mandag den 18. juli 2016

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.





Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.











Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv