Mental linedans.

 Det er utroligt som uløste problemer kan tage energi når man har ADHD og/eller Autisme. Og muligheden for at multitaske, med noget andet samtidigt ikke det man gør. Eller man gør, men uden et godt resultat. 

Det er vel genkendeligt for alle mennesker, men der er en grads forskel, i hvor meget det tager af hjernevirksomhed og hvor meget træthed og gøren ingen ting der er involveret. 

Og hvis man så også skal vente på at andre reagere og tage action. Eller de slet ikke reagere og forstår der er et problem og noget der skal løses før man selv kan komme videre. 

At uløste ting kan være betonklodser, der tager alt ens overblik. Det er sket mange gange, og det er spild af energi at hjernen gentager og gentager, fordi der ikke lige er en løsning. Det er jo monotropisk det at være fokuseret på en ting. Men i stedet for at det er noget godt, så er det noget der er alt andet end godt. 

Jeg kan fokusere på de samme ting/emner det er en del af min version af ADHD og Autisme, og hvis det handler om viden, en interesse, arbejde er det godt for mig, det er sådan jeg er. Jeg samler informationer, jeg prøver at forstå monotropisk.

Men er det jeg samler informationer om, jeg prøver at forstå, noget der gør mig ked af det, og jeg ikke kan gøre noget ved, og det er noget der er sket/sker i mit liv, er det meget negativt.  Ting skal løses og afklares hurtig. Men det er ofte ikke muligt. Vel ofte fordi andre ikke vægter det nok, og det er den sædvanlige forskel på den neurotypiske virkelighed og den Autistiske, og det er den neurotypiske der gælder. 

Men uanset hvor meget man bliver talt ned og forklaret hvad man burde tænke og føle og man skulle tænke og føle mindre, forandre det det ikke i en, man bliver faktisk mere usikker og forvirret. Forvirret sig selv, og over andre. Og det har en tendens til at gro udover, bare den ene situation, man sammenligner, og føler man går på line så snart man ikke er alene. 

Jeg tænker ofte at mennesker der ikke er Autistiske, har en noget større tiltro til at det de føler og oplever er rigtigt, de skal ikke orientere sig i alle retninger. De skal ikke gennemgå et helt skript af, hvad der kunne være forkert i deres antagelse eller adfærd.

Nu er det jo ikke alle med Autisme/Aspergers der er lige bevidste om alt det her, og nogen er mere tilbøjelige ved at holde fast i deres eget syn på ting, og ignorere irettesættelserne fra omgivelserne.
Hvor den meget højt maskerende, bare prøver og prøver at få det hele med. Og jeg kan godt misunde dem der er der hvor de ikke forsøger at rumme, og få det hele med. 

Om det at maskere sin Autisme er medfødt eller om den er stærkt formet af ens familie er et spørgsmål der kan være svært at være entydig om. Da det er et spektrum vil alle sanser og evner jo varierer fra person til person. Men jeg vil tro at der foregår en formning af en i nogen typer familier. Hvilket dog ikke betyder at højt maskerende kan komme fra andre familie baggrunde og tillært sig det gennem fx. skolen. Sjovt nok var det ikke fordi mit liv udenfor hjemmet virkede som der hvor jeg lærte maskering. Jeg tror simpelthen ikke jeg aflæste hvad jeg skulle gøre, af de andre børn. Det kom et andet sted fra. 

Jeg synes ikke min familie var ret god til problem løsninger, at tage konsekvensen af opståede situationer. Fra jeg var ret lille kunne jeg godt undre mig over ting de ikke kunne indse, at jeg havde et mere klart blik på tingene. Det kunne være frustrerende for mig, da jeg jo levede i det. Og at jeg fungerede som det ene element der skulle give mening til deres tilværelse. 

Det komplicere ting, der er altid to sider og gråzoner, og ting der er skjult, men man ved de er der. Og det er jo med den erfaring og viden jeg er gået ud i verden. På den ene side med et humanistisk syn på menneskers fejl og mangler, som en del at det at være menneske. Men også den der burde være fejlfri, fordi jeg var det gyldne barn. Hvilket betyder at det jeg kan tilgive andre, men tilgiver ikke mig selv. Suk!

Der er meget med at overtænke det ligger i selve diagnosen både Autisme og ADHD, men det ligger også i min opdragelse. Der er ikke plads til at fejle.
Alligevel er muligheden for at gøre fejl det der er kernen i mit arbejde som performance kunstner, det er der hvor det lever, helt ude på kanten og lige nå at rede det, men der har publikum gyst ved tanken. Men vi gør det jo sammen, og jeg har vist at det er muligt at gå til kanten og vise sårbarheden og alligevel få en klapsalve, ikke af medlidenhed, men fordi det viser styrken i det, og at man kan overleve og bukke elegant efterfølgende, det er ikke enden på verden. Og det ville det heller ikke være for dig i salen hvis det skulle ske for dig en dag, at du mistede fodfæstet, to på det. 

Men jeg skulle huske mig selv på det meget oftere. 

Bekymrings generatoren og overstimulation

Jeg må erkende at jeg er røget ud i en længervarende overtræthed og en nedstemt sindsstemning, udover også at være ret arrig.

Jeg er ikke kommet mig efter forrige weekend, mødet i Handicap centeret, beboermødet, og den stress der kulminerede i sidste måned. 

Sover dårligere, er træt, har ikke fået spist mine vitaminer. Alt i alt ude af balance.  

Og så sidst i den her uge: Møder med fortiden, den helt fjerne fortid og den mere nære. Den fjerne fortid i form af en der kendte mig som barn, og huskede mit hjem og min familie, det er der ikke så mange der gør. På den måde røg jeg tilbage i noget der stadig spøger i forhold til min selvopfattelse, men jeg også kæmper med at afvikle. 

Og i forhold til den mere nære  fortid i form var det en gammel veninde, jeg ikke har set siden jeg flyttede for snart tre år siden.  

Og når man er mig er en der skal  tygge lidt på det hele, så har jeg nok at arbejde med......Det er åbenbart sådan noget hvor "ikke Autister" bare smider over skulderen og går videre -men ikke mig, jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan jeg har det med det hele, og så været lidt bekymret for fremtiden.

Jeg er en hel bekymrings generator, og hvad kommer der ud af det?  -Hvad kommer der egentligt til at ske i lejligheden ved siden af mig......hvordan får jeg kræfter til julecabaretten......hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen i fremtiden....bliver min lejlighed for dyr....kan jeg få kontrol over den depression, så jeg har kræfter til at kæmpe...osv. osv.  

Så siger andre ofte at jeg tænker for meget, men jeg er jo en typisk Asperger på det punkt, derfor tænker jeg "for meget", og ja, det var bedre at jeg forskede i et eller andet og brugte mine rastløse hjerneceller på den aktivitet, fremfor livets små problemer, der hurtigt kan vokse dramattisk når det er mig.....men det er også derfor jeg skal finde noget at tage mig til, et lille projekt. 

Som en ven siger: "Du har det bedst når du har et projekt". Og det er rigtigt, jeg skal bare gøre det rigtigt, på mine præmisser og ikke i forhold til andre, eller ambitioner der bare ikke holder når det er mig det handler om.  

Egentligt fornemmer jeg at jeg ser noget mere klart end tidligere, fortidens mønstre, nutidens, men det at se klart er også udmattende. I recovery kalder man det at gå i ud brændeskuret og tænke i fred og  gå lidt i stå på andre fronter.     

Verden går jo ikke i stå bare fordi jeg har brug for det, så jeg må lære at gå i hi, hvis jeg er overstimuleret  må jeg finde måder at skærme mig når det sker, om det så helt konkret er at jeg trækker gardinerne for, eller får mere ro på aktiviteterne.  

Kan jeg acceptere det, for jeg har godt nok hele livet haft haft svært ved at acceptere at jeg hurtigere bliver træt og overstimuleret, jeg hader det, der er så meget jeg gerne ville. 

Men jeg skal lære det, og det noget af det jeg må have professionel sparring på.   

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.

Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 

Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.

At skrive Autistisk

"Du skriver meget Autistisk", mig: "Hvordan?", "Det kan godt lyde lidt vredt og ensidigt og offerrolle" Mig: "Joooo, men det er jo sådan jeg har det?".

"Men for "alm" mennesker kan det være svært og forstå, at meget er så sort og hvidt, og at "i" ikke har en forståelse for nuancer, og mellemregninger - Og at autister ofte blive vrede når der stilles spørgsmål til det der bliver sagt / skrevet - fordi de ikke forstår, det som er så enkelt for jer . . "

Jeg kunne forstå at mine korte mere konkrete blogge fungerede mere bredt, hvor mine længere rablerier var for dem med godt kendskab til Autisme spektret.    

Måske mine blogs ikke giver meget indsigt for folk der ikke kender den "Autistiske logik" og følelsesliv. Om ikke andet så skriver jeg åbenbart "ægte" Autistisk, og det må jo betyde jeg ikke prøver at fremstå som andet end mig, at jeg ikke kæmper for at få det mere neuro typisk (ikke autistisk), på den anden side, ved jeg så ikke hvilken indsigt jeg tilbyder udenforstående?

På en måde er min blog en ægte blog, som en dagbog, tanker der er på vej. Den tilbyder ikke færdig pakket afsluttet formidling af emnet.

Den Autistisk vinkel, det er vel også der kæden hopper af med forståelsen når der debateres på nettet, eller når jeg til mine venner, fortæller om det der går mig på i hverdagen. Men mine venner kender mig, og dømmer det hele udfra en helhed, det der fungere, og ikke fungere helt som andre. Jeg går udfra de kan lide mig selvom jeg er anderledes, men andre har jo ikke tage det valg at kunne lide mig. Eller jeg ikke har givet dem nogen grund til at lide mig, at jeg måske ikke umiddelbart synes at tage dem ind, acceptere dem. Jeg er den sidste til at vide/fornemme hvordan jeg virker på andre.

Jeg ved jeg er et evigt bekymrings menneske, at jeg tænker problem scenarier inden de sker, alt i alt ting er komplicerede. Og alt har en forhistorie...der måske startede allerede før jeg blev født. Det bliver til ret meget, jeg ved det godt, min lille verden er ret stor på den måde.

 Men det er vigtigt at have en stemme på egne betingelser, nogen små fristeder, uden at folk korrigere og siger sådan er det jo ikke, for det er det jo for nogen af os, den Autistisk hjernes opfattelse er også en opfattelse, men ikke den herskende opfattelse af hvad der er virkeligheden. 

Jo mere jeg forstår omkring den Autistisk opfattelse og hvordan den adskiller sig fra den neuro typiske, desto svære føles det. Hver dag må jeg erkende hvordan jeg helt automatisk tænker anderledes, og hvordan jeg gør det på måder hvor jeg ikke rigtigt er til at forstå eller accepteres.
For nogen år tilbage troede jeg at jeg nærmede mig verden/mennesker, nu er jeg endnu engang igang med den hårde process, at forstå at der er en verden til forskel og hist og her har jeg mentale berøringsflader, der forbinder mig med andre, på andre punkter har jeg ikke....ikke endnu, eller måske nogen sinde....

Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.

Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 

Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.

Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

Der er altid 1000 gode undskyldninger for ikke at vove pelsen

Jeg kan huske at jeg meget gerne ville være med i projektgruppen "Arbejde på lige vilkår" i Fountain House. Men det var bare meget mere svært end jeg troede det vill være, faktisk endte jeg med at græde når jeg kom hjem fra møderne. Hvorfor? Ja, det var ikke fordi møderne fejlede noget, det var bare mig der endnu ikke magtede situationen, jeg havde ikke arbejdet på den måde tidligere. Efter noget tid græd jeg ikke mere og jeg fulgte projektet til dørs og det var et godt projekt og meget lærerigt både fagligt og personligt.

Jeg kan også huske at jeg jeg gik til tegning på Glyptoteket, og der opdagede jeg at nogen af de andre kunne lave tegninger på næsten to meter, og jeg kunne kun magte små tegninger i max A2. Jeg blev så uendeligt irriteret på mig selv, og ja, jeg gik hjem og græd. Og efter et par måneder tegnede jeg også store tegninger.

For et par år siden begyndte jeg at synge til noget open mike, men jeg kunne egentlig ikke synge, men jeg synes det var så sjovt, også når der var en live pianist.
Desværre en aften der ikke var mange andre sangere kom jeg til at synge lidt for meget og en skrev på FB at jeg var rædsom, og jeg blev helt elendig, for det vidst jeg jo godt. Og så ringede jeg til en om situationen og han synes heller ikke jeg var god og så græd jeg som aldrig før, jeg var så ramt, samtidigt med jeg erkendt nederlaget og min egen begrænsning. Men nu var der andre der mente det ikke var så galt enda med min sang og jeg havde noget talent.
Men det væsentlige var at jeg nu vidste at det her syngeri var drøn vigtigt for mig, at jeg ville det her og jeg nu bare måtte blive mere proff og i en fart. Og det gjorde jeg så.

Jeg har også prøvet at blive bedre til det sociale og følt jeg kom til kort, men konkluderet at det var så væsentligt at der ingen vej var udenom.

Det handler ikke om at være super god, eller noget særligt, det handler om at finde det man virkeligt vil, og finde styrke til at fortsætte, så sejren kan høstes, ikke sejren i at alting lykkes perfekt, men at man gør ting der føre mod at kunne mere og kunne det bedre. At det faktisk kunne lade sig gøre.

Og det giver mod på mere, mere der også kan også betyde man igen og igen bliver vred på sig selv, eller går hjem og græder, eller bliver meget træt, eller det hele på en gang, men det kan være vilkåret.

Der er altid nogen der vil sige man skal passe på sig selv, og måske bare lade være, hvis det nu er for svært. Men i sidste ende ender man med at kunne mindre og minder, hvis man for ofte lytter på dem.

Jeg har ofte tænkt, jeg kunne jo springe fra, droppe det, men hvordan vil mit syn på mig selv så være?. Man kan sige til sig selv: "Jeg kan jo altid holde op hvis det er", det føles trygt at kunne sige til sig selv, når hjernen kører på højtryk. Det er også godt nok at få at vide af andre, at der kan være en vej ud af problemet....men det betyder ikke at man faktisk vælger at hoppe fra i sidst ende.

Jeg har også haft nederlag når det kom til jobs, ja jeg har gennemført, men ikke med den susses jeg havde håbet på, og det kan tage tid at komme igang med nogen nye planer igen.

Men det er er grundkernen i at komme ud af det mentale sneglehus og ud i livet, at vove noget, at gå efter ens drømme. Men desværre er det ikke en smerte fri proces....på den anden side er det også er det fedeste når det faktisk lykkes.

Så hvad er det så man arbejder på, selvom man ikke selv nødvendigvis ved det man gør?:

"Self-efficacy" stammer fra en  social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som menneskers selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemledet mellem viden og handling.

"Empowerment" er evnen til at kunne få kontrol over og tage personligt ansvar for sit et liv og situation, Fx. i forhold til arbejde, familie og politisk indflydelse. Kan også oversættes også som: Magt i eget liv.

På den ene og på den anden side...december evaluering

Det havde været rart hvis jeg kunne have konkluderet resultatet af decembers aktiviteter helt firkantet, det eneste jeg kan konkluderer helt sikkert er er at jeg kunne ikke klare, at hver måned havde så meget knald på, praktiske opgaver, optræden, drama....og kampen med mig selv, som vel i sidste ende er det værste.

Det at jeg ikke havde fået det hjælp i hjemmet som jeg skulle have haft efter hvad visitationen besluttede, det gjorde at jeg ikke nåede så langt som jeg havde håbet på inden december, selvom jeg selv lavede meget, så meget jeg nu havde overblik over.

Det næste var at jeg ikke synes jeg havde overblik over cabaretten, der var intet formøde og jeg har ikke optrådt i et år, så det stressede mig. Manglende info stresser mig, og jeg ville gerne for mit eget vedkommende have kunne holde prøver tidligere, for at have en fornemmelse af om det grundlæggende fungerede og jeg havde lidt rutine indbygget. Og så var der noget i planlægningen der gik skævt, som jeg synes kom til at påvirke det jeg optrådte med.

Og så skulle jeg ikke have haft gæster den 23, og muligvis heller ikke været til juleaften ude.

Jeg har haft en del nedsmeltninger af varierende type, en 3-4 stykker i december. Det værste er ikke så meget jeg får dem, men i forholdt til omgivelserne. Og det eget drama jeg skaber i mit eget hoved, der siver ud i det arbejde jeg skal lave, og farver det, på måder der måske ikke er nødvendigt, men selvfølgeligt meget Aspergers. Som Kirsebær sovs på en risalamande...

Det var så det negative.

Meget lykkedes, men hvad med prisen? Jeg skal vælge mine kampe, men det der er nødvendigt for mig for at jeg føler jeg lever og kan noget, og ikke bare trille rundt i en trummerum, mens livet passere med mig på sidelinien.

Jeg skal finde kunstneriske samarbejder der passer til mig, så ikke alle samarbejder er drama, for det behøver de ikke at være, det ved jeg jo. Jeg vil også forsøge at skabe noget kunst der laves uden kamp og sjælekval, så det kun er af og til det hele står og blafre med ambitionerne.

Der er så mange måder og så mange mennesker, og så mange måder at skabe kunst på. Mere flydende måder, mere impro, mindre ego osv. Jeg er ikke bange for at tage chancer, og det må jeg udnytte.

Jeg må have forskellige små projekter, og "forskellige" er det vigtige, jeg har satset for meget på for få ting, og det er farligt for mig som kunstner, da det er for vigtigt for mig, og det er der det indre drama udspringer fra, at jeg bliver bange for jeg har mistet en mulighed for at udtrykke mig, at jeg har mistet en platform og mistet mennesker, netværk.

Januar vil handle om at lægge planer, tegne, arbejde på ideer....og slappe lidt af......og så er der jo hjemmet at tage fat på igen...uha....og så har jeg jo den der  fødselsdag...gisp!

Nisser på vej mod det ny år

Når vreden raser under overfladen

Jeg synes det er svært at skelne mellem hvad, andre opfanger af min sindstilstand, specielt  når jeg er vred eller frustreret over noget, jeg har svært ved at fornemme hvad der slipper ud i verden, der kan opleves af andre og hvad der bare raser , sprutter og bobler inde i mit eget hovede.

Jeg er godt klar over at jeg vil blive bedømt/oplevet af mange forskellige typer mennesker, hvor nogen er meget sensitive, og andre ikke.
Selv har jeg det ok med at folk viser frustrationen/vrede hvis jeg forstår hvorfor, og det ikke fortsætter og fortsætter.

Selv er jeg det med at hurtigt kommer og videre fra vreden, jeg kan ikke støve rundt som en arrig demon i timer eller dage, og sprede nederen til mine omgivelser.

Indeni og privat kan jeg dog koge suppe på noget jeg er vred over, sådan tage det frem igen og få det til at koge op, og det synes jeg er blevet værre de sidste to år.

Alt i alt vil jeg gerne have lidt hjælp til negativ cirkeltænkning og aggerssive nedsmeltninger, fordi det er i vejen for det ting jeg vil i livet.

På den anden side tror jeg også den øgede vrede betyder noget vigtigt for mig og også rummer noget positivt. At jeg som et undertrykt menneske, der har været uhyggeligt kontrolleret, pludseligt er blevet helt voksen og voksen med en vrede over den pris jeg har måtte betale. Jeg har fået flere følelser på min palet og de står mere tydeligt end tidligere.

Jeg er blevet mit eget menneske, jeg er blevet selvbevidst, jeg ser ting mere klart, men det jeg ser er er hvor meget der har forhindret mig at at få et rimeligt godt liv, i min udgave af et godt liv.

Desværre sker det så af og til med tab af kontrol sammen med andre, destolængere jeg har nået i min selvudvikling, desto tættere er jeg kommet på ilden.
Men vrede ligger ikke til mig, undertrykt eller ej gennem barndom og ungdom og voksenliv, så er jeg en fredsommelig og tilgivende natur...som altid troede det bedste om andre. Men jeg tror ikke jeg havde mulighed for trodsalder da jeg var lille og jeg tror at man ikke kan komme videre som menneske uden at skulle gennem udviklingstrin senere,det er bare lidt sødere med en trodsig 2 årig end en på 50 år, uha, dum situation.

Tidligere har jeg reageret ved at få depressioner, når jeg ikke kunne rumme fortvivlesen, tabet, vreden. Og den vrede jeg føler nu, kan vær et redskab til at komme videre i mit liv, hvis jeg undgår at svide mine omgivelser i processen, men jeg må nok indrømme at faren for at svide mig selv er meget større, skyld og skam og tvivlen om hvad det egentligt er jeg har gang i.

At jeg selv står lidt hjælpeløs med det og mangler den grundlæggende fornemmelser for hvor jeg er mentalt, er jo netop på grund af min Autisme, jeg kan ikke fornemme det mentale ude/inde, mig/de andre, og det gør det hele føles meget usikkert og skrøbeligt. At jeg i krævende situationer er en linedanserinde oppe under kuplen og uden sikkerhedsnet.
Og jeg tror sjældent på andres tilgivelse, men altid andres dom, udtalt eller bare tænkt. Vel en kombination af erfaring og Autismens syn.

For hver dag opdager jeg hvor sammenvævet mit personlige "jeg" er med Autismen. At så meget jeg tidligere så som personlige særheder, er nogen jeg har tilfælles med så mange af mine, "med Autister". -At vi gennem livet spekulere over og udkæmper de samme problematikker, om at kunne være i verden.

Jeg håber jeg når til der hvor der er flere løsninger end jeg tidligere har haft til rådighed, jeg har trods alt kun haft diagnosen i nogen måneder, jeg har arbejdet selvforståelse i lyntempo og på egen hånd. Og mest hjulpet af hvad andre med Autisme har at dele af erfaringer.

Jeg har også her i december 2015 også udfordret mig selv, med at kaste mig ud i en jule cabaret, efter jeg ikke har optrådt i et år, jeg vil senere blogge hvordan jeg klarede det projekt....og om jeg klarede det.

.......Måske vreden er vejen ud af min gamle puppe, og hvad der kravler ud ved jeg ikke, jeg håber jeg bliver en der kan få skabt noget kunst/musik i samarbejde med andre, eller det vil jeg have det bliver.

Når skjulte handicap er svære at forstå af omgivelserne

Hvordan det er at have et kronisk usynligt handicap, der dagligt begrænser ens ressourser, hvor man hele tiden må vælge fra, for at undgå et crashe i løbet af dagen?
For os der lever sådan, er det ret logisk at det er sådan, at der er begrænsninger og går man udover dem, så får man lov til at betale prisen, samme dag, eller dagen efter, i en uge.

Det er som batterier der altid kun er opladt 30 procent, der skal meget lidt til før det blinker og det står warning low battery. Men der er ikke lige en måde at oplade på hurtigt, måske det tager flere dage før det er muligt. Og selv efter opladning er det stadigt kun de der 30 procent.

I forhold til Autisme, er udfordringerne med at passe på de daglige ressurser og konsekvenser endnu mere komplekse, da man både rissikere at betale fysisk og psykisk.

Et usynligt handicap der handler om psyken/hjernen om det fx. handler om Autisme, psykisk sygdom, hjerneskade, er specielt svær at have i forhold til omverdenen. Der er mere stigma og skam forbundet med det.....og prøver man at skjule det for omverdenen, tager det også på energi kontoen. Man prøver og prøver på at fungere perfekt overfor andre, som om man er til en daglig eksamen. Og frygten er der, for at man pludselig bliver opdaget, som mindre velfungerende.

Og det er en daglig balance. Balance i forhold til der ikke må ske for meget, og at balancere når det er gået galt. Selv som erfaren, kan det være svært, det moderne liv og forventningerne til en, passer ikke med så begrænset mulighed for at gøre ting som de fleste andre mennesker

Der er et utal af variationer af konsekvenser fra person til person når man er gået ud over ens personlige ydeevne, og bare for den enkelte kan der være flere symptomer, og nogen gange ikke dem der var forventet.
Der kan være varianter af fysiske symptomer, forbundet med stress, eller ens små fysiske "svagheder" der bryder ud. Det kan også betyde nedsmeltninger, psykoser. Fra det let genkendelige der kan takles fordi man har erfaringen, til det der bringer en helt ud af kurs.

Går jeg over det jeg magter kan der ske ting der er uheldige, og fra mit synspunkt er det værste at andre opdager jeg er ude af balance -at jeg gør ting, siger ting.
Jeg har været vandt til at leve med trætheden, begrænsningerne. Men det at jeg dummer mig socialt er ubærligt. Og det at jeg har svært ved at lande det efterfølgende er også svært. Autismen er jo også med til at det kognitive ikke fungere perfekt.

Jeg formoder at Autisme godt kan sammenlignes med det ikke at have sovet i flere nætter, hvilket er nedbrydende og ændre ens reaktioner. Og uanset hvor meget man sover, er man altid bagud....eller man kommer lynhurtigt bagud.
Folk siger ofte til mig: "Jamen, jeg bliver da også træt", og så må jeg forklare at jeg bliver: Har ikke sovet i flere nætter træt...Men bliver det forstået?

Faktisk elsker jeg ikke vaner, så jeg er ikke den perfekte Autist, da jeg også har en ADHD oveni, på den måde bliver det hele endnu mere rundtosset. Og ADHDen er også med til at lokke mig i uføre.

Hele mit voksne liv har jeg håbet at blive af med den træthed, at et eller andet mirakel ville ske, at hvis bare jeg trænede det sociale nok, vill det udmatte mig mindre.
Så jeg trænede og trænede. Og jeg levede også med at de ofte var for meget, men det var for en god sag og jeg anede jo ikke jeg havde Autisme. Men en Autisme diagnose senere, må jeg se det fra en anden vinkel.  Jeg må så også indrømme at jeg har opnået ret meget via træningen.....Men alligevel er det som det er, og jeg hader det, men det er vilkåret.
Jeg kunne leve et mere stille liv, men det er ikke mig, jeg er en udadvendt person, selvom jeg ikke rigtigt magter det.

Når folk nægter at forstå hvad Autismen har betydet for mit liv, er det ret fortvivlende. Hvorfor skulle jeg med en god intelligens, viden og mange talenter være førtidspensionist uden en uddannelse frivilligt...Fordi jeg er doven, ligeglad? Jeg har det svært med at andre ikke forstår de konsekvenser det har haft og hvor meget lidelse der har været i det, selvbebrejdelser, afmagt, og kampe på et forkert grundlag.

I dag må jeg erkende at jeg ikke får mere energi. Jeg ved også nu af bitter erfaring, at Autismen kan blive værre af at jeg kører ud over kanten med stressen....det kan betyde at jeg har endnu mindre overskud at bruge af, gys! Og det er så der jeg står nu.

Jeg skal blive bedre med at udvælge hvad jeg gør, så jeg når det nødvendige...men det er godt nok ikke ret spændende udsigter, det lyder kedeligt og begrænset. Vaner.....Og ADHDen vil gerne ud og lave ting og sager...

Men om ikke andet ved jeg i dag, det ikke er fordi jeg er doven og alt muligt andet negativ, der har bare aldrig været nok energi, til at mine evner rigtigt kunne komme i spil, jeg er altid knækket sammen inden. Jeg har kunne tage de lange seje træk, det er ikke det, problemet er bare at nogen ting kræver at der arbejdes ekstra i perioder og det kan jeg ikke rigtigt magte.

En anden problematik er at jeg som kvinde, ikke er blevet hørt når jeg har prøvet at tale med lægen om mine problemer med at meget let at blive udmattet og overtræt. Igen er det åbenbart umuligt at forstå et en ung sundt udseeende kvinde kan have seriøse usynlige problemer, der er i gang med at smadre hendes liv og fremtid. Det at ikke blive hørt er en del af historien, ikke at blive taget alvorlig, bare at være en der klage sig....og uden gyldig grund i andres øjne.

Jeg virker jo energisk ellers, jeg smiler, går hurtigt, og jeg tænker hurtigt og hele tiden på højtryk, og jeg virker ofte ikke træt sammen med andre, men ja, energisk, og det gør det jo ikke nemmere at forstå hvor meget tid jeg må være rolig, og det er lidt en kamp mod noget af min natur, måske på grund af kombinationen af Autisme og ADHD.

At jeg søgte hjælp som ung, og får først en Autisme diagnose som 50 årig, føles som en blandet fornøjelse, at jeg føler jeg ikke rigtigt kan få så meget gavn af diagnosen nu, der er sket for meget i mellemtiden. Og ret beset er der jo heller ikke en kur mod Autisme, det er som det er den kan blive lidt bedre med mere viden om bedre takling af den, men ellers er det det.

Men så er der jo verden udenom, hvordan de andre forholder sig til en, det er en udfordring i sig selv, og en anden batteri sluger.

Jeg tror når omgivelserne velmenende nægter at se ens usynlige handicap, så kommer de til at tage ens daglige kamp fra en, noget af den heroisme man udviser dagligt, de tager også noget af den empowerment man har tilkæmpet sig, den værdighed man forsøger at opretholde. Fordi at nogen ting er selvfølgelige for dem, der er store sejre for en selv.

På den måde bliver de usynligt handicappedes erfaringer med at overleve på trods, skjult af at omgivelserne ser en som et menneske der "trækker offerkortet" uden grund, at man er selvcentreret fordi man bruger så meget tid på reflektion og selvforståelse, uden man forstå at det studie er livsnødvendigt for en og metoderne skal passe til ens egen måde at tænke på, der måske er lidt mere krøllet i metoderne end deres. "Du tænker for meget"...Ja sådan er det jo at være Autist, det er både godt og skidt, men det er vigtigt at holde fast i at det at tænke er noget de andre skal blande sig udenom, for tænke gør vi, basta! Og ja det kan være trættende med en hjerne der altid snurre og brummer og ikke er til at få til at sove, men det er jo netop en del af at have Autisme.

Jeg har lært man bliver dømt uanset om man er åben om sit usynlige handicap eller ej, forskellen er, at er man åben så udstiller det omgivelserne afstandstagen på en ny måde, at det er fordi det handicap ikke kan rummes, at der åbenbart er en indbygget forsvarsmekanisme hos mange mennesker der gør at empatien ikke rækker så langt. Så man må stå fast, helt fast, på at man har lov til at vær som man er, og det er en udfordring, men for mig er det en nødvendighed, at stå ved mig selv, at det er min fortælling og den er en heroisk, selvom den er uden en raskmelding og så ud mod solnedgangen.

Det handler ikke om at blive ynket, eller der skal tages helt specielle hensyn, det handler om at blive set som et menneske der gør alt hvad der er muligt for at fungere. At det ikke handler om manglende evner og en svag karakter, men der er reelle begrænsninger og konsekvenser.

De "normale" hylder dem der blev raske "den gode historie", de hylder ikke dem, der kæmper dagligt der ikke har mulighed for at blive......ja, blive hvad...som dem selv....og hvorfor skal vi det, er det den eneste måde at være rigtig på, gør det godt?

Vi er en del der kæmper dagligt, for at få lov til at føle og blive set, som fuldgyldige og værdifulde borgere i samfundet, om det lykkes kommer også an på om andre omkring en også er med på det.

En bedre start på ugen....og dog

Jeg var stadig helt færdig i søndags, og ideen med at få samlet tv bordet var åbenbart ikke den rigtige. Jeg fik hjælp, men det var godt nok ikke nemt at samle. Så det endte med at blive lidt for meget. Og så der jo også en anden til at opleve mine reaktioner....

Så blev det mandag: Jeg fik hjemmehjælp af en jeg ikke hvad set før, opvask blev klaret støvsugning i stue og så fik jeg endelig ændret hylderne i et køkkenskab så de fungere bedre i forhold til glas og tallerkener. Jeg fik også frasorteret en masse.

Og jeg fik noget Hunde TLC (Tender love & care), fra/med minde hunde venner, det er godt med dyr.

Og så fik jeg også en tid til øreakupunktur.........Så alt i alt gik mandagen med plus ting.

Men jeg må nok indrømme at torsdagen i sidste uge fik hevet nogen dage ud af december, og jeg må passe på nu.

Jeg kan regne ud at det meste af resten af ugen vil gå med at øve til cabaretten, hvis det da bliver muligt at øve...

Men jeg må saftsuseme lære at vælge mine kampe, og her mener jeg cabaretten. Lige nu er det ikke godt, alt er for ustruktureret i forhold hvad jeg kan magte, jeg synes bare der er et stort sort hul foran mig, og ingen hjælp at hente fra omgivelserne. Og det må jeg tage konsekvenserne af.

Jeg valgte den udfordring selv og for at få en ide om hvor jeg selv var i forhold til min "performance karriere" hvilken vej jeg skulle gå.
Og jeg må vel bare konstatere at jeg skal være i rammer hvor der er sat tid af til at prøve, eller jeg selv har et prøvelokale....men det er vist nok ret naturligt at ønske sig som optrædende, det andet er for kamikaze, og føles bare ikke sjovt mere.
Det er heller ikke udviklende i forhold til det kunstneriske, det bliver bare noget gammel rutine der skal køres af, og det er ikke det jeg er interesseret i. Jeg vil have kunstnerisk udvikling i fornuftige rammer.

Ja, jeg tog en forkert beslutning, på et spinkelt grundlag og nu er jeg her. Måske jeg igen skal lade være med at straffe mig selv, for i grunden kunne jeg ikke helt vide det på forhånd....eller skulle jeg? Hvor meget er det jeg går glip af i kommunikation og aftaler? Hvad er underforstået for alle andre og ikke for mig?...Og måske jeg alligevel ikke er så gal på den? Jeg synes det er en del af Aspegers helvedet, mon det nogen sinde bliver bedre?

Jeg vil gerne være velforberedt, helst lidt overforberedt og så tage overraskelserne derfra og det kan jeg også godt når jeg først er på scenen.

Jeg vil gerne have muligheden for at fornemme den helhed jeg optræder i. For så vidt er jeg ikke specielt sart, jeg har bare brug for det de fleste andre scenekunstnere har brug for....hvis de ikke bare har noget   ting på rutinen de kan gribe efter. Men det her jeg jo ikke efter et år hvor jeg ikke har stået på en scene.

Jeg har skrevet den her blog til at få mig til at huske til en senere lejlighed at det her bare føles for ubehageligt. Og er der ikke tid til at arbejde med detaljerne på en forstilling, må jeg sige fra.

Det handler ikke om perfektion, men at føle sig bare lidt mere tryg.

Nu må jeg se at få kørt i stilling til at tænke fornuftigt og pragmatisk, og det kan betyde jeg må retænke det hele, og prøve at være ligeglad med, hvad det egentligt var jeg gerne ville have optrådt  med.

Jeg håber jeg bliver klogere af det her!

Når Autist temperamentet siger ka-pum og eksplodere

1-2-3 Boooom! Så var der lige noget der var anderledes end jeg gik og troede det var, og inden jeg fik vurderet om det var til det værre eller bedre....-eller måske ret ligegyldigt, gik min hjerne i selvsving. Sådan med lyn, røg ud af ørene og tordensky over hovedet.

Jamen, der må jeg jo kende så godt fra gennem livet? Tjoooo, men jeg tror ikke jeg har set mønstret klart og måske ment at min irritation/vrede modsvarede situationen i korrekt størrelsesforhold.

Måske jeg har levet et mindre udadvendt liv før i tiden, eller jeg mest imploderede fremfor eksploderede? At jeg i dag oftere udsætter mig for påvirkninger der kan give den slags følelser...Hvor er det dog ikke smart at have det sådan, det kan til nød gå hvis det kan holdes indenbords, så er det bare den stakkels hjerne der kæmper med ophidselsen og tankemylderet.

Det at jeg er opdraget til ikke at måtte vise temperament, og at jeg ikke gennem min barndom og ungdom har haft mulighed/lov til  for at forholde mig til bla. vrede, undtagen som noget dybt indeni der skulle skjules.
Jeg tror også at jeg i mange tilfælde heller ikke har læst situationer, så jeg har været klar over om jeg burde blive vred, eller hvordan man skulle kunne vise det på en "naturlig" måde. Jeg har akcepteret situationer som rimelige, selvom de ikke var det, og andre situationer har jeg reageret på, men ikke formålstjeneligt, eller i forhold den reelle påvirkning....måske, der er jo altid tvivlen.

Jeg har det ikke så meget med at noget er pinligt, men når temperamentet viser sig udadtil så er det mere end pinligt, det er ret katastrofalt i forhold til omgivelserne....Crazy woman, uha!

Der er ingen tvivl om at jeg har fået kig på problematikken, fordi den i forbindelse med det social er den mest ødelæggende i forhold til andre, men i høj grad også i forhold til eget selvværd og selvtillid, når man nu ikke er i kontrol, men kan være ukontrolleret, godt nok sjældent, men når det sker er det jo sket.

Jeg skriver det her i dag, hvor jeg lige havde en af de der "hjerne eksplosioner", heldigvis nåede den ikke at komme ud i verden, men kun oppe i mit hovede, men det er irriterende nok.

Tidligere var jeg mere vred på mig selv, og nu er jeg også vred på andre, hvis de lige kommer til at ryge indover noget jeg mente var/eller burde være på en anden måde. Ergo er jeg ikke altid god til overraskelser, sådan som de fleste Autister jo heller ikke er det. Jeg kan improviserer, men nogen gange slet ikke, overhovedet ikke, og så gnistre det oppe i hovedet.

Er jeg reelt vred på nogen? ikke nødvendigvis, det behøver ikke at være direkte personligt, bare i vejen i forhold til hvad jeg troede -At jeg så godt mentalt kan få iført folk små horn og hale når jeg er i gang med at skumle, er så en eftervirkning. Kan så horn og hale komme af de mennesker igen...hm, tjaaa, nogen gange, men så skal det også ordenes ordentligt mellem de indblandede.

Nu hvor jeg har selverkendelsen og ser mønstret og årsag og virkning er jeg lidt bange, jeg vil gerne have nogen værktøjer til at takle det. Eller jeg skal have nogen værktøjer og gerne lidt hurtigt.
Nogen vil måske mene at der er nogen der er værre end jeg, men er det værre er der også mere man bare automatisk er udelukket fra, på den måde er samfundet uden nåde, hvis man gerne vil kunne færdes i mange miljøer også dem der ikke er forberedt på at folk er "specielle", må man kunne takle menge situationer lidt fikst uden at falde helt igennem med et brag. Retfærdigt, næ, men det er virkeligheden for det meste.

På den end side er jeg jo som person både yderst fredsommelig og rummelig, og det er også det jeg vil være, og har været 99 procent af mit liv, men hvad skal jeg gøre med den der indre Trold der springer op uden varsel?

Jeg vil have et liv sammen med andre og jeg kan samarbejde, og jeg er ikke generelt ufleksibel, og jeg bliver på andre fronter bedre og bedre til at takle de sociale....eller hvad?

Jeg tror jeg vil konkluderer at jo større sværhedsgraden er, desto større bliver udfordringerne, og jeg har åbenbart sat barren højt for det sociale, og nu må jeg se at løse det bedst muligt, så jeg må have værktøjer og træne, jeg har brugt for mange år på at lære at være social til at krybe i skjul nu!

PS. Om ikke andet lader det til at jeg fik opdaget og bearbejdet det der gjorde at jeg blev sort og røgfyldt oppe i hjernen tidligere på ugen, og det kom ikke op og vende igen, og igen og igen efterfølgende, men var åbenbart overstået.
Men stresset det er jeg og det giver en kortere lunte lige for øjeblikket. Men jeg ved det og nu er jeg opmærksom bare der er lidt der rør på sig af signaler.

Følelser og refleksion

Jeg er hele livet blevet mødt af: "Du tænker for meget, du føler for meget", jeg har ofte tænkt at de jo ikke blev bedre af at folk sagde sådan.

Jeg behøver mange informationer og jeg håndtere mange informationer....det vil sige det gør jeg når jeg har informationer nok til at forstå et enme eller en situation.

Manglende information, undertrykte følelser er værre end mange informationer og følelser, jeg forlange viden for at forstå, holder man på viden uden at ville give den videre, bliver jeg ikke valideret, er mine følelser for meget bliver jeg ikke valideret. Jeg er ikke til  fagpersoner der bare ser en som en klump dumt kød. Og folk der tror at det er en dyd at føle mindst muligt og være ligeglad i begge ender. Det er muligt de ikke orker mig, men det er så også gengældt hvis det er.....Hoooost! ....Eller det er ok de er ligeglade, bare jeg kan få lov til ikke at være det.

Det er da ikke fordi jeg ikke gerne ville være lidt mere i zen, lukke ned, bare være, men det er jo også et projekt....jeg kommer nok aldrig til at mangle livs projekter.

Jeg begynder at forstå den evindelige flugt væk der ligger i Autismen, eller flygt eller reager, enten eller.
Impulsen er som en to on/off kontakter og der sidder tæt på hinanden, nogen gange ret vilkårlig hvilken der trykkes på nå situationen rammer og man panisk vælger et eller andet, fordi en mellemting eller noget tredie fjerde bare ikke falder en ind.......Men der er nu også meget jeg aldrig har nået at reagere på fordi jeg ikke var opmærksom, sådan er det jo med perspektiv og fokus, men desværre er der noget der fanger Autist forstørrelsesglasset, og er det først opdaget, så er det, det jeg ser og mærker....puh, hvor er det trættende. Jeg kan godt se det er dumt og ikke føre noget godt med sig.

Jeg tænker også at nogen negative tanker og følelser er en slags standby ting der bare står og blinker, når der ikke er andet der foregår. Kunne de skiftes ud med nogen der var mere behagelige?

Jeg har et alternativt styresystem, men jeg ville godt have en geninstallation tak, der er så meget der roder på harddisken.

Jeg ved det tager tid at processe ting, bla. de her livsting, jeg synes jeg har gjort det godt med hensyn til at lande min spritnye Autisme diagnose, men det går skidt med hensyn til at styre mine tanker om mig selv og mit liv, og hvordan jeg løser ting.

Men jeg er nød til at stå ved at jeg tænker og føler for meget, andre kan synes er uhensigtsmæssig, og det er muligt det er det det er, men det er sådan jeg fungerer, det ligger til mit system, jeg prøver så bare at finde nogen fikse omveje, til at måske få det til at fungere på sigt.

Er det ok at jeg også er her?

Nogen gange roder man sig ud i situationer med andre mennesker, der ender helt galt. Kunne man have forudsagt det, kunne man have gjort noget for at det ikke var gået helt så galt?

Kan man forlange at folk skal acceptere at man er Autist og derfor reagere lidt anderledes end "de andre"?

Hvad ville være smartest når man arbejder, uddanner sig bor, møder "de andre" de nero typiske, er det bedst at være helt åben omkring Autismen, eller?

Og kan man være åben i en tid hvor mange mennesker helst undgår det personlige, at de udefrakommende kommer lidt for tæt på?

Jeg synes det er svært efter skaden er sket, at skulle sige hvorfor præcis, men jeg erkender at der hvor det havde været smart med kommunikation i rette tid, har været når der bare ofte lukke helt af fra start fra de andres side, eller sådan har jeg oplevet dem, som lukkede og afvisende..

Og oplever jeg andre som lukkede og afvisende selvom de ikke er?....Så dårlig mener jeg nu heller ikke jeg er til at aflæse andre. Men måske jeg kan tolk usikker adfærd som arrogance?

Men kan jeg være i den slags miljøer, arbejdspladser, kan jeg bo i den slags boliger, eller er det bare at lægge op til uløselige problematikker og at jeg føler mig stresset og dårlig tilpas?

Jeg kan både være meget direkte, men også yderst diskret, jeg prøver at finde en balance, jeg prøver at finde ud af hvad er det man gør her, hvad er reglerne? Men når regler er uskrevne og de andre bare reagere udfra dem, hvor er jeg så i den situation....For lidt eller for meget?

Er jeg ok, eller helt gal på den?

Og, næææ sandsynligvis ikke, ikke i det her samfundsklima af skulende landsmænd og kvinder, der bare vil lades i fred mest muligt, gøre det nødvendige og så hjem og lukke døren.

Halllooo....tavshed...Jeg forsøgte at hilse på mine naboer, alle 17 lejemål, det var kun få, der frivilligt sagde hej, eller et helt uopfordret hej.

Nu siger jeg ikke hej mere, også så længe jeg ikke ved hvor hadebrevet kom fra, det påståede "solidariske" hadebrev....jeg må se hvad det hele bliver til....

Skjult aggressivitet, passive aggressive adfærd, strudseadfærd, gruppeadfærd, ekskluderen, teritorial adfærd.....rend mig.

Jeg ved jeg ikke altid rammer den perfekte adfærd hver gang, men jeg er næppe den eneste i verden, de neuro typiske er jo heller ikke altid for smarte.
Jeg er grundlæggende et ret stille menneske, et menneske der tager hensyn. Og jeg vil hellere trække mig, men nogen gange kan man ikke bare trække sig hvis jeg skal leve mit liv.

Og så kan jeg godt gø lidt og vise den lille hugtand for at få lidt plads, men det er nu som regel når jeg føler mig hårdt trængt, eller i forhold til hvad jeg føler mig trængt op i en krog af. Og det passer måske skidt med neuro typisk opfattelse hvad jeg synes er for meget....Og jeg bliver meget træt af at skulle være på vagt.

Og ja, det kan føles sårbart og skamfuldt, måske meget mere end det burde. Det tynger mig ned, der er ingen sejerherre her, kun tabere, både dem og mig.

Jeg kunne godt tænke mig at kunne sige: Her er jeg, jeg prøver at gøre mit bedste, min intention er sådan og sådan, men jeg ved ikke hvornår jeg opnår det mål, men jeg arbejder på sagen.
Og hvis folk/du gør sådan og sådan kan jeg let føle mig trængt, og så reagere jeg ikke altid helt perfekt, men lidt i panik. Og det er ikke ment ubehageligt, og jeg er ikke den der bære nag, jeg vil bare gerne have lov til at være.

Spørgsmålet er så om man må det, som Autist, som en det kan stikke lidt ud, men kun lidt og det er måske endnu svære at forholde sig til for andre.

På den anden side, de der skuler, skuler vist til alle, dem der sparker nedad gør det når de kan, de der føler sig bedre end andre holder fast i den tanke med næb og klør.

Og hvad gør jeg....hvordan forbygger jeg mest muligt ikke at rende ind i problemer med mine omgivelser?....Tjaaaaaa hmmmm, jeg er slet ikke sikker, faktisk mindre og mindre. Er det den "Asperger tvivlen" der endnu engang sætter ind, at man/jeg tænker for meget, har det for tæt på?

Asperger masken

Jeg har ofte sagt at jeg har båret en maske, uden at vide at der var et begreb der hed "the Apergian masks". Det er en maske/facade der er en måde at overleve på, der samtidigt er meget udmattende. Måske især piger/kvinder må have den maske, jeg følte selv gennem min barndom at jeg måtte bære den maske for at gør andre tilfredse, ikke mindst min familie. Det skulle ikke vær kede af det på grund af mig.

Hvad jeg nu forstår er at jeg i nogen tid har arbejdet på at fjerne masken, også inden jeg fik diagnosen i sommer, at jeg fra begyndelsen af 2015 har arbejdet hårdt på at fjerne den maske. Jeg har udfordret hvad nogen måtte tænke omkring mine udgydelser på Facebook og hvad det mon skulle være godt for at være så åben omkring tanker og meninger. Men som i forhold til tidligere, mindre socialt/fysisk udadvendt, har det været en platform for mig, den mulighed jeg havde for at udtrykke mig udadtil. Jeg har fjernet masken som et plaster der er gået i forbindelse med et sår, og nu ikke er til at lirke fri.....sådan et sår har jeg faktisk haft i år, så jeg ved hvad jeg taler om;-).

Jeg måtte erkende at mange slet ikke havde haft mulighed for at møde mig, som mig, de havde været fysisk sammen med mig, vi havde talt sammen. Men de havde mødt min mentale/fysiske maske, ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, det var bare hvad jeg magtede socialt på det tidspunkt.

Så ved at prøve at lære at blive mere social, har jeg skabt en "gå ud maske"....eller den havde jeg også tidligere, men jeg arbejdede videre på den. Den har uden tvivl været nødvendig, fordi jeg var ude i et asymetrisk projekt, hvor jeg ikke havde fat i alle evnerne til socialisering, men ved hjælp af masken kunne være lidt mere fremme i skoen socialt end jeg egentligt var i stand til.

Sådan kan det gå når ens drømme og mål er større end ens reelle evner, suuuuk! -men gjort er gjort, og noget opnået og andet røg en tur, da masken ikke længere duede.

Det er svært for mig at se om det var det værd, men måske livet bare ikke kan gøres op på den måde, for at leve up til at være en positiv udvikling.

Måske det handler om at kende/erkende sin egen maske, af og til er den praktisk og brugbar, og ikke nødvendigvis fake, bare en lille buffer mod det værste ude i livet. At kunne mærke når maske er på, og om den nu også er nødvendig og hvordan den anvendes, og er den nu til gavn?

Jeg har været meget vred i år, masken kom af i vrede, og ved at nævne alle de ting der gør mig vred i samfundet og i mit liv på Facebook og en påbegyndt bog, er jeg kommet mere fri.
Jeg mente når det først kom på skrift var det konkret, fremfor det kogte inden i mig som cirkeltænkning og myllertanker. At jeg kunne se det udefra og at det jeg tænkte blev synligt for andre, og ikke mindst konkret synligt for mig selv sort på hvidt.
Halllooo er der nogen andre der også har det sådan?....og det er der jo trods alt.

Jeg måtte få stoppet cirkeltænkningen, depressionen, men også masken som overlevelses mekanisme i forhold til omverdenen, jeg ville jo møde andre, men desværre magtede jeg ofte ikke at gøre det fuldt ud, uden hjælp af masken.
Det jeg troede var tilbagefald, var den eneste måde at komme videre på, at der ikke var en langsom behagelig afmaskering, men et reelt maskefald.

Nu må jeg begynde lidt forfra, og starte på et nyt kapitel.

Det indre liv under glasklokken

Det er svært at sætte ord på, jeg har så mange gange i mit liv forsøgt at sætte ord på mit indre liv, på ting jeg har kæmpet med uden at jeg har følt nogen kunne høre det.
....men måske mennesker bare ikke kan kommunikere de ting så det står klart? Måske det bare er en drøm om det åbne sind der kan formidles direkte og med mindst muligt filter fra sjæl til sjæl, og man med en Autisme bare føler det mere tydeligt, den menneskelige isolation.

Eller så er det bare mig, der sætte et filter op, eller jeg taler i gåder, eller det jeg siger ikke kan formidle graden af hvad jeg føler. At jeg sætter ord foran, samtidig med at jeg tænker, selv det klareste vand har sine forvrængninger.

Jeg tror faktisk at jeg i kropsudtryk stivner når jeg forsøger på at udtrykke væsentlige ting, at min ellers levende mimik og gestikuleren, forsvinder når det bliver alvor.

Måske der er et "ikke udtryk" når jeg har mest brug for at udtrykke, at jeg bliver Andy Warhol og bare sidder der med et blankt udtryk, og følelser inden i der bobler, men er helt tildækket, eller meget mere tildækket end jeg selv tror, jeg føler jeg står åben, men det er jeg ikke opfattet udefra.

Der er dramaer i mit liv der tager evigheder og ikke er meget drama for andre, hvor jeg prøver at forstå, få en dialog med andre om ders opfattelse, men hvor jeg bliver ved og ved med at måtte gennemgå "dramaet", er det overstået for andre og ikke noget særligt.

Men uanset andres reaktioner er det et drama for mig, "Tag den med ro, tænk ikke så meget" Ja ja, men sådan er det ikke, sådan bliver det ikke, sådan funker min hjerne ikke.

Det ville være dejligt at være mindre påvirket af andres handlinger, det ville være rart ikke at spekulere på hvad andre tænker, men som Autist er det ikke bare et valg, eller et terapeutisk snuptag, der klare at det ikke længere er noget der skal bruges uanet tid og energi på.
Man kan jo isolere sig så meget og trække sig væk, så der er mindre at forholde sig til, færre situationer færre mennesker. Men min mission i livet synes ikke at være at søge isolationen. Men jeg finder nogen mennesker meget belastende, andre ikke. Jeg ved ikke om jeg kan lave en kategori af belastende "typer", og bare parkere dem der, og lade være med at regne dem ud, eller deale med dem uden en væsentlig grund, men hvis der er noget hvor det bobler i en, er det så ikke væsentlig grund?. Og der er jo gange man skal deale med andre om man vil det eller ej....det er ikke ret fedt..næh.

Jeg processer ikke dagligdagens informationer så godt, samtidigt med at jeg selv skaber mine udfordringer ved at automatisk komplicere indtryk og refleksions graden. Der er andre informationer der kan klares i et split sekund.

Jeg må få suppleret med noget mere verdensfjernt at bruge min hjerne til, der hvor jeg er mindre begrænset og kan hygge mig, jeg tror jeg har brugt for meget tid på omverdenen og at forstå hvad det var der var i vejen med mig, når jeg nu er nærmere på svaret på hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor mit liv har formet sig som det gjorde, i det mindste nærmere på det end jeg var for nogen måneder siden, det er som om depressionen har lettet lidt, ikke at jeg har mere energi, men der er noget tyngde der er blevet smidt af.