet, nogen gange utålmodigt.

Jeg er ikke et religiøst menneske, men et spirituelt menneske, men mere forstået som en iboende biologisk spiritualitet, som mennesker har haft i sig, der måske ikke er spirituel men biologisk indbygget. Jeg tror at det jeg oplever er en ting der har foregået i årtusinder og det er en indbygget helings/erkendelses mekanisme vi har, hvis vi tør og vil. Og den er ikke mere hokus pokus end naturvidenskab.




Jeg har arbejdet meget med det sociale, med at fungere sammen med andre, forstå verden omkring mig. Men ved det at jeg vender blikke ud og samtidig set mine fejl og mangler, er jeg så optaget af det udenom, at jeg  forsømmer at forbinde mig selv med verden på andre måder, men måder jeg tror er væsentlige, for at "blive en del af". Reelt er jeg jo altid en del af, uanset hvad jeg selv føler, men føler jeg mig som udenfor i form af hvad det er for evner jeg synes at mangle, og føler en kronisk indre lidelse, så er det jo lige meget for mig, jeg bliver nød til at føle den sammenhæng så jeg tror på den selv. Og jeg tror jeg er på vej.

Recovery er ikke som sådan spirituel, men den kan være det, vi bruger de værktøjer vi har, og Recovery er den egne proces, dine mål og drømme, de værktøjer du kan finde, de evner du kan sætte i spil.

Andre kan sige der er ikke noget at hente i de situationer og tanker de selv ser som negative/problematiske/skøre løsninger, såsom Fx. tin andre kan se som eskapisme, vrede og tilbagefald. Tilbagefald er uundgåelige i løbet af en recovery og man må på sporet igen, men hvornår man kommer på sporet igen kan ikke forudsiges, men faktisk er det at få tilbagefald og finde fodfæste igen vejen til at forstå hvad der sker inden og når man får det bedre, at der kommer erkendelse og mestring.
Så længe man lever er det sidste ikke gjordt eller sagt i forhold til en recovery. Man har ikke "mislykket sin recovery", før det fede dame har sunget.

Og det er værd at huske på at det er de egne mål det handler om, ikke samfundets ønsker til dig, recovery er ikke psykosocial reehabilitering, men din egen vej til at fungere i verden på din måde, så du selv føler en balance. Det vil ofte ses som "normalt fungerende", men det kunne også ses som: Hvis det fungere for dig selv og dem du har omkring sig, så er det vel ok, fremfor at skulle forholde sig til et for tiden skrumpende normalitetsbegreb. Som jeg ofte siger "Det er ret normalt at være unormal".

Det handler om ,om man selv føler man lever sit liv.

Jeg tænker lidt på den lille havfrue der gerne vill have ben og blive et menneske der gik på to ben, men prisen var der som en evig kronisk smerte. Jeg vil også gerne være en af menneskene, men ikke på den lille havfrues vilkår, jeg må lave min egen deal med prisen......Måske det heller ikke burde være nødvendigt at give afkald på sin egen natur og sin fortid, for at få en bedre fremtid?






Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv