Der var to muligheder den søndag, at jeg passede hunden mens hans Far var til koncert, eller at en af vennerne meldte afbud og jeg fik biletten. Og hvad det blev til, ville jeg få at vide tidligere på dagen for koncerten. På en måde win win en sen eftermidag/aften med hunden Bonus, eller Neil Young koncert. Og jeg havde sikret mig plads i Blågårdsgade til at Bonus og jeg havde en god plads, så jeg kunne sy/arbejde.
Men det blev til koncerten. Meeeen samtidigt var der også cykelløb i KBH, og afspærringer. Ja det havde jeg godt set, men det her var jo ompro. Så jeg prøvede at snige mig udenom, hvilket alligevel fik mig i afspærrings fælden. Jeg endte ude på en midter rabat, som en fucking runway, og jeg var pissed off for jeg havde ikke tid til det, og det var vaaarmt. Jeg kunne have taget Metroen og kommet nedenunder, men når jeg er afsted, har jeg svært ved at omdirigere, og jeg var absolut på afveje nu. Og nu var jeg nået til svinget på rådhuspladsen. Og jeg øjnede et stakit der var hægtet lidt af, så jeg så mig omkring, sneg mig ud og over, hægtede det op på en anden side og smuttede ind og satte det tilbage. Og kom gennem kødranden af mennesker. Miss ADHD havde overtaget, og så var det 7/11 efter croissanter, sukker og fedt er godt for/mod nedsmeltning. Og jeg var jo sulten fra start, hvilket ikke er en god start, men ret typisk.
Så nåede jeg hen i lejligheden ret hurtigt på trods af afspærringer og kaos, og hunden skulle hen hos den der ikke skulle med. Det fik vi fikset, og så var det metro tid. Og den var stop proppet. Og også vaaaarm. Så da vi steg ud ved 10 øren, var det om at have været i dampbad med tøj på. Og så var det hen og stå i kø ved indgangen. Så langt så godt.
Måske det var der jeg opdagede jeg havde to forskellige sneakers på, godt nok samme brand, men ikke et matchende par. Det nummer har jeg vist kun lavet en gang gør.
Det var inner cirkle VIP biletter. Jeg fik mig en IPA fadøl, og så skulle jeg lige op og kigge ved scenen og Peter Sommer var forband og det ville jeg gerne se/høre. Så nu var jeg upfront! Og efter det sagde de "en kort pause, og så kom Neil Young på) -Det varede dog varede en time. Hvilket trak tænder ud på mange, også fordi en del var langt over de 60. Men til sidst lykkedes det.
På et tidspunkt tænkte jeg at jeg var noget usocial overfor mine venner, og forsøgte at finde dem igen. Det lykkedes ikke, så nu søgte jeg en ny god plads. Jeg er ret lille og og en sniger og fandt en ny god plads, og senere en en endnu tætter på og også god.
Jeg kan altid finde nogen ok at stå ved siden af. Nogen proff koncertgængere. Og det at skifte plads kan være godt, for lyd og oplevelse. Og jeg er ikke den der står som en saltstøtte når jeg er til koncert og jeg tager alt ind. Godt nok har jeg de der huller i opmærksomhed, men ellers er det 150%. Jeg er også den der kommunikere med andre, så pauserer ikke et problem. Jeg er vel egentligt ret udadvendt end de fleste og også uden alkohol.
Jeg går ind for at vise et band at man er med, og de kan jo se en. Og folk er med. Jeg undrede mig lidt at front row var så ubevægelige, og helt uden de gestus man normalt har til koncerter, men måske de kun kom ud til Neil Young koncerter og ellers sjældent. Umiddelbart var folk ikke ret givende der, men godt nok koncentrerede. Men der var også mange ældre og vel mere over 70 end under. Men de yngre var lidt det samme. Men der var andre steder hvor der var mere gang i den. Så jeg fik fotos/videoer til min van. Hvilket jeg hader fordi jeg synes det fjerner oplevelsen at huske at tage billeder. Måske et pande kamera? :-D
Efter koncerten fandt jeg vennerne, og så var der kø til Metro, en meget lang kø. Og da det blev vores tur til at komme på perronen var toget allerede fyldt af hjemrejsende fra Kastrup lufthavn. Det blev en Japansk metro oplevelse, presset som sardiner. Vi stod af på gammelstrand og jeg valgte at gå hjem til Nørrebro også for at løsne kroppen, jeg havde stået op og strakt halsen i mange timer, og det at gå hjem hjalp.
Til koncerten så jeg nogen med solsikkebånd, og jeg må nok overveje at have et just in case jeg ikke kan bunde. :-D
Man kan sige at sådan en dag byder på mange udfordringer, meget uforudset, mange indtryk, og situationer. Og jeg startede med en nedsmeltning, så en regulering, så en fyldt metro, så noget jeg ikke kunne finde i min taske i køen til koncert, så lande det. Og så gå i koncert mode. Og så den belastende hjemtur, men hvor jeg bare lukkede øjnene og holdt fast. Omstigningen kongens nytorv til den anden linie, var at det ikke er til at fatte, og at metroen bestemt ikke er egnet for alle. Og min gåtur hjem var bare afslapning.
Men hvad så med musikken? Peter Sommer var god, jeg har aldrig set ham live så det var en god overaskelse. Og han er god live og jeg kender alle sangene.
Og Neil Young var fantastisk, det var ikke en gammel 80 årig der gik på scenen, men en kunstner på højde med sit ry. Bandet Crazy Horse var med gamle og nyere medlemmer der virkelig gav den alt. Og Neil Young var bare på i de 2 timer. Og hans lyriske stemme i topform. Og vi kom gennem diverse genre, støjrock, det blev næsten metal også. Og der blev skiftede guitarer af alle typer, næsten fra nummer til nummer. Måske det gjorde at lydprøven var lang. Der var også en gammel "Salmecykel" og en Due der blev hejst ned der kunne noget, så der var meget der skulle være tjek på. Men ingen storskærme. Eller fancy lys. Der putlede lidt røg ud midfor bagerst, men meget lidt.
Jeg havde ørepropper, men jeg tænkte jeg ville tage støjrocken ind. Det var højt men ikke for højt, jeg ville have det hele med.
Koncerten endte med en nærmest exorcisme, en udrensning, og lidt som Paty Smith er en shaman på scenen, var Onkel Neil det samme under keep on Rocking in the free world, på et grundlag af bombninger i Iran og hvad "the free world" må bestå af lige nu i 2025. På metro stationen kunne man høre folk chante den som et ekko i natten.
